Svulstige damer i Ishøj

En kunstner på forsiden af Vogue. Hvornår er det sidst sket?
En kunstner på forsiden af Vogue (foto Robert Doisneau, 1952). Hvornår er det sidst sket?

Jeg så en udstilling med den sprudlende, fantastiske feminist, Niki de Saint Phalle i Tokyo i efteråret. Den lod mig ret kold. Den ene grund var, at den ikke var særlig godt kurateret, den anden at jeg havde så vanvittig ondt i min dårlige fod, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet…

Derfor var jeg ikke optændt af nogen hellig ild, da vi kørte til Arken. Men familien havde ikke set Gerda Wegener-udstillingen, jeg havde ikke set jubilæumsudstillingen og vi havde ikke set den færdige “voldgrav” rundt om museet, så afsted med os.

Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(
Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(

Men min skepsis blev gjort helt til skamme, for det er simpelthen bare sådan en flot udstilling! Hurra for museumsinspektør Naja Rasmussen.

Man bliver ført igennem de mange rum, hvor de nogle gange helt overvældende skulpturer kommer helt til deres ret. Der redegøres for Saint Phalles liv og værk på en kortfattet, men alligevel fyldestgørende måde. Jeg vil gerne se udstillingen igen, hvilket er lidt vildt, når jeg tænker på, at jeg ikke rigtigt brød mig om hendes værker, da jeg sidst så dem.

En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
Udsnit af totempæl
Udsnit af totempæl

Saint Phalle om nødvendigheden af at blive kunstner: “Jeg blev kunstner, fordi der ikke var noget alternativ for mig. I en anden tid kunne jeg være blevet spærret inde resten af mit liv. Jeg var kun underlagt behandling og elektrochok i en kort periode, så kom kunsten og udfriede mig, den kom som en nødvendighed.”

Jeg kom til at tænke på Amalie Skram, da jeg læste det!

Jubilæumsudstillingen Kaleidoskop, der fejrer Arkens 20 års jubilæum er et imponerende katalog over museets evne til Rettidig Omhu i indkøbet. Jeg forstår overhovedet ikke Politikens sure 2-stjernede anmeldelse!

Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.
Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.

Der var mange værker, som jeg kendte eller kendte til, af kunstnere, som jeg kender og er vild med. Flere af dem har jeg skrevet om her på bloggen. Fx. Kirstine Roepstorff, hvis værker jeg er virkelig vild med. Skulle jeg vinde i Lotto eller få nogle velbetalte arbejdsopgaver, så er et værk af hende meget højt på ønskelisten.

Arken er blevet et af mine favoritsteder efter i årevis at have ligget meget lavt på min liste. Det skyldes selvfølgelig min hele tiden voksende kunstinteresse, men jeg tror faktisk også, at museets ledelse er blevet dygtigere med årene!

 

 

 

 

Share

Kunst i Japan

Vi har været på en ægte dannelsesrejse til Japan. Rejsen var arrangeret af Arkens kunstklub, så det var en grupperejse. Jeg må med det samme tilstå, at grupperejser nok aldrig bliver mig/os, så det gør vi nok ikke igen. Når det er sagt, så var der flere af de kunstoplevelser, vi fik på turen, som vi nok ikke ville have haft modet/fantasien til selv at opsøge på en førstegangsrejse til Japan. Så vi er altså alligevel glade for, at vi gjorde det.

Stemningsbillede fra en af de små kroge på Ghibli-museet.
Stemningsbillede fra en af de små kroge på Ghibli-museet.

I Tokyo var den helt store oplevelse Ghibli-museet, der fejrer filmskaberen Miyazaki og hans Studio Ghiblis værk. Jeg har glædet mig til at besøge det museum, siden jeg læste Christian Monggaards begejstrede beskrivelse af det i Information for flere år siden. Jeg er totalt fangirl, så forvent ingen objektivitet her – jeg elskede hvert øjeblik af besøget og alt, hvad jeg så. Kender du ikke Miyazaki, så skynd dig at købe en af hans film. Skal du til Japan, så snyd ikke dig selv for et besøg på museet. Det er indrettet for børn, så vi voksne måtte ofte dukke os eller næsten kravle. Der er fine displays, som viser, hvordan man lavede animation før computeren – dybt fascinerende for både børn og voksne. Og der er et par rum, der både reelt og ved hjælp af trompe l’oeil-teknik viser, hvordan det foregik, når de mange tegnere sad side om side og arbejdede på filmene.

