Anonym sladderside på Facebook – findes der mange af dem?

En bekendt fra Twitter har gjort mig opmærksom på en – åben – sladderside fra en efterskole et sted i Danmark. I mine øjne er den aldeles grænseoverskridende og udtryk for mobning af grov karakter. Ofrene kan jo ikke gøre andet end at spille med, hvis de ikke vil fremstå som tøse m/k’er.
foto 2foto 2

Herunder kommenterer den anonyme på, at lærerstaben har opfordret til, at siden bliver lukket. I kommentarfeltet er der mest stemning for at lukke siden. Men folk er meget forsigtige med at udtale sig.foto 1

Hvad synes I? Jeg vil oprigtigt gerne høre kommentarer for og imod. Helst her på siden og ikke på Facebook/Twitter. Kommer der en god diskussion, skal jeg nok linke til den.

Social på mobilen

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Som nævnt i et tidligere afsnit, er også de sociale medier for alvor flyttet til de mobile platforme. Det gælder naturligvis Facebook, Twitter, Google+, Pinterest, m.fl. Herunder gentager jeg lige mig selv fra tidligere med en lille gennemgang af de sociale medier, der er baseret på at være mobile.

Instagram – det første sociale medie, der er tilpasset den nye verden, hvor alle har en smartphone med et kamera. En billeddelingstjeneste, hvor billederne/videoerne kan behandles så de ser ekstra lækre eller sjove eller gammeldags ud. Voksne bruger det i udpræget grad til solnedgange og lækker mad. Det er, som det ses af statistikken, mest piger, der bruger Instagram.

instagram

Vine – Også en mobiltjeneste – denne gang med 15 sekunder lange videoer. Det er på mange måder lige så harmløst som Instagram, men også dette kan og vil selvfølgelig blive misbrugt. Igen – du kender dit barn og har nok en god fornemmelse for, om de optager hjemme-porno eller løbehjulsvideoer… Vine er i høj grad blev det medie, der bruges til sjov og ballade. Trænger man til en opmuntring, kan man altid finde hylesjove “vines“, som de allerede hedder, lavet af både børn og voksne.

Snapchat – en ret ny tjeneste, som, må jeg indrømme, giver mig kuldegysninger. Den er mobil ligesom Instagram og Vine, og ideen er, at beskeder og fotos er tidsbegrænsede. Afsenderen fastsætter det antal sekunder, modtageren har til at læse beskeden eller se billedet – derefter sletter det sig selv.
Det siger sig selv, at dette er et “genialt” mobbe-format, fordi beviserne er selvdestruerende. Dog – det bruges mest som et én-til-alle medie, hvor man fx sender et fjollet billede af sig selv til alle sine Snapchat-venner.

4square – også mobil. En tjeneste, hvor man “checker ind” dér, hvor man nu er. Nogle mennesker checker ind religiøst på alle steder, hjemme, på arbejde, i Netto, men de fleste bruger det til at fortælle, at de nu er et særligt sted, sammen med andre 4square brugere, for at anbefale/advare mod et sted, eller til at se, om der evt. skulle være nogen tilstede, som de kender. Det kan fx være til en stor koncert eller til en sportsbegivenhed. Facebook har også introduceret denne mulighed – du har måske lagt mærke til, at nogle af dine venner checker ind rundt omkring i din Facebook-strøm. Tal med børnene, om det nu er en god idé, at de bruger den tjeneste. Det afhænger i høj grad af deres vennekreds.

Get Glue – endnu en mobil tjeneste. Den er ikke slået rigtigt an i Danmark endnu, men den eller en lignende vil helt sikkert snart blive et hit. Man checker ind på den film eller det tv-program, man sidder og ser, og så kan man se, hvem af ens venner, der har set det/ser det og hvad de evt. synes ligesom man kan se, hvad alle mulige andre ser og synes om. Et ganske ufarligt socialt medie.

Endelig er stort set alle mobilspil, som børn og unge gider bruge tid på, også sociale – i større eller mindre udstrækning.

***

Dette var sidste afsnit i den serie om børn på nettet, som jeg mere eller mindre havde skrevet i forvejen. Men jeg fortsætter med at skrive om dette krydsfelt, nok i høj grad med fokus på dissekering af kædemails, fup, phishing, spam, løgn og latin – for både børn og voksne. Jeg vil derfor sætte pris på alle links I kan sende mig til historier af tvivlsom karakter, mærkelige mails og forunderlige videoer, som I får i trawlet på jeres vej gennem nettet.

Helbredsråd og skjult mobning på sms

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Der verserer til stadighed en lang række falske historier, advarsler, m.m., som kolporteres via e-mail, sms, Facebook, Twitter og andre medier. Et pinligt højt antal af dem er blevet gengivet i “de rigtige” medier – ofte uden efterfølgende berigtigelse – i hvert fald ikke en berigtigelse, der nåede ud til lige så mange.

Her kommer nogle eksempler:

Helbredsråd:

Dem er der uhyggeligt mange af. Fx så jeg for nylig et, der anbefaler, at man strøer mel på et brandsår. Det kunne godt være noget, unge læste og forsøgte sig med i en nødsituation. At det er et FARLIGT og forkert råd, behøver jeg forhåbentlig ikke at understrege.

