Internettets brokkehoved er muteret

I “de gode gamle dage” talte vi om den sure mand i netundertrøje, der sad foran skærmen derhjemme og brokkede sig over alt muligt på internettet. Han er der selvfølgelig stadigvæk og har fået følgeskab af en særlig type rethaveriske kvinder. Begge typer er enormt trættende.

4CHAN

Men dem, der virkelig skræmmer nu, er de unge mænd, der lader sig opsuge af det hængedynd, som er Youtube og 4Chan. Det sidste er værre end det første, men der bliver heldigvis mere fokus på det – her en historie fra BBC.  Læs eller lyt også til denne (lidt ældre) artikel fra Zetland, der fortæller, hvordan Youtubes algoritmer lynhurtigt går fra relativt harmløst indhold til voldsomt polariserende, løgnagtigt og – ja, radikaliserende indhold. Jeg kom til at tænke på den, fordi jeg hørte Orienterings indslag om 4Chan tirsdag, hvor Frederik Kulager (ophavsmand til den ovenfor nævnte historie) var med i studiet. Lyt med og hør om de 160.000 unikke danske brugere, der besøger 4Chan hver måned. Herunder ses DR’s grafik over de mest benyttede ord på /pol, der er den mest populære side på 4Chan.

Samfund/miljø/politik

Annoying people

Future Navigator leverer et af mine favorit-nyhedsbreve. Det kommer ikke ret tit, men det er super gennemarbejdet og lækkert både af udseende og indhold. Det her handler om folk, der irriterer os. Upsiden er, at den irritation kan bruges konstruktivt. Læs det sjove og oplysende nyhedsbrev og skriv dig op til at modtage det selv.

Demokratiets død

Demokratiet dør en stille død, hvis vi bare lader stå til. Demokratierne i Vesten er i en eksistenskrise, der kan ende med at udradere dem indefra. Truslen kommer nemlig paradoksalt nok fra stemmeboksene. Artikel (bag paywall) hos Politiken. Artiklen er baseret på et interview med Harvard-professor og specialist i demokratiers krise, Yascha Mounk.

Mere palmeolie

25 minutters læsning i New York Times til at gøre dig klogere på, hvorfor palmeolie er præcis lige så forfærdeligt et produkt, som man hører fra klimaforkæmpere. Og hvordan det, der oprindeligt lignede noget, der ville reducere vores CO2-udslip, endte med det modsatte.

Instant delivery

– er skønt, ikke? Hvorfor det også er noget lort, kan du høre om i denne podcast fra The Daily. Jeg var chokeret, må jeg sige. Ikke at jeg troede, at arbejdsforholdene hos de store internethandlende var specielt gode, men jeg havde aldrig forestillet mig, at det var sådan her. Hvorfor var det nu, vi engang fik fagforeninger? Nå jo, det var derfor. (direkte link til iTunes)

Klimaoptimisme

Wired har besluttet sig for at være klimaoptimister – og at skrive meget og jævnligt om det. Artiklerne vil kunne findes under Twitter-hashtagget  #WIREDonClimateChange.

Teknologi

Amazon har fingrene i alt (for meget)

Tanken om at Amazon skal have snuden ned i min helbredsjournal giver mig kuldegysninger. The Verge skriver om det.

Viden

Crispr

Har tidligere skrevet om CRISPR, der er det hotte nye genmodificeringsredskab, som forskere tumler med. Her er syv ting, forskerne i øjeblikket prøver på. Må jeg for egen regning sige, at når man læser om mulighederne, så tænker man, at forskning og forsøg bør være ret tæt kontrollerede af staten og ikke ligge under for (for mange) kommercielle interesser. Og den stat skal helst være demokratisk kontrolleret, apropos de seneste dages nyt om genmodificerede babyer i Kina.

Replicerbarhed (jo, det er et ord)

Virkeligt mange videnskabelige forsøg kan ikke gentages – mao, der er ikke belæg for deres resultater. Indlæggets forfatter diskuterer, hvad der er at gøre ved det. Det kan læses i New York Times.

Om os

Mediernes fremtid

3 kloge og vidende mennesker taler om mediernes fremtid på K-Forum: Clement Kjærsgaard, Ulrik Haagerup og Lea Korsgaard. Værd at bruge tid på.

Kunst og kultur

Jeg har set en film, læst en bog og fundet en ny podcast. De er alle pænt over gennemsnittet. Filmen var Paprika Steens julefilm Den Tid på Året, der er noget af det bedste komedie, jeg har set længe og måske den bedste danske julefilm nogensinde? Læs min anmeldelse på biograf.blog.

Bogen er der ikke meget jul over, men sne er der, for den foregår i Helsinki. Det er Kjell Westös seneste, Den Svovlgule Himmel. Næsten ligeså god som forgængeren.

Podcasten er nået til tredje episode, den hedder Broken Records, handler om musik og er med Malcolm Gladwell og Rick Rubin. Jeg er jo ikke den store musiklytter mere, men de her samtaler handler i høj grad om musik fra min heyday, og så synes jeg altid, at det er fantastisk at høre interessante mennesker tale sammen.

Hov vent, jeg har også været på Copenhagen Contemporary og set to flotte installationer. Superflex har lavet en mindre udgave af en installation, som de havde i turbinehallen på Tate sidste år, og der er en videoinstallation fra Doug Aitken, som tidligere har udstillet på Louisiana. Min gode udstillingsveninde og jeg blev opslugt af Song1, som installationen hedder og sad/stod derinde i lang tid og nynnede med. Der er stillet skamler frem til os, der ikke kan holde ud at stå op så længe!

