Trumps popularitet ➚

Det er virkelig svært at fatte, men hans popularitet er ikke dalende. Ikke i USA og ikke i den danske presse. Klik og læs evt. tråden under tweetet – Berlingskes chefredaktør vedbliver med at forsvare DT.

😢

 Samfund/miljø/politik

Sverige – det fortabte land

Et longread i New York Times gennemgår udviklingen på den svenske højrefløj og gennemtrevler de forskellige påvirkningskampagner, der i sidste ende førte til Sverigedemokraternes enorme valgsejr ved sidste valg. Det er utroligt, så mange gengangere der er blandt bagmændene i de forskellige højrefløjskampagner – Trump, Brexit, en lang række udviklingslande, Sverige. Jeg ender snart med at tro på konspirationsteorier…

Apropos påvirkning

Så har du vel set The Great Hack på Netflix? For hvis du ikke har, så skal du – straks. Lån nogens login, hvis det skal være. Når du først har mødt Brittany Kayser, så glemmer du hende aldrig.

8chan

Hvis du ikke har hørt om ovenstående i den forgangne uge, så har du levet under en sten. Mange journalister har forsøgt at forklare os det de seneste dage, men altså – det skal forklares af nogen, der for alvor har tilbragt tid derinde, og som under huden forstår, hvad et “gammeldags” Internet-messageboard er for noget. Dem har vi heldigvis også her i DK – en af dem er Peter Kofod. Læs hans gennemgang.

Deporteret – død

Mand, hvis forældre flygtede fra Irak til USA, da han var baby, blev deporteret af ICE til Irak, et land han aldrig havde været i med et sprog, han ikke kunne tale. Datid, fordi han døde på gaden i Bagdad af insulinmangel.

Økonomi eller kærlighed?

Venstrefløjens dilemma – virkelig smukt og klogt beskrevet i et lille essay af filosoffen Emil Månsson i Eftertrykket.

Viden

Søvn

Hjerneforsker mener, at mange af de sygdomme og problemer, der præger vores tid, skyldes søvnmangel. Det er et statussymbol at sove lidt og et tegn på dovenskab at sove meget. Det vil han gerne gøre op med. Interessant video – 20 minutter af din tid.

Viden om børns sprog

En kritisk gennemgang af den undersøgelse, som både den foregående og den nuværende regering bygger deres “ghetto”-politik på. Det er pinligt – de hvide, danske børn, der bruges som sammenligningsgrundlag, er børn af den øvre hvide middelklasse.

Eureka!

Det forklarede øjeblik, hvor vi pludselig forstår noget eller har en “åbenbaring” er ikke helt så “serendipitous” som vi måske går og tror. En lille gennemgang af, hvad der leder op til disse forklarede øjeblikke.

Skolen – hjemmet – internettet

Medierådet for børn og unge har udarbejdet et forældremødeoplæg om de halvstore børns brug af nettet. Mange lærere har måske ikke opdaget denne ressource, så hvis du gerne vil drøfte det med lærerne og de andre forældre, kan du måske diskret gøre opmærksom på det. (Eller indiskret på forældreintra…)

Påvirker mad vores mentale sundhed?

Forbindelsen mellem det vi spiser og vores mentale sundhed er der, spørgsmålet er, hvor kraftig den er. Men hvis man har tendens til depression, så sker der jo ikke noget ved at prøve at spise sundere. Det er jo i hvert fald ikke skadeligt. Artikel fra The Atlantic.

Multiresistente bakterier – og svampe

En klog læge fortæller om multiresistente bakterier og svampe. Vi skal tage det alvorligt, og vi skal forstå, at der er meget gode grunde til, at alle ordentlige læger er meget fedtede med antibiotikaen. Det er de, fordi det er det bedste for både den enkelte og samfundet som helhed.

Om os

Gudstro vs ateisme

Sørine Godtfredsen har skrevet et meget omtalt debatindlæg her i sommer, hvor hun argumenterer for, at en verden uden Gud er affortryllet – grå og kedelig, fyldt med videnskab og grafer. Zetlands Torben Sangild tager her til genmæle og siger, at Gu’ fanden er verden da fortryllet, selvom man ikke tror på Gud. Og jeg er bare så enig i hans fine betragtninger.

Mute-knappen

En sjov artikel om brugen af mute-knappen. Skal man være liberal med den og bare mute alle dem, man ikke rigtigt orker, eller skal man *gå hele vejen* og slette dem? Jeg hører selv til den konfliktsky type, der er flittig med mute-knappen, men næsten aldrig sletter. Hvad med dig?

Godnat og sov godt

Zetlands Sara Alfort er sgu lidt sur over den polariserede debat om ovennævnte bog. Det skriver hun godt om. Især folk med mindre børn og STORE holdninger kunne godt læse med her. Og hvis du vil have et gratis/billigt prøveabonnement på Zetland, så tryk her. Hvis du tegner det og gerne vil ud af det igen efter endt prøveperiode, så gå tilbage til den her post og tryk her.

Kunst og kultur

Det’ gratis

Enorme mængder af gratis (e)bøger venter bare på at blive læst. Masser af engelsksprogede bøger fra før 1964 er uden for copyright og kan downloades gratis, hvis man ellers kan finde dem. Nogle gode og ordentlige mennesker har påtaget sig den sisyfos-opgave, og vi kan nu nyde godt af det. Læs om projektet her.

Og besøg et af “bibliotekerne” (virkelig lækker hjemmeside i forhold til, at alt er gratis og lavet af frivillige), hvor du bl.a. kan downloade bøger af Charles Babbage eller Somerset Maugham ganske gratis. Brug evt. den ligeledes gratis tjeneste Calibre til at konvertere downloadede ebøger, så du kan læse dem på din Kindle, hvis du har sådan en.

Husk i øvrigt også det gode, veltjente koncept BIBLIOTEKET. Tip: du læser om en ny bog, men tænker, at du ikke liiige har 300 kr. Så åbner du biblioteks-app’en på din telefon, finder bogen og bestiller den. Og så, vupti, pludselig en dag, kommer der besked om, at den nu er klar til dig. Okay, du får så ikke læst den samtidig med, at den vilde hype er i gang i medierne, men det er vel heller ikke det, læsning går ud på?

Gyserfilm

Da jeg havde set Suspiria for nogle måneder siden, svor jeg, at jeg aldrig mere vil se en gyserfilm. Ikke fordi jeg så ikke kan sove eller bliver skræmt fra vid og sans, men simpelthen fordi de ikke gør noget for mig. Nå men, så kom jeg jo til at gå ind og se en alligevel, fordi alle skrev, at den var åh så god. Både jeg selv og min biopartner hadede den så meget, at vi gik, før den var færdig. Det var Midsommar.

To meget forskellige bøger

Jeg har både lyttet til en lidt ældre roman af Stephen King (ikke en gyser!), som jeg faktisk rigtigt godt kunne lide og til en lidt nyere sag, den meget fine Everything I Never Told You af Celeste Ng.

