Du vrøvler

når du siger “all lives matter”. For der er jo ingen, der siger, “only black lives matter”, vel! I århundreder har sorte liv været enten ligegyldige eller meget mindre værd end hvides. Og statistikkerne i USA – både dem der handler om Covid-19 og dem, der handler om politivold, taler deres eget klare sprog.

Jeg er uvenner med topbillederne,
som bliver beskåret mærkeligt på so-me
og i mobilversion.
Så her er tegningen igen.

USA special

NBA’s topscorer har noget at sige

Og det er ikke sikkert, at sportsfans, der mener, at sportsstjerner skal holde sig væk fra politik, er særligt enige med ham. Men jeg tror faktisk, han er ligeglad. Hans Op-Ed står i Los Angeles Times.

#blackoutTuesday

4 sorte kvinder, der alle arbejder på NYT, diskuterer Instagrams #blackoutTuesday. Det er godt at blive klog af.

Teen Vogue gør det igen

Denne gang med historien om massakren på en velstående sort bydel i 1920’erne, som vel de færreste nogensinde har hørt om.

Historien om politi i USA

Throughline, NPR-podcasten, som jeg aldrig bliver træt af at anbefale, ser denne gang på det amerikanske politis historie, helt tilbage til USA’s fødsel. Det er meget interessant, for hold da op, det ligner ikke ret mange andre politikorps i “den frie verden”. Throughlines to værter er begge PoC (people of color), og deres gæst i denne episode er en ung universitetsuddannet mand, der arbejdede som revisor. Men han havde en oplevelse, da han var i retten i forbindelse med, at han blev uretmæssigt anholdt på campus, da han stadig var studerende, som sætter sig i ham så markant, at han beslutter sig til at gå tilbage til studierne for at blive historiker med speciale i sortes historie i USA.

Rapport fra Los Angeles

Den danske musiker Nanna Bjerregaard Hansen bor pt i LA. Hun har skrevet en indigneret Facebook post, som alle her i DK kunne tåle at læse, for hun har skrevet den i protest mod den måde, danske medier dækker protesterne på. Det synes syv af mine Facebook-venner også – det er usædvanligt i min strøm, at så mange deler en privat post.

Black Panthers

Hvad tænker vi, hvad tænker hvide amerikanere, når de hører navnet? Noget med vold, helt sikkert. Denne twittertråd (samlet, så den er let at læse) forklarer, hvordan hvide amerikaneres opfattelse af de sorte pantere blev formet af J. Edgar Hoovers FBI. Dele af den historie kendte jeg godt, fordi jeg for nogle år siden læste den helt utroligt spændende historie om, hvordan FBI’s COINTELPRO-projekt blev afsløret.

Farvel fætter

På twitter er jeg faldet over (danskskrivende) Jamil Fearrington, der har nogle både almene og personlige betragtninger om racisme og hvide privilegier (og fodbold). Er du på Twitter, så følg ham. (Farvel fætter henviser til noget, en af hans fætre har skrevet på Facebook).

De navnløse soldater foran det hvide hus

Billeder har cirkuleret de seneste dage af nogle anderledes-udseende soldater, der bevogter det hvide hus. De er hvide, ældre end soldater/politifolk i aktiv tjeneste normalt er, i dårlig form og iklædt uens uniformer helt uden genkendelighed. Adspurgt, vil de ikke oplyse, hvilken enhed de tilhører. I Politico gennemgås her samtlige politistyrker i USA (der er 80 forskellige politi- eller politilignende instanser) – det er intet mindre end absurd. Man kan måske godt kalde USA en form for politistat!

Banksy

Banksy har lavet et værk og skrevet en tekst om #blacklivesmatter, som man kan se på Instagram. Ovenfor lidt af teksten.

Samfund/miljø/politik

Zuckerbergs attitude til Trumps tweets

I sidste uge bragte jeg New York Times’ tech-redaktørs opsang til Zuckerberg, i denne uge er det Steven Levy, chefredaktør på Wired, der ser nærmere på den debat i sit ugentlige nyhedsbrev, som jeg anbefaler på det varmeste. Han er en klog mand. Han citerer i øvrigt også fra et interview, han lavede med Zuckerberg for mange år siden. Zuckerberg er knaaap så idealistisk i dag, som han engang var.

Strukturel racisme i Danmark

Der er selvfølgelig det sædvanlige kor, der galper op om, at strukturel racisme ikke eksisterer i Danmark. Journalist Susanne Sayers har nogle borgerlige ord og noget forskning og noget statistik, hun godt lige vil præsentere for dem. Hun gør det desværre på Facebook, men måske vil du læse med alligevel.

5 ting du ikke skal sige til dine brune venner

Og jeg har en til, der ikke står i artiklen: Hvor er du fra? Hvor det muligvis kan være okay at spørge folk om det, når de har tydelig accent, så er det ikke okay at sige til en brun person, der taler bredt københavnsk eller jysk. Tommelfingerreglen er nem: Spørg kun, hvis du ville have spurgt en hvid person om det samme.

