2 fotoudstillinger – Joakim Eskildsen og Jesper Høm

Disse to udstillinger har ikke andet til fælles, end at begge de udstillede er fotografer og at udstillingerne finder sted samtidig.

Joakim Eskildsen er i høj grad nulevende, og hans udstilling En verden jeg kan tro på er meget flot, men måske en lille smule for glat, når det tages i betragtning, at de fleste af hans billeder portrætterer folk, der ikke ligefrem har vundet i livslotteriet.

Når det er sagt, så kan jeg faktisk godt lide, at han ikke udstiller fx romaerne eller de fattige i USA’s sydstater, men portrætterer dem med værdigheden i behold. Det er meget anderledes end den måde, man normalt ser i hvert fald romaer portrætteret.

Den anden udstilling var med Jesper Høm, der døde i 2000. Han efterlod sig et værre roderi, sandt at sige, og næsten ingen af hans negativer findes i dag. Billederne på udstillingen er derfor unika eller findes i enkelte kopier i private samlinger. Det er derfor lidt af en præstation, at Museumsbygningen/Banja Rathnov kan vise så stor en samling frem. Udstillingen vises helt til 4/7, så du kan nå det endnu. Der er mange skønne billeder, og flere af dem kan man huske, når man ser dem (hvis man altså er sådan ca. på min alder). Mit yndlingsbillede forestiller en pige, helt alene på det, der vist nok er Brooklyn Bridge. Det billede er helt fyldt med liv, selvom der kun er en enkelt person i det.

Jeg kan ikke gengive nogen billeder, da ikke ét eneste af Eskildsens eller Høms billeder er frigivet til brug på en hjemmeside som denne. Klik på links til udstillingerne, der er masser af billeder. Eller – endnu bedre – gå derhen!

 

Share

Et besøg på Hirschsprungs samling

Det lille museum i skyggen af SMK har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Ikke så meget på grund af guldaldermalerne, der ellers er rigt repræsenteret, men på grund af det moderne gennembruds malere, som kan nærstuderes i et par sale, som rummer mange virkelig gode malerier fra perioden. En sjov detalje er, at museet har indkøbt møbler fra kunstnerhjemmene, så der flere steder står møbler i umiddelbar nærhed af billeder, hvori de indgår.

Dronning Sophie Amalies død
Kristian Zahrtmann: Dronning Sophie Amalies død, 1892.

En maler, som jeg ikke kendte meget til, inden jeg begyndte at komme på Hirschsprung, er Zahrtmann. Hans malerier skiller sig meget ud, fordi de ofte har grimme og lidt lattervækkende motiver, er knaldskarpt malede og oftest med hidsige farver. Senere har jeg fundet ud af, at han var læremester for næsten alle de malere, jeg holder allermest af, så hans bidrag til kunsthistorien måske mere ligger dér end i selve malerierne.

Nogle af de malerier fra det moderne gennembrud, som jeg holder allermest af hænger der. En lang række af disse billeder er inden for de senere år blevet tilgængelige på Google Art Project, hvor de kan studeres. Det bør dog ikke forhindre nogen i et besøg på selve museet. Det er desværre ret dyrt, og der er ingen former for rabatordninger. Det tilrådes derfor at smutte derover på en gratis onsdag, hvis man kan.

Wegmann Nähende Frau 1891
Bertha Wegmann: Syende kvinde, 1891 (ikke på udstillingen)

Der er i disse dage en særudstilling i anledning af 100-året for kvindernes stemmeret. Den hedder Kvindelige Kunstnere i Hirschsprung. Den var jeg godt nok skuffet over, og jeg kunne ikke lade være med at få den tanke, at den er løbet i gang af en kvindelig kurator, der har fået 25 øre og meget lidt opbakning fra museets ledelse. Selvfølgelig kan man ikke opfinde værker, som museet ikke disponerer over, men et kritisk blik på, hvorfor museet fx kun har ét billede af Agnes Slott-Møller og ikke har erhvervet ét eneste af de af hendes malerier, der har kunnet købes (billigt) på auktion de senere år, havde været klædeligt. Teksten til udstillingen er mildest talt ukontroversiel, hvilket er synd, for man kunne fx have kigget på kvindernes egen holdning til deres status (som varierede en del) og på museets indkøbspolitik, både dengang og (måske især) siden. Anna Syberg, som jeg skrev om forleden, er repræsenteret med to dejlige billeder, hvoraf især det ene er et nærstudium værd – det er ikke umiddelbart til at finde via Google.

Share

Tegners Museum

En af Tegners mange skulpturer, som er strøet rundt i Rusland.
En af Tegners mange skulpturer, som er strøet rundt i Rusland.

Sidste weekend, I ved, en af de dage, hvor solen faktisk skinnede, kørte vi en tur i den bil, vi ofte glemmer, at vi har. Vi kørte til Dronningmølle – eller næsten – for det gik op for os, at sønnike aldrig har været i Rusland eller mødt Larger-Than-Life-kunstneren Rudolf Tegner.

Rusland er et stort naturområde lige syd for Dronningmølle i Nordsjælland, oprindelig kaldt Rusland, fordi det var så langt væk fra alting og temmelig øde. I kid you not.