Der er også hele tiden historier, der fortæller om et eller andet naturprodukt, som kan helbrede kræft, men som holdes ude af markedet af de grådige medicinalselskaber. Der er to væsentlige grunde til, at sådanne historier får så meget medvind. Den ene er selvfølgelig ønsketænkning – alle der selv har kæmpet med kræften eller som har haft nærtstående der har, ønsker sig så brændende en vej ud. Den anden er, at medicinalselskaberne selv så sørgeligt har dokumenteret, at penge ofte sættes højere end patienternes ve og vel, så det bliver nemt at hoppe på disse historier. Ikke desto mindre er der tale om falske håb eller – i bedste fald – om spæde positive forskningsresultater, der har et stykke vej at gå, før virkningen er solidt dokumenteret.killcancer

Virusadvarsler:

Som nævnt tidligere, så stol ikke på virusadvarsler fra dine venner på Facebook. Prøv at smide ordlyden ind i Google – du vil oftest se, at denne advarsel har cirkuleret på nettet i årevis. Det bliver den jo ikke mere sand af.

Fastfood-løgne:

Fordi der allerede findes mange sande historier om de ækle ting, producenterne putter i fastfood produkter, er vi – og børnene – særligt nemme ofre for historier om ækelt indhold i fastfood produkter. Jeg er ikke ude på at forsvare hverken McDonalds eller Coca Cola, men også disse historier er ofte løgn. Igen – smid historien ind i Google, og se, hvad der kommer frem.

Spektakulære historier der hænger en minoritet ud:

Når den slags historier er uden kildeangivelse, er det ofte grupperinger på de politiske yderfløje, der cirkulerer dem for at påvirke folkestemningen. Børn kan også her være lette ofre. I England cirkulerer fx på 10ende år en mail blandt pensionister om, at indvandrere får ti gange så meget i velfærdsydelser, som britiske pensionister. En løgn, der er så nem at tro på for økonomisk trængte ældre, at de uden skrupler sender den videre til alle i deres adressebog. Den sande afsender er BNP.

Indsamlinger – af penge, likes og underskrifter:

Mange af dem er selvfølgelig helt legitime. Men giv hverken et like eller penge til en internet-indsamling, før du har checket baggrunden, og lær dit barn det samme. Man kan sige, “hvad betyder et like”, men en falsk historie om fx et barn, der ligger for døden og skal inviteres i Disneyland, der spredes med lynets hast på internettet, blokerer altså for mindre spektakulære men sande historier om sultende flygtningebørn i Syrien. Det i sig selv er grund nok til at spare lidt på sine likes.

SMS-besked:

Hej… Advar alle du kender imod at svare på en sms fra 20(…) og 51(…) det kan koste dig 2500 kr. Det er lige sagt i P3 (Send videre).

Denne form for mobning – for det er det, det er – har fundet sted over det meste af kloden i en lang årrække, det ældste eksempel på denne besked, jeg fandt i Danmark, var fra 2006. Det eneste, der ændrer sig, er telefonnumrene. Det er nemlig numre på børn, der er mobbeofre. Får dit barn sådan en tekst, bør du se, om du kan finde ud af, hvem numrene tilhører, og hvis det er børn, der er kendt af jer, så sørg for, at deres forældre får besked, og at de børn, der har videresendt beskeden, får at vide, hvad de har gjort.

Når der står, “det er lige sagt i P3”, så er det jo noget, der kan tjekkes. Desværre er der næsten ingen, der gør det.

Næste afsnit bliver om det mobile net – smartphones og tablets.

 

Passwords

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede her.

Og så er der det med passwords. Hvis vi ikke lærer børn om passwords – både hvorfor man har dem, og hvordan man laver gode passwords – så risikerer vi dels, at alle deres passwords er “password”, 123456 eller navnet på deres undulat, dels at de deler passwords med vennerne i klassen.

At alt for nemme passwords er en dårlig idé burde være indlysende for enhver. Kan du gætte din datters password, hvad er sandsynligheden så for, at andre også kan? Og folk misbruger ikke kun andres identitet til at prøve at franarre dem penge, det kan også handle om at logge på som dem og så skrive/gøre noget mindre heldigt (se her) eller måske direkte ulovligt. Problemet er det samme med passwords, som man deler ud af til veninderne.

Pludselig en dag er de ikke veninder længere, og passwordet misbruges fx til at genere en tredje veninde for at skabe splid.

KeepCalmLongPasswords-476x636

Passwords er desværre en uafvendelig del af vores tilværelse i disse år. Forhåbentlig kommer der på et tidspunkt en afløser i form af irisgenkendelse eller fingeraftryk eller hvad ved jeg, men indtil da er det en byrde, vi må bære. Og vi må lære børnene, at der ikke er nogen vej udenom. Passwords er personlige og skal kun deles med mor og far, der til gengæld lover kun at benytte dem i egentlige nødsituationer. Dette bør faktisk ikke være til diskussion, før børnene grundigt har demonstreret, at de kan tage ansvar for sig selv.

Passwords skal være personlige som tandbørster.

Lån dem ikke ud og skift tit.

Hjælp dit barn med at skabe gode passwords. Prøv fx et trick, jeg har lært af webprogrammør Lisa Risager: Vælg en linje eller to fra en sang du enten elsker eller hader. Det kunne fx være “Du kan gøre mig lyk’lig, du kan gøre mig splittergal” (Rasmus Seebach). Det forkortes ned til fx Dkgm2l ,Dkgmsg  (2-tallet fordi, der er to l’er) – fidusen er at få mixet et par tal og tegn og store bogstaver ind også. Passwordet her er helt umuligt at gennemskue og ligner et, der er genereret i en password-generator. Og det er netop meningen. Men for den unge fan af Seebach er det ikke spor svært at huske. I en kortere udgave kan det ligeledes genbruges på tværs af mange forskellige hjemmesider:

Dkgm2lFacebook

Dkgm2lMoviestar

Dkgm2lGoSuper

Nemt at huske, svært at gennemskue.

