Juleserendipitet uden jul

Jeg skrev ‘god jul’ i sidste uge, fordi jeg troede, jeg ville få for travlt til at serendipiere (jo jo, jeg ved godt, det ikke er et ord) i denne uge, men nu er jeg FORUD med arbejdet. Man troede sgu da ikke, det ku’ ske! Og jeg er glad og fyldt med overskud, fordi mennesker omkring mig har været gode og rare den seneste uge.

Desuden har der været nogle rigtigt gode artikler m.m., som I da skal have til juleferien.

Jeg fik fx stor optur af at læse denne artikel af en Harvard-professor i Inc., og jeg ved, at flere af mine faste læsere vil glæde sig over den også – fordi de har det ligesom mig. Artiklen handler om, hvorfor man skal skabe plads til rebellen på arbejdspladsen. Jeg har altid været sådan en og er blevet fyret for det mere end én gang, ligesom jeg har set det ske for andre. Men jeg har også oplevet at blive omfavnet af ledelsen og føle, at mine skæve evner blev brugt og værdsat. Det er chefer, jeg stadig har lyst til at kramme, når jeg møder dem…

Samfund/miljø/politik

Hvis vi ikke køber det, bliver det ikke produceret

Det handler om tøj. Artiklen i Fast Company tager udgangspunkt i Ivanka Trumps grimme tøjmærke, som nu ikke er mere. Og hvorfor er det ikke det? Fordi vi holdt op med at købe det. Den går videre til at give andre eksempler på, hvordan den ændrede kundeadfærd påvirker producenterne. Og her taler vi både om slavearbejde, skadelige stoffer og CO2-aftryk. Min kære veninde, stylist og kunsthistoriker Judy Finderup skriver jævnligt på sin blog om, hvordan vi kan have en flot og brugbar garderobe uden at overforbruge.

Kvinder i mandejobs

Hvad sker der, når kvinder i økonomiske opgangstider rykker ind i mandsdominerede fag? Det er ikke lutter lagkage.

Og i The Atlantic har vi læst en særdeles trist historie om de tilbageslag, kvinder står over for i de mange lande, der oplever en nationalkonservativ vækkelse. Men tak alligevel, Thomas.

Good on you Ada!

Den tredje (og sidste) ligestillingshistorie i dag er et interview med Ballon d’Or-vinderen Ada Hegerberg. Tak til Ronnie for link.

Hvis landbruget forsvandt, hvad så?

Zetland har spurgt sig selv og to meget uenige mennesker om, hvad der ville ske, hvis landbruget forsvandt fra Danmark. De har også haft næsen i en masse statistik. Det er der kommet en god, lang artikel ud af. De to uenige er Maria Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening og Martin Merrild fra Landbrug og Fødevarer.

Åd du historien om 3. G indvandrerne?

Det gjorde de fleste medier i hvert fald. Men dog ikke alle. Et par forskere forklarer om undersøgelsens svagheder i Videnskab.dk. Berlingske brugte hele to sider på at udbrede sig om, hvor frygteligt det er, og at integrationen har slået fejl. Undersøgelsen viser skam ting – det er bare ikke den ting.

Den danske sang

Det her var så ugens anden forargelsesbølge. Bemærk, at forargelsen igen handler om brune mennesker, der gør noget forkert. At en to år gammel ikke-historie bringes op samtidig med, at en ikke-særlig-populær finanslov skal vedtages i Folketinget, og at Enhedslistens helt rimelige forslag om samtykke i voldtægtssager nedstemmes, vækker ikke ét eneste medie eller én eneste journalists mistanke. Næh, hele Danmark styrter afsted for at fordømme en brun forsker, som i øvrigt ikke kommer til orde. Det er da meget muligt, at hun overreagerede. Og hvad så? Det er sgu da ikke noget, et helt land skal gå i selvsving over? Læs nogle afbalancerede ord her.

Teknologi

EU-had direkte fra Ungarn

Den ungarnske stat betaler simpelthen for at få fremstillet anti-EU propaganda målrettet specifikt mod Danmark på Facebook. I videoen ses et klip med Guy Verhofstadt, som siger – “Vi har brug for migration.” Citatet er klippet snævert ud af en i øvrigt ukontroversiel udtalelse fra 2014. Læs i Jyllands-Posten.