Midt i Rusland ligger en betonklods, som indeholder den herligste sammenklumpning af skulpturer, mange af dem i kæmpeformat. Jeg boede i en del år lige i nærheden, så jeg kender både Rusland og museet ret godt, selvom det altså var længe siden, jeg havde været der. Men Tegners er et museum, der forandrer sig meget, meget lidt. I dette tilfælde tror jeg mest, at jeg synes, det er godt. Der er faktisk en lille særudstilling på vej, kurateret af Suste Bonnén, som jeg ærgrede mig lidt over at komme for tidligt til. Den kunne man bruge som undskyldning for at køre derop. Er vejret godt, er stedet ualmindelig velegnet til picnic.

Tegner var en af sin tids enfant terribler, og han har nok været temmelig uomgængelig, fornemmer man, når man sådan læser lidt bagom beskrivelserne af ham og hans kunst. Og se lige denne skulptur (og husk, at han var død længe før han kunne have set The Fantastic Four).

Dette er ikke The Thing, men åbenbart Skt. Peter med nøglen. Se lige de lårbasser!
Dette er ikke The Thing, men åbenbart Skt. Peter med nøglen (1935). Skulpturen er ca. 3 meter høj!

Man taber jo underkæben over de lårbasser og hans besynderlige ansigtsudtryk. Og hvad med tonsuren? Var den virkelig opfundet på Skt. Peters tid?

Man han var sandelig også forud for sin tid, manisk optaget som han var af katte og ugler – man skulle jo tro, han havde været på Twitter eller Instagram! Uden på betonklodsen sidder en ugle og holder øje og en rasende kat går til angreb. Man bliver forskrækket, første gang man ser den kat!

2015-05-14 15.09.32 2015-05-14 15.09.21

Share

Edmund de Waal: The Hare with Amber Eyes

TheHare

Så fik jeg endelig læst denne bog, der, ganske som flere af mine veninder har påpeget, var lige noget for mig. Jeg læste den som e-bog, men lige netop denne bog ville jeg meget gerne eje som illustreret hardback. Jeg brugte så internettet til at illustrere bogen for mig ved konstant at Google de kunstværker, steder og ikke mindst Netsukes, jeg læste om undervejs.

Min egen Netsuke.
Min egen Netsuke.

Siden jeg første gang stødte på de små figurer på Fitzwilliam museet i Cambridge, har jeg haft en svaghed for dem. Vi har sågar en enkelt, som jeg har købt på Ebay. Men det er ikke kun, fordi jeg har en svaghed for Netsukes, at denne bog er lige noget for mig – den har flere andre af de kvaliteter, som jeg sætter allermest pris på.

Den første tredjedel af bogen foregår i min favorit-tidsperiode i Paris – slutningen af 1800-tallet. Hovedpersonen, Charles Ephrussi, er sådan en drømmemand – klog, rig, nogenlunde pæn, belæst og beleven. Og kunstsamler. Alle værker beskrives indgående i bogen, og da de alle er gamle nok til at være i public domain, kan hvert eneste billede Googles. Derfor tog det mig også en rum tid at komme igennem den del af bogen.

Pierre-Auguste Renoir - Luncheon of the Boating Party - Google Art Project
Renoir: Luncheon at the boating party. 1880-81. Det er Charles Ephrussi i den høje hat bagest tv.
Den mellemste del af bogen foregår i Wien. Den er historisk interessant, fordi det er et specielt sted for en jødisk familie at opholde sig i mellemkrigsårene, knap så interessant rent kunstnerisk. Sidste del af bogen foregår i Japan, hvor oprindelsen for bogens omdrejningspunkt, en stor, fin samling Netsukes, afdækkes og oprulles samtidig med, at man får en rørende og indfølt skildring af, hvordan det knækkede Japan kom på fode igen efter krigen.

Den sidste ting, jeg holder meget af ved denne bog, er dens elegante sprog. Hr. de Waal er ikke nogen helt almindelig pottemager (for vi ved jo, at alle pottemagere har honours-degrees fra Cambridge…), han er nærmest en ekvilibrist med det engelske sprog. Det er SÅ dejligt.

Share

Slow på Glyptoteket

Det var anden gang, jeg var til Slow på Glyptoteket. Jeg skrev ikke om det første gang, fordi jeg ikke fik set eller hørt ret meget, bl.a. fordi jeg fulgtes med en, som man taler godt med. Der var foredrag med Erwin Neutzsky-Wulff, en mand, der er meget delte meninger om. Jeg er blevet fortalt, at man ikke bør mene noget om ham, hvis man ikke har læst hans bøger. Det har jeg ikke, og kommer næppe heller nogensinde til det, så jeg mener ikke noget…

I torsdags var jeg alene, så ikke optaget af at sludre. Jeg lagde ud med dobbelt-foredrag med Glyptotekets direktør Flemming Friborg, hvis syn på kunstformidling, jeg ikke deler. Det har jeg skrevet om tidligere. Den anden var Carsten Thau, som jeg kendte fra nogle arkitekturprogrammer i fjernsynet. De talte om magt med udgangspunkt i bryggeren, J.C. Jacobsen. Og, kære læsere, I fatter simpelthen ikke, hvor lærd det var! I de seneste 10 års tid har jeg lært mig selv at læse og forstå det sprog, der hedder akademisk. Så nogenlunde da. Så jeg forstod faktisk godt, hvad de talte om. Nu vil jeg påstå, at jeg ikke var specielt meget dummere for 10 år siden, end jeg er i dag. Og heller ikke meget mindre interesseret i kunst og en diskussion om magtdemonstrationer i kunsten. Men dengang ville jeg ikke have forstået, hvad de to herrer talte om. Jeg antager derfor, at der må have været en del tilstede ved foredraget (eller, det hedder jo talk på moderne museums-dansk), som ikke helt kunne følge med, da næppe alle de fremmødte har været kunsthistorikere.