Pigeuniverser – 2

Her på siden ses screenshots fra en venindes datters Moviestar Planet. Pigen har selv lavet dem til mig. Det er nok vigtigt, at vi som forældre ikke er for hårde ved ungerne og ikke mobber dem for at bruge timer på at poste tilsyneladende nonsens. Det er ikke nonsens for dem! Her ser det ud til, at en dreng også leger med og har mulighed for at sole sig i pigernes beundring. Jeg gætter på at forkortelsen NK betyder netkærester. Ikke at jeg er på det rene med, hvad de lægger i det…

 

Fra virkeligheden:

En pige, der havde det lidt svært i skolen, fandt stor glæde ved den anonyme deltagelse i dette pigeunivers, som hun i vid udstrækning blev holdt udenfor i skolen. Men pludselig krakelerede harmonien, fordi hendes identitet blev kendt i klassen, hvorefter mobningen blev bragt med ind i online-universet, og den stakkels pige blev lagt for had og isoleret. Heldigvis havde hun et godt og nært forhold til en klog mor, der fik taget affære. Datterens konto blev lukket ned, de andre piger og deres forældre blev kontaktet, og der blev samlet penge ind blandt forældrene, så det ikke ville koste pigen og hendes mor en mindre formue, når kontoen skulle åbnes igen. Pigen havde nu lært – på en hård og ubarmhjertig måde – at holde navnet på sin avatar for sig selv. Man gyser ved at forestille sig, hvordan dette var endt, hvis pigen ikke havde haft tillid til sin mor, der i tilgift var handlekraftig men alligevel kunne vinde de andre forældre over. Det sidste er ikke altid en selvfølge, desværre.

Jeg skrev og spurgte GoSuperModel, hvordan de griber det an med “dårlig tone” og mobning på deres site. De svarede lynhurtigt:

Hej Néné
Vi har udviklet vores egne filtre som gør det muligt for os at blokere uhensigsmæssige ord/links, men som også gør os i stand til at monitorere specielle form for opførsel (f.eks mobning og trolling). Udovre vores filtre har vi to måder at holde øje med uhensigsmæssig opførsel på goSupermodel:
1) Vores brugere kan anmelde dårlig opførsel på sitet. Disse anmeldelser bliver kontrolleret af vores moderatorer eller os – alt efter årsag til anmeldelse.
2) Vi har konstant moderatorer på sitet som holder øje med fora og chat for at sikre, at der ikke sker mobning eller andet dårlig opførsel.
Når vi oplever en bruger som ikke overholder vores regler har vi fire forskellige straf:
1) Advarsel
2) Skammekrogen (3 dage, hvor man ikke kan skrive noget på sitet)
3) Vi sletter modellen
4) Vi udelukker brugeren fra sitet (Ip, cookie og e-mail block)
Vi holder øje med filtrene hver dag – og kan derfor reagere meget hurtigt.
Vi svarer mails fra vores brugere hver dag (har deadline inden for 48 timer) og hvis en forældre kontakter os med uhensigtsmæssig opførsel kan vi derfor reagere hurtigt.
Håber det svarer på dine spørgsmål – ellers er du meget velkommen til at kontakte mig igen.
Mvh

I morgen giver jeg tips og råd til, hvordan vi lærer børnene gode passwords og forklarer dem, hvorfor det er så vigtigt, at de holder dem for sig selv.

Pigeuniverser – 1

Piger spiller ikke så mange traditionelle computerspil (endnu). Så mange pigeforældre tror, den hellige grav er velforvaret, og at deres døtre er beskyttet mod både det ene og det andet. Men pigerne tilbringer lige så meget tid ved computeren som drenge, de laver bare noget andet.

kulturvaner_statistik

Udover intensiv brug af Facebook og Youtube ligesom drengene, så tilbringer mange piger overordentlig meget tid i de såkaldte pigeuniverser. P.t. hedder de Moviestarplanet og GoSuperModel (begge dansk ejet og udviklet). Titlerne er temmelig selvforklarende, og det drejer sig naturligvis om tøj og tilbehør – man kan sige, det er en kraftig opdatering af min barndoms påklædningsdukker.

Begge spil er udmærkede og meget varierede, og mange piger elsker dem. Kønsstereotyper kan vi diskutere en anden dag. Spillene er udviklede med dyb indsigt i pigers måde at lege og kommunikere på, og de tilbyder mange forskellige slags gøremål, så (næsten) alle slags piger kan få deres lyster styret. Der er derfor ikke grund til at stoppe pigernes adgang til disse spil. Der dukker naturligvis snart nye spil op målrettet mod piger, og mit råd er, at man checker spillet ud sammen med pigen, finder ud af, hvem der står bag og forsøger at gennemskue, hvad det kan komme til at koste. Disse spil er nemlig opbygget på samme måde som mange mobilspil, så selve spillet er gratis at deltage i, men man kan så tilkøbe forskellige ting. Sæt en klar grænse for, hvor meget de må købe for om måneden – tal evt. med de andre forældre i klassen.

Gosupermodel

Der gøres fra begge spils vedkommende en stor og behjertet indsats for at forhindre misbrug og mobning, og forældrevejledningen på Moviestarplanet er eksemplarisk. Begge spil er meget sociale og fungerer faktisk som sociale netværk, men pigerne spiller ikke under deres egne navne.

I udgangspunktet er det naturligvis rigtigt set, at pigerne spiller med avatarer, der er “dukkeansigter” og under pseudonymer – dette sikrer, at pigerne ikke kommer til at udlevere sig selv til fx en pædofil, der udgiver sig for at være en ung pige. Desværre sikrer det ikke pigerne mod mobning fra andre piger. Spil, som pigerne går så højt op i som disse to, er naturligvis noget, der tales om i klassen. Og selvfølgelig fortæller de hinanden navnene på deres avatarer og blotlægger dermed sig selv for at en evt. mobning i klassen kan fortsætte i spiluniverset – eller omvendt. Netop derfor skal forældre jævnligt huske at spørge til, hvordan det går i spillet og sige ja til at se datterens seneste kreation, selvom det kan være svært at forholde sig til endnu en selskabskjole med matchende håndtaske. Deltagelse og engagement er altid bedre end kontrol!