Share

Sukker

Endnu en gang har et stort metastudie påvist, at hverken børn eller voksne får et energi-kick af sukker. Faktisk sløver det. Forskerne i artiklen har bud på, hvad det så er, der får børn til at flippe ud, når fredagsslikket er indtaget eller kagemanden er væk. Gode bud!

Og vi andre må erkende, at det der med at hoppe ned i kiosken efter en chokoladebar for at klare resten af eftermiddagen på jobbet med fordel kan erstattes af en hurtig tur rundt om blokken og måske en kop kaffe mere.

Samfund/miljø/politik

Mueller-rapporten

Her er en sammenskrivning af Mueller-rapporten, lavet af en garvet manuskriptforfatter, oven i købet illustreret som en tegneserie. Det er ret godt lavet. Jeg skal dog sige, at jeg selv kun er halvt igennem. Hvis du kun har fulgt overfladisk med og ikke læst en grundig gennemgang af indholdet i et seriøst medie, så er det et virkelig godt sted at starte. Der er meget langt fra Barr’s påstande til rapportens reelle indhold. Den kan stadig nå at få stor betydning.

Sommerens klimaskænderi

Videnskab.dk går ind i debatten om de to geologiprofessorer, der har fået prominent plads i medierne (KD og Radio24syv) med deres teorier om, at den globale opvarmning ikke skyldes CO2-udledning. I linket kan ikke bare læses Videnskab.dk’s gennemgang men også indlæggene fra professorerne samt svar på kritikken fra KD’s og 24Syvs chefredaktører.

På Facebook er den ene af de to professorer, Jens Morten Hansen, igen gået til modangreb, sekunderet af Weekendavisens videnskabsjournalist Lone Frank, der hermed afslører, at hun er på klimaforandringsbenægternes hold. Det er godt nok deprimerende.

Viden

Natteravn

Ny forskning tyder på, at det ikke er så sundt at være natteravn. Det kan jeg jo glæde mig over på egne vegne, da jeg slet ikke duer til noget sent om aftenen/natten, men det ærgrer mig da på vegne af de af mine venner og arbejdskolleger, der altid er i gang til ud på de små timer.

humanistisk forskning på sundhedsområdet efterlyses

Professor Morten Sodemann, som aktive Twitter-brugere kender, efterlyser i Videnskab.dk, at den meget kvantitative forskning på sundhedsområdet suppleres med kvalitative studier. Fx., fortæller han, foretages mange medicinske studier på kohorter af meget ensartede forsøgspersoner. En ny behandling kan udvise fine resultater på forsøgspersonerne, men så viser det sig, at resultaterne slet ikke er nær så gode ude i virkeligheden. Det kan der være mange forklaringer på, og i artiklen gives en del gode og oplysende eksempler.

kvinders Orgasme som statusmarkør

Studie peger på, at mænd ser kvinders orgasme som en mandig præstation frem for som en integreret del af vellykket sex. Det bedste ved artiklen er (den mandlige) sexologs råd til slut.

Om os

Døden er nær

Hvis man ved, man skal dø, hvad skal man så sige/skrive til de snart efterladte? Her er et fantastisk bud på det fra en mand, der som 27-årig lå for døden af kræft, til hans otte-årige søn. Opløftende, smukt, sjovt og sørgeligt på én gang.

Lydbøger – bedre eller dårligere?

Hvad er godt og hvad er knap så godt? Grundigt kig på læse/lyttevaner fra The Guardian. Og ville vi ikke alle ønske, at vi uafhængig af forlægger kunne købe sæt af bog og lydbog, som man kunne skifte imellem på samme device. (Jeg ved, at man allerede kan gøre det på Amazon, men det er meget dyrt, og jeg kan ikke høre lydbog på min Kindle…).

Oh, at støve af…

At støve af – en endeløs cyklus af arbejde, der aldrig sådan rigtigt bærer lønnen i sig selv… The futility of life kogt ned til rengøring ;-)

Kunst og Kultur

Læsning på togrejsen

Som det vil være nogle bekendt, har første del af min sommerferie bestået af en rejse med tog og bus til Tromsø og tilbage igen. Midnatssol er sgu for vildt! Hvis du vil høre lidt om turen, så tjek min Instagram (@labeet). Jeg fik læst en del på vejen, ikke mindst en svensk og to norske bøger, som jeg fik anbefalet på Twitter inden afrejsen. Jeg kunne ikke lide den svenske, men var vild med de norske. Desuden læste jeg endnu en bog og kom halvvejs igennem endnu en. Det er bøgerne herunder – min uforbeholdne mening om dem kan læses på Goodreads.

  • Tom Malmqvist: I hvert øjeblik er vi stadig i live
  • Roy Jacobsen: De Usynlige og Hvidt Hav
  • Isabella Hammad: The Parisian
  • Christy Lefteri: The Beekeeper of Aleppo
Museer

I Stockholm besøgte jeg Fotografiska og Nationalmuseet. Det er mit andet begejstrede besøg på Fotografiska – det er simpelthen bare et virkelig godt museum, hvor man faktisk godt kan tilbringe en halv dags tid inklusive at spise i deres glimrende restaurant eller i cafeen. Nationalmuseet er fornylig genåbnet efter længere tids renovering. Det har næsten intet tilfælles med vores Nationalmuseum, for det er en blanding af SMK og Designmuseum Danmark. Jeg var ret vild med konceptet, der godt kan minde lidt om et mindre Victoria & Albert.

Betzy Akersloot-Berg: Nordkapp

I Tromsø var det lille Nordnorsk Kunstmuseum en enormt positiv overraskelse. Den faste samling var så fint kurateret, og den aktuelle udstilling inspirerende og charmerende. Oven i købet fik sidstnævnte lov til at flyde ud over Tromsø by, hvor de mange statuer af Vigtige Mænd havde fået en kærlig hjælpende hånd. Udstillingen handlede om kunstmaleren Betzy Akersloot-Berg (1850-1922), der var succesfuld i sin samtid, men sidenhen blev glemt. Godt, at hun er genopdaget.

Share

Vi er bedre end vores rygte!

Et kæmpe studie har set på vores ærlighed. Altså menneskers ærlighed – på tværs af mange lande. De har lavet eksperimenter med fundne punge – med og uden penge i. Afleverer vi dem tilbage?

Resultaterne af disse studier gør mig glad, for vi er langt bedre end vores rygte – og endnu engang gøres de økonomer til skamme, der påstår, at vi altid handler for egen vinding. Det gør vi slet ikke!

 Samfund/miljø/politik

So en knap will ich auch haben

Djøf-bladet fortæller om en magisk knap, der er introduceret i Sverige. Knappen, der kan fjerne køn og alder på jobansøgninger. Mange studier har vist, at det fører til anderledes ansættelser.

De nye ministre

Zetland gennemgår dem for dig.

De demokratiske præsidentkandidater i USA

Zetland (og Kongressen.com) gennemgår dem for dig.

Børn i fængsel

En jurist har tilbragt lang tid med at trawle igennem de ikke-fængsler, som immigrant-børnene i USA sidder i. Altså, det ER jo fængsler, men myndighederne har meget travlt med at sige, at det er det ikke. Det er simpelthen hårrejsende læsning – at noget sådant kan foregå i USA.

