Overvågning – før og nu

Betty Medsger: The Burglary

På anbefaling fra Peter Kofod har jeg læst, nej lyttet, til denne bog. De otte mennesker, der i 1971 brød ind i et FBI-kontor og stjal ALLE dokumenterne, var de mentale frontløbere for Wikileaks, William Binney, Chelsey Manning og Edward Snowden. Når de ikke figurerer på listen over Whistleblowers skyldes det jo, at de netop ikke var insidere i FBI, men at der skulle et indbrud til for at afsløre J. Edgar Hoovers forbrydelser som chef for FBI. Læs fx om COINTELPRO.

Den første del af bogen er spændende som en kriminalroman. Det oprulles, hvad der får otte ikke-voldelige fredsaktivister til at træffe en beslutning så vidtgående som at bryde ind i et FBI-kontor, en handling, der let kunne føre til mange, mange års indespærring for disse ellers ikke-kriminelle mennesker. Det, der først og fremmest fik dem til at tage dette skridt, var en overbevisning om, at FBI overtrådte sine beføjelser ved at aflytte og forsøge på obstruktion af borgerretsbevægelsen og fredsbevægelsen.

Værre end man kunne have forestillet sig

De dokumenter, som de stjal og efterfølgende offentliggjorde ved at sende dem til journalister og medlemmer af kongressen og senatet, viste, at de ikke bare havde ret i deres overbevisning, men at det var langt værre, end de havde forestillet sig!

Deres indbrud førte til afsløringer så hårrejsende, at man næsten ikke fatter det. Fx at FBI aktivt forsøgte at få Martin Luther King Jr. til at begå selvmord ved at sende ham trusselsbreve.
Mlk-uncovered-letter

De otte skiltes, så snart de havde fuldført missionen, og så ikke hinanden igen for at undgå at blive opdaget. Og selvom hundredvis af FBI-agenter ledte efter dem i mange år, blev de aldrig fundet. Betty Medsger, journalist ved Washington Post, var en af modtagerne af dokumenterne, og det er hende, der har opsporet dem efter, at deres “forbrydelse” var forældet og de var uden for fare.

Der er desværre ikke tale om konspirationsteorier

Slutningen af bogen kan godt blive lidt lang i spyttet, men den er enormt vigtig, for den trækker linjer frem og tilbage i tiden til andre offentlige institutioner, der misbruger deres position og aflytter og/eller chikanerer almindelige borgere, der enten er helt og aldeles uskyldige eller også har “gjort sig skyldige” i at mene noget andet end establishmentet. Fx. at være modstander af Irak-krigen. Det er virkelig ikke rar læsning!

Orker du ikke at læse bogen, kan du se en udmærket dokumentar om de otte på Netflix og sikkert også andre steder. Den hedder 1971.

The Circle af Dave Eggers

The_Circle_(Dave_Eggers_novel_-_cover_art)The Circle er ikke stor litteratur. Alligevel synes jeg faktisk, at de fleste moderne mennesker kunne have godt af at læse den, for den er et stykke ond, ond satire over det overvågningssamfund, som vi lukker ind af fordøren, anført af Facebook og Google med de offentlige myndigheder halsende i hælene.

Det geniale ved The Circle er netop, at alting gøres for vores eget bedste. Alle former for overvågning, uanset hvor invasiv, kan der argumenteres for med lutter plus-ord, og det gøres der effektivt gennem hele bogen. Man kan mærke, hvordan man suges ned i malstrømmen af gode intentioner, og hvor svært det er at fastholde sin modstand, når kriminaliteten falder, dårlig opførsel nærmest forsvinder, ingen børn nogensinde bliver bortført igen, you name it.

Jeg kunne mærke, at det var sundt for mig at stoppe op med jævne mellemrum og formulere min egen modstand midt i strømmen af “gode” argumenter. Heldigvis er der et par karakterer i bogen, der hjælper med modstanden – ellers kan man godt føle sig lidt alene i verden, som Palle, der altid taler til os, når vi hører Aflyttet på Radio 24/7.

Det er ikke nogen særlig tyk bog, og den er ikke videre krævende, så jeg synes, du skulle læse den. Der er noget at tænke over.

Dave Eggers er en mærkelig forfatter, hvis forrige bog A Heartbreaking Work of Staggering Genius, jeg læste uden begejstring. Formentlig derfor jeg kommer lidt sent til Circle-festen…

Sølvpapirshatte er uklædelige

– hvorfor skulle der ellers være så få kvinder, der bruger dem?

Socktroll conspiracy theorist

(og nej, det her indlæg handler hverken om kunst eller kultur)

Jeg går selv stolt med min hat, samtidig med at jeg dagligt undrer mig over, at så forsvindende få kvinder interesserer sig for et eller flere aspekter af det overvågningssamfund, vi, i stormtempo og med skyklapper på, er ved at bevæge os ind i.

På Twitter og Facebook følger jeg en gruppe mænd, der holder mig opdateret om udviklingen inden for overvågning og kontrol. Både den som det offentlige i større og mindre grad udsætter os for, og den som vores kommercielle omverden bruger til at aflure vores vaner. Når jeg skriver mænd, er det ikke et tilfælde. For de er ALLEsammen mænd! Det er som om, kvinder i endnu højere grad end mænd lukker øjnene for de problemer, overvågningssamfundet fører med sig for os alle.

