Tag en kaffe-lur

Jeg holder meget af kaffe – det ved de fleste, der kender mig bare en lillebitte smule. Nu har jeg læst om fænomenet “en kaffelur”, så det skal I også. Drik en hurtig kop, tag en 20 minutters powernap, og vågn op med fornyet energi. Ah, men altså, det er så smukt.

Samfund/miljø/politik

Wikileaks ≠ Assange

Jer, der ikke gider lytte – too bad. Zetland Helikopter findes kun i lytteudgave. Peter Kofod (gæst i #Serendipiteten for tredje uge i træk) er med for at give kvalificeret baggrund. Lyt med her og få hele historien forfra, grundigt og sagligt.

Målbevidst reduktion af fattigdom

Canada har reduceret fattigdom over hele landet, så der nu er færre fattige i landet end nogensinde før. Mange ting i Canada er usammenlignelige med forholdene i Danmark, men holdningen til fattigdom er det afgørende her. New York Times har historien.

Parallelsamfund

Der siges simpelthen så mange dumme ting om parallelsamfund. Her er en af dem: Kaare Dybvad: “Jeg vil ikke være den, der forsvarer rapporten, for de her indikatorer er ikke perfekte. Men jeg er uenig i, at der ikke er nogen i Danmark, der bevidst søger en afsondring fra resten af samfundet. Det mener jeg helt klart, at der er,” siger han.

Han refererer til en rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet om parallelsamfund, som forskerne skyder ned som helt igennem useriøs. Om Dybvad-citatet ovenfor: Forskerne siger ikke noget om, hvorvidt der findes mennesker i DK, der bevidst søger en afsondring fra samfundet. Forskerne siger, at rapporten ikke dokumenterer det.

Murdoch-imperiet

NYT har interviewet 150 forskellige interessenter og gravet i 1000vis af dokumenter for at afdække historien om Murdoch-familiens aftryk på den globale politiske højredrejning.

Det nytter faktisk

Jo, det nytter noget, hvad du gør, hvad lille Danmark gør for klimaet. Diffusionsteorier er i spil her. Zetland har kigget grundigt på det.

Plastikposer mod stofposer

Plastikposerne vinder, MEN… læs hele artiklen, der i øvrigt bygger på et dansk studie. Noget af det bedste er faktisk de der poser af polyester, som rulles sammen i en lille pose. Jeg har to og kan meddele, at de holder lææænge. Jeg har haft den ene i ti år og brugt den ofte. Den ryger også i vaskemaskinen.

Mænd er ikke babyer

Det synspunkt kommer næppe bag på mine læsere. Vi skal både øge og sænke forventninger til mænd (og kvinder). Øge forventningen til mænds evner for husholdning og følelser og sænke forventningen til, at de skal opføre sig “mandigt”. Og det modsatte for kvinder. Det burde jo i virkeligheden overhovedet ikke være svært, men til gengæld enormt attraktivt.

Viden

Strik og modvirk demens

Strikke, sy, synge i kor. Altsammen modvirket det demens. Jaaaaah! Videnskab.dk fortæller om forskningen. Og hvis det nu alligevel viser sig ikke at virke, så har vi haft det sjovt og hyggeligt imens!

Speed-støvsugning

Hvis du løber op ad trapperne derhjemme eller foretager uptempo støvsugning – måske til høj musik – får du en sund form for motion, fortæller de her motionsforskere.

Afgifter virker

Afgifter på sundhedsskadelige varer virker. Jo, de gør, og stop med “den tunge ende nedad”. For hvad er det, der OGSÅ vender den tunge ende nedad? Det er sygdomme og død forårsaget af præcis de samme varer.

Citat fra artiklen: “Skatter rammer måske umiddelbart skævt, men det gør kroniske sygdomme som følge af alkohol, rygning eller usund levevis også. Langt de fleste rammer folk med de laveste indkomster – og derfor får de fattigste så at sige også den største lettelse ved en skattestigning.”

Sorte huller og livets mening

Det her er simpelthen det skønneste, jeg har hørt hele ugen. Astrofysikeren Tina Ipsen fortæller medrivende og samtidig temmelig forståeligt og nede på jorden om relativitetsteorien, sorte huller og livets mening.

Teknologi

Profit

Hvorfor går det galt for tech-giganterne, når de skal passe på vores sikkerhed på den ene og den anden måde? Svaret står herover. Det uddybes i artiklen i New York Times.

