Brexits velsignelser

Jo, sådan nogle er der også. Prøv at huske tilbage til 2016. Mange af os troede, som den væmmelige Farage forudsagde, at Brexit ville markere begyndelsen til enden på EU – at det ville smitte og føre til Dexit, og Hungxit og så videre. Men det gjorde det jo ikke. Philip Flores fra Zetland har skrevet og oplæst en lang, grundig og oplysende artikel om, hvad der er sket med EU siden Brexit-afstemningen.

Ugens Jarlov

Fordi islamister med ondt i sinde åbenbart er så dårlige til at lyve, at Rasmus nemt kan gennemskue dem. Eller måske kan han simpelthen se det på deres lange skæg og outlandish’e beklædning?

Samfund/miljø/politik

Grøn vækst?

I Financial Times af alle steder kan man læse, at politikerne skal holde op med at bilde sig selv ind, at bare væksten er grøn, så behøver vi ikke skære ned på noget eller begrænse forbruget. Via Lars Køhler på Twitter.

Oprør i Chile

Operasangerinde bryder den statsbefalede tavshed med sang af nationalpoeten Victor Jara (som blev tortureret og dræbt af Pinochet). Se til slutningen.

Ansigtsgenkendelse

Mette Frederiksen og hendes socialdemokratiske regering ønsker sig mere overvågning. Ansigtsgenkendelse er bare SÅ smart. Her fortæller en amerikansk ekspert i overvågning lidt om faldgruberne. Der er eksempler på, at overvågningsbillederne har været for ringe. Så har man spurgt vidner, om den kriminelle lignede en kendt? Ved bekræftende svar har man så lagt kendissens ansigt ind i databasen og fundet matches, der ligner. Folk, der bliver hentet ind og sigtet, ved ikke, at sigtelsen hviler på ansigtsgenkendelse, så de kan ikke forsvare sig, før sagen når til retten. Jeg er med på, at eksemplerne er fra USA, men teleskandalen er jo fx 100% dansk, så helt afvise flere overvågnings f***ups her i landet, kan vi vel ikke?

Modeindustriens klimaaftryk

En video fra The Economist (den er ikke ny, men den var ny for mig – måske også for dig). Det tøj, vi køber, bliver af ringere og ringere kvalitet, og meget af det kan derfor ikke genbruges. Ikke engang selvom det kun har været brugt få gange.

The Twitter precidency

En meget grundig analyse fra NYT af Trumps brug af Twitter. De ser nærmere på, hvem han følger og retweeter. Interessant og skræmmende.

Viden

Skumfidustesten

Skumfidus-testen er blevet tryktestet en del gange. Denne artikel gennemgår den originale artikel og alle de efterfølgende. Ikke overraskende er resultatet mudret. Men dog ikke mere mudret, end at man stadig kan konkludere, at børn, der evner at behovsudsætte, klarer sig bedre senere i livet. Hvad man til gengæld ikke kan konkludere, er, om der er bagvedliggende årsager til, at nogle børn er bedre til behovsudsættelse end andre. Fx er en tese, at børn, der vokser op i velstand og tryghed, i højere grad tør tro på, at de virkelig får en ekstra skumfidus senere.

Teknologi

Tiktok

Frederik Kulager forklarer om verdens hurtigst voksende sociale medie – som er kinesisk. Hovedkontoret er i Beijing, men de har et satellitkontor i Silicon Valley… Er dit barn på Tiktok? Tjek det lige. Det er formentlig ganske harmløst, men du skal jo vide det, ikk? Jeg har installeret det og kigget lidt på det. Min konklusion? Jeg kan bedst lide dem med dyr og babyer…

Polsk trolde-farm

Insider rapport fra en polsk trolde-farm. En reporter har været under cover i seks måneder. Redskabet til at promovere kunderne er falske konti, der repræsenterer begge sider af det politiske spektrum, som så “battler” og skaber en masse trafik og opmærksomhed. I realiteten sidder de lige ved siden af hinanden og opererer mange konti hver.

(Apropos trolde, så husker vi lige, at det faktisk ikke har noget med trolde at gøre. Trolling = at trække en fiskekrog med madding gennem vandet og vente på, at en fisk bider på.)

