Forårsudstillingen 2016

Marlon Wobst, 2016.
Marlon Wobst, DE, 2016.

Efter min mening er dette udstillingens bedste billede. Marlon Wobst (1980) fra Tyskland har fået et helt rum til 16 billeder, og de er alle skønne, men dette har bare nogle helt særlige kvaliteter. Det er mærkeligt, sjovt og fascinerende på én gang.

En af de ret mange fotografer udmærkede sig med fantastiske portrætter. Denne piges blik sugede os til sig og fastholdt os. Det er flot klaret i en verden fyldt med billeder.

Martin Thaulow, 2014. Tjetjenien, flygtningeportræt.
Martin Thaulow, 2014. Tjetjenien, flygtningeportræt.

Dette billede suger også tilskueren til sig, men af helt andre grunde.

Thiemo Kloss, DE. 2014-15. White Rooms.
Thiemo Kloss, DE. 2014-15. White Rooms.

Der er selvfølgelig også en hel del installationer, hvoraf mange faktisk er ret gode. Men de er jo i sagens natur svære at gengive… Denne billedserie, der projiceres op på væggen leger med rumopfattelsen og gør det godt.

Yuanyuan Huang, CH/DE, The Room, 2015
Yuanyuan Huang, CH/DE, The Room, 2015

Forårsudstillingen på Charlottenborg har lige et par dage endnu at løbe på, den slutter søndag den 17. april.

Jeg er en aldeles middelmådig fotograf. Men jeg kunne godt have leveret bedre billeder end disse. Det er imidlertid lidt med overlæg, fordi jeg ikke ønsker at træde kunstnernes copyright for nær.

Nivaagaard malerisamling

I sidste uge havde jeg skrevet forkert i min kalender, så jeg kom en time for tidligt til min fysioterapeut, der har klinik i Nivå. Hvis du aldrig har været i Nivå, kan jeg fortælle dig, at der virkelig ikke er meget at lave på en grå februardag. Andet end at gå på Nivaagaard, altså. Dér havde jeg ikke været i mange år, for ældre kunst er nok ikke det, jeg interesserer mig allermest for. Og vil man absolut se på kunst, når man er på de kanter, så er der Ordrupgaard mod syd og Louisiana mod nord, der forekommer mig langt mere indbydende.

Særophængning af Ditlev Bluncks Mareridt fra 1846
Særophængning af Ditlev Bluncks Mareridt fra 1846

Men altså: Jeg fik lov til at komme ind, selvom de faktisk først åbnede for almindelige gæster en time senere (der var et par skoleklasser derinde). Samlingen er for relativt nylig blevet nyophængt efter et tematisk princip. Det fungerer simpelthen fremragende for gæster som mig, der ikke er særligt vidende om ældre kunst. Noget af det bedste var ovenstående med overskriften DRIFTEN. Prøv lige at se nærmere på dette fantastiske billede!

Ditlev Blunck: Mareridt. 1848. Nivaagaard.

Mareridtet er åbenbart et relativt udbredt tema i kunsten, og der er virkelig mange subtile hentydninger her og der i billedet, når man bliver hjulpet til at finde dem. Se fx kollega Thorvaldsens relief Natten på sengebordet! Og som museet skriver i den medfølgende tekst, så ser hun jo, øh, ikke specielt bange ud… Maleriet har i øvrigt en spøjs historie, som kan læses på museets hjemmeside.

Temaerne i ophængningen er blandt andet Blikke, der jo opfordrer beskuerne til at se nærmere på, hvordan den portrætterede ser på os, snarere end hvilken person, der er tale om. Det fik mig ganske rigtigt til at se billederne på en anden måde.

2015-02-25 11.34.51
Wilhelm Marstrand: Ung kampagnol. (uå). Nivaagaard.
2015-02-25 11.36.36
Wilhelm Marstrand: Venetianerinde ved toilettet, 1854

 

Har man børn med, er afdelingen med temaet Dyr naturligvis oplagt – der er virkelig meget at tale om i de billeder, hvis man ellers gider.

På museet er der naturligvis også mulighed for at se de to malerier, der var genstand for et af Danmarks mest berømte kunsttyverier, nemlig tyveriet i 1999 af en Rembrandt og en Bellini.

