7 år for PET

eller en fortælling om, hvordan magthavere ofte væltes – eller ikke væltes – af de helt forkerte grunde.2016-11-21-14-15-31

Velskrevet og spændende

Måske er det, fordi jeg ret sjældent læser denne type bøger, eller også har jeg bare været heldig. I hvert fald er den meget velskrevet, har en gennemtænkt struktur, den er behagelig at læse (på trods af avisformatet…). Og så er den næsten lige så spændende som en spionroman, hvilket ærligt talt overraskede mig. Jeg har ikke fulgt diverse terrorsager særlig tæt, så der var en del, der var nyt for mig – nyt på “interessant”-måden, ikke på “snage”-måden.

Afsked i utide

Det sidste lange kapitel er betitlet “Pia Kjærsgaard”, og det handler ikke kun om Pia på Christiania, men om den række af begivenheder, der førte til Jacob Scharfs afgang. På den ikke thriller-agtige måde var det bogens mest spændende kapitel -fordi den lægger alen til den allerede ret triste fortælling om, hvordan topembedsmænd og ministre nogle gange må tage en uforholdsmæssig stor straf for en ret beskeden – eller ingen – forseelse. (Det omvendte sker måske endnu oftere, men er ikke aktuelt her).

En tur på Christiania – or not

Sagen om Pia Kjærsgaards besøg på Christiania er et præmie-eksempel. Efterretningstjenesten og justitsministeriet havde valget mellem at lyve på én måde eller på en anden måde for at sikre, at fru Kjærsgaard ikke kom ud på Christiania på det pågældende tidspunkt, da man havde – hemmelig, men troværdig – information om, at det var behæftet med uforholdsmæssig stor fare, ikke kun for fru Kjærsgaard, der jo var mandsopdækket, men i særdeleshed for medlemmerne af Retsudvalget, som hun havde hægtet sig på.

Nødløgnen

Her kan man – med rette – indvende, at regeringer, ministerier og efterretningstjenester ofte har løjet om vigtige ting (Irak-krigen fx). Men man må spørge sig selv, hvilken fordel nogen kunne have at netop denne løgn? Jeg kan simpelthen ikke få øje på den. Og derfor vælger jeg at tro, at justitsministeriet og Scharf gjorde det, de måtte gøre. Hvilket væltede en justitsminister og sendte to topembedsmænd ud i kulden. Det var Enhedslisten, der førte sablen, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det var en hævn mod Bødskov for noget, vi ikke ved noget om. Hævnen kan meget vel have været velfortjent, men selve sagens substans var latterlig.

Ekstra Bladet i folkets tjeneste – or not

screen-shot-2016-11-21-at-14-24-59Så fulgte måneders afsløringer af dette og hint om PET i Ekstra Bladet. Det startede med noget, som nu igen fylder medierne, nemlig OVERFORBRUG i det offentlige. <rant>I sidste uge “afslørede” Radio24Syv, at DR har brugt et ret beskedent antal millioner på at køre i taxa de seneste fem år. Og ja selvfølgelig bliver folk sk*** forargede, for “JEG har da ikke råd til at køre i taxa”. Ingen får jo læst helt ned til det afsnit, hvor forbruget forklares. I denne uge er vi så forargede over, at LA skal til at køre i ministerbiler. Ahr, men, helt ærligt, tag nu lige at vende blikket derhen, hvor der virkelig er noget, der batter, i stedet for at støtte de magthavere, I påstår at ville hænge ud på forsiden/i æteren. Hvad med afgiftslettelser til biler, som vi allerede har alt for mange af? Eller kampfly, der ikke kan flyve? Eller besparelser på uddannelser, der skal sikre vores land i fremtiden? Kig dog lidt på det!</rant>

Nå men, her drejede det sig altså bl.a. om en middag for PETs ledelse, hvor der var brugt 200 kr. mere per snude, end det tilladte. Uha da, landet var nær blevet ruineret. Rigsrevisionen har siden gennemgået alle de bilag, som Ekstra Bladet brugte uger på at “afsløre”, og de havde INTET at bemærke.

