Aristoteles og motorcyklen


Aristoteles invaderer mit liv for tiden. Måske skulle jeg anmelde den gamle mand for stalking? For nylig så jeg Captain Fantastic (ja, jeg så den faktisk to gange!), og Ben, som kaptajnen hedder, citerer glad og gerne Aristoteles om, hvordan man er et ordentligt menneske. I den anmeldelse nævner jeg et par interviews, jeg samme dag havde læst og hørt med den nu allestedsnærværende Svend Brinkmann. Hans bud til os er jo også, at vi skal tilbage til en ordentlighed, der har nok i sig selv, hvis man kan sige det sådan. Dvs., jeg opfører mig ordentligt overfor mine medmennesker, også selvom min handling ikke bliver publiceret på Facebook, og selvom ingen er til stede til at bevidne min heltedåd. Brinkmann siger jo selv, i undertitlen til sin nye bog, Ståsteder (som jeg nok skal få skrevet om, inden den er blevet helt uaktuel), at han henter gamle ideer frem til brug i en ny verden.

Robert M. Pirsig

For noget tid siden blev jeg mindet om en af de bøger, der stod i alle respektable revolutionære bogreoler i min ungdom, Zen og Kunsten at vedligeholde en Motorcykel (1974). Jeg huskede, at jeg *vist* aldrig blev helt færdig med den, og tænkte, at den da godt kunne indgå i mit klassiker-projekt. Så jeg købte den som lydbog og fik lyttet færdigt forleden. Også denne bogs hovedperson og hans alter ego Phaedros (figur hos Platon) citerer Aristoteles i sin søgen efter en definition af “kvalitet”.

Om og om og om igen

Noget andet interessant han er optaget af, er det han kalder “gumption”. Gumption betyder noget i retning af foretagsomhed eller gå-på-mod. Han nævner det gentagne gange som en forudsætning for at opnå noget i livet. At man bliver ved, selv når man bare ikke kan hitte ud af det. Om og om og om igen, indtil det lykkes. Hans model for dette er naturligvis at selv vedligeholde sin motorcykel, hvilket for en akademiker som ham, var en anelse op ad bakke. Det her er 1974-versionen af de 10.000 timer!

Hvor var vi (okay, nogle af os) dog opblæste i vores ungdom!

Når jeg ser tilbage på alle de unge mænd, der i min ungdom belærte mig om, at de skam havde både læst og forstået den bog, må jeg sige HA! Gu’ havde de da ej (sorry, #notallmen), for den er da overhovedet ikke nem at læse. Nærmere svær. Jeg havde stor glæde af den i denne ombæring, og må nok tilstå, at min erindring om at jeg “ikke var blevet helt færdig”, nok i virkeligheden dækker over, at jeg kun havde læst de første 20-30 sider, for jeg huskede virkelig ikke noget af den ;-) Gad vist om jeg huskede at fortælle folk det dengang? Jeg tvivler. Der er til gengæld ingen tvivl om, at jeg stadig godt kunne læse den et par gange eller tre, hvis jeg skal fatte det hele.

Hvis du vil forbedre verden, så begynd med dig selv

For at illustrere, hvor tæt Brinkmanns budskab, budskabet i Captain Fantastic og det i Zen (…) er på hinanden, disse citater:

“The place to improve the world is first in one’s own heart and head and hands, and then work outward from there.”

We do need a return to individual integrity, self-reliance, and old-fashioned gumption. We really do.

Brinkmann-bashing

Nej, det gider jeg ikke deltage i. Jeg er fuldstændig enig med Esben Schiørrings tilbagevisning af de sure anklager om populisme. Her har vi faktisk en intellektuel, der kan formulere kloge og vigtige ting på en måde, så alle kan forstå det. Og det skal vi så tage afstand fra? Nix bix.

Ulysses…

For ca. to år siden startede vi projekt “få den nu læst” på Twitter under hashtagget #Ulysses5s. De 5s henviser til fem sider om dagen. Ikke engang det orkede jeg, så det har taget mig to år at nå igennem. Men forleden nåede jeg The End efter hæsblæsende læsning af det fantastiske slutkapitel med Mollys stream-of-consciousness tanker om sex (og andre ting, bevares).

