Et indisk eventyr

Vi fejrer jo ikke Thanksgiving, selvom det er den eneste meningsfulde fejring, vi burde hente derovre fra, men når man følger amerikanske medier, så kan man være heldig at få en lille gave i anledning af dagen. Som lytter af The Daily, New York Times’ daglige (nemlig) podcast om hyperaktuelle emner, fik jeg en uventet gave i torsdags:

En serie i tre dele om en indisk prins i et forfaldent palads midt i junglen, fyldt med spænding og overraskelser og ny viden. Jeg kunne godt finde på at høre den igen! Den hedder The Jungle Prince 1-3. (PS Billedet er af en tilfældig Maharaji fundet på Wikipedia).

Samfund/miljø/politik

Det er vores skyld (os, de voksne)
Når man lovgiver om noget umuligt 😮

Ohio har i forvejen en stram abortlovgivning. Nu går de helt bananas med en lov, der vil straffe læger, der ikke aktivt gør noget, der aldrig nogensinde er sket i medicinsk historie. Det drejer sig om graviditet uden for livmoderen. Man er nødt til at fjerne fosteret, for det er til akut fare for moderens liv, når det vokser udenpå livmoderen. Ohios lovgivere vil tvinge læger til at implantere disse fostre i kvindernes livmødre, en procedure, som, ifølge ALLE gynækologer, ikke kan lade sig gøre. I øvrigt indføres der livstidsstraf for at foretage eller få foretaget en abort. Punktum. Læs i The Guardian. NYT har en stor temaartikel om den foruroligende udvikling om abort i USA’s sydlige og midtvestlige stater. Snart kommer de første sager foran den højesteret, der jo nu har konservativt flertal.

Russiske Trolde

God artikel i Rolling Stone om den måde, russiske trolde arbejder på. Det er langt mere subtilt, end vi måske tror. Fx handler det ikke om at støtte Trump, men om at understøtte mistilliden og polariseringen i det amerikanske samfund. Og vi husker, at det faktisk ikke har noget med “trolde” at gøre, men med trolling.

Tid og tillid

At få “de svære” kontanthjælpsmodtagere (dem der har andre, ofte værre, problemer end arbejdsløshed) i arbejde kræver Tid og Tillid. Det kommer vist kun som en overraskelse for politikere og CEPOS-typer. God artikel i Zetland om et vellykket forsøg med netop det.

Skal jeg absolut blive veganer?

Du behøver ikke blive veganer, men at spise mindre kød og mælkeprodukter og at spise økologisk er godt for planeten. Et partsindlæg fra en landmand, der lagde sit landbrug helt om og oven i købet har tjent flere penge. Via Signal Klub.

Er sundhedsvæsnet i frit fald?

Eller er Kristine her “bare” uheldig? Læs hendes fortvivlede Twittertråd om forældrenes desperate situation.

Ugens Jarlov

Jeg glemte det i sidste uge. Tsk tsk.

(Lars Krarup er Venstre-mand).

Viden

Onomatopoietika

Fuglenavne på engelsk (og andre sprog) er ofte onomatopoietika (et ord jeg forstår, men bare ikke KAN stave). Det anede jeg ikke. Se, om du kan lade være med at sidde og sige fuglenavnene højt for at høre det selv 🦉Hvordan er det på dansk? Nogle ornitologer på linjen? Eller hvad med Thomas Larsen Schmidt, ved du det?

60’ernes arkitektur

En ny bog beskriver, hvorfor man begyndte at bygge, som man gjorde, i 60’erne. Om det demokratiske og borgernære sindelag, som lå bag. Og om byggeriernes mange kvaliteter. Forfatteren har skrevet en glimrende og flot illustreret opsummering i Forskerzonen.

Vulkanen der ændrede livets gang på jorden

Den ligger på Island og hedder Laki. Den gik i udbrud i 1783 og askeskyen spredte sig over hele den nordlige halvkugle. Hør den aldeles fantastiske historie i NPR-podcasten Throughline (hver torsdag), som jeg ikke kan anbefale varmt nok. Skal du lede efter den i din egen podcast-app, så hedder episoden A Year of Wonders.

Teknologi

Alexa bliver dygtigere

Alexa kan nu lyde både begejstret og skuffet. Hvis “hun” var inden i Google Maps, ville vi konstant høre “Oh no, not again”, når jeg kører forkert på trods af hendes perfekte vejledning. Men det er Alexa heldigvis ikke, og det kommer hun heller ikke. Historien står i The Verge, jeg har snappet den fra Digital Ugerevy.

Fri for at blive jagtet af cookies

For en måneds tid siden fortalte jeg dig, at du bør skifte til Firefox for at slippe for cookien, der forfølger dig på tværs af platforme. Men det gad du selvfølgelig ikke. Så nu siger jeg det lige igen… Mine mest tech’ede venner går skridtet videre og bruger Brave.

Om os

Ekstrovert eller introvert?

En del af os er faktisk ekstroverte introverte. Beskrivelsen i artiklen passer perfekt på mig, så ved du det. Tak til Camilla Ley Valentin for at pege på den.

Kunst og kultur

Kulturen lagt for had

Opdateret 3/12: Det lykkedes alligevel at få fjernet grønthøsteren, som omtales herunder, i den nye finanslov. Tak tak tak for det 🙏🏻

Socialdemokratiet (regeringen) lader til at ville fortsætte grønthøsterens arbejde på kulturområdet. Som skribenten noterer sig, er det en del af partiets bestræbelse på at være et DF Light – så magten kan bevares. I adskillige andre europæiske lande går regeringerne den modsatte vej.

Den kunstige kløft mellem “eliten” og “folket”, som den tidligere regering og DF så dygtigt har fremtryllet, uddybes således. Snart er det eneste, vi kan tale om i det her land, sport og tv-serier på Netflix. Hvordan det kan være i en nationalkonservativ ånd, forstår jeg faktisk ikke rigtigt. Men jeg oplever, at flere og flere unge (akademikere) ikke læser litteratur og ikke interesserer sig for kunst og (kultur)historie – uanset politisk ståsted. Det er simpelthen så sørgeligt!

Koreansk film til jul

Parasite er en af de mest hypede film i år. Den har premiere 1. Juledag. Her er en anmeldelse (fyldt med spoilere), der sætter den i et meget interessant samfundsperspektiv: hvordan er det egentlig sket, at vi allesammen går rundt og tror, at den undertrykte underklasse aldrig vil rejse sig? Revolutionær gotik kalder skribenten filmen og trækker paralleller til andre nyere film. Underholdende og interessant læsning.

Marianne & Leonard

Flot og sørgelig film om Leonard Cohens første og mest betydningsfulde kærlighed. Læs min anmeldelse på Biograf.blog. Og læs Jacob Brønnums fine, indlevende anmeldelse hos POV.

Share

Et Spørgsmål om Kultur

Jeg har læst bogen Et Spørgsmål om Kultur – Kulturpolitikken til debat, der er skrevet af museumsinspektør Merete Sanderhoff fra Statens Museum for Kunst. Hun har interviewet 42 kulturpersonligheder og stillet dem de samme fem spørgsmål. Herunder har jeg foretaget nogle nedslag i den – ikke systematisk eller i forhold til de fem spørgsmål, men baseret på min egen opfattelse af, hvad der er vigtigt.

Debatten er i hvert fald vigtig, selvom jeg desværre ikke tror, at en bog som denne får debatten ud over den usynlige rampe og ind i den brede offentlige debat. Som det også nævnes mange gange i bogen, er det desværre næsten kun Alex Arendtsen og visse socialdemokrater med rindalistiske synspunkter, der trænger gennem lydmuren. Folk med det modsatte synspunkt kommer sjældent til orde.

Stik mig en lineal

“Man skal måle det, der er væsentligt, frem for at gøre dét væsentligt, man er i stand til at måle.