Only in Alabama

Shot while black while pregnant. Det skal man ikke, for så bliver man anklaget for mord og sat i fængsel. Kvinde, gravid i femte måned, kommer op at toppes med far til barnet. Han skyder hende. Hun anklages for at være skyld i barnets død ved at “opsøge fare”. *Under his eye*. Den vanvittige historie blev bragt til torvs af #notallmails, et glimrende feministisk nyhedsbrev.

Viden

I en studenter- og festivaltid: Noget om alkohol

Alkohol, hvad gør det ved os? Videnskab.dk’s nye podcast “Brainstorm”, der er støttet af Lundbeckfonden, kigger nærmere på alkohols virkning på krop og hjerne med både kort og langt lys på.

Bagefter alkohol: kaffe

Men det går nedad bakke for kaffebønnerne – de lider som så meget andet under klimaforandringerne. Forskere er i fuld gang med at udvikle mere robuste kaffebuske, så vi ikke skal snydes for vores sorte eliksir.

Flåterne kommer

De bliver mere og mere udbredt, og dermed også forekomsten af Borrelia. Medium har lavet en kæmpe special om flåter og sygdommen, her er link til den lille del, der handler om at forebygge bid, fjerne flåter og behandle sygdommen. Du kan selvfølgelig klikke dig videre til resten af denne kæmpe special.

Hvad tænker arabere?

Et virkelig spændende studie af holdninger i den arabiske verden. Det meste interessante er vel, at de unge bliver mindre religiøse, men der er også andre lidt overraskende grafer. Få rystet lidt op i dine fordomme. Ronnie Rocket fandt artiklen hos BBC.

Om os

Det vigtige og det mindre vigtige

En tænksom mand har været til 30 års klassejubilæum. Spring indledningen over, hvis du ikke har så meget tid, og gå videre til forfatterens 30 konklusioner om verden, baseret på en weekend med gamle klassekammerater. De er faktisk virkeligt interessante. Læs i Atlantic. Også via Ronnie.

Kunst og kultur

Naïve

I sidste uge anbefalede jeg en dejlig popsang med det 30 år gamle band Naïve. Sangen er til gengæld helt ny, og den har et omkvæd, der smelter et gammelt pophjerte. Her er den igen – nu med video. Er stadig vild med: In the morning I adore you still.

Disclaimer: Jeg har kendt den skæggede herre lige så længe, som bandet har eksisteret.

Svenske og norske bøger – og Twitter

Når jeg smutter på ferie næste weekend bliver det med toget igennem Sverige til det nordlige Norge. Jeg læser altid bøger, der foregår i det land/den by, jeg besøger, så jeg spurgte efter anbefalinger på Twitter. Her er, hvad jeg fik. Og sig så ikke, at Twitter kun duer til politiske skænderier. Tak til alle anbefalere. Erlend Loe fik flest forskellige og Ströksnes’ Havbogen blev anbefalet af *alle* på Zetland.

  • Erlend Loe: Doppler m.fl., Max, Mischa og Tet-offensiven, Dyrene i Afrika
  • Göran Tunström
  • Familien Thunberg: Scener ur hjärtat
  • Selma Lagerlöf: En herregårdshistorie
  • Geir Gulliksen: Historien om et ægteskab, Se på os nu
  • Per Petterson
  • Morten A. Ströksnes: Havbogen
  • Anne B. Ragde serie m 5 bøger
  • Tom Malmquist: I varje ögonblick är vi fortfarende vid liv
  • Erika Fatland: Grensen
  • Roy Jacobsen: De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne.
  • Trude Marstein: Intet at fortryde, Weekend
  • Leif GW Persson: Gustavs grabb
  • Åsa Larsson: Rebekka-serie
  • Åsa Lantz: Kald mig Rosa Parks
  • Lena Andersson
  • Lina Wolff: De polyglotte elsker 
  • Mona Høvring: Noget der hjælper
  • Tarjei Vesaas: Fuglene 
  • Rune Christiansen: Ensomheden i Lydia Ernemans Liv

Dem, jeg har markeret med fed, er de to, jeg har købt. Måske bliver det til flere undervejs – who knows? Følg med på min tur på Instagram, hvis du har lyst – @labeet.

Kunsten i pølseenden

Jeg kom endelig på Arken og fik set Piccininis forunderlige verden. Det er jeg glad for – for hendes børn får mig til at se de mærkelige skabninger med deres øjne. Uskyld og forventning. Så dejligt.

Share

Læs.Flere.Bøger.

Artiklen her har tips til, hvordan vi gør – forfatteren er inspireret af Warren Buffet, der (siger, han) læser 500 sider om dagen. En hel del mindre kan gøre det. Jeg har sat et mål på Goodreads om 24 bøger i år. Det skal jeg nok nå, men det er da ret uambitiøst, er det ikke?

Artiklens forfatter understreger, at det er VANER, ikke VILJESTYRKE, der har gjort det muligt for ham at få læst 200 bøger om året. Jeg arbejder i forvejen med vaner – jeg til- og aflægger mig vaner, for at forbedre min livskvalitet, passe på pengene og passe på klimaet. Det fungerer så fint – der er masser af litteratur, der kan hjælpe med kunsten at indarbejde gode vaner. Hvad angår læsning vil jeg hermed øge mit ambitionsniveau til 30 bøger og ændre en enkelt hverdagsaftensvane. Jeg lover at rapportere om, hvordan det går.

Samfund/miljø/politik

Er Google venstre-snoet?

Det påstår ham den orangehårede tweet-ekvilibrist jo. Og han er ikke den eneste. The Economist har kigget nærmere på den påstand. Men helt ærligt “Don’t be Evil”, som Google engang havde som motto, er jo for længst erstattet af “Make Money Fast”, så mon ikke Alphabet ved bedre end at læne sig op ad andet end der, hvor pengene er?

Befolkningseksplosion?

Skal vi frygte den? Er det, som mange hævder, sådan, at vi lige så godt kan opgive kampen for klimaet, fordi vi alligevel bliver alt for mange mennesker lige om lidt? Det har Zetland med vanlig grundighed set nærmere på.

Gen (ikke byggestenen)

Nyt nyhedsbrev fra Medium – et af de steder på nettet, hvor man kan hente mest viden og kvalificeret indhold. Redaktøren af Gen beskriver det sådan her: GEN is about the biggest stories of the day, not the fringes. We are focused on bringing you stories that illuminate the many ways in which our world is changing, particularly ones that relate to the shifting gears of power.

Mere Tjernobyl

Technorama nyhedsbrevet fra IDA handler i denne uge om fordele og ulemper ved atomkraft – fin opsummering.

Kort fortalt: Der er affaldsproblematikken – de der radioaktive stoffer er 300.000 år om at nedbrydes. Det er dyrt og langsomt – det tager mindst 10 år at bygge et atomkraftværk ansvarligt. Har vi 10 år? Og endelig den lurende katastrofe. Fukushima ligger kun otte år tilbage.

Du kan selv abonnere på Technorama. De linker også til en video filmet med drone fra Tjernobyl og området rundt omkring.