Groft sagt fattede jeg ikke en sk** af romanen, men alligevel elskede jeg store dele af den pga de helt sindssyge associationsrækker, de fantastiske ordlege og det vilde vid, Joyce præsenterer os for.

Man skal næsten være polyhistor

Undervejs under læsningen noterede jeg de emner, som man næsten er nødt til at vide noget om for at fatte, hvad han skriver om (listen er ikke udtømmende):

  • Shakespeare
  • De gamle grækere
  • Milton
  • Shelley
  • Irsk historie
  • Europæisk historie
  • Samtidskendskab (Europa i starten af det 20ende århundrede)
  • Latin
  • Italiensk
  • Fransk
  • Litterære stilarter
  • Biblen – katekismus – den katolske kirke
  • Musik, klassisk og kontemporær
  • Dublin
  • Gælisk
  • Slang fra perioden
  • Fysik/kemi
  • Astronomi
Fun fact: Joyce var en stor beundrer af Georg Brandes, som nævnes ved navn i den ufatteligt lærde diskussion af Shakespeare i kap 9. Men Brandes, som ellers fik tilsendt Ulysses af Joyce selv, brød sig ikke om den og gad ikke svare på Joyces henvendelser. Fandme mærkeligt at tænke på i dag! Det (og meget andet) lærte jeg til et foredrag om forholdet mellem Ibsen-Joyce-Brandes, hvilket jeg har skrevet lidt om.

Hvad er det, der er så fedt?

Her følger så et par håndfulde citater, som jeg håber illustrerer, hvad der gør læsningen umagen værd.
  • Peace and war depend on some fellow's digestion. (kap 8)
  • Om Gud: The playwright who wrote the folio of this world and wrote it badly (He gave us light first and the sun two days later) (kap 9)
  • a broadshouldered deepchested stronglimbed frankeyed redhaired freelyfreckled shaggybearded widemouthed largenosed longheaded deepvoiced barekneed brawnyhanded hairlylegged ruddyface sinewyarmed hero. (kap 12)
  • what region of remoteness the whatness of our whoness hath fetched his whenceness. (kap 14)
  • I stand so to speak, with an unposted letter bearing the extra regulation fee before the too late box of the general postoffice of human life. (kap 15)
  • But O, oblige me by taking away that knife. I can't look at the point of it. It reminds me of Roman history. Mr. Bloom promptly did as suggested and removed the incriminated article, a blunt hornhandled ordinary knife with nothing particularly Roman or antique about it to the lay eye, observing that the point was the least conspicuous point about it. (kap 16)
  • He had been meantime taking stock of the individual in front of him and Sherlockholmesing him up ever since he clapped eyes on him. (kap 16)
  • with thought of aught he sought though fraught with nought. (kap 17)
  • ...like that Indian god he took me to show one wet Sunday in the museum in Kildare street all yellow in a pinafore lying on his side on his hand with his ten toes sticking out that he said was a bigger religion than the jews and Our Lords both put together all over Asia imitating him as hes always imitating everybody I suppose he used to sleep at the foot of the bed too with his big square feet up in his wifes mouth... (kap 18)

Det sidste citat herover er et næsten ikke-pornografisk citat fra det vidt berømte sidste kapitel, hvor det er Mollys stemme, vi hører. Kapitlet er bl.a. så berømt, fordi der ikke er nogen tegnsætning i det – overhovedet. Ikke desto mindre er det langt lettere (og virkelig ret sjovt!) at læse end kapitel 15, som det nok tog mig seks måneder at komme igennem.
James Joyce by Alex Ehrenzweig, 1915 restored
Jeg brugte bl.a. (Rap)Genius.com til hjælp til at forstå uforståelighederne rundt omkring. Meget nyttigt. Udgaven jeg læste var delvist annoteret, fx. hjalp introduktionerne til hvert kapitel (forholdet mellem Homers Odysseen og Ulysses) mig meget.

Engelsk eller dansk?

Jeg læste på engelsk, fordi det gør jeg. Men hvis du kigger på linket øverst til #Ulysses5s vil du se mange citater fra de danske oversættelser, der virkelig ser fantastiske ud. Jeg bøjer mig i støvet for de mennesker, der i tidens løb har oversat den bog til andre sprog. Hold. Nu. Op for et kæmpe arbejde!

