Sukker

Endnu en gang har et stort metastudie påvist, at hverken børn eller voksne får et energi-kick af sukker. Faktisk sløver det. Forskerne i artiklen har bud på, hvad det så er, der får børn til at flippe ud, når fredagsslikket er indtaget eller kagemanden er væk. Gode bud!

Og vi andre må erkende, at det der med at hoppe ned i kiosken efter en chokoladebar for at klare resten af eftermiddagen på jobbet med fordel kan erstattes af en hurtig tur rundt om blokken og måske en kop kaffe mere.

Samfund/miljø/politik

Mueller-rapporten

Her er en sammenskrivning af Mueller-rapporten, lavet af en garvet manuskriptforfatter, oven i købet illustreret som en tegneserie. Det er ret godt lavet. Jeg skal dog sige, at jeg selv kun er halvt igennem. Hvis du kun har fulgt overfladisk med og ikke læst en grundig gennemgang af indholdet i et seriøst medie, så er det et virkelig godt sted at starte. Der er meget langt fra Barr’s påstande til rapportens reelle indhold. Den kan stadig nå at få stor betydning.

Sommerens klimaskænderi

Videnskab.dk går ind i debatten om de to geologiprofessorer, der har fået prominent plads i medierne (KD og Radio24syv) med deres teorier om, at den globale opvarmning ikke skyldes CO2-udledning. I linket kan ikke bare læses Videnskab.dk’s gennemgang men også indlæggene fra professorerne samt svar på kritikken fra KD’s og 24Syvs chefredaktører.

På Facebook er den ene af de to professorer, Jens Morten Hansen, igen gået til modangreb, sekunderet af Weekendavisens videnskabsjournalist Lone Frank, der hermed afslører, at hun er på klimaforandringsbenægternes hold. Det er godt nok deprimerende.

Viden

Natteravn

Ny forskning tyder på, at det ikke er så sundt at være natteravn. Det kan jeg jo glæde mig over på egne vegne, da jeg slet ikke duer til noget sent om aftenen/natten, men det ærgrer mig da på vegne af de af mine venner og arbejdskolleger, der altid er i gang til ud på de små timer.

humanistisk forskning på sundhedsområdet efterlyses

Professor Morten Sodemann, som aktive Twitter-brugere kender, efterlyser i Videnskab.dk, at den meget kvantitative forskning på sundhedsområdet suppleres med kvalitative studier. Fx., fortæller han, foretages mange medicinske studier på kohorter af meget ensartede forsøgspersoner. En ny behandling kan udvise fine resultater på forsøgspersonerne, men så viser det sig, at resultaterne slet ikke er nær så gode ude i virkeligheden. Det kan der være mange forklaringer på, og i artiklen gives en del gode og oplysende eksempler.

kvinders Orgasme som statusmarkør

Studie peger på, at mænd ser kvinders orgasme som en mandig præstation frem for som en integreret del af vellykket sex. Det bedste ved artiklen er (den mandlige) sexologs råd til slut.

Om os

Døden er nær

Hvis man ved, man skal dø, hvad skal man så sige/skrive til de snart efterladte? Her er et fantastisk bud på det fra en mand, der som 27-årig lå for døden af kræft, til hans otte-årige søn. Opløftende, smukt, sjovt og sørgeligt på én gang.

Lydbøger – bedre eller dårligere?

Hvad er godt og hvad er knap så godt? Grundigt kig på læse/lyttevaner fra The Guardian. Og ville vi ikke alle ønske, at vi uafhængig af forlægger kunne købe sæt af bog og lydbog, som man kunne skifte imellem på samme device. (Jeg ved, at man allerede kan gøre det på Amazon, men det er meget dyrt, og jeg kan ikke høre lydbog på min Kindle…).

Oh, at støve af…

At støve af – en endeløs cyklus af arbejde, der aldrig sådan rigtigt bærer lønnen i sig selv… The futility of life kogt ned til rengøring ;-)

Kunst og Kultur

Læsning på togrejsen

Som det vil være nogle bekendt, har første del af min sommerferie bestået af en rejse med tog og bus til Tromsø og tilbage igen. Midnatssol er sgu for vildt! Hvis du vil høre lidt om turen, så tjek min Instagram (@labeet). Jeg fik læst en del på vejen, ikke mindst en svensk og to norske bøger, som jeg fik anbefalet på Twitter inden afrejsen. Jeg kunne ikke lide den svenske, men var vild med de norske. Desuden læste jeg endnu en bog og kom halvvejs igennem endnu en. Det er bøgerne herunder – min uforbeholdne mening om dem kan læses på Goodreads.

  • Tom Malmqvist: I hvert øjeblik er vi stadig i live
  • Roy Jacobsen: De Usynlige og Hvidt Hav
  • Isabella Hammad: The Parisian
  • Christy Lefteri: The Beekeeper of Aleppo
Museer

I Stockholm besøgte jeg Fotografiska og Nationalmuseet. Det er mit andet begejstrede besøg på Fotografiska – det er simpelthen bare et virkelig godt museum, hvor man faktisk godt kan tilbringe en halv dags tid inklusive at spise i deres glimrende restaurant eller i cafeen. Nationalmuseet er fornylig genåbnet efter længere tids renovering. Det har næsten intet tilfælles med vores Nationalmuseum, for det er en blanding af SMK og Designmuseum Danmark. Jeg var ret vild med konceptet, der godt kan minde lidt om et mindre Victoria & Albert.

Betzy Akersloot-Berg: Nordkapp

I Tromsø var det lille Nordnorsk Kunstmuseum en enormt positiv overraskelse. Den faste samling var så fint kurateret, og den aktuelle udstilling inspirerende og charmerende. Oven i købet fik sidstnævnte lov til at flyde ud over Tromsø by, hvor de mange statuer af Vigtige Mænd havde fået en kærlig hjælpende hånd. Udstillingen handlede om kunstmaleren Betzy Akersloot-Berg (1850-1922), der var succesfuld i sin samtid, men sidenhen blev glemt. Godt, at hun er genopdaget.