Til kvindernes forsvar skal det dog siges, at de har deres manglende interesse tilfælles med størstedelen af Danmarks befolkning m/k og næsten alle medier.

Edward Snowden, og William Binney før ham, afslørede, at det amerikanske NSA spionerer mod alt og alle, langt ud over de beføjelser de har ifølge amerikansk lovgivning. Og at de spionerer mod deres allierede, fx ved at aflytte Angela Merkels mobiltelefon.

Til det siger de fleste, jeg kender, bare, at så længe de ikke gør noget galt, så er de ligeglade, og det kan Angela og de andre politikere da også bare være. Men har du tænkt over, hvad sådanne informationer også kan bruges til? De kan fx bruges til at skaffe sig fordele ved klimaforhandlinger. Hvis man ved, hvem der taler med hvem bagom, så kan man også påvirke forhandlingerne i den retning, man selv måtte ønske.

Mht til den overvågning, som er mere eller mindre lovlig, så er folk endnu mere ligeglade. Det er jo bare metadata, siger de. Men ved du egentlig, hvor meget man kan afsløre med metadata?

  • Hvor er du. Gps i din telefon, IP-adresser fra dine devices.
  • Hvem e-mailer/SMS’er/skyper du med? Hvornår? Hvor er du, mens du gør det?
  • Hvor handler du? Hvornår?
  • Hvilke organisationer støtter du økonomisk?
  • Etc. etc. etc.

Nu siger du så, at det må staten da godt vide, for du gør jo ikke noget ulovligt. Sandt nok. Men der er måske nogen, der ikke bryder sig om dine aktiviteter? Fx storebror USA? Hvis jeg får nej til min næste visa-ansøgning til USA, får jeg ingen forklaring. Jeg kan så selv gætte, om mit telefonnummer tidligere har tilhørt en person, mistænkt for terrorisme (eller en der deler navn med sådan en…). Eller om NSA finder det mistænkeligt, at jeg yder økonomisk støtte til den danske aktivist/skribent Peter Kofod, der som den eneste dansker har interviewet Edward Snowden?

Et pessimistisk kig ud i fremtiden: Du ved, hvilke skridt Dansk Folkeparti ville indføre, hvis de havde magt, som de har agt. Fx i stil med Ham med Håret, at registrere muslimer. At være muslim er en tro, dvs. ikke noget, der står i passet eller på sygesikringskortet eller som kan udledes af ens navn eller oprindelsesland. Hvordan vil en DF-regering så finde ud af, hvem der er muslimer? Overvågning, selvfølgelig. Og så er det jo praktisk, at al vores færden allerede har været overvåget og registreret i årevis! Derfra er der ikke langt til også at interessere sig for andre befolkningsgrupper, som evt. vil modarbejde en DF-regering. Og så er dine mange bidrag til Dansk Flygtningehjælp og dine Facebook-delinger af anti-DF-artikler pludselig ikke så “uskyldige” længere. Og hvad med dine 500 Facebook-venner? Ved du egentlig, hvad de sådan går og laver?

Den anden side af den mønt er journalisters og borgeres adgang til informationer om, hvad vores folkevalgte og myndighederne går og laver. Sidste år blev der som bekendt vedtaget en ny offentlighedslov. Navnet er misvisende, for den gør det en del sværere at få indsigt i, hvad vores folkevalgte går og laver. Sådan en lov kunne jo sagtens strammes yderligere… Derudover arbejder myndighederne i mange lande på at ulovliggøre kryptering eller at tillade myndighederne at bryde kryptering systematisk, uden dommerkendelse.

Når der holdes festtaler, udpeges whistleblowere til helte, der hjælper os med at beskytte demokratiet mod myndigheder, der bliver grebet af magtbrynde. Men når det kommer til stykket, bliver de fyret fra jobbet og udstødt af familie og samfund. Når de altså ikke må leve i eksil eller bliver sat i fængsel i 35 år.

Så helt ærligt, jeg synes faktisk, at vi har god grund til en vis bekymring. Jeg krypterer endnu ikke mine mails, og jeg har stadig min Facebook-konto. Men derfor kan jeg jo godt være opmærksom på udviklingen og sørge for at støtte folk, der også er. Fx politikere, der ikke stemte for offentlighedsloven.

Har du været ude i køkkenet efter rullen med sølvfolie? Hvis ikke, er det min påstand, at du er for blåøjet til denne verden.

(Jeg har slet ikke beskæftiget mig med den kommercielle overvågning og registrering i dette indlæg – måske en anden dag! Indtil da kan du lytte her.)

For at blive klogere på emnet, vil jeg anbefale at følge Peter Kofod på Twitter og på Facebook, holde øje med hans hjemmeside og evt. bidrage til hans Patreon, så han får mere tid til sin undersøgende journalistik. Han er endvidere fast skribent på online-mediet Den Frie, der i det hele taget er godt at følge, fx på Facebook eller Twitter. Jesper Lund, formand for IT-politisk forening skriver også på Den Frie. Du kan også lytte (og podcaste) programmet Aflyttet på Radio 24/7 og følge værten @anderskjaerulf på Twitter. DR P1s Harddisken har også ind imellem indslag om overvågning, ligesom DR2s So Ein Ding også holder et vågent øje. Blandt de traditionelle medier er der her i Danmark stort set kun Information, der interesserer sig for emnet. Internationalt er the Guardian nok den bedste avis at følge, Fx på Facebook.