En tyk og en tynd

Jeg har hørt Purity af Jonathan Franzen som lydbog og læst Andvake af Jon Fosse som papirbog. Desværre kunne jeg ikke ret godt lide nogen af dem.
Jonathan Franzen 2011 Shankbone 2
Purity først. Jeg blev kæmpe fan af Franzen, da jeg havde læst hans gennembrudsroman, The Corrections. Jeg synes, den er enormt velskrevet, spændende og flydende, og at den sætter fingeren på en masse ømme punkter, både i samfundet og i familien og dér, hvor de to overlapper. Jeg var også begejstret for Freedom, men ikke helt så meget. Den var måske lidt for lang og en anelse søgt. Purity er ikke lidt søgt, men meget. Jeg forstår ganske enkelt ikke pointen i selve handlingen. Jeg kan sagtens se alle de mere samfundsmæssige pointer, han påpeger, men jeg er langt fra sikker på, at jeg er enig med ham i hans “konklusioner” eller helt fatter, hvordan han er nået til dem. Fx fælder han en hård dom over en whistleblower af Assange-typen. Persongalleriet er for en stor del karikeret, hvilket jeg finder sindssygt irriterende. Og så er den laaaang – alt for lang. Måske er Franzen tippet over og er blevet sådan lidt nedgroet-negl-agtig?

Nordisk Råds litteraturpris-vinderen Jon Fosse var jeg heller ikke vild med, og der skal en del overtalelse til, hvis jeg skal læse flere af hans bøger, selvom den jeg lige læste, var ultrakort (75 sider). Andvake er en parafrase over Maria og Josefs ankomst til Bethlehem tilsat vold, men jeg er simpelthen for tykpandet til at fatte, hvad vi skal bruge den til. Nogen må gerne forklare mig det, hvis de har set lyset. Jon Fosse har i øvrigt selv set en slags lys, læser jeg i Wikipedia. Han konverterede i 2013 til den katolske kirke…

Share

Kjell Westö: Luftspejling 38


En virkelig god bog af den klassiske slags. Ikke en krimi, ikke en thriller, ikke sci-fi eller soft-porn, men heller ikke højpandet. Med lidt god vilje kan man måske kalde den en historisk roman, men det er ikke det, der falder mig først ind, når jeg skal beskrive den, selvom den foregår i Finland i mellemkrigsårene.

Jeg har bestemt ikke været lige begejstret for alle vinderne af Nordisk Råds Litteraturpris, men forrige års, Kim Leine, og sidste års falder i den grad i min smag. Til gengæld brød jeg mig hverken om Lars Saabye Christensen eller Sofi Oksanen, selvom jeg godt ved, at mange af mine litterære venner er vilde med dem begge. En del har jeg slet ikke læst. Det skader i hvert fald ikke at få læst en bog eller to (der ikke er en svensk krimi) fra vores egen del af verden, jeg er selv meget slem til at vælge bøger på engelsk og derfor engelske eller amerikanske forfattere.

En anmelder inde på Saxo.com skriver, at hun godt kunne lide bogen, men at den sidste del af den blev ødelagt for hende, fordi hun gættede plottet. Det fatter jeg så slet ikke. I en ordentlig roman er plottet selvfølgelig vigtigt, men det er da ikke det afgørende? For mig betød det kun lidt, hvem “skurken” var – det var den psykologiske indlevelse i de to stille eksistenser, der er hovedpersoner i bogen, samt beskrivelsen af den anspændte situation i 1938 i et land, der deler grænse med Rusland (dengang Sovjetunionen). Hvis man var mod tyskerne, var man per automatik med russerne, som man havde et (velbegrundet) anstrengt forhold til! (Os eller dem retorikken er ikke ny).

Bogen er mundret oversat til dansk (fra svensk). Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er Saxos e-bogslæser eller Batzer & Co.’s e-bogsformat, der ikke er godt, men faktum er, at når man forstørrer teksten lidt op, så hopper typografien. Jeg behøver ikke udpensle, hvor irriterende det er, vel? Jeg har ikke tidligere læst noget i e-bogsformat fra Batzer (tror jeg da), og det var første gang, jeg prøvede Saxo’s læser, som i lighed med Riidr’s ikke kan huske, hvor langt jeg er kommet på tværs af devices.

 

Share