Share

Et Spørgsmål om Kultur

Jeg har læst bogen Et Spørgsmål om Kultur – Kulturpolitikken til debat, der er skrevet af museumsinspektør Merete Sanderhoff fra Statens Museum for Kunst. Hun har interviewet 42 kulturpersonligheder og stillet dem de samme fem spørgsmål. Herunder har jeg foretaget nogle nedslag i den – ikke systematisk eller i forhold til de fem spørgsmål, men baseret på min egen opfattelse af, hvad der er vigtigt.

Debatten er i hvert fald vigtig, selvom jeg desværre ikke tror, at en bog som denne får debatten ud over den usynlige rampe og ind i den brede offentlige debat. Som det også nævnes mange gange i bogen, er det desværre næsten kun Alex Arendtsen og visse socialdemokrater med rindalistiske synspunkter, der trænger gennem lydmuren. Folk med det modsatte synspunkt kommer sjældent til orde.

Stik mig en lineal

“Man skal måle det, der er væsentligt, frem for at gøre dét væsentligt, man er i stand til at måle.

Muligvis McNamara

Ovenstående citat er fra bogens indledning, og det sætter fingeren på et af de ømmeste punkter i det moderne samfund. For det er jo ikke kun kulturen, der hele tiden bliver målt og vejet i konkurrencesamfundet.

Danskerne får tit stillet spørgsmålet om kultur på en måde, så der kun er ét svar. Fx “vil du helst have hofteoperationer eller kunst på museer” – okay, skarpt trukket op, men spørgsmålet er formuleret efter den læst. Og det er jo den rene idioti, for hvad pokker skal man svare på det andet end det indlysende – jeg vil gerne kunne gå, ellers kan jeg jo slet ikke komme hen på museet!

Men Altinget/Mandag Morgen har stillet nogle lidt mere intelligente spørgsmål og, tadaaaa, blevet belønnet med mere intelligente svar: 55% af befolkningen mener faktisk, at den offentlige sektor skal finansiere en stor del af kulturlivet, og hele 80% af befolkningen mener, at kunst og kultur bidrager til børns læring i skolen. Så langt, så godt.

Stop med at kvantificere alting!

Olafur Eliasson siger: “Vi kan undvære de kvantificerbare succeskriterier, der sniger sig ind i definitionen af kulturel succes, såsom besøgstal.”

Charlotte SH Jensen fra Nationalmuseet stiller også spørgsmålstegn ved, hvad vi måler på: “Vi siger, at kulturen er vigtig for samfundet, men vi måler aldrig på det. I 2016 viste en undersøgelse fra Danmarks Biblioteksforening, at et stort antal borgere med anden etnisk baggrund end dansk oplever, at de lærer om dansk demokrati og kultur på biblioteket.” Som man spørger i skoven, får man svar!

Bogens forfatter Merete Sanderhoff foreslår, at vi sætter nye ord på, når vi taler om kulturen. Samfundet skal ikke “støtte” kulturen, nej, samfundet skal investere i kulturen. Læg lige mærke til, hvor helt anderledes det lyder! Og i øvrigt hænger langt bedre sammen med det kæmpe overskud samfundet har på kulturlivet bredt set. 248 mia kr. om året, faktisk.

Kasper Holten stiller det udmærkede spørgsmål: “hvorfor skal det hedde kulturstøtte, når vi ikke kalder det for hospitalsstøtte eller vejstøtte eller brostøtte?”

Intelligent analyse

Mange af de interviewede efterlyser et Kulturens Analyseinstitut, der kan udføre veldesignede studier og undersøgelser og som kan måle på andet end solgte postkort i museumsbutikken og antal høveder. Selvom jeg egentlig ikke synes, det burde være nødvendigt, så er det nok en meget god idé. Der skal være nogen til at råbe højt om kulturens vigtighed for samfund og sammenhængskraft.

Kulturpolitikeren

Alex Arendtsen er selvfølgelig en af de interviewede. Hans kultursyn kunne man faktisk skrive en hel bog om, men den ville simpelthen bare være så træls at læse!

Fx påstår han gentagne gange, at det folkelige og det elitære er gået hver sin vej siden 2. verdenskrig. Det er simpelthen så skrigende historieløst at påstå det! Bare for at blive i konteksten af 2. verdenskrig, så kan man kaste et blik på nazisternes kamp mod den “entartete kunst”, som jo netop fandt sted før 2. verdenskrig. I den fantastiske tyske film Værk uden Skaber er der i begyndelsen en scene, hvor en nazist viser rundt i en udstilling af “Entartet kunst” og på bedste Arendtsensk vis vrænger ad bl.a. Paul Klee og Max Ernsts værker. Og hvornår var det nu, at Duchamp hængte et urinal op på hovedet? Jo, det var i 1917.

Bogens bidragydere giver mange eksempler på, hvordan nyskabende kunst altid er blevet beskyldt for at være elitær og uforståelig – indtil den pludselig en dag ikke var det mere.

Nutidens kunst

Arendtsen siger også “Meget kunst i dag er blevet litterær; den skal forklares. Der er ingen umiddelbar tilgang til den, fordi den glemmer at tale til øjet og til hjertet.” Jeg fatter helt enkelt ikke, hvordan han kan få lov til at sige sådan noget sludder igen og igen uden at blive modsagt højt og tydeligt! Hvad pokker er “nutidens kunst”? Er det John Kørner, Malene Landgreen, Julie Nord, Jørgen Haugen Sørensen eller Erik A. Frandsen?

Men – et stor men – Alex Arendtsen har været klogere end alle de andre kulturordførere i Folketinget i og med at han hele tiden mener noget højlydt om kunst og kultur. På den måde har han bemægtiget sig hele den politiske samtale om kultur, fordi de øvrige partier simpelthen har prioriteret det væk. Det er dumt, for det har givet DF en kæmpe bane at spille på. Mange af bogens bidragydere nævner dette, og lad os håbe, at politikerne i det nye folketing hører efter. Arendtsen er jo, som en af de få DF’ere, stadig i folketinget i den nye samling.

Hvad kan undværes?

Merete Sanderhoff stiller spørgsmålet om, hvad der kan undværes. Det har alle naturligvis en mening om, men langt de fleste er nogle kyllinger, og viger uden om spørgsmålet. Det gør formanden for Bikuben-fonden dog ikke; Søren Kaare-Andersen tøver ikke med at sige, at han er dødtræt af teaterkoncerter, som han synes er neither here nor there. Jeg er hverken enig eller uenig med ham, men finder det befriende, at han tør sige, hvad han ikke kan lide.

