Rigmandsidentitetspolitik

Det er, når millionærer/milliardærer m/k helt seriøst føler sig som en forfulgt minoritet. Der er nogle citater i den her artikel, som er så langt ude, at man næsten ikke kan tro det.

Og apropos de rige. Artiklen her fortæller om Rich Asshole Syndrome. Konklusionen på flere undersøgelser er, at det ikke er røvhuller, der bliver rige, men at man (kan) blive et røvhul af at blive rig. Jeg har selv mødt en del eksempler på, at rige mennesker føler, at de er noget særligt og har særlige rettigheder – kun fordi de er rige. Men har da heldigvis også mødt eksempler på det modsatte.

Samfund/miljø/politik

Et par velfortjente flade til David Trads

David Trads har skrevet en snæversynet kommentar om Greta Thunberg. En mor til et førskolebarn svarer veloplagt igen. Verbale øretæver er de bedste! Tak til Helle Høstrup for at pege på den.

Björn Ulvaeus

Den gamle Abba-kæmpe har også noget at sige til alle dem, der skælder ud på Greta Thunberg. Hun er vor tids Pippi, siger han.

Skotland giver den gas

Eller altså, det gør de netop ikke, for de har netop vedtaget verdens skrappeste klimalov. Endelig nogle politikere, der rent faktisk GØR noget! Det skal du selvfølgelig læse om i The Scotsman.

Modvægt til 3F i lufthavnen

Der er eksempler nok på, at fagforeninger og deres repræsentanter opfører sig forfærdeligt eller har mål, der er ude af trit med en moderne virkelighed. Men der er også eksempler på, at arbejdstagere ikke kommer nogen som helst vegne uden fagforeningen: Efter #metoo og Strauss-Kahn sagen har flere fagforeninger, der organiserer hotelpersonale, krævet, at hotellerne indkøber panikknapper, som kan bæres i bæltet eller haves i lommen, til personalet. Overgreb er udbredt på hoteller verden over, og flere store kæder har nu indkøbt knapperne. Men kun efter pres. En stuepige udtaler: jeg vil hellere have sådan en knap end lønforhøjelse.

Kraftig stigning i antallet af civile ofre

Uden at vi hører særligt meget om det, er antallet af civile dræbte i USA’s mange krige og krigszoner røget op gennem taget under Trump. Artiklen dokumenterer både drabene og de mange gange Trump selv har sagt, at han ikke har noget problem med det. Via Bongorama.

Omprioriteringsbidraget skulle jo fjernes

Men Zenia Stampe har gravet i Regeringens tal. Det er ikke kønt, hvad hun dokumenterer. Ja, faktisk er det løgn, hvad de påstår. (linket er til Facebook).

Taxonomi

Zetland har en historie om, hvordan biologer har fået øjnene op for, at vi ikke føler trang til at passe på det, vi ikke har ord for. Så nu iler de med at give dyr og planter navne, som vi kan forholde os til.

Viden

Mælk – to drik or not to drik

Jeg bruger kun en lillebitte sjat i kaffen og ellers drikker jeg ikke mælk. Jeg bruger kun lidt mælkeprodukter til madlavning, men til gengæld er jeg vild med smør og ost. Det hele spiser og drikker jeg på basis af, om jeg kan lide det eller ej – og sekundært med øje på antallet af kalorier. Nu, hvor jeg tillige har fået forståelsen for, at mejeriprodukter også har en meget betydelig negativ indvirkning på klimaet, er jeg glad for, at mit indtag er så relativt beskedent.

Men det har ikke noget med mit helbred at gøre.

Hvorfor drikker så mange sodavand hver dag?

Sodavand er noget skidt, hvis du skulle være i tvivl. Stort (korrelations)studie viser to års tidligere død for dem, der drikker meget sodavand – uanset om det er sukret eller light. Læs i artiklen, hvad det betyder, at det er et korrelationsstudie.

HOldninger til sexchikane på arbejdspladsen

Fra Harvard Business Review kommer en undersøgelse af mænds og kvinders holdning til sexchikane på arbejdspladsen. Det positive først: mænd og kvinder er ret enige om, hvad der er sexchikane, og hvad der ikke er. Dvs. at myten om ufølsomme mænd og oversensitive kvinder er – en myte. Det negative er, at #metoo har fået de kedelige følgevirkninger, at mange mænd ikke længere vil ansætte smukke kvinder, at de ikke vil ansætte kvinder i jobs, hvor de fx skal rejse sammen, og at de undgår at invitere kvindelige kolleger med, når teamet går på bar. Fundet i nyhedsbrevet #notallmails.

Teknologi

Overvågningskapitalisme

Er det en ting? Dorte Toft refererer et interview med Ex-Harvard-professor Shoshana Zuboff, forfatter til bogen Overvågningskapitalismens Tidsalder. Måske overdriver professoren, skriver Dorte, men altså, vi skal sgu være bange!

