Art deco i Miami

Fontæne på Miami Beach
Fontæne på Miami Beach
Både yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!
Yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!

Vi er lige kommet hjem fra familieferie i Florida, og en af dagene tilbragte vi i Miami. Jeg har en RET STOR svaghed for Art Deco, så Miami er lidt et must see. Der er såmænd også et Art Deco museum med det mundrette navn The Wolfsonian Florida International University Museum, forkortet til The Wolfsonian FIU. Der er også et andet, mere mundret kaldet Art Deco Museum, men det var for varmt og vi havde for lidt tid til to museer. The Wolfsonian havde en meget passende størrelse og var et rart sted at besøge. Vi var seks med forskellige interesser og aldre, og alle var tilfredse med besøget og fik noget ud af det. Det kan man ikke altid sige om museumsbesøg i ferier!Miami artdeco

En skør tid

Når man ser film om (vi har alle set mindst én, nemlig The Great Gatsby) og læser bøger om (vi har alle læst mindst én, nemlig same-same), bliver man blæst bagover ved tanken om, hvor vild en tid det var, hvor skørt folk opførte sig, og hvor frigjorte mange var (i storbyerne). Men påtænker man, at første verdenskrig netop var slut, og at økonomien var hottere end i 00’erne (crashet kom som bekendt 1932), så er det måske ikke så mærkeligt endda.Miami artdeco music

Harald Engman

For os danskere var der et virkeligt kuriosum på museet, nemlig dette billede:

Harald Engman: Menneskepyramide (1941)

Museet har en virkelig fed interaktiv udgave af maleriet, hvor man kan gå tæt på detaljer, og hvor folk med forstand har fortalt, hvad det er, man ser på billedet. Jeg havde aldrig hørt om Engman, men han blev så også kaldt den hemmelige maler, fordi han malede anti-nazistisk kunst før og under krigen. Jeg synes måske, at 1941 er liiidt sent at kalde Art Deco, men billedet er fantastisk. Hvordan det er endt i Miami fremgår ikke rigtigt… Der findes end ikke en Wikipedia-artikel om Engman, hverken på dansk eller engelsk!

Harry Clarke

Et andet fantastisk værk på museet var et vindue af glasmosaik tiltænkt The International Labour Building i Génève, som dog aldrig blev installeret. Også her kan man nærstudere det på museets hjemmeside. Det forestiller forfattere og karakterer fra den irske litteratur, der iblandt selvfølgelig også James Joyce.

Harry Clarke 1930.

Bagefter spiste vi cubansk mad og tilbragte fem minutter på den berømte strand, inden vi skyndte os ind i skyggen igen.2016-07-21 15.08.44

 

Man ku’ godt ta’ en Tour-de-Kunstmuseum igennem Danmark!

 

Fancy selfie - Agnes Slott-Møller (1862-1937): bogplakat
Fancy skygge-selfie – Agnes Slott-Møller (1862-1937): bogplakat

Mens knægten fløj med sin drone i Guldager, kørte jeg en tur til Vejen Kunstmuseum, fordi jeg på Instagram havde set, at de havde en særudstilling med japansk grafik. Som det vil være faste læsere bekendt, er jeg lidt Japan-tosset.

Katsushika Hokusai (1760-1849), Irissen met sprinkhaan (1820)Filmen her bliver vist på udstillingen. Det var nærmest umuligt at tage ordentlige billeder af de grafiske værker i udstillingen, dels fordi mange af dem var i bøger, dels fordi lyset var meget dæmpet af hensyn til værkernes høje alder. Men i dette galleri ses mange fine eksempler. Personligt holder jeg mest af dem med dyr og blomster.

Forvandlede Blomster 1899 by Jens LundSelve Vejen Kunstmuseum var en kæmpe positiv overraskelse for mig. Jeg vidste ikke, at det var dedikeret til billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen (1861-1941), som jeg næsten ikke kendte, bortset fra den uhyggelige Trold der lugter Kristenblod, der vistnok står i Glyptotekets have. Museets største rum og hans skulpturer minder begge meget om Tegners museum og skulpturer, og de er da også nært beslægtede, fortalte man mig. Museet er i øvrigt fyldt med kunst fra min absolutte favorit-periode i dansk kunst, perioden omkring forrige århundredeskifte. Og der var meget kunst og – især – keramik af kvindelige kunstnere, hvoraf mange var mig helt ukendte. En anden for mig ukendt kunstner var rigt repræsenteret, Jens Lund (1871-1924).