En anden, der tør sige noget om det, er Thore Davies, der er sådan en slags kulturaktivist. Han kan bl.a. undvære: “Mette Bocks erhvervsprogram for de kunstneriske uddannelser. Det får vi bare Jussi Adler-Olsen-lignende kunstnere ud af, der laver kunstværker som en del af en langsigtet karriereplan, i modsætning til at lave noget, fordi det bare laves, og man ikke kan lade være.”

Kunstens væsen

“Hvis vi tog kulturen ud af ligningen, ville vi ikke være andet end en kulstofbaseret aminosyrelivsform.”

Knud Romer

Der bliver sådan set sagt ganske mange kloge ting om kunstens væsen, og en af dem står Marianne Jelved for. Hun siger: Alle kan tale om kunst, uanset om de har faglige kompetencer eller ej. Den er ikke ekskluderende, sådan som det matematiske sprog er, hvis du skal lære matematik. Hvis du ikke kan det, er du ekskluderet fra fagets fællesskab. Det er du ikke på samme måde, når du går på museum. […] Derfor skaber kunst også en fælles forståelse.”

Det er også Jelved, der kommer med et ligefrem genialt input til, hvad man skal gøre med nogle af de mange ting, som de kulturhistoriske og især lokale museer har alt for mange af (og som det koster at opbevare). Jelved foreslår, at der sættes montrer op med udvalg af gamle ting på landets plejehjem til glæde for demente. Madam Blå, drejetelefoner, alt-i-et stereoanlæg, porcelæn fra 40’erne, keramik fra 70’erne, en avokadogrøn sæbeholder…

Simpelthen sådan en god ide!

Mentalt fitnesscenter

Aros’ norske direktør Erlend Høyersten har også noget klogt at sige om kulturmødet: “Når vi beskriver AROS som et mentalt fitnesscenter, er det, fordi du i mødet med kunst træner din kognitive fleksibilitet og din kreative intelligens, din empati, dine sociale kompetencer og din forestillingsevne.”

Til min overraskelse (ja, jeg er fyldt med fordomme) er en af dem, der siger det allerklogeste om kunst og kultur faktisk Enhedslistens Søren Søndergaard. Han siger meget poetisk: “Vi opfatter kunstnere som opdagelsesrejsende. Nogle, der går et sted hen, hvor ingen rigtigt har været før. […] Så vender de tilbage og rapporterer om, hvad de har set dér”.

Han siger også: De færreste gør sig klart, hvad det vil sige at leve i en kulturløs hverdag. At stå op om morgenen og indse, at der ikke er noget musik i radioen, der hænger ingen billeder på væggen, der er ingen film at se i biografen. Jeg tror, de fleste vil sige: ‘Det var jo ikke sådan ment’.

Og selv om man kunne sige, at han har uret, for radioen ville være fyldt med kommerciel pop (afbrudt af reklamer), væggene med genoptryk af gamle reklameplakater, grædende børn og piberygende søfolk og biograferne med blockbusters.

Men så har man glemt, at al kommerciel kunst bygger på et fundament af *rigtig* kunst.

Kulturløse politikere

Adskillige taler også om problemet med, at de fleste politikere er meget lidt kultiverede, for nu at sige det pænt. Fx siger Den Sorte Skole, at “Vi har desværre en lang række politikere i dag, der udstråler meget lidt dannelse”. Og Jane Sandberg prøver at komme i tanker om politikere, der benytter sig af kulturelle referencer, men giver op efter at have husket Bertel Haarder og Marianne Jelved.

Bertel Haarder siger selv, at skolen er den vigtigste kulturinstitution og udtrykker det meget fint, når han siger: “Det er der, hvor elevernes øjne lærer at se, hvad de ikke før kunne se, og ørerne lærer at høre, hvad de ikke før kunne høre. […]”. Jeg bliver lidt irriteret over, at det er den samme mand, der var med til at piske folkeskolereformen igennem og hvis parti var med til at indføre omprioriteringsbidraget, der bl.a. betyder, at der er entre på museerne.

Hvad bidrager omprioriteringsbidraget til?

Jeg tror, at alle de interviewede nævner omprioriteringsbidraget (har du smagt på det ord for nylig?) på 2% som noget, der er helt ødelæggende for samfundet, fordi politikerne på den måde fralægger sig ansvaret og overlader det til institutionerne at prioritere i stedet for at gøre det selv. Svend Larsen fra det Kongelige Bibliotek nævner også budgetloven. Det irriterende og tåbelige ved den er, at en institution ikke bliver belønnet for at vise rettidig omhu og spare op til større fremtidige investeringer eller trange tider, for pengene SKAL bruges i budgetåret, ellers ryger de direkte tilbage i statskassen.

Der tales naturligvis meget om armslængdeprincippet, men det meste af det, der siges, er sagt før.

Fri og lige adgang

Det er mest interviewpersonerne fra provinsen, der taler om den fri og lige adgang, og det er selvfølgelig, fordi de kæmper for eksistensberettigelsen af deres egen institution. Charlotte SH Jensen fra Nationalmuseet nævner den omfattende digitalisering, der har fundet sted af de værker, vore museer ejer, og som altså har gjort det muligt at sidde på Mols og nærstudere detaljer i et guldaldermaleri, der befinder sig i kælderen under Statens Museum for Kunst. Vi har det nemlig med at glemme, at digitaliseringen af tusindvis af værker for alvor udligner forskelle mellem by og land og rig og fattig.

Kulturen i samfundet

Claus Ladegaard fra det Danske Filminstitut giver et godt eksempel på, hvor vigtig kulturen er for den offentlige samtale. Dokumentarfilmen Armadillo. Vi havde set 1000 tv-indslag om krigen og læst baggrundsstof i avisen – alligevel havde de fleste af os ikke rigtigt noget forhold til, at vort land var i krig. Så så vi Armadillo – og med et var danskernes opfattelse af, hvad det vil sige at være en krigsførende nation, ændret.

