Er din Iphone blevet vandtæt?

IOS7waterproof

 

Nej. Og du skal nok have fat i noget NeverWet for at opnå det. Personligt tror jeg dog, jeg vil nøjes med at bruge NeverWet på mine sko…

Annoncen herover er ikke nogen annonce, men fup og fidus og fremstillet med det ene formål at få folk til at ødelægge deres Iphones. Der er ikke nogen gevinst i det for afsenderne, så vidt jeg kan se. Andet end at genere Apple og Apple-brugere, hvilket åbenbart er et væsentligt motiv i sig selv. (Kilde: The Independent)

Desværre viser den også, at det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad der er sandt og hvad der er løgn.

Så, pas på derude!

(Har du eksempler på fup, svindel og vildledning, især af børn, så send dem meget gerne til mig)

Share

Selvransagelse

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Vi gør nok bedst i at begynde med at ransage os selv. Checker vi egentlig “faktuelle” oplysninger, inden vi sender dem videre? Spørger vi ofte nok os selv, “kan det virkelig være rigtigt”? På et tidspunkt florerede nedenstående video med en ørn, der strøg ned og slog kløerne i et lille barn, som den fløj et par meter med, inden den lod barnet falde. Det, der fik mig til at tvivle på sandfærdigheden i det klip, var faktisk ikke selve filmen, der ser overordentlig autentisk ud, men rammerne omkring den. Der var ikke nogen egentlig afsender, og der var hverken angivet tid eller sted for optagelsen. Hvis du tilfældigvis havde fanget noget ekstraordinært på video og besluttede at lægge det op på Youtube, så ville du måske nok ønske at bevare din anonymitet, men du ville da fortælle om omstændighederne omkring optagelsen og hvor – i det mindste hvilket land – optagelsen havde fundet sted, ville du ikke?

Videoen var lavet af nogle canadiske filmstuderende som eksamensopgave. Læg lige mærke til, hvor mange gange den er blevet delt.

***

Det er den form for undren, vi skal lære vores børn. At sammenstille mange forskellige faktorer, når man ser på en historie, video, hjemmeside.

  • Passer tingene sammen?
  • Er sproget konsistent med afsenderen?
  • Er afsenders navn (og logo) rigtigt og passer det med budskaber, vi plejer at se derfra?
  • Hvem har fordel af, at budskabet spredes?
  • Datering – er historien/videoen dateret? Passer datoen med den måde, du har fået historien på? Er der ingen dato på, er det ofte et advarselstegn.
  • Hvis kilden er angivet men ikke direkte citeret eller linket til, kan der være god grund til lige at besøge kilden for at se, om historien faktisk findes dér.
  • Er det en virus-advarsel? Så stol kun på den, hvis den er fra din bank, Skat, din internetudbyder eller et toneangivende medie.

Facebookphishing

Advarselslamper: Blå: det er helt ukendte (ikke danske), der har set profilen. Rød: afsenderhjemmesiden har et højst mystisk navn. Grøn: Delt via “Fun Tube”. Dette er et eksempel på Facebook Phishing – når man har delt, sendes linket til alle i adressebogen. Hvad der ellers sker, ved jeg ikke. Jeg har heldigvis opdraget min søn så godt, at han ikke klikkede, men i stedet viste det til mig. *god dreng*

Share

Samarbejdsværktøj i skolen

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Der er meget snak om at bruge Facebook som arbejdsværktøj i skolen for at “være der, hvor børnene er”. Det er jeg ikke enig i. Forskerne er stort set enige om, at den såkaldte “røv-til-bænk” undervisning ikke er optimal; at børnene har brug for jævnlige afbræk i lærerens talestrøm for at kunne bevare koncentrationen. Der er også en stigende konsensus om, at den optimale indlæring af skriftligt materiale finder sted, når den kommer i mindre bidder – ligesom på de sociale medier. Det kender vi voksne jo fra os selv, så det kommer næppe som den helt store overraskelse. Der er mange gode bud på, hvordan undervisningen kan gøres mere interessant for vores medievante børn – det blander jeg mig ikke i.

