Om (ikke) at tackle døden

I sidste uge var jeg til forfattermorgen hos Gyldendal for at se Svend Brinkmann og købe hans nye bog. Der var også en anden forfatter, og sandt at sige, så havde jeg aldrig hørt om hende: Lotte Blicher Mørk. Jeg tænkte, pyha, stakkels hende, sådan at komme lige før Brinkmann. Men det var ikke noget problem for hende – hun har været præst på Rigshospitalet i 14 år, og summen af hendes erfaringer indtil nu har hun komprimeret i en lille fin bog, “På en måde skal vi Dø – Fortællinger om Livet”.

Vi skal ikke “tackle” døden

Blicher Mørk og Brinkmann har en del pointer til fælles, bl.a. den, at de ikke bryder sig om, at “vi skal finde meningen inden i os selv” eller at vi skal “tackle” tilværelsen og dens afslutning. De leverer dem meget forskelligt og med vidt forskellig baggrund. Brinkmann er jo fx decideret areligiøs, hvor Blicher Mørk taler om Gud hele tiden.

Fiasko

På side 93 kommer hun frem til en yderst væsentlig pointe, nemlig at hun ikke mener, det er døden, der er vor tids største tabu, men fiaskoen. Derfra går hun indlysende videre til sin modvilje mod, at man i omtale af sygdom og død benytter en krigsterminologi – ikke mindst i udtrykket “kampen mod kræften” – som man så kan tabe og derved være en fiasko. Her skriver hun også, at “det må være vanskeligt at gå døden i møde uden at tro på andet end sig selv”. Det vil jeg gerne anholde, for jeg er agnostiker og tror altså ikke på Gud. Alligevel tror jeg ikke kun på mig selv. Jeg tror på det iboende gode i mennesket og på at det tjener et formål i sig selv at leve sit liv sådan, at man er sit bedste selv så meget af tiden som muligt.

At  møde døden

Denne lille bog gør sig mange fine overvejelser om, hvordan vi møder døden og kommer med fine eksempler fra mennesker, forfatteren har mødt i sin praksis. Den kan være en god gave til alle, som har fået døden lidt tættere på, end vi har til hverdag. Måske også til læger og sygeplejersker der ofte må tage “den svære samtale”. Man kan læse den med stort udbytte, selvom man som jeg ikke tror på Gud.

Share

Prado

Mariano Fortuny The Artist's Children in the Japanese Salon
Jeg blev fuldstændig fortryllet af dette billede: Mariano Fortuny: The Artist’s Children in the Japanese Salon, 1874 (Wikimedia)

Selvfølgelig tilbragte vi også nogle timer på Prado-museet. Vi havde forhåndskøbt billetter, men det betød ikke, at vi slap for de kæmpestore grupper af kinesiske turister, der blev ført fra rum til rum af højrøstede guides.

Det, der altid slår mig, når jeg er på museer, der væsentligst indeholder ældre kunst, er, at de kræver en masse dannelse og viden. De mange kæmpe lærreder med dramatiske figurer er nærmest meningsløse, hvis man ikke forstår, hvad der afbildes. Det gør jeg langt fra altid, selvom jeg har læst både Biblen og Græske Guder og Helte, eller hvad den nu hed. Ofte må jeg søge hjælp i de små papstykker, museerne venligt klæber på væggen til højre for billedet. Desværre er den hjælp, man får, ofte særdeles mangelfuld. Når jeg har Jr. med på museum bliver det naturligvis endnu tydeligere, hvor mange forkundskaber sådan nogle malerier kræver. Han har gået på internationale skoler og har derfor ikke haft biblen tæt inde på livet. Hvad synes I, man skal mene om, at hans kendskab til græske guder og helte stammer fra bøgerne om Percy Jackson? Personligt synes jeg, det er herligt, at der kan skrives spændingsbøger for børn og unge, der samtidig bibringer dem lidt dannelse. Lidt det samme som den danske tegneserie Valhalla om Thor og de andre nordiske guder.

Samme aften læste jeg så Mai Mercados blogindlæg om kristendom i Berlingske. Og jeg synes jo, hun har fat i noget rigtigt, men drager de helt forkerte konklusioner. Ja, vi har brug for at forstå vores historie, og kristendommen er en særdeles væsentlig del (men jo altså kun en del) af vores historie.  Og ja, det går skidt for en del muslimske lande for tiden (dog ikke for alle), men at det skulle være begrundelse nok for at sige, at kristendommen er bedre end islam? Har hun nogensinde hørt om Alhambra? Jeg ville nok nøjes med at sige, at kristendommen er en bedre religion for mig. Hvis jeg altså mente det. Randahl Fink Isaksen har så i øvrigt sagt det, der skal siges om den sag.