Om os

Et flygtningebarns fortælling

Et af de uledsagede flygtningebørn fortæller sin historie. Jwan fra Syrien. Han er et af de “heldige”, der får fem års opholdstilladelse.

Grumme erindringer

Dette lille essay om at være et grimt barn ramte mig lige i mellemgulvet. Og måske lidt i tårekanalerne. Lige, lige, lige præcis sådan var min skoletid, helt ned til Lucia-ydmygelserne. Det er ikke meningen, du skal få ondt af mig ved at læse det, men lær måske dine børn lidt om, hvad ord gør ved mennesker, og tænk måske over, hvad du skriver til folk på nettet. Ord kan gøre ondt og kan sidde i sjælen resten af livet. Tak til Susanne Sayers for link og for at fortælle sin egen historie.

Kunst og kultur

Charlottenborg – gratis om onsdagen

Jeg var til den første af flere fællesmiddage med “artist talk” på Charlottenborg. Jeg så også udstillingerne. Pornoudstillingen havde jeg allerede set på Aros, EVA KOŤÁTKOVÁ sagde mig ikke så meget, er jeg bange for. Malene Lei Raben fortalte om sin bog Fruen og læste højt, mens vi spiste den fortrinlige, vegetariske mad, Charlottenborgs kok havde lavet. Godt koncept – jeg vil med stor sandsynlighed prøve det igen.

3 bøger

Jeg er ikke blevet færdig med nogle af de tre bøger, jeg er i gang med, men i næste uge afslutter jeg måske alle tre!? Jeg læser Houellebecqs Serotonin – den er sgu svær at komme igennem, synes jeg. Og Elisabeth Gjerluff Nielsens Store Børn om at vokse op i Skjern med tre søskende, og hvad der siden skete. Og så lytter jeg til Edward Snowdens selvbiografi. Den sluger jeg, som var det fiktion. Det hjælper, at den er fremragende indlæst.

Share

Små marginaler

Forleden holdt den walisiske journalist Carole Cadwalladr en forrygende TED-talk om, hvordan Cambridge Analytica vandt Brexit-valget med Facebook som en glad og lydig vasal. De åbenlyst vildledende annoncer (som den herover) blev kun vist for en ganske lille men essentiel gruppe af vælgere. Men det var nok. Det smarte ved Facebook-annoncer er jo, at vi andre ikke ser dem!

Se eller lyt til hendes talk. Hun taler i Silicon Valley, og hun taler med STORE BOGSTAVER.

Samfund/miljø/politik

Notre Dame i det større perspektiv

Det er jo dejligt, at nogle meget velhavende franskmænd vil donere penge til genopbygningen af Notre Dame, men jeg forstår også godt forargelsen over alle de penge, disse “skatteplagede” rigmænd pludselig kan trylle frem, ligesom det er svært at se bort fra ironien i, at en af de industrier, som er mest kendt for at udnytte billig arbejdskraft, nemlig modeindustrien, nu donerer af deres overskud til genopbygningen af en kirke, som for størstedelens vedkommende sandsynligvis blev bygget af ludfattige arbejdere under slavelignede vilkår henover århundrederne. The Guardians Aditya Chakrabortty tager et grundigt kig på sagen.

Heldigvis er der også andre interessante vinkler på ødelagt kulturarv. Zetland Helikopter har haft arkitekturprofessor Christoffer Harlang i studiet til en samtale om, hvad det egentlig vil sige at restaurere en 900 år gammel kirke, der er blevet om-og tilbygget et utal af gange henover århundrederne. De har kloge refleksioner.

Ubehageligt fallout fra sort hul

Du ved det måske ikke, eller du lukker øjnene for det, men der er virkelig mange mænd, der hader kvinder. Læs med her om Katie Bouman – du ved, hende hvis jubel-billede fulgte med billedet af det sorte hul. Hvad hun gjorde eller sagde for at påkalde sig mændenes vrede? Ikke noget.

