Kunstsamlerne på DRK

Jeg har binge-set seks programmer om danske kunstsamlere med Adrian Lloyd Hughes. Konceptet er dobbelt: vi besøger en kunstsamler og ser på deres kunst og hører om, hvad der motiverer dem og samtidig bliver Adrian uddannet som kunstsamler af en kunstrådgiver. Han har besluttet sig for at investere sin efterlønsopsparing på 64.000 kr.

Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst
Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst

Udstillingen om kunstsamleres indflydelse på kunsten, som jeg lige har set på Reina Sofia i Madrid, gjorde jo temaet så meget mere interessant for mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt så meget over det før. Men selvfølgelig har disse storkøbende samlere indflydelse på kunsten – som de alle gør meget ud af at understrege, er det af stor betydning for dem at kende kunstnerne.

De portrætterede kunstsamlere er meget forskellige, men fire af fem samler næsten udelukkende på moderne kunst. To af dem er helt umanerligt stenrige, så de falder ligesom lidt udenfor (min) kategori. Det er jo nemt nok at stå dér og sige, at man køber med hjertet, når man (Lauritz.com-parret) har råd til både Hammershøi, Jens Juel, Tal R og John Kørner…  I sidste afsnit er der endnu en stenrig kunstsamler, der joker med, at han jo må “spise havregryn i 14 dage” for at få råd til en Damien Hirst. Kald mig humorforladt, men det syntes jeg overhovedet ikke var sjovt. Jeg kender for mange mennesker, der må spise havregrød, hvis de skal have råd til et cafébesøg eller en biografbillet.

Jeg solidariserede mig 100% med de to kunstsamlere, der måtte lide afsavn, når de ville købe kunst. Måske ikke kæmpe afsavn, men kunstkøb for dem er ikke bare et greb i lommen. Det var den norske ingeniør Jostein Gabrielsen og kunstanmelder ved Politiken Trine Ross. Jeg var sgu vild med Trine Ross’ hjem – propfyldt med en livsalig blanding af kunst, sjove dimser og memorabilia. Jeg følte mig straks hjemme! Man bemærker også, at disse to kunstsamlere gerne fortæller, hvad billederne har kostet, det gør de andre ikke.

Herhjemme er vi selv ved at udvikle os til samlere, men vi samler simpelthen på ALT, hvis vi bare kan lide det. Nyt og gammelt, glas og malerier. De interviewede ægtepar fortæller, at de skal være enige, når de køber noget. Det skal vi også herhjemme, og det er ikke så svært, som man skulle tro. Selvom jeg stadig er en anelse fortørnet over, at min mand ikke kunne lide det billede af Astrid Marie Christiansen, som jeg blev meget forelsket i…(det er det, der hedder Playtime (Shady) på hendes hjemmeside).

Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.
Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.

Adrian ender med at vælge et maleri af Allan Otte. Af de værker, han fik at vælge imellem, ville jeg selv have valgt billedet af Ivan Andersen eller litografien af Erik A. Frandsen.

Share

Kunst i Madrid

I mangel af fotos af genstandene er her et klip fra en Pinterest søgning på art deco.
Pga mangel på fotos fra Juan March er her et klip fra en Pinterest søgning på art deco.

Vi gik på museum tre gange i løbet af vores uge i Madrid. Det første var det mindste, Fundación Juan March i det meget fancy Salamanca nabolag. Vi tog derhen, fordi der var en udstilling om Art Deco i Paris 1910-1935. Jeg har en betydelig svaghed for art deco, nemlig, og så skulle resten af familien jo tvangsindlægges. Det tog de nu ret pænt, vil jeg lige skynde mig at sige.