Engang vil jeg tage på tur med en ligesindet og besøge alle Danmarks små og knap-så-små kunstmuseer på én tur. Ind imellem skal vi spise god mad og sove på gode kroer. Hvem vil med? Og hvem ved, om bogen, der reklameres for på plakaten øverst, er til at skaffe for menneskepenge?

 

Forårsudstillingen 2016

Marlon Wobst, 2016.
Marlon Wobst, DE, 2016.

Efter min mening er dette udstillingens bedste billede. Marlon Wobst (1980) fra Tyskland har fået et helt rum til 16 billeder, og de er alle skønne, men dette har bare nogle helt særlige kvaliteter. Det er mærkeligt, sjovt og fascinerende på én gang.

En af de ret mange fotografer udmærkede sig med fantastiske portrætter. Denne piges blik sugede os til sig og fastholdt os. Det er flot klaret i en verden fyldt med billeder.

Martin Thaulow, 2014. Tjetjenien, flygtningeportræt.
Martin Thaulow, 2014. Tjetjenien, flygtningeportræt.

Dette billede suger også tilskueren til sig, men af helt andre grunde.

Thiemo Kloss, DE. 2014-15. White Rooms.
Thiemo Kloss, DE. 2014-15. White Rooms.

Der er selvfølgelig også en hel del installationer, hvoraf mange faktisk er ret gode. Men de er jo i sagens natur svære at gengive… Denne billedserie, der projiceres op på væggen leger med rumopfattelsen og gør det godt.

Yuanyuan Huang, CH/DE, The Room, 2015
Yuanyuan Huang, CH/DE, The Room, 2015

Forårsudstillingen på Charlottenborg har lige et par dage endnu at løbe på, den slutter søndag den 17. april.

Jeg er en aldeles middelmådig fotograf. Men jeg kunne godt have leveret bedre billeder end disse. Det er imidlertid lidt med overlæg, fordi jeg ikke ønsker at træde kunstnernes copyright for nær.

Svulstige damer i Ishøj

En kunstner på forsiden af Vogue. Hvornår er det sidst sket?
En kunstner på forsiden af Vogue (foto Robert Doisneau, 1952). Hvornår er det sidst sket?

Jeg så en udstilling med den sprudlende, fantastiske feminist, Niki de Saint Phalle i Tokyo i efteråret. Den lod mig ret kold. Den ene grund var, at den ikke var særlig godt kurateret, den anden at jeg havde så vanvittig ondt i min dårlige fod, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet…

Derfor var jeg ikke optændt af nogen hellig ild, da vi kørte til Arken. Men familien havde ikke set Gerda Wegener-udstillingen, jeg havde ikke set jubilæumsudstillingen og vi havde ikke set den færdige “voldgrav” rundt om museet, så afsted med os.

Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(
Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(

Men min skepsis blev gjort helt til skamme, for det er simpelthen bare sådan en flot udstilling! Hurra for museumsinspektør Naja Rasmussen.

Man bliver ført igennem de mange rum, hvor de nogle gange helt overvældende skulpturer kommer helt til deres ret. Der redegøres for Saint Phalles liv og værk på en kortfattet, men alligevel fyldestgørende måde. Jeg vil gerne se udstillingen igen, hvilket er lidt vildt, når jeg tænker på, at jeg ikke rigtigt brød mig om hendes værker, da jeg sidst så dem.

En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
Udsnit af totempæl
Udsnit af totempæl

Saint Phalle om nødvendigheden af at blive kunstner: “Jeg blev kunstner, fordi der ikke var noget alternativ for mig. I en anden tid kunne jeg være blevet spærret inde resten af mit liv. Jeg var kun underlagt behandling og elektrochok i en kort periode, så kom kunsten og udfriede mig, den kom som en nødvendighed.”

Jeg kom til at tænke på Amalie Skram, da jeg læste det!

