Om kunsten og museerne

80638-Copenhagen

I dagens Politiken (artiklen er ikke online, ikke engang for abonnenter (?)) er der et stort opsat interview med Glyptotekets direktør Flemming Friborg. Det sker i anledning af en polemisk artikel, han angiveligt har skrevet til Carlsbergfondets Årsskrift (heller ikke online). Kunst skal øjensynligt diskuteres med tryksværte på fingrene…

Overskriften på interviewet er “Det er perverst at sige, at vi mangler brugerinddragelse“. Yderligere siger han bl.a.:

Det har længe været ‘det andet’, som museerne har fokuseret på – som om kunsten behøver hjælp udefra af noget mere eller mindre væsensfremmed for den og museet. Dermed vælger man de korte sejre, for jeg tvivler på, at de personer, der alene kommer til en dj-aften, kommer igen ugen efter og ser nærmere på kunstværkerne.

Lidt senere kritiserer han Kulturstyrelsens puljeordninger, hvor der bl.a. findes én, der er målrettet kulturinstitutionernes samarbejde med uddannelsessektoren:

Problemet med puljerne er, at de bestemmer, hvad der skal satses på for at opnå støtten. Vi løber efter at skulle finde på projekter, der passer til virkeligheden, snarere end at finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage.

Jeg tror mest, jeg er Uenig med ham, selvom han også siger ting, som jeg er enig i. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvilket museum, der har æren for at have åbnet mine øjne for kunst. Louisiana. Helhedsoplevelsen ved at tage derop, de fantastiske omgivelser, den bestandige fornyelse på en solid bund af kærlighed og respekt for kunsten, de originalt kuraterede udstillinger, de spændende møder med det nye og ukendte, hvorefter man kan gå ned i samlingen og dvæle ved sine yndlingsværker. Repetitionen og fornyelsen. Det samme gælder både min nu voksne ældste søn, der har kommet der siden han var lille, og min nu 13-årige, der ikke sjældent selv foreslår, at vi tager derop. Ingen af dem foreslår, at vi skal gå over på Glyptoteket, som jeg ellers kan se fra mine vinduer.

Nu ser jeg på kunst her og der og allevegne, inkl. Glyptoteket, og jeg ved, at det kan jeg i høj grad takke Louisiana for. Jeg vil derfor ikke være med til at kritisere de moderne museer for deres formidling, selvom jeg da også ind imellem synes, der er lidt for meget tju-hej og lidt for lidt fokus på kunsten, men hey, jeg er 55 år!

Sidste fredag var jeg med en veninde på Statens Museum for Kunst til SMK Fridays. Vi snakkede mest og drak gin & tonic, men vi nød samtidig den dejlige stemning og de virkelig mange mennesker i alle aldre, der fandt vej til Sølvtorvet en fredag aften. Både for hende (der end ikke havde hørt om SMK Fridays før) og for mig var det en dejlig aften, der inspirerede til at komme igen. Jeg tror derfor godt, at anderledes arrangementer kan lokke folk tilbage på en almindelig onsdag. Det har jeg skrevet om i forbindelse med et besøg på Arken. Det handler om at føle sig tryg og om at opleve noget nyt på en base af genkendelighed.

Til gengæld er jeg enig med Friborg om, at museerne skal finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage. Han fortæller, at Glyptoteket introducerer et koncept, de kalder slow, hvor man inviteres til at fordybe sig i et enkelt kunstværk. Det er en meget god idé, der allerede praktiseres på Nivaagaard, hvilket jeg var meget begejstret for.

Jeg gik en dag igennem nogle af de mere fjerne sale på Nationalmuseet sammen med en af inspektørerne, som jeg kender. Nærmest en passant fortalte hun en sjov historie om netop denne sal, som gav den liv og varme og fik mig til at stoppe op. Men den fortælling er ingen steder at finde i rummet. Heller ikke nogen andre fortællinger. Hvad med at stille et staffeli op sådan et sted med en planche, der fortæller lidt basisviden og et par anekdoter?

Der sker virkelig noget med ens kunstopfattelse, når man får en grundig introduktion til et værk eller får fortalt en historie om dets tilbliven eller dets proveniens. Derfor er jeg heller ikke enig med Friborg, når han synes, det er noget pjat at tilbyde museumsgæster at være ‘kurator for en dag’. Nej, det er ikke noget pjat, for når først man bruger noget tid sammen med et værk, og noget tid på at sætte ord på, hvorfor man bedre kan lide ét værk frem for et andet, så er man kommet nærmere kunsten og får mere ud af den næste gang.

Share

Nivaagaard malerisamling

I sidste uge havde jeg skrevet forkert i min kalender, så jeg kom en time for tidligt til min fysioterapeut, der har klinik i Nivå. Hvis du aldrig har været i Nivå, kan jeg fortælle dig, at der virkelig ikke er meget at lave på en grå februardag. Andet end at gå på Nivaagaard, altså. Dér havde jeg ikke været i mange år, for ældre kunst er nok ikke det, jeg interesserer mig allermest for. Og vil man absolut se på kunst, når man er på de kanter, så er der Ordrupgaard mod syd og Louisiana mod nord, der forekommer mig langt mere indbydende.

Særophængning af Ditlev Bluncks Mareridt fra 1846
Særophængning af Ditlev Bluncks Mareridt fra 1846

Men altså: Jeg fik lov til at komme ind, selvom de faktisk først åbnede for almindelige gæster en time senere (der var et par skoleklasser derinde). Samlingen er for relativt nylig blevet nyophængt efter et tematisk princip. Det fungerer simpelthen fremragende for gæster som mig, der ikke er særligt vidende om ældre kunst. Noget af det bedste var ovenstående med overskriften DRIFTEN. Prøv lige at se nærmere på dette fantastiske billede!

Ditlev Blunck: Mareridt. 1848. Nivaagaard.

