Flatten the f***ing curve!

Alle har set en variant af grafen herover. Den stammer faktisk fra en videnskabelig artikel fra 2007, men den giffede udgave, som jeg desværre ikke kan gengive her, men som findes i artiklen, er naturligvis lavet til lejligheden. Fastcompany spørger, om vi kan huske, hvornår vi så den første gang, og det kan jeg faktisk godt: det var i et tweet fra Siouxie Wiles, der citeres i artiklen. Jeg kan selvfølgelig huske det, fordi jeg flygtigt spekulerede på, om hun var opkaldt efter Siouxsie Sioux.

Nå men, det er det, vi skal, ing, Flatten the Curve. Sæt i gang.

Corona

Jeg har været under vejret

som de siger på engelsk. Mandag aften blev jeg meget pludselig meget syg med høj feber og ehm, maveproblemer, uden at have mærket noget overhovedet i løbet af dagen. De første to dage var jeg virkelig meget syg med klassiske influenzasymptomer + det med maven. Nu er jeg oppegående, men slap som en glemt asparges – og stadig med maveproblemer.

Lægen ville ikke teste mig, for jeg var ikke syg nok. Mit problem med det, er ikke så meget mig selv – jeg kan godt mærke, når jeg får det så elendigt, at der skal ske noget. Og sådan var det ikke. Men jeg var bekymret for folk, som jeg havde været i kontakt med, og som i sin tur skulle være i kontakt med fx patienter eller deres svagelige mor!

Og jeg der aldrig er syg! Jeg har sat mig selv i karantæne, indtil jeg er helt rask. Hjemmeboende søn og jeg forsøger at holde afstand – men han har garanteret allerede haft det – uden at opdage andet end lidt hovedpine. Det er det, der rapporteres fra Sydkorea, hvor virkeligt mange bliver testet – de unge bliver næsten ikke syge, men går bare rundt og smitter alle mulige.

Tal, tal, tal

Da jeg først læste denne artikel, var jeg stadig febril under dynen. Og selvom jeg var imponeret og syntes, at meget af talgymnastikken gav god mening, så var jeg i tvivl, om jeg skulle dele noget så relativt alarmistisk, når forfatteren nu hverken er epidemiolog eller statistiker. Men i ugens løb er den dukket op igen og igen, tweetet af læger og andre kloge folk, som jeg har tillid til, så nu skal du også læse den.

Smitteopsporing

Som det måske antydes lidt ovenfor, er jeg en smule kritisk overfor, at man nu slet ikke smitteopsporer længere – dvs. at flere og flere går rundt og “er syge” uden at vide det – eller de er, som jeg, syge, men kan aldrig få bekræftet, om det er “det”. Der kan være gode grunde til det – en af dem er naturligvis prioritering af sundhedsvæsenets ressourcer – men jeg synes stadig, at det er bekymrende, fordi det kan anspore til falsk tryghed, når tallene for “smittede danskere” falder – eller ikke stiger særligt meget. Her er en overlæge, der udtaler sig om dette i Altinget.

De to sundhedsbosser

De fleste af os er ret begejstrede for Søren Brostrøm – og med god grund – han er en klippe. Men der dukker en del sammenligninger op mellem ham og hans svenske modstykke. Her er en, skrevet af en dansk-svensker, som i den grad ikke falder ud til svenskerens fordel.

Hvorfor er dødstallene så høje i Italien

Her er noget mere statistik, der forklarer det. Det handler faktisk om det samme, som jeg omtaler ovenfor: Hvem bliver testet? Dødstallet er jo en procent af det. Når kun meget syge, ældre bliver testet (Italien), så bliver dødsprocenten høj. Når masser af unge bliver testet (Sydkorea), så bliver dødsprocenten lav.

Derudover har Italien jo så nået et tipping point, hvor flere dør, end det burde være nødvendigt, pga mangel på personale, senge og udstyr.

Infografik om begrænsningsmetoders effektivitet

Hvis det ikke er godt for andet, så er sådan en pandemi godt for ens talforståelse – og ens værdsættelse af god infografik. Her er nogle meget fine infografikker fra Washington Post, der viser, hvad der sker, når man implementerer tre forskellige former for begrænsninger af folks bevægelsesfrihed i forhold til, hvis man ikke gør noget.

Man ku’ ønske

Li Edelkoort, angiveligt en kendt trendspotter, er citeret mange steder i den forgangne uge, både forarget og begejstret, for at sige, at Corona-nedlukningen af vores samfund, kan og bør resultere i et nyt og bedre. Men hun er jo ikke jubeloptimist, vel:

Therefore, if we are wise – which sadly we now know we aren’t – we will start up again with new rules and regulations, allowing countries to get back to their knowhow and specific qualities, introducing cottage industries that would flourish and grow into an arts-and-crafts century, where manual labour is cherished above everything else.”

Dumbfuckery, Corona version

Viden

Rør.ikke.ved.dit.ansigt

Hvor er det dog svært! Videnskab.dk har gode tips til, hvordan du kan reducere det.

En meget god nyhed

– der intet har med Corona at gøre.

Et bibliotek sikret mod brand, terror og diktatorer. Hvor ligger det? Det ligger i Minecraft. Det er simpelthen så smukt. Og det indeholder selvfølgelig alt muligt forbudt skrevet af whistleblowers og journalister fra hele verden, delt af gruppen Reporters without Borders. Historien står i Fastcompany.

Jeg så det flere steder, senest delt i Julie Horups nyhedsbrev Tryk Start (der mest handler om gaming, men ikke kun).