Jubilæumsudstillingen Kaleidoskop, der fejrer Arkens 20 års jubilæum er et imponerende katalog over museets evne til Rettidig Omhu i indkøbet. Jeg forstår overhovedet ikke Politikens sure 2-stjernede anmeldelse!

Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.
Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.

Der var mange værker, som jeg kendte eller kendte til, af kunstnere, som jeg kender og er vild med. Flere af dem har jeg skrevet om her på bloggen. Fx. Kirstine Roepstorff, hvis værker jeg er virkelig vild med. Skulle jeg vinde i Lotto eller få nogle velbetalte arbejdsopgaver, så er et værk af hende meget højt på ønskelisten.

Arken er blevet et af mine favoritsteder efter i årevis at have ligget meget lavt på min liste. Det skyldes selvfølgelig min hele tiden voksende kunstinteresse, men jeg tror faktisk også, at museets ledelse er blevet dygtigere med årene!

 

 

 

 

Eye Attack på Louisiana

Som altid en flot udstilling – og herligt at se, at Louisiana virkelig kendte sin besøgelsestid, dengang disse værker blev skabt, for rigtigt mange af dem er fra samlingen og ganske velkendte for det trofaste Louisiana-publikum.

Bridget Riley: Movement in Squares, 1961
Bridget Riley: Movement in Squares, 1961

Mange af værkerne, måske særligt dem af Bridget Riley (f. 1931), ligner noget, man kan lave på en computer med lidt skillz og fantasi, men de er jo rent faktisk udført med lineal, maling og opfindsomhed alene. Mindblowing!

I dag mødte jeg en dame, der også havde set udstillingen. Hun var blevet så svimmel af at se på nogle af værkerne, at hun opgav frokosten bagefter pga kvalme! Så slemt syntes jeg nu ikke, det var, men nu er jeg også overordentlig glad for mad.

Francois Morellet, Sphére, 1962
Francois Morellet, Sphére, 1962

Den 14-årige og hans kammerat morede sig meget over, at mange af mobilerne larmede så meget. Mig: “Prøv du at bygge en maskine, der kan køre hver dag i 40 år uden at blive slidt!”

I udstillingen er der et rum, hvor opart perspektiveres i forhold til samtiden. Der var bl.a. denne fine illustration.

2016-02-18 12.21.59
1966

 

Vi nåede også Fire under Snow, en udstilling af videokunst. Vi havde det meget forskelligt med værkerne – nogle stod vi bare og gloede på og kunne ikke se pointen, andre syntes vi (og det er inklusive de to teens) var helt fantastiske. Ikke mindst Candice Breitz’ ’Working Class Hero (A Portrait of John Lennon)’ fra 2006. Wauw, et vildt værk! Vi sad foran det meget længe.

Anders Zorn-museet i Mora, Sverige

Midnatt av Anders Zorn 1891
Midnat, 1891
Anders Zorn - Le tub
Le Tub, 1888
Vi holdt juleferie i en bette stuga i Dalarna i Sverige, som jeg har besøgt flittigt, siden jeg var barn. Jeg fik slæbt mand og barn på Zorn-museet, skønt jeg selv har været der en del gange før. Jeg holder virkelig meget af Anders Zorn, og han er da også fra min yndlingsperiode i kunsthistorien – perioden omkring forrige århundredeskifte.

Rent undtagelsesvis er Wikimedia rigt forsynet med billeder af Zorn, bl.a. de to herover. Desværre er mit favoritbillede ikke med i udvalget, men det kan ses her.

Museet er fint, og jeg synes, Mora kommune får ganske meget ud af Zorn uden at sælge ud. Vi besøgte ikke Zorn-gården – rundvisning er ikke lige vores ting, og desuden var det ret koldt… Vi boede meget tæt på den landsby, hvor Zorn tilbragte den del af sit liv, hvor han ikke boede i udlandet, så vi kørte en tur der. Den er ikke så forskellig fra alle mulige andre landsbyer i Dalarna, der har et meget traditionalistisk forhold til arkitektur. Og man forstår det egentlig godt, for husene ser så fine ud midt i alt det grønne (eller hvide), de er rare at være i og nemme at varme op. Det hus, vi lejede, var helt undtagelsesvis ikke rødt.

