Good night, sweet Prince

Jeg var i Californien, da Prince døde. Dette er et reklame-billboard i San Jose.
Jeg var i Californien, da Prince døde. Dette er et reklame-billboard i San Jose.


Med en veninde var jeg til Politiken-arrangementet Good night, sweet Prince. Som man kan gætte, var det en memorial-aften til ære for Prince. Jeg har ikke tænkt meget på Prince i de sidste 10-15 år, skal jeg da ærligt indrømme, men da hans musik igen begyndte at strømme fra alle sider ved nyheden om hans død, gik det op for mig – præcis som efter Bowies død – at Prince også var en vigtig del af min ungdoms lydtapet. Parade albummet hører til på min all time top 10. Og så er der jo lige hans stil – jeg er næsegrus beundrer af et lillebitte menneske, der ifører sig meget lidt tøj, høje hæle og glimmer over det hele og stadig, uomtvisteligt, er en vildt sexet MAND.

Arrangementet var udmærket, men ikke helt så godt som Bowie-arrangementet. Det var der formentlig flere grunde til, en af dem, at vi så for få klip fra Princes karriere. Jeg er klar over, at han var meget fedtet med, hvad der måtte ligge på YouTube, men et enkelt kig derinde overbeviser om, at der alligevel er meget at vælge imellem. Desuden fandt jeg, at styringen ikke var stram nok, selvom jeg godt kunne lide den for mig ukendte Miriam Zesler.

Som ex-musikbranche-person syntes jeg selvfølgelig, det var sjovt at høre Henrik Milling og Nicolai Molbech rulle sig ud med en masse fagsnak om musikbranche og orkesterledelse, etc. Men jeg forestiller mig, at mange tilstedeværende har fundet den del af snakken en anelse lang i spyttet.

Jeg var alligevel glad for, at jeg deltog i arrangement, hvor vi bl.a. blev præsenteret for den VILDE live-udgave af Purple Rain her øverst og den helt enestående version af Nothing Compares to You herunder.

Share

Symfonisk Love Shop

I weekenden var jeg til en af de ret få koncerter, jeg efterhånden går til. Selv mit absolutte favoritband her i Danmark, Love Shop, har jeg ofte svigtet. Men Love Shop sammen med et symfoniorkester måtte jo indfri alle mine drømme. Jeg tilbragte min barn- og tidlig ungdom med at drømme om at blive bratchist i et symfoniorkester. Ja, faktisk skulle det helst være Copenhagen Phil, eller som de dengang hed, Sjællands Symfoniorkester. Det viste sig dog snart, at jeg hverken havde talentet eller den nødvendige stamina til at præstere de 10.000 timer, der angiveligt skal til, før du er nogenlunde habil på et klassiskt musikinstrument.
Radiohusets koncertsal

Den vidunderlige koncertsal i Musikkonservatoriet (det tidligere radiohus) var den værdige og perfekte ramme om koncerten. De fleste af jer ved, at jeg er aldeles ude af stand til at være objektiv her, så det er jeg ikke. Jeg elskede sådan ca. hvert minut af det og må konstatere, at Copenhagen Phil er en del dygtigere end det Sjællands Symfoniorkester, som jeg engang i 70’erne var i praktik hos, og at Jens Unmack har udstået sine 10.000 læretimer som performer. Rolig og med overblik, men alligevel spændt og respektfuld over for orkestret.

Noget, jeg især syntes var fantastisk, var brugen af de dybe træ- og messingblæsere, som ellers mest høres hos Wagner og anden tung romantisk symfonisk musik. Men i orkestret var både en basfagot, en basklarinet og en tuba. De dybe frekvenser går lige i mellemgulvet. Denne idé må vel tilskrives Christian Balvig, der havde arrangeret Love Shops musik for orkestret. Jeg er faktisk lidt svimmel over, at den helt utroligt dygtige unge mand først blev født fem år efter, at Love Shop blev dannet!

Og så må jeg da også lige sende en hilsen til de to klarinettister, der opførte deres eget lille show på bageste række.

Endelig er der vel blot at sige, at En Nat Bliver det Sommer udsat for symfoniorkester nok var opfyldelsen af en livslang drøm, jeg ikke vidste, jeg havde. Tak!

Ingen billeder. Nej, for der findes ikke et eneste billede af Love Shop, som man som blogger må bruge. Af samme grund er der heller ikke noget billede til Wikipedia-artiklen om dem. Må man have lov til at gøre opmærksom på begrebet CC Creative Commons?
Share

Cisternerne i Søndermarken

Du gruer allerede for, hvad du skal stille op med ungerne, når nu ferien starter lige om lidt, og de keeeeeder sig i regnen. Eller – værre – du gruer for, hvad du skal stille op med dig selv i denne elendige undskyldning for sommervejr.