Juan March er et m e g e t eksklusivt galleri, og udstillingen var da også fyldt med lækkerier lånt fra veletablerede institutioner fra nær og fjern, bl.a. Victoria & Albert. Der var kustoder i hvert rum og straks vi kom, blev en af dem dedikeret til at følge i hælene på den 13-årige. Selv på et tidspunkt, hvor det måtte være gået op for hende, at han ikke var den hærgende type, var hun aldrig mere end to skridt væk fra ham. Heller ikke når han fulgtes tæt med mig, mens jeg forklarede og fortalte (jo jo, han bliver ikke bare tvunget til at gå på gallerier og museer, han skal også lægge ører til moderens snak). Vores skygge lagde en vis dæmper på glæden ved den utroligt flotte udstilling, men vi gjorde vores bedste for at ignorere hende. Alle værker var bag glas bortset fra enkelte malerier, og fotografering (skønt de fleste ting da må være i public domain?) var strengt forbudt.

Opdelingen af udstillingen var interessant, da den både gik frem i tid og havde hvert lokale dedikeret til forskellige undertemaer, fx. Verdensudstillingen i Paris i 1925. Det sidste lokale pegede frem mod modernismen med bl.a. Le Corbusiers berømte lænestol.

Havde atmofæren i galleriet været mindre fisefornem, ville det have været en helt igennem storslået oplevelse.

Alexander Calder: Carmen, 1974.
Alexander Calder: Carmen, 1974. I Reina Sofias indre gårdhave.

Vi besøgte også Reina Sofia, der godt nok er et flot museum, men ih altså, hvor er det stort! Vi fandt, at kurateringen lod en del tilbage at ønske og mindede om danske museer for 10 år+ siden. Man savnede hele tiden retning og information.

Jeg vil bare nævne et par ting, som jeg faldt over. Denne installation af Pierre Huyghe (som jeg aldrig før har hørt om) fandt jeg meget spændende.

Der var en stor særudstilling med kunst lånt fra Kunstmuseum Basel, der er under ombygning. Det var jo egentlig lidt fjollet, når vi nu så tit er i Schweiz, men vi har faktisk aldrig været på det museum, så…

En anden særudstilling satte fokus på kunstsamleres betydning for kunstens udvikling. Det var faktisk ret interessant og kunne have været meget mere interessant, hvis der havde været lidt mere oplysning. To kæmpe samlinger var repræsenteret, og det blev meget klart, at samlernes præferencer i enhver tidsalder har stor betydning for eftertiden. Jeg er netop ved at læse The Hare with Amber Eyes, hvis første del handler om en kunstsamler, og det er jo tydeligt, at han påvirker de kunstnere, han omgås og køber kunst af.

Der var bl.a. tre kæmpe malerier af Chagall, alle forestillende arketypen på en ældre jødisk mand. Det fik mig til straks at google Chagall og jødedom, og der lærte jeg en hel del, som jeg intet anede om i forvejen (prøv det!). Det er klart, at der skal en ganske særlig type kunstsamler til at købe tre kæmpe lærreder med jødisk motiv på et tidspunkt (1914), hvor jøderne var meget ildeset i det meste af Europa.

Alexej von Jawlensky - Heilandsgesicht, Märtyrer
Alexej von Jawlensky: Helgenansigt, 1919 – via Wikimedia Commons
Under læsningen af Florian Illies herlige bog 1913 stødte jeg på navnet Jawlensky, men jeg kendte ham ellers ikke. I denne imponerende udstilling indgår flere virkelig skønne værker af denne kunstner. Hvor i Danmarks findes værker af ham?

I museets egen samling faldt vi over et gigantisk værk udført kollektivt af tre kunstnere illustrerende ‘modernismens fader’ Marcel Duchamps død. Bortset fra, at Duchamp slet ikke døde sådan, som maleriet fremstiller det. Man forstår, at billedet vakte kollossal forargelse. Jeg har læst artiklen på Reina Sofias hjemmeside om misèren – det kan du også gøre, det er for kompliceret at genfortælle! Der kan du også se billedet.

Og så var der selvfølgelig Guernica. Jeg så det på MoMA som helt ung (det blev flyttet til Madrid i 1982) og genså det nu. Helt ærligt, det er al berømmelsen værd – et helt igennem fantastisk og hjertegribende billede.

Share