Kunstmarked for feinschmeckere

Logo-Chart-2015-1000x370

Søndag nåede også jeg til Charlottenborg. Jeg synes måske godt, at medlemskab af Charlottenborg kunne give lidt rabat til Art Fair, men det gør det altså ikke. Prisen er derfor en forhindring for mange, hvilket er ret ærgerligt, for det er spændende at se de andre skandinaviske gallerier og alt det helt nye danske i den salgbare ende, hvis man kan udtrykke det sådan.

Som kunst-amatør er det skønt at opdage, når man efterhånden genkender den samme kunstner – også selvom man ikke lige kan huske, hvad de hedder. Vi oplevede flere gange at udpege et billede, vi syntes ekstra godt om, og så var det af en kunstner, vi har set ved flere tidligere lejligheder og også syntes godt om. Det næste bliver så, at vi rent faktisk kan huske deres navne, når vi ser billederne…

Blandt de udenlandske kunne vi særligt godt lide finske Anna Tuori og Ulla Jokisalo, hvis kunst er 3-dimensional og derfor svær at værdsætte som online fotos. Så faldt vi for Matt Saunders‘ (USA) litografier, der er lidt filmstjerne-mystiske og kølige. Han er herhjemme repræsenteret ved Galleri Borch. Så var der John Copeland (USA), repræsenteret af Galleri V1, som jeg tidligere har skrevet om. Jeg kommer ikke ofte nok derover, taget i betragtning at det tager fem minutter på cykel.

Blandt de danske kunstnere, som vi genkendte var Ivan Andersen. Der er både lidt Edward Hopper og lidt David Hockney over hans billeder, men han er nu alligevel helt sin egen. Jeg har nævnt ham to gange tidligere. Vores helt store, åh, det værk ku’ vi vel nok godt tænke os at eje-øjeblik opstod, da vi nåede Galleri Andersen’s. Der stod ikke navn på værket, og vi var lidt usikre, men det viste sig ganske rigtigt at være Kirstine Roepstorff – igen. Desværre/heldigvis var værket solgt. Desværre fordi vi så gerne ville eje det, heldigvis fordi vi egentlig ikke rigtigt har råd… Et billede af værket kan ses her – det er dog svært at gengive det store værk med de mange små messing-dimser, så det ydes retfærdighed.

Jeg synes, Chart Art Fair var bedre i år end sidste år. Helt ærligt er jeg lidt usikker på, hvorfor jeg synes det… Til gengæld ved jeg, at jeg stadig synes, det er sjovt at iagttage kunsthandlerne og galleristerne, der næsten alle er ukomfortable i deres roller som købmænd.

Share

Museer i Jylland

Det regnede temmelig meget under vores ferie i Jylland, ikke mindst den del vi tilbragte på Rømø i Sønderjylland. Derfor var vi også meget ude at køre.

Kommandørgården på Rømø, indgangsparti
Kommandørgården på Rømø, indgangsparti

Vi besøgte Kommandørgården på Rømø, der er en “aflægger” af Nationalmuseet. Et meget, meget fint lille-bitte museum i en smuk, gammel gård. På de kanter betyder en “kommandør” en kaptajn, og disse smukke gårde tilhørte kaptajner på hvalfangerskibe, på langfart, etc. De levede godt nok livet farligt, men de tjente også gode penge, hvilket tydeligt afspejler sig i de smukke gårde på Rømø, Fanø og langs den sønderjyske vestkyst.

Agnes Slott-Møller: Jomfru Blidelil, 1913
Agnes Slott-Møller: Jomfru Blidelil, 1913

Vi kørte til Ribe, hvor vi så domkirken, klatrede op i tårnet og til sidst belønnede os selv med en frokost på Hotel Dagmar. Ikke så meget pga de kulinariske fristelser – omend frokosten faktisk var over forventning – men fordi jeg huskede, at der hænger flere malerier af en spændende maler fra min yndlingsperiode i (kunst)historien (ca. 1880 – 1920), Agnes Slott-Møller. Det var fantastisk at se malerierne, men trist at se den dårlige stand de er i, og den måde de er ophængt på, der udsætter dem for alt muligt, de ikke har godt af!