Denne specielle ophængning af hele museets samling kan ses frem til 31. maj. Det er alt for kort tid, hvis I spørger mig!

Mikkels Atelier på DR K

Lilibeth Cuenca i Mikkels AtelierHelt tilfældigt opdagede jeg forleden en række kunstprogrammer på DR, som jeg overhovedet aldrig havde hørt om. Og det skønt de første vist er fra september sidste år. Konceptet er fuldstændig nøgent og enkelt – en kunstner interviewer en anden i sit atelier, kun krydret med eksempler på den interviewedes kunst og korte klip, hvor Politikens kunstanmelder Trine Ross kommenterer kunstneren og værkerne. Alle udsendelserne kan ses på dr.dk.

Noget ved værten, Mikkel Munch-Fals, irriterer mig – måske er det hans små-misogyne bemærkninger her og der. Fx. taler han i interviewet med Gudrun Hasle om “den moderne kastrerede far og forstadsmand”. Jeg er ved at kaste op, når jeg hører moderne mænd omtale sig selv og andre som kastrerede. Hvis deres kone/kæreste har den effekt på dem, hvorfor skrider de så ikke bare?

Når det er sagt, så laver han nogle virkeligt gode kunstprogrammer, som har gjort mig markant klogere på disse kunstnere og måske også lidt klogere på kunst i det hele taget. Og udvalget af kunstnere, hvor flertallet indtil videre har været kvinder (!), er så godt, at alt andet er tilgivet.

Astrid Kruse Jensen – fotograf. Kendte hende ikke, hvilket helt klart var en fejl. Hun forklarer ligetil om sin teknik og sine motiver, og der forekommer at være god kemi mellem hende og Munch-Fals.

Lilibeth Cuenca Rasmussen – performancekunstner. Hende havde jeg hørt og læst om, men jeg har aldrig set hende “live”. Det kommer jeg muligvis heller ikke til, for jeg har det, ligesom hun selv beskriver det – jeg får koldsved ved tanken om at blive “hvervet” til at deltage i et stykke performancekunst. Alligevel blev jeg ret vild med Lilibeth, der virkelig har en meget vindende personlighed, og som forklarer med kirurgisk præcision, hvad performancekunst er og kan. Det er fascinerende at høre om, hvor forskelligt hendes genopførelser af Yoko Ono-værket Cut Piece modtages forskellige steder i verden.

Gudrun Hasle – broderi m.m. Gudrun Hasle er stærkt ordblind og bruger dette direkte i sin kunst. Klik lige på hendes navn, for det skal ses for at give mening. Kontrasten mellem den person, der skriver som en brækket arm og har snittet i sig selv, og så den ekstremt velformulerede og reflekterede person, vi møder i tv-programmet, er enorm. Det var vist meget sundt for mig at opleve!

John Kørner – maler. På grund af hans billedseriers politiske indhold er han nok den mest kendte af de kunstnere, der har været i programmerne. Jeg kan godt lide Kørners måde at beskrive horrible ting med smukke billeder. Jeg synes, effekten er langt større end de mange, der forsøger sig med det modsatte. Kørner er særdeles reflekteret, og han har tydeligvis tænkt meget over sine motiver og researchet dem så grundigt, som var han journalist.

Julie Nord – tegner. Den kunstner jeg kendte bedst. Hun havde en særudstilling på Kunstforeningen Gl. Strand i efteråret, som jeg besøgte hele tre gange, fordi jeg var så fascineret af hendes univers. Siden da har jeg købt et litografi af hende – og sågar to kagedåser (tak Irma!)! Kemien er ikke så god mellem Munch-Fals og Nord som mellem ham og de andre kunstnere, men alligevel kan man sikkert få meget ud af programmet. Der vises dele af en film med Nord, som jeg så flere gange i efteråret.