Afslutningsvis vil jeg citere Michael Bojesen, der er bestyrelsesformand i Statens Kunstfond. Han siger: “Da man lagde fundamentet til vores velfærdsstat i 1960’erne, blev Undervisningsministeriet og Kulturministeriet opfattet som de to vigtigste ministerier. Det var ikke Finansministeriet. Det er en god pointe, at det netop er uddannelsen og dannelsen, der skal være de bærende elementer i et velfærdssamfund, for det er jo netop kunst og kultur, der omsætter velfærd til ånd.

Share

Kunstfilm – duer de?

Ja, synes jeg, for det meste. Og filmen her om Arne Haugen Sørensen duer i hvert fald.

Jeg er ikke nogen stor kunstkender, og jeg havde kun en svag forestilling om AHS’s kunst, inden jeg så filmen. Bagefter må jeg sige, at især hans mange gange gentagne motiv Vandringsmanden (filmens titel – velsagtens også en reference til Tarkovskij) satte sig hos mig.

Shhhh, kunstneren arbejder

Jeg kan godt lide at se en kunstner arbejde. Jeg holder nok aldrig op med at overraskes over, hvor hårdt, fysisk arbejde det faktisk er at skabe kunst. Mange ting, man ikke tænker over, når man står og ser på et maleri på et galleri eller museum, bliver synlige, når man ser kunstneren i arbejde. Fx det at blande farver!

Arne Haugen Sørensen er en mand, der selv er klar over, hvor priviligeret han har været i livet, selvom han også har mødt betydelig modgang. Det er noget, jeg sætter pris på. Han nævner flere gange, at hans hustrus støtte og opbakning har betydet alt for ham – at han ikke ville have opnået meget uden hendes støtte. Man kan nok komme i tanker om en mand eller to, der har glemt at værdsætte et andet menneskes totale opbakning gennem et helt liv!

Fascination af håndværk

I de senere år er jeg blevet fascineret af litografiet og har set adskillige film om, hvordan man fremstiller sådan et. Vi får et meget fint indblik i det i denne film. Når folk rynker på næsen og siger “det’ jo bare et litografi”, så er det nok, fordi de ikke har sat sig ind i, hvor meget arbejde og stor kunstnerisk og teknisk snilde, der skal til for at fremstille sådan en lille serie! Jeg følger Edition Copenhagen på Instagram i det lønlige håb en dag at have en lille slat penge til et litografi af en yndlingskunstner. Se her, hvordan det går til:

Et par anker

Jeg havde to anker imod filmen om Haugen Sørensen. Jeg synes, den tager nogle ting for givet – altså, at den er lavet til folk med et ret indgående kendskab til kunstneren. Det irriteres jeg lidt over, for det er ikke meget, der skal til, før også uindviede ville kunne se med.

Min anden anke er, at der dukker spørgsmål op i filmen, som jeg ikke synes, jeg får svar på. Der er fx en lang sekvens, hvor vi ser en lang serie af malerier med religiøse motiver. Så forventede jeg, at den efterfølgende interview-sekvens ville beskæftige sig med hans forhold til kristendommen. Men det gør den ikke. Han nævner, at han er blevet en slags “kirkemaler”, men vi hører intet om hans egne motiver. Det er jo muligt, at han ikke har ønsket at fortælle om det – men så kunne vi jo få det at vide. Det ville være interessant nok i sig selv.

Uden at vide det forestiller jeg mig, at filmen vil blive vist på DR2 eller DR K. Så det er bare at holde øje.

Share

Art deco i Miami

Fontæne på Miami Beach
Fontæne på Miami Beach

Både yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!
Yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!

Vi er lige kommet hjem fra familieferie i Florida, og en af dagene tilbragte vi i Miami. Jeg har en RET STOR svaghed for Art Deco, så Miami er lidt et must see. Der er såmænd også et Art Deco museum med det mundrette navn The Wolfsonian Florida International University Museum, forkortet til The Wolfsonian FIU. Der er også et andet, mere mundret kaldet Art Deco Museum, men det var for varmt og vi havde for lidt tid til to museer. The Wolfsonian havde en meget passende størrelse og var et rart sted at besøge. Vi var seks med forskellige interesser og aldre, og alle var tilfredse med besøget og fik noget ud af det. Det kan man ikke altid sige om museumsbesøg i ferier!Miami artdeco

En skør tid

Når man ser film om (vi har alle set mindst én, nemlig The Great Gatsby) og læser bøger om (vi har alle læst mindst én, nemlig same-same), bliver man blæst bagover ved tanken om, hvor vild en tid det var, hvor skørt folk opførte sig, og hvor frigjorte mange var (i storbyerne). Men påtænker man, at første verdenskrig netop var slut, og at økonomien var hottere end i 00’erne (crashet kom som bekendt 1932), så er det måske ikke så mærkeligt endda.Miami artdeco music

Harald Engman

For os danskere var der et virkeligt kuriosum på museet, nemlig dette billede:

Harald Engman: Menneskepyramide (1941)

Museet har en virkelig fed interaktiv udgave af maleriet, hvor man kan gå tæt på detaljer, og hvor folk med forstand har fortalt, hvad det er, man ser på billedet. Jeg havde aldrig hørt om Engman, men han blev så også kaldt den hemmelige maler, fordi han malede anti-nazistisk kunst før og under krigen. Jeg synes måske, at 1941 er liiidt sent at kalde Art Deco, men billedet er fantastisk. Hvordan det er endt i Miami fremgår ikke rigtigt… Der findes end ikke en Wikipedia-artikel om Engman, hverken på dansk eller engelsk!

Harry Clarke

Et andet fantastisk værk på museet var et vindue af glasmosaik tiltænkt The International Labour Building i Génève, som dog aldrig blev installeret. Også her kan man nærstudere det på museets hjemmeside. Det forestiller forfattere og karakterer fra den irske litteratur, der iblandt selvfølgelig også James Joyce.

Harry Clarke 1930.

Bagefter spiste vi cubansk mad og tilbragte fem minutter på den berømte strand, inden vi skyndte os ind i skyggen igen.2016-07-21 15.08.44

 

Share

Man ku’ godt ta’ en Tour-de-Kunstmuseum igennem Danmark!