Lejet stuga ved bredden af Spjutmosjön i Dalarna.
Lejet stuga ved bredden af Spjutmosjön i Dalarna.

Kvinden i guld

Gustav Klimt 046

Søn og jeg havde haft en hård dag, så vi fortjente en belønning. Sted og tid afgjorde, at valgmulighederne ikke var fantastiske, men da søn hørte, at denne byggede på en virkelig hændelse, der havde sit udspring i 2. verdenskrig, var han ikke i tvivl. Jeg kender ingen, der har set flere dokumentarfilm om 2. verdenskrig end den dreng!

Filmen handler om maleriet herover, malet af den østrigske maler Gustav Klimt. Det blev stjålet fra en jødisk familie af nazisterne under krigen. Det var der så meget kunst, der blev, men det lidt specielle ved dette værk er tre ting. Det ene, at det faktisk forestiller et medlem af denne jødiske familie. Det andet, at det siden blev nærmest symbolsk for østrigsk kunst og kronen i den østrigske stats kunstsamling. Hvis du ikke har set det som køleskabsmagnet, plakat eller postkort, så kommer du for lidt ud…

Den tredje ting, der er specielt ved dette fantastiske Jugend-maleri er, at den oprindelige ejers arving rent faktisk lykkedes med at få billedet tilbage fra den østrigske stat – og om det handler filmen. Når man ved, at Dame Helen Mirren spiller rollen som arvingen, så ved man også, at det aldrig kan gå helt galt.

Filmen er ikke usædvanlig på nogen måde, nærmest traditionel i sin opbygning. Men det gør ikke noget, synes jeg, emnet egner sig egentlig ikke til eksperimenter. Vellykket film, der – igen – fortæller os om et mørkt kapitel i Europas historie.

Designmuseum Danmark – Japanisme

James Tissot - Young Ladies Looking at Japanese Objects
Young Ladies Looking at Japanese Objects af James Tissot, 1869

Siden jeg læste The Hare with Amber Eyes, har jeg for alvor fået øjnene op for den kolossale indflydelse, japansk kunst og kunsthåndværk har haft på europæisk kunst, siden der i 1853 igen blev åbnet for handel mellem Europa/USA og Japan. Japanisme blev en ting, og det europæiske antikvitetsmarked flød nærmest over med japansk kunsthåndværk. Ingen adelsmand eller burgøjser kunne undvære et japansk møbel eller træsnit i samlingen, hvis de skulle være med på noderne. Selvfølgelig smittede den særlige japanske stil straks af på tidens kunstnere, hvilket Japan-udstillingen på Designmuseum Danmark til fulde demonstrerer. I modsætning til visse andre museer i Danmark havde Kunstindustrimuseet, som det dengang hed, virkelig fingeren på pulsen og fik indkøbt en fantastisk samling japansk kunst og kunsthåndværk. Udstillingen blander originale japanske genstande med genstande, både fra dengang og senere, der er tydeligt inspireret af Japan. I dag behøver man blot gå en tur i en designbutik for at se, hvordan især keramik stadig er meget inspireret af Japan.

Fransk oplysende plakat
Fransk oplysende plakat uden årstal men med art deco typografi
Stol af Thorvald Bindesbøl
Stol af Thorvald Bindesbøl (tror jeg nok)

Museet har, udover sin faste udstilling om designhistorien, som jeg aldrig rigtigt bliver træt af, to andre udstillinger p.t. En udstilling om mode og tekstil gennem 400 år, der viser alt det bedste fra hver periode. Og en udstilling kaldet Mindcraft med et par håndfulde af Danmarks bedste designere og kunsthåndværkere. De folder sig ud i et univers, der simpelthen er enhver selfie-fotografs våde drøm. Der er spejle overalt!2015-11-21 14.01.20-1

 

 

 

 

Kunst, kvalitet og kulturel bæredygtighed

 

Jeg kan ikke lide typografi og opsætning...
Tror det skal være smart med kommaet og apostroffen. Men det skærer i mine øjne.

var navnet på en konference, jeg var til i sidste uge. Den var arrangeret af Kulturstyrelsen og blev afholdt i Den Sorte Diamant. Jeg kunne desværre ikke være der fra starten, så gik glip af Morten Strædes indledning, som jeg ellers havde glædet mig til. Min spion berettede, at han havde været god.

