Overvågning – før og nu

Betty Medsger: The Burglary

På anbefaling fra Peter Kofod har jeg læst, nej lyttet, til denne bog. De otte mennesker, der i 1971 brød ind i et FBI-kontor og stjal ALLE dokumenterne, var de mentale frontløbere for Wikileaks, William Binney, Chelsey Manning og Edward Snowden. Når de ikke figurerer på listen over Whistleblowers skyldes det jo, at de netop ikke var insidere i FBI, men at der skulle et indbrud til for at afsløre J. Edgar Hoovers forbrydelser som chef for FBI. Læs fx om COINTELPRO.

Den første del af bogen er spændende som en kriminalroman. Det oprulles, hvad der får otte ikke-voldelige fredsaktivister til at træffe en beslutning så vidtgående som at bryde ind i et FBI-kontor, en handling, der let kunne føre til mange, mange års indespærring for disse ellers ikke-kriminelle mennesker. Det, der først og fremmest fik dem til at tage dette skridt, var en overbevisning om, at FBI overtrådte sine beføjelser ved at aflytte og forsøge på obstruktion af borgerretsbevægelsen og fredsbevægelsen.

Værre end man kunne have forestillet sig

De dokumenter, som de stjal og efterfølgende offentliggjorde ved at sende dem til journalister og medlemmer af kongressen og senatet, viste, at de ikke bare havde ret i deres overbevisning, men at det var langt værre, end de havde forestillet sig!

Deres indbrud førte til afsløringer så hårrejsende, at man næsten ikke fatter det. Fx at FBI aktivt forsøgte at få Martin Luther King Jr. til at begå selvmord ved at sende ham trusselsbreve.
Mlk-uncovered-letter

De otte skiltes, så snart de havde fuldført missionen, og så ikke hinanden igen for at undgå at blive opdaget. Og selvom hundredvis af FBI-agenter ledte efter dem i mange år, blev de aldrig fundet. Betty Medsger, journalist ved Washington Post, var en af modtagerne af dokumenterne, og det er hende, der har opsporet dem efter, at deres “forbrydelse” var forældet og de var uden for fare.

Der er desværre ikke tale om konspirationsteorier

Slutningen af bogen kan godt blive lidt lang i spyttet, men den er enormt vigtig, for den trækker linjer frem og tilbage i tiden til andre offentlige institutioner, der misbruger deres position og aflytter og/eller chikanerer almindelige borgere, der enten er helt og aldeles uskyldige eller også har “gjort sig skyldige” i at mene noget andet end establishmentet. Fx. at være modstander af Irak-krigen. Det er virkelig ikke rar læsning!

Orker du ikke at læse bogen, kan du se en udmærket dokumentar om de otte på Netflix og sikkert også andre steder. Den hedder 1971.

Truth

truth

TrutRobert Redford (cropped)h er All the President’s Men på moderne. Og skulle rammerne ikke minde en om den hæderkronede gamle film, så gør naturligvis Robert Redford’s medvirken det. Filmen fortæller den sørgelige, men stadigt mere aktuelle historie om, hvad det betyder for *sandheden*, når meget magtfulde mennesker ejer og/eller kontrollerer medierne.

Og når jeg siger moderne, så mener jeg det egentlig ikke – for filmen er netop ikke moderne. Den er opbygget som den type dramaer næsten altid er, helt traditionelt. Jeg synes måske godt, man kunne have givet den et ekstra skud, så den havde gjort lidt mere ondt eller prikket lidt hårdere til magthaverne. Men det er nok bare mig, der er ret sur på medierne for tiden… Det er ikke nogen dårlig film, og husker man ikke sagen om 60 Minutes, der bragte afsløringer om Bush Jr., som med overvejende sandsynlighed var sande, men som de alligevel måtte trække tilbage, fordi…, ja, så kan man med fordel gå ind og se filmen.

En provokation

Suzanne Brøgger og Kim Fupz Åkeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.
Suzanne Brøgger og Kim Fupz Aakeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.

Kunstneren og provoen Smike Käszner gav forleden en ordentlig opsang til både den kreative klasses Facebook-omklamring af flygtninge og DF-typernes evige sang om hjælp i nærområderne. Jeg har det fint med en opsang, for jeg kan sagtens identificere mig med hans godgørende kreativ-klasse flygtningevenner, der reelt aldrig gør andet end at sende 100 kr. på SMS eller like et opslag fra Dansk Flygtningehjælp. Smike harcellerer over, at vi snakker stolper op og stolper ned om at integrere flygtninge, men hvad gør vi selv? Har vi venner blandt flygtninge og indvandrere? Og han har jo ret i, at det er sindssygt nemt at sidde i en dejlig lejlighed i indre by eller en villa i Hellerup eller Holte og have meninger om, hvordan man integrerer flygtninge og indvandrere i Danmark. Vi møder dem i reglen kun, når vi forvilder os på Nørrebro eller i kiosker, i Matas, i supermarkedet eller kører med bus eller taxa. Dér gør vi os stor umage for at tale pænt til de brune mennesker, men vi taler jo netop til dem, ikke med dem.