Muligvis McNamara

Ovenstående citat er fra bogens indledning, og det sætter fingeren på et af de ømmeste punkter i det moderne samfund. For det er jo ikke kun kulturen, der hele tiden bliver målt og vejet i konkurrencesamfundet.

Danskerne får tit stillet spørgsmålet om kultur på en måde, så der kun er ét svar. Fx “vil du helst have hofteoperationer eller kunst på museer” – okay, skarpt trukket op, men spørgsmålet er formuleret efter den læst. Og det er jo den rene idioti, for hvad pokker skal man svare på det andet end det indlysende – jeg vil gerne kunne gå, ellers kan jeg jo slet ikke komme hen på museet!

Men Altinget/Mandag Morgen har stillet nogle lidt mere intelligente spørgsmål og, tadaaaa, blevet belønnet med mere intelligente svar: 55% af befolkningen mener faktisk, at den offentlige sektor skal finansiere en stor del af kulturlivet, og hele 80% af befolkningen mener, at kunst og kultur bidrager til børns læring i skolen. Så langt, så godt.

Stop med at kvantificere alting!

Olafur Eliasson siger: “Vi kan undvære de kvantificerbare succeskriterier, der sniger sig ind i definitionen af kulturel succes, såsom besøgstal.”

Charlotte SH Jensen fra Nationalmuseet stiller også spørgsmålstegn ved, hvad vi måler på: “Vi siger, at kulturen er vigtig for samfundet, men vi måler aldrig på det. I 2016 viste en undersøgelse fra Danmarks Biblioteksforening, at et stort antal borgere med anden etnisk baggrund end dansk oplever, at de lærer om dansk demokrati og kultur på biblioteket.” Som man spørger i skoven, får man svar!

Bogens forfatter Merete Sanderhoff foreslår, at vi sætter nye ord på, når vi taler om kulturen. Samfundet skal ikke “støtte” kulturen, nej, samfundet skal investere i kulturen. Læg lige mærke til, hvor helt anderledes det lyder! Og i øvrigt hænger langt bedre sammen med det kæmpe overskud samfundet har på kulturlivet bredt set. 248 mia kr. om året, faktisk.

Kasper Holten stiller det udmærkede spørgsmål: “hvorfor skal det hedde kulturstøtte, når vi ikke kalder det for hospitalsstøtte eller vejstøtte eller brostøtte?”

Intelligent analyse

Mange af de interviewede efterlyser et Kulturens Analyseinstitut, der kan udføre veldesignede studier og undersøgelser og som kan måle på andet end solgte postkort i museumsbutikken og antal høveder. Selvom jeg egentlig ikke synes, det burde være nødvendigt, så er det nok en meget god idé. Der skal være nogen til at råbe højt om kulturens vigtighed for samfund og sammenhængskraft.

Kulturpolitikeren

Alex Arendtsen er selvfølgelig en af de interviewede. Hans kultursyn kunne man faktisk skrive en hel bog om, men den ville simpelthen bare være så træls at læse!

Fx påstår han gentagne gange, at det folkelige og det elitære er gået hver sin vej siden 2. verdenskrig. Det er simpelthen så skrigende historieløst at påstå det! Bare for at blive i konteksten af 2. verdenskrig, så kan man kaste et blik på nazisternes kamp mod den “entartete kunst”, som jo netop fandt sted før 2. verdenskrig. I den fantastiske tyske film Værk uden Skaber er der i begyndelsen en scene, hvor en nazist viser rundt i en udstilling af “Entartet kunst” og på bedste Arendtsensk vis vrænger ad bl.a. Paul Klee og Max Ernsts værker. Og hvornår var det nu, at Duchamp hængte et urinal op på hovedet? Jo, det var i 1917.

Bogens bidragydere giver mange eksempler på, hvordan nyskabende kunst altid er blevet beskyldt for at være elitær og uforståelig – indtil den pludselig en dag ikke var det mere.

Nutidens kunst

Arendtsen siger også “Meget kunst i dag er blevet litterær; den skal forklares. Der er ingen umiddelbar tilgang til den, fordi den glemmer at tale til øjet og til hjertet.” Jeg fatter helt enkelt ikke, hvordan han kan få lov til at sige sådan noget sludder igen og igen uden at blive modsagt højt og tydeligt! Hvad pokker er “nutidens kunst”? Er det John Kørner, Malene Landgreen, Julie Nord, Jørgen Haugen Sørensen eller Erik A. Frandsen?

Men – et stor men – Alex Arendtsen har været klogere end alle de andre kulturordførere i Folketinget i og med at han hele tiden mener noget højlydt om kunst og kultur. På den måde har han bemægtiget sig hele den politiske samtale om kultur, fordi de øvrige partier simpelthen har prioriteret det væk. Det er dumt, for det har givet DF en kæmpe bane at spille på. Mange af bogens bidragydere nævner dette, og lad os håbe, at politikerne i det nye folketing hører efter. Arendtsen er jo, som en af de få DF’ere, stadig i folketinget i den nye samling.

Hvad kan undværes?

Merete Sanderhoff stiller spørgsmålet om, hvad der kan undværes. Det har alle naturligvis en mening om, men langt de fleste er nogle kyllinger, og viger uden om spørgsmålet. Det gør formanden for Bikuben-fonden dog ikke; Søren Kaare-Andersen tøver ikke med at sige, at han er dødtræt af teaterkoncerter, som han synes er neither here nor there. Jeg er hverken enig eller uenig med ham, men finder det befriende, at han tør sige, hvad han ikke kan lide.

En anden, der tør sige noget om det, er Thore Davies, der er sådan en slags kulturaktivist. Han kan bl.a. undvære: “Mette Bocks erhvervsprogram for de kunstneriske uddannelser. Det får vi bare Jussi Adler-Olsen-lignende kunstnere ud af, der laver kunstværker som en del af en langsigtet karriereplan, i modsætning til at lave noget, fordi det bare laves, og man ikke kan lade være.”

Kunstens væsen

“Hvis vi tog kulturen ud af ligningen, ville vi ikke være andet end en kulstofbaseret aminosyrelivsform.”

Knud Romer

Der bliver sådan set sagt ganske mange kloge ting om kunstens væsen, og en af dem står Marianne Jelved for. Hun siger: Alle kan tale om kunst, uanset om de har faglige kompetencer eller ej. Den er ikke ekskluderende, sådan som det matematiske sprog er, hvis du skal lære matematik. Hvis du ikke kan det, er du ekskluderet fra fagets fællesskab. Det er du ikke på samme måde, når du går på museum. […] Derfor skaber kunst også en fælles forståelse.”

Det er også Jelved, der kommer med et ligefrem genialt input til, hvad man skal gøre med nogle af de mange ting, som de kulturhistoriske og især lokale museer har alt for mange af (og som det koster at opbevare). Jelved foreslår, at der sættes montrer op med udvalg af gamle ting på landets plejehjem til glæde for demente. Madam Blå, drejetelefoner, alt-i-et stereoanlæg, porcelæn fra 40’erne, keramik fra 70’erne, en avokadogrøn sæbeholder…

Simpelthen sådan en god ide!

Mentalt fitnesscenter

Aros’ norske direktør Erlend Høyersten har også noget klogt at sige om kulturmødet: “Når vi beskriver AROS som et mentalt fitnesscenter, er det, fordi du i mødet med kunst træner din kognitive fleksibilitet og din kreative intelligens, din empati, dine sociale kompetencer og din forestillingsevne.”

Til min overraskelse (ja, jeg er fyldt med fordomme) er en af dem, der siger det allerklogeste om kunst og kultur faktisk Enhedslistens Søren Søndergaard. Han siger meget poetisk: “Vi opfatter kunstnere som opdagelsesrejsende. Nogle, der går et sted hen, hvor ingen rigtigt har været før. […] Så vender de tilbage og rapporterer om, hvad de har set dér”.

