Man ku’ godt ta’ en Tour-de-Kunstmuseum igennem Danmark!

 

Fancy selfie - Agnes Slott-Møller (1862-1937): bogplakat
Fancy skygge-selfie – Agnes Slott-Møller (1862-1937): bogplakat

Mens knægten fløj med sin drone i Guldager, kørte jeg en tur til Vejen Kunstmuseum, fordi jeg på Instagram havde set, at de havde en særudstilling med japansk grafik. Som det vil være faste læsere bekendt, er jeg lidt Japan-tosset.

Katsushika Hokusai (1760-1849), Irissen met sprinkhaan (1820)Filmen her bliver vist på udstillingen. Det var nærmest umuligt at tage ordentlige billeder af de grafiske værker i udstillingen, dels fordi mange af dem var i bøger, dels fordi lyset var meget dæmpet af hensyn til værkernes høje alder. Men i dette galleri ses mange fine eksempler. Personligt holder jeg mest af dem med dyr og blomster.

Forvandlede Blomster 1899 by Jens LundSelve Vejen Kunstmuseum var en kæmpe positiv overraskelse for mig. Jeg vidste ikke, at det var dedikeret til billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen (1861-1941), som jeg næsten ikke kendte, bortset fra den uhyggelige Trold der lugter Kristenblod, der vistnok står i Glyptotekets have. Museets største rum og hans skulpturer minder begge meget om Tegners museum og skulpturer, og de er da også nært beslægtede, fortalte man mig. Museet er i øvrigt fyldt med kunst fra min absolutte favorit-periode i dansk kunst, perioden omkring forrige århundredeskifte. Og der var meget kunst og – især – keramik af kvindelige kunstnere, hvoraf mange var mig helt ukendte. En anden for mig ukendt kunstner var rigt repræsenteret, Jens Lund (1871-1924).

Engang vil jeg tage på tur med en ligesindet og besøge alle Danmarks små og knap-så-små kunstmuseer på én tur. Ind imellem skal vi spise god mad og sove på gode kroer. Hvem vil med? Og hvem ved, om bogen, der reklameres for på plakaten øverst, er til at skaffe for menneskepenge?

 

Share

Designmuseum Danmark – Japanisme

James Tissot - Young Ladies Looking at Japanese Objects
Young Ladies Looking at Japanese Objects af James Tissot, 1869

Siden jeg læste The Hare with Amber Eyes, har jeg for alvor fået øjnene op for den kolossale indflydelse, japansk kunst og kunsthåndværk har haft på europæisk kunst, siden der i 1853 igen blev åbnet for handel mellem Europa/USA og Japan. Japanisme blev en ting, og det europæiske antikvitetsmarked flød nærmest over med japansk kunsthåndværk. Ingen adelsmand eller burgøjser kunne undvære et japansk møbel eller træsnit i samlingen, hvis de skulle være med på noderne. Selvfølgelig smittede den særlige japanske stil straks af på tidens kunstnere, hvilket Japan-udstillingen på Designmuseum Danmark til fulde demonstrerer. I modsætning til visse andre museer i Danmark havde Kunstindustrimuseet, som det dengang hed, virkelig fingeren på pulsen og fik indkøbt en fantastisk samling japansk kunst og kunsthåndværk. Udstillingen blander originale japanske genstande med genstande, både fra dengang og senere, der er tydeligt inspireret af Japan. I dag behøver man blot gå en tur i en designbutik for at se, hvordan især keramik stadig er meget inspireret af Japan.

Fransk oplysende plakat
Fransk oplysende plakat uden årstal men med art deco typografi
Stol af Thorvald Bindesbøl
Stol af Thorvald Bindesbøl (tror jeg nok)

Museet har, udover sin faste udstilling om designhistorien, som jeg aldrig rigtigt bliver træt af, to andre udstillinger p.t. En udstilling om mode og tekstil gennem 400 år, der viser alt det bedste fra hver periode. Og en udstilling kaldet Mindcraft med et par håndfulde af Danmarks bedste designere og kunsthåndværkere. De folder sig ud i et univers, der simpelthen er enhver selfie-fotografs våde drøm. Der er spejle overalt!2015-11-21 14.01.20-1

 

 

 

 

Share

Kunst i Japan

Vi har været på en ægte dannelsesrejse til Japan. Rejsen var arrangeret af Arkens kunstklub, så det var en grupperejse. Jeg må med det samme tilstå, at grupperejser nok aldrig bliver mig/os, så det gør vi nok ikke igen. Når det er sagt, så var der flere af de kunstoplevelser, vi fik på turen, som vi nok ikke ville have haft modet/fantasien til selv at opsøge på en førstegangsrejse til Japan. Så vi er altså alligevel glade for, at vi gjorde det.