I morgen lidt  mere om pigeuniverser og en sag om mobning.

Computerspil – 3

Hvis vi folder ørerne ud og lytte til ungerne, når de sidder og diskuterer et spil, vil vi opdage, at de har utroligt godt styr på, hvad der er virkeligt, og hvad der foregår i spillet. Danmarks Radios Program 1 bragte engang et interview med fire drenge, der beskrev sig selv og deres roller i et spil. Det var befriende lytning, da de var ekstremt reflekterede over deres egne roller og de roller, de påtog sig i spillet (programmet kan stadig høres som podcast, søg på Netbørn, Bliver man dum af at spille computer).

Hitman__Absolutionfifa13Black-OpsWOW

Der forskes intenst i børn og computerspil i disse år, og der dukker mange interessante resultater op. Børn kan fx blive rigtigt gode til at lægge strategier og at samarbejde, ligesom de på den hårde måde lærer, at det kræver øvelse, og meget af det, hvis man skal blive rigtig god til noget. Computerspil kan også have andre værdier, endda på områder, man oftest ikke tænker på. En dreng, der mobbes i skolen, kan, fordi avatarer i spil oftest er anonyme, leve et parallelt liv på nettet, hvor han er både dygtig og populær til et eller flere spil og således få “revanche” dér for de ydmygelser, han må tåle i klassen. Skriv til mig, hvis du vil have links til noget af den forskning, jeg har læst.

Det er værd at bruge lidt tid på at tale med ungerne om, hvorvidt de skal afsløre deres identitet i forskellige spil over for klassekammeraterne. Ved man, at ens barn bliver mobbet eller “bare” holdt udenfor, kan man opfordre dem til at have to forskellige identiteter i et spil, så de kan trække sig fra et spil med kendt identitet uden derfor helt at måtte opgive at spille.

Mange pigeforældre sidder og godter sig, når de hører om de problemer, der opstår mellem drenge og deres forældre ifb med spil. Men de skal ikke godte sig for tidligt, for det er min forudsigelse, at flere og flere piger vil begynde at spille, ikke kun spil specielt udviklet til piger, men også spil, der ellers hidtil har været drengenes domæne. Allerede nu er 42% af verdens spillere piger eller kvinder. Det skyldes, at grafikken bliver bedre og bedre, og at det derfor ses oftere og oftere, at der udfoldes en æstetik i spilscenarier, der i høj grad tiltaler piger, og at der nu kommer flere og flere spil, hvor det ikke kun går ud på at “smadre fjenden”, men hvor der fx bygges universer eller kæmpes med andet end våben. Der er fx mange piger, der spiller både Minecraft og World of Warcraft.

Mandag kommer sidste post om computerspil, hvor jeg ser på, hvordan man måske kan skubbe meget spilleglade børn hen imod at lære noget meget vigtigt: programmering.

Computerspil – 1

90% af alle børn og unge spiller spil på nettet. Nogle nøjes med lidt Wordfeud på telefonen, men de fleste spiller meget mere – både på telefon, tablet, computer og spillekonsol. Og det gælder både drenge og piger. Spilverdenen er som alle andre verdener fyldt med både godt og skidt. Mange af de populære spil udfordrer både hånd/øje koordination, strategisk tænkning og samarbejde. Mange forældre vil, som sådan en rygmarvsreaktion, tænke, at det er bedre at spille FIFA13 end at spille Call of Duty (nr. 1 og 2 på listen over mest solgte spil i Danmark i 2012). Men den reaktion vil jeg gerne udfordre.

***

Jeg vil gå let henover småbørnsspil, da de for det første sjældent er online, i den forstand at barnet spiller mod andre, dels som oftest er aldeles ukontroversielle. En anden dag kan vi så diskutere den udbredte idé om, at småbørnsspil absolut skal indeholde læringselementer…

Men spil, der egentlig er designet til store børn og voksne, spilles mere og mere af børn helt ned til 8-9 år.  Der er som bekendt aldersangivelser på spil, fastsat af en fælleseuropæisk samarbejdsorganisation om mærkning af spil, kaldet PEGI (PanEuropean Game Information).

Mærkerne ser således ud:

Pegi

Medierådet for Børn og Unge bakker op om denne mærkning. Men også her er det måske en idé at udvise lidt fingerspidsfornemmelse. Det er klart, at man bør tænke sig om, inden man lader 10-årige spille spil, der kun anbefales til børn over 16 eller 18. Men hvis den 10-årige nu har en 13-årig storebror, der spiller 16+ spil hele tiden, kan man måske overveje, om man skal lempe lidt på reglerne for husfredens skyld. Den nyeste forskning i børn og spil i Danmark viser, at det er helt almindeligt, at børn helt ned til 8-9 år spiller voksenspil. At spille spil med 16+ og 18+ mærkninger er en sejhedsmarkør.

Men den bedste vurdering er nu selv at sætte sig ind i spillet. Har du siddet ned med dit barn og set, hvordan spillet udfolder sig? Ved du – sådan ca. – hvem det er dit barn spiller med? Er det vennerne eller fremmede i fjerne lande? Hvis det er det sidste, der er tilfældet, har I så talt sammen om, hvordan man skal beskytte sin identitet mod fremmede, der sådan set godt kan lade en forstå, at de sidder i Brasilien, men i virkeligheden er en bekendt under falsk identitet eller en potentiel indbrudstyv, der sidder i nabobyen?

Meget mere om computerspil i de næste dage – inklusive spil rettet mod piger. Serien om børn på nettet startede her.