Han siger også: De færreste gør sig klart, hvad det vil sige at leve i en kulturløs hverdag. At stå op om morgenen og indse, at der ikke er noget musik i radioen, der hænger ingen billeder på væggen, der er ingen film at se i biografen. Jeg tror, de fleste vil sige: ‘Det var jo ikke sådan ment’.

Og selv om man kunne sige, at han har uret, for radioen ville være fyldt med kommerciel pop (afbrudt af reklamer), væggene med genoptryk af gamle reklameplakater, grædende børn og piberygende søfolk og biograferne med blockbusters.

Men så har man glemt, at al kommerciel kunst bygger på et fundament af *rigtig* kunst.

Kulturløse politikere

Adskillige taler også om problemet med, at de fleste politikere er meget lidt kultiverede, for nu at sige det pænt. Fx siger Den Sorte Skole, at “Vi har desværre en lang række politikere i dag, der udstråler meget lidt dannelse”. Og Jane Sandberg prøver at komme i tanker om politikere, der benytter sig af kulturelle referencer, men giver op efter at have husket Bertel Haarder og Marianne Jelved.

Bertel Haarder siger selv, at skolen er den vigtigste kulturinstitution og udtrykker det meget fint, når han siger: “Det er der, hvor elevernes øjne lærer at se, hvad de ikke før kunne se, og ørerne lærer at høre, hvad de ikke før kunne høre. […]”. Jeg bliver lidt irriteret over, at det er den samme mand, der var med til at piske folkeskolereformen igennem og hvis parti var med til at indføre omprioriteringsbidraget, der bl.a. betyder, at der er entre på museerne.

Hvad bidrager omprioriteringsbidraget til?

Jeg tror, at alle de interviewede nævner omprioriteringsbidraget (har du smagt på det ord for nylig?) på 2% som noget, der er helt ødelæggende for samfundet, fordi politikerne på den måde fralægger sig ansvaret og overlader det til institutionerne at prioritere i stedet for at gøre det selv. Svend Larsen fra det Kongelige Bibliotek nævner også budgetloven. Det irriterende og tåbelige ved den er, at en institution ikke bliver belønnet for at vise rettidig omhu og spare op til større fremtidige investeringer eller trange tider, for pengene SKAL bruges i budgetåret, ellers ryger de direkte tilbage i statskassen.

Der tales naturligvis meget om armslængdeprincippet, men det meste af det, der siges, er sagt før.

Fri og lige adgang

Det er mest interviewpersonerne fra provinsen, der taler om den fri og lige adgang, og det er selvfølgelig, fordi de kæmper for eksistensberettigelsen af deres egen institution. Charlotte SH Jensen fra Nationalmuseet nævner den omfattende digitalisering, der har fundet sted af de værker, vore museer ejer, og som altså har gjort det muligt at sidde på Mols og nærstudere detaljer i et guldaldermaleri, der befinder sig i kælderen under Statens Museum for Kunst. Vi har det nemlig med at glemme, at digitaliseringen af tusindvis af værker for alvor udligner forskelle mellem by og land og rig og fattig.

Kulturen i samfundet

Claus Ladegaard fra det Danske Filminstitut giver et godt eksempel på, hvor vigtig kulturen er for den offentlige samtale. Dokumentarfilmen Armadillo. Vi havde set 1000 tv-indslag om krigen og læst baggrundsstof i avisen – alligevel havde de fleste af os ikke rigtigt noget forhold til, at vort land var i krig. Så så vi Armadillo – og med et var danskernes opfattelse af, hvad det vil sige at være en krigsførende nation, ændret.

Afslutningsvis vil jeg citere Michael Bojesen, der er bestyrelsesformand i Statens Kunstfond. Han siger: “Da man lagde fundamentet til vores velfærdsstat i 1960’erne, blev Undervisningsministeriet og Kulturministeriet opfattet som de to vigtigste ministerier. Det var ikke Finansministeriet. Det er en god pointe, at det netop er uddannelsen og dannelsen, der skal være de bærende elementer i et velfærdssamfund, for det er jo netop kunst og kultur, der omsætter velfærd til ånd.

Share

Både/Og eller Enten/Eller

Et ofte brugt argument mod at skære ned på flyrejser og kød og skrue op for genbrug er, at klimatiltag ikke er eller bør være den enkeltes ansvar. Og det er på mange måder sandt nok. Når jeg alligevel selv anstrenger mig for at leve mere miljøvenligt, så er det både for at kunne pudse glorien, det er for at have lidt bedre samvittighed overfor mine børn og kommende børnebørn og sidst, men ikke mindst, for at sende et signal til virksomhederne og først og fremmest politikerne om, at vi gerne vil have, at de handler. Nu. Hvis salget af oksekød faldt drastisk, eller hvis antallet af togrejser sydpå pludselig steg drastisk, ville det helt sikker påkalde sig både politikernes, landbrugets, flyselskabernes og DSBs opmærksomhed. Også kaldet “at stemme med fødderne”. Læs hos Videnskab.dk.

Samfund/miljø/politik

Karl Marx og de frelste

“Ubehaget ved de ”frelste” mennesker, som tillader sig at have ren samvittighed og således dårlig samvittighed på mine vegne, viser sig ofte stærkere end viljen til at gøre noget ved de problemer, som vi sandt for dyden skal frelses fra.”

Ovenstående citat er fra et utroligt lærd og langt essay i tidsskriftet Eftertrykket. Hvis jeg påstod, at jeg havde forstået hele essayet (der handler om Villy Sørensens berømte essay Uden Mål – og Med– jo jo, jeg har hørt om det, men stadig ikke læst det), ville jeg lyve mig en Pinocchio-næse til. Men jeg fik alligevel noget ud af at læse det. En større viden om Karl Marx fx. Og indsigt i fænomenet “interesse”. Har du tid, så læs med. 🎩tip til Ronnie Rocket.

Sur Smiley til Advice

K-Forum hudfletter Advice og Peter Goll efter, at detaljer om Falck/Bios-sagen nu er kommet frem. Interessant perspektiv, at det skulle være træningen fra venstrelænende ungdomspartier, der fører til amoralsk optræden på private virksomheders vegne.

Hvem er årets top CEO?

Nu vi er ved K-Forum og branding og den slags: Infomedia laver en såkaldt “brandanalyse” hver år og udnævner årets Top-CEO. Det har K-Forum det svært med, og det forstår man, når man har læst artiklen. Jorden kalder Infomedia, som K-Forum så rammende skriver om analysen (det gælder i øvrigt også deres hårrejsende priser!!).

5.7 mia gode $$$

Hvad ville du bruge Trumps mur-milliarder til? New York Times tilbyder dig at prøve at dele pengene ud selv ved hjælp af en lille interaktiv leg.

Teknologi

Seneste snyde-teknologi

Få et Apple Watch af far og mor og snyd til eksamen. Med en Pdf-fil på uret, kan man også snyde off-line. Læs om de riges seneste bud på eksamenssnyd.

GDPR for børn

Medierådet for Børn og Unge har udviklet noget materiale til de 14-16-årige om GDPR, der får dem til at forstå, at det handler om dem selv og de fodspor, de sætter på nettet.

#unfollow

En lidt anderledes unfollow-app til Twitter, der benytter sådan en slags Konmari metode. Jeg har prøvet den af – det kunne godt være en god måde at få ryddet op på, selvom man ikke kan gøre det i et snuptag. Anbefalet af Techcrunch.

Viden

Forskellen på Omega 3 og Omega 6

Kender du forskellen? Jeg gjorde ikke sådan rigtigt. Men nu gør jeg. Det er interessant, hvor meget den såkaldte “Middelhavsdiæt” ligner Verdensdiæten, som jeg skrev om for nogle uger siden.

Artiklen her fraråder ikke at tage Omega 3 tilskud, men har ganske gode råd til, hvordan man bedre balancerer sit indtag af 3 og 6.