Mareridtet er åbenbart et relativt udbredt tema i kunsten, og der er virkelig mange subtile hentydninger her og der i billedet, når man bliver hjulpet til at finde dem. Se fx kollega Thorvaldsens relief Natten på sengebordet! Og som museet skriver i den medfølgende tekst, så ser hun jo, øh, ikke specielt bange ud… Maleriet har i øvrigt en spøjs historie, som kan læses på museets hjemmeside.

Temaerne i ophængningen er blandt andet Blikke, der jo opfordrer beskuerne til at se nærmere på, hvordan den portrætterede ser på os, snarere end hvilken person, der er tale om. Det fik mig ganske rigtigt til at se billederne på en anden måde.

2015-02-25 11.34.51
Wilhelm Marstrand: Ung kampagnol. (uå). Nivaagaard.
2015-02-25 11.36.36
Wilhelm Marstrand: Venetianerinde ved toilettet, 1854

 

Har man børn med, er afdelingen med temaet Dyr naturligvis oplagt – der er virkelig meget at tale om i de billeder, hvis man ellers gider.

På museet er der naturligvis også mulighed for at se de to malerier, der var genstand for et af Danmarks mest berømte kunsttyverier, nemlig tyveriet i 1999 af en Rembrandt og en Bellini.

Denne specielle ophængning af hele museets samling kan ses frem til 31. maj. Det er alt for kort tid, hvis I spørger mig!

Share

Mikkels Atelier på DR K

Lilibeth Cuenca i Mikkels AtelierHelt tilfældigt opdagede jeg forleden en række kunstprogrammer på DR, som jeg overhovedet aldrig havde hørt om. Og det skønt de første vist er fra september sidste år. Konceptet er fuldstændig nøgent og enkelt – en kunstner interviewer en anden i sit atelier, kun krydret med eksempler på den interviewedes kunst og korte klip, hvor Politikens kunstanmelder Trine Ross kommenterer kunstneren og værkerne. Alle udsendelserne kan ses på dr.dk.

Noget ved værten, Mikkel Munch-Fals, irriterer mig – måske er det hans små-misogyne bemærkninger her og der. Fx. taler han i interviewet med Gudrun Hasle om “den moderne kastrerede far og forstadsmand”. Jeg er ved at kaste op, når jeg hører moderne mænd omtale sig selv og andre som kastrerede. Hvis deres kone/kæreste har den effekt på dem, hvorfor skrider de så ikke bare?

Når det er sagt, så laver han nogle virkeligt gode kunstprogrammer, som har gjort mig markant klogere på disse kunstnere og måske også lidt klogere på kunst i det hele taget. Og udvalget af kunstnere, hvor flertallet indtil videre har været kvinder (!), er så godt, at alt andet er tilgivet.

Astrid Kruse Jensen – fotograf. Kendte hende ikke, hvilket helt klart var en fejl. Hun forklarer ligetil om sin teknik og sine motiver, og der forekommer at være god kemi mellem hende og Munch-Fals.

Lilibeth Cuenca Rasmussen – performancekunstner. Hende havde jeg hørt og læst om, men jeg har aldrig set hende “live”. Det kommer jeg muligvis heller ikke til, for jeg har det, ligesom hun selv beskriver det – jeg får koldsved ved tanken om at blive “hvervet” til at deltage i et stykke performancekunst. Alligevel blev jeg ret vild med Lilibeth, der virkelig har en meget vindende personlighed, og som forklarer med kirurgisk præcision, hvad performancekunst er og kan. Det er fascinerende at høre om, hvor forskelligt hendes genopførelser af Yoko Ono-værket Cut Piece modtages forskellige steder i verden.

Gudrun Hasle – broderi m.m. Gudrun Hasle er stærkt ordblind og bruger dette direkte i sin kunst. Klik lige på hendes navn, for det skal ses for at give mening. Kontrasten mellem den person, der skriver som en brækket arm og har snittet i sig selv, og så den ekstremt velformulerede og reflekterede person, vi møder i tv-programmet, er enorm. Det var vist meget sundt for mig at opleve!

John Kørner – maler. På grund af hans billedseriers politiske indhold er han nok den mest kendte af de kunstnere, der har været i programmerne. Jeg kan godt lide Kørners måde at beskrive horrible ting med smukke billeder. Jeg synes, effekten er langt større end de mange, der forsøger sig med det modsatte. Kørner er særdeles reflekteret, og han har tydeligvis tænkt meget over sine motiver og researchet dem så grundigt, som var han journalist.

Julie Nord – tegner. Den kunstner jeg kendte bedst. Hun havde en særudstilling på Kunstforeningen Gl. Strand i efteråret, som jeg besøgte hele tre gange, fordi jeg var så fascineret af hendes univers. Siden da har jeg købt et litografi af hende – og sågar to kagedåser (tak Irma!)! Kemien er ikke så god mellem Munch-Fals og Nord som mellem ham og de andre kunstnere, men alligevel kan man sikkert få meget ud af programmet. Der vises dele af en film med Nord, som jeg så flere gange i efteråret.

Julie Nord Irma-kagedåse
Julie Nord Irma-kagedåse

Kaspar Bonnén – multikunstner. Man fornemmer, at Kaspar Bonnén ikke er så vild med at være i Munch-Fals’ atelier – eller også er han bare ikke vild med at være i fjernsynet… Alligevel synes jeg, man får meget ud af at se programmet med ham, og jeg er vild med den måde, han bruger sin hårde barndom på sådan en konstruktiv og reflekterende måde. Jeg ville ønske, jeg havde set den udstilling på Kunstforeningen Gl. Strand, som der refereres til. Efter at have set programmet, blev jeg ved med at se et af Bonnéns billeder for mig, nemlig et hvor en kaffekop svæver frit lige ved siden af bordet. Af en eller anden grund gjorde det særligt indtryk på mig!