Kaspersky gør godt

Det russiske softwarefirma Kaspersky har image-problemer efter omfattende og nok ikke helt grundløse beskyldninger om, at de har hjulpet den russiske regering med påvirkning. Men nu går de altså ind i kampen mod stalking-software. Læs historien om Eva Galperin, der pga et enkelt tweet, er blevet en slags enpersonshær i kampen mod digital stalking.

Om os

Master Fatman

Der er skrevet mange smukke ord om Morten Lindberg. Mine favoritord er skrevet af Peter Schjødt – de handler mest af alt om kærlighed.

Patagonias brand-dilemma

Måske kan du huske en overskrift på bloggen for nogle uger siden om veste, der ikke er gule? Her kan du læse, hvordan Patagonia nu gør en aktiv indsats for at stoppe, at “finance bros” gør Patagonia-veste til deres.

Lille Langebro

Se Lille Langebro blive løftet på  plads på ét minut. Jeg var selv nede og følge sceneriet i flere omgange (jeg bor lige ved siden af) – jeg kan attestere, at det i virkeligheden var meget langsomt og omhyggeligt arbejde.

Kunst og kultur

Selvfedme

Jeg er ligeså oprørt som de fleste andre medieinteresserede danskere over regeringen /DF’s svinestreg over for Radio24syv. Men jeg er så også ved at kaste op over deres selvfedme nogle gange. Det er jeg så ikke den eneste, der er.

Hvorfor læse?

Om at læse. Skal man stræbe efter at læse 100 bøger om året? Eller skal man “bare” stræbe efter at læse bøger, der gør godt? I dette indsigtsfulde essay om at læse, står der til sidst: don’t read to make yourself successful. Read to make yourself happy.

Copyright og kulturarv

Den kloge museumsinspektør Merete Sanderhoff fortæller om EU’s Copyright-direktiv i et kulturarvsperspektiv. Det er både godt og skidt. Hun forklarer det, så enhver kan forstå det.

Ugens film

var selvfølgelig Dronningen. Jeg er stort set enig med den samlede anmelderstand og alle, jeg kender, der har set den. Jeg nåede også at se den spanske film Alle Ved Det af Asghar Farhadi. Spændende og ganske overraskende plot med de ret lækre Javier Bardem og Penélope Cruz i hovedrollerne.

Ugens bog

var en fæl skuffelse. Kamma, om Kamma Rahbek (Bakkehuset på Frederiksberg) af Maria Helleberg. Kedelig, kedelig, kedelig. Og elendigt oplæst som lydbog. Øv bøv. Jeg begyndte også på Chili Turèlls oplæsning af Karen Blixens Skæbne-Anekdoter. Det var så forfærdeligt, at jeg lynhurtigt måtte give op. Hvordan KAN de dog udgive sådan noget? Til gengæld læste jeg som en slags modgift en for mig hidtil ukendt novelle af Blixen kaldet Spøgelseshestene. Den kan anbefales. Fin, overraskende, mærkelig.

Share

Radix Malorum

Roden til alt ondt, betyder det. Og det er Dante, der mener, at misundelse er netop det. Læs dette essay om misundelse, der altid når sit årlige højdepunkt omkring jul.

Samfund/miljø/politik

Nulsumsspil

I USA (og andre steder) får fostre hele tiden flere rettigheder. Desværre er netop denne type rettigheder tilsyneladende et nulsumsspil, for samtidig får kvinderne – fostrenes mødre – færre rettigheder. Læs artikel fra New York Times, der gennemgår de absurde sager, hvor kvinder er blevet anklaget for mord, fordi deres foster er dødt. Tak til Dorte Toft for link.

Den ondeste satire

Du har nok hørt, at Elizabeth Warren som den første har meldt sig som præsidentkandidat for Demokraterne. Her fortæller en hvid mand, der i øvrigt elsker kvinder, selv er gift og har døtre, hvorfor han allerede er begyndt at hade hende, ligesom han hadede Hillary Clinton. Det hele lyder, som Jordan Peterson kunne have sagt det – men han ville ikke have været satirisk. Tak til Elisabeth Møller Jensen for denne perle.

Snydt igen

Denne artikel fra The Atlantic fortæller, hvordan Trumps tilbagetrækning fra Syrien kombineret med hans nærmest kærlige forhold til Erdogan betyder, at kurderne, der ellers har været instrumentelle i at holde Islamisk Stat stangen, igen har trukket det korteste strå. Hvad er det lige med kurdere og palæstinensere, der ALTID skal trække det korteste strå?