Det virkeligt bekymrende – en læk i PET

Ja, det var der øjensynligt ingen hos pressen, der syntes var et problem. Jeg tror nok, at jeg synes, at det netop i den organisation er temmelig problematisk at have en læk – eller flere!

Til sidst det, som vel egentlig fældede Jakob Scharf, selvom han allerede sad yderligt efter nødløgnen, nemlig intern splid i organisationen. Personaleorganisationerne var utilfredse med ledelsen og talte om frygtledelse, etc. Det skal jeg ikke stille mig til dommer over, selvom jeg faktisk synes, at Scharfs argumentation er ret overbevisende. De stod over for enorme organisationsændringer og en fordobling af arbejdsstyrken, der så endvidere skulle ændres betydeligt – fra en overvægt af politifolk, til nu flest analytikere. At det har skabt betydelige spændinger, undrer i hvert fald ikke denne læser. Desuden begyndte man at tage privilegier fra visse grupper af ansatte i tjenesten. Den slags er jo sjældent populært.

Alle arbejdspladser, jeg har været på, har reageret negativt på organisationsændringer. Uanset om de var gode, gennemtænkte og nødvendige, eller om de var eufemismer for besparelser. Det sidste er der naturligvis god grund til at reagere imod. Enhver ledelse skylder medarbejderne at kalde en spade for en spade.

Konklusion

En meget bedre bog, end jeg havde ventet, og jeg føler mig oplyst efter læsningen. Og mere træt af Ekstra Bladet og de andre medier, der bruger billig forargelsesjournalistik til at forvrænge den politiske debat, end nogensinde før, hvilket ikke siger så lidt.

Mht. fogedforbuddet og udgivelsen som avistillæg, så tror jeg nok, jeg synes, at Politiken fik pustet sig lige lovlig meget op. Omvendt læste jeg et interview med People’s Press’ litteratære direktør Jakob Kvist, der helt bestemt mener, at PET ville have stoppet bogen, havde de fået chancen. Hvis det virkelig er tilfældet (oh, but why?), var der jo god grund til at trykke den…

Good night, sweet Prince

Jeg var i Californien, da Prince døde. Dette er et reklame-billboard i San Jose.
Jeg var i Californien, da Prince døde. Dette er et reklame-billboard i San Jose.


Med en veninde var jeg til Politiken-arrangementet Good night, sweet Prince. Som man kan gætte, var det en memorial-aften til ære for Prince. Jeg har ikke tænkt meget på Prince i de sidste 10-15 år, skal jeg da ærligt indrømme, men da hans musik igen begyndte at strømme fra alle sider ved nyheden om hans død, gik det op for mig – præcis som efter Bowies død – at Prince også var en vigtig del af min ungdoms lydtapet. Parade albummet hører til på min all time top 10. Og så er der jo lige hans stil – jeg er næsegrus beundrer af et lillebitte menneske, der ifører sig meget lidt tøj, høje hæle og glimmer over det hele og stadig, uomtvisteligt, er en vildt sexet MAND.

Arrangementet var udmærket, men ikke helt så godt som Bowie-arrangementet. Det var der formentlig flere grunde til, en af dem, at vi så for få klip fra Princes karriere. Jeg er klar over, at han var meget fedtet med, hvad der måtte ligge på YouTube, men et enkelt kig derinde overbeviser om, at der alligevel er meget at vælge imellem. Desuden fandt jeg, at styringen ikke var stram nok, selvom jeg godt kunne lide den for mig ukendte Miriam Zesler.

Som ex-musikbranche-person syntes jeg selvfølgelig, det var sjovt at høre Henrik Milling og Nicolai Molbech rulle sig ud med en masse fagsnak om musikbranche og orkesterledelse, etc. Men jeg forestiller mig, at mange tilstedeværende har fundet den del af snakken en anelse lang i spyttet.