Analyse af det borgerlige DK anno 2020

Den analyse står i Altinget i denne uge og forklarer bl.a., hvorfor Pernille Vermund kredser om Inger Støjberg som en coyote.

Viden

Factchecking

Vi har heldigvis fået flere medier herhjemme, som tager det alvorligt med at facttjekke medierne, som saftsuseme godt kan trænge til det. Alle facttjekkeres moder hedder Snopes.com, og dem kan man følge på sociale medier, og man kan modtage deres nyhedsbrev. Man kan også bare gå ind på deres side og søge på noget, man er stødt på på Facebook, og se, om det mon har noget på sig. Det er fx der, man kan lære, at den mere end 20 år gamle Internet-vandrehistorie om, at man skal hoste, hvis man får et hjerteanfald, mens man er alene, er noget farligt vrøvl. Men også politiske løgnehistorier får en tur gennem fact-maskinen – både højre- og venstresnoede.

Teknologi

GDPR

Et gennemarbejdet og gennemtænkt indlæg fra Version 2 om GDPR. Det handler bl.a. om, hvorfor meget af kritikken er forfejlet. Via Technorama nyhedsbrevet.

Om os

Den brune avocado

Denne lille artikels forfatter har virkelig kedet sig under corona. Men hun har også løst gåden – hvordan undgår man, at den halve avocado bliver brun.

Ukrudt er hot

Hvis ellers jeg havde en have, ville jeg blive lykkelig for at læse den her historie om miljøprofessoren, der ikke har kørt haveaffald væk i 25 år. Og som i øvrigt har en “skov” i sin parcelhushave.

Medier

Ord (og billeder) betyder noget

En videnskabelig artikel ser på, hvilken betydning mediernes ordvalg har for folks opfattelse af, hvad der foregår. De har undersøgt en række medier i Texas og konkluderer bl.a., at raceuroligheder er den type demonstrationer, der dækkes mest negativt (i forhold til fx demonstrationer om immigration). Artikel står i Videnskab.dk, oversat fra artikel i The Conversation.

Kunst og kultur

Normale Mennesker

Denne ret vidunderlige irske serie kan ses på DR. Alle afsnit er nu tilgængelige. Jeg sad ind imellem og tænkte, at den da egentlig var for “ungdommelig” til mig. Omvendt er seriens problemstillinger aldeles almengyldige, og man sidder nærmest og hopper i stolen for at de to unge elskende skal holde op med at tale forbi hinanden! Men tag ikke mine ord for det, læs en analyse af serien hos K-Forum.

Possession af AS Byatt

Sandheden er, at jeg har kæmpet mig igennem den her roman, og at det har taget mig et halvt år. Du kan læse her, hvorfor jeg læste den færdig.

Little Women I BIOGRAFEN

Jeg havde både frygtet overdreven sukkersødme OG overdrevent fokus på PC, men Greta Gerwig mister aldrig balancen. Jeg var ret glad for hendes forrige film, Lady Bird, som jeg ikke tror, der var så mange, der så herhjemme. En meget fin coming-of-age film – en af de få med en kvinde i centrum. Saoirse Ronan spillede hovedrollen i den, ligesom hun gør i Little Women – sammen med den skønne ungersvend Timothée Chalamet, som jeg nok ville være besvimet over, hvis jeg havde mødt ham som ung… Og så er der altid vidunderlige Meryl Streep, som ses i et skønt replikskifte i forfilmen.

I am not your Negro

Og nu, hvor du skal have indhentet det forsømte og i biografen flere gange på en uge, så kan du passende få set I am not your Negro i Grandteatret om og med James Baldwin. Jeg så den for nogle år siden, og den var et kæmpe wake-up call for mig om, hvordan det er at være sort i USA. Og om hvordan vi “white liberals” ikke kan få øje på vores egne fordomme, fordi vi bliver blændet af vores glorie.

Share

Vi er får

Du er et får, jeg er et får, vi er alle får, der viljeløst lader os manipulere. Fotografen, der har taget ovenstående fotoserie, har lavet en række andre, der demonstrerer dette. Det’ sgu lidt sørgeligt… Til gengæld er de sjove at se på.

Samfund/miljø/politik

Marc Zuckerberg har mildest talt uld i mund, når han skal udtale sig om restriktioner for, hvad man må skrive på Facebook. Som det også er almindeligt her i landet, er den store forkromede YTRINGSFRIHED hans fall-back-clause. Komiker og generelt klog mand Sacha Baron Cohen får sat ham grundigt på plads i den video, man kan finde i dette indlæg hos Techcrunch.

Jeff Bezos kan ikke li’ fagforeninger

Amazon har udsendt en video til cheferne i Whole Foods varehusene, som instruerer dem i, hvordan man forhindrer medarbejderne i at organisere sig. I den hører man bl.a.:

The video tells supervisors what they must not do, according to labor law—threaten workers, interrogate them, spy on them, or promise rewards if they reject a union—but then coaches managers through lawful ways of achieving many of the same ends. (“To avoid your comments being an unlawful threat,” the video says, “avoid absolutes. Speak in possibilities instead.”)

Historien står i Wired.

Har du fået juledæk på bilen endnu?