Stemningsbillede fra en af de små kroge på Ghibli-museet.
Stemningsbillede fra en af de små kroge på Ghibli-museet.

I Tokyo var den helt store oplevelse Ghibli-museet, der fejrer filmskaberen Miyazaki og hans Studio Ghiblis værk. Jeg har glædet mig til at besøge det museum, siden jeg læste Christian Monggaards begejstrede beskrivelse af det i Information for flere år siden. Jeg er totalt fangirl, så forvent ingen objektivitet her – jeg elskede hvert øjeblik af besøget og alt, hvad jeg så. Kender du ikke Miyazaki, så skynd dig at købe en af hans film. Skal du til Japan, så snyd ikke dig selv for et besøg på museet. Det er indrettet for børn, så vi voksne måtte ofte dukke os eller næsten kravle. Der er fine displays, som viser, hvordan man lavede animation før computeren – dybt fascinerende for både børn og voksne. Og der er et par rum, der både reelt og ved hjælp af trompe l’oeil-teknik viser, hvordan det foregik, når de mange tegnere sad side om side og arbejdede på filmene.

Museet er, med god grund, en pilgrimsdestination.
Museet er, med god grund, en pilgrimsdestination.

Vi var også på Nationalmuseet, hvor jeg så en særudstilling om Bulgari. Det sjoveste ved den udstilling var at se de japanske kvinder, der generelt hylder the understatement når det gælder smykker og påklædning, flippe helt ud over de mildest talt ekstravagante og ofte nærmest vulgære Bulgari-smykker. Jeg havde forventet at se en større samling Netsuke, men blev skuffet, fordi der kun var en meget lille samling, som alle var af nyere dato.

Vi så også moderne kunst på The National Art Center, en særudstilling med den franske kunstner Niki de Saint Phalle. Ingen tvivl om, at hun var den enfant terrible, som en del af udstillingen var opkaldt efter, men det var ikke noget, der for alvor rørte mig.

I Kyoto besøgte vi Manga-museet. Det var jeg ret skuffet over, for jeg havde måske forestillet mig at få en indføring i Manga-universet med noget kronologi, etc., men museet bestod mest af et kæmpe Manga-bibliotek, hvilket sikkert er fantastisk, hvis man ved, hvad man leder efter, men det gjorde vi ikke…

En times bustur uden for Kyoto ligger det smukke og temmelig mærkelige Miho museum bygget af den kinesiske arkitekt I.M. Pei.

En tunnel, kun for fodgængere og museets egne små el-biler, fører fra p-plads og café op til selve museet.
En tunnel, kun for fodgængere og museets egne små el-biler, fører fra p-plads og café op til selve museet.

Den 14-årige følte sig utilpas ved den religiøse propaganda, der viser sig i de videoer, der vises, og i restauranten og museumsbutikken, men jeg nægtede at lade det påvirke min oplevelse af stedet. Fru Mihoko har “opfundet” en religion eller spirituel bevægelse ikke ulig Buddhisme, og ikke langt fra museet ses en kæmpe klods i landskabet samt en “kirke”, der er hovedsæde for fruens religion.

Men altså, museet er vanvittig smukt og indeholder faktisk ret få genstande. Der er vaser, skærme, malerier, skulpturer, krukker og  andet fra flere historiske perioder og mange verdensdele. Det er enormt befriende med så få genstande, så man ikke når at få museums-overload. Når de samtidig er udstillet i så enkle og elegante omgivelser, som dem Pei har skabt, blev det en ren fornøjelse.

Den sidste af vores kunstoplevelser var også den absolut største. Vi tog på en heldagstur til kunstøen Naoshima, der huser hele syv museer og en lang række kunstværker spredt ud på hele øen. Ideen om at gøre en ø i “udkants-Japan” til et tilløbsstykke for kunst- og arkitekturinteresserede fra hele verden blev naturligvis fostret af en rigmand, der så kontaktede den japanske arkitekt Tadao Ando, der nok er mest kendt på disse kanter for pyramiden foran Louvre. De tre museer, vi nåede at besøge,  var alle tegnede af Ando. Vi besøgte først det lille museum, der er dedikeret til ham selv, dernæst Benesse House, der huser en samling moderne kunst af behagelig størrelse. Jeg nævner i flæng, Giacometti, Sam Francis, Robert Rauchenberg, Richard Long, David Hockney, Jasper Johns…
Chichu art museum01s2560
Endelig turens højdepunkt, det helt enestående Chichu Art museum (klik på linket!). Hele museet er dedikeret til tre kunstneres værker – ja, det er skabt omkring disse. Ingen af os havde nogensinde oplevet noget lignende. De tre kunstnere er Claude Monet (jo, du læste rigtigt), Walter de Maria og lyskunstneren James Turrell. Chichu betyder “under jorden”, så alt lys i museet er enten naturligt ovenlys eller helt kunstigt. Begge dele lige overjordisk fantastisk! Ingen af mine elendige mobilfotos kan yde museet eller kunstnerne nogen som helst retfærdighed, så jeg anbefaler igen at klikke på linket herover. Billedet fra museets indgang er fra Wikimedia Commons.