Jeg synes faktisk ikke, de kan være det bekendt! Mange akademikere kan sagtens tale dansk, så almindelige mennesker kan forstå det, uden derfor at tale ned til os. Det har jeg været vidne til utallige gange. Så hvorfor er det nødvendigt at kalde en øgruppe for en archipelago?

Nå, *rant over* som vi siger på de sociale medier. Jeg fik også set den nye udstilling Fra Blok til Krop. De første 3/4 af udstillingen er gode, synes jeg, selvom formidlingen virkelig lader noget tilbage at ønske! Det skrev Politikens anmelder, og jeg tænkte, at hun nok bare var sur og kritisk, men man får virkelig INGEN hjælp fra museet til at finde vej fra den ene del af udstillingen til den anden eller til at forstå udvælgelsen. Jeg faldt i snak med en yngre mand foran en ret besynderlig skulptur, fordi vi begge undrede os over den. Han havde ikke engang opdaget, at han var gået ind i en særudstilling med et tema!

Der var en del af skulpturerne, som jeg ikke erindrede at have set før. Måske har de stået i et mørkt hjørne, måske i kælderen. Men denne her er jo vildt dramatisk!

Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.
Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.

Skulpturen herunder findes i flere udgaver, denne blev bestilt af bryggeren til minde om hustruen Ottilia Jacobsen:

Rudolf Tegner:  Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.
Rudolf Tegner: Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.

Jeg studsede over denne – eller rettere dens titel.

Aristide Maillol: Den lille cykelrytter, 1907. Glyptoteket.
Aristide Maillol: Den lille cykelrytter, 1907. Glyptoteket.

For intet, ikke engang overdimensionerede lægge eller underdimensionerede overarme leder tanken hen på cykling. Altså, selv ikke i 1907 cyklede man vel nøgen rundt?

Den sidste del af udstillingen virkede helt tilfældigt sammensat. Hvis der var en mening med galskaben, blev den ikke forsøgt forklaret, og var i hvert fald ikke evident.

Jeg var selvfølgelig også oppe og se Glyptotekets nyerhvervede maleri af Degas. Jeg synes faktisk, at hans hesteskulpturer er så meget mere interessante.

Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.
Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.

Havde i øvrigt en dejlig kunstoplevelse, der ikke handlede om mig selv. Den mand, jeg faldt i snak med, kendte ikke Glyptoteket særlig godt, men var tydeligvis ret betaget af skulpturerne. Jeg anbefalede ham derfor at gå op mod den franske afdeling og se Christian Lemmerzdødsskulptur, der står så smukt halvvejs oppe. Da jeg så mødte ham igen senere, sagde han begejstret, at nu havde han fået en ny favorit-skulptur og tillige et helt nyt syn på Lemmerz. Så kunne jeg gå glad hjem.

Share

Sven Hauptmann i Museumsbygningen

Sven Hauptmann: Collage, 1968 (galleri Banja Rathnov)
Sven Hauptmann: Collage, 1968 (galleri Banja Rathnov)

Museumsbygningen (samme gade på Østerbro som de engelske og spanske ambassader, så velbevogtet) er så stort et galleri, at det mere minder om et museum. Derfor er det også en yderst passende ramme om en retrospektiv udstilling med en kunstner, jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke kendte. Jeg forstår dog, at han slet ikke var almindeligt kendt uden for visse kunstnercirkler, så jeg føler mig ikke som en fuldkommen idiot. Men mindst ét af hans værker ejes dog af Statens Museum for Kunst og han modtog Eckersberg-medaljen i 1982.

Sven Hauptmann døde allerede i 1984, og i mange år har hans collager mest hængt hjemme hos kendere. Det er da også kun relativt få af værkerne på udstillingen, der rent faktisk kan købes – hvilket jo er lidt usædvanligt for et galleri.

Collagerne er fulde af poesi, og mange af dem er meget originale. De materialer, der er brugt, er mestendels helt hverdagsagtige, udklip, plakatbidder, franske metrobilletter, reklamer, dimser. Det er tydeligt, at collagerne har taget tid at lave, men tid var så også noget Sven Hauptmann mente, man skulle tage sig. Og det er da et budskab, der er værd at tage til sig i vores flyvske tid.

En lille krølle på halen:

Tager du ud på Østerbro og kommer fra Østerport, så gå bagom ad Bergensgade forbi den russiske ambassade. Stien, der udgør fortsættelsen af Bergensgade, blev i gamle dage kaldt for Ho Chi Minh-stien, fordi demonstranterne i 70’erne løb den vej, når de skulle flygte fra politiet efter demoerne foran den amerikanske ambassade (der ligger lige på den anden side af kirkegården). Det store hvide palæ på venstre hånd lige før stien er vist nok den russiske ambassadørbolig i dag, men det blev bygget af PS Krøyer til ham selv og hustruen Marie, og det var Marie, der med sit store, delvist uudnyttede, kunstneriske talent stod for alle de fine detaljer, både ude og inde. Nu har de jo et museum på Skagen, men jeg synes, det er ærgerligt, at dette fine hus ikke blev Skagens ambassade i København.