Derefter var der en række indlæg af varierende kvalitet. Jeg bliver ofte slået af, hvor elendige de fleste PowerPoint præsentationer er – selv fra folk, der skal forestille at have indsigt i BÅDE kunst OG formidling. Og selvom de handler om emner, jeg finder interessante. Meget få billeder – ofte uprofessionelt udnyttet – altid dødsyg hvid baggrund og alt, ALT for meget tekst. Jeg plæderer ikke for præsentationer med kapow og swussjjjj, men man kan altså godt blive taget seriøst, selvom ens PowerPoint ikke er til-døden-kedelig.

Noget af det mest spændende var “7 visitkort“, hvor syv kunstnere/formidlere præsenterede ny kunst i det offentlige rum. Men også her led nogle af præsentationerne af grum kedelighed, selvom emnerne var spændende nok.

Jeg kunne lide Maskernes Momentum af Isabel Berglund, Malene Bachs udsmykning af Klima, Energi og Bygningsministeriet (som jeg også har set noget af i virkeligheden), Collective Strings af Karoline H. Larsen og Terra Incognita af Anders Krüger.

Ellers var min spion (der selv er en ung kvinde i branchen) og jeg slået af, hvordan kunstformidlingsfaget efterhånden er helt overtaget af yngre kvinder, som desværre ligner hinanden i foruroligende grad. Altså, jeg forstår godt de første kvinder på skanserne, der anskaffede sig skarpe frisurer og markante briller og dertil iklædte sig tøj med personlighed men uden for meget lår og barm. Men hvorfor kopierer alle de efterfølgende dem så bevidstløst? Det er lidt ligesom nyuddannede arkitekter, der køber sig et par arkitektbriller*. Come on!

Men måske er det en overlevelsesstrategi, der modsvarer erhvervslivets hvide, jakkesætklædte mænd, der næsten kun ansætter spejlinger af sig selv. Trist, hvis det er tilfældet.

PS: Spørg mig ikke, hvad der egentlig menes med kulturel bæredygtighed, for det fattede jeg aldrig rigtigt. Og det på trods af et egentlig udmærket indlæg af Nancy Duxbury, der omhandlede netop det. Ak.

* Fun fact: Hvis man billedgoogler "arkitektbriller" får man næsten ingen billeder af mænd iført arkitektbriller.

En provokation

Suzanne Brøgger og Kim Fupz Åkeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.
Suzanne Brøgger og Kim Fupz Aakeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.

Kunstneren og provoen Smike Käszner gav forleden en ordentlig opsang til både den kreative klasses Facebook-omklamring af flygtninge og DF-typernes evige sang om hjælp i nærområderne. Jeg har det fint med en opsang, for jeg kan sagtens identificere mig med hans godgørende kreativ-klasse flygtningevenner, der reelt aldrig gør andet end at sende 100 kr. på SMS eller like et opslag fra Dansk Flygtningehjælp. Smike harcellerer over, at vi snakker stolper op og stolper ned om at integrere flygtninge, men hvad gør vi selv? Har vi venner blandt flygtninge og indvandrere? Og han har jo ret i, at det er sindssygt nemt at sidde i en dejlig lejlighed i indre by eller en villa i Hellerup eller Holte og have meninger om, hvordan man integrerer flygtninge og indvandrere i Danmark. Vi møder dem i reglen kun, når vi forvilder os på Nørrebro eller i kiosker, i Matas, i supermarkedet eller kører med bus eller taxa. Dér gør vi os stor umage for at tale pænt til de brune mennesker, men vi taler jo netop til dem, ikke med dem.

Alligevel synes jeg, han skyder ret meget ved siden af. Hele projekt Venligboerne består i høj grad af folk fra den kreative klasse, der har besluttet sig for selv at gøre noget, når nu det ikke hjalp at sætte kryds ved folketingsvalget. De afholder lektiecaféer, danskundervisning, juridisk rådgivning, hjælper med udfyldning af papirer, giver introduktioner til det digitale Danmark, forærer flygtningene møbler, computere, mobiltelefoner, osv. Simpelthen mennesker, der gør meget mere end at like på Facebook – og der er mange, mange tusind af dem! Dem er der så en masse, der har travlt med at nedgøre, kalder dem godhedsindustri eller spelthippier eller noget tredje. Det giver jeg intet for. Marie Krarup kan selv være klam, kan hun!