Gid der var flere programmer i vores public-service fjernsyn som disse. De forsøger ikke at poppe kunsten op og proppe den ned i halsen på den uvillige, men formidler ægte kærlighed og engagement i kunst uden at tale hverken op eller ned til seerne. Herligt.

DR er karrige med information om programmerne – det oplyses ikke, hvornår de blev sendt første gang, eller om der kommer flere. Det ville jeg godt vide!

Share

Corner

Et par af Lars Ravns kaniner i en vindueskarm.
Et par af Lars Ravns kaniner i en vindueskarm.

Jeg havde “alle mine unger” med på Sophienholm og se Corner-udstillingen. Overordnet set var ingen af os særligt imponerede, men der var da en håndfuld kunstnere, som vi (næsten) var enige om skilte sig ud på den gode måde.

Jeg kunne godt lide Jens Bohrs mange, fine små træsnit og havde stor lyst til at erhverve et af dem. Nu havde jeg ikke min gode husbond med, så jeg gjorde det ikke – vi er enige om, at vi skal være enige, så at sige, inden vi køber kunst.

Vi syntes alle fire, at Daniel Enkaoua‘s fine malerier var i særklasse – det var priserne så også! Jeg kunne også lide Mogens Gissel, Jens-Peter Kellermann (skulpturer), Ulrik Møller, Anita Viola Nielsen, hvor jeg især kunne lide et maleri, der hed Piazza Thorvaldsen, Knud Odde, hvor min favorit (selvfølgelig) var et billede af Patti Smith og ikke mindst Lars Ravns kaniner, der sås spredt rundt i hele udstillingen. Sådan en vil jeg (også) gerne have! Du kan se et udvalg af de kære væsner her. Jeg er egentlig selv lidt forundret over, at jeg synes så godt om dem, for jeg kan normalt ikke ret godt lide sjov eller nuttet kunst.

Corner har gjort det let at komme til at erhverve et værk – også som eftertanke. Det er en god idé, for det er ikke altid, man lige er klar til at hive dankortet frem, når man står i galleriet. På hjemmesiden er der simpelthen en “butik“, hvor man kan se de værker, der er til salg og købe dem. Det giver så meget mening, fordi folk, der kigger derind, netop har set værkerne i virkeligheden. Det næste bliver så, at de bliver bedre til at reklamere for det!

Personalet ved udstillingen bar præg af at være glade amatører. Det er de måske også og fred med det. Men damen i skranken var så sur, at hun kunne have fungeret som eddike-erstatning. Det er en ret ufed start på et galleri-besøg! Sophienholms café og skønne park er altid et besøg værd, men denne gang sprang vi begge dele over. Caféen fordi den var fyldt til bristepunktet, parken fordi vejret mere smagte af varm cacao end af spadseretur.

Share

Arken – Randi & Katrine

I sidste uge – inden jeg blev lagt ned af influenza og før Danmark blev væltet bagover af en ung terrorist – var sønnen og jeg en tur på Arken. Det er ikke længe siden, vi var der sidst, men før det havde jeg ikke været der i årevis. Det skal der nu laves om på; søn og jeg er enige om, at Arken fortjener vore jævnlige visitter på samme måde som Louisiana. Der sker noget med ens kunstopfattelse, når man føler sig tryg et sted og straks bemærker nyophængninger og -nedtagninger.

Randi & Katrine: Mellem Tårne. Arken 2015.
Randi & Katrine: Mellem Tårne. Arken 2015.

Denne gang var vores primære mål den store installation Mellem Tårne af Randi & Katrine. Og den er sandelig et besøg værd. Både håndværket, skalaen (og skaleringen) samt den særlige følelse, man får, når man står blandt tårnene og hører deres summen, gør, at jeg forstår, hvorfor dette værk fik sådan en flot modtagelse hos de traditionelle kunstanmeldere.

Der var også tid til at vandre igennem de øvrige sale og gense den øvrige kunst. Vi talte en del om Ai Wei Wei og hans kinesiske stjernetegnsfigurer, hvilket naturligvis ledte til en snak om at være Ai Wei Wei eller en anden i opposition til styret i Kina. Og til overtro – jeg er en gris og søn er en slange. Vi grinede lidt af, hvad der er værst? Da der var Ai Wei Wei udstilling på Louisiana var vi heldige at være til stede, da der var videokonference mellem museet og Ai Wei Wei i hans hjem. Det føltes som et meget særligt øjeblik at få lov til at deltage i. Dengang var vi ret vilde med disse ubrugelige cykler og talte en del om symbolikken.

Ai Wei Wei: Forever
Ai Wei Wei: Forever

Vi brugte også igen tid på Damien Hirst. Jeg havde tid til at google titlen på et af værkerne, fordi jeg – med god grund viste det sig – var nysgerrig på forbindelsen til The Clash. Titlen på værket (og angiveligt på flere værker) er Strummerville, og i det indgår en silhuet af en guitarist. Det viste sig, at Strummerville er navnet på en fond, startet af Strummers hustru og Hirst. Så vidt jeg kan læse mig til, er Hirst ikke længere involveret, men på et tidspunkt har han altså doneret værker til et ikke-kommercielt formål. Det var interessant at læse samme dag, som jeg læste dette

Arkens omgivelser er under forandring. Det bliver spændende! Lidt længere væk ligger Avedøreværket, der slet ikke ser så tosset ud i solskin!

Avedøreværket
Avedøreværket
Share

The High Res – fotoudstilling i galleri Houcon

Galleri Houcon er nyt og åbnede sidste weekend med omfattende presseomtale og velbesøgt fernisering. Jeg er ikke så vild med ferniseringer, så jeg var glad for at komme en anden dag. Efter lidt bøvl lykkedes det mig så at komme ind og se udstillingen i går.

Otte fotografer udstiller 16 fotografier. De har næsten alle sammen rock’n’roll i en bred fortolkning som tema. Et par af fotograferne kender jeg fra min ungdom i musikbranchen. Det er den ikoniske jazz-fotograf Gorm Valentin og stil-fetichisten Ole Christiansen. Nogle af de andre kendte jeg af navn, et par stykker slet ikke.