Esbjerg Kunstmuseum
Esbjerg Kunstmuseum

Vi var i Esbjerg, hvor vi besøgte det flotte museum, der havde en virkelig god udstilling kaldet Kvartet med de fire kunstnere Ruth Campau, Anita Jørgensen, Ann Lislegaard og Nina Saunders. Jeg var klart mest begejstret for Ann Lislegaard, som var repræsenteret med en moderne triptychon og en videoinstallation, begge meget betagende. I et tilstødende lokale var en vild installation af Kirstine Roepstorff, som jeg tidligere har skrevet lidt om. Det er et flot museum med et venligt og imødekommende personale.

Vi var selvfølgelig også nede ved vandet og tage selfies med Mennesket ved Havet.

Koldinghus
Koldinghus

Vi måtte selvfølgelig også krydse hovedlandet for at komme til Koldinghus. En helt fantastisk bygning/restaurering som vores arkitekturglade søn jo bare måtte se. Det var en stor succes på alle måder. Vi var så heldige, at afgangsprojekterne fra Designskolen Kolding var udstillet, og det var virkelig en udstilling af den type, der gav én troen tilbage på menneskeheden (den har ellers lidt nogle knæk på det seneste!). Vi var særligt begejstrede for smertemåleren Handle with Care og kontormiljøet Swirl.

Ugen efter, i den modsatte ende af Jylland, besøgte vi Skagens Museum, der netop er delvist genåbnet efter restaurering. Da jeg ikke kan huske, hvordan der så ud før, skal jeg undlade at kommentere resultatet – som så heller ikke er afsluttet, da der pt ikke er adgang til den gamle del af museet, tegnet af Skagen-arkitekten Ulrik Plesner. Udstillingen Samling & Samtid var meget fin – jeg fandt sammenstillingen af de nye, yngre kunstnere og Skagen-malerne meget vellykket. Jeg havde netop set et program på DRK med kunstneren Benny Dröscher og var begejstret for at se et af hans fantastiske billeder på udstillingen.

Vi spillede også en masse Canasta og kørte ture langs stranden.

Share

Grønningen

2015-03-28 18.57.08
Den ene af to mulige katalogforsider. Der var frit valg.

Mon ikke jeg tidligere har set en udstilling med kunstnersammenslutningen Grønningen? Det tror jeg, men jeg har ingen specifik erindring om det. I år fylder foreningen så 100 år, hvilket fejres med en ekstra stor udstilling, der ikke alene fylder salene på Den Frie, men også de shabby-chic lokaler i Museumsbygningen ikke så langt derfra.

Jeg kan ret meget bedre lide Grønningens kunstnere end Corners, må jeg konstatere. Alligevel kan jeg ikke hitte ud af at skrive samlet om sådan en udstilling, for jeg har simpelthen svært ved at se nogen tydelig fællesnævner. Også på Grønningen er der kunstnere, jeg slet ikke bryder mig om, side om side med kunstnere, hvis værker jeg gerne ville snuppe med hjem NU.

I min vanlige lalleglade, positive stil vil jeg nøjes med at omtale de kunstnere, som jeg virkelig godt kan lide:

Et par stykker har jeg omtalt i anden sammenhæng, bl.a. Kirstine Roepstorff. Denne gang faldt jeg pladask for et stort maleri af nogle japanske papirslygter (det hænger i Museumsbygningen). Anette Harboe Flensborg støder jeg hele tiden ind i, og det største af de billeder, hun har med her er simpelthen fantastisk. Det ville passe helt fremragende i min stues store tomme rum…

