“Jeg anede ikke, hvor mange privilegier jeg havde.”

Udtalelsen kommer fra den svenske topchef Caroline Farberger (billede herover), efter hun skiftede køn. Hun er den første på det absolutte topniveau i svensk erhvervsliv, der har skiftet køn. Hendes beskrivelse af processen og alle de tanker, hun har gjort sig undervejs og efterfølgende er helt vildt øjeåbnende. Jeg har læst/hørt mange gode artikler på Zetland, men denne er en af de allerbedste. Den er af Hakon Mosbech, og du kan læse den ganske gratis her.

Hvis du vil prøve Zetland i en måned til en pris, du selv bestemmer, så klik her. Det er en (god) gave fra mig til dig. Bemærk: Jeg har ingen personlig fordel af at få abonnenter til Zetland.

Samfund/miljø/politik

En klimaquiz

Jeg havde 3 fejl – det var slet ikke noget tosset resultat. Hvor mange fejl får du?

Sultende børn i USA

Foto: Brenda Ann Kenneally, New York Times

En fotograf har dokumenteret sult i USA ved at fokusere på børnene. Det er SÅ skræmmende, at det amerikanske fødevaresystem er så sygt, at elendig junkfood i styrofoam-bakker er billigere end at købe grøntsager i supermarkedet. Tillige er der så selvfølgelig det problem med den tunge ende – masser af teenagemødre, der aldrig har lært at lave mad. Det er sgu så sørgeligt!

Anti-vaxxers, I skylder!

Jeg bliver grebet af tristhed, når jeg tænker på de unge kvinder, der skal kæmpe med livmoderhalskræft og mulig ufrivillig barnløshed, fordi deres forældre ikke ville lytte til sagkundskaben, men i stedet havde tillid til en tendentiøs og sensationshungrende tv-udsendelse. HPV-vaccinen er sikker og her 12 år efter virker den stadig.  Anti-vaxxers har virkelig meget at svare for!

Viden

Ny viden om Covid-19

Her fremlægges den såkaldte Bradykinin-teori. Et peer-reviewed studie forklares her, så man som lægmand nogenlunde forstår det. Hvis teorien har noget på sig, betyder det, at der allerede findes flere typer af medicin, der kan have gavnlig effekt på de mest syge Covid-19 patienter. Teorien forklarer også, hvorfor patienterne har så mange forskellige, tilsyneladende af hinanden uafhængige, symptomer.

Forsvarets Efterretningstjeneste

Peter Kofod (neeeej, ikke ham fra DF) er nok den dansker, der ved mest om efterretningstjenesterne, overvågning og alt det andet fæle, vi er ved at kvæles i. Her får han lejlighed til at sige “hvad sagde jeg” (det er jo altid rart) og til at forklare, hvad der er op og ned på sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste.

QAnon (igen)

Jeg har fundet ud af, at mange ellers velinformerede danskere ikke aner, hvad QAnon er. Ikke engang læsere af #serendipiteten, skønt jeg har skrevet om det flere gange. Jeg tror, der kommer sådan noget “flutter” foran jeres øjne, når I ser links til lange engelsksprogede artikler… Snopes.com, der er internettets detektiv nr. 1, og som jeg bruger mindst ugentligt til at tjekke, om et eller andet er rigtigt, har lavet en guide til QAnon. Den er (også) lang, men den er skrevet sådan, at du kan hoppe lidt rundt i den. De seneste uger har jeg måttet mute to kvinder i mit Facebook-feed, der har postet link til en af de her vanvittige historier, og 1000 mennesker demonstrerede på Christiansborg Slotsplads i sidste uge til støtte for disse gennemført utroværdige teorier. Men læs nu selv, please!

POV har i denne uge en glimrende artikel – på dansk – om sammenhængen mellem folk, der anser sig selv for “spirituelle” og konspirationsteoretikere. Den berøres også i Zetland-linket ovenfor om demoen på Christiansborg slotsplads.

Teknologi

Graviditetstests

Adskillige kloge mennesker, som jeg følger på Twitter, postede i ugens løb en Twitter-tråd om fup med såkaldte digitale graviditetstests. Klik på tweetet og læs tråden. Man tror simpelthen ikke, det er sandt. Hold da op, kvinder, der gerne vil være gravide, er jo bare SÅ lette ofre for sådan et scam. Og hvordan kan danske apoteker være med til sådan noget svindel!!!

Hun snød radaren

Joan Curran var en britisk fysiker, der fandt ud af en metode til at snyde fjendens radar, når de allierede tog på bombetogter. Men selvfølgelig forsvandt hun lidt ud af historien, for skønt hun havde taget alle nødvendige eksaminer og afleveret alle nødvendige papers, kunne hun ikke få sin doktorgrad, fordi sådan nogle gav man ikke til kvinder. Men nu kommer hun til ære og værdighed – hurra for det. God biografisk artikel i Smithsonian Mag.