Fordi jeg elsker leg med ord og elsker at blive klogere, fandt jeg læsningen af Ulysses ret fantastisk, selvom der vitterligt var lange passager, jeg ikke forstod ret meget af. Jeg håber, mit liv bliver langt nok til, at jeg kan læse den igen – og måske forstå lidt mere. I hvert fald forstår jeg til fulde, hvorfor den blev berømt og berygtet dengang, og hvorfor den stadig “bør læses” i dag.

Om bøger og formater

Lavery Maiss Auras
Mange fra den læsende del af befolkningen opdeler sig selv i e-bogslæsere, papirbogselskere og lydbogslyttere. Og det kommer jeg nok aldrig til at forstå! Hvad i alverden er der i vejen med at gøre alle tre ting?

Det gode ved papirbøger: De er rare at røre ved, pæne at se på, man kan se, hvor langt man er kommet, man kan lave æselører og skrive sedler eller kommentarer i margenen, man kan dømme sine medpassagerer i tog og bus på coveret af deres bog. Og man kan låne dem ud eller give dem væk, ikke mindst – fordi man ejer dem, sådan rigtigt. Og de giver én anledning til at gå på biblioteket – et sted de fleste af os ikke kommer ofte nok.

Det dårlige ved papirbøger: De fylder, de støver, man skal have en lampe for at læse, de er (nogle gange) tunge at bakse med, man kan ikke slå ord op, mens man læser.

Det gode ved E-bøger: Man kan have mange med sig, de fylder intet, man kan læse i mørket, man kan slå ord og begreber op på sekunder (godt nok kun på engelsk), man kan markere steder i teksten og tilføje noter, man kan købe en ny bog på 30 sekunder, e-bøger er tit billigere end papirbøger. Nogle gange endda gratis.

Det dårlige ved E-bøger: Man kan ikke prale med sin gode smag i det offentlige rum eller aflure andres gode/dårlige smag, man savner den taktile følelse af, hvor langt man er kommet, det er irriterende at bladre tilbage og (især) frem, de er svære at overskue, og man ejer dem ikke.

Det gode ved lydbøger: Man kan lytte overalt, ikke mindst på cykel og i bil, også når man er for træt eller syg til at læse, en god lydbog tilføjer en ekstra dimension til læseoplevelsen, jeg har fordoblet antallet af bøger, jeg får “læst”, efter at jeg systematisk er begyndt at høre lydbøger.

Det dårlige ved lydbøger: En dårlig oplæser kan ødelægge selv den bedste bog, mange bøger findes ikke som lydbog, lydbøger er ofte meget dyre, det er nærmest umuligt at “bladre”, og man kan ikke sætte bogmærker.

Skønlitteratur køber jeg stort set aldrig som papirbøger mere. Jeg er glad og tilfreds med størrelsen på min bogsamling, jeg har ikke behov for flere reoler. Langsomt fylder kunst- og historiebøger og andre fagbøger samt kogebøger mere og mere, mens skønlitteraturen fylder mindre i reolen. Hver gang én papirbog går ind, skal en anden ud (sådan gør jeg også med tøj og sko). Jeg har prøvet enkelte gange at købe fagbøger som e-bog, men det fungerer kun sjældent for mig. Der er simpelthen for meget, jeg ikke kan med dem, til at det giver mening. Det gælder i endnu højere grad lydbøger.

Når jeg hører om en (skønlitterær) bog, tjekker jeg først, om den findes som lydbog, dernæst prøvelytter jeg den. Det er et must med lydbøger, for det er faktisk uudholdeligt at lytte til en, hvis man ikke bryder sig om oplæseren. Til gengæld kan en god oplæser bringe oplevelsen op på et helt nyt niveau. Jeg bruger Audible, hvor jeg har abonnement, så jeg “får” en lydbog om måneden. Jeg bestemmer helt selv, hvilken det skal være. Deres lytte-app er i topklasse. Danske lydbøger har jeg ikke hørt mange af, men et par enkelte er det blevet til på E-Reolen. Deres app er desværre temmelig irriterende at bruge, så jeg undgår den helst. Jeg er fristet af, at Mofibo nu tilbyder så mange lydbøger.