Teknologi

Renholdning

Wired har selvfølgelig de ultimative og sikre tips til, hvordan vi holder telefoner og andre devices rene i denne tid.

Medier

Gratis

De fleste af jer har nok opdaget det, men mange medier lader alt indhold om Corona være frit tilgængeligt og uden paywall. Det gælder fx New York Times og danske Information.

Mediers ansvar under kriser

I en udmærket artikel på videnskab.dk med flere interviewede diskuteres det, hvor balancen skal ligge under en krise – skal medierne stille hele batteriet af deres sædvanlige kritiske spørgsmål, skal de sortere lidt i dem eller helt vente?

Om os

Pretty Privilege

Selvfølgelig eksisterer det. Og her er det en smuk yngre kvinde, der anerkender, at hun har det, men har samlet mod til sig og er dykket lidt ned i det.

Kunst og kultur

Der bliver ikke meget kunst og kultur, når man ligger og raller med feber under dynen. Men efter at feberen forsvandt, fik jeg læst Klubben færdig. Den handler om sagen om voldtægt i miljøet omkring det Svenske Akademi. Enormt velskrevet, spændende som en krimi. Læs hele anmeldelsen på Goodreads.

Share

Børns liv og leg med medier

En anmeldelse og anbefaling af Stine Liv Johansens lille bog om børn og digitale medier. Den kom i maj, men jeg har desværre været lidt en sinke til at få læst den og skrevet om den.

Børns liv og leg med medier

Bogen handler mest om førskole- og indskolingsbørn og deres liv og leg med iPads og en advarsel er på sin plads – det er en akademisk bog rettet mod forskere og interesserede pædagoger og lærere. Men vi andre – fx os der “bare” er forældre – kan også tage noget med hjem, hvis vi kan mande os op til at læse sådan en bog. Det ser ikke ud til, at der nogensinde kommer en bog om dette emne beregnet på almindelige læsere. Det synes jeg er ærgerligt – og ikke kun fordi jeg gerne selv ville have skrevet den.

Stine har observeret en børnehave, der fik udleveret et “sæt” i form af en fin kuffert indeholdende en iPad med et par film-apps og lidt andet materiale, samt en flok børn på et fritidshjem, der alle havde fået en iPad. Hun taler meget med børnene og lidt mindre med de voksne, og der kommer en del interessante observationer ud af det. Jeg vil gå let hen over børnehaveobservationerne, da mindre børn  ikke er min kernekompetence, men den vigtigste lære af eksperimentet med kufferten er, at man kan så meget mere med en iPad og en flok rollinger end de fleste pædagoger nogensinde havde forestillet sig.

Et af bogens helt centrale budskaber formulerer forfatteren selv således:

Jeg mener, det er uhensigtsmæssigt, når brugen af teknologi og digitale medier skal “forsvares” ved at sætte et lærings- og udviklingsperspektiv op i forhold hertil.

Hvad er det for en mærkelig idé vi har fået i forhold til digitale medier, at børn med vold og magt skal “lære noget”, hver gang de tager en iPad i hånden? Hvorfor må de ikke bare lege? Vi forlanger jo heller ikke af en pakke LEGO, at den skal have læringspotentiale? Vi ved, at børn lærer af at lege – men det er som om den viden er glemt, så snart legemediet er digitalt.

En af de markante ting, Stine bemærkede i sit studie af børnene i SFO’en var, at intet barn nogensinde sad alene med sin iPad. Børnene sad ofte i par, ofte flere, men aldrig alene. Det har altså ikke noget på sig, når det påstås, at digitale medier har en isolerende virkning på børn.

Bogen kommer med en del gode argumenter for, hvorfor vi voksne skal sætte os ind i, hvad børnene laver og sætte os ind i, hvad de kunne lave, hvis de vidste det. Hun beskriver en episode med en dreng, der flipper fuldstændig ud, da et andet barn i bygningen smadrer hele hans bygningsværk i Minecraft. En pædagog forsøger at hjælpe ham med at finde ud af, hvem det er, men da det ikke lykkes, hjælper pædagogen ham lidt på vej med at bygge nyt og udviser i det hele taget forståelse for, hvorfor drengen bliver så ulykkelig. Forældre og pædagoger der intet aner om, hvad børnene laver på computeren eller iPad’en, kan ikke udvise samme forståelse og vil afvise drengens ulykkelighed som skaberi.

En anden ting, vi voksne går glip af, når vi afviser at interessere os for, hvad børnene laver, er indsigt i vores børns digitale kompetencer og mangel på samme. Vi får ikke rost dem for det, de er dygtige til, og får ikke hjulpet dem videre, når de støder mod forhindringer. Kan vi ikke selv hjælpe, så kender vi nok nogen, der kan! Et andet argument er, at børnene typisk griber det nærmeste – de orienterer sig næsten udelukkende i Top 50 af gratis apps. Det vil sige, at der kan være fantastiske – fx dansk udviklede – apps, der aldrig kommer til børnenes kendskab, fordi de ikke kan læse eller læser dårligt og ikke ved, hvordan de skal søge efter nye apps. Vi som forældre og pædagoger og lærere må holde os orienterede, så vi kan foreslå nye apps/spil til børnene, som de ikke finder af sig selv.

Stine Liv Johansen slutter af på følgende måde:

Det er nødvendigt, at vi som voksne bliver i stand til at følge med børnene ind i medierne, og at vi lader os inspirere af deres måde at anvende dem på, men også at vi er klar til at gå foran dem og vejlede dem, når det er nødvendigt.

Jeg kunne ikke være mere enig!

 

Du kan følge Stine på Twitter.

 

Share