Nøgne balletdansere

Nåh, det fik dig nok til at klikke, hvad? Det er ikke kun dagbladene, der pusler med clickbait…

Per Morten Abrahamsen: Amy Watson, 2016.
Amy Watson. © PM Abrahamsen, 2016

Anyway, der er faktisk ikke tale om falsk reklame. Til udstillingen X-Ray har Per Morten Abrahamsen fotograferet en håndfuld balletdansere (næsten) nøgne og sat ild til. Nej, det har han selvfølgelig ikke, men det er faktisk ret svært at forklare, hvad billederne går ud på, når man ikke kan vise dem. Han leger både med dobbelteksponering (måske hedder det noget andet, når det er mere end dobbelt?) og med niveauforskelle i de store fotostater. De gør sig ikke særlig godt i de små 2D-udgaver, der kan ses på Hans Alf Gallery’s hjemmeside, men man kan da danne sig et indtryk. Smut dog hellere forbi galleriet (Holbergsgade i København K), hvis du interesserer dig for fotokunst eller for ballet – eller måske begge dele!

Lige da jeg først så de nye billeder, tænkte jeg, at jeg ikke ville være så begejstret for dem, som jeg var for den sidste fotoserie. Men da jeg havde kigget på dem et par gange og kigget lidt i dybden, åd de sig alligevel ind på mig. Den menneskelige krop er endeløst fascinerende, og hvornår er den tættere på sit ypperste end hos balletdansere? Jeg elsker, at Per Morten er præcis lige så fascineret af mandekroppen som af kvindekroppen. En af de ting, der gør, at jeg finder hans billeder 100 gange så interessante som Mario Testinos (uden sammenligning i øvrigt). Dobbelteksponeringerne og den brændende baggrund fremhæver krop og muskler mere end de skjuler, hvilket er ret overraskende og særdeles effektfuldt.

Hans Alf Gallery skriver ikke på deres hjemmeside, hvornår udstillingen slutter, men da den næste angiveligt først starter til august, forestiller jeg mig, at der er god tid til at få set den. Jeg er ked af, at jeg må nøjes med at snuppe Hans Alfs udstillingsforside (hvilket jeg faktisk heller ikke må), men Internettet er et svært sted for fotografer. Dog synes jeg godt, at der kunne være et par presseudgaver med vandmærke i eller noget.

Tilføjelse 16/6: Jeg er blevet lidt klogere på fototeknikken, som jeg ovenfor benævner som dobbelteksponering. Det er det ikke, det er singleshots med lang lukketid. De lidt mindre af billederne, der ikke er i 3D er dobbeltprints, trykt på glas ovenpå tryk på papir. Så skulle det være på plads.

Share

Konsulent-teater

Foto af den fortrinlige Per Morten Abrahamsen
Foto af den fortrinlige Per Morten Abrahamsen

Sidst på Dagen er vi alle Mennesker, hedder en ny forestilling, som Mammutteatret i øjeblikket opfører på Edison-scenen på Frederiksberg. Den er baseret på et aldeles fremragende manuskript af Kaspar Colling Nielsen. Til grund for manus ligger en virkelig psykologs virkelige interviews med virkelige konsulenter fra de største konsulenthuse, fx. McKinsey og BCG. Jeg kender og har kendt adskillige konsulenter og andre, der arbejder i de øverste beslutningslag i vores samfund, og forestillingen her rammer dem lige på kornet.

Bemærk dog noget vigtigt: som i al virkelig god kunst, er teksten solidarisk med konsulenterne. De bliver ikke hængt ud – de hænger allerhøjst sig selv ud! Samtidig med at vi sidder og krummer tæer over alt det, de tydeligvis går glip af i deres jagt på intens arbejdstilfredsstillelse,høj løn og status, så nikker vi også anerkendende til, at der helt indlysende er tale om mennesker med høj intelligens og en vis selvindsigt, der dog skæmmes af ret betydelige blinde punkter. Hen mod slutningen af forestillingen peger flere af konsulenterne på netop disse – dog uden selv at opdage det.