Der er ny forskning, der siger, at man får mindre ud af en bog, hvis man læser den som e-bog. Jeg vil ikke afvise, at det er tilfældet, jvfr. ovenstående betragtninger om fagbøger. Men omvendt, hvis jeg kaster blikket ned over de sidste 20-25 bøger, jeg har “læst” (på Goodreads), så kan jeg langt fra altid huske, hvilket format jeg læste dem i, og der er heller ikke nogen tydelig sammenhæng mellem, at jeg husker en bog godt, og at den så var på papir. Mange vil også fortælle dig, at lytning ikke er lige så “fint” eller “rigtigt”, som at læse. Men tro dem ikke. Anderledes ja, men ikke bedre. Endelig er alle de bøger, vi læser, jo heller ikke så fantastiske, at vi behøver huske dem, til vi dør. De få bøger, der virkelig kryber under huden på os, kan vi jo altid senere anskaffe i det format, vi holder mest af!

 

Shantaram

ShantaramShantaram af Gregory David Roberts er en roman ud over det sædvanlige. Den er helt vildt lang – 900+ sider, den er delvist selvbiografisk, den er lommefilosofisk i tåkrummende grad, forfatteren/hovedpersonen er kraftigt selvovervurderende, og romanen er så kulørt, at den mere minder om en krydsning mellem en Bollywood film og en Bourne-film end om en roman.

Alligevel har jeg altså lyttet den helt til ende uden at kede mig – jeg har nok tunet ud der, hvor han bliver for lommefilosofisk.

Jeg-personen er en australsk straffefange, der flygter fra sit topsikrede fængsel og finder vej til Mumbai, som han med rette anser som et godt sted at gemme sig. Bogen handler så om hans oplevelser over mange år i Mumbai, i slummen og i underverdenen. Han optræder både som slum-læge (med blot udvidet førstehjælpskendskab) og som benhård gangster og Mujahedin-kriger, inden de ca. 40 timers lytning er ovre. Vi får et spændende indblik i livet i Mumbai, både blandt inderne i slummen og blandt expats i hel- og halvkriminelle miljøer. Never a dull moment, as they say.

Hvis du godt kan lide langsomme romaner om hverdagslivet, så er det altså ikke denne her, du skal kaste dig over. Men hvis tanken om en super spændende Bollywood-film som bog tænder dig, så er det bare at slå til. Den findes på dansk, men jeg vil virkelig anbefale at læse eller lytte den på engelsk. De mange, mange forskellige engelske dialekter, der tales af indere og diverse udlændinge, kan jeg slet ikke forestille mig fungere i en oversættelse. Men oplæseren af den engelsksprogede lydbogsudgave, australieren Humphrey Bower, mestrer dem alle og har helt sikkert højnet oplevelsen af bogen.

Læs Terry Pratchett!

Pratchett death tweetTerry Pratchett, et fantastisk menneske og en storartet forfatter med en enorm produktion bag sig, er død. Alt for tidligt i forhold til sin alder, men da han havde early-onset Alzheimer, var det nok alligevel ikke for tidligt. Hvis du ikke ved noget om ham eller kun lidt, så klik på hans navn og læs den glimrende Wikipedia-artikel.

Jeg husker ikke længere, hvornår jeg læste min første Discworld roman, og hvad der er mere mærkeligt, er, at jeg heller ikke husker, hvem der overtalte mig til at læse sci-fi (det gør jeg ellers ikke) og så oven i købet MORSOM sci-fi med tudegrimt omslag. Men mange tak til den, der fik mig overtalt. For hvor har jeg dog haft mange kostelige timer i selskab med Sir Pratchett!

Ligesom jeg generelt går udenom stand-up, morsomme film, komedieserier, etc., så har jeg heller aldrig opsøgt sjove bøger. Men disse her er sjove på en helt særlig måde, for der er simpelthen ikke det emne, Pratchett ikke tager under kærlig behandling og kan få én til at skrupgrine af. Hans bog om musikbranchen (Soul Music) er ikke den bedste eller den sjoveste, men nok den jeg har grinet mest af, fordi jeg selv har brugt 20 år af mit liv dér.

Han tager også langt mere alvorlige emner op, ja, faktisk kan man godt sige, at Pratchett var en eksponent for den absolutte ytringsfrihed. Lige bortset fra at han aldrig brugte ytringsfriheden som et våben til at slå andre mennesker oven i hovedet med.