Om os

Med ærlighed kommer man længst…

Hvordan kan man være ærlig overfor sig selv. Sådan helt ærlig? Forfatteren her har et bud. Ingen tvivl om, at de undskyldninger, vi har stablet op foran os selv for, hvorfor vi ikke gør dette eller hint, godt kunne tåle et grundigt eftersyn. *løfter pandelappen og gyser lidt*.

4 måder at dø på

En læge med speciale i palliativ medicin fortæller om, hvordan vi kan være bedre til at forholde os til døden, både vores egen og vores kæres. Mange af os har eller har haft forældre, der “pludselig” er blevet gamle, og hvor vi skal tage stilling til alle mulige ting, vi ikke har lyst til at tage stilling til. Der er gode råd til at lette den proces.

Krydsfeltet mellem hukommelse og demens

Svend Brinkmann har to kloge kvinder i studiet til en begavet og afdæmpet samtale om hukommelse og demens. Det er ret godt set at køre samtalen i begge spor, fordi de hænger tæt sammen, og fordi man så ikke får det ensidigt negative fokus på demens.

Sugar and spice and all things nice

Et fantastisk essay om sukker og alt det, vi associerer med sukker. Jeg nævner bare kvinder (når de er søde og føjelige, altså, ellers de de ‘tarts‘), sex og slaveri… Sæt lidt tid af til at læse det – det er virkelig godt.

Kunst og kultur

Kultur er sundt – jeg vidste det!

Der er en stærk korrelation mellem deltagelse i kulturelle arrangementer (inkl. biografture!!!) og en betydeligt lavere risiko for depression. Forskerne ved ikke, om det er selve de kulturelle arrangementer eller om det er glæden ved at opleve noget sammen med andre, men resultatet er ret overbevisende. Økonomi og uddannelsesniveau spiller til gengæld ikke ind. Det kan man jo godt glæde sig over.

En film og en bog

Jeg har set The Favourite af Yorgos Lanthimos, som er en af vor tids filmiske surrealister. Denne film sparer på de surreelle elementer, men har skruet op for de moralske dilemmaer.

Og så blev jeg, til min store fortrydelse, færdig med Mordet på Kommandanten af Murakami. Den kunne sagtens have været endnu længere, end den faktisk er. Jeg er simpelthen fan.

Amerikansk litteraturhistorie

Københavns kommunes biblioteker tilbyder en ny og anderledes service. Gennem syv nyhedsbreve vil de tage dig igennem amerikansk litteraturhistorie med oplysning og vejledning til læsestof. Jeg har læst det første, og min konklusion er, at den indledende tekst er lidt tynd (og med for små bogstaver…), men anbefalingerne er præcise. Jeg synes måske godt, der kunne være et par ekstra til de af os, der allerede har været igennem første geled.



Share

Jo, en metrobyggeplads er så sandelig kultur!

På Twitter har vi et fænomen, der hedder #twundtur. Det er opfundet af den gode Lasse Baagøe. Konceptet hviler på, at næsten alle kender nogen, der arbejder et sjovt eller spændende sted. Lasse fandt så på at sætte det faktum i system, så vi nu “udnytter” vores venner og får dem til at arrangere rundture for en gruppe interesserede Twitter-brugere på deres arbejdsplads.

En grafisk fremstilling af en af boremaskinerne.

En af boremaskinerne som vi så den.

Hvis du klikker på #twundtur ovenfor, kan du se, hvor vi har været. Og i går var vi så dybt under jorden og se metro-arbejdspladsen ved Hovedbanegården. Den røde løber var rullet ud, men det var nu mest fordi statsministeren havde været på besøg tidligere på dagen, idet metroen nu er færdigboret, og de fire gigantiske boremaskiner kan gå på pension.

Allerførst skulle vi iføres sikkerhedstøvler, gule veste og hardhats. Sidstnævnte viste sig at være en vældig god idé, da jeg flere gange ramte overkanten med hatten på vej ned i dybet.

International arbejdsplads

Selvom kl. var over fem, var der masser af folk på arbejde. Metroens venlige

Banner til ære for politikerne.

ogdygtige PR-folk fortalte bl.a., at der er 25+ nationaliteter blandt de flere tusinde metroarbejdere. Mange af dem er katolikker (mestendels italienerne og polakkerne) og de har fået installeret en lille oplyst statue af den særlige helgen for metrobyggeri (genbrug af helgenen fra kulminerne).

Er det bare mig, eller har der ikke været noget råberi om dette knæfald for andres religion?

Fordi selve tunnelen er boret, skifter arbejdet nu karakter, og nye underentreprenører kommer ind – dem der skal bygge stationerne og installere sporene. Et par stationer på Nørrebro-kanten er allerede næsten færdige, så det er der, de nye spor, tog og systemer skal prøvekøres, mens resten af ringen bygges færdig. Jeg kommer til at bo mellem to stationer – Rådhuspladsen og Gl. Strand og jeg glæder mig virkelig – vores by bliver ny!

Kultur/natur

Og nu tilbage til det med kultur. Da jeg gik hjem, tænkte jeg på, at jeg så gerne ville blogge om oplevelsen, men at min blog jo egentlig handler om kultur. Hvorefter jeg tænkte videre på, at det jo bare skyldes, at jeg og min omverden bruger en utroligt snæver definition af ordet kultur, der jo faktisk bare betyder “det dyrkede” i modsætning til natur, der betyder “det fødte”.

At vi nu selv er med på billeder af alting er også kultur…

Skruer man det blik på, er sådan et metrobyggeri i den grad kultur – “den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation”. De børn, der i dag går i vuggestue eller børnehave (for slet ikke at tale om de ufødte) vil vokse op i et København, hvor det tager 10 minutter og er fuldstændig sømløst at komme fra Trianglen til Enghave Plads – to steder, der i dag føles meget langt fra hinanden.

Share

Art deco i Miami

Fontæne på Miami Beach
Fontæne på Miami Beach

Både yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!
Yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!

Vi er lige kommet hjem fra familieferie i Florida, og en af dagene tilbragte vi i Miami. Jeg har en RET STOR svaghed for Art Deco, så Miami er lidt et must see. Der er såmænd også et Art Deco museum med det mundrette navn The Wolfsonian Florida International University Museum, forkortet til The Wolfsonian FIU. Der er også et andet, mere mundret kaldet Art Deco Museum, men det var for varmt og vi havde for lidt tid til to museer. The Wolfsonian havde en meget passende størrelse og var et rart sted at besøge. Vi var seks med forskellige interesser og aldre, og alle var tilfredse med besøget og fik noget ud af det. Det kan man ikke altid sige om museumsbesøg i ferier!Miami artdeco

En skør tid

Når man ser film om (vi har alle set mindst én, nemlig The Great Gatsby) og læser bøger om (vi har alle læst mindst én, nemlig same-same), bliver man blæst bagover ved tanken om, hvor vild en tid det var, hvor skørt folk opførte sig, og hvor frigjorte mange var (i storbyerne). Men påtænker man, at første verdenskrig netop var slut, og at økonomien var hottere end i 00’erne (crashet kom som bekendt 1932), så er det måske ikke så mærkeligt endda.Miami artdeco music

Harald Engman

For os danskere var der et virkeligt kuriosum på museet, nemlig dette billede:

Harald Engman: Menneskepyramide (1941)

Museet har en virkelig fed interaktiv udgave af maleriet, hvor man kan gå tæt på detaljer, og hvor folk med forstand har fortalt, hvad det er, man ser på billedet. Jeg havde aldrig hørt om Engman, men han blev så også kaldt den hemmelige maler, fordi han malede anti-nazistisk kunst før og under krigen. Jeg synes måske, at 1941 er liiidt sent at kalde Art Deco, men billedet er fantastisk. Hvordan det er endt i Miami fremgår ikke rigtigt… Der findes end ikke en Wikipedia-artikel om Engman, hverken på dansk eller engelsk!