2015-05-20 12.30.01

Er du Københavner, så har jeg et bud på noget spændende, vådt og anderledes, du/I kan fordrive en halv eftermiddag med. Ingvar Cronhammers fantastiske installation i Cisternerne. Husk en varm trøje, hvis vejret skulle finde på at indbyde til bare arme – der er KOLDT og VÅDT dernede. Der er dog mere tale om en våd følelse, end om at man egentlig bliver våd.

2015-05-20 12.31.34

Cronhammer har skabt et stemningsfuldt og lidt uhyggeligt vandunivers, hvortil Martin Halls musik passer fortræffeligt. Det er interessant og gå rundt og høre mere eller mindre til musikken og tilsvarende mere eller mindre til vandet, alt efter hvor man er. Der sker nogle meget interessante ting med lyden, selv når man kun bevæger sig få centimeter. Prøv det!

Det koster en 50’er for voksne, men børn under 18 er gratis.

Beklager de elendige mobilbilleder, jeg havde ikke foto-sønnen med den dag.

Share

Hvad sagde jeg?

Er der noget værre, end folk der siger, “hvad sagde jeg”? Det skulle lige være dem, der fastholder, at det er en grundbetingelse for at leve i et frit samfund, at vi hele tiden skal fornærme nogen, fordi vi kan. Nå men, det er en anden snak.

Jeg har jævnligt ærgret mig over, at jeg ikke har beholdt flere dokumenter fra mit lange arbejdsliv. Der var fx engang, hvor jeg ikke var i stand til at dokumentere, at jeg kunne skrive en pressemeddelelse, fordi de hundredevis af pressemeddelelser, jeg havde skrevet i Irmgardz-, Garden- og MNW-årene bare var røget i papirkurven. Og forleden faldt jeg over en notits i avisen, der igen mindede mig om, at jeg har været for lemfældig med at dokumentere min fortid.

Jeg arbejdede hos Nordisk Film som pressechef fra 1997 – 1999. Da jeg startede derude, måtte jeg vente flere dage på at få en computer, og da jeg så fik den, var der ikke rigtigt nogen, der kunne se, hvorfor den også skulle være forbundet til Internettet. Nå men, det blev den så efterhånden, og jeg advokerede ihærdigt for, at Nordisk Film da burde have en hjemmeside. Der var ikke stor opbakning til projektet, men til sidst fik jeg bevilget en bette sum, og med den – og den enorme prestige, der er i Nordisk Film navnet – fik jeg et velrenommeret bureau til at påtage sig opgaven. Jeg synes faktisk stadig, at det var en flot hjemmeside, vi fik lavet (den er nok heller ikke dokumenteret…). Men man mente, at jeg gik alt for højt op i det dér med Internettet og ikke gjorde nok ud af traditionelt pressearbejde. Det havde “man” jo nok ret i. En af de ting, jeg forsøgte at trænge igennem med, var, at vi skulle påbegynde en digital registrering af alle de gamle film i arkiverne og lægge dem i en database, så de kunne blive søgbare – både til kommerciel og ikke-kommerciel brug. Det var så meget en taber-idé, at den ikke engang kunne komme op på ledelsesniveau… Behøver jeg sige, at jeg blev fyret kort tid efter?

Nogle år før (1992-94 tror jeg) arbejdede jeg for pladebranchens organisation IFPI. Dengang lavede IFPI også andet end at forfølge folk, der downloader musik fra nettet, nok mest fordi der slet ikke var noget net på det tidspunkt. Jeg fik lov til at deltage i en konference i New York om musikkens fremtid, nu hvor musikken var blevet digital og solgtes på CD i stedet for vinyl. Det var en vanvittig spændende konference, og der var mange oplæg fra smarte tech-fyre om, hvad man ville kunne gøre med digital musik lige om lidt. Fx fortalte én, at man snart kunne lave digital radio med et uendeligt antal stationer med musik for enhver smag! Vildt!

Jeg tog hjem og skrev et alenlangt oplæg til IFPI’s bestyrelse om alt det, jeg havde hørt, og om hvad det digitale kunne komme til at betyde for branchen. Svaret på det oplæg var – larmende tavshed og not in our lifetime. Hvor har jeg dog mange gange ærgret mig over, at jeg ikke tog en kopi af det oplæg med mig, da jeg forlod IFPI!

Jeg lover, at der ikke kommer flere udokumenterede “hvad sagde jeg“-artikler fra min hånd, men jeg kunne ikke nære mig!

Share