Teknologi

Ansigtsgenkendelsesteknologi i skolen

Heldigvis er vi langt fra USA, når det gælder vores børns sikkerhed i skolen. Og man forstår jo godt skoleledelser og forældre, der vil beskytte deres børn mod den næste vanvittige unge mand med automatvåben. Men når det alligevel er interessant at læse denne historie om installeringen af ansigtsgenkendelses-software på en amerikansk skole, så er det selvfølgelig, fordi det tydeligvis også frister danskere – du har nok hørt om installation af ansigtsgenkendende software på Brøndby stadion.

Kan du huske Friendster?

Klik til denne artikel i The Next Web og se en live graf over udviklingen i de sociale medier. Tak til Ronnie for link.

Suckitude – the printer edition

Jeg hader printere og glæder mig over, at jeg får mindre og mindre brug for dem. Men undvære dem kan jeg ikke endnu, og det ved printerproducenterne, der fremstiller det rene ragelse med tilbehør af blækpatroner, hvis indhold er dyrere end parfume (OG SÅ HAR VI IKKE ENGANG TALT OM MILJØET ENDNU). Jeg bliver rød på halsen, bare jeg tænker på det. I denne morsomme artikel har jeg mødt en ligesindet, der bl.a. kan fortælle, at der kører adskillige retssager, og at det måske kan blive dyrt for de producenter, der har os til bedste.

Viden

Virus og døgnrytmer

Forskere er måske på sporet af, hvorfor den samme virus kan have så forskellige forløb hos mennesker, der tilsyneladende burde reagere nogenlunde ens.

Om os

Mere om vaner – internet edition

Der er andre grunde til at skrue ned for internetbrugen end den blå skærms angivelige påvirkning af vores søvn og livskvalitet. Miljøet! De der servere er bare dyre at have kørende! Jeg er godt nok glad for at streame tv-serier og andet – faktisk ser jeg aldrig flow-tv. Men apropos vaner, så sker det aldrig før kl. 20. Og overskriftens læsning kan jo passende træde til som behagelig skærmafvænning. Videnskab.dk har tips og ideer til at skære ned.

Majse Njor hylder de grå hjelme

I anledning af Folkemødet, hvor det vrimler med grå hjelme, har Majse Njor valgt ikke at gøre nar men i stedet at hylde dem. Det, synes jeg, er yderst sympatisk, da jeg selv i en vis udstrækning identificerer mig med dem, selvom jeg ikke helt har nået pensionsalderen og heller ikke ejer et par TEVA-sandaler (Gud forbyde, at det nogensinde sker – til gengæld har jeg tre par Birkenstock…). De holder kulturlivet flydende (hjelmene, ikke sandalerne)!

Kunst og kultur

Værk uden Skaber

Når en tysk 3 timer og 15 minutter lang film kan lokke 20.000 danskere i biografen, så er verden da endnu ikke helt af lave. Hvis du endnu ikke har set denne vidunderlige film, så se da lige at komme ud i regnen og ind i biografen. Den har sat sig dybt i mig – også dybere end jeg forventede, lige da jeg havde set den.

Til kalenderen

I år handler Golden Days festivalen om år 1989 – et af de vildeste år i min levetid. Festivalen afholdes 6. – 22. september, og et af højdepunkterne bliver, at Lech Walesa kommer og taler.

1989 indeholdt både det triste syn af kampvogne på Tienanmen i Kina og det utroligt optimistiske og glædestårefremkaldende syn af muren, der faldt. Og for mig personligt indledtes det med, at jeg fik min førstefødte i januar. I sandhed et begivenhedsrigt år!

Fra min musikalske ungdom

Den allerførste plade, jeg var involveret i, var Scatterbrains første album Keep Dancing. Det var det første album med *elektronisk rockmusik* fra et dansk band. Bandets guitarist hed såmænd Hilmer Hassig. Nå men, i virkeligheden var bandets anden og sidste plade, Mountains Go Rhythmic, langt bedre, men desværre aldeles overset. Bandets forperson Jesper Siberg har nu remixet og remastered albummet, der kan lyttes på Spotify. Men den slags skal jo faktisk lyttes på vinyl, ikk! Så hop lige hen på Indiegogo og smid en slant efter projektet.

Et andet band, vi arbejdede med på Irmgardz, var Naïve, der også havde Hilmer Hassig med på guitar og knapper. Forpersonen i det band var Claus Berthelsen, hvis behagelige stemme du måske kender fra DR’s P2. Claus har genopfundet Naïve og har lavet den dejligste nye popsang, som du kan høre herunder (og på Spotify og andre steder).

“In the morning I adore you still”, lyder omkvædet – er det ikke det, vi alle drømmer om – begge veje?

Share

Rapport fra det hvide taber-USA

Jeg har læst en af 2016’s mest omtalte bøger i USA, Hillbilly Elegy af den debuterende forfatter JD Vance. Bogen er en selvbiografi og en skildring af Trumps bagland i USA’s rustbælte – her Kentucky og Ohio.

Ud over et ønske om at forstå, hvad der er sket i USA, så har jeg også en personlig interesse i at læse om netop dette sted og denne gruppe af mennesker. Min biologiske far, som jeg fandt frem til sidste år, er født i en af kulminebyerne af ludfattige forældre, og det var, i lighed med Vance i bogen, militæret der reddede ham fra det hårde slid i kulminerne og den efterfølgende arbejdsløshed og trøstesløshed.

Tilbage til Kentucky

Han bor nu igen – han er 85 – i Kentucky, men langt fra det sted, hvor han voksede op, som han ikke har besøgt, siden han rejste som ganske ung mand. Alt for rædsomme minder knytter sig dertil. Min amerikanske halvsøster derimod har besøgt byen, han voksede op i, og set det skur, hvor han boede med sin familie, fordi hun ønskede at forstå sin far bedre. Efter besøget blev det tydeligt for hende, hvorfor han aldrig vendte tilbage.

Fra Ohio-slum til Yale

Nå men, bogen. Den er velskrevet og letlæst, omend det er en trist historie, han fortæller. Han er en vaskeægte mønsterbryder, der endte med at blive jurist fra Yale. Når han fortæller om barndomsårene og de første ungdomsår, kan det være svært at fatte, at det gik ham så godt. Ligesom han prøver at analysere sig frem til, hvad der gjorde forskellen for ham personligt, ligesådan prøver han at forstå, hvorfor det er gået, som det er gået med den hvide amerikanske arbejderklasse/underklasse.

Hillbillies

Når han beskriver bedsteforældrene, så er de ægte hillbillies uden uddannelse og i lavtlønnede jobs, med geværer under sengen og øretæverne hængende i luften. Men den generation troede på den amerikanske drøm – de troede, at hvis de arbejdede hårdt nok og opførte sig som gode amerikanske borgere, så kunne de opnå alt. Og mange af dem opnåede da også et liv, der var markant bedre end deres forældres, selvom vandhanerne ikke ligefrem var guldbelagte. Men Vances generation – de har af en eller anden grund en anden holdning. De læner sig tilbage og forventer, at de stegte duer skal flyve ind i munden på dem, uden at de selv gør en indsats. Vance beskriver flere gange, hvordan han får nye kolleger på en af de lavtlønsarbejdspladser, hvor han arbejder for at tjene til studierne. Og næsten hver gang skete det samme: de kom for sent hver dag, meldte sig syge i tide og utide, brokkede sig i et væk og holdt alenlange pauser. Og når så de blev fyret, så var det Obama, Washington, latinos eller nogle andre “fjender”, der fik skylden.