Harry Clarke

Et andet fantastisk værk på museet var et vindue af glasmosaik tiltænkt The International Labour Building i Génève, som dog aldrig blev installeret. Også her kan man nærstudere det på museets hjemmeside. Det forestiller forfattere og karakterer fra den irske litteratur, der iblandt selvfølgelig også James Joyce.

Harry Clarke 1930.

Bagefter spiste vi cubansk mad og tilbragte fem minutter på den berømte strand, inden vi skyndte os ind i skyggen igen.2016-07-21 15.08.44

 

Share

Man ku’ godt ta’ en Tour-de-Kunstmuseum igennem Danmark!

 

Fancy selfie - Agnes Slott-Møller (1862-1937): bogplakat
Fancy skygge-selfie – Agnes Slott-Møller (1862-1937): bogplakat

Mens knægten fløj med sin drone i Guldager, kørte jeg en tur til Vejen Kunstmuseum, fordi jeg på Instagram havde set, at de havde en særudstilling med japansk grafik. Som det vil være faste læsere bekendt, er jeg lidt Japan-tosset.

Katsushika Hokusai (1760-1849), Irissen met sprinkhaan (1820)Filmen her bliver vist på udstillingen. Det var nærmest umuligt at tage ordentlige billeder af de grafiske værker i udstillingen, dels fordi mange af dem var i bøger, dels fordi lyset var meget dæmpet af hensyn til værkernes høje alder. Men i dette galleri ses mange fine eksempler. Personligt holder jeg mest af dem med dyr og blomster.

Forvandlede Blomster 1899 by Jens LundSelve Vejen Kunstmuseum var en kæmpe positiv overraskelse for mig. Jeg vidste ikke, at det var dedikeret til billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen (1861-1941), som jeg næsten ikke kendte, bortset fra den uhyggelige Trold der lugter Kristenblod, der vistnok står i Glyptotekets have. Museets største rum og hans skulpturer minder begge meget om Tegners museum og skulpturer, og de er da også nært beslægtede, fortalte man mig. Museet er i øvrigt fyldt med kunst fra min absolutte favorit-periode i dansk kunst, perioden omkring forrige århundredeskifte. Og der var meget kunst og – især – keramik af kvindelige kunstnere, hvoraf mange var mig helt ukendte. En anden for mig ukendt kunstner var rigt repræsenteret, Jens Lund (1871-1924).

Engang vil jeg tage på tur med en ligesindet og besøge alle Danmarks små og knap-så-små kunstmuseer på én tur. Ind imellem skal vi spise god mad og sove på gode kroer. Hvem vil med? Og hvem ved, om bogen, der reklameres for på plakaten øverst, er til at skaffe for menneskepenge?

 

Share

Spadseretur i Køge og visit på Arken

Man kan nå meget, når blot man kører tidligt hjemmefra! Efterhånden har jeg læst og hørt en del om KØS, museet for kunst i det offentlige rum, som ligger i Køge. Nu havde min udflugtspartner og jeg i forvejen besluttet, at vi skulle på Arken bagefter, så vi sprang et besøg på selve KØS over og gik i stedet den rundtur i Køge, som kunstnerduoen Randi & Katrine har tilrettelagt.

Altså, Køge er i det store hele en virkelig pæn by med mange velbevarede, gamle huse. Og byen har en havn, som der stadigvæk er liv i. Begge dele giver vældig store krydser i min bog. Når man så lægger til, at byen er propfyldt med forskellige former for gadekunst, så vil jublen jo ingen ende tage. Randi & Katrines fem skulpturer var kun toppen af et herligt isbjerg.

Muslingehuset af Randi og Katrine, Dantamvej i Køge
Udsnit af Muslingehuset af Randi og Katrine, Dantamvej i Køge

Samtidig med at vi nød det fantastisk gode vejr, vores udflugt var velsignet med, førte vi en livlig samtale, så vi gik flere gange forkert eller for langt. Det betød, at vi fik set forskellige street-art værker, en motocross bane, en skatehal, et par originale og anderledes legepladser, m.m. Er det bare mig, der for sjældent spadserer rundt i danske provinsbyer, eller udmærker Køge sig her? Jeg svarer lige selv på spørgsmålet: Ja, Køge udmærker sig. Måske kunne andre provinsbyer/småbyer lære noget her? Der tales lige nu en del om, at danskerne foretrækker at spare på kultur før noget andet. Mon Køges borgere også synes, at de sagtens kunne undvære street art, KØS, legepladser, etc. for at få flere plejehjemspladser (for det skal jo pinedød stilles op som enten/eller!)? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at et rart og indbydende miljø, der har tiltrækningskraft for mange forskellige befolknings- og aldersgrupper, er fordrende for hele byens velbefindende. Det er positivudgaven af “broken windows-teorien“.

Udsnit af Randi & Katrines The Barn på Søndre Molevej, Køge.
Udsnit af Randi & Katrines The Barn på Søndre Molevej, Køge.

Så drønede vi nordpå igen til Arken. I mellemtiden var vejret gået fra udmærket til storslået, så udsigten fra Arkens café, hvor vi nød en glimrende frokost, var aldeles fantastisk.

Min udflugtspartner havde aldrig før været på Arken, og jeg er glad for at sige, at besøget var en succes, som snart vil blive gentaget uden mig, men med børn. Mission accomplished, siger jeg bare! På trods af betonen og moderniteten er Arken et ret venligt og imødekommende museum, ikke mindst pga personalet, der alle som én er flinke og meddelsomme. Jeg er efterhånden ved nærmest at være ven med Damien Hirst, som virkelig fremstår langt mere sympatisk, morsom og skrupskør, når man ser mange af hans værker samtidig, i stedet for bare som provokerende og beregnende, som var det jeg mest tænkte om ham, inden jeg første gang så Arkens samling.

Vi nåede lige nøjagtig at se føromtalte Randi & Katrines fantastiske tårne, der havde deres sidste dag på Arken. Selvom jeg har set dem flere gange før, nød jeg alligevel at gå blandt dem igen.
Lili Elbe by Gerda Wegener
Jeg har glædet mig til at se udstillingen med Gerda Wegener, lige siden museet annoncerede den. Mit første møde med Gerda Wegener fandt sted for snart mange år siden, da jeg tilfældigt faldt over et af hendes malerier hos Bruun-Rasmussen. Jeg blev helt vild med det, men måtte desværre erkende, at jeg ikke engang på det tidspunkt, hvor hun ikke var særlig kendt i Danmark, havde råd til det ret store maleri. Nu sker det nok aldrig, for om kort tid (4/2 i DK) har filmen om Gerda og Lili Elbe premiere verden over, og så vil berømmelsen nok ingen ende tage. Filmen er baseret på en bog, som du skulle tage at læse. Den er god.

Tænk, at Louvre i sin tid købte tre af hendes malerier, mens ingen danske museer købte et eneste! Udstillingen går fint i tråd med Gl. Holtegaards Art Deco udstilling og er meget flot og omfattende. Det billede, som både Charlottenborg og Den Frie afviste i 1907, og som udløste en bitter strid blandt danske kunstnere, den såkaldte Bondemalerstrid, er genfundet og kan ses. Ret fantastisk!

Vi løb en hurtig runde i Bjørn Wiinblad-udstillingen. Den er så flot kurateret! Et festfyrværkeri af farver og former, præcis, tror jeg, som Wiinblad kunne have ønsket sig det.

Og så skulle vi hjem. Da vi træder ud af museet, ser vi dette:2015-11-15 17.01.04

Share

Kunst, kvalitet og kulturel bæredygtighed

 

Jeg kan ikke lide typografi og opsætning...
Tror det skal være smart med kommaet og apostroffen. Men det skærer i mine øjne.

var navnet på en konference, jeg var til i sidste uge. Den var arrangeret af Kulturstyrelsen og blev afholdt i Den Sorte Diamant. Jeg kunne desværre ikke være der fra starten, så gik glip af Morten Strædes indledning, som jeg ellers havde glædet mig til. Min spion berettede, at han havde været god.