Mit absolutte favorit-billede er af en af de fotografer, jeg slet ikke kendte, nemlig Jørgen Angel. Hans billede af Annisette som 17-årig er helt fantastisk og mindede mig lidt om Eckersberg-billedet herunder. Hans andet billede er af Dan Turèll fra 1975 og viser onkel Danny smilende, et åbent og imødekommende smil – men ikke til kameraet. Utroligt godt!
C W Eckersberg 1841 - Kvinde foran et spejlPå blogggen Bongorama har Ronnie Nielsen allerede gennemgået fotograferne, så hop derhen og læs mere. At dømme efter denne udstilling og gallerist Jens Houmøller Clemmensens imponerende private kunstsamling (som kan beses i udvalg ved samme lejlighed) er dette et galleri, jeg vil holde øje med. For at se udstillingen skal du ringe på eller ringe/maile til gallerist Houmøller i forvejen. Han planlægger at snarest få faste åbningstider.

GALLERI HOUCON, Prinsesse Maries Allé 16 (hjørnet til Vodroffsvej),
1908 Frederiksberg C. Tlf. :33319420. Mail : galleri@houcon.dk. Udstilling kan ses frem til 1/3.

Når ingen af de omtalte fotos kan ses her på siden, skyldes det copyright-hensyn. Jeg kunne formentlig godt have fået lov til at bruge et billede eller to til denne omtale, hvis jeg havde spurgt pænt, men det har jeg ikke. Klik på de indlagte links for at se nogle af billederne.

 

 

Share

Den Frie – Moon Skin Lucid Walk

De seneste måneder har jeg læst en masse om Den Frie, dens spæde men dramatiske begyndelse, dens år på Rådhuspladsen og tumulterne omkring den nuværende bygning, skabt af en kunstner, der forstod at skabe drama omkring sig, J.F. Willumsen. Bygningen er fornylig (tiltrængt) renoveret og genåbnet med ny underetage, som jeg finder ganske vellykket uden dog at være prangende.
Den frie Udstillings bygning København

Af en eller anden grund er jeg aldrig kommet der særlig meget, ikke engang da jeg boede næsten ved siden af. Nu har jeg meldt mig ind, så nu skal jeg jo derhen, hver gang en ny udstilling åbner… Som med Fitness-medlemskaber er den slags medlemskaber ret fremmende for fremmødet – i hvert fald til man har fortrængt det…

Den nuværende udstilling Moon Skin Lucid Walk med tre forskellige men alligevel beslægtede kunstnere har fået gode anmeldelser flere steder, og vi syntes faktisk også, at det var en fin udstilling. Vi var så heldige at komme, netop som der var en omvisning – det var fint at få lidt baggrund med.

Den af de tre kunstnere med flest værker er Kirstine Roepstorff, hvis kollager jeg rigtig godt kunne lide. Hendes kæmpe messing-mobiler var flotte, men satte ikke noget i bevægelse hos mig. Jeg havde lyst til at vende blikket væk fra Evren Tekinoktays værker (jo, det er hende med den nu hedengangne undertøjsbutik i Silkegade), men kan skam godt se, hvor hun vil hen med sine kollager, der alle fokuserer på kønnet i dets mere ekstreme repræsentationer. Faktisk kunne jeg bedst lide en nyere samling neonrelieffer – fyldt med humor og charme.

Den sidste kunstner, meget ældre end de andre to (f. 1918 og stadig i live) og spansk, hedder Carol Rama. Selvom hun kun havde få værker med og flere af dem var små tegninger, så var de faktisk uafrystelige. De var også fokuseret på køn, men på en helt anden og meget radikal, men samtidig diskret måde.

I kælderen er der en videoinstallation af den amerikanske kunstner Susan Hiller. Ud over det sindssygt imponerende i 100 tv-apparater stablet oven på hinanden, så fandt vi ikke rigtigt de vises sten her. Måske fordi vi allerede havde fået kunst nok for én dag ovenpå?

Share

Tanz mal Wieder

Forleden vendte jeg tilbage til Kødbyen og gallerierne dér. Og det bliver ikke sidste gang. Denne gang havde jeg den omvendte oplevelse i forhold til sidst, nemlig at jeg ikke var overdrevent vild med Snobody og CancellationV1 Gallery, men til gengæld pjattet med Tanz mal Wieder hos Gether Contemporary.

Tanz mal Wieder er en 7 minutter lang elektronisk performance uden medvirkende. Den er både sjov, overraskende og teknisk ekvilibristisk udført. Prøv det, prøv det, prøv det – den kan ses frem til 28/2. De to kvinder bag installationen kalder sig Vinyl, Terror & Horror (fedt navn!), og den appellerer i allerhøjeste grad til folk, der har en svaghed for vinyler. Man kan købe deres “kunstificerede” vinylplader, og det gad jeg faktisk godt. Igen – de er sjove, opfindsomme, originale og teknisk veludførte. Dog – de udstillede er alle solgt på forhånd – hvilket lover godt for duoen.

Denne gang var galleristen, Sophus Gether, meget mere fremkommelig end sidst, og han fortalte med begejstring om kunstnerne og udstillingen. Det var en meget positiv oplevelse. Jeg skal klart have slæbt flere venner og mere familie med i Kødbyen, så de kan opleve dette.

 

Share

Zoran Juresa i Bredgade Kunsthandel

Bredgade Kunsthandel er et af mine favorit-gallerier. Ikke fordi de i særlig grad har fantastiske kunstnere, men fordi alle tilknyttede altid er så venlige og imødekommende. Det er nok derfor, vi også har købt flere værker dér.