Alligevel synes jeg, han skyder ret meget ved siden af. Hele projekt Venligboerne består i høj grad af folk fra den kreative klasse, der har besluttet sig for selv at gøre noget, når nu det ikke hjalp at sætte kryds ved folketingsvalget. De afholder lektiecaféer, danskundervisning, juridisk rådgivning, hjælper med udfyldning af papirer, giver introduktioner til det digitale Danmark, forærer flygtningene møbler, computere, mobiltelefoner, osv. Simpelthen mennesker, der gør meget mere end at like på Facebook – og der er mange, mange tusind af dem! Dem er der så en masse, der har travlt med at nedgøre, kalder dem godhedsindustri eller spelthippier eller noget tredje. Det giver jeg intet for. Marie Krarup kan selv være klam, kan hun!

Folk, der vælger at bruge deres tid og deres penge på at hjælpe andre, der har været mindre heldige i livet, kan aldrig nogensinde stå til hån i min bog. Det håber jeg heller ikke, de gør i Smikes.

I øvrigt er argumentet om, at man ikke kender og omgås “de andre” ret udbredt – et ægte DF-cirkelargument. Og ja, jeg kender kun ganske få mennesker, der står ved, at de stemmer Venstre eller DF. Vi deler ikke livssyn. Jeg kender også kun ganske få mennesker, der kun interesserer sig for fjernsyn og fodbold. For vi deler heller ikke livssyn. Det samme gælder overklassetyper, der hyler om skattebyrden, mens de pudser på deres 50.000 kroners carboncykel. Til gengæld kender jeg en del mennesker, der graver en eksistens ud på kontanthjælp, sygedagpenge eller førtidspension eller som ingen uddannelse har. Det er fordi, man godt kan være på sulteydelse eller have forladt skolen efter 9. klasse uden at have opgivet sin værdighed eller sin interesse i politik, samfundsforhold, etiske spørgsmål, litteratur, kunst, kultur, gastronomi eller de andre ting, som jeg interesserer mig for, og som jeg derfor opsøger hos andre.

BT har kørt en kampagne med fokus på, hvor “multikulturalisterne” bor – nemlig i Hellerup, etc., i store villaer med meget langt til nærmeste indvandrerghetto. Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors svarede igen med et sydende indlæg – og hvor har han ret. I øvrigt – alle DF-typerne, der vil have grænsekontrol og afskære flygtninges adkomst til Danmark, hvor mange indvandrere og flygtninge har de selv som naboer? Og hvad med chefredaktionen på BT? Bor de sammen med deres forargede læsere? Næh, vel gør de ej. Det er simpelthen et skinargument.

Men altså – de “andre” gider sgu da heller ikke mig! De synes, jeg er en snob og tror ikke på min ægte begejstring for en bog, en film, et kunstværk. De synes, at deres interesser er “de ægte” og folkelige. Det er fint nok for mig, men jeg accepterer ikke en gammelkommunistisk tankegang om, at “folkets kultur” (og sikke dog et forvrøvlet begreb!!!) er bedre end min. Mine interesser er bedre end deres – for mig!

Den anden halvdel af Smikes argument – om nærområdehykleriet – er vi nok ret enige om. Selvom jeg må sige, at alle, der har stemt på blå blok, har medskyld i, at hjælpen til nærområderne nu nedskæres i stedet for at øges, for det lagde hverken Venstre eller DF skjul på før valget.

Og så er der i øvrigt folkevandring i eftermiddag fra Udlændingestyrelsen ved Fredens Park til Christiansborg, hvor politikerne er i gang med at fejre sig selv og folkestyret. Deltager du?

 

 

En lille bog om Kristian Thulesen Dahl

DenStuerene

Jeg har været medlem af Zetland siden begyndelsen, men er nogle gange blevet overvældet af antallet af singler og har ikke fået læst dem alle. Deriblandt den om Kristian Thulesen Dahl. Men efter valget føltes det pludselig vigtigt at få noget mere indsigt i denne for Danmark så vigtige person. Så jeg fandt singlen, Den Stuerene (fra 2013), frem på min iPad og læste den.

Den giver en ganske gysende indsigt i en tilsyneladende bundløs person. Selv efter at have læst mange siders interview med både ham selv og folk omkring ham bliver man ikke spor klogere på, hvilket menneske han egentlig er? Bortset fra at han vil magten.