Share

Arrogante gallerister

Inden for den seneste måned har jeg besøgt mange af de gallerier, jeg er kommet forbi på min vej. Jeg har været inden for hos mindst 15 forskellige. Nogle af dem har jeg besøgt flere gange, de fleste aldrig før. Jeg kommer næsten altid på tidspunkter, hvor galleriet er tomt eller næsten tomt. Alligevel oplever jeg mange steder at blive fuldstændig ignoreret. Som i FULDSTÆNDIG.galleri

Det er jo imponerende, at disse gallerister eller galleri-medarbejdere er så store menneskekendere, at de simpelthen ved, blot ved at kaste et blik på mig ud af øjenkrogen, at jeg ikke har råd til eller er interesseret i at købe det kunst, der er udstillet derinde. Når jeg står der i det rungende tomme galleri, kommer jeg altid til at tænke på historien om bilsælgeren fra Malcolm Gladwell’s Blink. I korte træk går den ud på, at Gladwell har fundet frem til denne her bilsælger, der sælger mange flere biler end alle de andre bilsælgere. På spørgsmålet om, hvordan han gør det, svarer han, at han går hver eneste kunde i møde som en tabula rasa. Han behandler dem helt ens, uanset deres alder, race, påklædning, etc. Enkelt ja, men svært!

Man kan også opleve, at galleristen/personalet kommer én i møde og siger pænt goddag, men hvis man så får afsløret, at man fx ikke kender den udstillende kunstner, så er det lige før, de vender det hvide ud af øjnene. Det er heller ikke særlig fremmende for min lyst til at komme igen, skulle jeg hilse og sige.

Inden jeg sander til i selvmedlidenhed, vil jeg lige understrege, at det her faktisk er meget mere synd for kunstnerne, end det er for mig. For det er dem, der ikke får den repræsentation, som de betaler MEGET dyrt for. Galleristerne får typisk 50% af prisen på et kunstværk. Nogle af dem yder uendeligt lidt for de penge.

Fire eksempler på 'kunst i dagligdagen', der beriger min hverdag.
Fire eksempler på ‘kunst i dagligdagen’, der beriger min hverdag.

Noget andet, gallerister kunne gøre for deres kunstnere, er at inspirere dem til at udvide deres “scope” for, hvad kunst er. Ved siden af deres store lærreder kunne de fx sælge tegninger, få udført litografier, dekorere porcelæn, t-shirts, skateboards – mulighederne er faktisk uendelige. Nogle kunstnere vil så stirre olmt ned på mig fra deres høje hest og fortælle mig, at de virkelig ikke kan nedværdige sig til at være så kommercielle. Fint! Men så lad være med at brokke dig over, at du ikke kan leve af din kunst. Når nu kunstnerne ikke lærer på akademiet, hvordan de skal få deres kunst out there, så bliver det galleriernes opgave. For hvad er egentlig fidusen ved at have sultende kunstnere i stald? Vi er vel kommet ud over Bohème-myten om, at den største kunst bliver til på kolde loftsrum?

Der er naturligvis adskillige gallerier, hvor jeg bliver vel modtaget, og hvor jeg forlader stedet på alle måder beriget. Og enkelte gange en del fattigere, fordi jeg er *kommet til* at købe et stykke kunst. Lad mig anbefale nogle stykker: Nordahl & Nissen Contemporary, Bredgade Kunsthandel, Galleri Tom Christoffersen, In the Gallery, Gether Contemporary og Hans Alf Gallery.

Tak til Daisy for inspiration til dagens indlæg.

Share

Klage til kunstnerne!

Ja, selvfølgelig skal kunstnerne først og fremmest lave kunst. Og nej, jeg forventer ikke, at kunstnere blogger og Instagrammer i ét væk, det er jeg faktisk nok helst fri for. Men altså, hvorfor gør I det SÅ svært at følge lidt med i, hvad I laver?kørner facebook

Hver gang jeg støder på en kunstner, som jeg rigtig godt kan lide, googler jeg dem selvfølgelig. Mange kunstnere har en hjemmeside, ikke sjældent er de ret flotte. Og det er jo godt. Men hvis der ikke tilbydes mere – altså ikke en Facebook-side, en Instagram-konto man kan følge, eller et nyhedsbrev man kan abonnere på, så forventes det altså, at man går rundt og husker på kunstnerens navn og kigger på deres hjemmeside med jævne mellemrum. Sorry guys, but that’s not gonna happen! Det kan så indvendes, at man kan abonnere på galleristens nyhedsbrev eller følge dennes Facebookside. Ja, og det gør jeg skam også. Men mange kunstnere er ikke så heldige at have en fast gallerist. Og forlader en kunstner et galleri til fordel for et andet, så opdager man det typisk ikke. Det sker heller ikke sjældent, at en kunstner er tilknyttet et galleri, men så løst at man ikke får besked om, at de fx har billeder med på en gruppeudstilling eller har udsmykket en offentlig bygning eller lignende.

Man kan anmode kunstneren om venskab på Facebook, men det bryder jeg mig faktisk ikke om – jeg kender dem jo ikke, hvorfor skulle de være “venner” med mig? Jeg har gjort det med et par kunstnere, jeg er vild med, og de har sagt ja til min venneanmodning, men altså! Hvorfor sørger I ikke for at have en Facebook-side, viet til jeres kunstneriske aktivitet eller i det mindste for at åbne for muligheden for ensidigt følgeskab.