Det, jeg holder allermest af hos Pratchett, er den fremtrædende rolle som Døden indtager i alle hans bøger. Ja, i Discworld-serien er Døden en af hovedpersonerne. Han er virkelig meget menneskelig (sorry) og har mange kvababbelser over sit job. Den fuldstændig respektløse men alligevel kærlige måde Pratchett behandler Døden på, har inspireret mig meget. Ikke sådan at jeg bliver mindre ked af det, når mine venner dør, men sådan at jeg bedre kan leve med, at døden er en del af livet.

Den danske filosof Carsten Fogh Nielsen (@filoffen) har skrevet smukt, sjovt og varmt om sit liv med Terry Pratchett. Det er på alle måder fin læsning.

Lærde mænd (og en kvinde) diskuterer De Elendige

Det var kedeligt. Kedeligt i forhold til at se et afsnit af House of Cards eller Game of Thrones, men (hvad værre er) meget kedeligere end debatten for nogle uger siden om Joyce, Ibsen og Brandes. I efteråret kom der en ny dansk udgave af Victor Hugo’s Les Misérables, oversat af Hans Peter Lund. Oversættelsen fik seks hjerter i Politiken af Hans Hertel. De fremmødte var de førnævnte samt forlægger fra Forlaget Vandkunsten Søren Møller Christensen og den grafiske tilrettelægger Anne Rohweder. Desuden var Karsten Pharao der for at læse højt af bogen. Det var klart eftermiddagens mest opløftende indslag.

Jeg har ikke læst den – kun i en forkortet Det Bedste udgave som barn. Jeg kommer nok heller ikke til det – den er godt nok tung i optrækket sine steder, nærmest sådan lidt som en opera. < jeg dør, jeg dør, jeg dør >. Og jeg gætter endda på, at Pharao ikke læste de allerkedeligste passager for os.

Når jeg overhovedet vælger at omtale arrangementet, er det på grund af debatten om papirbogens og dermed det dannede menneskes snarlige endeligt der fulgte. Alle var enige om, højlydt og i kor, at begræde papirbogens tunge skæbne, de triste e-bøger, de onde, onde netboghandlere (altså dem der sender papirbøger til os med posten), de frie bogpriser og det almindelige dannelsestab. Som om de hang uløseligt sammen. Og til konstant nikken fra hele forsamlingen af gråhætter. Jeg er selv en gråhætte, men jeg nikkede sgu ikke, for jeg synes, det er noget SLUDDER.

Forlaget Vandkunsten udgiver vanvittigt flotte bøger. Jeg står altid og savler ved deres stand på bogmessen. Men hvor en bog som fx Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien for mig er utænkelig som e-bog, pga de fantastiske illustrationer, der bare skal opleves i flot udstyr og på papir, så kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor en basse på 1874 sider ikke skal udkomme som e-bog til os med svage arme? Lige nu læser, nej, lytter, jeg til Middlemarch (kun små 800 sider) af George Eliot og jeg har også hentet den som e-bog, så jeg kan genfinde de særligt fornøjelige steder. Hvorfor skulle jeg dog sidde og få ømme arme af at læse den, når jeg alligevel ikke er den lykkelige ejer af en eksklusiv, illustreret udgave?

For mig eksisterer papirbøger, lydbøger og e-bøger ved siden af hinanden, og det ene udelukker ikke det andet. Det er litteratur, jeg elsker. Formatet afhænger af situationen.
Otto Scholderer Lesendes Mädchen

Så i stedet for al den ynk, man altid skal høre på fra forlagsfolk, så kunne de komme ud af starthullerne.

  • Bruge de sociale medier meget mere, fx Twitters #fredagsbog
  • lave nogle ordentlige e-bøger, som ikke er fyldt med horeunger og springende typografi
  • tilbyde pakkeløsninger, så man fx fik e-bogen med gratis, når man købte en papirbog
  • lade være med at droppe redigering og korrektur af deres bøger
  • eller 117 andre tiltag, som enkelte forlæggere og forfattere er dygtige til at udnytte, men som flertallet næsten ikke bruger.

