Bare fordi man elsker opera

– er man ikke nødvendigvis god til at synge.

Det kan jeg da selv skrive under på. Det burde Florence Foster Jenkins jo også have kunnet, men hendes enorme formue og mange menneskers afhængighed af hendes gavmildhed betød, at hun ikke rigtigt blev konfronteret med sine ellers ret indlysende shortcomings i operafaget.

Feel-good mester

Hendes på mange måder sørgelige skæbne er blevet til en ret skøn film med Meryl Streep og Hugh Grant. De har tydeligvis haft en fest sammen med Big Bang-stjernen Simon Helberg under feel-good-filmens mester, Stephen Frears‘ kyndige hænder. I hvert fald spiller de alle tre fuldstændig forrygende, og jeg tænkte hele tiden på flere stykker af Moliére og Holberg, hvor fjolset først hænges ud, men siden bliver stykkets helt.

Hyklere og fedterøve

Florence kan jo faktisk ikke gøre for, at folk i hendes yderkreds fedter så meget for hende, at de lyver hende op i ansigtet. Personerne i hendes inderkreds har helt andre grunde til ikke at fortælle hende sandheden – de afslører sig i filmen.
Hugh Grant 2014

Og kan jeg så lige tilføje en lille fjollet sidebemærkning? Hugh Grant har aldrig været skønnere. Hans ungdoms lettere flødebollethed er erstattet af en langt mere klædelig moden flødebollethed tilsat nogle ganske klædelige rynker…

Share

Sufragette

Annie Kenney and Christabel Pankhurst

Jeg “snød” en mandlig ven til at se denne film. Det var faktisk ikke med vilje, men udløst af Weekend-Avisens filmklubs latterlige rabatsystem. Men det er en anden sag. Efterhånden som filmen skred frem, sank jeg længere og længere ned i sædet af frygt for hans dom, for jeg syntes desværre ikke, den er god. Tag ikke fejl, jeg synes emnet er enormt spændende, og jeg forstod først selv omfanget af de engelske sufragetters kamp efter læsning af The Children’s Book af AS Byatt for nogle år siden. Jeg synes faktisk også, at det er en knaldgod vinkel, man har valgt at anlægge, hvor det hele ses fra en almindelige arbejderkvindes POV.

Hvorfor kan du så ikke lide filmen, spørger du nu med god grund. Jamen, fordi jeg ikke synes, den har en spændingskurve og en fortællerytme, der gør den til en god film som værk betragtet. En anden biografgænger sagde bagefter, at det bedste ved filmen var efterteksterne, hvor man kan se, hvornår kvinderne i de forskellige lande fik stemmeret. Til sidst står der: “Saudi Arabia: Women have been promised voting rights.” Og hvis det er det bedste ved en dyr spillefilm med Meryl Streep på rollelisten, så er den vel ikke særlig vellykket og skulle måske have været en dokumentar? Og ja, jeg ved godt, at det i alt for stort omfang kun er de allerede oplyste, der ser dokumentarfilm.

I øvrigt syntes min ven godt om filmen, for han kendte ikke historien om sufragetterne særlig godt, så han opfattede den som “opdragende/oplysende”. Det var heldigt – så må jeg godt bestemme filmen igen en anden gang!

Share

Et gensyn med The Hours

Jeg har genset denne fantastiske film. Den har længe vinket til mig fra Netflix’ hylder, og nu passede den til humøret.

Igen tænkte jeg, at NU må jeg også se at få genlæst Mrs. Dalloway, som jeg ikke har læst, siden jeg var ung, og, ærligt talt, jeg fik sgu ikke meget ud af den dengang! Jeg mistænker, at jeg vil elske den i dag. Jeg har aldrig læst Cunninghams bog – sku’ jeg det?

For os heldige, der ikke lider af sygdomme i sindet, og som ikke har det helt tæt på, er filmen ganske ubærlig, fordi både Virginia (Nicole Kidman) og Laura (Julianne Moore, der fortjent vandt en Oscar) viser os, hvor forfærdeligt det er at leve med dæmonerne.

Hvis du ikke har set den, eller ikke har set den siden dengang, så gør dig selv den tjeneste. Men det er altså ikke en film, man bliver i godt humør af.

Share