Seneste udstilling, jeg har set, er med den kroatiske arkitekt og maler Zoran Juresa. Jeg havde aldrig hørt om ham før, og jeg var ikke blevet specielt tilskyndet til at se udstillingen af de fotos af værkerne, jeg så på invitationen og Facebook. Men hold da op, når først man står foran billederne! Især ét billede gjorde mig helt blød i knæene, og jeg tænkte både på Turner, Klimt (farverne) og Monet, selvom billedet er aldeles abstrakt. Desværre – eller heldigvis – var det allerede solgt!

Igen var det en stor og særlig oplevelse at stå foran malerierne – en oplevelse man slet, slet ikke kunne forestille sig, når man så billederne på computeren. Kunst skal ses i virkeligheden – men det er godt at kunne orientere sig på nettet, så jeg vil gerne opfordre kunstnere og gallerier til at være gavmilde med billeder på nettet og at gøre sig umage med gengivelsen. Der sælges nok ikke ét eneste maleri mindre, fordi vi kan se gode repræsentationer af dem på nettet, snarere tværtimod.

Jeg ville gerne vise et af Juresas billeder her, men ikke ét af hans billeder på nettet har en CC (Creative Commons) licens, så jeg tør ikke, da han og/eller fotografen kan komme efter mig for brud på copyrighten. Og det har jeg altså ikke råd til! Jeg tænker, at de fleste kunstnere og gallerister slet ikke ved, at de har mulighed for at gøre dette – så lad mig foreslå det! Jeg har flere gange brugt egne fotos af værker her på bloggen, og det er faktisk heller ikke altid tilladt – men jeg tager chancen (og fotograferer kun skulpturer og værker af fx tekstil) og håber på, at kunstnerne faktisk sætter pris på, at jeg fortæller om deres værker! Ved du, at du bliver retsforfulgt, hvis du tager et billede af Den Lille Havfrue og lægger det på din blog?

Når man klikker på "labeled for noncommercial reuse" forsvinder ALLE billederne...
Når man klikker på “labeled for noncommercial reuse” forsvinder ALLE billederne…

Det minder mig om en årelang debat mellem museerne og fx Wikipedia om brugen af fotos af skatte fra kulturarven. Det sker stadig, at museer henvender sig til Wikipedia og beder om, at et foto af et maleri (et af dem, hvor kunstnerens copyright for længst er udløbet) bliver fjernet, fordi museet mener at have copyright til fotografiet af maleriet. Jeg synes, det er skammeligt, simpelthen, at museer, der forvalter vores allesammens kulturarv, sætter sig så tungt på den, at vi ikke må se billeder af fællesskabets kunstskatte i Wikipedia. Heldigvis har flere og flere museer taget skeen helt i den anden hånd og tilbyder nu fotos i høj opløsning – hurra for det. Se fx her hos Statens Museum for Kunst.

Share

Almen Dannelse

I weekenden var der et interview med Jan Sonnergaard i Politiken som del af en serie kaldet Det Store Skred, der prøver at kaste lys på “farlige” tendenser i tiden.

Sonnergaard peger på tabet af den almene dannelse. Det, at det på ingen måde er pinligt at være uvidende – i nogle sammenhænge prales der nærmest med det. Det, at diverse forsknings- og undervisningsministre hele tiden vil kvantificere det, der foregår på læreanstalterne. Det, at politikere stolt træder frem og beretter, at de skam aldrig har været i teatret. Det, at nogle politikere og andre faktisk mener, at det, der foregår på fx det Kgl. Teater, kun rager det gråhættede publikum, der rent faktisk går derind. Det, at unge kommer ud fra universiteterne som øer af specialviden, der risikerer at oversvømmes i et hav af uvidenhed, fordi de (og potentielle arbejdsgivere) ikke evner at sætte deres kompetencer i spil i større sammenhænge.

I det video-interview, der også kan ses, hvis der klikkes på linket ovenfor, fortæller Sonnergaard en historie, som han fik fortalt som barn, og som gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Midt under 2. Verdenskrig blev der angiveligt bevilget et større millionbeløb til kulturen, så teatre og biblioteker kunne holdes åbne og aviserne udkomme. Da han blev spurgt, om pengene ikke ville være givet bedre ud til kampen mod tyskerne, svarede Churchill med et modspørgsmål: Hvad er der så tilbage at kæmpe for? Godt spørgsmål, Winston!
Churchil at the Tehran Conference 1943

Det forekommer mig, at kroppen har fået forrang for hjernen og hjertet. Alle styrter afsted til marathon, crossfit, spinning, etc., og sund mad forekommer at træde i stedet for næring til hjernen. Jeg burde helt klart motionere noget mere, og som alle, der kender mig, ved, er jeg pjattet med mad og går latterligt højt op i det. Men behøver det virkelig betyde, at jeg skal forsømme min hjerne? Skal det virkelig være vigtigere at nå at løbe X antal kilometer end at læse Dostojevskij, inden vi dør? Hvis man fortæller, at man har brugt eftermiddagen på at læse en lærd bog, betragtes det som lidt slapt og på niveau med at se X-factor, men har man løbet 15 kilometer, er der ros at hente fra alle sider. Hvorfor?

Sonnergaard nævner også det paradoks, at viden er blevet tilgængelig for enhver. Hvis du vil vide noget om den billedhugger, der har lavet den skulptur, du hver dag går forbi på vej til arbejde, så kan du google hans eller hendes navn på din telefon, mens du sidder i bussen og være halvvejs ekspert, inden du når frem til jobbet. Men du gør det jo ikke! For du sidder og spiller spil eller tjekker sportsresultater eller Facebook, ja du gør. Hvorfor mon? Hvad er det, der gør, at den demokratiserede adgang til viden har ført til, at folk nu ved endnu mindre, end de nogensinde har vidst? Et svar kunne være, jamen, man behøver ikke vide noget, for når man har brug for det, kan man altid google det. Det, mener jeg, er en sandhed med en del modifikationer – jeg oplever ikke sjældent mennesker, der ved så lidt, at de ikke kan google emner, der er bare en anelse komplekse, fordi deres grundviden simpelthen er så ringe, at de ikke kan vurdere de søgeresultater, de får.