Men bare fordi børn og unge er glade for og vante til Facebook, og selvom vi ved, at visdom fordøjes bedst i små bidder, betyder det ikke, at undervisningen skal rykke til Facebook. Google Drive (Docs) kombineret med Google+ og Google Hangouts, der (indtil videre) er reklamefri og særdeles enkle at bruge, er meget bedre egnet. Her kan man udnytte alt det sociale fra Facebook, men stadig (sam)arbejde professionelt og uforstyrret i dokumenter, præsentationer og regneark. Jeg ville ønske, jeg kunne anbefale at arbejde i Wiki’er, men synes selv, det er teknisk op ad bakke, så hvad vil en gennemsnitlig lærer/elev så ikke synes? Desuden bør det aldrig nogensinde blive et krav fra skolen, at børn skal være på Facebook. Til gengæld er det svært at forestille sig forældre, der indædt modsætter sig brugen af Google…

children_collaborating_computers

Nu siger du måske, at det ikke er bedre at bruge Google’s software end Facebooks, men det er det – i denne sammenhæng. For arbejder man i Google, bliver man ikke hele tiden forstyrret af alt muligt andet. Og ellers arbejder de fleste skoler jo med Microsoft, som bare ikke har formået at skabe kollaborative værktøjer på trods af deres stærke placering overalt i samfundet.

For nylig lanceredes Wikispaces Classroom – det ser lovende ud, men er nok for svært for folkeskolebørn. Gymnasiet måske? Og en dansk start-up virksomhed er faktisk på vej med en webbaseret løsning til skoler, gymnasier og universiteter, der ser yderst lovende ud.

Stil krav til skolen og lærerne, men ikke om isenkram. Bed dem lære børnene kildekritik på den moderne måde.

De næste par dage handler det stadig om at lære børnene kritisk sans – nu over for vrøvl, sludder og rygter på nettet.
Share

Jorden går under. På et tidspunkt.

Forleden transporterede jeg yngstesønnen og en mindre flok af hans venner. Under køreturen fortalte den ene, en dreng på 12 af “god familie”, at han næsten ikke havde sovet om natten af angst for jordens undergang den 21. december. Da jeg havde fået bakset kæben på plads, spurgte jeg ham, hvor han dog havde den idé fra. Han forklarede, at han først havde læst om det på Facebook og så havde søgt efter det på nettet. Der havde alt, hvad han havde læst, bekræftet ham i, at der måtte være noget om snakken. Hans far havde bedt ham kigge på Videnskab.dk, men på grund af artiklens ironiske tongue-in-cheek-stil, følte drengen sig bare ikke overbevist!

Jeg tror, det lykkedes mig at få forklaret knægten, at jorden ikke går under lige foreløbig, og lidt om hvor de forskellige undergangsmyter, der tilsammen har ført til teorien om jordens undergang 21/12, kommer fra.

Mikael Rothstein (foto lånt fra bjerggaard.dk)

Jeg ville dog ønske, at min biltur med drengen havde fundet sted efter i går, hvor jeg var til et arrangement, der hedder Skeptics in the Pub (FYLDT med nørdede mænd – og en håndfuld kvinder), hvor religionshistorikeren Mikael Rothstein forklarede om undergangsmyter. Det var både festligt, underholdende og oplysende. Den mand er bare en fabelagtig formidler!

 

Både han og @Kimbach har gjort mig opmærksom på NASAs herlige oplysningsside om fænomenet. De stakler er hårdt plagede, men forklarer os tålmodigt om det alt sammen. Mikael Rothstein fortalte også, at nettet nu flyder over med afledte konspirationsteorier om, hvordan NASA bortforklarer det hele pga (…indsæt selv…) og at det er (…indsæt selv…)s skyld det hele.

Bottom line – børn skal undervises i kildekritik fra første klasse. I alle timerne, af alle lærerne. Basta.

Share