Man bliver et vimrehoved af for meget Internet

Det er i hvert fald den evige og evindeligt gentagne påstand, jeg hører igen og igen. Mest fra dem, der ikke har smartphone og kun bruger computeren af nød og på arbejde. For det ved de jo rigtig meget om.

Dem, der egentlig kan tale med om det, må være dem, der har levet det intense online-liv, og som så – i en kortere eller længere periode – har opgivet det.

En australsk kvinde har skrevet en bog om familiens oplevelser, da hun trak stikket på sig selv og tre teenagere. De fandt hinanden igen som familie. Men for at det skal give mening, skal man jo have “tabt” hinanden først? Det synes jeg faktisk ikke, vi har derhjemme. Vi taler meget sammen – både henover vores gadgets og uden dem.

For mit eget vedkommende kan jeg godt fra tid til anden synes, at jeg er for knyttet til min telefon og kigger på den for tit. Så lægger jeg den til side en hel eller halv dag og griber en bog eller en kageopskrift. Når David (det er min mand, der det meste af tiden arbejder i udlandet) er hjemme, kan der gå lang tid, hvor jeg slet ikke tænker på min telefon. Og hvis jeg griber den, vil det ofte være for at checke noget, jeg tidligere ville have slået op i en bog. Ved ikke, om jeg synes, man er et vimrehoved, fordi man bruger telefonen til at checke afgangstider for toget eller Søren Kierkegaards fødselsdag? Desuden er Facetime (Apple-versionen af Skype) redningen for en familie, der er adskilt meget af tiden. Det er begrænset, hvor meget man kan “vise far” med en almindelig telefon.

Nyeste skud på stammen af folk, der har levet afkoblet i en længere periode, er en ung amerikansk mand. Han beskriver sine oplevelser i Internet-magasinet The Verge. Det er interessant, hvordan hans offline tilværelse svinger i intensitet – i det ene øjeblik oplever han et intenst nærvær, som han tilskriver det afkoblede liv, det næste føler han sig ensom og forladt og kan slet ikke få øje på noget nærvær.

Min konklusion er (igen): Alt Med Måde. Nogle gange skal telefonen bare “glemmes” ude i entréen, andre gange skal den med ved middagsbordet, fordi man lige er midt i en spændende diskussion på Twitter om et aktuelt emne. Nogle gange skal vi sidde hele aftenen og nørde med præsentationer og fotos og andet geekeri uden at tænde for TV’et. Så kan nethaderne påstå til de bliver blålilla i hovedet, at det er mindre fokuseret og mindre nærværende, end hvis man sad og satte papirfotos i album. Den køber jeg bare overhovedet ikke. Der er også aftener, hvor vi spiller Scrabble på iPad’en med bogstaverne på vores telefoner. Nogen vil så påstå, at det er mindre autentisk end at spille det på en papplade med træbrikker. Andre gange kører både TV, telefon og computer (multiple screens – det forskes der i). Og hvad så?

Læs ovennævnte artikel (hele artiklen, du har jo din koncentrationsevne i behold, ikke sandt?) – den er god at blive klog af. For selvfølgelig er der gevinster ved at gå offline fra tid til anden. Men samfundet kører altså videre – online – imens.

Share