Erik Jensen: Spanien Mañana

erikjensenspanienFå dage før vi rejste til Madrid, udkom Erik Jensens bog om Spanien. Jeg må indrømme, at jeg nok ikke havde købt den, hvis vi ikke lige havde været på vej derned, selvom Erik er en gammel kumpan. Men nu var det jo ret oplagt. Jeg begyndte at læse den et par dage før, vi tog afsted, og blev færdig et par dage efter, vi kom hjem.

Jeg kan godt lide at få lidt ekstra insights i et land ud over dem fra guidebogen, og jeg plejer ofte at finde bøger, der foregår i landet/byen. Jeg havde ikke fundet en roman fra Madrid, men havde heller ikke rigtigt haft hjertet med i søgningen. Derfor var det godt med Eriks bog, selvom han ikke bruger mange linjer på Madrid – hans hjerte er helt klart i Catalonien.

Bogen er fyldt med information og indtryk, den er letlæst og fornøjelig, og jeg kunne mere end én gang genfortælle for mand og barn et eller andet, der var relevant for noget, vi talte om. Der var stakkevis af ting om Spaniens historie og politik, jeg ikke anede noget om. Jeg tror måske, jeg savnede noget mere om kunst og kultur, men det er nok bare mig…

Bogen kunne godt have tålt en ekstra korrekturgang – og det dadler jeg ikke Jensen for, for de fejl, der er, er af den type, man som forfatter bliver blind for. Men det er jo bl.a. derfor, man har en redaktør, er det ikke? Forlaget, People’s Press, har ikke oprettet bogen på Goodreads – så måtte jeg jo gøre det…

Prado

Mariano Fortuny The Artist's Children in the Japanese Salon
Jeg blev fuldstændig fortryllet af dette billede: Mariano Fortuny: The Artist’s Children in the Japanese Salon, 1874 (Wikimedia)

Selvfølgelig tilbragte vi også nogle timer på Prado-museet. Vi havde forhåndskøbt billetter, men det betød ikke, at vi slap for de kæmpestore grupper af kinesiske turister, der blev ført fra rum til rum af højrøstede guides.

Det, der altid slår mig, når jeg er på museer, der væsentligst indeholder ældre kunst, er, at de kræver en masse dannelse og viden. De mange kæmpe lærreder med dramatiske figurer er nærmest meningsløse, hvis man ikke forstår, hvad der afbildes. Det gør jeg langt fra altid, selvom jeg har læst både Biblen og Græske Guder og Helte, eller hvad den nu hed. Ofte må jeg søge hjælp i de små papstykker, museerne venligt klæber på væggen til højre for billedet. Desværre er den hjælp, man får, ofte særdeles mangelfuld. Når jeg har Jr. med på museum bliver det naturligvis endnu tydeligere, hvor mange forkundskaber sådan nogle malerier kræver. Han har gået på internationale skoler og har derfor ikke haft biblen tæt inde på livet. Hvad synes I, man skal mene om, at hans kendskab til græske guder og helte stammer fra bøgerne om Percy Jackson? Personligt synes jeg, det er herligt, at der kan skrives spændingsbøger for børn og unge, der samtidig bibringer dem lidt dannelse. Lidt det samme som den danske tegneserie Valhalla om Thor og de andre nordiske guder.

Samme aften læste jeg så Mai Mercados blogindlæg om kristendom i Berlingske. Og jeg synes jo, hun har fat i noget rigtigt, men drager de helt forkerte konklusioner. Ja, vi har brug for at forstå vores historie, og kristendommen er en særdeles væsentlig del (men jo altså kun en del) af vores historie.  Og ja, det går skidt for en del muslimske lande for tiden (dog ikke for alle), men at det skulle være begrundelse nok for at sige, at kristendommen er bedre end islam? Har hun nogensinde hørt om Alhambra? Jeg ville nok nøjes med at sige, at kristendommen er en bedre religion for mig. Hvis jeg altså mente det. Randahl Fink Isaksen har så i øvrigt sagt det, der skal siges om den sag.

Vi vesterlændinge føler os naturligt hjemme i kristendommen, fordi alle myterne er os bekendte. I det moderne Danmark har vi bekvemt glemt alt det sludder og hævngerrige vrøvl, der også står i biblen, og så plaprer vi løs om næstekærlighed. Som om de andre religioner ikke også har deres versioner af den! Oven i købet har Søren Krarup vist engang sagt, at den kristne næstekærlighed kun gælder dén næste, der ligner os selv. Det er nok derfor, han ikke har skrevet en kæmpe smøre om de døde unge i Kenya. De er bare for langt væk.

Hvis man vil forstå, hvor fremmede vores myter forekommer folk fra andre dele af verden, kan man gå forbi Davids Samling. Det er gratis at komme ind. Der finder man tre etager med islamisk kunst og kunsthåndværk. Som uindviet kan man kun beundre det for dets fantastiske håndværk og for den universelle skønhed. Meningen med de enkelte værker går fuldstændig hen over hovedet på os. Sådan må det også være for de kinesiske turister på Prado-museet, som jeg nævnte her i første afsnit.

Vi vandrede lidt hovedløst rundt, for det er ikke noget nemt museum at finde vej i. Men vi blev enige om, at vi måtte se Goya, hvis billeder selvfølgelig på ingen måde kunne ses samlet. Søn kunne sagtens se, hvorfor Tres de Mayo har stået distancen over så mange år.