 

Fancy selfie - Agnes Slott-Møller (1862-1937): bogplakat
Fancy skygge-selfie – Agnes Slott-Møller (1862-1937): bogplakat

Mens knægten fløj med sin drone i Guldager, kørte jeg en tur til Vejen Kunstmuseum, fordi jeg på Instagram havde set, at de havde en særudstilling med japansk grafik. Som det vil være faste læsere bekendt, er jeg lidt Japan-tosset.

Katsushika Hokusai (1760-1849), Irissen met sprinkhaan (1820)Filmen her bliver vist på udstillingen. Det var nærmest umuligt at tage ordentlige billeder af de grafiske værker i udstillingen, dels fordi mange af dem var i bøger, dels fordi lyset var meget dæmpet af hensyn til værkernes høje alder. Men i dette galleri ses mange fine eksempler. Personligt holder jeg mest af dem med dyr og blomster.

Forvandlede Blomster 1899 by Jens LundSelve Vejen Kunstmuseum var en kæmpe positiv overraskelse for mig. Jeg vidste ikke, at det var dedikeret til billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen (1861-1941), som jeg næsten ikke kendte, bortset fra den uhyggelige Trold der lugter Kristenblod, der vistnok står i Glyptotekets have. Museets største rum og hans skulpturer minder begge meget om Tegners museum og skulpturer, og de er da også nært beslægtede, fortalte man mig. Museet er i øvrigt fyldt med kunst fra min absolutte favorit-periode i dansk kunst, perioden omkring forrige århundredeskifte. Og der var meget kunst og – især – keramik af kvindelige kunstnere, hvoraf mange var mig helt ukendte. En anden for mig ukendt kunstner var rigt repræsenteret, Jens Lund (1871-1924).

Engang vil jeg tage på tur med en ligesindet og besøge alle Danmarks små og knap-så-små kunstmuseer på én tur. Ind imellem skal vi spise god mad og sove på gode kroer. Hvem vil med? Og hvem ved, om bogen, der reklameres for på plakaten øverst, er til at skaffe for menneskepenge?

 

Share

Forårsudstillingen 2016

Marlon Wobst, 2016.
Marlon Wobst, DE, 2016.

Efter min mening er dette udstillingens bedste billede. Marlon Wobst (1980) fra Tyskland har fået et helt rum til 16 billeder, og de er alle skønne, men dette har bare nogle helt særlige kvaliteter. Det er mærkeligt, sjovt og fascinerende på én gang.

En af de ret mange fotografer udmærkede sig med fantastiske portrætter. Denne piges blik sugede os til sig og fastholdt os. Det er flot klaret i en verden fyldt med billeder.

Martin Thaulow, 2014. Tjetjenien, flygtningeportræt.
Martin Thaulow, 2014. Tjetjenien, flygtningeportræt.

Dette billede suger også tilskueren til sig, men af helt andre grunde.

Thiemo Kloss, DE. 2014-15. White Rooms.
Thiemo Kloss, DE. 2014-15. White Rooms.

Der er selvfølgelig også en hel del installationer, hvoraf mange faktisk er ret gode. Men de er jo i sagens natur svære at gengive… Denne billedserie, der projiceres op på væggen leger med rumopfattelsen og gør det godt.

Yuanyuan Huang, CH/DE, The Room, 2015
Yuanyuan Huang, CH/DE, The Room, 2015

Forårsudstillingen på Charlottenborg har lige et par dage endnu at løbe på, den slutter søndag den 17. april.

Jeg er en aldeles middelmådig fotograf. Men jeg kunne godt have leveret bedre billeder end disse. Det er imidlertid lidt med overlæg, fordi jeg ikke ønsker at træde kunstnernes copyright for nær.
Share

Svulstige damer i Ishøj

En kunstner på forsiden af Vogue. Hvornår er det sidst sket?
En kunstner på forsiden af Vogue (foto Robert Doisneau, 1952). Hvornår er det sidst sket?

Jeg så en udstilling med den sprudlende, fantastiske feminist, Niki de Saint Phalle i Tokyo i efteråret. Den lod mig ret kold. Den ene grund var, at den ikke var særlig godt kurateret, den anden at jeg havde så vanvittig ondt i min dårlige fod, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet…

Derfor var jeg ikke optændt af nogen hellig ild, da vi kørte til Arken. Men familien havde ikke set Gerda Wegener-udstillingen, jeg havde ikke set jubilæumsudstillingen og vi havde ikke set den færdige “voldgrav” rundt om museet, så afsted med os.

Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(
Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(

Men min skepsis blev gjort helt til skamme, for det er simpelthen bare sådan en flot udstilling! Hurra for museumsinspektør Naja Rasmussen.

Man bliver ført igennem de mange rum, hvor de nogle gange helt overvældende skulpturer kommer helt til deres ret. Der redegøres for Saint Phalles liv og værk på en kortfattet, men alligevel fyldestgørende måde. Jeg vil gerne se udstillingen igen, hvilket er lidt vildt, når jeg tænker på, at jeg ikke rigtigt brød mig om hendes værker, da jeg sidst så dem.

En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen

Udsnit af totempæl
Udsnit af totempæl

Saint Phalle om nødvendigheden af at blive kunstner: “Jeg blev kunstner, fordi der ikke var noget alternativ for mig. I en anden tid kunne jeg være blevet spærret inde resten af mit liv. Jeg var kun underlagt behandling og elektrochok i en kort periode, så kom kunsten og udfriede mig, den kom som en nødvendighed.”

Jeg kom til at tænke på Amalie Skram, da jeg læste det!

Jubilæumsudstillingen Kaleidoskop, der fejrer Arkens 20 års jubilæum er et imponerende katalog over museets evne til Rettidig Omhu i indkøbet. Jeg forstår overhovedet ikke Politikens sure 2-stjernede anmeldelse!

Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.
Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.

Der var mange værker, som jeg kendte eller kendte til, af kunstnere, som jeg kender og er vild med. Flere af dem har jeg skrevet om her på bloggen. Fx. Kirstine Roepstorff, hvis værker jeg er virkelig vild med. Skulle jeg vinde i Lotto eller få nogle velbetalte arbejdsopgaver, så er et værk af hende meget højt på ønskelisten.