Jeg synes også, at kunstnerne af og til kunne lægge et fotografi af deres kunst ud på nettet med en åben licens, så der kan knyttes eksempler på deres kunst til omtale af dem, ikke mindst på Wikipedia. Hvis du er kunstner og læser det her og tænker, “nå men, det vil jeg da godt, jeg ved bare ikke hvordan”, så finder du en vejledning her. Vilkårene er naturligvis lidt anderledes for fotografer, hvis værk risikerer ulovligt genbrug. Jeg foreslår at lægge et par værker op med vandmærke i. Ja, det kan fjernes i Photoshop, men der er jo en risiko ved alting. For en kunstfotograf er det vel muligt at udvælge et par billeder, der ikke umiddelbart opfordrer til kommerciel udnyttelse.

I morgen får gallerierne én på hattepulden.

Share

Ostrowski, Reyle, Hirst på Arken

“Afsøgning af kunstens virkemidler” kan også blive for abstrakt for mig. Således David Ostrowski. Jeg havde ikke sønnen med, men jeg ved, at han ville være blevet oprigtigt forarget over, at Arken skulle bruge en sal på det. Og han er ellers ikke nogen foragter af abstrakt kunst.

Vi var mest på Arken for at mødes med noget familie, men vi fik da gået en runde. Jeg har tidligere skrevet om, hvor meget det har betydet for min kunstopfattelse at se de samme kunstværker mange gange. Nu har jeg været en del gange på Arken inden for en relativt kort tidsperiode, og jeg kan mærke, hvordan nogle af værkerne sniger sig ind under huden på mig, mens andre til stadighed er mig ligegyldige. Anselm Reyle er en af dem, som jeg efterhånden er kommet til at synes godt om.

Anselm Reyle, Arken
Anselm Reyle, Arken

Tidligere har jeg været uforstående over for Damien Hirsts enorme berømmelse og de sindssyge priser på hans værker. Det sidste begriber jeg nok stadig ikke, men efter nu at have tilbragt en del tid med at gå rundt i Hirst-salen på Arken, så forstår jeg efterhånden det med berømmelsen. Han kan virkelig noget!

Og så er der i øvrigt ved at ske noget rimelig stort med Arken. Museet er endelig på vej til at kunne leve op til sit navn, da der nu graves en “voldgrav” rundt om museet, der så bliver til Kunstens Ø. Hvis det kommer til at se ud som på tegningerne/computeranimationerne, bliver det virkelig flot! Det skulle være færdigt til vinter – jeg glæder mig til at se det!

 

Share

Kunstsamlerne på DRK

Jeg har binge-set seks programmer om danske kunstsamlere med Adrian Lloyd Hughes. Konceptet er dobbelt: vi besøger en kunstsamler og ser på deres kunst og hører om, hvad der motiverer dem og samtidig bliver Adrian uddannet som kunstsamler af en kunstrådgiver. Han har besluttet sig for at investere sin efterlønsopsparing på 64.000 kr.

Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst
Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst

Udstillingen om kunstsamleres indflydelse på kunsten, som jeg lige har set på Reina Sofia i Madrid, gjorde jo temaet så meget mere interessant for mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt så meget over det før. Men selvfølgelig har disse storkøbende samlere indflydelse på kunsten – som de alle gør meget ud af at understrege, er det af stor betydning for dem at kende kunstnerne.

De portrætterede kunstsamlere er meget forskellige, men fire af fem samler næsten udelukkende på moderne kunst. To af dem er helt umanerligt stenrige, så de falder ligesom lidt udenfor (min) kategori. Det er jo nemt nok at stå dér og sige, at man køber med hjertet, når man (Lauritz.com-parret) har råd til både Hammershøi, Jens Juel, Tal R og John Kørner…  I sidste afsnit er der endnu en stenrig kunstsamler, der joker med, at han jo må “spise havregryn i 14 dage” for at få råd til en Damien Hirst. Kald mig humorforladt, men det syntes jeg overhovedet ikke var sjovt. Jeg kender for mange mennesker, der må spise havregrød, hvis de skal have råd til et cafébesøg eller en biografbillet.

Jeg solidariserede mig 100% med de to kunstsamlere, der måtte lide afsavn, når de ville købe kunst. Måske ikke kæmpe afsavn, men kunstkøb for dem er ikke bare et greb i lommen. Det var den norske ingeniør Jostein Gabrielsen og kunstanmelder ved Politiken Trine Ross. Jeg var sgu vild med Trine Ross’ hjem – propfyldt med en livsalig blanding af kunst, sjove dimser og memorabilia. Jeg følte mig straks hjemme! Man bemærker også, at disse to kunstsamlere gerne fortæller, hvad billederne har kostet, det gør de andre ikke.

Herhjemme er vi selv ved at udvikle os til samlere, men vi samler simpelthen på ALT, hvis vi bare kan lide det. Nyt og gammelt, glas og malerier. De interviewede ægtepar fortæller, at de skal være enige, når de køber noget. Det skal vi også herhjemme, og det er ikke så svært, som man skulle tro. Selvom jeg stadig er en anelse fortørnet over, at min mand ikke kunne lide det billede af Astrid Marie Christiansen, som jeg blev meget forelsket i…(det er det, der hedder Playtime (Shady) på hendes hjemmeside).

Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.
Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.