Debatten om muslimernes angreb på danskernes elskede jul er efterhånden ligeså tilbagevendende som æbleskiver i supermarkedet. Min Twitter-ven Jacob Christensen sætter debatten lidt i (internationalt) perspektiv på sin dejligt tørre, akademiske måde.

Trumps børnehavenoter

Jeg var næppe den eneste, der mistænkte, at det var fake news til at få os “liberals” til at falde i fælden. Men den var altså god nok. Fotografen fortæller i Wired, hvordan det gik for sig. I øvrigt er konsensus i Washington, at det meget banalt skyldes, at han burde have briller, men er for forfængelig til at ville gå med dem.

Jeg fan-girler Mickey Gjerris

Mickey Gjerris har skrevet en ny bog om at gøre det etisk rigtige i klimakampen. Det er langt sværere end i mange andre situationer, hvor vi står og skal vælge mellem det etisk rigtige og forkerte, fordi der ift klimahensyn ofte må vælges mellem noget dårligt og noget endnu dårligere, ligesom det kan være utroligt svært at finde ud af, hvad der er hvad.

I denne opsummerende artikel skriver han bl.a.: 

“Men håbet skal, for mig at se, i særdeleshed findes i en tro på, at det at omstille samfund og livsstil ikke nødvendigvis er et offer af det gode liv, men i stedet en mulighed. En mulighed for at få et godt og meningsfuldt liv… blot på en anden måde, end vi gik og troede.”

Om os

Hvid mands privilegier

Min hvide mandlige ven Thomas har skrevet en Twitter-tråd om at sætte pris på sine privilegier. Og samtidig være bevidst om, at ikke alle har dem. Klik på tweetet for at læse resten af den læseværdige tråd.

Igen og igen – og igen

Gentagelse er ikke nødvendigvis kedeligt. Det kan faktisk være en ret fantastisk oplevelse at genbesøge et museum, se en film for tredje gang eller høre en plade for 100ende gang. Med streaming og sociale medier har vi en tendens til at glemme det. Det er synd.

Klimavenlig mad

Jeg har fået Klimakogebogen, som denne artikel handler om, forærende. Desværre er jeg ikke særlig begejstret – og det skyldes, at de fleste af retterne bare ikke er særlig hverdagsvenlige. Men noget af det kokken i artiklen siger, er til gengæld værd at tage med: Barndomsminderne. Især for os af ældre dato – for vi fik ikke kød hver dag som børn og en relativt beskeden mængde kød på tallerkenen, og vi spiste langt mere sæsonpræget, end de fleste mennesker gør i dag. Så mormors køkken er altså en god vej til at spise mere klimavenligt.

Medier

Brøgger-bashing

At tæske på den 75-årige Suzanne Brøgger for simpelthen ikke at hade islamisk stat tilstrækkeligt meget har været ugens hobby på den “kloge” højrefløj og langt ind i Socialdemokratiet. Den måde, de forskellige debattører hiver citater ud af sammenhængen, er simpelthen et imponerende stykke cherry-picking. Og ingen af kritikerne nævner overhovedet Damsgaard/Brøggers besøg hos de kurdiske militskvinder, så de mange, der ikke har hørt eller kommer til at høre podcast’ne, ikke får forplumret billedet. For det vigtigste for Leny Malacinsky et al er tydeligvis at få fremstillet Suzanne Brøgger (og i naturlig forlængelse ALLE på venstrefløjen og ALLE feminister) som islamisme-apologeter.

Jeg opfordrer dig til at høre de to korte podcasts og tælle, hvor mange gange Brøgger udtrykker udtalt afsky for IS, islamisme og mellemøstlige staters behandling af kvinder og så bagefter fortælle mig, hvor mange gange hun burde have gjort det, for at det var nok.

PS: At Suzanne Brøgger er en kæmpe krukke er ingen nyhed.

Kunst og kultur

Kunsten at gå på museum

Der er mange gode råd at hente i denne lille vejledning, ikke mindst det helt simple – planlæg dit besøg. Der er masser af ressourcer til det, stillet til rådighed af museet.

Parasite

Den koreanske film Parasite er en af de mest hypede i år. Den har premiere i Danmark 1. Juledag. Her er en anmeldelse (fyldt med spoilere), der sætter den i et meget interessant samfundsperspektiv: hvordan er det egentlig sket, at vi allesammen går rundt og tror, at underklassen aldrig vil rejse sig? Revolutionær gotik kalder skribenten filmen og trækker paralleller til andre. Underholdende og interessant læsning.

David Hockney

Grandteatret havde en særvisning af A Bigger Splash, filmen om tilblivelsen af maleriet af samme navn. Du kan med overvejende sandsynlighed se billedet for dit indre blik, men det var der jo ikke nogen, der kunne i 1973, hvor maleriet og filmen blev til. Tidsbilledet af London og Hockneys overordentligt excentriske omgangskreds er helt unikt og mærkeligt ironisk – og et blik ind i tiden før AIDS, hvor det ikke kunne koste en livet at være lidt promiskuøs. Filmen ligger på Amazon og måske også på andre tjenester.

Share