Folk, der vælger at bruge deres tid og deres penge på at hjælpe andre, der har været mindre heldige i livet, kan aldrig nogensinde stå til hån i min bog. Det håber jeg heller ikke, de gør i Smikes.

I øvrigt er argumentet om, at man ikke kender og omgås “de andre” ret udbredt – et ægte DF-cirkelargument. Og ja, jeg kender kun ganske få mennesker, der står ved, at de stemmer Venstre eller DF. Vi deler ikke livssyn. Jeg kender også kun ganske få mennesker, der kun interesserer sig for fjernsyn og fodbold. For vi deler heller ikke livssyn. Det samme gælder overklassetyper, der hyler om skattebyrden, mens de pudser på deres 50.000 kroners carboncykel. Til gengæld kender jeg en del mennesker, der graver en eksistens ud på kontanthjælp, sygedagpenge eller førtidspension eller som ingen uddannelse har. Det er fordi, man godt kan være på sulteydelse eller have forladt skolen efter 9. klasse uden at have opgivet sin værdighed eller sin interesse i politik, samfundsforhold, etiske spørgsmål, litteratur, kunst, kultur, gastronomi eller de andre ting, som jeg interesserer mig for, og som jeg derfor opsøger hos andre.

BT har kørt en kampagne med fokus på, hvor “multikulturalisterne” bor – nemlig i Hellerup, etc., i store villaer med meget langt til nærmeste indvandrerghetto. Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors svarede igen med et sydende indlæg – og hvor har han ret. I øvrigt – alle DF-typerne, der vil have grænsekontrol og afskære flygtninges adkomst til Danmark, hvor mange indvandrere og flygtninge har de selv som naboer? Og hvad med chefredaktionen på BT? Bor de sammen med deres forargede læsere? Næh, vel gør de ej. Det er simpelthen et skinargument.

Men altså – de “andre” gider sgu da heller ikke mig! De synes, jeg er en snob og tror ikke på min ægte begejstring for en bog, en film, et kunstværk. De synes, at deres interesser er “de ægte” og folkelige. Det er fint nok for mig, men jeg accepterer ikke en gammelkommunistisk tankegang om, at “folkets kultur” (og sikke dog et forvrøvlet begreb!!!) er bedre end min. Mine interesser er bedre end deres – for mig!

Den anden halvdel af Smikes argument – om nærområdehykleriet – er vi nok ret enige om. Selvom jeg må sige, at alle, der har stemt på blå blok, har medskyld i, at hjælpen til nærområderne nu nedskæres i stedet for at øges, for det lagde hverken Venstre eller DF skjul på før valget.

Og så er der i øvrigt folkevandring i eftermiddag fra Udlændingestyrelsen ved Fredens Park til Christiansborg, hvor politikerne er i gang med at fejre sig selv og folkestyret. Deltager du?

 

 

Kunstmesse i Forum

2015-09-19 13.57.23

Efter at de største og toneangivende (i egen optik i hvert fald) gallerier havde deres show på Charlottenborg for nogle uger siden, blev det nu i forrige weekend “restens” tur i Forum med Art Copenhagen. Jeg syntes faktisk, det var bedre end sidste år – men der var altså stadig meget, der i mine øjne er skrammel. Ingen nævnt, ingen glemt.

Noget af det allerbedste, jeg så, var nogle fotografier af en for mig fuldstændig ukendt kunstner ved navn Andrea Jaeger. Meget originale værker, der sugede beskueren ind i sit tilsyneladende hverdagsagtige univers. Jeg faldt også for en anden fotograf ved navn Daan Oude Elferink, som faktisk deler sine “Urbex”-billeder på Flickr. Urbex er kortform af Urban Exploring og er den relativt nye (?) sport/kunstart at opsøge forladte bygninger og fotografere dem. Det kan let blive banalt, hvilket en søgning på #urbex på Instagram hurtigt kan overbevise dig om. Men fascinerende er det! En anden urbex-kunstner, som vi faktisk kom til at tale med, er @urbexclown. Han var repræsenteret med nogle flotte værker – man må sige, at disse fotos generelt gør sig bedre på et galleri end på Instagram! Min egen søn dyrker det lidt på sin Instagram-profil @the.dane. Her er et billede fra en forladt landejendom i Sønderjylland.