L’Oréals credo

Fra at tro på den amerikanske drøm er den hvide amerikanske underklasse gået over til at tro på L’Oréals credo: Fordi du fortjener det. Og hvis man tror på, at alt det dårlige, der sker for en, er nogle andres skyld, så er det jo oplagt at stemme på Trump, der tilbyder indtil flere forskellige grupper, man kan give skylden. Vance påpeger, at den stolthed, der var central for hans bedsteforældres generation, røg ud med badevandet, da kulminerne og de store industrier lukkede, og folk følte sig glemt. Fordi hans mor var lidt for glad for stoffer og skiftede mændene ud, som vi andre skifter sko, tilbragte han en stor del af sin barndom og ungdom hos bedstemoderen – og han mener selv, at den stolthed og jeg-kan-fandme-klare-mig-selv holdning, som hun og hendes generation repræsenterede, er årsag til, at han selv blev mønsterbryder.

Vance er selv konservativ, men dog ikke på Trump-måden. Det gør faktisk bogen mere interessant at læse, end hvis han var liberal.

 

Share

Jeg er vild med Rose Tremain

Det er jeg bl.a., fordi hun evner at skrive om de små mennesker, bipersonerne, dem vi ellers aldrig hører om, så man får fornyet respekt for dem. Det er slet ikke så dårligt lige for tiden, hvor der tales meget om, at “eliten” – dette kviksølvbegreb – ikke forstår almindelige mennesker.

Ikke mange bøger foregår i Schweiz

I denne fortælling er vi i Schweiz i 50’erne i en på alle måder neutral provinsby. Som et sidetema hører vi om Schweiz’ anstrengte neutralitet før og under WWII – et ganske underbelyst historisk tema. Man bliver ikke voldsomt overrasket, når man hører, at de i Schweiz allerede i 1938 nåede et punkt, hvor der simpelthen ikke var plads til flere jødiske flygtninge i landet, hvorefter de afvistes ved grænsen.

Men fortællingen handler primært om en ganske almindelig, gennemsnitlig dreng med en afdød far og en tynget mor og hans møde med en ganske ualmindelig dreng og dennes varme, venlige familie. Drengene vokser op, de når erkendelser…

Jeg får det til at lyde kedeligt

Hvis det lyder kedeligt, er det mig, der ikke forstår at formidle det store i det små. Faktisk har bogen præcis den samme dybde og erkendelsespotentiale som Jim Jarmusch’ nye film Paterson, som jeg (også) anbefaler varmt.

Det var Rose Tremain, der skrev bogen om musikerne ved Christian IV’s hof, Musik og Stilhed.

Jeg hørte den som lydbog fra Audible – fortrinligt indlæst. Så vidt jeg kan se, er den (endnu?) ikke udkommet på dansk.

Share

Et liv i frygt

Julian Barnes: Tidens Støj

Julian Barnes er en fantastisk forfatter, hvis værk jeg kun langsomt er ved at indhente. Denne bog handler på overfladen om den sovjetiske komponist Dmitri Shostakovich. Det tilfører naturligvis ekstra lag, hvis man kender til ham, russiske komponister eller klassisk musik, men det er langt fra nødvendigt for at få udbytte af romanen, hvis egentlige tema er, hvad frygt gør ved et menneske.

Hvis du ikke kender Shostakovich, kan du lytte til mit favoritværk af ham, mens du læser videre herunder.

Frygt

I bogen følger vi Shostakovich i hans voksne liv fra første gang, han falder i unåde, og frem til hans død. Igennem hele denne triste vandring mærker vi den altgennemtrængende angst, som et regime som det sovjetiske påførte alle, der på den ene eller den anden måde kom til at stikke næsen lidt frem. Shostakovich ønskede på ingen måde opmærksomhed om sin person – bare sit værk – men det var ikke muligt.

I forsøget på at beskytte sin familie gjorde han sit bedste for ikke  at påkalde sig systemets vrede, samtidig med at han forsøgte holde sin egen moralske fane højt. Hvilket selvsagt var umuligt. Bogen lægger sig meget tæt op ad, hvad man ved om ham, så der er ikke tale om mere digt, end at man selvfølgelig aldrig ved, hvad et andet menneske egentlig tænker og føler.

Stueren

I Danmark i 70’erne (mine tidlige ungdomsår, hvor jeg kun hørte og selv spillede klassisk musik) var der en svag mislyd ved Shostakovich’ navn, som jeg naturligvis ikke tænkte nærmere over dengang, men som jeg siden har spekuleret på. Hans næsten samtidige, Stravinskij, havde ikke en sådan mislyd ved sit navn – men han var jo i eksil og var derfor ikke fedtet ind i regimet.

Interessant er det jo, at Shostakovich’ frygt for, at hans “blåstempling” af regimet ville påvirke opfattelsen af hans person og (vigtigere) hans værk uden for Sovjetunionen, var aldeles velbegrundet!

Share

Om (ikke) at tackle døden

I sidste uge var jeg til forfattermorgen hos Gyldendal for at se Svend Brinkmann og købe hans nye bog. Der var også en anden forfatter, og sandt at sige, så havde jeg aldrig hørt om hende: Lotte Blicher Mørk. Jeg tænkte, pyha, stakkels hende, sådan at komme lige før Brinkmann. Men det var ikke noget problem for hende – hun har været præst på Rigshospitalet i 14 år, og summen af hendes erfaringer indtil nu har hun komprimeret i en lille fin bog, “På en måde skal vi Dø – Fortællinger om Livet”.

Vi skal ikke “tackle” døden

Blicher Mørk og Brinkmann har en del pointer til fælles, bl.a. den, at de ikke bryder sig om, at “vi skal finde meningen inden i os selv” eller at vi skal “tackle” tilværelsen og dens afslutning. De leverer dem meget forskelligt og med vidt forskellig baggrund. Brinkmann er jo fx decideret areligiøs, hvor Blicher Mørk taler om Gud hele tiden.

Fiasko

På side 93 kommer hun frem til en yderst væsentlig pointe, nemlig at hun ikke mener, det er døden, der er vor tids største tabu, men fiaskoen. Derfra går hun indlysende videre til sin modvilje mod, at man i omtale af sygdom og død benytter en krigsterminologi – ikke mindst i udtrykket “kampen mod kræften” – som man så kan tabe og derved være en fiasko. Her skriver hun også, at “det må være vanskeligt at gå døden i møde uden at tro på andet end sig selv”. Det vil jeg gerne anholde, for jeg er agnostiker og tror altså ikke på Gud. Alligevel tror jeg ikke kun på mig selv. Jeg tror på det iboende gode i mennesket og på at det tjener et formål i sig selv at leve sit liv sådan, at man er sit bedste selv så meget af tiden som muligt.