Arken er blevet et af mine favoritsteder efter i årevis at have ligget meget lavt på min liste. Det skyldes selvfølgelig min hele tiden voksende kunstinteresse, men jeg tror faktisk også, at museets ledelse er blevet dygtigere med årene!

 

 

 

 

Share

Eye Attack på Louisiana

Som altid en flot udstilling – og herligt at se, at Louisiana virkelig kendte sin besøgelsestid, dengang disse værker blev skabt, for rigtigt mange af dem er fra samlingen og ganske velkendte for det trofaste Louisiana-publikum.

Bridget Riley: Movement in Squares, 1961
Bridget Riley: Movement in Squares, 1961

Mange af værkerne, måske særligt dem af Bridget Riley (f. 1931), ligner noget, man kan lave på en computer med lidt skillz og fantasi, men de er jo rent faktisk udført med lineal, maling og opfindsomhed alene. Mindblowing!

I dag mødte jeg en dame, der også havde set udstillingen. Hun var blevet så svimmel af at se på nogle af værkerne, at hun opgav frokosten bagefter pga kvalme! Så slemt syntes jeg nu ikke, det var, men nu er jeg også overordentlig glad for mad.

Francois Morellet, Sphére, 1962
Francois Morellet, Sphére, 1962

Den 14-årige og hans kammerat morede sig meget over, at mange af mobilerne larmede så meget. Mig: “Prøv du at bygge en maskine, der kan køre hver dag i 40 år uden at blive slidt!”

I udstillingen er der et rum, hvor opart perspektiveres i forhold til samtiden. Der var bl.a. denne fine illustration.

2016-02-18 12.21.59
1966

 

Vi nåede også Fire under Snow, en udstilling af videokunst. Vi havde det meget forskelligt med værkerne – nogle stod vi bare og gloede på og kunne ikke se pointen, andre syntes vi (og det er inklusive de to teens) var helt fantastiske. Ikke mindst Candice Breitz’ ’Working Class Hero (A Portrait of John Lennon)’ fra 2006. Wauw, et vildt værk! Vi sad foran det meget længe.

Share

Anders Zorn-museet i Mora, Sverige

Midnatt av Anders Zorn 1891
Midnat, 1891
Anders Zorn - Le tub
Le Tub, 1888
Vi holdt juleferie i en bette stuga i Dalarna i Sverige, som jeg har besøgt flittigt, siden jeg var barn. Jeg fik slæbt mand og barn på Zorn-museet, skønt jeg selv har været der en del gange før. Jeg holder virkelig meget af Anders Zorn, og han er da også fra min yndlingsperiode i kunsthistorien – perioden omkring forrige århundredeskifte.

Rent undtagelsesvis er Wikimedia rigt forsynet med billeder af Zorn, bl.a. de to herover. Desværre er mit favoritbillede ikke med i udvalget, men det kan ses her.

Museet er fint, og jeg synes, Mora kommune får ganske meget ud af Zorn uden at sælge ud. Vi besøgte ikke Zorn-gården – rundvisning er ikke lige vores ting, og desuden var det ret koldt… Vi boede meget tæt på den landsby, hvor Zorn tilbragte den del af sit liv, hvor han ikke boede i udlandet, så vi kørte en tur der. Den er ikke så forskellig fra alle mulige andre landsbyer i Dalarna, der har et meget traditionalistisk forhold til arkitektur. Og man forstår det egentlig godt, for husene ser så fine ud midt i alt det grønne (eller hvide), de er rare at være i og nemme at varme op. Det hus, vi lejede, var helt undtagelsesvis ikke rødt.

Lejet stuga ved bredden af Spjutmosjön i Dalarna.
Lejet stuga ved bredden af Spjutmosjön i Dalarna.

Share

Kvinden i guld

Gustav Klimt 046

Søn og jeg havde haft en hård dag, så vi fortjente en belønning. Sted og tid afgjorde, at valgmulighederne ikke var fantastiske, men da søn hørte, at denne byggede på en virkelig hændelse, der havde sit udspring i 2. verdenskrig, var han ikke i tvivl. Jeg kender ingen, der har set flere dokumentarfilm om 2. verdenskrig end den dreng!

Filmen handler om maleriet herover, malet af den østrigske maler Gustav Klimt. Det blev stjålet fra en jødisk familie af nazisterne under krigen. Det var der så meget kunst, der blev, men det lidt specielle ved dette værk er tre ting. Det ene, at det faktisk forestiller et medlem af denne jødiske familie. Det andet, at det siden blev nærmest symbolsk for østrigsk kunst og kronen i den østrigske stats kunstsamling. Hvis du ikke har set det som køleskabsmagnet, plakat eller postkort, så kommer du for lidt ud…

Den tredje ting, der er specielt ved dette fantastiske Jugend-maleri er, at den oprindelige ejers arving rent faktisk lykkedes med at få billedet tilbage fra den østrigske stat – og om det handler filmen. Når man ved, at Dame Helen Mirren spiller rollen som arvingen, så ved man også, at det aldrig kan gå helt galt.

Filmen er ikke usædvanlig på nogen måde, nærmest traditionel i sin opbygning. Men det gør ikke noget, synes jeg, emnet egner sig egentlig ikke til eksperimenter. Vellykket film, der – igen – fortæller os om et mørkt kapitel i Europas historie.

Share

Designmuseum Danmark – Japanisme

James Tissot - Young Ladies Looking at Japanese Objects
Young Ladies Looking at Japanese Objects af James Tissot, 1869

Siden jeg læste The Hare with Amber Eyes, har jeg for alvor fået øjnene op for den kolossale indflydelse, japansk kunst og kunsthåndværk har haft på europæisk kunst, siden der i 1853 igen blev åbnet for handel mellem Europa/USA og Japan. Japanisme blev en ting, og det europæiske antikvitetsmarked flød nærmest over med japansk kunsthåndværk. Ingen adelsmand eller burgøjser kunne undvære et japansk møbel eller træsnit i samlingen, hvis de skulle være med på noderne. Selvfølgelig smittede den særlige japanske stil straks af på tidens kunstnere, hvilket Japan-udstillingen på Designmuseum Danmark til fulde demonstrerer. I modsætning til visse andre museer i Danmark havde Kunstindustrimuseet, som det dengang hed, virkelig fingeren på pulsen og fik indkøbt en fantastisk samling japansk kunst og kunsthåndværk. Udstillingen blander originale japanske genstande med genstande, både fra dengang og senere, der er tydeligt inspireret af Japan. I dag behøver man blot gå en tur i en designbutik for at se, hvordan især keramik stadig er meget inspireret af Japan.