Adrian ender med at vælge et maleri af Allan Otte. Af de værker, han fik at vælge imellem, ville jeg selv have valgt billedet af Ivan Andersen eller litografien af Erik A. Frandsen.

Share

Grønningen

2015-03-28 18.57.08
Den ene af to mulige katalogforsider. Der var frit valg.

Mon ikke jeg tidligere har set en udstilling med kunstnersammenslutningen Grønningen? Det tror jeg, men jeg har ingen specifik erindring om det. I år fylder foreningen så 100 år, hvilket fejres med en ekstra stor udstilling, der ikke alene fylder salene på Den Frie, men også de shabby-chic lokaler i Museumsbygningen ikke så langt derfra.

Jeg kan ret meget bedre lide Grønningens kunstnere end Corners, må jeg konstatere. Alligevel kan jeg ikke hitte ud af at skrive samlet om sådan en udstilling, for jeg har simpelthen svært ved at se nogen tydelig fællesnævner. Også på Grønningen er der kunstnere, jeg slet ikke bryder mig om, side om side med kunstnere, hvis værker jeg gerne ville snuppe med hjem NU.

I min vanlige lalleglade, positive stil vil jeg nøjes med at omtale de kunstnere, som jeg virkelig godt kan lide:

Et par stykker har jeg omtalt i anden sammenhæng, bl.a. Kirstine Roepstorff. Denne gang faldt jeg pladask for et stort maleri af nogle japanske papirslygter (det hænger i Museumsbygningen). Anette Harboe Flensborg støder jeg hele tiden ind i, og det største af de billeder, hun har med her er simpelthen fantastisk. Det ville passe helt fremragende i min stues store tomme rum…

Så i hastig rækkefølge – Leonard Forslund – meget speciel teknik som jeg ikke helt kunne aflure. Akryl på lærred står der uoplysende ved siden af billedet. Hjördis Haack – smukke drømmende billeder, der er sært og skønt beskåret. Tanja Koljonen der har fundet gamle papirer, hvorpå der engang har været monteret sommerfugle. En duft af fordums tid. Erik A. Frandsen bed jeg første gang mærke i, da jeg spurgte til udsmykningen i Kunstforeningen Gl. Strands store sal, hvor hans karakteristiske stålblomster udsmykker hele langvæggen. Siden har jeg set nogle lignende på auktion. Forleden så jeg så to store blomstermalerier hos Gallery Hans Alf, og her igen to blomstermalerier.

Astrid Kruse Jensens afdæmpede fotografier genkendte jeg fra Mikkels Atelier. Malene Landgreens geometriske billeder er jeg stødt på mange gange – jeg hæfter mig altid særligt ved dem, fordi min yngste søn er meget begejstret for hende. Endelig var der Peter Bonnén med fire fantastiske trillebøre, som ligger meget langt fra de skulpturer, der ses på hans hjemmeside.

I en klasse for sig selv er Jørgen Haugen Sørensen med sine hvide skulpturer, der alle har døden som tema. Jeg lærte Haugen Sørensen at kende for alvor, da hans skulpturer fyldte kælderen under Thorvaldsens Museum. Dér passede de altså godt!

Der findes faktisk en prisliste. Jeg må konkludere, at jeg ikke rigtigt har råd…

Share

Richard Mosse, Jeff Wall og David Hockney på Louisiana

Vi har været på Louisiana et par gange, men jeg har ikke fået skrevet om det. Som jeg tidligere har beskrevet, er Louisiana en familiedestination for os – ingen andre steder opfylder så mange af vores behov på én gang.

Richard Mosse: Drag, 2012  Digital c-print ©Richard Mosse. Courtesy of the Artist, Jack Shainman Gallery & carlier ǀ gebauer
Richard Mosse: Drag, 2012 ©Richard Mosse. Jack Shainman Gallery & carlier

Richard Mosse‘ billeder fra krigen i Congo og i særdeleshed den film, der står centralt i udstillingen, er skrap kost. Den lyserøde farve, der er fuldstændig overvældende og dominerende, sender et stærkt kulturelt signal om ufarlighed og nuttethed, der er helt og aldeles misvisende. Farven skyldes Mosse’ brug af en særlig type film kaldet Kodak Aerochrome, som man tidligere brugte militært til at afsløre camouflage. Alt det naturligt grønne (og det er der meget af i Congo) fremstår skrigende lyserødt. Effekten bliver bl.a., at man bliver nødt til at kigge ret indgående på billederne, og at man aldrig får lov til at henfalde til beundring af det fine landskab.

Jeff Wall: Monologue, 2013 © Jeff Wall
Jeff Wall: Monologue, 2013 © Jeff Wall

Fotografisk kunst er virkelig ved at vinde indpas på de bonede gulve i Danmark. Det var på tide, og det er dejligt. Udstillingen med Jeff Wall er netop åbnet, og den er også flot og tankevækkende. De fleste af hans billeder er fra samfundets skyggeside, men slet ikke in-your-face, som det ses i fx aviserne. Snarere er han optaget af det lidt lurvede. Jeg har læst lidt i katalogteksten, og deri fortolkes billederne helt vildt – alt for meget for mig. Vi gik langsomt rundt og så på billederne og talte om, hvordan vi hver især læste dem (vi: min 26-årige ældstesøn og hans kæreste, min 13-årige søn og mig selv). Det var aldrig helt det samme vi så, så på den måde bidrog vi til hinandens oplevelser.

