V1 Gallery og Gether Contemporary

IMG_3432

Læste i Politiken om to nyere gallerier i Kødbyen (kendte godt Gallery Poulsen i forvejen) og de interessante kunstnere, der udstiller dér i disse dage. Så jeg lod min daglige spadseretur føre mig derhen.

I dagtimerne, hvor der kun er lidt eller slet intet kunstigt lys i de triste butiksvinduer, kan det være svært at regne ud, om der er åbent eller lukket. Der er ikke rigtigt navne på facaden og skiltningen på dørene er beskeden, for nu at sige det mildt. Personalet/galleristerne gemmer sig også lidt, så man skal faktisk helt hen for at tage i døren, inden man er sikker på, at man er gået rigtigt.

Jeg gik først in i V1 Gallery, hvor to forskellige kunstnere udstiller. Mange malerier af Matthew Stone ovenpå og en håndfuld af Søren Behncke nedenunder. Ved første kig tænkte jeg, at de store lærreder af Stone under fællestitlen Emotional Manipulation ikke var noget for mig. Men efterhånden som jeg gik rundt og kiggede nærmere på dem, kom de ind under huden. Til sidst havde jeg svært lyst til at købe et af dem, kaldet Fluttering Energy of the Heart. Men 43.500 kr. er lige i overkanten af mit kunstbudget… I den ovenfor nævnte artikel fra Politiken beskrives hans meget specielle maleteknik – det er herligt, når der leges med virkelighedsopfattelsen!

Jeg kunne også rigtig godt lide Søren Behnckes billeder, der under fællesbetegnelsen Floodlight er en hyldest til Niels Bohrs teorier om lyset. Hans billeder er malet på brugte papstykker med huller i, og han bruger kun ganske få farver. Nu har jeg læst lidt om ham, han er tydeligvis lidt af en oprører og en provo, og det kan jeg jo ikke rigtigt stå for. Men jeg må tilstå, at jeg aldrig havde hørt om ham før. Nu skal jeg holde bedre øje!

Så gik jeg ind til naboen, det helt nye galleri Gether Contemporary, hvor en ung maler ved navn Birk Bjørlo udstiller store, næsten monokrome lærreder. Det er interessant nok at se, hvordan kunstneren opnår forskelligartede virkninger af variationer i teknik, men jeg blev ikke revet med eller involveret, som jeg blev af de to kunstnere inde hos naboen. Den unge hr. Gether selv, som jeg går ud fra det var, der sad derinde, sagde høfligt goddag og farvel, men som potentiel kunde var jeg åbenbart dømt ude på forhånd, for han tilbød ikke viden om kunstneren eller andre indsigter.

I V1 sad der to kvinder bag en rude – de sagde også kun goddag og farvel, men her var der dog lidt materiale at få, inklusive en fin værkliste med thumbnails af billederne og priser, så jeg ikke helt var overladt til mig selv. I begge gallerier var jeg eneste gæst på en tidlig onsdag eftermiddag.

Mange – ikke alle – gallerister har en tendens til arrogance, ja nogle af dem forekommer at have studeret dette med stor grundighed. Det gør ikke noget for min lyst til at abonnere på deres nyhedsbreve, gå til deres ferniseringer og – ultimativt – købe den kunst, de vel trods alt lever af at sælge. Så hvad er formålet?

 

Share

Niels Bohr Institutet

2014-12-10 14.46.58
“Suspended in Language”. De fire er Nobelprismodtagerne fra institutet, George de Hevesy, Ben R. Mottelson, Aage Bohr og Niels Bohr. Relief udført i 2012 af Rikke Raben.

Jeg er så heldig at have en “insider” på institutet, så jeg fik en lille privat omvisning. Det er et sted, der emmer af en skøn blanding af seriøsitet og begejstring. De studerende – af mere eller (oftest) mindre nørdet tilsnit – iler rundt i gangene (gad vidst, hvor lang tid det tager at lære at finde rundt derinde?), mens personalet gemmer sig på kontorerne. Niels Bohrs kontor står urørt, og det var med en god portion ærefrygt, at jeg gik rundt derinde. Kontoret er ret stort, men i øvrigt ganske prunkløst. Også den forelæsningssal, hvor Bohr gav forelæsninger står urørt med et fantastisk og finurligt tavlesystem, som gør det muligt at vise og gemme forskellige dele af en udregning – jeg ser Holger Bech Nielsen for mig!

2014-12-10 15.12.03

Jeg besøgte også biblioteket, hvor jeg fik foldere og forklaringer i lange baner. Hvor herligt at mærke, at et personale, der har arbejdet der siden Ruder Konges tid, stadig er udelt begejstret for at fortælle om Niels Bohr og institutets arbejde.