Dark Patterns

Wired har startet en serie, der undersøger de mindre charmerende dele af internettet og hjælper os med at genkende de mønstre, der er sat i verden for at lokke penge ud af os. Her er en slags kort opsamlingsartikel, du med fordel kan læse, hvis du nogensinde har været ved at gå ud af dit gode skind, fordi du ikke kunne finde ud af, hvordan du afslutter dit abonnement på et eller andet.

Om os

Lommer i dametøj (mon ikke det ord er på vej ud?)

Den her lille artikel om lommer i dametøj er faktisk en slags reklame for nogle bukser – you guessed it – med lommer, men den fortæller historien om, hvordan lommer i dametøj altid har været tæt associeret med kvinders generelle stilling i samfundet.

Opbevaring i køkkenet

Det her link er måske mest til mig selv. Jeg skal flytte fra et køkken med enormt meget opbevaringsplads til et med ikke ret meget. Så jeg tænker uforholdsmæssigt meget på opbevaring lige for tiden.

Ny kogebog fra Ottolenghi

Her er en smagsprøve: Fyldte auberginer i karry/kokos-daal.

Kunst og kultur

Ugens bog

var Little Fires Everywhere af Celeste Ng. Den var jeg godt nok vild med – det kan du læse mere om her. Den findes som tv-serie, og jeg hører, den er god – men jeg har ikke selv adgang til den.

Hæklet kunst

I et af de kunstnyhedsbreve, jeg abonnerer på, læser jeg om Lulu Kaalund, som jeg aldrig har hørt om. Og jeg ser billeder af hendes hæklede værker. Det gav mig stor lyst til at se dem i virkeligheden – her er der jo enorm forskel på billeder på internettet og at stå foran dem i virkeligheden. Jeg håber, jeg når forbi St. Kongensgade i galleriets, øhm, korte-lange åbningstider.

Nu vil du til Rom

Desværre fik jeg ikke skrevet ned, hvem der linkede til denne her overmåde charmerende film om Rom. Kunst, mad, historie, arkitektur – åh. Wanderlust!

Share

Endelig fik jeg læst den

Efter et blidt skub i ryggen fra min veninde Gabz, fik jeg endelig pillet Pesten ud af reolen og læst den. Mine nærmere overvejelser kan du læse på Goodreads. Men lige lidt om udgaven (1948), der er en spræt-op bog. Jeg var medlem af Samlerens Bogklub, da jeg var stor teen og ung, og en del af deres bøger skulle sprættes op, før man kunne læse dem. Og bogopsprætning var jo en videnskab! Så vidt jeg husker, skulle man starte fra midten og ud, og man måtte have et særligt redskab, en papirkniv, som man tillige benyttede til at åbne kuverter med. Jeg har faktisk stadig sådan en souvenir én, der står Las Palmas på. Derudover er udgaven speciel derved, at den er fra før Camus døde – teksten bagpå om ham er i nutid. Endelig er illustrationen af Arne Ungermann interessant, fordi han ellers mest var kendt for en lidt mere munter stil og tegningen refererer nærmest ordret (det kan man vel ikke sige om en tegning…) noget tekst fra bogens begyndelse.

Alt det her, som handler om noget visuelt og noget taktilt, kan e-bøger og lydbøger ikke. Derfor tror jeg, at papirbøger vil holde ved en del år endnu – og måske endda få en renaissance blandt unge ligesom LP’erne har fået.

Corona

Konspirationsteorier

Vi har haft en interessant debat på Twitter om, hvordan man skal forholde sig, hvis en skolelærer tror på konspirationsteorier. Indlysende er det jo, at det ingen betydning har, hvis læreren holder det for sig selv. Men hvad hvis de udbreder ting til eleverne, der kan være direkte farlige? Læs evt. tråden på Twitter – den starter med mit tweet herunder (du klikker bare på det, så kan du følge tråden).

Ser meget sjældent konspirationsteorier i mit Facebook-feed, men i dag var der en. Den om Bill Gates og vaccinerne. Hende, der delte, er en bekendt fra en fjern fortid, men hun er LÆRER!!Gys!
Hvad gør en skoleleder, der finder ud af, at en lærer tror på den slags? #skolechat— Nene La Beet 🇩🇰🇪🇺🇩🇰 (@labeet) May 22, 2020

Videnskab.dk har en Artikel fra The Guardian.

Samfund/miljø/politik

Ikke mere p**

“Jeg skal ikke sidde fra 8-18 og tale på en bestemt måde ved et gammelt bord. Jeg vil have et nyt bord”. Sagt af en af Danmarks højst placerede kvindelige ledere. Hun vil have ligestilling NU og respekt for planeten. Artiklen er minsandten fra alt.dk.

