Arrogante gallerister

Inden for den seneste måned har jeg besøgt mange af de gallerier, jeg er kommet forbi på min vej. Jeg har været inden for hos mindst 15 forskellige. Nogle af dem har jeg besøgt flere gange, de fleste aldrig før. Jeg kommer næsten altid på tidspunkter, hvor galleriet er tomt eller næsten tomt. Alligevel oplever jeg mange steder at blive fuldstændig ignoreret. Som i FULDSTÆNDIG.galleri

Det er jo imponerende, at disse gallerister eller galleri-medarbejdere er så store menneskekendere, at de simpelthen ved, blot ved at kaste et blik på mig ud af øjenkrogen, at jeg ikke har råd til eller er interesseret i at købe det kunst, der er udstillet derinde. Når jeg står der i det rungende tomme galleri, kommer jeg altid til at tænke på historien om bilsælgeren fra Malcolm Gladwell’s Blink. I korte træk går den ud på, at Gladwell har fundet frem til denne her bilsælger, der sælger mange flere biler end alle de andre bilsælgere. På spørgsmålet om, hvordan han gør det, svarer han, at han går hver eneste kunde i møde som en tabula rasa. Han behandler dem helt ens, uanset deres alder, race, påklædning, etc. Enkelt ja, men svært!

Man kan også opleve, at galleristen/personalet kommer én i møde og siger pænt goddag, men hvis man så får afsløret, at man fx ikke kender den udstillende kunstner, så er det lige før, de vender det hvide ud af øjnene. Det er heller ikke særlig fremmende for min lyst til at komme igen, skulle jeg hilse og sige.

Inden jeg sander til i selvmedlidenhed, vil jeg lige understrege, at det her faktisk er meget mere synd for kunstnerne, end det er for mig. For det er dem, der ikke får den repræsentation, som de betaler MEGET dyrt for. Galleristerne får typisk 50% af prisen på et kunstværk. Nogle af dem yder uendeligt lidt for de penge.

Fire eksempler på 'kunst i dagligdagen', der beriger min hverdag.
Fire eksempler på ‘kunst i dagligdagen’, der beriger min hverdag.

Noget andet, gallerister kunne gøre for deres kunstnere, er at inspirere dem til at udvide deres “scope” for, hvad kunst er. Ved siden af deres store lærreder kunne de fx sælge tegninger, få udført litografier, dekorere porcelæn, t-shirts, skateboards – mulighederne er faktisk uendelige. Nogle kunstnere vil så stirre olmt ned på mig fra deres høje hest og fortælle mig, at de virkelig ikke kan nedværdige sig til at være så kommercielle. Fint! Men så lad være med at brokke dig over, at du ikke kan leve af din kunst. Når nu kunstnerne ikke lærer på akademiet, hvordan de skal få deres kunst out there, så bliver det galleriernes opgave. For hvad er egentlig fidusen ved at have sultende kunstnere i stald? Vi er vel kommet ud over Bohème-myten om, at den største kunst bliver til på kolde loftsrum?

Der er naturligvis adskillige gallerier, hvor jeg bliver vel modtaget, og hvor jeg forlader stedet på alle måder beriget. Og enkelte gange en del fattigere, fordi jeg er *kommet til* at købe et stykke kunst. Lad mig anbefale nogle stykker: Nordahl & Nissen Contemporary, Bredgade Kunsthandel, Galleri Tom Christoffersen, In the Gallery, Gether Contemporary og Hans Alf Gallery.

Tak til Daisy for inspiration til dagens indlæg.

Share

Klage til kunstnerne!

Ja, selvfølgelig skal kunstnerne først og fremmest lave kunst. Og nej, jeg forventer ikke, at kunstnere blogger og Instagrammer i ét væk, det er jeg faktisk nok helst fri for. Men altså, hvorfor gør I det SÅ svært at følge lidt med i, hvad I laver?kørner facebook

Hver gang jeg støder på en kunstner, som jeg rigtig godt kan lide, googler jeg dem selvfølgelig. Mange kunstnere har en hjemmeside, ikke sjældent er de ret flotte. Og det er jo godt. Men hvis der ikke tilbydes mere – altså ikke en Facebook-side, en Instagram-konto man kan følge, eller et nyhedsbrev man kan abonnere på, så forventes det altså, at man går rundt og husker på kunstnerens navn og kigger på deres hjemmeside med jævne mellemrum. Sorry guys, but that’s not gonna happen! Det kan så indvendes, at man kan abonnere på galleristens nyhedsbrev eller følge dennes Facebookside. Ja, og det gør jeg skam også. Men mange kunstnere er ikke så heldige at have en fast gallerist. Og forlader en kunstner et galleri til fordel for et andet, så opdager man det typisk ikke. Det sker heller ikke sjældent, at en kunstner er tilknyttet et galleri, men så løst at man ikke får besked om, at de fx har billeder med på en gruppeudstilling eller har udsmykket en offentlig bygning eller lignende.

Man kan anmode kunstneren om venskab på Facebook, men det bryder jeg mig faktisk ikke om – jeg kender dem jo ikke, hvorfor skulle de være “venner” med mig? Jeg har gjort det med et par kunstnere, jeg er vild med, og de har sagt ja til min venneanmodning, men altså! Hvorfor sørger I ikke for at have en Facebook-side, viet til jeres kunstneriske aktivitet eller i det mindste for at åbne for muligheden for ensidigt følgeskab.

Jeg synes også, at kunstnerne af og til kunne lægge et fotografi af deres kunst ud på nettet med en åben licens, så der kan knyttes eksempler på deres kunst til omtale af dem, ikke mindst på Wikipedia. Hvis du er kunstner og læser det her og tænker, “nå men, det vil jeg da godt, jeg ved bare ikke hvordan”, så finder du en vejledning her. Vilkårene er naturligvis lidt anderledes for fotografer, hvis værk risikerer ulovligt genbrug. Jeg foreslår at lægge et par værker op med vandmærke i. Ja, det kan fjernes i Photoshop, men der er jo en risiko ved alting. For en kunstfotograf er det vel muligt at udvælge et par billeder, der ikke umiddelbart opfordrer til kommerciel udnyttelse.

I morgen får gallerierne én på hattepulden.

Share