David Hockney: Woldgate, 6. – 7. maj fra serien Forårets komme i 2013  Kul på papir ©David Hockney Foto: Richard Schmidt
David Hockney: Woldgate, 6. – 7. maj fra serien Forårets komme i 2013, Kul på papir, ©David Hockney, Foto: Richard Schmidt

Endelig er der viet en sal til en af Louisianas “huskunstnere”, David Hockney. Ham er jeg fuldstændig pjattet med, så er det sagt. Et af mine mottoer er godt nok, at man skal skille kunstneren og værket, men i dette tilfælde er jeg vild med begge dele. Et interview med Hockney er altid fyldt med visdom, humor og underfundighed. Hockney har lavet en serie kultegninger, som et farvel til det England, hvor han er født, men som han ikke regner med at komme tilbage til. Der er tale om 30 tegninger af forskellige motiver i den samme skov, tegnet over et år, de fleste vist fra forsædet af kunstnerens bil. Hvis du ikke er så bekendt med Hockney, så se videoen herunder, hvor man både ser mange billeder, ser ham male og hører ham fortælle.

Udover de ovenstående kan man stadig se den store Modersohn-Becker udstilling, som jeg har set flere gange, men alle fire er ALT for meget på én gang. Hvis du skal derop snart, så kig lidt på Louisianas hjemmeside og beslut, hvilke af kunstnerne du er mest interesseret i, og skip så resten. Med kunstoplevelser gælder det ikke om at få så meget som muligt for pengene.

Share

Edvard Weie på Kunstforeningen Gl. Strand

Opstilling med appelsiner
Opstilling med appelsiner, 1922. SMK.
Selvom jeg er medlem og går forbi hver og hver anden dag, har jeg alligevel tøvet med at gå hen og se denne udstilling, for jeg har aldrig været særlig betaget af Weie. Det er jeg vel i og for sig stadig ikke, men alligevel var jeg ret tilfreds med mit besøg og det, jeg fik med hjem.

Som så mange andre kunstnere var Weie plaget af psykisk sygdom og meget sorte perioder. Men i modsætning til så mange andre var han ikke i stand til at male på sin melankoli og måtte derfor stoppe sit virke i længere perioder. Vel lidt ligesom PS Krøyer, tænker jeg. Weie var en af de første modernister i Danmark, og han så skævt til mange af sine samtidige, noget han bl.a. fik afløb for i vrede avispolemikker, hvilket ikke just gjorde ham populær i datidens kunstnermiljø.

Faun og nymfe
Faun og nymfe. 1940-41. SMK.
Denne vrede kan man ikke se i billederne, hvor han, som kurator Lennart Gottlieb udtrykker det, fremmaner poesiens natur. Værket herover (der er malet i mange udgaver) betragtes som hans hovedværk. Men jeg vil være sær og foretrække hans stillebener (er så barnlig, kan ikke lade være med at udtale det ord med tryk på ‘stil).

Som et relativt nyt formidlingsgreb er der sat musik til billederne, Max Richter og Mikael Simpson. Det gjorde ikke rigtigt noget for mig, og kulminationen på Richter-værket måtte jeg ligefrem flygte fra. Angiveligt var Webers Jægerbruden Weies yndlingsopera. Det er ikke min, men jeg havde nok alligevel foretrukket den eller noget andet romantik. Jeg synes dog, der bør gives point for det gode initiativ! Vi kan måske godt få nok af nytænkning i kunstformidlingen, men det er da ikke sket endnu.

Share

Om kunsten og museerne

80638-Copenhagen

I dagens Politiken (artiklen er ikke online, ikke engang for abonnenter (?)) er der et stort opsat interview med Glyptotekets direktør Flemming Friborg. Det sker i anledning af en polemisk artikel, han angiveligt har skrevet til Carlsbergfondets Årsskrift (heller ikke online). Kunst skal øjensynligt diskuteres med tryksværte på fingrene…

Overskriften på interviewet er “Det er perverst at sige, at vi mangler brugerinddragelse“. Yderligere siger han bl.a.:

Det har længe været ‘det andet’, som museerne har fokuseret på – som om kunsten behøver hjælp udefra af noget mere eller mindre væsensfremmed for den og museet. Dermed vælger man de korte sejre, for jeg tvivler på, at de personer, der alene kommer til en dj-aften, kommer igen ugen efter og ser nærmere på kunstværkerne.

Lidt senere kritiserer han Kulturstyrelsens puljeordninger, hvor der bl.a. findes én, der er målrettet kulturinstitutionernes samarbejde med uddannelsessektoren:

Problemet med puljerne er, at de bestemmer, hvad der skal satses på for at opnå støtten. Vi løber efter at skulle finde på projekter, der passer til virkeligheden, snarere end at finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage.

Jeg tror mest, jeg er Uenig med ham, selvom han også siger ting, som jeg er enig i. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvilket museum, der har æren for at have åbnet mine øjne for kunst. Louisiana. Helhedsoplevelsen ved at tage derop, de fantastiske omgivelser, den bestandige fornyelse på en solid bund af kærlighed og respekt for kunsten, de originalt kuraterede udstillinger, de spændende møder med det nye og ukendte, hvorefter man kan gå ned i samlingen og dvæle ved sine yndlingsværker. Repetitionen og fornyelsen. Det samme gælder både min nu voksne ældste søn, der har kommet der siden han var lille, og min nu 13-årige, der ikke sjældent selv foreslår, at vi tager derop. Ingen af dem foreslår, at vi skal gå over på Glyptoteket, som jeg ellers kan se fra mine vinduer.