Derefter var der en række indlæg af varierende kvalitet. Jeg bliver ofte slået af, hvor elendige de fleste PowerPoint præsentationer er – selv fra folk, der skal forestille at have indsigt i BÅDE kunst OG formidling. Og selvom de handler om emner, jeg finder interessante. Meget få billeder – ofte uprofessionelt udnyttet – altid dødsyg hvid baggrund og alt, ALT for meget tekst. Jeg plæderer ikke for præsentationer med kapow og swussjjjj, men man kan altså godt blive taget seriøst, selvom ens PowerPoint ikke er til-døden-kedelig.

Noget af det mest spændende var “7 visitkort“, hvor syv kunstnere/formidlere præsenterede ny kunst i det offentlige rum. Men også her led nogle af præsentationerne af grum kedelighed, selvom emnerne var spændende nok.

Jeg kunne lide Maskernes Momentum af Isabel Berglund, Malene Bachs udsmykning af Klima, Energi og Bygningsministeriet (som jeg også har set noget af i virkeligheden), Collective Strings af Karoline H. Larsen og Terra Incognita af Anders Krüger.

Ellers var min spion (der selv er en ung kvinde i branchen) og jeg slået af, hvordan kunstformidlingsfaget efterhånden er helt overtaget af yngre kvinder, som desværre ligner hinanden i foruroligende grad. Altså, jeg forstår godt de første kvinder på skanserne, der anskaffede sig skarpe frisurer og markante briller og dertil iklædte sig tøj med personlighed men uden for meget lår og barm. Men hvorfor kopierer alle de efterfølgende dem så bevidstløst? Det er lidt ligesom nyuddannede arkitekter, der køber sig et par arkitektbriller*. Come on!

Men måske er det en overlevelsesstrategi, der modsvarer erhvervslivets hvide, jakkesætklædte mænd, der næsten kun ansætter spejlinger af sig selv. Trist, hvis det er tilfældet.

PS: Spørg mig ikke, hvad der egentlig menes med kulturel bæredygtighed, for det fattede jeg aldrig rigtigt. Og det på trods af et egentlig udmærket indlæg af Nancy Duxbury, der omhandlede netop det. Ak.

* Fun fact: Hvis man billedgoogler "arkitektbriller" får man næsten ingen billeder af mænd iført arkitektbriller.
Share

En provokation

Suzanne Brøgger og Kim Fupz Åkeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.
Suzanne Brøgger og Kim Fupz Aakeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.

Kunstneren og provoen Smike Käszner gav forleden en ordentlig opsang til både den kreative klasses Facebook-omklamring af flygtninge og DF-typernes evige sang om hjælp i nærområderne. Jeg har det fint med en opsang, for jeg kan sagtens identificere mig med hans godgørende kreativ-klasse flygtningevenner, der reelt aldrig gør andet end at sende 100 kr. på SMS eller like et opslag fra Dansk Flygtningehjælp. Smike harcellerer over, at vi snakker stolper op og stolper ned om at integrere flygtninge, men hvad gør vi selv? Har vi venner blandt flygtninge og indvandrere? Og han har jo ret i, at det er sindssygt nemt at sidde i en dejlig lejlighed i indre by eller en villa i Hellerup eller Holte og have meninger om, hvordan man integrerer flygtninge og indvandrere i Danmark. Vi møder dem i reglen kun, når vi forvilder os på Nørrebro eller i kiosker, i Matas, i supermarkedet eller kører med bus eller taxa. Dér gør vi os stor umage for at tale pænt til de brune mennesker, men vi taler jo netop til dem, ikke med dem.

Alligevel synes jeg, han skyder ret meget ved siden af. Hele projekt Venligboerne består i høj grad af folk fra den kreative klasse, der har besluttet sig for selv at gøre noget, når nu det ikke hjalp at sætte kryds ved folketingsvalget. De afholder lektiecaféer, danskundervisning, juridisk rådgivning, hjælper med udfyldning af papirer, giver introduktioner til det digitale Danmark, forærer flygtningene møbler, computere, mobiltelefoner, osv. Simpelthen mennesker, der gør meget mere end at like på Facebook – og der er mange, mange tusind af dem! Dem er der så en masse, der har travlt med at nedgøre, kalder dem godhedsindustri eller spelthippier eller noget tredje. Det giver jeg intet for. Marie Krarup kan selv være klam, kan hun!

Folk, der vælger at bruge deres tid og deres penge på at hjælpe andre, der har været mindre heldige i livet, kan aldrig nogensinde stå til hån i min bog. Det håber jeg heller ikke, de gør i Smikes.

I øvrigt er argumentet om, at man ikke kender og omgås “de andre” ret udbredt – et ægte DF-cirkelargument. Og ja, jeg kender kun ganske få mennesker, der står ved, at de stemmer Venstre eller DF. Vi deler ikke livssyn. Jeg kender også kun ganske få mennesker, der kun interesserer sig for fjernsyn og fodbold. For vi deler heller ikke livssyn. Det samme gælder overklassetyper, der hyler om skattebyrden, mens de pudser på deres 50.000 kroners carboncykel. Til gengæld kender jeg en del mennesker, der graver en eksistens ud på kontanthjælp, sygedagpenge eller førtidspension eller som ingen uddannelse har. Det er fordi, man godt kan være på sulteydelse eller have forladt skolen efter 9. klasse uden at have opgivet sin værdighed eller sin interesse i politik, samfundsforhold, etiske spørgsmål, litteratur, kunst, kultur, gastronomi eller de andre ting, som jeg interesserer mig for, og som jeg derfor opsøger hos andre.

BT har kørt en kampagne med fokus på, hvor “multikulturalisterne” bor – nemlig i Hellerup, etc., i store villaer med meget langt til nærmeste indvandrerghetto. Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors svarede igen med et sydende indlæg – og hvor har han ret. I øvrigt – alle DF-typerne, der vil have grænsekontrol og afskære flygtninges adkomst til Danmark, hvor mange indvandrere og flygtninge har de selv som naboer? Og hvad med chefredaktionen på BT? Bor de sammen med deres forargede læsere? Næh, vel gør de ej. Det er simpelthen et skinargument.

Men altså – de “andre” gider sgu da heller ikke mig! De synes, jeg er en snob og tror ikke på min ægte begejstring for en bog, en film, et kunstværk. De synes, at deres interesser er “de ægte” og folkelige. Det er fint nok for mig, men jeg accepterer ikke en gammelkommunistisk tankegang om, at “folkets kultur” (og sikke dog et forvrøvlet begreb!!!) er bedre end min. Mine interesser er bedre end deres – for mig!

Den anden halvdel af Smikes argument – om nærområdehykleriet – er vi nok ret enige om. Selvom jeg må sige, at alle, der har stemt på blå blok, har medskyld i, at hjælpen til nærområderne nu nedskæres i stedet for at øges, for det lagde hverken Venstre eller DF skjul på før valget.

Og så er der i øvrigt folkevandring i eftermiddag fra Udlændingestyrelsen ved Fredens Park til Christiansborg, hvor politikerne er i gang med at fejre sig selv og folkestyret. Deltager du?

 

 

Share

Kunstmarked for feinschmeckere

Logo-Chart-2015-1000x370

Søndag nåede også jeg til Charlottenborg. Jeg synes måske godt, at medlemskab af Charlottenborg kunne give lidt rabat til Art Fair, men det gør det altså ikke. Prisen er derfor en forhindring for mange, hvilket er ret ærgerligt, for det er spændende at se de andre skandinaviske gallerier og alt det helt nye danske i den salgbare ende, hvis man kan udtrykke det sådan.