Nu vi er ved overvågning

Zetland brillerede i denne uge med at have den klart bedste gennemgang af sagen om teledata.

Franske ansigter

I Frankrig nøjes de ikke med at scanne ansigter på stadion eller i lufthavnen. Næh, de har planer om at rulle ansigtsgenkendelsessoftware ud over hele landet – ikke engang næste år, nej, næste måned. Artikel fra Bloomberg.

Big data

Fra World Economic Forum kommer et studie om de indbyggede problemer, som big data har med køn.

Kunst og kultur

En genert japaner bydes velkommen

Mage til skønt stunt og en fantastisk reklame for Bigbandet. Jeg blev helt blød og glad af at se det.

Rumlig kunst i Næstved

Var jeg ikke blevet inviteret, skal jeg indrømme, at jeg aldrig ville have opdaget denne udstilling. Men hvor er jeg glad for, at jeg nu fik øjnene op for denne fine kunstner. Trine Boesen hedder hun, og hun har en stor særudstilling i Rønnebæksholm Kunsthal. Hendes malerier og installationer kredser om det nære og det fjerne – vi ser kendte objekter sejle rundt i rummet som planeter eller kometer – eller netop objekter. For hvert værk jeg så, kunne jeg bedre lide kunstneren.

Jeg ved godt, man ikke må “stjæle” kunstneres værker på nettet, men jeg håber, at Trine Boesen vil tilgive mig. Jeg vil gerne vise mine læsere, hvad jeg taler om.
Share

Carsten Jensen: Den første sten

DenFørsteSten

Det her er uden tvivl det bedste, Carsten Jensen har skrevet. Altså, jeg har jo ikke læst ALT, hvad han har skrevet, men nok til, at jeg friskt tør påstå det. Jeg var ikke overdrevent vild med hans forrige skønlitterære værk, Vi, De Druknede, som jeg fandt en anelse langtrukken, men denne er, på trods af sin murstensstørrelse (624 s), ikke det mindste langtrukken. Jeg læste den som e-bog, så tænkte ikke så meget over størrelsen, før jeg stod med den i hånden hos boghandleren, fordi jeg købte den som gave til en ven efter at have læst den færdig.

Krigen i Afghanistan kan der faktisk ikke skrives nok om. Da slet ikke efter, at vores begavede regering har aflyst undersøgelseskommissionen, som ikke bare kritiske forfattere, men også soldater fra alle rangklasser ellers efterlyser. Og Jensen skriver her, som havde han djævlen i hælene – hvilket han på sin vis selv føler, at han har, fordi det er så sindssygt vigtigt at få fortalt, hvordan moderne krigsførelse egentlig foregår.

Det, der gør denne bog til et slag midt mellem øjnene på Jensens mange kritikere, er, at han er 100% solidarisk med de soldater, han beskriver. Også dem, der gør dumme ting. Som krigsmodstander hører man ofte, at man “forråder” de danske soldater, når man kritiserer krigsførelsen. Men nu er det jo sådan, at soldaterne derude i ørkenen, enten gør, hvad de har fået besked på, eller det, som de opfatter som underforstået. Begge dele fører helt til toppen, i dette tilfælde til det danske Folketing, der har sendt dem i krig i fjerne lande.

Tilbage til bogen: Den er velskrevet, veldokumenteret og med en spændingskurve, der tager pusten fra de fleste kriminalromaner. Altså, en roman om vores krigsførelse i Afghanistan, der er åndeløst spændende!

Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke kan tåle Weekend-Avisens litteratur-anmelder Lars Bukdahl. Og nu mindre end nogensinde. Det er da okay, hvis man ikke kan lide Jensens bog, men Bukdahl kalder den fx for “kunstnerisk armodig”, forævlet og konservativ. Og, dette er et citat: “Jensen skriver som en brækket arm”. Enhver som nogensinde har læst et essay eller et andet avisindlæg af Jensen ved jo, at det ikke er sandt. Jeg har da læst romaner, der var mere elegante i deres sprogbrug, men kun sjældent på dansk. Og skal man skrive poetisk og elegant om død og ødelæggelse? Eller skal man skrive i et sprog, der passer til handlingen?

Noget tyder på, at Den Første Sten (en usædvanlig rammende titel på flere niveauer) kommer til at ligge under mange juletræer. Det er godt.

