Kongens Nej


Mens jeg sad og så filmen, tænkte jeg hele tiden på dette tweet fra Søren Espersen (DF).

Når man ved, man har ret

Vi ved jo, hvordan DF’eres og fx Anders Fogh Rasmussens hjerter svulmer, når talen falder på Besættelsen og den danske (eller norske) modstand. Jeg så hele tiden for mig, hvordan Espersen sad og blinkede en tåre bort, da den norske kongefamilie må skilles, for ikke at blive taget til fange af tyskerne. Og hans medfølelse med de norske soldater, der kæmpede for deres lands frihed.

Hvilket jo står i en slående kontrast til graden af hans medfølelse, når det gælder andres frihedskamp. Aktuelt, fx syrernes. Det gør mig simpelthen så vred, at jeg næsten ikke kan være i min krop!

Valg eller Nej?

Filmen hedder Kongens Nei på norsk, men har af årsager, jeg bare ikke kan begribe, fået den danske titel Kongens Valg. Enten kender vi de historiske fakta, inden vi går i biografen, eller vi har læst foromtaler og anmeldelser og dér fået at vide, at den norske konge og regering sagde Nej til tyskernes “tilbud om beskyttelse”. Se i øvrigt den norske TV-serie Den Russiske Ambassadør (igen en mærkelig dansk titel – norsk titel Okkupert) på Netflix. Den handler om et tilsvarende valg lidt ud i fremtiden.

Kongens Nej er en fin film, der angiveligt holder sig ret nøje til sandheden – eller den sandhed, som historikere er nogenlunde overens om. Når vi ved, at mange får hele deres historiske viden fra film og tv-serier, så er det godt, at der laves så gode film som denne.

Den fremstiller på fornem vis det forfærdelige dilemma, som alt for mange sættes i – ikke bare konger og regeringsledere, men også mange almindelige mennesker – tænk bare på regeringsembedsmænd og politifolk i USA for tiden. Skal jeg gøre *det rigtige* og risikere mit og andres liv og skæbne, eller skal jeg gøre *det nemme*, der tilsyneladende bevarer en form for status quo? Skal jeg tilslutte mig de hutuer, der lige nu har overtaget, eller skal jeg forsvare min nabo, der er tutsi, og risikere mit og mine børns liv? Fortsæt selv ad nauseam.

Bagklog

Det er nemt at være bagklog og sige, at det var den norske konge og regering, der traf det rigtige valg – i forhold til den danske, der kapitulerede med det samme. Men hvem er vi, der dømmer deres valg dengang? Og hvem er vi, der dømmer folks valg i dag, når de står ved den slags skilleveje?

Hvad skal vi med kultur?

Det her er en af de ting, kultur kan: Vise os et moralsk dilemma og tydeliggøre, hvor mange forskellige faktorer, der har indflydelse på de svære valg, mange mennesker udsættes for i løbet af tilværelsen.

Men som nævnt i indledningen, er det desværre ikke alle, der føler sig kaldet til eftertænksomhed. Det må være skønt at være så sikker i sin sag!

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter

Et kolossalt romanværk i tre bind, Kransen, Husfrue og Korset, skrevet mellem 1920 og 1922. Sigrid Undset fik Nobelprisen i litteratur i 1928. Lånt som lydbog i bibliotekernes E-Reolen, indlæst af Nanna Salomon.

Sigrid Undset at Bjerkebæk
Sigrid Undset i sit hjem, hvor hun bl.a. skrev Kristin Lavransdatter. Foto: Avilde Torp, Wikipedia Commons

Læsningen af dette enorme værk (mere end 1000 sider) indgår i min personlige læseudfordring for 2015, nemlig at få indhentet noget af det forsømte, hvad angår skandinaviske og europæiske klassikere, noget der blev groft forsømt både i min folkeskoles og i mit gymnasiums danskundervisning, og som jeg derefter ikke fulgte op på. Jeg har kun læst et par håndfulde værker fra før 1945.

Med fare for at ryge helt ud af det gode, litterære selskab (nåh nej, ingen fare for det, dér har jeg aldrig været med) vil jeg sammenligne værket med Game of Thrones-serien. Af flere grunde: Dets enorme omfang, det kæmpestore og fuldstændig uoverskuelige persongalleri, at centrale personer dratter om og dør midt i det hele og ikke mindst, at Kristin Lavransdatter foregår i 1300-tallet og slutter med pestens hærgen over Europa. Der, hvor den ikke ligner GoT er i hovedpersonens religiøse anfægtelser og i det hele taget det stærke tag, kirken har i Norges indbyggere på denne tid. Det er faktisk nærmest ikke til at holde ud! Hvis det var muligt for mig at blive mindre religiøs, så har denne bog i hvert fald hjulpet med. Gud siger dit, Gud befaler dat i én uendelighed! Hvis det minder dig om noget, så…

Nogle anmeldelser fra dengang siger, at romanen ikke kunne have været kortere. Det er jeg så nok ikke helt enig i – som i det gamle testamente er der uendelige opremsninger af, hvilke mænds sønner gifter sig med hvilke mænds døtre og hvad de får i medgift. Ret trættende i længden. Men omvendt er det gode ved romanens længde og langsomme fremskriden, at man virkelig får Middelalderen ind under huden – efterhånden kan man se gårdene, de lavloftede stuer, deres (klamme) senge og ofte uappetitlige måltider for sig. Det er en af romanens helt store forcer. En anden er portrættet af den stærke, smukke og uregerlige Kristin, som slet ikke er udelt sympatisk – ja, faktisk bliver man indimellem særdeles irriteret på hende! I Wikipedia-artiklen om Sigrid Undset er der et afsnit om Kristin Lavransdatter. Der citeres flere anmeldelser i danske dagblade. De taler IKKE til Danmarks fordel!

Jeg vil kun anbefale denne til trænede læsere eller læsere med særlig interesse for Middelalderen og/eller skandinavisk litteratur/kvindelitteratur. Men jeg forstår godt, at Undset fik Nobelprisen!

Til sidst lidt om lydbogsformatet. Først var jeg irriteret på Salomons korrekte og unuancerede oplæsning, men efterhånden viste det sig at være en fordel. Jeg har også hørt GoT som lydbog, og oplæseren dér forsøger sig med forskellige stemmer eller dialekter til de forskellige karakterer, men løber sur i dem i løbet af de mange timers oplæsning. Det er meget mere irriterende. Så er der E-Reolens lydbogs-app, som kom i en ny version i går. Desværre er selve afspilleren ikke blevet forbedret – den er forfærdelig og har været ved at få mig til at opgive lytningen flere gange. De kunne godt kaste et langt blik på Audibles afspiller. Men – det er gratis, så for os, der ikke er synshæmmede går det vel an. Synd dog for folk med synshandicap.

Den første bog jeg læste i min klassiker-læseudfordring var Herman Bangs Tine. Den elskede jeg betingelsesløst og skruptudede gennem hele sidste kapitel, skønt slutningen ikke ligefrem var nogen overraskelse. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad der skal være den næste i rækken…