Digital strategi der virker

BBC har lagt en digital strategi, der virker. De holder på og tiltrækker brugerne. Strategien hviler på at tilfredsstille brugernes behov – også dem de måske ikke giver så klart udtryk for. Glimrende artikel hos Medietrends, hvorfra diagrammet er lånt.


Teknologi

Der skal antropologer til

Når antropologer kigger på teknologi, så udvides rammerne for, hvad vi opfatter som teknologi, og samtidig får vi en langt bedre forståelse for, hvad teknologi egentlig er. Læs med hos Videnskab.dk.

McHangama har (igen) fat i noget

Sammen med en kollega skriver McHangama i Foreign Policy om, at brugen af kunstig intelligens er ved at underminere vores demokrati. Det handler selvfølgelig om den stadigt accellererende samkørsel af data, som politikere og embedsmænd er så begejstrede for. Kloge ord i tide. Også denne artikel fandt jeg via Dorte Toft.

Kvalitet/kvantitet

Forsker i børn og internet Stine Liv Johansen understreger (igen), at teknologi, iPads, Fortnite, YouTube ikke er farlige i sig selv. Det, der er farligt, er, når vi overlader børnene til sig selv i timevis uden at holde øje med, hvad de laver. Det handler ikke blot om at styre udenom voldeligt indhold, men i allerhøjeste grad også om, at børnene bliver udsat for massiv reklamepåvirkning. Vi skal styre dem – nogle gange med ret hård hånd – hen imod alt det kvalitetsindhold, der også er på nettet. Artikel fra Medierådet for Børn og Unge.

Wearables

En hurtig gennemgang af nye medicinske “wearables”, der tilbyder forskellige former for hjælp, støtte og lindring, som tidligere krævede medicin og/eller fysioterapi. Bemærk, hvor mange af opfinderne er kvinder. Artikel i Wired.

Viden

social mobilitet og byplanlægning

Når nogle storbyer er meget bedre til social mobilitet end andre, er det smart at kigge nærmere på, hvordan det kan være. Minneapolis i USA er sådan en by. Forklaringen er byplanlægning – ikke straf og ghettoisering. Den grundige artikel står i The Atlantic.

Skovdrift i DK er ikke CO2-neutral

På hjemmesiden gylle.dk forklarer en biolog hvorfor. Og hvad der kan gøres.

Nogle virksomheder har styr på deres sh**

Heriblandt Patagonia. I det her interview i Fast Company med Patagonias ejer forklarer han, hvorfor det er indlysende for ham at dedikere virksomheden til at hjælpe med at redde planeten. Hvis du spørger dig selv, hvorfor Patagonia er (halv)dyrt, så er svaret her.

BrainNet

Nu kan vi dele vores tanker – direkte fra hjerne til hjerne. Huh, det’ vildt! Artikel i Science Alert.

Planter med kanin-DNA

Ikke bare er det muligt, det er også godt (for indeklimaet). Artikel i Videnskab.dk.

Den bedste nyhed

En ualmindelig stædig kræftforsker har løst børne-leukemiens gåde. To faktorer spiller ind: Dels en medfødt mindre mutation på et gen, dels, og det er det vigtige, at barnet ikke har haft en infektion i sit første leveår. Forskeren argumenterer for mere snavs, mindre bakteriedræbende halløjsa, mere kontakt med andre børn. Artikel i The Guardian.

Om os

50 gode podcasts til de trængende

The Atlantic har samlet sine favoritter. Der er mange gode i blandt.

Svensk oprydning

Måske er svenskerne virkelig lidt mere morbide end os andre? Anyway, de står faddere til en ny oprydningstrend, döstädning. Ryd op i dine ting med tanke på, at dine efterladte skal bruge tid, mens de sørger over din død, på at rode igennem dine gamle udstillingskataloger og diverse pinlige ting, du har anskaffet dig til sex/slankning/peeling/whatever. Da min (mor)mor døde, efterlod hun sig 100 m2 med ting og sager, lige fra 1000 vaser og service til en mindre hær til ældgamle IKEA-kataloger og avisudklip fra 40 år. I plastikposer… Til gengæld, da min (mor)far døde, efterlod han sig kun det, han gerne ville have jeg skulle arve/se eller som jeg havde brug for. Intet andet. Gæt, hvad der var rarest!

Ud med alt det, vi ikke bruger! Læs den sjove artikel i Nexttribe.

Share