Mobning – 4

Mange voksne er desværre ikke gode forbilleder for deres børn. Når jeg læser hadefulde kommentarer på nettet, tænker jeg ofte på kommentatorernes børn. Sidder forældrene mon ved spisebordet og praler med, at de “har givet den skiderik tørt på”, når de har skrevet noget virkelig ubehageligt på en politikers Facebook-væg eller i et kommentarspor til en avisartikel? Den person, der har skrevet “snotdumme, totalt blanke nationaløkonomiske ignorant og stupide proletar” på Signe Wennebergs (journalist, kommunikationsrådgiver, politiker og kendt feminist) Facebook-profil synes måske selv, at han/hun bidrager positivt til samfundsdebatten. Men personen lærer i hvert fald ikke sine børn god omgangstone! Og til de, der ikke færdes i nettets kommentarspor, vil jeg da lige nævne, at ovenstående kommentar hører til blandt de allermest civiliserede…

 

Det kan du gøre allerede nu:

Når I ser film med børnene, hvor nogen bliver mobbet, så husk at benyt lejligheden til at tale med dem om det. Uanset om der er en konkret lejlighed eller ej.

Ser I et eksempel på mobning (det kan godt være voksenmobning) på jeres egen Facebookvæg eller et andet sted, så vis det til børnene og tal det igennem. Fortrinsvis uden formaninger.

Det man ofte taler om, mister sin farlighed.

Mobning – 3

Online mobning skal bekæmpes med de samme redskaber, som vi ville bruge i en situation, hvor vi blev opmærksomme på “almindelig” mobning.

Er det dit eget barn, der bliver mobbet, opfordrer jeg først og fremmest til, at du slår koldt vand i blodet (ikke det samme som ikke at gøre noget). Der kan være MANGE årsager, og dit eget barn er ikke nødvendigvis en forfulgt uskyldighed. Tal det grundigt igennem med dit barn og diskuter det evt. med en anden forælder (i klassen), som du har en god relation til. Er det børn, du ikke kender, må der sættes gang i detektivarbejdet, evt. i samarbejde med andre forældre. Læs afsnittet Mobning – 1, inden du kontakter klasselæreren…

Når vi opdager, at vores eget barn mobber, skal vi tage affære med det samme. Mobning er noget, der kan stoppes i opløbet, når man første gang hører sit barn tale grimt til/om et andet barn. Hvis man med det samme griber ind og gør barnet opmærksom på, hvordan det føles at blive talt sådan til, kan en del mobning standses i opløbet. Klassikeren, hvor barnet siger, “jamen, han griner, når vi siger det”, er oplagt. Giv barnet et eksempel, hvor det er ham selv, der er offer. Sig så til ham, at han skal forestille sig, at det er en skolekammerat, der siger det, i overværelse af andre kammerater. “Ville du så ikke også grine?” spørger du. En latter er relativt effektiv til at skjule ens egentlige følelser, og det ved børn udmærket. Vær også opmærksom på, at dit barn kan have startet mobningen, fordi det selv bliver mobbet eller er bange for at blive “det næste offer” – forsvar er det bedste angreb…

Som forældre skal vi dog passe på ikke at fare i flint, fordi et enkelt barn sender en enkelt ubehagelig besked. Der skal også være plads til, at der ind imellem ryger en finke af panden. Dit barn er sandsynligvis også helst fri for, at du tager affære på så relativt spinkelt et grundlag, så tæl lige til 100 og hold øje med situationen. Tal med barnet om, hvad der kan være årsag til, at det andet barn sendte den besked. Når der bores lidt i det, kan man ofte godt finde frem til problemets rod, og dermed hjælpe børnene til at udrede situationen uden yderligere indblanding af voksne.

Opdager du først mobningen et stykke tid inde i forløbet, kan det blive nødvendigt med langt mere drastiske metoder. Dit barn skal først og fremmest slette alle de ondsindede beskeder på alle medier, og du skal KRÆVE adgang til det hele. Derefter skal der deles undskyldninger ud – og her bør der ikke være nogen pardon. Kan man mobbe på Facebook, kan man også sige undskyld på Facebook. Men det sker ikke uden store sværdslag. Sværdslag mange forældre desværre ikke gider tage, når det ikke er deres eget barn, der er offer.

Men husk nu: Du er ikke mislykket som forælder, fordi du har grebet dit barn i at mobbe. Sandsynligvis har dit barn bare ikke forstået, hvor ondt det gør på modparten. Det har du nu mulighed for at rette op på ved at forklare, hvor smertefuldt selv “uskyldige” kommentarer kan være.

 Sidste del om mobning i morgen. Derefter tager jeg fat på spil (gaming).

Mobning – 2

Dagens afsnit er kort. I morgen kommer jeg med råd til, hvordan man kan gribe det an, når man opdager, at ens barn bliver mobbet eller selv mobber.

De her ting bliver sværere og sværere at gribe ind over for, jo ældre børnene bliver. Blandt andet derfor kan det tilrådes at give børnene adgang relativt tidligt, mens det er helt legitimt som forældre at kræve at være venner med barnet. Hvis man har vænnet sig selv og barnet til, at Facebook-væggen er et relativt åbent rum, så er der gode chancer for, at det ikke ændrer sig nævneværdigt, når barnet bliver ældre.

YouTube skal vi også holde øje med – særligt naturligvis, hvis vores børn er meget aktive der. Poster de videoer med spil-hacks, skateboard tricks, make-up tips eller saltomortaler, er det vanvittig vigtigt for dem at få mange likes og helst ikke nogen dislikes (for sådan nogen er der desværre også på Youtube). Her kan du sagtens selv holde øje ved at abonnere på dit barns Youtube-kanal og huske at checke deres videoer fra tid til anden. Det samme gør sig selvfølgelig gældende på fx Instagram.