Så i hastig rækkefølge – Leonard Forslund – meget speciel teknik som jeg ikke helt kunne aflure. Akryl på lærred står der uoplysende ved siden af billedet. Hjördis Haack – smukke drømmende billeder, der er sært og skønt beskåret. Tanja Koljonen der har fundet gamle papirer, hvorpå der engang har været monteret sommerfugle. En duft af fordums tid. Erik A. Frandsen bed jeg første gang mærke i, da jeg spurgte til udsmykningen i Kunstforeningen Gl. Strands store sal, hvor hans karakteristiske stålblomster udsmykker hele langvæggen. Siden har jeg set nogle lignende på auktion. Forleden så jeg så to store blomstermalerier hos Gallery Hans Alf, og her igen to blomstermalerier.

Astrid Kruse Jensens afdæmpede fotografier genkendte jeg fra Mikkels Atelier. Malene Landgreens geometriske billeder er jeg stødt på mange gange – jeg hæfter mig altid særligt ved dem, fordi min yngste søn er meget begejstret for hende. Endelig var der Peter Bonnén med fire fantastiske trillebøre, som ligger meget langt fra de skulpturer, der ses på hans hjemmeside.

I en klasse for sig selv er Jørgen Haugen Sørensen med sine hvide skulpturer, der alle har døden som tema. Jeg lærte Haugen Sørensen at kende for alvor, da hans skulpturer fyldte kælderen under Thorvaldsens Museum. Dér passede de altså godt!

Der findes faktisk en prisliste. Jeg må konkludere, at jeg ikke rigtigt har råd…

Share

Den Frie – Moon Skin Lucid Walk

De seneste måneder har jeg læst en masse om Den Frie, dens spæde men dramatiske begyndelse, dens år på Rådhuspladsen og tumulterne omkring den nuværende bygning, skabt af en kunstner, der forstod at skabe drama omkring sig, J.F. Willumsen. Bygningen er fornylig (tiltrængt) renoveret og genåbnet med ny underetage, som jeg finder ganske vellykket uden dog at være prangende.
Den frie Udstillings bygning København

Af en eller anden grund er jeg aldrig kommet der særlig meget, ikke engang da jeg boede næsten ved siden af. Nu har jeg meldt mig ind, så nu skal jeg jo derhen, hver gang en ny udstilling åbner… Som med Fitness-medlemskaber er den slags medlemskaber ret fremmende for fremmødet – i hvert fald til man har fortrængt det…

Den nuværende udstilling Moon Skin Lucid Walk med tre forskellige men alligevel beslægtede kunstnere har fået gode anmeldelser flere steder, og vi syntes faktisk også, at det var en fin udstilling. Vi var så heldige at komme, netop som der var en omvisning – det var fint at få lidt baggrund med.

Den af de tre kunstnere med flest værker er Kirstine Roepstorff, hvis kollager jeg rigtig godt kunne lide. Hendes kæmpe messing-mobiler var flotte, men satte ikke noget i bevægelse hos mig. Jeg havde lyst til at vende blikket væk fra Evren Tekinoktays værker (jo, det er hende med den nu hedengangne undertøjsbutik i Silkegade), men kan skam godt se, hvor hun vil hen med sine kollager, der alle fokuserer på kønnet i dets mere ekstreme repræsentationer. Faktisk kunne jeg bedst lide en nyere samling neonrelieffer – fyldt med humor og charme.

Den sidste kunstner, meget ældre end de andre to (f. 1918 og stadig i live) og spansk, hedder Carol Rama. Selvom hun kun havde få værker med og flere af dem var små tegninger, så var de faktisk uafrystelige. De var også fokuseret på køn, men på en helt anden og meget radikal, men samtidig diskret måde.

I kælderen er der en videoinstallation af den amerikanske kunstner Susan Hiller. Ud over det sindssygt imponerende i 100 tv-apparater stablet oven på hinanden, så fandt vi ikke rigtigt de vises sten her. Måske fordi vi allerede havde fået kunst nok for én dag ovenpå?

Share