Zetland Live

Det var 10ende gang, der var Zetland Live, men det var første gang, jeg så det. Og det var så endda kun fordi, min knægt var med. Jeg tror, at Zetland måske markedsfører det lidt indforstået og smalt? De andre 9 gange har jeg enten slet ikke opdaget, at det var der, skønt jeg har været Zetland-abonnine helt fra starten, eller jeg har tænkt, at det ikke var noget for mig. Det viste sig heldigvis at være helt forkert.

2016-05-20 21.26.14
Mads Olrik og Dane på scenen. På lærredet ses publikum, set fra dronen på gulvet.

Jeg var godt underholdt fra start til slut, og jeg elsker, at man kan gøre økonomi- og videnskabsjournalistik sjovt og vedkommende uden at udvande eller forsimple det. Ekstra Bladet og BT kunne lære noget der!

Ud over indslaget med Dane, der selvfølgelig handlede om droner, så var mine favoritter Silke Bocks indslag om lægevidenskab og Jakob Molls om rene hænder (også videnskab). Inaam Nabils fortælling om ensomheden som mønsterbryder var god, og man fik en klump i halsen. Endelig er jeg så enig, så enig med chefredaktør Lea Korsgaard, der ønsker sig Studentersamfundet eller dets lige tilbage.

Nævnes skal også “husorkestret” Katinka. De var virkeligt gode!

Jacob Olrik og Dane på scenen

Et uddrag på 1/2 time – uden droner – kan høres på DR. Hele showet findes som podcast – bare søg på Zetland. Hvis du rigtig gerne vil høre den del af programmet, der handler om droner, og hvor man kan høre Danes milde røst i et kort øjeblik, så er det 1:04:40 inde. Ellers kan du herunder se en video, optaget med Danes minidrone, hvor han terroriserer Zetland-redaktionen og personalet på Nørrebros Teater.

Share

Er skrælning okay? Er hetz?

Triple Spiral One-Piece Orange Peeling
Ja, for fanden, skrælning er helt okay! Selvfølgelig med kildeangivelse, men spar os for masser af anførselstegn og for, at almindelige avisartikler/blogindlæg m.m. skal ligne videnskabelige artikler med dusinvis af referencer. Skrælning og plagiat er ikke det samme. Og inden man kommer op på den høje hest, kan man lige tænke lidt over, at der kun er et begrænset antal måder, man kan give udtryk for den samme holdning på. Hvis jeg skrev ledere eller opinionsartikler om aktuel politik, ville jeg helt sikkert have gengivet mange af de samme pointer, som fx kan findes i en leder fra The Guardian eller The Economist. Simpelthen fordi vi følger de samme opinionsdannere og har samme grundholdning til mange emner – og følgelig sammenlignelig sprogbrug. Og det er almenmenneskeligt at internalisere klogt udtrykte synspunkter, der matcher vores egne!

Efter internettet og især efter, at det er blevet så nemt at holde øje med internationale medier via diverse aggregerings-hjemmesider, først og størst Facebook, er det blevet en ny sport for visse mediepersoner at kigge journalister, de ikke kan lide, efter i sømmene. Det er også blevet meget nemmere, fordi man ikke skal sidde med to stykker papir ved siden af hinanden og markere med rødt, men kan lave søgninger i mange dokumenter på kort tid efter særlige søgeord og navne. Ikke stor journalistik, hvis I spørger mig.

Først og størst var hetzen mod Annegrethe Felter Rasmussen, hvor tre medier undsagde og fyrede hende samtidig uden overhovedet at have efterprøvet anklagerne. På Journalisten, det ene af de tre medier, har de dog haft ære nok i livet til efterfølgende at foranstalte en efterprøvning. Den frikender sjovt nok Annegrethe og til Journalistens ære skal det siges, at chefredaktør Øjvind Hesselager har tilbudt Annegrethe hendes (freelance)job tilbage. På Information og Altinget (de to andre medier, der fyrede Annegrethe) har man endnu ikke fundet anledning til at fortælle læserne dette. Tilbage står, at alle, der har læst om sagen, men ikke følger Journalisten eller Annegrethe selv, IKKE får at vide, at der ikke var fugls føde på anklagerne, udover det, som Annegrethe selv har “tilstået“.

En af Annegrethes hårdeste anklagere, redaktør Søren Villemoes på Weekend-Avisen, blev kort efter taget i selv at plagiere. Denne sag fik ikke andre konsekvenser for Villemoes, end at det var temmelig pinligt for ham. Men pinlighed påvirker ikke evnen til at betale husleje.