Vær også opmærksom på Skype. Rigtig meget af ungernes kommunikation foregår dér. Se afsnittet Andre Sociale Medier – 3.

Det er vigtigt også at lære ungerne om passwords, jeg kommer ind på det i et senere afsnit. For password-information kan nemlig også bruges til mobning.

En fortælling fra virkeligheden

En ret lille dreng (9) var alligevel på Facebook, men han brugte kun sin konto til at spille fodboldspil og følge sine favoritklubber. Da en af hans voksne venner en dag så en ubehagelig og grov besked fra drengen, fattede den voksne mistanke og rettede henvendelse til forældrene.

Det var heldigt, for det viste sig nemlig at være et præmieeksempel på “mobning med password”. Drengen var blevet uvenner med bedstevennen, som så tog hævn ved at skrive på Facebook i drengens navn, fordi de havde delt password, før de blev uvenner. Sagen blev taget op med den anden dreng, forældrene og hele klassen, så der endte med at komme noget godt ud af det. Drengen selv havde næppe opdaget det før lang tid senere, fordi han ikke brugte Facebook særlig meget. Hans forældre brugte næsten heller ikke Facebook, så de ville ikke have opdaget det af sig selv. Men alle kammeraterne så det!

Denne form for mobning har allerede et navn – det hedder “Facerape” – og det er faktisk ulovligt. I princippet kan man komme i fængsel for at Facerape nogen. Se fx her.

Der er bare mange faldgruber derude!

 

Mobning – 1

Mobning er langt mere komplekst, end man skulle tro – der er kun sjældent tale om en slem person, der mobber uskyldige. Og nogle gange – oftere end man skulle tro girl-bully-victim-large– er der overlap mellem mobbere og mobbede. Uanset om dit barn bliver mobbet eller selv er mobber, så skal du tage affære. Du er simpelthen en elendig forælder, hvis du ikke griber ind, når dit barn mobber andre eller selv bliver mobbet! Mobning på nettet er (bare) en forlængelse af mobning “i virkeligheden”. Problemet med online mobning er, at den ofte kan sprede sig ud over de cirkler, off line mobning normalt holder sig inden for. Og at den ikke holder pause i weekenden.

Men vi skal holde fast i, at det er en bekvemmelig skrøne, at børn der mobber, er onde. Børn der mobber er ikke ret anderledes end børn, der bliver mobbet.

Ny mobbeforskning slår bl.a. fast:

  • Børn, der ikke er glade for at gå i skole, er oftere mobbere end børn, der er. Og omvendt er børn, der er glade for skolen, oftere udsat for mobning, end børn der ikke er.

  • Lærere og andre voksne har en tendens til at overse, når mobningen går ud over børn, der af de voksne anses for vanskelige. Samtidig overser de mobning udført af børn, der forekommer de voksne veltilpassede.

  • En mobber er ofte et barn, der enten selv er blevet mobbet eller som frygter at blive det. Mobning af børn, der er svagere end én selv, kan være et middel til at lede negativ opmærksomhed væk fra én selv.

  • Mobning i fx en skoleklasse kan ofte skyldes nogle mønstre i klassens adfærd snarere end enkelte “onde” børn. Både lærere, forældre og elever kan medvirke til, at miljøet i klassen ændres til det positive.

Mobning på nettet kan have mange former. Den nok mest udbredte er ondskabsfulde beskeder på Facebook. Men mobningen kan også være langt mere subtil og en af grundene til, at forældre skylder sig selv og deres børn at sætte sig grundigt ind i de forskellige online universer, så man kan få øje på den slags ting, når de sker. Man kan ikke altid gardere sit barn mod den mere subtile mobning (ex: alle pigerne poster deres nye skoleportrætter på Facebook, og to af pigerne får ingen likes), men som forældre har vi faktisk mulighed for at “måle” vores børns popularitet ved at følge lidt med i deres online-liv og derved måske være i stand til at gribe ind, inden en situation eskalerer. Før internet og Facebook havde vi ikke den mulighed og måtte stole på de rapporter, vi fik fra vores børn. Jeg fortalte aldrig min mor om mobberiet i min skole, fordi jeg var bange for, at hun skulle forværre situationen (hun var ikke kendt for sin situationsfornemmelse). Mine forældre havde derfor INGEN anelse om omfanget.

I de tilfælde, hvor mobningen finder sted som private beskeder på Facebook, ser vi det ikke i vores almindelige følgen-med. Men den synlige samtale vil indeholde klare indikationer for den mor eller far, der forstår mediet og børns omgangsform. Og ofte vil den form for direkte og personlig mobning også foregå som tekstbeskeder. Der må man iagttage barnets adfærd, når det modtager beskeder. Kommer der mange? Holdes de godt skjult? Går barnet i flyverskjul, når der er tikket særligt mange beskeder ind?

En anden væmmelig mobbemetode er “omvendte statusbeskeder”, hvor der opfordres til at like en hadebesked. Like if you hate er desværre blevet ret udbredt på Facebook. Den helt ekstreme udgave er selvfølgelig dér, hvor et navngivet barn hænges ud: “Like denne status, hvis du også synes, at Peter er en bøsserøv.” Et ubehageligt gruppepres kan føre til, at sådan en status får mange likes. Tænk at være Peter!

Meget mere om mobning i morgen!

 

Andre sociale medier – 3

Flere sociale medier:

  • Get Glue – endnu en mobil tjeneste. Den er ikke slået rigtigt an i Danmark endnu, men den eller en lignende vil helt sikkert snart blive et hit. Man checker ind på den film eller det tv-program, man sidder og ser, og så kan man se, hvem af ens venner, der har set det/ser det og hvad de evt. synes ligesom man kan se, hvad alle mulige andre ser og synes om. Et ganske ufarligt socialt medie. Netflix er i fuld gang med at integrere en sådan tjeneste – men den gælder jo så kun for film og programmer, man ser dér.