Francisco Goya: Tres de Mayo 1808 (1814)
Francisco Goya: Tres de Mayo 1808 (1814)

Vi så også Albrecht Dürers berømte selvportræt, som jeg aldrig rigtigt har forstået opstandelsen over, men som så ofte før, så sker der noget, når man står foran originalen. Han er lidt udringet, synes I ikke?

Albrecht Dürer, Selbstbildnis mit 26 Jahren (Prado, Madrid)
Albrecht Dürer: Selvportræt, 26 år. 1498
Igen var vi heldige, at Kunstmuseum Basel er under ombygning, for også til Prado havde de lånt nogle billeder. 10 store Picassoer. Der var flere, jeg ikke erindrer at have set før – heller ikke i kunstbøger.

 

Kunst i Madrid

I mangel af fotos af genstandene er her et klip fra en Pinterest søgning på art deco.
Pga mangel på fotos fra Juan March er her et klip fra en Pinterest søgning på art deco.

Vi gik på museum tre gange i løbet af vores uge i Madrid. Det første var det mindste, Fundación Juan March i det meget fancy Salamanca nabolag. Vi tog derhen, fordi der var en udstilling om Art Deco i Paris 1910-1935. Jeg har en betydelig svaghed for art deco, nemlig, og så skulle resten af familien jo tvangsindlægges. Det tog de nu ret pænt, vil jeg lige skynde mig at sige.

Juan March er et m e g e t eksklusivt galleri, og udstillingen var da også fyldt med lækkerier lånt fra veletablerede institutioner fra nær og fjern, bl.a. Victoria & Albert. Der var kustoder i hvert rum og straks vi kom, blev en af dem dedikeret til at følge i hælene på den 13-årige. Selv på et tidspunkt, hvor det måtte være gået op for hende, at han ikke var den hærgende type, var hun aldrig mere end to skridt væk fra ham. Heller ikke når han fulgtes tæt med mig, mens jeg forklarede og fortalte (jo jo, han bliver ikke bare tvunget til at gå på gallerier og museer, han skal også lægge ører til moderens snak). Vores skygge lagde en vis dæmper på glæden ved den utroligt flotte udstilling, men vi gjorde vores bedste for at ignorere hende. Alle værker var bag glas bortset fra enkelte malerier, og fotografering (skønt de fleste ting da må være i public domain?) var strengt forbudt.

Opdelingen af udstillingen var interessant, da den både gik frem i tid og havde hvert lokale dedikeret til forskellige undertemaer, fx. Verdensudstillingen i Paris i 1925. Det sidste lokale pegede frem mod modernismen med bl.a. Le Corbusiers berømte lænestol.

Havde atmofæren i galleriet været mindre fisefornem, ville det have været en helt igennem storslået oplevelse.

Alexander Calder: Carmen, 1974.
Alexander Calder: Carmen, 1974. I Reina Sofias indre gårdhave.

Vi besøgte også Reina Sofia, der godt nok er et flot museum, men ih altså, hvor er det stort! Vi fandt, at kurateringen lod en del tilbage at ønske og mindede om danske museer for 10 år+ siden. Man savnede hele tiden retning og information.

Jeg vil bare nævne et par ting, som jeg faldt over. Denne installation af Pierre Huyghe (som jeg aldrig før har hørt om) fandt jeg meget spændende.

Der var en stor særudstilling med kunst lånt fra Kunstmuseum Basel, der er under ombygning. Det var jo egentlig lidt fjollet, når vi nu så tit er i Schweiz, men vi har faktisk aldrig været på det museum, så…

En anden særudstilling satte fokus på kunstsamleres betydning for kunstens udvikling. Det var faktisk ret interessant og kunne have været meget mere interessant, hvis der havde været lidt mere oplysning. To kæmpe samlinger var repræsenteret, og det blev meget klart, at samlernes præferencer i enhver tidsalder har stor betydning for eftertiden. Jeg er netop ved at læse The Hare with Amber Eyes, hvis første del handler om en kunstsamler, og det er jo tydeligt, at han påvirker de kunstnere, han omgås og køber kunst af.

Der var bl.a. tre kæmpe malerier af Chagall, alle forestillende arketypen på en ældre jødisk mand. Det fik mig til straks at google Chagall og jødedom, og der lærte jeg en hel del, som jeg intet anede om i forvejen (prøv det!). Det er klart, at der skal en ganske særlig type kunstsamler til at købe tre kæmpe lærreder med jødisk motiv på et tidspunkt (1914), hvor jøderne var meget ildeset i det meste af Europa.

Alexej von Jawlensky - Heilandsgesicht, Märtyrer
Alexej von Jawlensky: Helgenansigt, 1919 – via Wikimedia Commons
Under læsningen af Florian Illies herlige bog 1913 stødte jeg på navnet Jawlensky, men jeg kendte ham ellers ikke. I denne imponerende udstilling indgår flere virkelig skønne værker af denne kunstner. Hvor i Danmarks findes værker af ham?

I museets egen samling faldt vi over et gigantisk værk udført kollektivt af tre kunstnere illustrerende ‘modernismens fader’ Marcel Duchamps død. Bortset fra, at Duchamp slet ikke døde sådan, som maleriet fremstiller det. Man forstår, at billedet vakte kollossal forargelse. Jeg har læst artiklen på Reina Sofias hjemmeside om misèren – det kan du også gøre, det er for kompliceret at genfortælle! Der kan du også se billedet.

Og så var der selvfølgelig Guernica. Jeg så det på MoMA som helt ung (det blev flyttet til Madrid i 1982) og genså det nu. Helt ærligt, det er al berømmelsen værd – et helt igennem fantastisk og hjertegribende billede.