Og nu, hvor vi har set, hvordan han har afskrevet den formelle magt, bliver det tydeligt, at det er den reelle, armvridende magt, han søger. Beskrivelserne i singlen af, hvor skarp en forhandler han er, gør det klart, at han langt bedre kan snyde sine vælgere ved ikke at være i regering end ved at være det. Hver gang der indgås aftaler, siger han ja til omfattende forringelser af hans vælgeres vilkår, mod at få DF-signalpolitik til gengæld. Omfattende forringelser for syge og svage mod grænsebomme til værn mod de østeuropæiske tyveknægte, der alligevel bliver færre og færre af. Nu må man jo ikke sige noget grimt om hverken DF eller deres vælgere, men altså, det ville klæde disse vælgere at se lidt nærmere på realiteterne i de forlig, som DF indgår. Senest 1% rundbarbering af kommunernes budgetter.

Singlen er såmænd gysende læsning nok, men egentlig gad jeg godt, at den havde været mere konfronterende. Det havde været interessant at gennemgå alle de forlig fra nullerne, som DF var med i og få ham til at forklare, hvorfor hans vælgere havde fortjent de forringelser, de blev udsat for – under et opsving. Forfatteren, Isabella Alonso de Vera Hindkjær, forklarer ikke sine bevæggrunde, men det ville ikke overraske mig, hvis der var blevet sat meget stramme rammer op for, hvad hun kunne forvente svar på. Desuden er hun jo ikke politisk- eller graver-journalist men feature journalist. Og det er jo ikke helt det samme.

Og så lige et lille hip til Zetland:Zetland

Tak for ikke-noget, nu hvor jeg har støttet jer lige fra den spæde, svære start. På Twitter får jeg at vide, at der er tekniske årsager til, at trofaste abonnenter, der støttede, før det var smart, bliver sendt tilbage til start. Det er jeg egentlig lidt ligeglad med, jeg synes, det er fesent.

 

Man kunne jo forestille sig

at Adam Price ikke helt har den dagsorden, som mange beskylder ham for at have med den seneste udvikling i TV-serien Borgen. Der har været en del debat på Facebook og rundt omkring på nettet – ikke mindst efter BTs charmerende forside herunder.

Hvis nogen skulle have glemt det, så lovede statsministerens mand, Philip, højhelligt og på æresord sin kone, at han ville bakke hende op 100%, hvis hun blev statsminister. Og for en familie med økonomisk overskud, en skøn bolig tæt på København og to børn, der begge var over børnehavestadiet, skulle det være en smal sag for en mand med ben i næsen og de dér, I ved nok.

Men, ak og ve, aldrig så snart havde fruen overtaget Statsministeriet, før han blev opfyldt af selvmedlidenhed og mindreværdsfølelse. Først prøvede han små tricks med jobbet, og derefter bollede han ved siden af og forlangte skilsmisse, som et lille forurettet barn. Mage til fej kujon skal man da lede længe efter! Og hvem er det så, der må tage orlov fra jobbet, når datteren bryder sammen? Det er selvfølgelig selveste Statsministeren – der ikke engang overvejer at bede sin slatne nu ex-mand om at gøre det, enhver ordentlig mand i den situation selvfølgelig ville have gjort – helt af sig selv.

Og man kan endvidere spørge, om datteren ville være brudt sammen overhovedet, hvis Philip havde overholdt den aftale, han havde indgået med sin hustru og levet op til sin rolle som far.

Fordi Philip netop fremstilles som en lille klynkende mandsperson, og ikke mindst fordi Birgitte fremstilles som et varmt og favnende menneske, der blot samtidig er ambitiøs, og ikke som den ellers stereotype iskolde karrierekælling (er jeg selv blevet kaldt engang, ha!) synes jeg derfor ikke, at Adam Price kan klandres for at have båret ved til det bål, BT her antænder. Tværtimod, synes jeg faktisk.

Apropos den debat, som artiklen affødte, så synes jeg, at Stine Carsten Kendal får sagt det allermest præcist og kortfattet på sin Facebook-væg: “Det er heldigvis kun de kvindelige politikeres børn, der betaler prisen”.

Man kunne jo forestille sig

at danske journalister i langt højere grad, end det er tilfældet nu, tog de sociale medier (især Twitter, hvor nyhederne altid kommer først) alvorligt som en kilde til nye historier (du er undtaget @sfanc) og gad gå i dialog med deres followers/fans/læsere, når disse havde relevante spørgsmål, bidrag, indsigter. Det gider de næsten aldrig – selv når man påpeger deciderede fejl, er der i ni ud af ti tilfælde ingen respons overhovedet. Der er dog efterhånden rigtigt gode takter på flere medier, Berlingske er solidt repræsenteret, men mange af de tilstedeværende kører stadig lidt envejskommunikation, Information er nu godt kørende, og Jyllands-Posten var jo først med den enestående @kaaresorensen. Hurra for ham. Til gengæld er Politiken helt og aldeles fraværende. Når man nævner @politiken i en tweet, uanset hvad det drejer sig om, så er én ting sikker. Man får aldrig noget svar. Det er sgu sløjt!