Jeg var alligevel glad for, at jeg deltog i arrangement, hvor vi bl.a. blev præsenteret for den VILDE live-udgave af Purple Rain her øverst og den helt enestående version af Nothing Compares to You herunder.

Hvorfor går vi ikke i teatret?

Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall.
Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall (17/5).

Jeg har læst den her artikel, så du ikke behøver tegne abonnement for en måned. Den handler om, hvorfor folk gider museer mere og mere og teatre mindre og mindre. Flere kloge hoveder er inviteret til at mene noget om det. Kirsten Drotner, professor ved Syddansk Universitet, siger: “museerne og teatrene er direkte sammenlignelige, fordi de henvender sig til samme borgersegment, de veluddannede og midaldrende.” Museerne får ros for at være blevet bedre til at kommunikere i øjenhøjde med deres besøgende. Professor emeritus Jørn Langsted fra Aarhus Universitet fremhæver, “at teaterbesøget kræver mere af publikum end det at gå på museum eller i biografen. Det kræver koncentration og fordybelse.” Endelig udtaler lektor i teatervidenskab på KU, Stig Jarl, at teatrene er “røget ind i et produktionsræs med et for stort udbud af forskellige forestillinger”.

Priser og de stramme tidsrammer nævnes kun perifert.

Jeg er uenig i, at publikum til teater og museum er “direkte sammenlignelige”. Fx kan børnefamilie gå på museum, de kan ikke ofte gå i teatret – eller det er i hvert fald noget andet teater, end artiklen her omhandler. Og man kan gå på museum som gratis søndagsforlystelse, mens det at tage mor, far + 2 unger i teatret er lige så dyrt som Bonbonland. Og jeg spekulerer på, om professoren har været til SMK Fridays (hun nævner dem), hvor der er pakket med unge mennesker? Jeg er også uenig med Langsted, som jeg ellers ofte er enig med. Han siger, at et teaterbesøg er mere krævende end museum og biograf. Altså, det synes jeg ikke, man kan generalisere om! Jeg så Laurie Anderson-filmen forleden og har fx set den etiopiske film Lammet. Eller Niki de Saint Phalle på Arken. De kræver da mindst lige så meget som de fleste teaterforestillinger!

Som mine faste læsere vil vide, er jeg ivrig kulturforbruger, men går ret sjældent i teatret. Hvorfor?

  • De fleste forestillinger går kun i en kort periode og for det Kgl. Teaters vedkommende kun på særlige dage. Kl. 20 på hverdage, kl. 14 på lørdage. Ikke om sommeren, hvor man ellers har tid.
  • Teater er dyrt, sådan ca. fra 200 kr. og op.
  • Teater skal planlægges, ofte længe i forvejen.
  • Jeg kender ikke så mange, der både har lyst, tid og råd til at gå med mig i teatret.
  • Det er – i modsætning til fx koncerter, der ellers også er dyre – mange penge at betale for noget, man ikke ved, hvad er. Biffen koster 90 kr. og man kan beslutte sig i sidste øjeblik.

På museerne kan man planlægge med kort frist, og mange af dem, særligt dem som nævnes i artiklen, fx SMK, har den ret enestående fordel, at de har gratis adgang. Det er så snart slut, desværre. Men alligevel: helårsadgang til fx Louisiana for to personer koster 600 kr. inkl. en masse fordele. Hvor mange teaterbesøg får to personer for 600 kr.?