2015-07-29 11.05.01

To store værker lyste op – begge af musikere, der også er billedkunstnere. Knud Odde havde lavet en glasmosaik (!), som var virkelig imponerende på god gammel Odde-maner, men alligevel ny. Jeg tog et billede og gengiver det her, skønt jeg godt ved, man ikke må. Håber Hr. Odde vil tilgive. Det andet var et kæmpe lærred af Kasper Eistrup. Nej, hvor er han god! Der er flotte gengivelser af hans værker på hjemmesiden.

2015-09-19 13.14.24

En kunstner, jeg kendte i forvejen, er Daniel Goldenberg, der maler foto-lignende billeder af kendte steder i København i tåge og/eller regn. Kigger man nærmere, opdager man dog, at stederne faktisk ikke er så kendte endda.

Art Deco og vild keramik

 

Sammenstilling af væggene i fire forskellige rum
Sammenstilling af væggene i fire forskellige rum på Gl. Holtegaard

Sidste weekend var vi på Gl. Holtegaard og se deres lille men flotte Art Deco-udstilling: Cool Moderne. Noget af det allerbedste ved udstillingen er den måde, de har malet væggene på – det løfter den ellers ret beskedne samling billeder, skulpturer og brugskunst betydeligt og sætter det i en samtidig kontekst. Art Deco var slutningen af en periode, hvor der ikke var så skarpe skel mellem ‘kunstnere’ og ‘kunsthåndværkere’. Ikke at det ikke er forekommet siden – i 60’erne var der en del kunstnere, der også lavede keramik – men der er ikke mange etablerede billedkunstnere, der også laver brugskunst til folket.

Arne Ungermann (1931)
Arne Ungermann (1931)

Flere kunstnere i mine sociale medie-feeds og flere kunstblogs og kunsttidsskrifter har på det seneste flippet ud over Rose Ekens vilde keramik på V1 Gallery (som jeg har skrevet om før). Så jeg har været ovre i Kødbyen og se på keramik. Og *alle* har jo ret – det er simpelthen en fantastisk lille udstilling/installation. Men spring på cyklen i en fart, det er sidste dag på lørdag (19/9).

2015-09-09 16.48.58 2015-09-09 16.48.45

Kunstmarked for feinschmeckere

Logo-Chart-2015-1000x370

Søndag nåede også jeg til Charlottenborg. Jeg synes måske godt, at medlemskab af Charlottenborg kunne give lidt rabat til Art Fair, men det gør det altså ikke. Prisen er derfor en forhindring for mange, hvilket er ret ærgerligt, for det er spændende at se de andre skandinaviske gallerier og alt det helt nye danske i den salgbare ende, hvis man kan udtrykke det sådan.

Som kunst-amatør er det skønt at opdage, når man efterhånden genkender den samme kunstner – også selvom man ikke lige kan huske, hvad de hedder. Vi oplevede flere gange at udpege et billede, vi syntes ekstra godt om, og så var det af en kunstner, vi har set ved flere tidligere lejligheder og også syntes godt om. Det næste bliver så, at vi rent faktisk kan huske deres navne, når vi ser billederne…

Blandt de udenlandske kunne vi særligt godt lide finske Anna Tuori og Ulla Jokisalo, hvis kunst er 3-dimensional og derfor svær at værdsætte som online fotos. Så faldt vi for Matt Saunders‘ (USA) litografier, der er lidt filmstjerne-mystiske og kølige. Han er herhjemme repræsenteret ved Galleri Borch. Så var der John Copeland (USA), repræsenteret af Galleri V1, som jeg tidligere har skrevet om. Jeg kommer ikke ofte nok derover, taget i betragtning at det tager fem minutter på cykel.