Julie Nord Irma-kagedåse
Julie Nord Irma-kagedåse

Kaspar Bonnén – multikunstner. Man fornemmer, at Kaspar Bonnén ikke er så vild med at være i Munch-Fals’ atelier – eller også er han bare ikke vild med at være i fjernsynet… Alligevel synes jeg, man får meget ud af at se programmet med ham, og jeg er vild med den måde, han bruger sin hårde barndom på sådan en konstruktiv og reflekterende måde. Jeg ville ønske, jeg havde set den udstilling på Kunstforeningen Gl. Strand, som der refereres til. Efter at have set programmet, blev jeg ved med at se et af Bonnéns billeder for mig, nemlig et hvor en kaffekop svæver frit lige ved siden af bordet. Af en eller anden grund gjorde det særligt indtryk på mig!

Gid der var flere programmer i vores public-service fjernsyn som disse. De forsøger ikke at poppe kunsten op og proppe den ned i halsen på den uvillige, men formidler ægte kærlighed og engagement i kunst uden at tale hverken op eller ned til seerne. Herligt.

DR er karrige med information om programmerne – det oplyses ikke, hvornår de blev sendt første gang, eller om der kommer flere. Det ville jeg godt vide!

Corner

Et par af Lars Ravns kaniner i en vindueskarm.
Et par af Lars Ravns kaniner i en vindueskarm.

Jeg havde “alle mine unger” med på Sophienholm og se Corner-udstillingen. Overordnet set var ingen af os særligt imponerede, men der var da en håndfuld kunstnere, som vi (næsten) var enige om skilte sig ud på den gode måde.

Jeg kunne godt lide Jens Bohrs mange, fine små træsnit og havde stor lyst til at erhverve et af dem. Nu havde jeg ikke min gode husbond med, så jeg gjorde det ikke – vi er enige om, at vi skal være enige, så at sige, inden vi køber kunst.

Vi syntes alle fire, at Daniel Enkaoua’s fine malerier var i særklasse – det var priserne så også! Jeg kunne også lide Mogens Gissel, Jens-Peter Kellermann (skulpturer), Ulrik Møller, Anita Viola Nielsen, hvor jeg især kunne lide et maleri, der hed Piazza Thorvaldsen, Knud Odde, hvor min favorit (selvfølgelig) var et billede af Patti Smith og ikke mindst Lars Ravns kaniner, der sås spredt rundt i hele udstillingen. Sådan en vil jeg (også) gerne have! Du kan se et udvalg af de kære væsner her. Jeg er egentlig selv lidt forundret over, at jeg synes så godt om dem, for jeg kan normalt ikke ret godt lide sjov eller nuttet kunst.

Corner har gjort det let at komme til at erhverve et værk – også som eftertanke. Det er en god idé, for det er ikke altid, man lige er klar til at hive dankortet frem, når man står i galleriet. På hjemmesiden er der simpelthen en “butik“, hvor man kan se de værker, der er til salg og købe dem. Det giver så meget mening, fordi folk, der kigger derind, netop har set værkerne i virkeligheden. Det næste bliver så, at de bliver bedre til at reklamere for det!

Personalet ved udstillingen bar præg af at være glade amatører. Det er de måske også og fred med det. Men damen i skranken var så sur, at hun kunne have fungeret som eddike-erstatning. Det er en ret ufed start på et galleri-besøg! Sophienholms café og skønne park er altid et besøg værd, men denne gang sprang vi begge dele over. Caféen fordi den var fyldt til bristepunktet, parken fordi vejret mere smagte af varm cacao end af spadseretur.

Zoran Juresa i Bredgade Kunsthandel

Bredgade Kunsthandel er et af mine favorit-gallerier. Ikke fordi de i særlig grad har fantastiske kunstnere, men fordi alle tilknyttede altid er så venlige og imødekommende. Det er nok derfor, vi også har købt flere værker dér.

Seneste udstilling, jeg har set, er med den kroatiske arkitekt og maler Zoran Juresa. Jeg havde aldrig hørt om ham før, og jeg var ikke blevet specielt tilskyndet til at se udstillingen af de fotos af værkerne, jeg så på invitationen og Facebook. Men hold da op, når først man står foran billederne! Især ét billede gjorde mig helt blød i knæene, og jeg tænkte både på Turner, Klimt (farverne) og Monet, selvom billedet er aldeles abstrakt. Desværre – eller heldigvis – var det allerede solgt!