Nu ser jeg på kunst her og der og allevegne, inkl. Glyptoteket, og jeg ved, at det kan jeg i høj grad takke Louisiana for. Jeg vil derfor ikke være med til at kritisere de moderne museer for deres formidling, selvom jeg da også ind imellem synes, der er lidt for meget tju-hej og lidt for lidt fokus på kunsten, men hey, jeg er 55 år!

Sidste fredag var jeg med en veninde på Statens Museum for Kunst til SMK Fridays. Vi snakkede mest og drak gin & tonic, men vi nød samtidig den dejlige stemning og de virkelig mange mennesker i alle aldre, der fandt vej til Sølvtorvet en fredag aften. Både for hende (der end ikke havde hørt om SMK Fridays før) og for mig var det en dejlig aften, der inspirerede til at komme igen. Jeg tror derfor godt, at anderledes arrangementer kan lokke folk tilbage på en almindelig onsdag. Det har jeg skrevet om i forbindelse med et besøg på Arken. Det handler om at føle sig tryg og om at opleve noget nyt på en base af genkendelighed.

Til gengæld er jeg enig med Friborg om, at museerne skal finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage. Han fortæller, at Glyptoteket introducerer et koncept, de kalder slow, hvor man inviteres til at fordybe sig i et enkelt kunstværk. Det er en meget god idé, der allerede praktiseres på Nivaagaard, hvilket jeg var meget begejstret for.

Jeg gik en dag igennem nogle af de mere fjerne sale på Nationalmuseet sammen med en af inspektørerne, som jeg kender. Nærmest en passant fortalte hun en sjov historie om netop denne sal, som gav den liv og varme og fik mig til at stoppe op. Men den fortælling er ingen steder at finde i rummet. Heller ikke nogen andre fortællinger. Hvad med at stille et staffeli op sådan et sted med en planche, der fortæller lidt basisviden og et par anekdoter?

Der sker virkelig noget med ens kunstopfattelse, når man får en grundig introduktion til et værk eller får fortalt en historie om dets tilbliven eller dets proveniens. Derfor er jeg heller ikke enig med Friborg, når han synes, det er noget pjat at tilbyde museumsgæster at være ‘kurator for en dag’. Nej, det er ikke noget pjat, for når først man bruger noget tid sammen med et værk, og noget tid på at sætte ord på, hvorfor man bedre kan lide ét værk frem for et andet, så er man kommet nærmere kunsten og får mere ud af den næste gang.

Share

Nivaagaard malerisamling

I sidste uge havde jeg skrevet forkert i min kalender, så jeg kom en time for tidligt til min fysioterapeut, der har klinik i Nivå. Hvis du aldrig har været i Nivå, kan jeg fortælle dig, at der virkelig ikke er meget at lave på en grå februardag. Andet end at gå på Nivaagaard, altså. Dér havde jeg ikke været i mange år, for ældre kunst er nok ikke det, jeg interesserer mig allermest for. Og vil man absolut se på kunst, når man er på de kanter, så er der Ordrupgaard mod syd og Louisiana mod nord, der forekommer mig langt mere indbydende.

Særophængning af Ditlev Bluncks Mareridt fra 1846
Særophængning af Ditlev Bluncks Mareridt fra 1846

Men altså: Jeg fik lov til at komme ind, selvom de faktisk først åbnede for almindelige gæster en time senere (der var et par skoleklasser derinde). Samlingen er for relativt nylig blevet nyophængt efter et tematisk princip. Det fungerer simpelthen fremragende for gæster som mig, der ikke er særligt vidende om ældre kunst. Noget af det bedste var ovenstående med overskriften DRIFTEN. Prøv lige at se nærmere på dette fantastiske billede!

Ditlev Blunck: Mareridt. 1848. Nivaagaard.

Mareridtet er åbenbart et relativt udbredt tema i kunsten, og der er virkelig mange subtile hentydninger her og der i billedet, når man bliver hjulpet til at finde dem. Se fx kollega Thorvaldsens relief Natten på sengebordet! Og som museet skriver i den medfølgende tekst, så ser hun jo, øh, ikke specielt bange ud… Maleriet har i øvrigt en spøjs historie, som kan læses på museets hjemmeside.

Temaerne i ophængningen er blandt andet Blikke, der jo opfordrer beskuerne til at se nærmere på, hvordan den portrætterede ser på os, snarere end hvilken person, der er tale om. Det fik mig ganske rigtigt til at se billederne på en anden måde.

2015-02-25 11.34.51
Wilhelm Marstrand: Ung kampagnol. (uå). Nivaagaard.
2015-02-25 11.36.36
Wilhelm Marstrand: Venetianerinde ved toilettet, 1854

 

Har man børn med, er afdelingen med temaet Dyr naturligvis oplagt – der er virkelig meget at tale om i de billeder, hvis man ellers gider.

På museet er der naturligvis også mulighed for at se de to malerier, der var genstand for et af Danmarks mest berømte kunsttyverier, nemlig tyveriet i 1999 af en Rembrandt og en Bellini.

Denne specielle ophængning af hele museets samling kan ses frem til 31. maj. Det er alt for kort tid, hvis I spørger mig!

Share