DK krimi

Danske krimier fungerer bedre som tv-serier end som film, gør de ikke? Eller er det mig, der ikke har set mange nok? Jeg har nu fået set ‘Journal 64’, den angiveligt sidste filmatisering af Jussi Adler-Olsens romaner om Afdeling Q. Jeg har ikke set de tidligere og har kun læst én af Adler-Olsens romaner, som jeg overhovedet ikke kunne lide. Det er også grunden til, at jeg ikke har set de tidligere film. Jeg kan vældig godt lide Nikolaj Lie Kaas og nu, hvor jeg har “mødt” ham, kan jeg også vældigt godt lide Fares Fares.

De to har et dejligt samspil, og man kan da håbe, at de vender tilbage sammen i en anden konstellation. Måske endda en, hvor de ikke behøver at spille folkekomedie? Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er med mange danske film, men der er en tendens til at bevæge sig et eller andet ubehageligt sted på grænsen mellem overspil og folkekomedie. Det sker også i TV-serier, men ikke lige så ofte? Eller måske er min tolerancetærskel højere, når det er TV?

Godt plot

Her har vi et ganske godt plot, oven i købet med en indlagt fortælling om et vigtigt, omend pinagtigt kapitel i Danmarkshistorien, nemlig pigehjemmet på Sprogø. Vi har nogle enormt gode skuespillere og en erfaren manuskriptforfatter (Nikolaj Arcel) og så har vi en “ung, vild” instruktør, Christoffer Boe, der bare ukritisk fortsætter den uheldige danske tradition med at lade skuespillerne overspille til kanten af folkekomedie? Hvorfor dog? Det skal dog siges, at ikke alle skuespillerne overspiller (eller hvad man nu skal kalde det). Både Johanne Louise Schmidt, der spiller politibetjenten Rose, Fanny Bornedal, der spiller en ung pige på Sprogø og Amanda Radeljak, der spiller en ung kvinde af anden etnisk herkomst, spiller fint og naturligt.

Og jeg har da set adskillige film og tv-serier, hvor fx Nikolaj Lie Kaas spiller fremragende, og hvor jeg aldrig fik tanken om folkekomedie.

Fint underholdt

Når alt det er sagt, så er det ikke ligefrem tåkrummende, som danske fim nogle gange kan være, og som nævnt er plottet godt skruet sammen med en gammel og en ny forbrydelse, der hænger fint sammen. Man er godt underholdt hele vejen igennem, og historien om pigerne på Sprogø fortælles, så jeg gyser over, at den slags er forekommet så sent, at min mor kunne være endt der!

Anmeldelser

Jeg forstår, at de fleste anmeldere har været velvillige, og jeg derfor skiller mig ud. Og jeg der ellers plejer at være så positiv!

Share