Forleden var det så Politikens chefredaktør, der røg på anklagebænken, denne gang anklaget af Mikael Jalving. Et besøg på sidstnævntes Facebook-profil sker helt for egen regning. Selv fik jeg en akut depression efter mit besøg. Han er et glimrende eksempel på, hvordan misogyni og Islam-had går hånd i hånd yderst på højrefløjen. Jeg forstår faktisk ikke rigtigt sammenhængen, men jeg er jo så også både radikalt sindet og feminist. Læs Bo Lidegaards tilbagevisning.

Tilbage til skrælning. Jeg kunne slet ikke forestille mig en tilværelse som videns-junkie uden! Jeg har hverken tid – og heller ikke altid lyst eller inklination – til at læse alle de mange, lange, kloge artikler og bøger, der skrives om alverdens emner på alle sprog. Derfor elsker jeg, når journalister og anmeldere skræller bøger og artikler for mig, så jeg kan blive (lidt) klogere uden at læse et fembindsværk om første verdenskrig eller et svært tilgængeligt #longread om melatonins gavnlige virkninger. Det gælder naturligvis i særlig grad artikler, der er skrevet på andre sprog end engelsk eller skandinavisk eller som befinder sig bag en tyk paywall (fx videnskabelige artikler).

pinguBare for at nævne et lillebitte eksempel på at *alle* gør det (og bemærk, jeg har IKKE ondt i r****), så er der en lille historie (ikke online) i Politiken d. 13/1 om ophavsmanden til Pingus sprog og stemme. Den er mere end skrællet fra en historie i The Guardian, som journalisten da også nævner. Og hvad så? Sådan en petit-historie havde jeg ikke selv set i The Guardian, og i Politiken så jeg den kun, fordi den var ledsaget af et kæmpe billede af nuttede Pingu. Men journalisten vil ikke blive forfulgt og hængt ud, gætter jeg. Hvorfor? Historien er ukontroversiel og apolitisk.

Mon ikke der er masser af tvivlsomme artikler at hente, hvis folk på venstrefløjen og andre af os forkætrede humanister og kulturradikale gad bruge vores kostbare tid på at sammenligne output fra Jalving, Selsing, Den Korte Avis og alle mulige andre højrefløjsdebattører med output fra diverse internationale højrefløjsmedier og blogs? Jeg ville dog aldrig påtage mig sådan en opgave og heller ikke tilskynde andre til det. For det er jo meningsløs tidsspilde! Til gengæld ville det sørme være rart, hvis medier i højere grad gad efterprøve og afsløre løgn og propaganda.

Mange, mange journalister jeg kender (til) er vilde med fodbold. Så hvad med at gå efter bolden, folks, i stedet for m/k’en?

Share

Truth

truth

TrutRobert Redford (cropped)h er All the President’s Men på moderne. Og skulle rammerne ikke minde en om den hæderkronede gamle film, så gør naturligvis Robert Redford’s medvirken det. Filmen fortæller den sørgelige, men stadigt mere aktuelle historie om, hvad det betyder for *sandheden*, når meget magtfulde mennesker ejer og/eller kontrollerer medierne.

Og når jeg siger moderne, så mener jeg det egentlig ikke – for filmen er netop ikke moderne. Den er opbygget som den type dramaer næsten altid er, helt traditionelt. Jeg synes måske godt, man kunne have givet den et ekstra skud, så den havde gjort lidt mere ondt eller prikket lidt hårdere til magthaverne. Men det er nok bare mig, der er ret sur på medierne for tiden… Det er ikke nogen dårlig film, og husker man ikke sagen om 60 Minutes, der bragte afsløringer om Bush Jr., som med overvejende sandsynlighed var sande, men som de alligevel måtte trække tilbage, fordi…, ja, så kan man med fordel gå ind og se filmen.

Share

Man kunne jo forestille sig

at danske journalister i langt højere grad, end det er tilfældet nu, tog de sociale medier (især Twitter, hvor nyhederne altid kommer først) alvorligt som en kilde til nye historier (du er undtaget @sfanc) og gad gå i dialog med deres followers/fans/læsere, når disse havde relevante spørgsmål, bidrag, indsigter. Det gider de næsten aldrig – selv når man påpeger deciderede fejl, er der i ni ud af ti tilfælde ingen respons overhovedet. Der er dog efterhånden rigtigt gode takter på flere medier, Berlingske er solidt repræsenteret, men mange af de tilstedeværende kører stadig lidt envejskommunikation, Information er nu godt kørende, og Jyllands-Posten var jo først med den enestående @kaaresorensen. Hurra for ham. Til gengæld er Politiken helt og aldeles fraværende. Når man nævner @politiken i en tweet, uanset hvad det drejer sig om, så er én ting sikker. Man får aldrig noget svar. Det er sgu sløjt!