Igen var det en stor og særlig oplevelse at stå foran malerierne – en oplevelse man slet, slet ikke kunne forestille sig, når man så billederne på computeren. Kunst skal ses i virkeligheden – men det er godt at kunne orientere sig på nettet, så jeg vil gerne opfordre kunstnere og gallerier til at være gavmilde med billeder på nettet og at gøre sig umage med gengivelsen. Der sælges nok ikke ét eneste maleri mindre, fordi vi kan se gode repræsentationer af dem på nettet, snarere tværtimod.

Jeg ville gerne vise et af Juresas billeder her, men ikke ét af hans billeder på nettet har en CC (Creative Commons) licens, så jeg tør ikke, da han og/eller fotografen kan komme efter mig for brud på copyrighten. Og det har jeg altså ikke råd til! Jeg tænker, at de fleste kunstnere og gallerister slet ikke ved, at de har mulighed for at gøre dette – så lad mig foreslå det! Jeg har flere gange brugt egne fotos af værker her på bloggen, og det er faktisk heller ikke altid tilladt – men jeg tager chancen (og fotograferer kun skulpturer og værker af fx tekstil) og håber på, at kunstnerne faktisk sætter pris på, at jeg fortæller om deres værker! Ved du, at du bliver retsforfulgt, hvis du tager et billede af Den Lille Havfrue og lægger det på din blog?

Når man klikker på "labeled for noncommercial reuse" forsvinder ALLE billederne...
Når man klikker på “labeled for noncommercial reuse” forsvinder ALLE billederne…

Det minder mig om en årelang debat mellem museerne og fx Wikipedia om brugen af fotos af skatte fra kulturarven. Det sker stadig, at museer henvender sig til Wikipedia og beder om, at et foto af et maleri (et af dem, hvor kunstnerens copyright for længst er udløbet) bliver fjernet, fordi museet mener at have copyright til fotografiet af maleriet. Jeg synes, det er skammeligt, simpelthen, at museer, der forvalter vores allesammens kulturarv, sætter sig så tungt på den, at vi ikke må se billeder af fællesskabets kunstskatte i Wikipedia. Heldigvis har flere og flere museer taget skeen helt i den anden hånd og tilbyder nu fotos i høj opløsning – hurra for det. Se fx her hos Statens Museum for Kunst.

Forårsudstillingen på Charlottenborg

I slutningen af 1800-tallet var forårsudstillingen forsidestof i aviserne – københavnerne strømmede til, og man diskuterede årets udvalgte billeder med stor iver. Nu kan udstillingen finde sted, uden at 99,9% af Københavns borgere overhovedet lægger mærke til det.

Jeg plejer da heller ikke at se den, da jeg generelt ikke er vild med udstillinger, der præsenterer mange kunstnere på én gang. Men i år skulle være en undtagelse, så jeg tilbragte et par timer med at se på de mange, mange værker. 115 udvalgte kunstværker af 73 kunstnere fra det meste af verden og 2 værker af sidste års prisvindere.

Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument, Forårsudstillingen 2015
Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument (lille udsnit), Forårsudstillingen 2015

Sidste års to prisvindere har fået et lokale hver til nye værker. Det ene værk er ret fantastisk, nemlig en skulptur/installation af Maja Qvarnström & Erik Lagerwall. Værket hedder Monument – en yderst passende titel. En del af værket er en spejling, og jeg brugte lang tid på at se, om jeg kunne finde et sted, hvor de to dele af værket ikke var ens. Det lykkedes mig ikke – men jeg har heller aldrig været god til Find Fem Fejl. Det er et værk, der gør en af de ting, som kunst kan gøre ved en – det sætter sig i maven. Den anden prisvinder fra sidste år, Valerie Collart, sagde mig ikke så meget. De to prisvindere fra i år, arkitekter og designere Anne Dorthe Vester & Maria Bruun samt maleren Marlon Wobst sagde mig heller ikke noget særligt – jeg er nok ikke særlig meget på linje med egentlige kunstkendere!