Jeg kan normalt ikke holde denne type forfaldshistorier ud – den evige Verden er af Lave dommedagsprædiken, der tilsyneladende aldrig går af mode. Men lige den her er jeg ret enig i. Og jeg mangler fuldstændig bud på, hvad der kan gøres ved det. Men én ting ved jeg – de uddannelsesreformer, der er ved at blive rullet ud, ser ikke ud til at gøre noget ved problemet – snarere tværtimod!

***

Og så lige to PS'er til Politiken: 1) Måske kunne der arbejdes en lillebitte smule med lyssætningen på sådan et interview? (gys) og 2) Det er lidt irriterende, når interviewet slutter midt i en sætning, som jeg godt ville have hørt afslutningen på?
Share

Forårsudstillingen på Charlottenborg

I slutningen af 1800-tallet var forårsudstillingen forsidestof i aviserne – københavnerne strømmede til, og man diskuterede årets udvalgte billeder med stor iver. Nu kan udstillingen finde sted, uden at 99,9% af Københavns borgere overhovedet lægger mærke til det.

Jeg plejer da heller ikke at se den, da jeg generelt ikke er vild med udstillinger, der præsenterer mange kunstnere på én gang. Men i år skulle være en undtagelse, så jeg tilbragte et par timer med at se på de mange, mange værker. 115 udvalgte kunstværker af 73 kunstnere fra det meste af verden og 2 værker af sidste års prisvindere.

Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument, Forårsudstillingen 2015
Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument (lille udsnit), Forårsudstillingen 2015

Sidste års to prisvindere har fået et lokale hver til nye værker. Det ene værk er ret fantastisk, nemlig en skulptur/installation af Maja Qvarnström & Erik Lagerwall. Værket hedder Monument – en yderst passende titel. En del af værket er en spejling, og jeg brugte lang tid på at se, om jeg kunne finde et sted, hvor de to dele af værket ikke var ens. Det lykkedes mig ikke – men jeg har heller aldrig været god til Find Fem Fejl. Det er et værk, der gør en af de ting, som kunst kan gøre ved en – det sætter sig i maven. Den anden prisvinder fra sidste år, Valerie Collart, sagde mig ikke så meget. De to prisvindere fra i år, arkitekter og designere Anne Dorthe Vester & Maria Bruun samt maleren Marlon Wobst sagde mig heller ikke noget særligt – jeg er nok ikke særlig meget på linje med egentlige kunstkendere!

Ellers vil jeg nævne en håndfuld af de værker, jeg bedst kunne lide – få nævnt, mange glemt. Linda Weiss Drescher havde en skulptur af mange materialer kaldet Town & Country & Nirvana. Ganske finurlig. Pilar Mata Dupont præsenterede en ret fantastisk video kaldet The Embrace med to overjordisk smukke koreanske kvinder. Aldeles fængslende! Pernille Snedker Hansen havde tre malerier med af “klatter” på noget, der lignede håndlavet papir. De var forunderligt besnærende. Så var der en smuk, smuk installation med en måske lidt prætentiøs titel: Long Exposure i en fremkaldelse gennem erindring og tilblivelse af Malene Hvidt & Xenia von Buchwald. Teknisk fremragende og ret original. Inger Margrethe Larsen præsenterede nogle kæmpe akryl-“knapper” kaldet Medalje for Humor. Sjovt og flot. I afdelingen af sjovt og tankemæssigt udfordrende var også Morten Sylvest Nøhr med En maskine der rydder op i dine ting. Den ramte i hvert fald mig, der er til fals for alverdens gadgets! To billeder (print) af Maj Persdatter kaldet Horsemen kombinerede soldater og ryttere fra alverdens tidsaldre og kontinenter. Det var interessant at se på. Mit favoritværk var nok Karina Presttuns The Fabulous Hunter af applikerede tekstiler, der leger med vores kønsopfattelse ved at vise en muskuløs jæger med riffel og patronbælte og det hele – iført en lille solkjole. Den kan ses på hendes hjemmeside, men bør opleves i virkeligheden.

Mange værker lod mig kold, mange var da fine nok, men ikke så jeg stadig huskede dem, da jeg var ude på Kgs. Nytorv. Et enkelt værk kunne jeg slet ikke lide, nemlig det snart obligatoriske “lad os spotte Islam”-værk. Et bedetæppe med en forgyldt (nøgen) kvindetorso oven på. Værket er af Jens Rost og hedder God is Great. Men i modsætning til Charlie Hebdo, nøjes det altså med at håne Islam. Når man vil kritisere religion, må der godt være lidt dybde og mening med det, synes jeg – ellers er det hån for hånens skyld, og det har jeg allerede for længst fået nok af. Han har et andet værk på sin hjemmeside, også involverende et bedetæppe, som jeg synes faktisk gør netop det, jeg efterlyser: Kaster et kritisk blik på religionen, men uden at håne.

Når jeg skriver sådan et indlæg som dette, googler jeg jo alle kunstnerne. De fleste (men ikke alle) har en hjemmeside, men mange har ikke en Facebook-side, tilbyder ikke et nyhedsbrev og kan ikke følges på en eneste platform. Det undrer mig virkelig meget, for hvordan holder de kontakten med de mennesker, som støder på deres kunst og kan lide den og ønsker at følge med fremover? Regner de med, at vi skriver deres navn ned og tjekker deres hjemmeside hvert halve år?

PS: Hvorfor afholdes Forårsudstillingen i januar?

Share

Smagsdommerne i 10 år

drk_logo

Jeg har ikke været, hvad man vil kalde en trofast seer af Smagsdommerne, men jeg har dog set en del af programmerne. For mig har kvaliteten altid været afhængig af, hvem der var smagsdommere i den pågældende udsendelse.