Museet er, med god grund, en pilgrimsdestination.
Museet er, med god grund, en pilgrimsdestination.

Vi var også på Nationalmuseet, hvor jeg så en særudstilling om Bulgari. Det sjoveste ved den udstilling var at se de japanske kvinder, der generelt hylder the understatement når det gælder smykker og påklædning, flippe helt ud over de mildest talt ekstravagante og ofte nærmest vulgære Bulgari-smykker. Jeg havde forventet at se en større samling Netsuke, men blev skuffet, fordi der kun var en meget lille samling, som alle var af nyere dato.

Vi så også moderne kunst på The National Art Center, en særudstilling med den franske kunstner Niki de Saint Phalle. Ingen tvivl om, at hun var den enfant terrible, som en del af udstillingen var opkaldt efter, men det var ikke noget, der for alvor rørte mig.

I Kyoto besøgte vi Manga-museet. Det var jeg ret skuffet over, for jeg havde måske forestillet mig at få en indføring i Manga-universet med noget kronologi, etc., men museet bestod mest af et kæmpe Manga-bibliotek, hvilket sikkert er fantastisk, hvis man ved, hvad man leder efter, men det gjorde vi ikke…

En times bustur uden for Kyoto ligger det smukke og temmelig mærkelige Miho museum bygget af den kinesiske arkitekt I.M. Pei.

En tunnel, kun for fodgængere og museets egne små el-biler, fører fra p-plads og café op til selve museet.
En tunnel, kun for fodgængere og museets egne små el-biler, fører fra p-plads og café op til selve museet.

Den 14-årige følte sig utilpas ved den religiøse propaganda, der viser sig i de videoer, der vises, og i restauranten og museumsbutikken, men jeg nægtede at lade det påvirke min oplevelse af stedet. Fru Mihoko har “opfundet” en religion eller spirituel bevægelse ikke ulig Buddhisme, og ikke langt fra museet ses en kæmpe klods i landskabet samt en “kirke”, der er hovedsæde for fruens religion.

Men altså, museet er vanvittig smukt og indeholder faktisk ret få genstande. Der er vaser, skærme, malerier, skulpturer, krukker og  andet fra flere historiske perioder og mange verdensdele. Det er enormt befriende med så få genstande, så man ikke når at få museums-overload. Når de samtidig er udstillet i så enkle og elegante omgivelser, som dem Pei har skabt, blev det en ren fornøjelse.

Den sidste af vores kunstoplevelser var også den absolut største. Vi tog på en heldagstur til kunstøen Naoshima, der huser hele syv museer og en lang række kunstværker spredt ud på hele øen. Ideen om at gøre en ø i “udkants-Japan” til et tilløbsstykke for kunst- og arkitekturinteresserede fra hele verden blev naturligvis fostret af en rigmand, der så kontaktede den japanske arkitekt Tadao Ando, der nok er mest kendt på disse kanter for pyramiden foran Louvre. De tre museer, vi nåede at besøge,  var alle tegnede af Ando. Vi besøgte først det lille museum, der er dedikeret til ham selv, dernæst Benesse House, der huser en samling moderne kunst af behagelig størrelse. Jeg nævner i flæng, Giacometti, Sam Francis, Robert Rauchenberg, Richard Long, David Hockney, Jasper Johns…
Chichu art museum01s2560
Endelig turens højdepunkt, det helt enestående Chichu Art museum (klik på linket!). Hele museet er dedikeret til tre kunstneres værker – ja, det er skabt omkring disse. Ingen af os havde nogensinde oplevet noget lignende. De tre kunstnere er Claude Monet (jo, du læste rigtigt), Walter de Maria og lyskunstneren James Turrell. Chichu betyder “under jorden”, så alt lys i museet er enten naturligt ovenlys eller helt kunstigt. Begge dele lige overjordisk fantastisk! Ingen af mine elendige mobilfotos kan yde museet eller kunstnerne nogen som helst retfærdighed, så jeg anbefaler igen at klikke på linket herover. Billedet fra museets indgang er fra Wikimedia Commons.

Et af kunstværkerne på øen var et af Kusamas græskar.2015-10-22 13.26.17

Vi vil gerne til Japan igen, nu vi har erfaret, hvor let det er at rejse der. Og hvis det lykkes os at komme tilbage, skal vi helt sikkert tilbringe mere end en halv dag på Naoshima. Vi bemærkede, at man kunne leje cykler, så det vil vi gerne prøve. Selvom landskabet er ret kuperet, er øen ikke særlig stor, og der er ikke langt mellem seværdighederne.

Share