Ellers vil jeg nævne en håndfuld af de værker, jeg bedst kunne lide – få nævnt, mange glemt. Linda Weiss Drescher havde en skulptur af mange materialer kaldet Town & Country & Nirvana. Ganske finurlig. Pilar Mata Dupont præsenterede en ret fantastisk video kaldet The Embrace med to overjordisk smukke koreanske kvinder. Aldeles fængslende! Pernille Snedker Hansen havde tre malerier med af “klatter” på noget, der lignede håndlavet papir. De var forunderligt besnærende. Så var der en smuk, smuk installation med en måske lidt prætentiøs titel: Long Exposure i en fremkaldelse gennem erindring og tilblivelse af Malene Hvidt & Xenia von Buchwald. Teknisk fremragende og ret original. Inger Margrethe Larsen præsenterede nogle kæmpe akryl-“knapper” kaldet Medalje for Humor. Sjovt og flot. I afdelingen af sjovt og tankemæssigt udfordrende var også Morten Sylvest Nøhr med En maskine der rydder op i dine ting. Den ramte i hvert fald mig, der er til fals for alverdens gadgets! To billeder (print) af Maj Persdatter kaldet Horsemen kombinerede soldater og ryttere fra alverdens tidsaldre og kontinenter. Det var interessant at se på. Mit favoritværk var nok Karina Presttuns The Fabulous Hunter af applikerede tekstiler, der leger med vores kønsopfattelse ved at vise en muskuløs jæger med riffel og patronbælte og det hele – iført en lille solkjole. Den kan ses på hendes hjemmeside, men bør opleves i virkeligheden.

Mange værker lod mig kold, mange var da fine nok, men ikke så jeg stadig huskede dem, da jeg var ude på Kgs. Nytorv. Et enkelt værk kunne jeg slet ikke lide, nemlig det snart obligatoriske “lad os spotte Islam”-værk. Et bedetæppe med en forgyldt (nøgen) kvindetorso oven på. Værket er af Jens Rost og hedder God is Great. Men i modsætning til Charlie Hebdo, nøjes det altså med at håne Islam. Når man vil kritisere religion, må der godt være lidt dybde og mening med det, synes jeg – ellers er det hån for hånens skyld, og det har jeg allerede for længst fået nok af. Han har et andet værk på sin hjemmeside, også involverende et bedetæppe, som jeg synes faktisk gør netop det, jeg efterlyser: Kaster et kritisk blik på religionen, men uden at håne.

Når jeg skriver sådan et indlæg som dette, googler jeg jo alle kunstnerne. De fleste (men ikke alle) har en hjemmeside, men mange har ikke en Facebook-side, tilbyder ikke et nyhedsbrev og kan ikke følges på en eneste platform. Det undrer mig virkelig meget, for hvordan holder de kontakten med de mennesker, som støder på deres kunst og kan lide den og ønsker at følge med fremover? Regner de med, at vi skriver deres navn ned og tjekker deres hjemmeside hvert halve år?

PS: Hvorfor afholdes Forårsudstillingen i januar?

V1 Gallery og Gether Contemporary

IMG_3432

Læste i Politiken om to nyere gallerier i Kødbyen (kendte godt Gallery Poulsen i forvejen) og de interessante kunstnere, der udstiller dér i disse dage. Så jeg lod min daglige spadseretur føre mig derhen.

I dagtimerne, hvor der kun er lidt eller slet intet kunstigt lys i de triste butiksvinduer, kan det være svært at regne ud, om der er åbent eller lukket. Der er ikke rigtigt navne på facaden og skiltningen på dørene er beskeden, for nu at sige det mildt. Personalet/galleristerne gemmer sig også lidt, så man skal faktisk helt hen for at tage i døren, inden man er sikker på, at man er gået rigtigt.

Jeg gik først in i V1 Gallery, hvor to forskellige kunstnere udstiller. Mange malerier af Matthew Stone ovenpå og en håndfuld af Søren Behncke nedenunder. Ved første kig tænkte jeg, at de store lærreder af Stone under fællestitlen Emotional Manipulation ikke var noget for mig. Men efterhånden som jeg gik rundt og kiggede nærmere på dem, kom de ind under huden. Til sidst havde jeg svært lyst til at købe et af dem, kaldet Fluttering Energy of the Heart. Men 43.500 kr. er lige i overkanten af mit kunstbudget… I den ovenfor nævnte artikel fra Politiken beskrives hans meget specielle maleteknik – det er herligt, når der leges med virkelighedsopfattelsen!