Fx er der flere danske forlag, der ikke opretter deres nye bøger på Goodreads, som mange danske super-læsere ellers bruger med stor flid, og som er et sted hvorfra mange får deres læseanbefalinger. Når man er bekendt med de forsvindende små oplag bøger på dansk i reglen udkommer i, så er det simpelthen for storsnudet at se bort fra fx Twitter og Goodreads. Man kunne få den tanke, at nogle af de andre forlag ikke bruger #fredagsbog, fordi det var Gyldendal, der gjorde det først. Men det er jo ren idioti – alle læseglade Twitter-mennesker bruger det flittigt og er fuldstændig ligeglade med, hvilket forlag der har udgivet den bog, de læser en given fredag.

Grafiker Malene Hald sendte forleden på Twitter en bøn afsted om, at bogfolket ville lære af musikfolket, nu hvor vinylen får sin genkomst. Med det mente hun – og jeg fortolker frit – at hvis man laver lækre, gennemarbejdede papirbøger, som man bliver glad af at få i hånden, så går de aldrig helt af mode. Og da slet ikke den slags, som man vender tilbage til, såsom bøger om kunst, arkitektur, historie og design, der er afhængige af god grafik og flotte illustrationer.

Min egen bøn til forlagene: Udgiv lidt færre bøger, og gør jer lidt mere umage!

 

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter

Et kolossalt romanværk i tre bind, Kransen, Husfrue og Korset, skrevet mellem 1920 og 1922. Sigrid Undset fik Nobelprisen i litteratur i 1928. Lånt som lydbog i bibliotekernes E-Reolen, indlæst af Nanna Salomon.

Sigrid Undset at Bjerkebæk
Sigrid Undset i sit hjem, hvor hun bl.a. skrev Kristin Lavransdatter. Foto: Avilde Torp, Wikipedia Commons

Læsningen af dette enorme værk (mere end 1000 sider) indgår i min personlige læseudfordring for 2015, nemlig at få indhentet noget af det forsømte, hvad angår skandinaviske og europæiske klassikere, noget der blev groft forsømt både i min folkeskoles og i mit gymnasiums danskundervisning, og som jeg derefter ikke fulgte op på. Jeg har kun læst et par håndfulde værker fra før 1945.

Med fare for at ryge helt ud af det gode, litterære selskab (nåh nej, ingen fare for det, dér har jeg aldrig været med) vil jeg sammenligne værket med Game of Thrones-serien. Af flere grunde: Dets enorme omfang, det kæmpestore og fuldstændig uoverskuelige persongalleri, at centrale personer dratter om og dør midt i det hele og ikke mindst, at Kristin Lavransdatter foregår i 1300-tallet og slutter med pestens hærgen over Europa. Der, hvor den ikke ligner GoT er i hovedpersonens religiøse anfægtelser og i det hele taget det stærke tag, kirken har i Norges indbyggere på denne tid. Det er faktisk nærmest ikke til at holde ud! Hvis det var muligt for mig at blive mindre religiøs, så har denne bog i hvert fald hjulpet med. Gud siger dit, Gud befaler dat i én uendelighed! Hvis det minder dig om noget, så…

Nogle anmeldelser fra dengang siger, at romanen ikke kunne have været kortere. Det er jeg så nok ikke helt enig i – som i det gamle testamente er der uendelige opremsninger af, hvilke mænds sønner gifter sig med hvilke mænds døtre og hvad de får i medgift. Ret trættende i længden. Men omvendt er det gode ved romanens længde og langsomme fremskriden, at man virkelig får Middelalderen ind under huden – efterhånden kan man se gårdene, de lavloftede stuer, deres (klamme) senge og ofte uappetitlige måltider for sig. Det er en af romanens helt store forcer. En anden er portrættet af den stærke, smukke og uregerlige Kristin, som slet ikke er udelt sympatisk – ja, faktisk bliver man indimellem særdeles irriteret på hende! I Wikipedia-artiklen om Sigrid Undset er der et afsnit om Kristin Lavransdatter. Der citeres flere anmeldelser i danske dagblade. De taler IKKE til Danmarks fordel!

Jeg vil kun anbefale denne til trænede læsere eller læsere med særlig interesse for Middelalderen og/eller skandinavisk litteratur/kvindelitteratur. Men jeg forstår godt, at Undset fik Nobelprisen!