At  møde døden

Denne lille bog gør sig mange fine overvejelser om, hvordan vi møder døden og kommer med fine eksempler fra mennesker, forfatteren har mødt i sin praksis. Den kan være en god gave til alle, som har fået døden lidt tættere på, end vi har til hverdag. Måske også til læger og sygeplejersker der ofte må tage “den svære samtale”. Man kan læse den med stort udbytte, selvom man som jeg ikke tror på Gud.

Share

Ulysses…

For ca. to år siden startede vi projekt “få den nu læst” på Twitter under hashtagget #Ulysses5s. De 5s henviser til fem sider om dagen. Ikke engang det orkede jeg, så det har taget mig to år at nå igennem. Men forleden nåede jeg The End efter hæsblæsende læsning af det fantastiske slutkapitel med Mollys stream-of-consciousness tanker om sex (og andre ting, bevares).

Groft sagt fattede jeg ikke en sk** af romanen, men alligevel elskede jeg store dele af den pga de helt sindssyge associationsrækker, de fantastiske ordlege og det vilde vid, Joyce præsenterer os for.

Man skal næsten være polyhistor

Undervejs under læsningen noterede jeg de emner, som man næsten er nødt til at vide noget om for at fatte, hvad han skriver om (listen er ikke udtømmende):

  • Shakespeare
  • De gamle grækere
  • Milton
  • Shelley
  • Irsk historie
  • Europæisk historie
  • Samtidskendskab (Europa i starten af det 20ende århundrede)
  • Latin
  • Italiensk
  • Fransk
  • Litterære stilarter
  • Biblen – katekismus – den katolske kirke
  • Musik, klassisk og kontemporær
  • Dublin
  • Gælisk
  • Slang fra perioden
  • Fysik/kemi
  • Astronomi
Fun fact: Joyce var en stor beundrer af Georg Brandes, som nævnes ved navn i den ufatteligt lærde diskussion af Shakespeare i kap 9. Men Brandes, som ellers fik tilsendt Ulysses af Joyce selv, brød sig ikke om den og gad ikke svare på Joyces henvendelser. Fandme mærkeligt at tænke på i dag! Det (og meget andet) lærte jeg til et foredrag om forholdet mellem Ibsen-Joyce-Brandes, hvilket jeg har skrevet lidt om.

Hvad er det, der er så fedt?

Her følger så et par håndfulde citater, som jeg håber illustrerer, hvad der gør læsningen umagen værd.
  • Peace and war depend on some fellow's digestion. (kap 8)
  • Om Gud: The playwright who wrote the folio of this world and wrote it badly (He gave us light first and the sun two days later) (kap 9)
  • a broadshouldered deepchested stronglimbed frankeyed redhaired freelyfreckled shaggybearded widemouthed largenosed longheaded deepvoiced barekneed brawnyhanded hairlylegged ruddyface sinewyarmed hero. (kap 12)
  • what region of remoteness the whatness of our whoness hath fetched his whenceness. (kap 14)
  • I stand so to speak, with an unposted letter bearing the extra regulation fee before the too late box of the general postoffice of human life. (kap 15)
  • But O, oblige me by taking away that knife. I can't look at the point of it. It reminds me of Roman history. Mr. Bloom promptly did as suggested and removed the incriminated article, a blunt hornhandled ordinary knife with nothing particularly Roman or antique about it to the lay eye, observing that the point was the least conspicuous point about it. (kap 16)
  • He had been meantime taking stock of the individual in front of him and Sherlockholmesing him up ever since he clapped eyes on him. (kap 16)
  • with thought of aught he sought though fraught with nought. (kap 17)
  • ...like that Indian god he took me to show one wet Sunday in the museum in Kildare street all yellow in a pinafore lying on his side on his hand with his ten toes sticking out that he said was a bigger religion than the jews and Our Lords both put together all over Asia imitating him as hes always imitating everybody I suppose he used to sleep at the foot of the bed too with his big square feet up in his wifes mouth... (kap 18)

Det sidste citat herover er et næsten ikke-pornografisk citat fra det vidt berømte sidste kapitel, hvor det er Mollys stemme, vi hører. Kapitlet er bl.a. så berømt, fordi der ikke er nogen tegnsætning i det – overhovedet. Ikke desto mindre er det langt lettere (og virkelig ret sjovt!) at læse end kapitel 15, som det nok tog mig seks måneder at komme igennem.
James Joyce by Alex Ehrenzweig, 1915 restored
Jeg brugte bl.a. (Rap)Genius.com til hjælp til at forstå uforståelighederne rundt omkring. Meget nyttigt. Udgaven jeg læste var delvist annoteret, fx. hjalp introduktionerne til hvert kapitel (forholdet mellem Homers Odysseen og Ulysses) mig meget.

Engelsk eller dansk?

Jeg læste på engelsk, fordi det gør jeg. Men hvis du kigger på linket øverst til #Ulysses5s vil du se mange citater fra de danske oversættelser, der virkelig ser fantastiske ud. Jeg bøjer mig i støvet for de mennesker, der i tidens løb har oversat den bog til andre sprog. Hold. Nu. Op for et kæmpe arbejde!

Fordi jeg elsker leg med ord og elsker at blive klogere, fandt jeg læsningen af Ulysses ret fantastisk, selvom der vitterligt var lange passager, jeg ikke forstod ret meget af. Jeg håber, mit liv bliver langt nok til, at jeg kan læse den igen – og måske forstå lidt mere. I hvert fald forstår jeg til fulde, hvorfor den blev berømt og berygtet dengang, og hvorfor den stadig “bør læses” i dag.

Share

Kvinden i toget

The_Girl_On_The_Train_(US_cover_2015)Nogen bliver nødt til at forklare mig, hvordan denne bog kan debutere øverst på New York Times bestseller liste og også toppe lister andre steder på kloden, bl.a. her i Danmark. Og gode anmeldelser fik den også mange steder, bl.a. af Bo Tao Michaëlis i Politiken, som ligefrem kalder den Ibsensk!!! (artiklen er premium, tag mit ord for det). Til gengæld er min blog-kollega Camilla ovre på Trilogien næsten lige så ubegejstret, som jeg er. Jeg har læst den på engelsk, så kan ikke sige god for den danske oversættelse.

Plottet er anstrengt, så det kan passe til den ligeså anstrengte rammefortælling om at pendle med toget. De tre kvinder, der er romanens omdrejningspunkter, forekommer mig også utroværdige, men nogen vil måske fortælle mig, at de kender til kvinder, der agerer sådan? Jo selvfølgelig er der kvinder med en fortid, som de ikke lægger offentligt til skue, og der er kvinder, der synker ned i alkoholisme efter en traumatisk oplevelse, men men men…

Hvorfor læste du den færdig, spørger du. Godt spørgsmål, svarer jeg. Svaret er nok, at jeg hele tiden ventede på at finde ud af, hvorfor så mange mennesker synes, den er fantastisk. Men det gjorde jeg altså ikke.

Bogen kommer som film i indeværende år, så vidt jeg kan læse af IMDB. Filmen behøver ikke være dårlig – det ville ikke være første gang, at en dårlig bog bliver til en god film. Men jeg holder ikke vejret.

