At kigge på fotografier

ImogenCunninghamselfportrait
Imogen Cunningham, selvportræt 1920 (Flickr)

Åh, hvor er vi blevet forvænte, når det gælder fotografi. Vi ser på billeder hele tiden, og mange af dem, vi ser, er faktisk virkeligt gode! Men det er min påstand, at der stadig er noget at hente hos fotografer med noget særligt på hjerte.

To af dem har jeg set i den forgangne uge. Krass Clement i Museumsbygningen og Imogen Cunningham på Gl. Holtegaard. Hvad har de to tilfælles, hm, lad mig tænke… Nej, de har faktisk intet til fælles – ud over det, at deres værker bliver stående og har en særligt dragende effekt på tilskueren. Jeg var til ferniseringen på Krass Clement-udstillingen, og det var nok dumt, for det var svært at få kigget ordentligt på billederne i folkemængden. Til gengæld kan man få hilst på et bredt udsnit af Danmarks fotografer…
Clement krass 050507

Krass Clements billeder, som jeg ikke kan vise nogen af, men som de fleste har set – måske uden at vide det – er en slags poetisk socialrealisme. Det vil han nok hade mig for at sige, men… Han skildrer ofte det, man populært kalder samfundets bagside, men han gør det med et blik for det skønne i det grimme uden dog at forskønne armoden. Han har udgivet en masse fotobøger gennem årene, og de er alle blevet samlerobjekter.

Imogen Cunningham (1883-1976) var lidt af en åbenbaring for mig og min udstillingsmakker, der var helt og aldeles alene torsdag aften på Gl. Holtegaard. Vi var ikke sindssygt betagede af hendes blomsterbilleder eller industrielle landskaber, selvom de er flotte, men brugte lang tid på at betragte hendes portrætter. Hendes barnebarn lavede en portrætfilm med hende, da hun var langt oppe i 80’erne, og den kan ses på udstillingen. Utroligt spændende at høre en så usædvanlig kvinde fortælle om sit lange, spændende liv. En feminist efter mit hjerte!

2 fotoudstillinger – Joakim Eskildsen og Jesper Høm

Disse to udstillinger har ikke andet til fælles, end at begge de udstillede er fotografer og at udstillingerne finder sted samtidig.

Joakim Eskildsen er i høj grad nulevende, og hans udstilling En verden jeg kan tro på er meget flot, men måske en lille smule for glat, når det tages i betragtning, at de fleste af hans billeder portrætterer folk, der ikke ligefrem har vundet i livslotteriet.

Når det er sagt, så kan jeg faktisk godt lide, at han ikke udstiller fx romaerne eller de fattige i USA’s sydstater, men portrætterer dem med værdigheden i behold. Det er meget anderledes end den måde, man normalt ser i hvert fald romaer portrætteret.

Den anden udstilling var med Jesper Høm, der døde i 2000. Han efterlod sig et værre roderi, sandt at sige, og næsten ingen af hans negativer findes i dag. Billederne på udstillingen er derfor unika eller findes i enkelte kopier i private samlinger. Det er derfor lidt af en præstation, at Museumsbygningen/Banja Rathnov kan vise så stor en samling frem. Udstillingen vises helt til 4/7, så du kan nå det endnu. Der er mange skønne billeder, og flere af dem kan man huske, når man ser dem (hvis man altså er sådan ca. på min alder). Mit yndlingsbillede forestiller en pige, helt alene på det, der vist nok er Brooklyn Bridge. Det billede er helt fyldt med liv, selvom der kun er en enkelt person i det.

Jeg kan ikke gengive nogen billeder, da ikke ét eneste af Eskildsens eller Høms billeder er frigivet til brug på en hjemmeside som denne. Klik på links til udstillingerne, der er masser af billeder. Eller – endnu bedre – gå derhen!

 

Sven Hauptmann i Museumsbygningen

Sven Hauptmann: Collage, 1968 (galleri Banja Rathnov)
Sven Hauptmann: Collage, 1968 (galleri Banja Rathnov)

Museumsbygningen (samme gade på Østerbro som de engelske og spanske ambassader, så velbevogtet) er så stort et galleri, at det mere minder om et museum. Derfor er det også en yderst passende ramme om en retrospektiv udstilling med en kunstner, jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke kendte. Jeg forstår dog, at han slet ikke var almindeligt kendt uden for visse kunstnercirkler, så jeg føler mig ikke som en fuldkommen idiot. Men mindst ét af hans værker ejes dog af Statens Museum for Kunst og han modtog Eckersberg-medaljen i 1982.

Sven Hauptmann døde allerede i 1984, og i mange år har hans collager mest hængt hjemme hos kendere. Det er da også kun relativt få af værkerne på udstillingen, der rent faktisk kan købes – hvilket jo er lidt usædvanligt for et galleri.

Collagerne er fulde af poesi, og mange af dem er meget originale. De materialer, der er brugt, er mestendels helt hverdagsagtige, udklip, plakatbidder, franske metrobilletter, reklamer, dimser. Det er tydeligt, at collagerne har taget tid at lave, men tid var så også noget Sven Hauptmann mente, man skulle tage sig. Og det er da et budskab, der er værd at tage til sig i vores flyvske tid.

En lille krølle på halen:

Tager du ud på Østerbro og kommer fra Østerport, så gå bagom ad Bergensgade forbi den russiske ambassade. Stien, der udgør fortsættelsen af Bergensgade, blev i gamle dage kaldt for Ho Chi Minh-stien, fordi demonstranterne i 70’erne løb den vej, når de skulle flygte fra politiet efter demoerne foran den amerikanske ambassade (der ligger lige på den anden side af kirkegården). Det store hvide palæ på venstre hånd lige før stien er vist nok den russiske ambassadørbolig i dag, men det blev bygget af PS Krøyer til ham selv og hustruen Marie, og det var Marie, der med sit store, delvist uudnyttede, kunstneriske talent stod for alle de fine detaljer, både ude og inde. Nu har de jo et museum på Skagen, men jeg synes, det er ærgerligt, at dette fine hus ikke blev Skagens ambassade i København.