Som kunst-amatør er det skønt at opdage, når man efterhånden genkender den samme kunstner – også selvom man ikke lige kan huske, hvad de hedder. Vi oplevede flere gange at udpege et billede, vi syntes ekstra godt om, og så var det af en kunstner, vi har set ved flere tidligere lejligheder og også syntes godt om. Det næste bliver så, at vi rent faktisk kan huske deres navne, når vi ser billederne…

Blandt de udenlandske kunne vi særligt godt lide finske Anna Tuori og Ulla Jokisalo, hvis kunst er 3-dimensional og derfor svær at værdsætte som online fotos. Så faldt vi for Matt Saunders‘ (USA) litografier, der er lidt filmstjerne-mystiske og kølige. Han er herhjemme repræsenteret ved Galleri Borch. Så var der John Copeland (USA), repræsenteret af Galleri V1, som jeg tidligere har skrevet om. Jeg kommer ikke ofte nok derover, taget i betragtning at det tager fem minutter på cykel.

Blandt de danske kunstnere, som vi genkendte var Ivan Andersen. Der er både lidt Edward Hopper og lidt David Hockney over hans billeder, men han er nu alligevel helt sin egen. Jeg har nævnt ham to gange tidligere. Vores helt store, åh, det værk ku’ vi vel nok godt tænke os at eje-øjeblik opstod, da vi nåede Galleri Andersen’s. Der stod ikke navn på værket, og vi var lidt usikre, men det viste sig ganske rigtigt at være Kirstine Roepstorff – igen. Desværre/heldigvis var værket solgt. Desværre fordi vi så gerne ville eje det, heldigvis fordi vi egentlig ikke rigtigt har råd… Et billede af værket kan ses her – det er dog svært at gengive det store værk med de mange små messing-dimser, så det ydes retfærdighed.

Jeg synes, Chart Art Fair var bedre i år end sidste år. Helt ærligt er jeg lidt usikker på, hvorfor jeg synes det… Til gengæld ved jeg, at jeg stadig synes, det er sjovt at iagttage kunsthandlerne og galleristerne, der næsten alle er ukomfortable i deres roller som købmænd.

Share

Start dagen med en kulturindsprøjtning

Goldendays2015

Festivalen Golden Days (i september) har i år det herlige navn Important Shit. Jeg er normalt ikke nogen fortaler for den omsiggribende anglificering af alting. Fx fatter jeg ikke, hvorfor det ikke længere kan hedde Udsalg, men absolut skal hedde Sale. Fordi ingen turist kan regne ud, at de gule skilte med %-tegnene betyder udsalg?

Nå, jeg kan lide Important Shit, fordi det her er brugt med skøn ironisk omtanke. Og så selvfølgelig fordi jeg elsker at høre om important shit – i dette tilfælde vores kulturarv.

Festivalen lægger ud med morgenforedrag. Det er klart, at masser af mennesker, der har et almindeligt arbejde at passe, som starter kl. 8 eller 9, ikke kan rende til foredrag, der starter på det tidspunkt. Men – mange er selvstændige eller studerende eller arbejdsløse eller kan selv tilrettelægge deres tid. Til alle dem, en opfordring: Kom til morgenforedrag i Atheneum boghandel i Nørregade og lær noget om sproget og måden vi bruger det på. Alle foredragene her koster gratis. Der er også en serie foredrag om skolen på Metropol, nogle af dem koster hele 30 kr.

Foredragene på Atheneum handler om sproget og måden vi bruger det på. Blandt foredragsholderne er Jørn Lund og Ali Sufi. Smid dem, der frister mest, i kalenderen allerede nu.

Hvis vi mødes, giver jeg kaffe bagefter.

Share

Et besøg på Hirschsprungs samling

Det lille museum i skyggen af SMK har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Ikke så meget på grund af guldaldermalerne, der ellers er rigt repræsenteret, men på grund af det moderne gennembruds malere, som kan nærstuderes i et par sale, som rummer mange virkelig gode malerier fra perioden. En sjov detalje er, at museet har indkøbt møbler fra kunstnerhjemmene, så der flere steder står møbler i umiddelbar nærhed af billeder, hvori de indgår.

Dronning Sophie Amalies død
Kristian Zahrtmann: Dronning Sophie Amalies død, 1892.

En maler, som jeg ikke kendte meget til, inden jeg begyndte at komme på Hirschsprung, er Zahrtmann. Hans malerier skiller sig meget ud, fordi de ofte har grimme og lidt lattervækkende motiver, er knaldskarpt malede og oftest med hidsige farver. Senere har jeg fundet ud af, at han var læremester for næsten alle de malere, jeg holder allermest af, så hans bidrag til kunsthistorien måske mere ligger dér end i selve malerierne.

Nogle af de malerier fra det moderne gennembrud, som jeg holder allermest af hænger der. En lang række af disse billeder er inden for de senere år blevet tilgængelige på Google Art Project, hvor de kan studeres. Det bør dog ikke forhindre nogen i et besøg på selve museet. Det er desværre ret dyrt, og der er ingen former for rabatordninger. Det tilrådes derfor at smutte derover på en gratis onsdag, hvis man kan.

Wegmann Nähende Frau 1891
Bertha Wegmann: Syende kvinde, 1891 (ikke på udstillingen)

Der er i disse dage en særudstilling i anledning af 100-året for kvindernes stemmeret. Den hedder Kvindelige Kunstnere i Hirschsprung. Den var jeg godt nok skuffet over, og jeg kunne ikke lade være med at få den tanke, at den er løbet i gang af en kvindelig kurator, der har fået 25 øre og meget lidt opbakning fra museets ledelse. Selvfølgelig kan man ikke opfinde værker, som museet ikke disponerer over, men et kritisk blik på, hvorfor museet fx kun har ét billede af Agnes Slott-Møller og ikke har erhvervet ét eneste af de af hendes malerier, der har kunnet købes (billigt) på auktion de senere år, havde været klædeligt. Teksten til udstillingen er mildest talt ukontroversiel, hvilket er synd, for man kunne fx have kigget på kvindernes egen holdning til deres status (som varierede en del) og på museets indkøbspolitik, både dengang og (måske især) siden. Anna Syberg, som jeg skrev om forleden, er repræsenteret med to dejlige billeder, hvoraf især det ene er et nærstudium værd – det er ikke umiddelbart til at finde via Google.

Share

Open Air Academy i Brede

openair

Sammen med sønnen var jeg i weekenden til Open Air Academy i Brede. En tre dages festival arrangeret i et forbilledligt samarbejde mellem Golden Days, Information, Københavns Universitet, Nationalmuseet og DTU.

MERE AF DEN SLAGS, TAK!!!!

Af flere irriterende grunde fik jeg ikke mulighed for at deltage i mere end en halv dag, og da jeg havde sønnen (14) med, hørte jeg ikke så mange foredrag, som jeg ville have gjort, hvis jeg havde været i følge med en voksen. Til gengæld prøvede jeg så ting, der var sjove, og som jeg nok ikke ville have prøvet uden ham. Min veninde var der en anden dag og var yderst begejstret for både walks og talks.

2015-05-23 12.35.08 2015-05-23 12.45.22 2015-05-23 13.04.28Sønnen og jeg var til kemisk madlavning med studerende fra DTU. Det var velbesøgt, lærerigt, sjovt og velsmagende. Jeg hørte lidt af Holger Bech Nielsens snak om sort stof som jeg ikke forstod ret meget af, men hans begejstring er godt nok smittende! Vi deltog som samlebåndsarbejdere i Henry Ford-fabrikkerne, og blev pisket frem af en værkfører og fabrikschef, der tog jobbet meget alvorligt. Det var sjovt (så længe man kan gå igen inden 10 timer og ens liv ikke afhænger af det), og sønnen fik flere gode indsigter ud af det.

Vi spiste selvfølgelig også noget dejlig mad fra nogle af de tilstedeværende foodtrucks.