Det samme gælder politikerne på Twitter med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser. Altså, når højprofilerede politikere som @IdaAuken og Margrethe @Vestager, som nok har mere travlt end mange andre politikere, kan finde tid til at svare på tweets, så er det svært at lægge øre til de andres undskyldninger (ministre undtaget). Og jeg taler især til dig @Christianfbach – når en vælger skriver til dig, at de har stemt på dig, ville det så ikke være passende at sige tak? Og når vælgere spørger dig om noget, så kunne du jo svare. Ellers skal du lukke din Twitter-konto og holde dig til Facebook og en almindelig hjemmeside.

Men tilbage til journalisterne – har læst om et initiativ, som YouTube overvejer, nemlig at lancere en kanal, der skal understøtte undersøgende journalistik, så vi kan få mere af det og måske af bedre kvalitet. Problemet er jo – til dels – at der kun sjældent er råd til at betale journalister i måneder for at gå og rode i én enkelt historie. Personligt mener jeg dog, at hvis man skruede lidt ned for dækningen af alverdens småhistorier og sparede udgiften til ligegyldige Reuter-telegrammer og følelsesporno artikler, som dem der fulgte i kølvandet på Utøya og som ses i dag på 9/11årsdagen, kunne man både få en mere profileret avis (fordi alle historier faktisk var skrevet af avisens egne journalister eller af journalister på samarbejdende aviser (som Information og Guardian)) og højstatus enkelthistorier, der var researchet over længere tid. Jeg ville fx tro, at en historie som den om, at Q8 ikke betaler skat i Danmark, kunne have fyldt meget mere og inddraget mange flere perspektiver. Her havde det fx været oplagt at inddrage de sociale medier, hvor mange godt gider bidrage (gratis!) til den type historie med deres egen research og med at sprede den.

Når aviserne ellers finder sig en betalingsmodel, der giver mening (kom NU!), skal vi læsere jo også have noget ordentlig valuta for pengene. At betale abonnement for at læse Ritzau-telegrammer, gider jeg i hvert fald ikke. Men jeg vil gerne have en løsning, hvor jeg kan abonnere på en avis, der ikke udkommer som en forstenet PDF-fil, og jeg vil også gerne have lov til at betale (på en nem og smart måde) for en enkelt artikel her og der fra aviser og magasiner, som jeg ikke abonnerer på.

 

Forum for en bedre debat

One more in Danish – about the Danish political debate. You don’t want to know.
Det danske debatklima er præget af en hård tone, der ofte er møntet på manden og ikke bolden. Debatten præges af negative enkeltsagshistorier, ofte formidlet uden sammenhæng og overordnet dokumentation af en fast kreds af debattører, der sætter en både usaglig og negativ dagsorden.Det er nødvendigt at spille op mod udviklingen. Og her kan vi ikke nøjes med at vente på, at “andre” løfter debatniveauet.

Men ofte fordufter vores egne debatindlæg med berettiget forargelse og gode argumenter i løbet af dagens møder eller under madlavning og tøjvask og – igen – blev det ikke til noget. Det kan bl.a. skyldes, at ingen andre end vi selv ved, at vi var “lige på nippet” til at skrive et debatindlæg, og at vi hver for sig mangler sparring og støtte.

Forum for en bedre debat skal fungere som en tryg ramme for sparring og skrivning af indlæg i den offentlige debat. Udgangspunktet er den politiske midte i bred forstand. Og sigtet er især at påvirke følgende medier:

  • Berlingske Tidende
  • Jyllandsposten
  • WeekendAvisen
  • Netmedier?
  • (Ekstra Bladet
  • BT)

Forummet mødes den anden mandag hver måned – første gang den 12. september kl. 16:30. Sådan cirka. Det første møde skal give mulighed for sparring og idegenerering, men det skal først og fremmest bekræfte forummets eksistensberettigelse. Det første møde afholdes på Kents Kaffelaboratorium i Nørre Farimagsgade 70. De lukker kl. 18:30, hvilket passende kan udgøre en naturlig afslutning på festlighederne!

Ideen er blevet til på basis af gode diskussioner på Twitter og init’iv-tagerne er Dan Bjørneboe (@ursushi) mig (@labeet).