Snowflakes

Hvordan skete det egentlig, at noget så skønt og fint og smukt som snefnug gik hen og blev et skældsord? Skal vi finde os i det? Næh, synes denne artikels forfatter og argumenterer godt for, at vi skal tage vores individuelle egenart på os som et adelsmærke.

Okay rigmænd

Jo, sådan nogen findes selvfølgelig også. Der er jo fx Warren Buffett, der argumenterer for, at han og hans ligemænd skal betale (meget) mere i skat. Og så er der ham her, der har kastet en ordentlig slat efter klimaet.

Mere klima

Det koster nærmest ingenting at omstille Danmarks energiforbrug til ren energi. Fx bruger Forsvaret 1,2% af BNP. Omstillingen vil koste 0,5%. Men vores politikere er så fodslæbende, at man skulle tro, de ikke kan læse.

Bank of England og Banque de France

Det er ikke længere kun klimaaktivister, skoleelever, CSR-programmer og grønne politikere, der råber om klima. Nu gør Europas centralbanker det sørme også. Jeg er med på, at de ikke gør det, fordi de pludselig er blevet samvittighedsfulde, men fordi de – før politikerne!!! – har indset, at det bliver virkelig dyrt for planeten, hvis vi ikke gør noget NU. Tak til @larskohler på Twitter for at linke til Bank of England.

Teknologi

Algoritmer upålidelige as f***

Youtubes algoritmer er simpelthen den dårligste reklame for AI, man kan forestille sig. Læs her, hvordan algoritmerne fejllæste branden i Notre Dame.

Viden

Quinoa

Quinoa har vist sig at være en “superfood” – ikke fordi den gør dig ekstra sund, selvom det gør den faktisk også, men fordi den kan vandes med saltvand og derfor gro steder, hvor normale afgrøder ikke kan gro. Historien står i Videnskab.dk.

Kunst og kultur

Folket og eliten

Gitte Ørskou, museumsinspektør på Kunsten i Aalborg, har kloge og velovervejede tanker om den kunstige skelnen mellem “folket” og “eliten”, som visse politikere elsker at puste til og forstørre. Læs hendes kloge ord.

Fashioned from Nature

Victoria & Albert Museet i London har ikke overraskende lavet en helt forrygende udstilling om sammenhængen før og nu mellem beklædning og natur. Den har det hele med, lige fra pels, uld, silke, fjer og billevinger til beklædningsindustriens massive forurening af miljøet og nye teknologier. Hvad der er lidt mere overraskende er, at man nu kan se den udstilling her i København på Naturhistorisk Museum, der ovenikøbet har haft en yderst heldig hånd med at give den et dansk tilsnit. En fin og tankevækkende udstilling, som varmt anbefales – ikke kun til folk, der er interesseret i mode.

Share

Mødet varer 48 minutter

De fleste af os har sikkert læst en eller mange artikler på LinkedIn og andre steder om, hvordan vi kan forbedre de møder, vi alle er nødt til at deltage i på vores arbejde (eller i vores forening). Her har Wall Street Journal samlet den seneste forskning i nogle nifty råd, bl.a. det at mødelederen nøje ser agendaen igennem og vurderer, hvor lang tid mødet bør tage. Og så trækker 10-15 minutter fra. Og holder det – kl. 9:48 afsluttes mødet. Jeg synes, det lyder som en fin ide!

De foreslår også, at tjansen som mødeleder skal gå på skift og selvfølgelig klassikeren – at stå op.

Samfund/miljø/politik

Ligue du LOL og Michael Kimmel

Anette Dina Sørensen ser nærmere på franske Ligue du LOL, mediemænd der har chikaneret kvinder og homoseksuelle i deres “fritid” og på anklagerne mod kønsforskeren Michael Kimmel for at misbruge sin stilling som vejleder. Det er ond læsning, men vigtigt.

Vi skal altså holde op med at købe billigt tøj!