Fransk oplysende plakat
Fransk oplysende plakat uden årstal men med art deco typografi

Stol af Thorvald Bindesbøl
Stol af Thorvald Bindesbøl (tror jeg nok)

Museet har, udover sin faste udstilling om designhistorien, som jeg aldrig rigtigt bliver træt af, to andre udstillinger p.t. En udstilling om mode og tekstil gennem 400 år, der viser alt det bedste fra hver periode. Og en udstilling kaldet Mindcraft med et par håndfulde af Danmarks bedste designere og kunsthåndværkere. De folder sig ud i et univers, der simpelthen er enhver selfie-fotografs våde drøm. Der er spejle overalt!2015-11-21 14.01.20-1

 

 

 

 

Share

Kunst, kvalitet og kulturel bæredygtighed

 

Jeg kan ikke lide typografi og opsætning...
Tror det skal være smart med kommaet og apostroffen. Men det skærer i mine øjne.

var navnet på en konference, jeg var til i sidste uge. Den var arrangeret af Kulturstyrelsen og blev afholdt i Den Sorte Diamant. Jeg kunne desværre ikke være der fra starten, så gik glip af Morten Strædes indledning, som jeg ellers havde glædet mig til. Min spion berettede, at han havde været god.

Derefter var der en række indlæg af varierende kvalitet. Jeg bliver ofte slået af, hvor elendige de fleste PowerPoint præsentationer er – selv fra folk, der skal forestille at have indsigt i BÅDE kunst OG formidling. Og selvom de handler om emner, jeg finder interessante. Meget få billeder – ofte uprofessionelt udnyttet – altid dødsyg hvid baggrund og alt, ALT for meget tekst. Jeg plæderer ikke for præsentationer med kapow og swussjjjj, men man kan altså godt blive taget seriøst, selvom ens PowerPoint ikke er til-døden-kedelig.

Noget af det mest spændende var “7 visitkort“, hvor syv kunstnere/formidlere præsenterede ny kunst i det offentlige rum. Men også her led nogle af præsentationerne af grum kedelighed, selvom emnerne var spændende nok.

Jeg kunne lide Maskernes Momentum af Isabel Berglund, Malene Bachs udsmykning af Klima, Energi og Bygningsministeriet (som jeg også har set noget af i virkeligheden), Collective Strings af Karoline H. Larsen og Terra Incognita af Anders Krüger.

Ellers var min spion (der selv er en ung kvinde i branchen) og jeg slået af, hvordan kunstformidlingsfaget efterhånden er helt overtaget af yngre kvinder, som desværre ligner hinanden i foruroligende grad. Altså, jeg forstår godt de første kvinder på skanserne, der anskaffede sig skarpe frisurer og markante briller og dertil iklædte sig tøj med personlighed men uden for meget lår og barm. Men hvorfor kopierer alle de efterfølgende dem så bevidstløst? Det er lidt ligesom nyuddannede arkitekter, der køber sig et par arkitektbriller*. Come on!

Men måske er det en overlevelsesstrategi, der modsvarer erhvervslivets hvide, jakkesætklædte mænd, der næsten kun ansætter spejlinger af sig selv. Trist, hvis det er tilfældet.

PS: Spørg mig ikke, hvad der egentlig menes med kulturel bæredygtighed, for det fattede jeg aldrig rigtigt. Og det på trods af et egentlig udmærket indlæg af Nancy Duxbury, der omhandlede netop det. Ak.

* Fun fact: Hvis man billedgoogler "arkitektbriller" får man næsten ingen billeder af mænd iført arkitektbriller.
Share

En provokation

Suzanne Brøgger og Kim Fupz Åkeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.
Suzanne Brøgger og Kim Fupz Aakeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.

Kunstneren og provoen Smike Käszner gav forleden en ordentlig opsang til både den kreative klasses Facebook-omklamring af flygtninge og DF-typernes evige sang om hjælp i nærområderne. Jeg har det fint med en opsang, for jeg kan sagtens identificere mig med hans godgørende kreativ-klasse flygtningevenner, der reelt aldrig gør andet end at sende 100 kr. på SMS eller like et opslag fra Dansk Flygtningehjælp. Smike harcellerer over, at vi snakker stolper op og stolper ned om at integrere flygtninge, men hvad gør vi selv? Har vi venner blandt flygtninge og indvandrere? Og han har jo ret i, at det er sindssygt nemt at sidde i en dejlig lejlighed i indre by eller en villa i Hellerup eller Holte og have meninger om, hvordan man integrerer flygtninge og indvandrere i Danmark. Vi møder dem i reglen kun, når vi forvilder os på Nørrebro eller i kiosker, i Matas, i supermarkedet eller kører med bus eller taxa. Dér gør vi os stor umage for at tale pænt til de brune mennesker, men vi taler jo netop til dem, ikke med dem.

Alligevel synes jeg, han skyder ret meget ved siden af. Hele projekt Venligboerne består i høj grad af folk fra den kreative klasse, der har besluttet sig for selv at gøre noget, når nu det ikke hjalp at sætte kryds ved folketingsvalget. De afholder lektiecaféer, danskundervisning, juridisk rådgivning, hjælper med udfyldning af papirer, giver introduktioner til det digitale Danmark, forærer flygtningene møbler, computere, mobiltelefoner, osv. Simpelthen mennesker, der gør meget mere end at like på Facebook – og der er mange, mange tusind af dem! Dem er der så en masse, der har travlt med at nedgøre, kalder dem godhedsindustri eller spelthippier eller noget tredje. Det giver jeg intet for. Marie Krarup kan selv være klam, kan hun!

Folk, der vælger at bruge deres tid og deres penge på at hjælpe andre, der har været mindre heldige i livet, kan aldrig nogensinde stå til hån i min bog. Det håber jeg heller ikke, de gør i Smikes.