 

Share

Er skrælning okay? Er hetz?

Triple Spiral One-Piece Orange Peeling
Ja, for fanden, skrælning er helt okay! Selvfølgelig med kildeangivelse, men spar os for masser af anførselstegn og for, at almindelige avisartikler/blogindlæg m.m. skal ligne videnskabelige artikler med dusinvis af referencer. Skrælning og plagiat er ikke det samme. Og inden man kommer op på den høje hest, kan man lige tænke lidt over, at der kun er et begrænset antal måder, man kan give udtryk for den samme holdning på. Hvis jeg skrev ledere eller opinionsartikler om aktuel politik, ville jeg helt sikkert have gengivet mange af de samme pointer, som fx kan findes i en leder fra The Guardian eller The Economist. Simpelthen fordi vi følger de samme opinionsdannere og har samme grundholdning til mange emner – og følgelig sammenlignelig sprogbrug. Og det er almenmenneskeligt at internalisere klogt udtrykte synspunkter, der matcher vores egne!

Efter internettet og især efter, at det er blevet så nemt at holde øje med internationale medier via diverse aggregerings-hjemmesider, først og størst Facebook, er det blevet en ny sport for visse mediepersoner at kigge journalister, de ikke kan lide, efter i sømmene. Det er også blevet meget nemmere, fordi man ikke skal sidde med to stykker papir ved siden af hinanden og markere med rødt, men kan lave søgninger i mange dokumenter på kort tid efter særlige søgeord og navne. Ikke stor journalistik, hvis I spørger mig.

Først og størst var hetzen mod Annegrethe Felter Rasmussen, hvor tre medier undsagde og fyrede hende samtidig uden overhovedet at have efterprøvet anklagerne. På Journalisten, det ene af de tre medier, har de dog haft ære nok i livet til efterfølgende at foranstalte en efterprøvning. Den frikender sjovt nok Annegrethe og til Journalistens ære skal det siges, at chefredaktør Øjvind Hesselager har tilbudt Annegrethe hendes (freelance)job tilbage. På Information og Altinget (de to andre medier, der fyrede Annegrethe) har man endnu ikke fundet anledning til at fortælle læserne dette. Tilbage står, at alle, der har læst om sagen, men ikke følger Journalisten eller Annegrethe selv, IKKE får at vide, at der ikke var fugls føde på anklagerne, udover det, som Annegrethe selv har “tilstået“.

En af Annegrethes hårdeste anklagere, redaktør Søren Villemoes på Weekend-Avisen, blev kort efter taget i selv at plagiere. Denne sag fik ikke andre konsekvenser for Villemoes, end at det var temmelig pinligt for ham. Men pinlighed påvirker ikke evnen til at betale husleje.

Forleden var det så Politikens chefredaktør, der røg på anklagebænken, denne gang anklaget af Mikael Jalving. Et besøg på sidstnævntes Facebook-profil sker helt for egen regning. Selv fik jeg en akut depression efter mit besøg. Han er et glimrende eksempel på, hvordan misogyni og Islam-had går hånd i hånd yderst på højrefløjen. Jeg forstår faktisk ikke rigtigt sammenhængen, men jeg er jo så også både radikalt sindet og feminist. Læs Bo Lidegaards tilbagevisning.

Tilbage til skrælning. Jeg kunne slet ikke forestille mig en tilværelse som videns-junkie uden! Jeg har hverken tid – og heller ikke altid lyst eller inklination – til at læse alle de mange, lange, kloge artikler og bøger, der skrives om alverdens emner på alle sprog. Derfor elsker jeg, når journalister og anmeldere skræller bøger og artikler for mig, så jeg kan blive (lidt) klogere uden at læse et fembindsværk om første verdenskrig eller et svært tilgængeligt #longread om melatonins gavnlige virkninger. Det gælder naturligvis i særlig grad artikler, der er skrevet på andre sprog end engelsk eller skandinavisk eller som befinder sig bag en tyk paywall (fx videnskabelige artikler).

pinguBare for at nævne et lillebitte eksempel på at *alle* gør det (og bemærk, jeg har IKKE ondt i r****), så er der en lille historie (ikke online) i Politiken d. 13/1 om ophavsmanden til Pingus sprog og stemme. Den er mere end skrællet fra en historie i The Guardian, som journalisten da også nævner. Og hvad så? Sådan en petit-historie havde jeg ikke selv set i The Guardian, og i Politiken så jeg den kun, fordi den var ledsaget af et kæmpe billede af nuttede Pingu. Men journalisten vil ikke blive forfulgt og hængt ud, gætter jeg. Hvorfor? Historien er ukontroversiel og apolitisk.

Mon ikke der er masser af tvivlsomme artikler at hente, hvis folk på venstrefløjen og andre af os forkætrede humanister og kulturradikale gad bruge vores kostbare tid på at sammenligne output fra Jalving, Selsing, Den Korte Avis og alle mulige andre højrefløjsdebattører med output fra diverse internationale højrefløjsmedier og blogs? Jeg ville dog aldrig påtage mig sådan en opgave og heller ikke tilskynde andre til det. For det er jo meningsløs tidsspilde! Til gengæld ville det sørme være rart, hvis medier i højere grad gad efterprøve og afsløre løgn og propaganda.

Mange, mange journalister jeg kender (til) er vilde med fodbold. Så hvad med at gå efter bolden, folks, i stedet for m/k’en?

Share