Til sidst lidt om lydbogsformatet. Først var jeg irriteret på Salomons korrekte og unuancerede oplæsning, men efterhånden viste det sig at være en fordel. Jeg har også hørt GoT som lydbog, og oplæseren dér forsøger sig med forskellige stemmer eller dialekter til de forskellige karakterer, men løber sur i dem i løbet af de mange timers oplæsning. Det er meget mere irriterende. Så er der E-Reolens lydbogs-app, som kom i en ny version i går. Desværre er selve afspilleren ikke blevet forbedret – den er forfærdelig og har været ved at få mig til at opgive lytningen flere gange. De kunne godt kaste et langt blik på Audibles afspiller. Men – det er gratis, så for os, der ikke er synshæmmede går det vel an. Synd dog for folk med synshandicap.

Den første bog jeg læste i min klassiker-læseudfordring var Herman Bangs Tine. Den elskede jeg betingelsesløst og skruptudede gennem hele sidste kapitel, skønt slutningen ikke ligefrem var nogen overraskelse. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad der skal være den næste i rækken…

Rigtig dannelse

Nu skrev jeg sidst om “digital dannelse”. Det fik mig til at tænke lidt over det, man i De Gode Gamle Dage bare kaldte for dannelse. Ifølge min mormor var det noget med at kunne spise kylling med kniv og gaffel, spille klaver, have gået til dans, kende teksten og melodien til diverse sange og salmer, vide nok om klassisk musik til ikke at falde helt igennem, have styr på de “rigtige” butikker at handle i (min mormor ville helst købe alle møbler og stoffer hos Lysberg, Hansen & Therp), og sidst men ikke mindst skulle man kende de litterære klassikere og have læst de bøger, “man” til enhver tid taler om.

Jeg kom igen til at tænke over det, da jeg i dag hørte lidt af debatten i P1-programmet Ordet er Dit. Dagens tema var “Bliver man et bedre menneske af at læse skønlitteratur?” Temaet var igen udløst af kulturminister Marianne Jelveds seneste tiltag, Danmark Læser. Der gives 20 millioner kr. over fire år til diverse læseprojekter – vi taler virkelig peanuts her. En af de medvirkende i radioprogrammet var journalist og forfatter Erik Skyum-Nielsen. Han sagde meget klogt, at hvis han var bibliotekar, ville han have opfattet det som en våd klud i ansigtet. Jeg er helt enig med ham – pengene skulle have været givet til bibliotekerne. Det er jo dem, der er sat i verden for at formidle litteraturen til borgerne, er det ikke?

Nå men, bliver man et bedre menneske af at læse skønlitteratur? Nej, det gør man selvfølgelig ikke. Mega-dumt spørgsmål. Men det kan bidrage til en lettere gang på jord, sådan at være dannet. Først hvis man ikke er vokset op med det, ved man nok, hvor mange litterære henvisninger, der hele tiden findes overalt. Det sniger sig ind på én, sådan med årene. Først siger folk hele tiden noget, man ikke helt forstår. Man lader som ingenting. Dernæst går det så småt op for én, at de henviser til noget, man ikke ved, hvad er. Efterhånden får man det kredset ind: det er en person eller en hændelse i en bog, eller måske bare bogen som sådan (fx 1984). Til sidst får man så læst bogen, og hundredevis af bemærkninger, henvisninger og citater giver pludselig mening.

Man Reading Book and Sitting on Bookshelf in Library

Jeg har tilbragt meget tid med at læse alle de bøger, de “rigtigt dannede” havde fået ind med modermælken. Og det har så sandelig gjort min færd i livet lettere.

Måske tænker du: Men sagde hun ikke lige, at hendes mormor havde instrueret hende i at læse klassikerne? Jo, det sagde jeg. Men gjorde du måske, hvad din mormor sagde?

Har du selv problemet? Så kan jeg anbefale, at du går i gang fra en ende af med en af de utallige lister over De Vigtigste Bøger, som hele internettet flyder over med. Denne her fra Goodreads er fx god. En god ting ved disse klassikere er, at rigtig mange af dem faktisk virkelig ER gode bøger og fortjener deres status – ydermere fås de ældste gratis som e-bøger. Din sommerferie er reddet…