Vi vesterlændinge føler os naturligt hjemme i kristendommen, fordi alle myterne er os bekendte. I det moderne Danmark har vi bekvemt glemt alt det sludder og hævngerrige vrøvl, der også står i biblen, og så plaprer vi løs om næstekærlighed. Som om de andre religioner ikke også har deres versioner af den! Oven i købet har Søren Krarup vist engang sagt, at den kristne næstekærlighed kun gælder dén næste, der ligner os selv. Det er nok derfor, han ikke har skrevet en kæmpe smøre om de døde unge i Kenya. De er bare for langt væk.

Hvis man vil forstå, hvor fremmede vores myter forekommer folk fra andre dele af verden, kan man gå forbi Davids Samling. Det er gratis at komme ind. Der finder man tre etager med islamisk kunst og kunsthåndværk. Som uindviet kan man kun beundre det for dets fantastiske håndværk og for den universelle skønhed. Meningen med de enkelte værker går fuldstændig hen over hovedet på os. Sådan må det også være for de kinesiske turister på Prado-museet, som jeg nævnte her i første afsnit.

Vi vandrede lidt hovedløst rundt, for det er ikke noget nemt museum at finde vej i. Men vi blev enige om, at vi måtte se Goya, hvis billeder selvfølgelig på ingen måde kunne ses samlet. Søn kunne sagtens se, hvorfor Tres de Mayo har stået distancen over så mange år.

Francisco Goya: Tres de Mayo 1808 (1814)
Francisco Goya: Tres de Mayo 1808 (1814)

Vi så også Albrecht Dürers berømte selvportræt, som jeg aldrig rigtigt har forstået opstandelsen over, men som så ofte før, så sker der noget, når man står foran originalen. Han er lidt udringet, synes I ikke?

Albrecht Dürer, Selbstbildnis mit 26 Jahren (Prado, Madrid)
Albrecht Dürer: Selvportræt, 26 år. 1498
Igen var vi heldige, at Kunstmuseum Basel er under ombygning, for også til Prado havde de lånt nogle billeder. 10 store Picassoer. Der var flere, jeg ikke erindrer at have set før – heller ikke i kunstbøger.

 

Share

Folkekirken

This post is in Danish. It’s about the Danish state church and the thoughts I’ve had about my relation to it as of late.

Med afsæt i Sørine Godtfredsens hæslige kronik i Berlingske Tidende om at “bruge Anders Breihvik rigtigt”, har vi diskuteret ivrigt på Twitter, ikke mindst om det rimelige i at melde sig ud af folkekirken pga Sørines holdninger.

Det vil jeg godt lige starte med at sige, at det synes jeg – selvfølgelig – ikke, det er. Hvis én eneste præsts sindssyge holdninger skulle være nok, så skulle jeg jo have meldt mig ud allerede, da Krarup og Langballe trådte ind på den offentlige scene. Eller måske langt før, mon ikke der var en nazi-venlig præst eller to dengang i tredverne? Og jeg syntes jo selv, at folk var top-åndsvage, når de meldte sig ud pga Thorkild Grosbølls “ugudelighed”. Mere om ham senere.

Folkekirken er statskirke her i Danmark. En mærkværdig konstruktion, som jeg er indædt modstander af. Som om der var nogensomhelst sidestilling af folketinget, folkeskolen og folkekirken. Kirke og religion bør være tilvalg for voksne mennesker og ikke på nogen måde “naturgivent”. Jeg har aldrig fået meldt mig ud, for da jeg var barn var det ikke nogen reel option at IKKE døbe sit barn, og da jeg skulle konfirmeres, og sådan set helst ikke ville, var det ikke noget, jeg selv fik lov til at bestemme. Det er selvfølgelig ikke et argument for, at jeg stadig, som 51-årig, ikke har gjort det. Det er der til gengæld andre argumenter for, hvoraf nogle er så private, at jeg ikke tænker mig at dele dem her på bloggen. Jeg er ikke ateist, nok snarere agnostiker, og den religion som umiddelbart tiltaler mig mest, er buddhisme, selvom jeg dog ikke har tænkt mig at “go orange” sådan lige foreløbig. Når jeg har diskuteret Gudsbegrebet med mine børn har jeg sagt, at hvis der er en Gud, så er det den kraft inden i os, der driver os mod at gøre det gode, det rigtige, det altruistiske og som byder os at stille spørgsmålstegn ved de “sandheder” vi bliver præsenteret for.