Roe vs Wade – revisited

Det var en sensation og et meget alvorligt tilbageslag for pro-choice-bevægelsen i USA, da Jane Roe stod frem i medierne og fortalte, at hun havde fortrudt, at hun gik ind for abort. Da hun lå for døden gav hun et interview, hvor hun fortalte, hvordan hun var blevet lokket af pro-life (åh, det navn) bevægelsen til at stille op og påstå, at hun havde fortrudt sin tidligere holdning. Hun gjorde det udelukkende for pengenes skyld. Det er simpelthen så trist, at pro-life bevægelsen har så mange flere midler til deres rådighed end pro-choice.

Hvor prævention er et fy-ord

I Ghana er prævention forbudt af den katolske kirke, og homoseksualitet er ulovligt. Et forsøg på at indføre seksualundervisning i skolerne blev forhindret af en smædekampagne, finansieret af amerikanske kristne. Det er nogle kønne forsamlinger de der såkaldt kristne! Læs et spændende interview med en ghanesisk læge, der godt kan få sin katolske tro til at rime med prævention.

Viden

Hvordan så Jesus egentlig ud?

Forskere er enige om, at han må have været relativt mørklødet, mørkøjet og mørkhåret. Historikeren her har kigget nærmere på tøjet, og artiklen inkluderer en tegning af, hvordan en jødisk mand, der ikke gik op i sit udseende og ingen penge havde, kunne se ud dengang.

Teknologi

Blender

Står du foran en af voksenlivets vigtige investeringer? Skal du til at anskaffe dig en foodprocessor? Wired has you covered.

Plastsortering

Dansk startup har opfundet en metode til sortering af plast. Som du sikkert selv har tænkt over, når du har puttet ting i din plastikcontainer, så er der mange forskellige slags plast, og de kan ikke genbruges til det samme. To unge danske mænd har (måske) løsningen. (Fra Technorama nyhedsbrevet).

Om os

IKEA top 10

De 10 mest populære møbler/ting hos IKEA. Den der stol på 2. pladsen kendte jeg slet ikke (!), men ellers er det jo møbler, der bare er gledet ret sømløst ind i vores tilværelse. Jeg bemærker, at ingen af dem skal samles i nævneværdig grad.

Når man ser et medmenneske

En lille film om en ortodoks jødisk kvinde, der opdager, at der er et ordentligt menneske inden i den “illegal shiksa, familien har hyret til at gøre rent inden Passover.

Ottolenghi

Her er tre nye opskrifter fra den britisk/israelske kok Yotam Ottolenghi, hvis opskrifter ikke altid er lige nemme, og som kan have lidt svært opdrivelige og/eller dyre ingredienser, men som ALTID smager fantastisk. Jeg lavede lige hans blåbær/citron/mandel-kage forleden. Den er så ret nem at lave, smager helt forrygende og holder sig fint i flere dage.

Medier

Frederik Kulager fra Zetland har gravet i Facebook-data om de politiske partiers popularitet (og mangel på samme) under Corona. Det er både meget interessant og helt enormt skræmmende! I kommentarsporet (som ikke-abbonenter vist ikke kan læse) er der så selvfølgelig en Kloge-Åge, der fortæller Frederik, at likes ikke er det samme som stemmer ved et valg. Nå da, er det sandt?

Ordbog på DR.dk

I Lars K. Jensens Digitale Ugerevy stødte jeg på en interessant nyhed. DR.dk har indført integreret ordbog i deres artikler, så man kan holde fingeren på et ord, man ikke forstår, og få det forklaret. Ideen er vældig god – jeg benytter mig ofte af det, når jeg læser på min Kindle – hvor det dog er alle ord, man kan slå op. DR har udvalgt nogle ord, som de mener, den lettere forudsætningsløse læser måske ikke forstår. Efter at have prøvet det af i et par artikler, er jeg lidt non-plussed må jeg sige. Men hvad ved jeg i virkeligheden!? Godt initiativ, anyway.

Kunst og kultur

Jubiiiii!!!! Biografer og museer åbner igen

Hvad skal vi se først?

Jeg nåede aldrig at få set anden halvdel af Leonard Cohen-udstillingen i Nikolaj Kunsthal – det kunne jeg godt tænke mig. Anna Ancher på SMK har jeg heller ikke set. Og så er der jo Københavns Museum, som jeg slet ikke nåede at se i den nye udgave. Der er nok at tage fat på! I mangel på åbne kunstmuseer var jeg på galleri forleden. En af mine favoritkunstnere, Erik A. Frandsen, slog sig løs på alle vægge i Hans Alf Galleri med serien Karantænebilleder, der alle er malet i hans hjem. Desværre gik du glip af det!

I Grandbiografen vil jeg lægge ud med en feel-good film (eller altså, jeg har hørt, at det er en feel-good film – lidt feel-good er det vel altid med Vincent Cassel i hovedrollen…), nemlig den franske De Særlige. Hvis du ikke har fået set Parasite eller The Cave eller Portræt af en Kvinde i Flammer, så er det nu. Hvis du vælger The Cave, så husk en pakke Kleenex Xtra Large – den film gør så ondt i hjertet – alligevel bør alle jo se den. Men se om de gør det.

Share