Jeg kunne også rigtig godt lide Søren Behnckes billeder, der under fællesbetegnelsen Floodlight er en hyldest til Niels Bohrs teorier om lyset. Hans billeder er malet på brugte papstykker med huller i, og han bruger kun ganske få farver. Nu har jeg læst lidt om ham, han er tydeligvis lidt af en oprører og en provo, og det kan jeg jo ikke rigtigt stå for. Men jeg må tilstå, at jeg aldrig havde hørt om ham før. Nu skal jeg holde bedre øje!

Så gik jeg ind til naboen, det helt nye galleri Gether Contemporary, hvor en ung maler ved navn Birk Bjørlo udstiller store, næsten monokrome lærreder. Det er interessant nok at se, hvordan kunstneren opnår forskelligartede virkninger af variationer i teknik, men jeg blev ikke revet med eller involveret, som jeg blev af de to kunstnere inde hos naboen. Den unge hr. Gether selv, som jeg går ud fra det var, der sad derinde, sagde høfligt goddag og farvel, men som potentiel kunde var jeg åbenbart dømt ude på forhånd, for han tilbød ikke viden om kunstneren eller andre indsigter.

I V1 sad der to kvinder bag en rude – de sagde også kun goddag og farvel, men her var der dog lidt materiale at få, inklusive en fin værkliste med thumbnails af billederne og priser, så jeg ikke helt var overladt til mig selv. I begge gallerier var jeg eneste gæst på en tidlig onsdag eftermiddag.

Mange – ikke alle – gallerister har en tendens til arrogance, ja nogle af dem forekommer at have studeret dette med stor grundighed. Det gør ikke noget for min lyst til at abonnere på deres nyhedsbreve, gå til deres ferniseringer og – ultimativt – købe den kunst, de vel trods alt lever af at sælge. Så hvad er formålet?

 

Mr. Turner

Rain Steam and Speed the Great Western Railway
Den fantastiske britiske maler Turner (1775-1851) har i offentligheden lidt en skæbne, der minder lidt om Monets. Nemlig at være romantiseret til døde – næsten – på viskestykker, kagedåser og dækkeservietter. Og det er synd, for hans malerier er fantastiske, og han var langt forud for sin tid.

Nu har den britiske instruktør Mike Leigh, som jeg må tilstå, at jeg ikke er udelt begejstret for, ganske ukarakteristisk lavet en film om Turner. Det pirrede min nysgerrighed fra starten, fordi det altid er interessant, når en kunstner forsøger sig inden for et nyt felt.

Filmen, Mr. Turner, er en af de allerbedste jeg har set inden for genren – dvs. filmportrætter af store kunstnere. Der er kælet for hver eneste frame, så de fremstår i fantastisk lys og med endeløse detaljer fra perioden. Men samtidig er der på ingen måde tale om et udstyrsstykke, og vi får noget, der føles som et meget ægte indblik i denne kunstners liv og personlighed. De udendørs naturpanoramaer ligner selvsagt noget fra Turners egen produktion, mens billeder fra gader og stræder hele tiden fik mig til at tænke på Eckersberg. Det er faktisk et utroligt originalt greb, fordi de fleste andre på Turners tid malede i samme stil som Eckersberg, mens Turner selv foregreb impressionismen. Sproget i filmen holder på imponerende vis balancen mellem et moderne, forståeligt engelsk og det farverige, blomstrende sprog, som var udbredt i kunstnerkredse i England på den tid. Lydsporet er på alle måder en fryd, der matcher billedsiden!

Turner var temmelig grim og ucharmerende, ja, ifølge filmen svarede han på 2/3 af alle spørgsmål med et grynt, der bestemt ikke var uligt det fra en gris, hvilket Leigh også understreger med en kostelig scene i starten af filmen, involverende et grisehoved. Han behandlede heller ikke sine omgivelser – når bortset fra hans far, hvem han var inderligt hengiven – særlig pænt. Især går det hårdt ud over tjenestepigen.

Alligevel når vi i løbet af filmen ind til Turners poetiske og faktisk meget store hjerte – ikke mindst i hans forhold til Mrs. Booth, som han møder sent i livet.

Man behøver ikke være kunstinteresseret for at nyde denne film, for den er aldeles usnobbet i sin tilgang, men det hjælper selvfølgelig.