Du, der er en grammar nazi ligesom jeg, har for længst bemærket, at jeg staver institutet med et t for lidt. Men sådan staves det altså, derude på Blegdamsvej. Tjek det selv…

Hvis du en dag kommer forbi, så hop lige af cyklen og tag et grundigt kig på det smukke og deltaljefyldte relief, der hænger foran på bygningen til højre. Det ses herover. Det er skabt af billedhuggeren Rikke Raben*, som også har skabt Niels Bohr Institutets Æresmedalje.

*disclaimer: Jeg kender kunstneren.

Share

M/S Museet for Søfart

Mellem jul og nytår fik vi endelig besøgt Bjarke Ingelsmuseum under jorden. Det forekommer jo umiddelbart idiotisk at have et søfartsmuseum under jorden, men når først man er der, er der ikke længere noget mærkeligt ved det – nærmest tvært imod.

Elmgreen & Dragset: han
Elmgreen & Dragset: han

Når man drejer om hjørnet fra stationen mod Kronborg, er det Helsingørs nye kulturhus og Elmgreen & Dragsets fine sølvskinnende havdreng, der falder i øjnene. Man skal gå forbi begge dele imod Kronborg, før en enkelt vimpel diskret gør opmærksom på museet. Dernæst åbenbares en lang sliske, der leder ned til herlighederne.

Udstillingerne er fint og moderne kurateret, og det er dejligt at mærke en stolthed over Danmark som succesrig søfartsnation, uden at der lægges skjul på, at en af forudsætningerne herfor var handel med slaver. Jeg tænker tit på, at vi i Danmark er stolte over sådan nogle mærkelige ting. Altså, jeg synes, det er federe at være stolt over at tilhøre en nation af søfarende, dygtige handelsmænd og opdagelsesrejsende, end at vi “tør” have stegt flæsk som nationalret eller engang har vundet EM i fodbold (selvom det var en dejlig dag).

Sømandens liv gennem århundrederne er levende og engageret beskrevet, så det har interesse for både børn og et mere vidende publikum. Museet har tydeligvis et nært samarbejde med danske rederier – det er dejligt at se, at kommerciel indflydelse ikke påvirker formidlingen negativt.

Ikke en eneste ret vinkel findes i hele museet, ja mange steder er gulvet heller ikke plant. Hvor er det godt tænkt!

 

Share

Mr. Turner

Rain Steam and Speed the Great Western Railway
Den fantastiske britiske maler Turner (1775-1851) har i offentligheden lidt en skæbne, der minder lidt om Monets. Nemlig at være romantiseret til døde – næsten – på viskestykker, kagedåser og dækkeservietter. Og det er synd, for hans malerier er fantastiske, og han var langt forud for sin tid.

Nu har den britiske instruktør Mike Leigh, som jeg må tilstå, at jeg ikke er udelt begejstret for, ganske ukarakteristisk lavet en film om Turner. Det pirrede min nysgerrighed fra starten, fordi det altid er interessant, når en kunstner forsøger sig inden for et nyt felt.

Filmen, Mr. Turner, er en af de allerbedste jeg har set inden for genren – dvs. filmportrætter af store kunstnere. Der er kælet for hver eneste frame, så de fremstår i fantastisk lys og med endeløse detaljer fra perioden. Men samtidig er der på ingen måde tale om et udstyrsstykke, og vi får noget, der føles som et meget ægte indblik i denne kunstners liv og personlighed. De udendørs naturpanoramaer ligner selvsagt noget fra Turners egen produktion, mens billeder fra gader og stræder hele tiden fik mig til at tænke på Eckersberg. Det er faktisk et utroligt originalt greb, fordi de fleste andre på Turners tid malede i samme stil som Eckersberg, mens Turner selv foregreb impressionismen. Sproget i filmen holder på imponerende vis balancen mellem et moderne, forståeligt engelsk og det farverige, blomstrende sprog, som var udbredt i kunstnerkredse i England på den tid. Lydsporet er på alle måder en fryd, der matcher billedsiden!

Turner var temmelig grim og ucharmerende, ja, ifølge filmen svarede han på 2/3 af alle spørgsmål med et grynt, der bestemt ikke var uligt det fra en gris, hvilket Leigh også understreger med en kostelig scene i starten af filmen, involverende et grisehoved. Han behandlede heller ikke sine omgivelser – når bortset fra hans far, hvem han var inderligt hengiven – særlig pænt. Især går det hårdt ud over tjenestepigen.

Alligevel når vi i løbet af filmen ind til Turners poetiske og faktisk meget store hjerte – ikke mindst i hans forhold til Mrs. Booth, som han møder sent i livet.

Man behøver ikke være kunstinteresseret for at nyde denne film, for den er aldeles usnobbet i sin tilgang, men det hjælper selvfølgelig.

Share