Open Air Academy i Brede

openair

Sammen med sønnen var jeg i weekenden til Open Air Academy i Brede. En tre dages festival arrangeret i et forbilledligt samarbejde mellem Golden Days, Information, Københavns Universitet, Nationalmuseet og DTU.

MERE AF DEN SLAGS, TAK!!!!

Af flere irriterende grunde fik jeg ikke mulighed for at deltage i mere end en halv dag, og da jeg havde sønnen (14) med, hørte jeg ikke så mange foredrag, som jeg ville have gjort, hvis jeg havde været i følge med en voksen. Til gengæld prøvede jeg så ting, der var sjove, og som jeg nok ikke ville have prøvet uden ham. Min veninde var der en anden dag og var yderst begejstret for både walks og talks.

2015-05-23 12.35.08 2015-05-23 12.45.22 2015-05-23 13.04.28Sønnen og jeg var til kemisk madlavning med studerende fra DTU. Det var velbesøgt, lærerigt, sjovt og velsmagende. Jeg hørte lidt af Holger Bech Nielsens snak om sort stof som jeg ikke forstod ret meget af, men hans begejstring er godt nok smittende! Vi deltog som samlebåndsarbejdere i Henry Ford-fabrikkerne, og blev pisket frem af en værkfører og fabrikschef, der tog jobbet meget alvorligt. Det var sjovt (så længe man kan gå igen inden 10 timer og ens liv ikke afhænger af det), og sønnen fik flere gode indsigter ud af det.

Vi spiste selvfølgelig også noget dejlig mad fra nogle af de tilstedeværende foodtrucks.

Jeg hørte en paneldiskussion om sandhedens vilkår i medierne. Det var ret sjovt, for tænk, det er faktisk noget, man kan diskutere! Der var en ung mand fra Netudgaven.dk (muligvis Thomas Noppen?), der havde nogle rigtigt gode pointer. Gode nok i hvert fald til at jeg nu har liket Netudgaven på Facebook!

Der var masser af andet, jeg gerne ville have hørt og/eller deltaget i, så jeg kommer helt sikkert tilbage næste år, når jeg ikke har en punkteret bil, en dårlig fod og familiære forpligtelser, der sammen med den isnende kulde forhindrede mig i at få det fulde udbytte. Fx ærgrede jeg mig over at gå glip af Knud Romers panel om ingenting og Andrea Pellegrinis tango-sang senere samme dag.

Vi styrter afsted til musikfestivaller og sportsbegivenheder, men vi gider ikke møde op og få tanket hjernen op, når kloge mennesker stiller sig til disposition for os og deler ud. Det ærgrer mig!

 

Share