Blandt de danske kunstnere, som vi genkendte var Ivan Andersen. Der er både lidt Edward Hopper og lidt David Hockney over hans billeder, men han er nu alligevel helt sin egen. Jeg har nævnt ham to gange tidligere. Vores helt store, åh, det værk ku’ vi vel nok godt tænke os at eje-øjeblik opstod, da vi nåede Galleri Andersen’s. Der stod ikke navn på værket, og vi var lidt usikre, men det viste sig ganske rigtigt at være Kirstine Roepstorff – igen. Desværre/heldigvis var værket solgt. Desværre fordi vi så gerne ville eje det, heldigvis fordi vi egentlig ikke rigtigt har råd… Et billede af værket kan ses her – det er dog svært at gengive det store værk med de mange små messing-dimser, så det ydes retfærdighed.

Jeg synes, Chart Art Fair var bedre i år end sidste år. Helt ærligt er jeg lidt usikker på, hvorfor jeg synes det… Til gengæld ved jeg, at jeg stadig synes, det er sjovt at iagttage kunsthandlerne og galleristerne, der næsten alle er ukomfortable i deres roller som købmænd.

Cisternerne i Søndermarken

Du gruer allerede for, hvad du skal stille op med ungerne, når nu ferien starter lige om lidt, og de keeeeeder sig i regnen. Eller – værre – du gruer for, hvad du skal stille op med dig selv i denne elendige undskyldning for sommervejr.

2015-05-20 12.30.01

Er du Københavner, så har jeg et bud på noget spændende, vådt og anderledes, du/I kan fordrive en halv eftermiddag med. Ingvar Cronhammers fantastiske installation i Cisternerne. Husk en varm trøje, hvis vejret skulle finde på at indbyde til bare arme – der er KOLDT og VÅDT dernede. Der er dog mere tale om en våd følelse, end om at man egentlig bliver våd.

2015-05-20 12.31.34

Cronhammer har skabt et stemningsfuldt og lidt uhyggeligt vandunivers, hvortil Martin Halls musik passer fortræffeligt. Det er interessant og gå rundt og høre mere eller mindre til musikken og tilsvarende mere eller mindre til vandet, alt efter hvor man er. Der sker nogle meget interessante ting med lyden, selv når man kun bevæger sig få centimeter. Prøv det!

Det koster en 50’er for voksne, men børn under 18 er gratis.

Beklager de elendige mobilbilleder, jeg havde ikke foto-sønnen med den dag.

2 fotoudstillinger – Joakim Eskildsen og Jesper Høm

Disse to udstillinger har ikke andet til fælles, end at begge de udstillede er fotografer og at udstillingerne finder sted samtidig.

Joakim Eskildsen er i høj grad nulevende, og hans udstilling En verden jeg kan tro på er meget flot, men måske en lille smule for glat, når det tages i betragtning, at de fleste af hans billeder portrætterer folk, der ikke ligefrem har vundet i livslotteriet.

Når det er sagt, så kan jeg faktisk godt lide, at han ikke udstiller fx romaerne eller de fattige i USA’s sydstater, men portrætterer dem med værdigheden i behold. Det er meget anderledes end den måde, man normalt ser i hvert fald romaer portrætteret.

Den anden udstilling var med Jesper Høm, der døde i 2000. Han efterlod sig et værre roderi, sandt at sige, og næsten ingen af hans negativer findes i dag. Billederne på udstillingen er derfor unika eller findes i enkelte kopier i private samlinger. Det er derfor lidt af en præstation, at Museumsbygningen/Banja Rathnov kan vise så stor en samling frem. Udstillingen vises helt til 4/7, så du kan nå det endnu. Der er mange skønne billeder, og flere af dem kan man huske, når man ser dem (hvis man altså er sådan ca. på min alder). Mit yndlingsbillede forestiller en pige, helt alene på det, der vist nok er Brooklyn Bridge. Det billede er helt fyldt med liv, selvom der kun er en enkelt person i det.

Jeg kan ikke gengive nogen billeder, da ikke ét eneste af Eskildsens eller Høms billeder er frigivet til brug på en hjemmeside som denne. Klik på links til udstillingerne, der er masser af billeder. Eller – endnu bedre – gå derhen!