Et af kunstværkerne på øen var et af Kusamas græskar.2015-10-22 13.26.17

Vi vil gerne til Japan igen, nu vi har erfaret, hvor let det er at rejse der. Og hvis det lykkes os at komme tilbage, skal vi helt sikkert tilbringe mere end en halv dag på Naoshima. Vi bemærkede, at man kunne leje cykler, så det vil vi gerne prøve. Selvom landskabet er ret kuperet, er øen ikke særlig stor, og der er ikke langt mellem seværdighederne.

Share

Yayoi Kusama

Panoramafoto ind i græskarboksen på Louisiana. Foto: Dane
Panoramafoto ind i græskarboksen på Louisiana. Foto: Dane #ininfinity

Så har vi også været på Louisiana og se på prikker og græskar. Og ja, det er en svimlende flot udstilling. Uendelighed er et gennemgående tema hos den vedholdende, men også forstyrrede Kusama. Det forstår man fuldstændig, når man har set udstillingen. Hun laver virkelig aldrig én af noget – snarere én million! Hvis du ikke fik set dokumentaren om hende på DRK (den er der desværre ikke mere), så se lige videoen herunder – så forstår du!

I det hele taget er det et dejligt skridt væk fra den sædvanlige vestlige kunst udført af hvide mænd at tage på Louisiana. Ud over Kusama-udstillingen kører den store Afrika-udstilling stadig. Den indeholder mange originale bud på kunst, design og mode fra et andet sted, end vi er vant til. Afrika-udstillingen slutter 25. oktober, så det kan nås, hvis man skynder sig.

Share

Edmund de Waal: The Hare with Amber Eyes

TheHare

Så fik jeg endelig læst denne bog, der, ganske som flere af mine veninder har påpeget, var lige noget for mig. Jeg læste den som e-bog, men lige netop denne bog ville jeg meget gerne eje som illustreret hardback. Jeg brugte så internettet til at illustrere bogen for mig ved konstant at Google de kunstværker, steder og ikke mindst Netsukes, jeg læste om undervejs.

Min egen Netsuke.
Min egen Netsuke.

Siden jeg første gang stødte på de små figurer på Fitzwilliam museet i Cambridge, har jeg haft en svaghed for dem. Vi har sågar en enkelt, som jeg har købt på Ebay. Men det er ikke kun, fordi jeg har en svaghed for Netsukes, at denne bog er lige noget for mig – den har flere andre af de kvaliteter, som jeg sætter allermest pris på.

Den første tredjedel af bogen foregår i min favorit-tidsperiode i Paris – slutningen af 1800-tallet. Hovedpersonen, Charles Ephrussi, er sådan en drømmemand – klog, rig, nogenlunde pæn, belæst og beleven. Og kunstsamler. Alle værker beskrives indgående i bogen, og da de alle er gamle nok til at være i public domain, kan hvert eneste billede Googles. Derfor tog det mig også en rum tid at komme igennem den del af bogen.

Pierre-Auguste Renoir - Luncheon of the Boating Party - Google Art Project
Renoir: Luncheon at the boating party. 1880-81. Det er Charles Ephrussi i den høje hat bagest tv.
Den mellemste del af bogen foregår i Wien. Den er historisk interessant, fordi det er et specielt sted for en jødisk familie at opholde sig i mellemkrigsårene, knap så interessant rent kunstnerisk. Sidste del af bogen foregår i Japan, hvor oprindelsen for bogens omdrejningspunkt, en stor, fin samling Netsukes, afdækkes og oprulles samtidig med, at man får en rørende og indfølt skildring af, hvordan det knækkede Japan kom på fode igen efter krigen.

Den sidste ting, jeg holder meget af ved denne bog, er dens elegante sprog. Hr. de Waal er ikke nogen helt almindelig pottemager (for vi ved jo, at alle pottemagere har honours-degrees fra Cambridge…), han er nærmest en ekvilibrist med det engelske sprog. Det er SÅ dejligt.

Share