Huawei

Hvad skal man mene om sagen om Huawei og udrulningen af 5G i Danmark (og resten af verden)? Det kommer nok an på, hvordan man har hovedet skruet på. Men den tekniske side af sagen og betydningen for Kina i verdensøkonomien kan man læse om her hos Technology Review. Artiklen er i øvrigt fundet i IDA’s nye nyhedsbrev, Technorama, der tyder godt.

den er også gal på instagram

Instagram er på ingen måde gået fri af russisk propaganda spredt af IRA. Tværtimod. Facebook glemte bare at nævne det i deres rapport. Historie fra The Outline.

AI julefilm

Kan AI (kunstig intelligens) lave en julefilm? En journalist har prøvet at fodre en bot med 100vis af timer med klamme julefilm. Botten har lavet en synopsis. Helt tosset er det ikke. Det her link var også fra Technorama.

Spåmanden Nørgaard

Computerworld har en hyggelig tradition med at lade havkatten i hyttefadet Mogens Nørgaard forudsige, hvad der sker på teknologifronten næste år. Altså, det er temmelig spidsvinklet, men det er også sjovt på “funny ’cause it’s true“-måden.

Kunst og kultur

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør tager en bittersød afsked med den hidsige blogger og biografdirektør Kim Pedersen. Han er meget generøs, må jeg sige. Chefredaktøren altså, ikke Hr. Pedersen.

Jeg har været meget lidt kulturel i ugen der gik, så ingen film eller bøger. Men efter juleugen skal der nok være røget lidt kultur på kontoen igen.

Share

12-talpigernes hævn

Præstationsprinsesser

På svensk kaldes 12-talspigerne for “præstationsprinsesser”, men ordet er præcist ligeså negativt ladet, som det er på dansk.

Den prominente svenske borgerlige politiker Birgitta Ohlsson, der bl.a. har været Sveriges EU-minister, har skrevet Duktiga Flickors Revansch, et glødende kampskrift for feminismen og for de dygtige piger, hun selv var én af.

Som ung liberal startede hun et feministisk netværk (Felira: feminist, liberal, radikal). Deres motto var:

“Er du træt af venstrefløjens statsmonopol på feminisme? Får du det dårligt over højrefløjens kvinde-hjem-til-kødgryderne politik? Er du træt af borgerliges manglende evne til at se kønsrollestrukturer? Feminist, liberal og radikal? Så er Felira noget for dig.

Bogen er både en selvbiografi og et glødende kampskrift til forsvar for 12-talspigerne – de dygtige piger. Hun afviser fuldstændigt, at de dygtige piger/kvinder på nogen måde skulle være et problem for samfundet – tværtimod, de er en resurse, som vi bør skamme os over ikke at udnytte til fulde.

Udvalgte myter om dygtige piger

  • De får anoreksi af at studere så intensivt. En forskergruppe på Lunds universitet har lavet et omfattende studie, der fuldstændigt tilbageviser teorier om, at højtpræsterende – piger eller drenge – skulle være mere psykisk skrøbelige end andre.
  • Deres fremgang skyldes den feminiserede skole. Deres fremgang skyldes helt enkelt, at de bruger mere tid end drenge på skolearbejdet.
  • Deres karriere går skævt, når de bliver mødre. Både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi kvinder i høj grad er socialiseret til at tage hovedansvaret for børnene, men forkert, fordi det drejer sig mindre om børnene, end om strukturen i den familie og omgangskreds, de er en del af.
  • Deres dygtighed bekræftes af mænd. Nix bix. Det er kendt fra mange studier, at mandlige studerende  gennemsnitligt overvurderer egne og andre mænds evner og undervurderer kvinders, mens kvinder overvurderer mænds evner og undervurderer deres egne og andre kvinders. Sørgeligt men sandt.
  • De er hvide middelklassekvinder. Nej, dygtige og flittige piger findes i alle samfundsklasser – noget der er blevet meget tydeligt de senere år, hvor piger fra indvandrer- og flygtningefamilier stormer frem på gymnasierne og universiteterne. Det, der holder nogle af dem tilbage, er forældede normer i det miljø, de kommer fra.