Jeg er udmærket klar over, at det er dyrt at drive teater. Der er rigtigt mange mennesker på lønningslisten til sådan en forestilling. Men ligesom museerne har fornyet sig ganske kraftigt over de sidste tyve år, så kunne teatrene måske tage et lignende ryk? Der gøres en del forsøg, også vellykkede af slagsen, men der kunne godt eksperimenteres mere. Og som Stig Jarl spørger jeg også, om der behøver være så mange forestillinger hvert år? Nogle forestillinger går kun i få  uger – hvordan skal man dog nå at opdage dem overhovedet? Festivaler, musik-, film- mad-, you-name-it- er et hit i alle aldersgrupper. Måske kunne man eksperimentere lidt mere med det? Én billet, adgang til så meget teater, du kan spise, i en uge. Eller noget. (Og ja, jeg ved godt, der allerede findes teaterfestivaler).
State Library of Victoria (Stained Glass of William Shakespere)
Nu hvor jeg sad og researchede til denne blogpost, faldt jeg over et fedt nyt initiativ for unge, nemlig gratis Shakespeare i HC Ørstedsparken. Lad os da tage ungerne med til det i stedet for Bonbonland! Jeg pakker en madkurv, hvis du kommer med skovturstæppe og unger med åbent sind.

 

 

 

Bowie tilbageblik

The Thin White Duke 76
Med en veninde har jeg været til endnu et gråhætte-arrangement hos Politiken (hun og jeg er selvfølgelig ikke gråhætter, vi har jo ordentlige frisører!). Denne gang var det en Bowie-aften, hvor fire kyndige mennesker kastede et kronologisk tilbageblik på hans karriere. De fire var ordstyrer Kim Skotte, journalist på Politiken; Asger Schnack, digter; Pernille Jensen (@badgirloftennis), også fra Politiken og som den veltalende og stort set alvidende rosin i pølseenden, Martin Hall.

Vi så billeder og video og hørte nogle musikbidder og blev guidet gennem Bowies karriere fra start til slut. Det gode ved arrangementet var jo ikke faktaopremsningen, som man kan sidde i lænestolen og indtage, men de fires beskrivelser af deres kvalificerede oplevelser med Bowie igennem livet. De tre havde jo været tilstede, Asger Schnack mere end de andre, og det blev en stående joke, hvornår man havde købt et Bowie-album i “real time“. Det utroligt nørdede og vidende barn, Martin Hall, købte sit første Bowie-album som 11-årig, fortalte han. Jeg tror, jeg stadig hørte børnemusik, da jeg var 11!

Blackstar_album_coverJeg kan så afsløre det kuriosum, at mit første Bowie-album i real time var Blackstar, som jeg simpelthen gik i FONA (af alle steder) og købte på udgivelsesdagen! I Bowies gyldne år boede jeg altid sammen med kæmpe fans og pladesamlere, og de købte jo hans plader, før jeg kunne nå at blinke. Så derfor ejede jeg kun selv ganske få. Jeg købte Low, husker jeg, fordi den var for fantastisk til bare at låne af andre. Men ikke ligefrem på udgivelsesdagen – adskillige år efter! Så jeg var slet ikke fan på den der altopslugende måde (det var jeg ikke af nogen), men Bowie var jo min ungdoms tapet! Han var der altid – en musikalsk og visuel uudtømmelig inspirationskilde, men hvor vigtig han egentlig var, gik faktisk ikke op for mig, før meget senere. Det gjorde mig glad, at jeg havde købt og lyttet til Blackstar, inden han døde. Skotte beskrev også, hvor glad han var for, at han havde anmeldt Bowies nye plade, ikke hans sidste. Noget alle var enige om, at Bowie nøje havde planlagt. Cool white duke!

Både Asger Schnack og Martin Hall gjorde meget ud af at fortælle om, hvor Bowie havde sin inspiration fra, og hvem han havde inspireret. Listen over sidstnævnte er jo uendelig! Og mange, tror jeg, har været inspireret af Bowie uden at være sig det bevidst.

Martin Hall er en inspirerende formidler, og han kan kunsten at fortælle en historie. Det var simpelthen en fornøjelse at lytte til ham. Men aftenens sjoveste bemærkning stod Pernille Jensen for. Hun fortalte, at hun havde været til Bowie-koncert i Horsens (2002), hvor det fedeste havde været, at der var så få mennesker, at man nemt kunne komme op til scenekanten. De fleste andre tilstedeværende var fadølsdrikkende borgmestre, sagde hun. Man ser det for sig.