Share

All the Light We Cannot See

Doerr
Årets Pullitzer-vinder af Anthony Doerr er en virkelig god bog. Men den når ikke helt de fem stjerner. Jeg har lige kastet et blik ned over de seneste års vindere af Pullitzer-prisen, og et par af dem var jeg helt oppe og ringe over, fx The Goldfinch (sidste år), The Road (2007) og Middlesex (2003). Men jeg har lige læst Gilead, som jeg slet ikke blev venner med og nogen forærede mig Tinkers for nogle år siden – den fik jeg ikke engang læst færdig. Konklusionen må vist blive den om smag og behag…

Nå men, All the Light We Cannot See, foregår under 2. verdenskrig, og det er der jo uendeligt mange romaner, der gør. Denne gør det bedre end de fleste. Både fordi vi er med på begge sider af krigen, men også fordi vi får sådan et hjerteskærende indblik i, hvordan det var at være helt almindelige civile (børn) under en krig. Bogens ene hovedperson reflekterer over verden før og nu:

(…) pyramids of cabbages and carrots everywhere; bakers’ stalls overflowing with pastries, fish stacked like cordwood in the fishmongers’ booths, the runnels awash in silver scales, alabaster gulls swooping down to carry off entrails. Every corner she turned billowed with color: the greens of leeks, the deep purple glaze of eggplants.

Now her world has turned gray. Gray faces and gray quiet and a gray nervous terror hanging over the queue at the bakery (…).

Dette citat både for at skildre de lidelser civilbefolkningen i Centraleuropa gennemgik på mange fronter. Men også for at vise, hvordan Doerr behersker sproget.

Den ene hovedperson er blind, og Doerr er fænomenal til at få læseren til at mærke ind i marven, hvordan det egentlig er at være blind. Den anden er en slags vidunderbarn, der næsten intuitivt forstår, hvordan en radio virker. Det kunne han have fået meget ud af, hvis ikke – *krig*. Vores hjerter bløder for den her dreng!

Historierne, der fortælles, væves smukt ind i hinanden, og jeg blev ikke spor irritabel over graden af usandsynlighed. Jeg tror, at jeg ind imellem syntes, at Doerr simpelthen var lidt for dygtig, hvis læseren forstår, hvor jeg vil hen?

Alligevel vil jeg anbefale den varmt, måske især til folk der ikke læser sindssygt meget, for den er velskrevet, har et godt drive, opfordrer til empati med verdens krigsflygtninge og er samtidig ganske letlæst.

På dansk: Alt det lys vi ikke ser, oversat af Mich Vraa.

PS: Hev lige mit eksemplar af Tinkers ned fra reolen og så, at der på forsiden står: “Tinkers is truly remarkable” – Marilynne Robinson. Det forklarer måske, hvorfor jeg ikke kunne blive venner med nogen af dem?

Share

Tøjhusmuseet

2015-01-10 14.53.19-1

I lørdags var jeg på Tøjhusmuseet sammen med en flok Wikipedianere. Det var fotodokumentationsdag – en dag hvor nogle af museets mange genstande blev fotograferet, så de senere kan bruges til (forhåbentlig) lærde artikler i dansk Wikipedia. Jeg har været på mindre rundture og til arrangementer på Tøjhusmuseet flere gange, da det ligger ualmindeligt tæt på mit hjem. Jeg er ikke udpræget fascineret af gamle kanoner, men til gengæld optager krigshistorie mig i tiltagende grad, efterhånden som jeg får sat mig ind i historie i det hele taget.

Ved denne lejlighed var vi så heldige, at en museumsinspektør, hvis navn jeg desværre ikke kan huske, viste os omkring i den nu nedtagne udstilling om 1864. Der er vist ikke meget, han ikke ved om den (og andre) krige, så vi gik meget klogere derfra end ved ankomsten. Skønt!

Hvis du aldrig har været på Tøjhusmuseet, bør du unde dig selv et besøg, uanset hvor lidt du er interesseret i krig og krigshistorie, for lokalerne alene er et besøg værd. De er så smukt og nænsomt istandsat og udgør den fineste ramme om alle de gamle ting. I grundplanet er der, udover en utrolig mængde kanoner, en udstilling om Afghanistan-krigen – udformet som en soldat måske har oplevet det. Man starter med at gå ind i en ung soldats værelse hjemme hos far og mor, lige inden han skal udsendes. Derefter “flyver” man med ham i transportflyet og ankommer til Camp Bastion. Osv. Det er virkelig godt lavet.

2015-01-10 14.11.502015-01-10 14.11.35

På overetagen er den permanente udstilling “Danmarks Krige”. Af indlysende årsager er den ret omfattende, vi har virkelig været en krigerisk nation! Jeg forestiller mig, at jeg jævnligt vil gå hen på museet på sådan nogle regnfulde søndage, som der er så mange af her i vintertiden og gennemgå Danmarks krigshistorie lige så stille og roligt. Der er jo gratis adgang, så man behøver ikke tilbringe så lang tid derinde ad gangen.

Også med børn er der masser at se på og tale om – jeg overhørte mange sjove samtaler mellem børn og forældre, mens jeg var derinde.

"Var den sabel så til damer?" "Næh, det var bare tidens mode!"
“Var den sabel så til damer?” “Næh, det var bare tidens mode!”

 

Share