Det samme gælder politikerne på Twitter med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser. Altså, når højprofilerede politikere som @IdaAuken og Margrethe @Vestager, som nok har mere travlt end mange andre politikere, kan finde tid til at svare på tweets, så er det svært at lægge øre til de andres undskyldninger (ministre undtaget). Og jeg taler især til dig @Christianfbach – når en vælger skriver til dig, at de har stemt på dig, ville det så ikke være passende at sige tak? Og når vælgere spørger dig om noget, så kunne du jo svare. Ellers skal du lukke din Twitter-konto og holde dig til Facebook og en almindelig hjemmeside.

Men tilbage til journalisterne – har læst om et initiativ, som YouTube overvejer, nemlig at lancere en kanal, der skal understøtte undersøgende journalistik, så vi kan få mere af det og måske af bedre kvalitet. Problemet er jo – til dels – at der kun sjældent er råd til at betale journalister i måneder for at gå og rode i én enkelt historie. Personligt mener jeg dog, at hvis man skruede lidt ned for dækningen af alverdens småhistorier og sparede udgiften til ligegyldige Reuter-telegrammer og følelsesporno artikler, som dem der fulgte i kølvandet på Utøya og som ses i dag på 9/11årsdagen, kunne man både få en mere profileret avis (fordi alle historier faktisk var skrevet af avisens egne journalister eller af journalister på samarbejdende aviser (som Information og Guardian)) og højstatus enkelthistorier, der var researchet over længere tid. Jeg ville fx tro, at en historie som den om, at Q8 ikke betaler skat i Danmark, kunne have fyldt meget mere og inddraget mange flere perspektiver. Her havde det fx været oplagt at inddrage de sociale medier, hvor mange godt gider bidrage (gratis!) til den type historie med deres egen research og med at sprede den.

Når aviserne ellers finder sig en betalingsmodel, der giver mening (kom NU!), skal vi læsere jo også have noget ordentlig valuta for pengene. At betale abonnement for at læse Ritzau-telegrammer, gider jeg i hvert fald ikke. Men jeg vil gerne have en løsning, hvor jeg kan abonnere på en avis, der ikke udkommer som en forstenet PDF-fil, og jeg vil også gerne have lov til at betale (på en nem og smart måde) for en enkelt artikel her og der fra aviser og magasiner, som jeg ikke abonnerer på.

 

Share

Man kunne jo forestille sig

at Radioavisen (P1, i dag 8/9 kl. 9) gad stramme sine historier lidt op i sprogbrugen, så de gav mere mening.

Først var der GOPdebatten, hvor Perry’s signatur-replik “We’ve created more jobs in Texas in three months than Romney did in four years in Massachusetts” røg ud i æteren uden at man fik lejlighed til at høre, hvad Romney havde at sige til det. Journalisten gav lidt baggrund, men den gik kun ud på forholdene i Texas uden at nævne forholdene i Massachusetts. Det blev heller ikke nævnt, at det her er noget Perry hele tiden siger, og at det er verdens nemmeste scorereplik fra guvernøren i den eneste amerikanske stat med olie af betydning. Ringe journalistik, som kun kan opfattes på én måde, hvis man ikke følger med i den amerikanske debat, men kun får sin information fra danske medier.

Og så var der det indslag om de Konservatives enighed med SF om at bruge nogle af landbrugspengene fra EU til naturopretning. Som det sig hør og bør fik både en repræsentant for de Konservative og én fra Venstre (som er imod) lov til at udtale sig. Dernæst meddelte journalisten, at alle øvrige partier er enige med de Konservative, undtagen “resten af blå blok”. Altså, lige i farten kan det jo godt være lidt forvirrende, når de to uenige begge er medlemmer af blå blok. Det ville have været korrekt at sige, at “alle øvrige partier er enige med de Konservative, bortset fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti”. I øvrigt fremgår det ikke af Ritzau-telegrammet, om Liberal Alliance er for eller imod – så med mindre Radioavisen selv har spurgt dem, er der slet ikke belæg for at sige, at “resten af blå blok er imod”.

Små ord, stor virkning.

#sjusk som vi ville sige på Twitter…

Share