Der er mange gode krimier og thrillere derude. Spild ikke din tid på denne. Prøv fx denne her.

Share

En tyk og en tynd

Jeg har hørt Purity af Jonathan Franzen som lydbog og læst Andvake af Jon Fosse som papirbog. Desværre kunne jeg ikke ret godt lide nogen af dem.
Jonathan Franzen 2011 Shankbone 2
Purity først. Jeg blev kæmpe fan af Franzen, da jeg havde læst hans gennembrudsroman, The Corrections. Jeg synes, den er enormt velskrevet, spændende og flydende, og at den sætter fingeren på en masse ømme punkter, både i samfundet og i familien og dér, hvor de to overlapper. Jeg var også begejstret for Freedom, men ikke helt så meget. Den var måske lidt for lang og en anelse søgt. Purity er ikke lidt søgt, men meget. Jeg forstår ganske enkelt ikke pointen i selve handlingen. Jeg kan sagtens se alle de mere samfundsmæssige pointer, han påpeger, men jeg er langt fra sikker på, at jeg er enig med ham i hans “konklusioner” eller helt fatter, hvordan han er nået til dem. Fx fælder han en hård dom over en whistleblower af Assange-typen. Persongalleriet er for en stor del karikeret, hvilket jeg finder sindssygt irriterende. Og så er den laaaang – alt for lang. Måske er Franzen tippet over og er blevet sådan lidt nedgroet-negl-agtig?

Nordisk Råds litteraturpris-vinderen Jon Fosse var jeg heller ikke vild med, og der skal en del overtalelse til, hvis jeg skal læse flere af hans bøger, selvom den jeg lige læste, var ultrakort (75 sider). Andvake er en parafrase over Maria og Josefs ankomst til Bethlehem tilsat vold, men jeg er simpelthen for tykpandet til at fatte, hvad vi skal bruge den til. Nogen må gerne forklare mig det, hvis de har set lyset. Jon Fosse har i øvrigt selv set en slags lys, læser jeg i Wikipedia. Han konverterede i 2013 til den katolske kirke…

Share

Om bøger og formater

Lavery Maiss Auras
Mange fra den læsende del af befolkningen opdeler sig selv i e-bogslæsere, papirbogselskere og lydbogslyttere. Og det kommer jeg nok aldrig til at forstå! Hvad i alverden er der i vejen med at gøre alle tre ting?

Det gode ved papirbøger: De er rare at røre ved, pæne at se på, man kan se, hvor langt man er kommet, man kan lave æselører og skrive sedler eller kommentarer i margenen, man kan dømme sine medpassagerer i tog og bus på coveret af deres bog. Og man kan låne dem ud eller give dem væk, ikke mindst – fordi man ejer dem, sådan rigtigt. Og de giver én anledning til at gå på biblioteket – et sted de fleste af os ikke kommer ofte nok.

Det dårlige ved papirbøger: De fylder, de støver, man skal have en lampe for at læse, de er (nogle gange) tunge at bakse med, man kan ikke slå ord op, mens man læser.

Det gode ved E-bøger: Man kan have mange med sig, de fylder intet, man kan læse i mørket, man kan slå ord og begreber op på sekunder (godt nok kun på engelsk), man kan markere steder i teksten og tilføje noter, man kan købe en ny bog på 30 sekunder, e-bøger er tit billigere end papirbøger. Nogle gange endda gratis.

Det dårlige ved E-bøger: Man kan ikke prale med sin gode smag i det offentlige rum eller aflure andres gode/dårlige smag, man savner den taktile følelse af, hvor langt man er kommet, det er irriterende at bladre tilbage og (især) frem, de er svære at overskue, og man ejer dem ikke.

Det gode ved lydbøger: Man kan lytte overalt, ikke mindst på cykel og i bil, også når man er for træt eller syg til at læse, en god lydbog tilføjer en ekstra dimension til læseoplevelsen, jeg har fordoblet antallet af bøger, jeg får “læst”, efter at jeg systematisk er begyndt at høre lydbøger.

Det dårlige ved lydbøger: En dårlig oplæser kan ødelægge selv den bedste bog, mange bøger findes ikke som lydbog, lydbøger er ofte meget dyre, det er nærmest umuligt at “bladre”, og man kan ikke sætte bogmærker.

Skønlitteratur køber jeg stort set aldrig som papirbøger mere. Jeg er glad og tilfreds med størrelsen på min bogsamling, jeg har ikke behov for flere reoler. Langsomt fylder kunst- og historiebøger og andre fagbøger samt kogebøger mere og mere, mens skønlitteraturen fylder mindre i reolen. Hver gang én papirbog går ind, skal en anden ud (sådan gør jeg også med tøj og sko). Jeg har prøvet enkelte gange at købe fagbøger som e-bog, men det fungerer kun sjældent for mig. Der er simpelthen for meget, jeg ikke kan med dem, til at det giver mening. Det gælder i endnu højere grad lydbøger.

Når jeg hører om en (skønlitterær) bog, tjekker jeg først, om den findes som lydbog, dernæst prøvelytter jeg den. Det er et must med lydbøger, for det er faktisk uudholdeligt at lytte til en, hvis man ikke bryder sig om oplæseren. Til gengæld kan en god oplæser bringe oplevelsen op på et helt nyt niveau. Jeg bruger Audible, hvor jeg har abonnement, så jeg “får” en lydbog om måneden. Jeg bestemmer helt selv, hvilken det skal være. Deres lytte-app er i topklasse. Danske lydbøger har jeg ikke hørt mange af, men et par enkelte er det blevet til på E-Reolen. Deres app er desværre temmelig irriterende at bruge, så jeg undgår den helst. Jeg er fristet af, at Mofibo nu tilbyder så mange lydbøger.

Der er ny forskning, der siger, at man får mindre ud af en bog, hvis man læser den som e-bog. Jeg vil ikke afvise, at det er tilfældet, jvfr. ovenstående betragtninger om fagbøger. Men omvendt, hvis jeg kaster blikket ned over de sidste 20-25 bøger, jeg har “læst” (på Goodreads), så kan jeg langt fra altid huske, hvilket format jeg læste dem i, og der er heller ikke nogen tydelig sammenhæng mellem, at jeg husker en bog godt, og at den så var på papir. Mange vil også fortælle dig, at lytning ikke er lige så “fint” eller “rigtigt”, som at læse. Men tro dem ikke. Anderledes ja, men ikke bedre. Endelig er alle de bøger, vi læser, jo heller ikke så fantastiske, at vi behøver huske dem, til vi dør. De få bøger, der virkelig kryber under huden på os, kan vi jo altid senere anskaffe i det format, vi holder mest af!

 

Share

Persuasion – Jane Austens sidste roman (1818)

Jane Austen coloured version
Jeg læste (lyttede til) denne, fordi den blev anbefalet i en anden roman (The Enlightenment of Nina Findley). På den måde kunne jeg krydse et felt af i min læseudfordring for 2015. Den fik jeg slet ikke krydset færdig i – der var for mange kategorier, jeg slet ikke havde lyst til at læse. Men det er en anden historie.