Chris Pedersen delte denne artikel om nye afsløringer om modeindustriens udnyttelse af asiatisk arbejdskraft på Facebook og skrev meget rammende: “Det er mig en gåde, at de bliver ved med at dukke op, og at svaret altid synes at være noget i stil med ‘hos os er vi dybt engagerede i blah, blah, blah, og derfor vil vi nu lancere et initiativ, der skal blah, blah, blah”. Hvorfor ikke bare give kvinderne en anstændig løn og sørge for, at de arbejder under nogle holdbare deadlines? – Alternativt kunne de også bare sige, “vi giver ikke en flyvende fuck for dem på produktionsgulvet. Og det er fordi forbrugerne ikke vil betale prisen. Det ville være ærlig snak og måske i virkeligheden være det, der skulle til, for at vi begyndte at åbne øjnene og tænke os om, før vi købte endnu en dims til weekenden.”

Amazon igen

Det er ikke kun Facebook og Youtube, der pusher AntiVaxx agendaen, men også Amazon, kan man læse i denne Wired-artikel. Så kom der lige én grund mere til at kigge sig om efter et andet sted at handle. Jeg har desværre ikke fundet det endnu. Har du? (lydbøger, e-bøger til Kindle).

Teknologi

Forældreguide

Ny udgave af Forældreguiden om børn på nettet, udgivet af Medierådet for Børn og Unge. Alle forældre kan have glæde af at læse den, også dem, der anser sig selv for IT-savvy.

Magthavere elsker adgang til (dine) data

Det er ikke kun Søren Pape Poulsen, der har fingrene langt nede i borgernes personlige data, de gør det også i Thailand. Og figenbladet er som altid *terror*.

Viden

skal den nye hånd være rigtig eller cyborg?

Man kan snart transplantere alt, og vi ser de lykkelige mennesker med deres nye hjerter, nyrer og – hænder. Det her er historien om et forsøg med at give folk nye hænder. Der er tale om mennesker, der har mistet dem enten efter meget alvorlig blodforgiftning (sepsis) eller efter ulykker eller efter mødet med en IED i krig.

Det vi ikke hører så meget om, er de nogle gange invaliderende bivirkninger, som den livsnødvendige medicin har.

Indtil videre kan det for mange være en bedre løsning med en superprotese, der kan alt muligt. Det kan du læse mere om hos Techcrunch.

Universelle personlighedstræk

Personlighedstræk er da universelle, er de ikke? Måske ikke, fremgår det af ny forskning. Igen står diskussionen om natur eller kultur er det vigtigste i dannelsen af vores personlighed.

Om os

Holdbarhedsdatoen er vejledende!!!

Brug øjne og næse og nogle gange smagsløg til at vurdere, om maden er for gammel. Tænk på, at producenterne bruger holdbarhedsdatoen som en slags forsikring. Mange fødevarer kan holde sig lææææænge efter den dato – fx yoghurt eller æg. Lad som om du er din mormor eller oldemor og vær ikke en slave af holdbarhedsdatoen. Læs vejledning fra Videnskab.dk.

Kunst og kultur

The Great War

Krigen, som vi i Danmark bare kalder Første Verdenskrig. Men skulle man være i tvivl om, hvorvidt der virkelig VAR tale om The Great War, så skal man bare høre denne historie-podcast om krigen. Det var @mediemedicin (Twitter), der bragte mig på sporet. Det er den amerikanske journalist og forfatter Dan Carlin, der har den ekstremt populære podcast Hardcore History, der står bag de seks afsnit af hver 3-4 timers varighed. Jeg kedede mig ikke et eneste øjeblik! Og for så at gå fuld whammy på perioden, lytter jeg nu efterfølgende til Ken Folletts Fall of Giants. Noget litterært mesterværk er det jo ikke, men han har sine facts i orden og et farverigt og alsidigt persongalleri.

Racistisk?

Det synes jeg ikke. Jeg har set Green Book.

William Morris

Jeg var oppe og se den fine lille udstilling på Nivaagaard, der øjeblikkeligt giver lyst til at tapetsere den halve lejlighed. Hvis du aldrig har hørt om William Morris, så var han en gudsbenådet designer, glødende marxist og naturtilbeder. En meget spændende og sammensat person.

Rembrandt

Oh, at være den der opdager en ny Rembrandt og får købt den på auktion, uden at nogen opdager, hvad de har med at gøre! New York Times har dette longread om den hollandske kunsthistoriker, der oplevede netop det.

Share