  • MySpace – det første sociale medie, før Facebook. Nu virker det som om, det kun er musikere, der bruger det. Hvis de ikke genopfinder sig selv, så spår jeg en snarlig død.

  • Arto – For børn. Det er længe siden, jeg sidst hørte om nogen, der bruger det, men det lever endnu. 7.400 brugere online stod der, sidst jeg kiggede. Ved ikke, om det står til troende.

  • Bebo – Bruges næsten ikke i Danmark.

  • Stumble Upon, Digg, Reddit – delingstjenester, meget udbredte i USA, næsten ikke brugt i Danmark – slet ikke af børn.

  • Path – En ret ny tjeneste, skabt af en afhopper fra Facebook. Tjenesten tager sit udgangspunkt i den britiske antropolog Robin Dunbars endnu ikke modsagte teori om, at 150 (the Dunbar Number) er det gennemsnitlige maximum af tætte personlige kontakter, et menneske kan magte. Selvsagt er nogle meget ekstroverte mennesker i stand til at håndtere flere end 150, ligesom det modsatte kan være tilfældet. Men 150 er en god tommelfingerregel. Man kan så enten vælge at rydde op i sine Facebook-kontakter, indtil man er nede på ca. 150 eller man kan forsøge sig med Path, der er specielt designet til kommunikation mellem mennesker, der kender hinanden godt og som har tillid til hinanden. Pt skal man dog ikke forvente, at ens barn vil blive videre begejstret, hvis man foreslår dem at benytte Path frem for Facebook. For der er nok ikke én eneste af deres venner dér endnu. Men det er måske lige om hjørnet!

  • Skype – Jeg ved det, Skype er ikke noget socialt medie. Men det bliver det brugt som af mange unge. Man bør være opmærksom på, at det er muligt at være anonym på Skype, og at mange benytter sig af den mulighed. Sørg derfor for, at dit barn forstår, hvad Skype er og at de ikke inviterer fremmede med i “gruppe-chat”.

Herunder uddrag fra en Skype-chat, som jeg har fået lov af “offeret” og hendes mor til at bringe her. Problemet  var netop, at der blev inviteret (anonyme) brugere ind, som pigen ikke vidste, hvem var. Hun følte ikke, hun kunne sige nej til, at de blev inviteret. Senere i denne chat træder moderen til, og det ender med, at hun må gå i detektiv-mode og grave identiteten op på de anonyme og ringe deres forældre op.

[23:20:27] KBN❤RiNG: Xenia dit fede læs lort
[23:20:38] Xenia xxx: (finger)
[23:20:47] Caroline xxx <3: Så så!!!
[23:20:55] KBN❤RiNG: Xenia —-> (puke)
[23:21:15] Caroline xxx <3: (nerd)
[23:21:23] KBN❤RiNG: Xenia du var jo så billig at alle kalder dig luder
[23:21:42] Xenia xxx: Okay :)
[23:22:22] KBN❤RiNG: Man kan købe dig for 1 kr
[23:22:32] Anne <33: nej 0
[23:22:43] Xenia xxx: Jeg ville kun give 90,50
[23:22:48] Xenia xxx: 0,05*
[23:22:49] Anne <33: hun er for billig hun har købt sit tøj fra genbrugen
[23:23:00] Xenia xxx: Nej…
[23:23:04] Caroline xxx <3: ;(
[23:23:04] KBN❤RiNG: Xenia er gratis… Ingen gider ha ludere
[23:23:13] Xenia xxx: Well..
[23:23:14] Anne <33: haha

 

Bemærk i øvrigt, at det sociale aspekt er på vej ind i flere og flere tjenester, og om få år vil udtrykket “sociale medier” nok være på vej ud.

Meget apropos, så handler de kommende poster om mobning på nettet. Dette er den 13. post i min serie om børn på nettet. Den første er her.

Andre sociale medier – 2

  • Google+ – Googles måde at være social på. Som det ses af grafen i gårsdagens post, er Google+ det sociale medie, de færreste forældre ved, at deres teenagere bruger. Det skyldes formentlig, at de fleste forældre heller ikke kender det. Mit gæt er, at teenagere bruger Google Drive i skolen til at skrive opgaver i, og så er det oplagt at “blive” i Google-universet og have en arbejdsgruppe i Google+, hvor man også kan benytte den såkaldte Google Hangout, hvor man kan video-chatte.

  • Pinterest – Fantastisk medie for alle med hang til pæne ting eller for folk, der samler på noget, der gør sig på billeder. Som eksempel kan jeg nævne journalisten og havemennesket Signe Wenneberg – hendes Pinterest-konto er en eksplosion af inspirerende billeder. Pinterest har fået sit navn, fordi den er en slags virtuel opslagstavle (pinboard) med interessante ting på.

  • Instagram – det første sociale medie, der er tilpasset den nye verden, hvor alle har en smartphone med et kamera. En billeddelingstjeneste, hvor billederne kan behandles så de ser ekstra lækre eller sjove eller gammeldags ud. Voksne bruger det i udpræget grad til solnedgange og lækker mad. Det er mest piger, der bruger Instagram. Og Bubber.

  • (Form)spring.me – var egentlig vel ment fra dets grundlæggeres side, som et sted, hvor man anonymt kan stille spørgsmål og få svar. Desværre er det i høj grad blevet misbrugt til omfattende mobning. I foråret forlød det så, at det ville lukke helt ned, men det eksisterer endnu som spring.me. Det ser ud til, at deres sikkerhed har fået en ordentlig overhaling – hvilket vist var meget tiltrængt.