I øvrigt er argumentet om, at man ikke kender og omgås “de andre” ret udbredt – et ægte DF-cirkelargument. Og ja, jeg kender kun ganske få mennesker, der står ved, at de stemmer Venstre eller DF. Vi deler ikke livssyn. Jeg kender også kun ganske få mennesker, der kun interesserer sig for fjernsyn og fodbold. For vi deler heller ikke livssyn. Det samme gælder overklassetyper, der hyler om skattebyrden, mens de pudser på deres 50.000 kroners carboncykel. Til gengæld kender jeg en del mennesker, der graver en eksistens ud på kontanthjælp, sygedagpenge eller førtidspension eller som ingen uddannelse har. Det er fordi, man godt kan være på sulteydelse eller have forladt skolen efter 9. klasse uden at have opgivet sin værdighed eller sin interesse i politik, samfundsforhold, etiske spørgsmål, litteratur, kunst, kultur, gastronomi eller de andre ting, som jeg interesserer mig for, og som jeg derfor opsøger hos andre.

BT har kørt en kampagne med fokus på, hvor “multikulturalisterne” bor – nemlig i Hellerup, etc., i store villaer med meget langt til nærmeste indvandrerghetto. Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors svarede igen med et sydende indlæg – og hvor har han ret. I øvrigt – alle DF-typerne, der vil have grænsekontrol og afskære flygtninges adkomst til Danmark, hvor mange indvandrere og flygtninge har de selv som naboer? Og hvad med chefredaktionen på BT? Bor de sammen med deres forargede læsere? Næh, vel gør de ej. Det er simpelthen et skinargument.

Men altså – de “andre” gider sgu da heller ikke mig! De synes, jeg er en snob og tror ikke på min ægte begejstring for en bog, en film, et kunstværk. De synes, at deres interesser er “de ægte” og folkelige. Det er fint nok for mig, men jeg accepterer ikke en gammelkommunistisk tankegang om, at “folkets kultur” (og sikke dog et forvrøvlet begreb!!!) er bedre end min. Mine interesser er bedre end deres – for mig!

Den anden halvdel af Smikes argument – om nærområdehykleriet – er vi nok ret enige om. Selvom jeg må sige, at alle, der har stemt på blå blok, har medskyld i, at hjælpen til nærområderne nu nedskæres i stedet for at øges, for det lagde hverken Venstre eller DF skjul på før valget.

Og så er der i øvrigt folkevandring i eftermiddag fra Udlændingestyrelsen ved Fredens Park til Christiansborg, hvor politikerne er i gang med at fejre sig selv og folkestyret. Deltager du?

 

 

Share

Kunstmesse i Forum

2015-09-19 13.57.23

Efter at de største og toneangivende (i egen optik i hvert fald) gallerier havde deres show på Charlottenborg for nogle uger siden, blev det nu i forrige weekend “restens” tur i Forum med Art Copenhagen. Jeg syntes faktisk, det var bedre end sidste år – men der var altså stadig meget, der i mine øjne er skrammel. Ingen nævnt, ingen glemt.

Noget af det allerbedste, jeg så, var nogle fotografier af en for mig fuldstændig ukendt kunstner ved navn Andrea Jaeger. Meget originale værker, der sugede beskueren ind i sit tilsyneladende hverdagsagtige univers. Jeg faldt også for en anden fotograf ved navn Daan Oude Elferink, som faktisk deler sine “Urbex”-billeder på Flickr. Urbex er kortform af Urban Exploring og er den relativt nye (?) sport/kunstart at opsøge forladte bygninger og fotografere dem. Det kan let blive banalt, hvilket en søgning på #urbex på Instagram hurtigt kan overbevise dig om. Men fascinerende er det! En anden urbex-kunstner, som vi faktisk kom til at tale med, er @urbexclown. Han var repræsenteret med nogle flotte værker – man må sige, at disse fotos generelt gør sig bedre på et galleri end på Instagram! Min egen søn dyrker det lidt på sin Instagram-profil @the.dane. Her er et billede fra en forladt landejendom i Sønderjylland.

2015-07-29 11.05.01

To store værker lyste op – begge af musikere, der også er billedkunstnere. Knud Odde havde lavet en glasmosaik (!), som var virkelig imponerende på god gammel Odde-maner, men alligevel ny. Jeg tog et billede og gengiver det her, skønt jeg godt ved, man ikke må. Håber Hr. Odde vil tilgive. Det andet var et kæmpe lærred af Kasper Eistrup. Nej, hvor er han god! Der er flotte gengivelser af hans værker på hjemmesiden.

2015-09-19 13.14.24

En kunstner, jeg kendte i forvejen, er Daniel Goldenberg, der maler foto-lignende billeder af kendte steder i København i tåge og/eller regn. Kigger man nærmere, opdager man dog, at stederne faktisk ikke er så kendte endda.

Share

Art Deco og vild keramik

 

Sammenstilling af væggene i fire forskellige rum
Sammenstilling af væggene i fire forskellige rum på Gl. Holtegaard

Sidste weekend var vi på Gl. Holtegaard og se deres lille men flotte Art Deco-udstilling: Cool Moderne. Noget af det allerbedste ved udstillingen er den måde, de har malet væggene på – det løfter den ellers ret beskedne samling billeder, skulpturer og brugskunst betydeligt og sætter det i en samtidig kontekst. Art Deco var slutningen af en periode, hvor der ikke var så skarpe skel mellem ‘kunstnere’ og ‘kunsthåndværkere’. Ikke at det ikke er forekommet siden – i 60’erne var der en del kunstnere, der også lavede keramik – men der er ikke mange etablerede billedkunstnere, der også laver brugskunst til folket.

Arne Ungermann (1931)
Arne Ungermann (1931)

Flere kunstnere i mine sociale medie-feeds og flere kunstblogs og kunsttidsskrifter har på det seneste flippet ud over Rose Ekens vilde keramik på V1 Gallery (som jeg har skrevet om før). Så jeg har været ovre i Kødbyen og se på keramik. Og *alle* har jo ret – det er simpelthen en fantastisk lille udstilling/installation. Men spring på cyklen i en fart, det er sidste dag på lørdag (19/9).

2015-09-09 16.48.58 2015-09-09 16.48.45

Share