Persuasion altså. Den handler om en meget fin og ordentlig ung kvinde af god, men ikke formuende familie. Og om de forventninger, der er til hende – især hvad angår “valg” af ægtemand. Det hele er meget fredsommeligt, og der er ikke nogen videre drama, men man mærker tydeligt, at kun meget stålsatte og velbegavede unge kvinder havde mulighed for selv at have indflydelse på valget af ægtemand og udfaldet af tilværelsen i det hele taget.

Jeg var dog slet ikke så begejstret for denne, som for en anden klassiker, jeg læste (lyttede til) tidligere i 2015, nemlig Middlemarch. Den har jeg stadig i mit hoved, hvor Persuasion slet ikke kommer til at indtage en lige så prominent post.

Sidste år besluttede jeg, at jeg jævnligt – som sådan ca. hver 3. eller 4. bog – skal læse en klassiker, som jeg af den ene eller anden grund har forsømt. Indtil videre har det været en stor fornøjelse at læse udvalgte ældre værker, både danske og udenlandske, så jeg regner med at fortsætte til jeg stiller træskoene. Der er nok at tage af! Hvilken klassiker har du sidst læst?
NorthangerPersuasionTitlePage
Persuasion og en lang række andre klassikere kan læses gratis som en del af Wikisource-projektet. De kan også hentes ind i diverse læse-apps. Og så er der jo endelig biblioteket til de af jer, der stadig har en craving for papir. #noexcuse

 

Share

Carsten Jensen: Den første sten

DenFørsteSten

Det her er uden tvivl det bedste, Carsten Jensen har skrevet. Altså, jeg har jo ikke læst ALT, hvad han har skrevet, men nok til, at jeg friskt tør påstå det. Jeg var ikke overdrevent vild med hans forrige skønlitterære værk, Vi, De Druknede, som jeg fandt en anelse langtrukken, men denne er, på trods af sin murstensstørrelse (624 s), ikke det mindste langtrukken. Jeg læste den som e-bog, så tænkte ikke så meget over størrelsen, før jeg stod med den i hånden hos boghandleren, fordi jeg købte den som gave til en ven efter at have læst den færdig.

Krigen i Afghanistan kan der faktisk ikke skrives nok om. Da slet ikke efter, at vores begavede regering har aflyst undersøgelseskommissionen, som ikke bare kritiske forfattere, men også soldater fra alle rangklasser ellers efterlyser. Og Jensen skriver her, som havde han djævlen i hælene – hvilket han på sin vis selv føler, at han har, fordi det er så sindssygt vigtigt at få fortalt, hvordan moderne krigsførelse egentlig foregår.

Det, der gør denne bog til et slag midt mellem øjnene på Jensens mange kritikere, er, at han er 100% solidarisk med de soldater, han beskriver. Også dem, der gør dumme ting. Som krigsmodstander hører man ofte, at man “forråder” de danske soldater, når man kritiserer krigsførelsen. Men nu er det jo sådan, at soldaterne derude i ørkenen, enten gør, hvad de har fået besked på, eller det, som de opfatter som underforstået. Begge dele fører helt til toppen, i dette tilfælde til det danske Folketing, der har sendt dem i krig i fjerne lande.

Tilbage til bogen: Den er velskrevet, veldokumenteret og med en spændingskurve, der tager pusten fra de fleste kriminalromaner. Altså, en roman om vores krigsførelse i Afghanistan, der er åndeløst spændende!

Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke kan tåle Weekend-Avisens litteratur-anmelder Lars Bukdahl. Og nu mindre end nogensinde. Det er da okay, hvis man ikke kan lide Jensens bog, men Bukdahl kalder den fx for “kunstnerisk armodig”, forævlet og konservativ. Og, dette er et citat: “Jensen skriver som en brækket arm”. Enhver som nogensinde har læst et essay eller et andet avisindlæg af Jensen ved jo, at det ikke er sandt. Jeg har da læst romaner, der var mere elegante i deres sprogbrug, men kun sjældent på dansk. Og skal man skrive poetisk og elegant om død og ødelæggelse? Eller skal man skrive i et sprog, der passer til handlingen?

Noget tyder på, at Den Første Sten (en usædvanlig rammende titel på flere niveauer) kommer til at ligge under mange juletræer. Det er godt.

Share

Tage Skou-Hansen, 1925-2015

Jeg blev forunderligt berørt over Tage Skou-Hansens død. Og han var dog en meget gammel mand, angiveligt mæt af dage. Men hans død og de mange mindeord, jeg efterfølgende læste og hørte, mindede mig om, at Holger Mikkelsen, en gennemgående person i Skou-Hansens forfatterskab, formede min egen holdning til 2. verdenskrig, der ellers var farvet af mine bedsteforældres temmelig kulørte beretninger og historieundervisningen i skolen, der på det tidspunkt stadig var én lang fejring af danskerne som det store modstandsfolk.

denøgnetræerJeg må have været ganske ung, ja, teenager, da jeg læste De Nøgne Træer. Ikke desto mindre gjorde den et enormt og uudsletteligt indtryk på mig. I de mange følgende år var det ikke særlig hot at fortælle, at man læste Tage Skou-Hansen, så jeg holdt nok lidt lav profil, når jeg læste de følgende romaner om Holger Mikkelsen. Men jeg læste dem, og de satte sig.

Jeg var til et arrangement i Politikens hus, hvor Rune Lykkeberg interviewede Carsten Jensen om dennes nye roman (som jeg er 3/4 igennem, den er vanvittig spændende!), og fordi det var dagen efter Skou-Hansens død, indledte de med at tale lidt om, hvad han havde betydet for dem. Det var faktisk skønt at høre, hvor vigtig han havde været for disse intellektuelle kapaciteter, for det er slet ikke det indtryk, jeg normalt har fået, når der diskuteres litteratur. Senere i ugen hørte jeg Politikens Bogfolk-podcast om samme emne. Gæsterne her var litteraturprofessor Hans Hertel og Informations boganmelder Anita Brask Rasmussen til en dejlig lang samtale, igen med Rune Lykkeberg. Det gennemgående træk i samtalerne var, hvordan Skou-Hansen altid havde formået at placere sig uden for diverse synspunkters gængse holdepladser – noget jeg egentlig ikke var særligt bevidst om, men som nu selvfølgelig giver mig en vis aha-oplevelse.

Tage Skou-Hansen er en temmelig gammeldags forfatter. Hans romaner har intet af den modernitet, som karakteriserer mange af hans samtidige. Og jeg forstår nu meget bedre, hvorfor forfattere som ham og fx. Thorkild Hansen satte sig hos mig på en anden måde end fx. Rifbjerg. Den Episke Fortælling har altid været lige mig!

Når du nu er hjemme hos mor og far i julen, så snup en Holger-bog i deres selvfølgelig velassorterede bogreol og lad dig suge ind i en verden, hvor sort og hvidt ustandseligt blandes til gråtoner uden et øjeblik at miste gnisten og spændstigheden.

PS: Til Gyldendal og andre, der måtte ligge inde med fotos af Tage Skou-Hansen: Der findes ikke et eneste i public domain!
Share