Jeg hørte en paneldiskussion om sandhedens vilkår i medierne. Det var ret sjovt, for tænk, det er faktisk noget, man kan diskutere! Der var en ung mand fra Netudgaven.dk (muligvis Thomas Noppen?), der havde nogle rigtigt gode pointer. Gode nok i hvert fald til at jeg nu har liket Netudgaven på Facebook!

Der var masser af andet, jeg gerne ville have hørt og/eller deltaget i, så jeg kommer helt sikkert tilbage næste år, når jeg ikke har en punkteret bil, en dårlig fod og familiære forpligtelser, der sammen med den isnende kulde forhindrede mig i at få det fulde udbytte. Fx ærgrede jeg mig over at gå glip af Knud Romers panel om ingenting og Andrea Pellegrinis tango-sang senere samme dag.

Vi styrter afsted til musikfestivaller og sportsbegivenheder, men vi gider ikke møde op og få tanket hjernen op, når kloge mennesker stiller sig til disposition for os og deler ud. Det ærgrer mig!

 

Share

Slow på Glyptoteket

Det var anden gang, jeg var til Slow på Glyptoteket. Jeg skrev ikke om det første gang, fordi jeg ikke fik set eller hørt ret meget, bl.a. fordi jeg fulgtes med en, som man taler godt med. Der var foredrag med Erwin Neutzsky-Wulff, en mand, der er meget delte meninger om. Jeg er blevet fortalt, at man ikke bør mene noget om ham, hvis man ikke har læst hans bøger. Det har jeg ikke, og kommer næppe heller nogensinde til det, så jeg mener ikke noget…

I torsdags var jeg alene, så ikke optaget af at sludre. Jeg lagde ud med dobbelt-foredrag med Glyptotekets direktør Flemming Friborg, hvis syn på kunstformidling, jeg ikke deler. Det har jeg skrevet om tidligere. Den anden var Carsten Thau, som jeg kendte fra nogle arkitekturprogrammer i fjernsynet. De talte om magt med udgangspunkt i bryggeren, J.C. Jacobsen. Og, kære læsere, I fatter simpelthen ikke, hvor lærd det var! I de seneste 10 års tid har jeg lært mig selv at læse og forstå det sprog, der hedder akademisk. Så nogenlunde da. Så jeg forstod faktisk godt, hvad de talte om. Nu vil jeg påstå, at jeg ikke var specielt meget dummere for 10 år siden, end jeg er i dag. Og heller ikke meget mindre interesseret i kunst og en diskussion om magtdemonstrationer i kunsten. Men dengang ville jeg ikke have forstået, hvad de to herrer talte om. Jeg antager derfor, at der må have været en del tilstede ved foredraget (eller, det hedder jo talk på moderne museums-dansk), som ikke helt kunne følge med, da næppe alle de fremmødte har været kunsthistorikere.

Jeg synes faktisk ikke, de kan være det bekendt! Mange akademikere kan sagtens tale dansk, så almindelige mennesker kan forstå det, uden derfor at tale ned til os. Det har jeg været vidne til utallige gange. Så hvorfor er det nødvendigt at kalde en øgruppe for en archipelago?

Nå, *rant over* som vi siger på de sociale medier. Jeg fik også set den nye udstilling Fra Blok til Krop. De første 3/4 af udstillingen er gode, synes jeg, selvom formidlingen virkelig lader noget tilbage at ønske! Det skrev Politikens anmelder, og jeg tænkte, at hun nok bare var sur og kritisk, men man får virkelig INGEN hjælp fra museet til at finde vej fra den ene del af udstillingen til den anden eller til at forstå udvælgelsen. Jeg faldt i snak med en yngre mand foran en ret besynderlig skulptur, fordi vi begge undrede os over den. Han havde ikke engang opdaget, at han var gået ind i en særudstilling med et tema!

Der var en del af skulpturerne, som jeg ikke erindrede at have set før. Måske har de stået i et mørkt hjørne, måske i kælderen. Men denne her er jo vildt dramatisk!

Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.
Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.

Skulpturen herunder findes i flere udgaver, denne blev bestilt af bryggeren til minde om hustruen Ottilia Jacobsen:

Rudolf Tegner:  Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.
Rudolf Tegner: Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.

Jeg studsede over denne – eller rettere dens titel.

Aristide Maillol: Den lille cykelrytter, 1907. Glyptoteket.
Aristide Maillol: Den lille cykelrytter, 1907. Glyptoteket.

For intet, ikke engang overdimensionerede lægge eller underdimensionerede overarme leder tanken hen på cykling. Altså, selv ikke i 1907 cyklede man vel nøgen rundt?

Den sidste del af udstillingen virkede helt tilfældigt sammensat. Hvis der var en mening med galskaben, blev den ikke forsøgt forklaret, og var i hvert fald ikke evident.

Jeg var selvfølgelig også oppe og se Glyptotekets nyerhvervede maleri af Degas. Jeg synes faktisk, at hans hesteskulpturer er så meget mere interessante.

Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.
Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.

Havde i øvrigt en dejlig kunstoplevelse, der ikke handlede om mig selv. Den mand, jeg faldt i snak med, kendte ikke Glyptoteket særlig godt, men var tydeligvis ret betaget af skulpturerne. Jeg anbefalede ham derfor at gå op mod den franske afdeling og se Christian Lemmerzdødsskulptur, der står så smukt halvvejs oppe. Da jeg så mødte ham igen senere, sagde han begejstret, at nu havde han fået en ny favorit-skulptur og tillige et helt nyt syn på Lemmerz. Så kunne jeg gå glad hjem.

Share

Sven Hauptmann i Museumsbygningen

Sven Hauptmann: Collage, 1968 (galleri Banja Rathnov)
Sven Hauptmann: Collage, 1968 (galleri Banja Rathnov)

Museumsbygningen (samme gade på Østerbro som de engelske og spanske ambassader, så velbevogtet) er så stort et galleri, at det mere minder om et museum. Derfor er det også en yderst passende ramme om en retrospektiv udstilling med en kunstner, jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke kendte. Jeg forstår dog, at han slet ikke var almindeligt kendt uden for visse kunstnercirkler, så jeg føler mig ikke som en fuldkommen idiot. Men mindst ét af hans værker ejes dog af Statens Museum for Kunst og han modtog Eckersberg-medaljen i 1982.

Sven Hauptmann døde allerede i 1984, og i mange år har hans collager mest hængt hjemme hos kendere. Det er da også kun relativt få af værkerne på udstillingen, der rent faktisk kan købes – hvilket jo er lidt usædvanligt for et galleri.

Collagerne er fulde af poesi, og mange af dem er meget originale. De materialer, der er brugt, er mestendels helt hverdagsagtige, udklip, plakatbidder, franske metrobilletter, reklamer, dimser. Det er tydeligt, at collagerne har taget tid at lave, men tid var så også noget Sven Hauptmann mente, man skulle tage sig. Og det er da et budskab, der er værd at tage til sig i vores flyvske tid.

En lille krølle på halen:

Tager du ud på Østerbro og kommer fra Østerport, så gå bagom ad Bergensgade forbi den russiske ambassade. Stien, der udgør fortsættelsen af Bergensgade, blev i gamle dage kaldt for Ho Chi Minh-stien, fordi demonstranterne i 70’erne løb den vej, når de skulle flygte fra politiet efter demoerne foran den amerikanske ambassade (der ligger lige på den anden side af kirkegården). Det store hvide palæ på venstre hånd lige før stien er vist nok den russiske ambassadørbolig i dag, men det blev bygget af PS Krøyer til ham selv og hustruen Marie, og det var Marie, der med sit store, delvist uudnyttede, kunstneriske talent stod for alle de fine detaljer, både ude og inde. Nu har de jo et museum på Skagen, men jeg synes, det er ærgerligt, at dette fine hus ikke blev Skagens ambassade i København.

Share