Jeg er ikke ude i at anmelde hverken programmet som sådan eller det specifikke jubilæumsprogram, der blev sendt forleden aften. Men jeg vil gerne komme med et indlæg i den diskussion om programmets form, der lå sidst i programmet. (Hvorfor kunne jubilæumsprogrammet ikke være længere, når nu studiet var fyldt med spændende mennesker?). Deltagerne var Politikens alt-mulig-brokkehoved Henrik Palle, Berlingskes udlandsredaktør og kulturforbruger Anna Libak og (igen!?) Politikens litteraturanmelder Lilian Munk Rösing.

Henrik Palle er sur på programmet, fordi det, stik imod sin titel, sætter folk, der IKKE har forstand på en genre til at anmelde den. Han kalder de ikke-kvalificerede anmeldere for “klarinetspillende tandlæger”. Det er jo sjovt – Henrik Palle er næsten altid sjov – men er det også rigtigt, at man ikke får noget ud af at høre en arkitekts anmeldelse af en bog? Altså, det var da sjovt at høre Bjarke Ingels anmelde opera, som han virkelig ikke brød sig om, men jeg synes faktisk ikke, det var programmets “finest hour”. Til gengæld elsker jeg, når anmelderne “investerer deres subjekt“, som Lilian Munk Rösing så akademisk udtrykte det, og oprigtigt forsøger at få en ukendt eller afskyet genre ind under huden – at gå ind på dens præmisser. Et godt eksempel var BTs Simon Andersen, der nærmest fik tårer i øjnene over den ballet, som han havde givet en chance. Med den tilgang tror jeg, der er en chance for at lokke andre kulturbrugere til at prøve noget, de ellers ikke plejer at bruge tid og penge på.

Noget andet er så, at den diskussion peger på, at vore dages kulturforbrugere- og udbydere absolut skal befinde sig i forskellige kasser, og ikke må stræbe efter at være “renaissance-mennesker”, der interesserer sig for alt muligt, både litteratur, videnskab, kunst og design. Næh, vi er enten læsere eller kunstudstillingsgængere. Jeg læser netop en biografi om Georg Brandes, en mand der var litterat først og fremmest, men som gik på kunstudstillinger, i teatret, etc.  – og skrev om det – som den mest naturlige ting i verden. Mange fra den tids kulturelite, på tværs af kunstarter, overværede Brandes’ berømte forelæsninger om “Hovedstrømninger i det 19ende Århundredes Litteratur”. Det er svært at forestille sig i dag, men derfor kan man jo godt drømme!

At “investere mit subjekt” er jo sådan set også, hvad jeg selv prøver på med denne blog, hvor jeg, der er rimelig ignorant og i hvert fald uuddannet på stort set alle områder, alligevel påtager mig at delagtiggøre uskyldige forbipasserende i min uforgribelige mening om alt fra dokumentarfilm til installationskunst. Jeg forsøger at forklare, hvorfor jeg synes godt eller mindre godt om et kulturelt produkt i det lønlige håb at inspirere andre til også at interessere sig for det. Nogle med mere forstand på de enkelte emner er altid velkomne til at forsøge at kvalificere min mening med noget indsigt!

I øvrigt fniser jeg lidt over, at Henrik Palle selv har læst litteraturvidenskab og i sin karriere har anmeldt både film, mad, øl og TV samt været IT-skribent…

Share

Kunstforeningen Gl. Strand – Extract

Så har jeg igen set på kunst. Fordi jeg bor midt i byen og er ude og spadsere hver dag, kommer jeg forbi et utal af museer og gallerier. Jeg går langt fra ind i dem alle sammen, men jeg gør det oftere og oftere. Vi er medlemmer af Kunstforeningen Gl. Strand, så det er oplagt at gå derind, hvis det regner, eller hvis der er brug for lidt kranie-input. Desuden har de en meget velkurateret kunstboghandel og udmærket kaffe og kage.

Den nuværende udstilling har været der et stykke tid, og jeg har egentlig ikke haft specielt meget lyst til at se den, men nu regnede det og…

Extract er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor en håndfuld debuterende kunstnere fra akademier i Danmark, Schweiz og USA får lov at præsentere et eller flere værker. Der er syv kunstnere med denne gang, jeg vil nøjes med at fortælle om de to, som jeg bedst kunne lide og dem, der vandt Young Art Prize i år.

Værk af Sophia Narrett, Extract, Kunstforeningen Gl. Strand
Værk af Sophia Narrett, Extract, Kunstforeningen Gl. Strand
2015-01-13 15.42.40
Detalje fra samme værk

 

De mest spektakulære værker var broderier – helt vildt godt udført, rent teknisk, og temmelig spooky, når man ser nærmere på dem. Genialt at bruge en så “ufarlig” teknik til at præsentere noget, der er både udfordrende og uhyggeligt. Kunstneren hedder Sophia Narrett og er fra Rhode Island School of Design i USA.

Næsten farve- og handlingsløse er en video og nogle fotografier fra Sydkorea af brasilianeren Kika Nicolela, uddannet fra Zürcher Hochschule der Künste i Zürich. Filmen er meget lang – over en time – og jeg så ikke den hele, måske 30-35 minutter af den. Den skrider afsted i samme tempo som en gletcher før global opvarmning, der er ingen musik, blot en masse larm fra vinden i mikrofonen. Den handler om beboerne på en lille ø, der er blevet kørt over af udviklingen, i dette tilfælde da deres levevej, fiskeri, brat forsvandt med byggeriet af en stor dæmning. Fiskerne fortæller, stilfærdigt og udramatisk, henover de gråtonede billeder af mudder og forladte fiskerbåde. Fra tid til anden spadserer en måge eller en eremitkrebs igennem billedet – de eneste dyr, der angiveligt er tilbage. Det lykkes for dette uanmassende værk at gøre et kæmpe indtryk!