Stå sammen på arbejdspladsen!

Pas på de strukturer, der forsøger at sætte jer op imod hinanden, advarer Ohlsson. Det er ikke kun mænd, der gør det. Husk, at intet kan stoppe dygtige kvinder, der er loyale over for hinanden, så hav hinandens ryg – det lønner sig til sidst.

Hun træder også i en rigtig myretue – det hun kalder deltidsfælden. Med de gode og billige muligheder vi har her i Skandinavien (i modsætning til fx England og USA) for at få vores børn passet på betryggende vis, er der ingen som helst grund til at gå på deltid, hvis man ønsker sig en form for karriere og gerne vil have samme muligheder senere hen, som mænd har. Det gælder selvfølgelig også for pensionen, som bliver stærkt decimeret efter et antal barsler og nogle år på deltid. Så med mindre man er uambitiøs rent arbejdsmæssigt eller har en mand, der tjener nok til at supplere ens pension, mens man passer de fælles børn, så er der kun ét råd, og det er: afsted! Der er ingen dokumentation for, at børn der passes hjemme af mama, bliver lykkeligere eller bedre mennesker.

Meritokrati

Det er forfatterens yndlingsord. Og hun henviser til Harvard-forskeren Iris Bohnets banebrydende forskning om, hvordan man kan undgå bias i rekruttering, forfremmelser og præstationsevalueringer. Her er en kort video, der opsummere Bohnets råd til virksomhederne:

Et af Ohlssons gode råd er at sørge for at få en præcis jobbeskrivelse og præcise mål for, hvad man skal opnå, så det kan dokumenteres, hvad man har præsteret, og det altså ikke er op til chefens “fornemmelser”. Sørg også for selv at notere status på de projekter, du har ansvar for, når du starter, så du selv ved præcist, hvor du står. Dokumentér det hele. (Disse råd gælder i øvrigt også for mænd med dårlige chefer.)

Vælg den rette mand

Et ret godt tip, faktisk! Det burde ikke være så svært hurtigt at finde ud af, om den nye kæreste har det okay med kvinder med magt, indflydelse og økonomien i orden, om han har den stamina, der skal til, for at holde sin del af barslen (også selvom han er på en arbejdsplads, hvor det ikke er velset) og om han kan finde på at starte vaskemaskinen helt af sig selv. Hun citerer en ældre liberal feminist for de ret vise ord: “Manden er bedre end mandssamfundet”. For vi feminister kan godt lide mænd, og det er ikke den individuelle mand, der opretholder en status quo, der holder de dygtige piger nede – det er samfundsstrukturer, som vi sammen kan nedbryde.

Er det en god bog?

Ja, men med forbehold. Grundlæggende er jeg vild med en liberal kvinde, der er så glødende feminist – efterhånden som jeg læste bogen, blev jeg tiltagende misundelig på et Sverige, hvor feminisme er et bredt samfundsprojekt og ikke en af samfundets prügelknaber. I den store Stockholmske boghandel Akademibokhandeln er der en stor sektion med bøger om køn og feminisme – de er ikke gemt væk og står side om side med historie og madlavning. Men den selvbiografiske del af Duktiga Flickors Revansch synes jeg faktisk ikke er så spændende, bortset fra den sidste del, hvor hun lukker lidt op for posen om, hvordan det er at være kvinde på de meget bonede gulve. Men måske er det bare fordi, jeg ikke kender særlig meget til svensk politik. Eller fordi jeg generelt ikke er vild med selvbiografier.

Jeg glæder mig virkelig meget til Margrethe Vestager skriver sin selvbiografi! Jeg håber og beder til, at den også bliver et feministisk manifest, og at hun har fortrudt, at hun var med til IKKE at gennemføre øremærket barsel til mænd, da muligheden bød sig – hun som ellers er sådan en fortaler for faktabaseret politik.

Share