Det er muligt, at andre manuskriptforfattere kunne have udlagt psykologens interviews lige så loyalt og intenst som Colling, men jeg tvivler på det. Colling har lige nøjagtig det blik på samfundet, som gør ham helt rigtig til denne opgave. Jeg var ikke ubetinget vild med hans bog, Den Danske Borgerkrig, men jeg anerkender dens enorme samfundsrelevans og bifalder den status som debattør, han efterfølgende har fået.

Skuespillerne er overbevisende som konsulenter. Simon Sears‘ brede og blændende smil, Claes Bangs reklamemand-udseende og økonomiske brug af tics og andre små ufrivillige bevægelser og Marijana Jankovic‘ stramme biznizhestehale og nervøse latter fremkalder de perfekte konsulenter med deres unikke blanding af en vis berettiget selvsikkerhed, selvovervurdering og usikkerhed.

Jeg var godt underholdt og fik noget med hjem til eftertanke. Det er jo netop det, man gerne vil have, når man går i teatret.

Share

Per Morten Abrahamsen: The Lake

Fornylig skrev jeg, at jeg ikke bryder mig om ferniseringer. Det er stadig sandt, selvom jeg faktisk gik til en i fredags. Den indeholdt alle de aspekter ved ferniseringer, som jeg hader, deriblandt intens trængsel, et udvalg af kendte mennesker og folk, der, lidt for højt, siger i telefonen, hvor de er, og at de “nok køber 4-5 af værkerne”. Når jeg alligevel gik og havde nogle fornøjelige timer, skyldes det, at jeg kender Per Morten Abrahamsen lidt, og at mange, som jeg kender bedre, også var der. Og så var der vin – en udmærket en, oven i købet.

Udstillingen, som jo var, hvad jeg kom for at se, finder sted på Hans Alf Gallery, et stort flot galleri i en del af byen, hvor jeg sjældent kommer: Holbergsgade (bag det Kgl. Teater). Per Morten blev verdenskendt i Danmark, da han i 80’erne og 90’erne fotograferede erhvervsledere til Børsens Nyhedsmagasin og gjorde det på en helt og aldeles ny måde. Hvis du ikke er gammel nok til at huske det, så var hans portrætter så spektakulære, at folk som mig kunne finde på at KØBE Børsens Nyhedsmagasin for at nærstudere billederne!

Fotoserien, The Lake, er i en helt anden boldgade. En ret ydmyg sø på Amager Fælled er blevet objekt for Per Mortens linse, og han iscenesætter den med vanlig sans for drama, men samtidig med glimt i øjet og stor varme. Jeg er meget langt fra at være kunsthistoriker, men jeg tænkte gentagne gange på prærafaelitterne fra England og deres reaktion på tidens malerkunst. Jeg er dog ude af stand til at sætte navn på, hvilken trend det evt. er, Per Morten her går op imod. Mit favoritbillede hedder Floating Off og minder mig om dette billede af en af de mest kendte prærafaelitter, John Everett Millais.
John Everett Millais - Ophelia - WGA15685Det forestiller naturligvis Ophelia, og sådan læser jeg også Per Mortens billede – dog står der på hans billede to små børn på søbredden og det er vel oplagt i 2015 – at Ophelia har børn, der bliver ofre for de voksnes desperate handlinger. Det er muligt, at Per Morten vil skrupgrine over min (over)fortolkning, men heldigvis står det enhver frit for at lægge i kunsten, hvad hun måtte have lyst til.

Jeg vil snart gå ned og se udstillingen igen under mere fredsommelige omstændigheder. Jeg gætter på, at der så er små røde prikker ud for de fleste af billederne. Det burde der i hvert fald være.

Ingen af billederne fra udstillingen er frigivet til brug på blogs som denne, men et enkelt kan ses på Hans Alf Gallerys hjemmeside. Hvis man vil se mere, må man gå hen og se udstillingen.

 

Share