Jeg har været med min engelske svigerfar i “hans” kirke (CofE) og det var en meget anderledes oplevelse end kirkebesøg her i Danmark. Der er mange mennesker, de kender alle salmerne, de har hele familien med og de kender præsten godt. For det er deres kirke. De har selv valgt den som et bevidst tilvalg og de spytter i kassen hver søndag. Det samme gælder den liberale synagoge, hvor en anden gren af den engelske familie har deres gang hver lørdag. I sådanne menigheder er præsten (eller rabbien) også nødt til at levere varen, hvis han/hun vil have sin løn og have genforhandlet kontrakten. Det er det samme pres, som hviler på resten af os, og det er vel fair nok?

Jeg har et yderst ambivalent forhold til folkekirken. Jeg holder uendelig meget af kirken som hus, som tilflugtssted, som et sted, hvor der er “højt til loftet” og hvor man bliver presset ud af hverdagen. Mange salmer får tårerne frem i mine øjne og jeg har hørt nogle fantastiske prædikener i min tid, vedkommende, rørende, interessante. Jeg kender også nogle præster, som jeg holder meget af. Men alligevel går jeg næsten aldrig derhen, når der er Gudstjeneste, men oftere bare for at sidde der lidt og stemme sindet til tankefuldhed. Dog er det i den sammenhæng ret ligegyldigt, hvilken kirke der er tale om, og det kunne altså godt være den katolske eller den russiske inde i Bredgade eller en af de hundreder af kirker, vi har besøgt på vores ferier. Jeg går også på kirkegården for at finde ro.

Som oftest kommer vi jo i kirken til forskellige højtider, dåb, bryllup, konfirmation og begravelse. Og ved alle disse anledninger har jeg mange gange oplevet at blive utrolig skuffet over et bredt udsnit af præsters ligegyldige snik-snak og/eller salvelsesfulde ævl. Eller endnu værre, dem der “benytter lejligheden” til at skælde ud på de tilstedeværende, fordi de ikke kommer i kirken om søndagen!

Tilbage til de sorte præster i Tidehverv. I øjeblikkets mediebillede er de stort set de eneste præster, der tager til orde, og medierne giver dem masser af spillerum. Jeg hører gerne fra journalister, der fortæller, at de har ringet rundt til dusinvis af præster, der har nægtet at stille op i Deadline, etc. Selvfølgelig er der en enkelt her og dér, men de er ofte sådan lidt socialistiske i tilsnittet og er derfor alt for lette at dømme ude som “politisk korrekte”. Jeg kunne godt tænke mig en hel gruppe af folkekirkepræster, der med høj og klar stemmeføring sagde fra over for Tidehverv på samme måde som Uffe Ellemann og Oberst Hillingsøe siger fra over for Dansk Folkeparti og deres lakajer i Venstre og Konservative. Sådan så vi alle sammen kan høre det, også os der ikke går i kirke. Vi betaler jo for det, ikke! Endda selvom vi ophører med at betale kirkeskat.

I forbindelse med disse tanker og skriverier har jeg været i reolen og hentet Thorkild Grosbølls En Sten i Skoen frem og genlæst den. Den er ligeså god som første gang! Hvis han var præst hernede om hjørnet, så tror jeg virkelig, jeg ville gå i kirke mindst hveranden søndag! Men det er han jo ikke, han er slet ikke præst mere – da han blev 60 og kunne gå på efterløn, gjorde han det. Et stort tab for Folkekirken. Han siger godt nok, at Gud er Død, men han forklarer også hvad han mener. Det er den dømmende og almægtige Gud, ham I ved, oppe på skyen med rynke i panden og stort fuldskæg, der er død. Gud i hjertet og fortællingen om Jesus lever, ifølge Grosbøll.

Jeg har indtil videre besluttet, at jeg ikke melder mig ud, af hensyn til mine pårørende. Hvis de gerne vil have et gravsted at gå til efter min død, skal jeg så virkelig forhindre det? Hvis de ønsker at en præst skal læse Guds ord over over mit afsjælede legeme, så skal det være deres valg. Når først jeg er død, regner jeg bestemt med at være fuldstændig ligeglad. Dog, tanken om at et af de dér salvelsesfulde fjolser skal “få det sidste ord”, kan godt få mig til at svede lidt…

Jeg har lagt et par ark papir ind i min “personlige papirer” mappe, som fortæller lidt om, hvordan jeg selv bedst kunne tænke mig at blive sendt afsted, herunder også lidt om præster. Så er resten op til mine efterladte. Sådan må det være. Thorkild Grosbøll citerer Heraklit for følgende guldkorn: Døden er der ingen grund til at frygte, for når jeg er der, er den der ikke, og når den er der, er jeg der ikke.

Share