  • Vine – Også en mobiltjeneste – denne gang med 15 sekunder lange videoer. Det er på mange måder lige så harmløst som Instagram, men også dette kan og vil selvfølgelig blive misbrugt. Igen – du kender dit barn og har nok en god fornemmelse for, om de optager hjemme-porno eller løbehjulsvideoer…

  • Snapchat – en ret ny tjeneste, som, må jeg indrømme, giver mig kuldegysninger. Den er mobil ligesom Instagram og Vine, og ideen er, at beskeder og fotos er tidsbegrænsede. Afsenderen fastsætter det antal sekunder, modtageren har til at læse beskeden eller se billedet – derefter sletter det sig selv.

Det siger sig selv, at dette er et “genialt” mobbe-format, fordi beviserne er selvdestruerende. Hvis dit barn oplever problemer, så få dem enten til at slette app’en eller instruér dem i at tage et billede af beskeden med det samme.

  • 4square – også mobil. En tjeneste, hvor man “checker ind” dér, hvor man nu er. Nogle mennesker checker ind religiøst på alle steder, hjemme, på arbejde, i Netto, men de fleste bruger det til at fortælle, at de nu er et særligt sted, sammen med andre 4square brugere eller til at se, om der evt. skulle være nogen tilstede, som de kender. Det kan fx være til en stor koncert eller til en sportsbegivenhed. Facebook har også introduceret denne mulighed – du har måske lagt mærke til, at nogle af dine venner checker ind rundt omkring i din Facebook-strøm. Tal med børnene, om det nu er en god idé, at de bruger den tjeneste. Det afhænger i høj grad af deres vennekreds.

Sidste afsnit om sociale medier i morgen. Dernæst tager jeg fat på mobning.

Facebook – 2

Når ungerne så har fået adgang til Facebook og vi er deres venner, hvad skal vi så bruge det til? Jeg mener, at det bedste er at sætte sig ned med dem nogle gange og tale med dem om det, der sker i deres Facebook strøm. Simpelthen scrolle lidt op og ned sammen med dem og spørge om dette og hint: “Har Peter selv redigeret den video dér?”, “Hvorfor skriver Sabine sådan, er hun ked af noget, tror du?” “De dér tryk-på-like-knappen-og-vind-en-million er altså fup og svindel, så dem skal du ikke dele!

På den måde bliver Facebook-samtalen en forlængelse af den samtale, vi i forvejen har med vores børn om, hvad der sker i klassen og blandt vennerne og ikke samtalen. Udnyt fx lejligheden, når de kalder og vil vise jer en video til at se lidt mere ved samme lejlighed. Nogle gange kan vores travlhed og nej til at se flere udgaver af Gangnam-style opfattes som en afvisning af en indirekte og forsigtig bøn fra vores unger om at tage del i deres liv.

Selvom vi kan have lyst til at klikke like ud for alt, hvad vores børn poster på Facebook, så vil jeg altså anbefale, at vi holder os i skindet. Det samme gælder evindelig posting og tagging af billeder af vores børn på vores egen væg. De bryder sig i reglen ikke om det, og det kan være kraftigt medvirkende til, at de vil ønske at udelukke os fra deres digitale liv, og det er jo ikke særlig ønskværdigt! Passwords til deres konti skal kun bruges i egentlige nødsituationer, hvor de er kommet ud dér, hvor de ikke kan bunde, eller der er tale om en eller anden form for ulovligheder. Indtil nu har jeg aldrig haft brug for min søns passwords, bortset fra når han selv har glemt dem.

Også selvom ens barn har et fornuftigt og afslappet forhold til Facebook og ikke bliver udsat for noget ubehageligt, og selvom vennerne også er søde og rare børn, skal vi alligevel holde øje. For vi skal hjælpe dem med at sortere i alle de “kæde-meddelelser”, der ryger rundt på Facebook. De har alle det tilfælles, at man enten “skal” poste et eller andet som sin status eller skal klikke like til en status eller en side. Der kan både være de opdigtede, hvor børnene oprigtigt tror, de kan vinde en Iphone, hvis de klikker like til et eller andet (det kan de IKKE, for den type konkurrencer er ulovlige på Facebook, hvorfor ordentlige og større firmaer ikke benytter sig af dem), og dem, hvor børnene opfordres til at like et negativt udsagn – i værste fald om en kammerat. Like if you hate er desværre blevet lidt af et fænomen på både Facebook og YouTube. Det skal vi ikke opmuntre!

Facebook meme [miim]

Et meme er en idé, et ord, et såkaldt hashtag (# – et Twitterfænomen), en video eller et billede, der spredes via internettet. Et Facebook meme er altså det samme, blot inden for rammerne af Facebook. De fleste memes er sjove og uskyldige, nogle har politisk sigte, andre kulturelt. Jo flere, der liker og deler et meme, jo flere ser det, og jo hurtigere spredes det.

Men der er naturligvis også memer og opdateringer af mindre uskyldig karakter, memer der fx spreder misinformation eller som nedgør befolkningsgrupper. Hvad gør du, hvis du ser et meme fra en af dine børns kammerater, der har indhold af den karakter? Hvad vi bør gøre er selvfølgelig at fortælle vores eget barn, at det ikke bør like den type opdateringer og hvorfor. Og dernæst – alt efter graden af alvor – overveje om man måske skulle kontakte det barns forældre.

facebookshuttingdown

Desværre er der mange voksne, der også deltager i spredningen af den slags spam, meningsløst fyld og mobning, hvilket er meget trist, da det ikke ligefrem gør det nemmere at lære børnene at lade være.

Advarsel: Man bliver ikke nødvendigvis populær, når man kontakter de andre børns forældre.

Mere om fup og humbug og hvordan man aflurer det senere i denne serie. Hvis du ikke har været med fra starten, så er første afsnit her.