Endelig vinderne af Young Art Prize, en dansk/norsk kunstnerduo kaldet Jens & Morten. De er uddannede fra det Jyske Kunstakademi. Deres værk er en kæmpe installation med alle mulige forskellige ting, videoer der kører, etc. Jeg gik længe rundt og forsøgte at lade mig påvirke, men det lykkedes altså ikke.

Share

1000 års kunsthistorie

En serie programmer på DRK med Peter Kær og skiftende eksperter. De kan ses indtil 30. januar.

Jeg følger ikke ret godt med i, hvad der sendes på TV – jeg er en ægte Netflixer, der næsten aldrig ser flow-tv. Måske havde jeg heller ikke opdaget denne programserie, hvis ikke jeg kendte et par af de medvirkende – nemlig de to historikere, der medvirker i de første to programmer, museumsinspektørerne Poul Grinder-Hansen og Ulla Kjær. De fortalte storgrinende om den besynderlige fotosession, hvor de skulle stikke hovederne op i en hvid æske (se programindledningen). Hvert program omhandler en periode i kunsthistorien; de første par perioder er i sagens natur meeeeget lange.

Laurits Andersen Ring (1854-1933), I høst, 1885. Statens Museum for Kunst.  Jeg var særligt glad for gennemgangen af dette billede, som jeg aldrig har kunnet lide pga det mærkelige ansigt og de lange arme. Men der kom ordentligt perspektiv på billedet med Peter Nørgaard Larsens gennemgang.

Nå, men jeg er rigtig glad for, at jeg fik set programmerne. Der var nok noget, jeg ville have gjort anderledes, men fx er ideen med at lade “almindelige mennesker” (de er vist ikke helt almindelige, men forbliver unavngivne) kommentere på de udvalgte værker ret god. Især er jeg vild med  tvillingerne, der får rystet en hel del guldkorn af sig. Peter Kær interviewer en eller flere eksperter i hver periode, som hver har udvalgt tre væsentlige værker. Det kommer der en masse interessant samtale ud af, og jeg synes eksperterne taler godt for sig og får inddraget seerne uden alt for meget akademiker-snak. Og Peter Kær udmærker sig ved at lade eksperterne tale og ikke afbryde dem hele tiden – det er vi ikke vant til på TV.

Jeg har også set det foredrag, som Peter Kær rejser rundt med sammen med dansk kunsthistories grand old lady, Bente Scavenius. De viser en serie af slides med to kunstværker, der komplementerer hinanden på en eller anden måde og causerer over dem. Det er et interessant koncept, og jeg var godt underholdt og fik også en del at vide, som jeg ikke vidste i forvejen. I modsætning til tv-programmerne dækker foredraget hele verdens kunsthistorie (selvom det mest er Europa), ikke kun Danmarks.

Share

V1 Gallery og Gether Contemporary

IMG_3432

Læste i Politiken om to nyere gallerier i Kødbyen (kendte godt Gallery Poulsen i forvejen) og de interessante kunstnere, der udstiller dér i disse dage. Så jeg lod min daglige spadseretur føre mig derhen.

I dagtimerne, hvor der kun er lidt eller slet intet kunstigt lys i de triste butiksvinduer, kan det være svært at regne ud, om der er åbent eller lukket. Der er ikke rigtigt navne på facaden og skiltningen på dørene er beskeden, for nu at sige det mildt. Personalet/galleristerne gemmer sig også lidt, så man skal faktisk helt hen for at tage i døren, inden man er sikker på, at man er gået rigtigt.

Jeg gik først in i V1 Gallery, hvor to forskellige kunstnere udstiller. Mange malerier af Matthew Stone ovenpå og en håndfuld af Søren Behncke nedenunder. Ved første kig tænkte jeg, at de store lærreder af Stone under fællestitlen Emotional Manipulation ikke var noget for mig. Men efterhånden som jeg gik rundt og kiggede nærmere på dem, kom de ind under huden. Til sidst havde jeg svært lyst til at købe et af dem, kaldet Fluttering Energy of the Heart. Men 43.500 kr. er lige i overkanten af mit kunstbudget… I den ovenfor nævnte artikel fra Politiken beskrives hans meget specielle maleteknik – det er herligt, når der leges med virkelighedsopfattelsen!

Jeg kunne også rigtig godt lide Søren Behnckes billeder, der under fællesbetegnelsen Floodlight er en hyldest til Niels Bohrs teorier om lyset. Hans billeder er malet på brugte papstykker med huller i, og han bruger kun ganske få farver. Nu har jeg læst lidt om ham, han er tydeligvis lidt af en oprører og en provo, og det kan jeg jo ikke rigtigt stå for. Men jeg må tilstå, at jeg aldrig havde hørt om ham før. Nu skal jeg holde bedre øje!

Så gik jeg ind til naboen, det helt nye galleri Gether Contemporary, hvor en ung maler ved navn Birk Bjørlo udstiller store, næsten monokrome lærreder. Det er interessant nok at se, hvordan kunstneren opnår forskelligartede virkninger af variationer i teknik, men jeg blev ikke revet med eller involveret, som jeg blev af de to kunstnere inde hos naboen. Den unge hr. Gether selv, som jeg går ud fra det var, der sad derinde, sagde høfligt goddag og farvel, men som potentiel kunde var jeg åbenbart dømt ude på forhånd, for han tilbød ikke viden om kunstneren eller andre indsigter.

I V1 sad der to kvinder bag en rude – de sagde også kun goddag og farvel, men her var der dog lidt materiale at få, inklusive en fin værkliste med thumbnails af billederne og priser, så jeg ikke helt var overladt til mig selv. I begge gallerier var jeg eneste gæst på en tidlig onsdag eftermiddag.

Mange – ikke alle – gallerister har en tendens til arrogance, ja nogle af dem forekommer at have studeret dette med stor grundighed. Det gør ikke noget for min lyst til at abonnere på deres nyhedsbreve, gå til deres ferniseringer og – ultimativt – købe den kunst, de vel trods alt lever af at sælge. Så hvad er formålet?

 

Share