Godt, at Bowies karriere ikke skulle ende med at spille for fadølsdrikkende borgmestre. Det sker jo ellers for de fleste, der lever længe nok.

Disclaimer: Fra min musikalske ungdom kender jeg både Kim Skotte og Martin Hall. Men det ville være synd at sige, at vi har siddet lårene af hinanden siden.

Er skrælning okay? Er hetz?

Triple Spiral One-Piece Orange Peeling
Ja, for fanden, skrælning er helt okay! Selvfølgelig med kildeangivelse, men spar os for masser af anførselstegn og for, at almindelige avisartikler/blogindlæg m.m. skal ligne videnskabelige artikler med dusinvis af referencer. Skrælning og plagiat er ikke det samme. Og inden man kommer op på den høje hest, kan man lige tænke lidt over, at der kun er et begrænset antal måder, man kan give udtryk for den samme holdning på. Hvis jeg skrev ledere eller opinionsartikler om aktuel politik, ville jeg helt sikkert have gengivet mange af de samme pointer, som fx kan findes i en leder fra The Guardian eller The Economist. Simpelthen fordi vi følger de samme opinionsdannere og har samme grundholdning til mange emner – og følgelig sammenlignelig sprogbrug. Og det er almenmenneskeligt at internalisere klogt udtrykte synspunkter, der matcher vores egne!

Efter internettet og især efter, at det er blevet så nemt at holde øje med internationale medier via diverse aggregerings-hjemmesider, først og størst Facebook, er det blevet en ny sport for visse mediepersoner at kigge journalister, de ikke kan lide, efter i sømmene. Det er også blevet meget nemmere, fordi man ikke skal sidde med to stykker papir ved siden af hinanden og markere med rødt, men kan lave søgninger i mange dokumenter på kort tid efter særlige søgeord og navne. Ikke stor journalistik, hvis I spørger mig.

Først og størst var hetzen mod Annegrethe Felter Rasmussen, hvor tre medier undsagde og fyrede hende samtidig uden overhovedet at have efterprøvet anklagerne. På Journalisten, det ene af de tre medier, har de dog haft ære nok i livet til efterfølgende at foranstalte en efterprøvning. Den frikender sjovt nok Annegrethe og til Journalistens ære skal det siges, at chefredaktør Øjvind Hesselager har tilbudt Annegrethe hendes (freelance)job tilbage. På Information og Altinget (de to andre medier, der fyrede Annegrethe) har man endnu ikke fundet anledning til at fortælle læserne dette. Tilbage står, at alle, der har læst om sagen, men ikke følger Journalisten eller Annegrethe selv, IKKE får at vide, at der ikke var fugls føde på anklagerne, udover det, som Annegrethe selv har “tilstået“.

En af Annegrethes hårdeste anklagere, redaktør Søren Villemoes på Weekend-Avisen, blev kort efter taget i selv at plagiere. Denne sag fik ikke andre konsekvenser for Villemoes, end at det var temmelig pinligt for ham. Men pinlighed påvirker ikke evnen til at betale husleje.

Forleden var det så Politikens chefredaktør, der røg på anklagebænken, denne gang anklaget af Mikael Jalving. Et besøg på sidstnævntes Facebook-profil sker helt for egen regning. Selv fik jeg en akut depression efter mit besøg. Han er et glimrende eksempel på, hvordan misogyni og Islam-had går hånd i hånd yderst på højrefløjen. Jeg forstår faktisk ikke rigtigt sammenhængen, men jeg er jo så også både radikalt sindet og feminist. Læs Bo Lidegaards tilbagevisning.

Tilbage til skrælning. Jeg kunne slet ikke forestille mig en tilværelse som videns-junkie uden! Jeg har hverken tid – og heller ikke altid lyst eller inklination – til at læse alle de mange, lange, kloge artikler og bøger, der skrives om alverdens emner på alle sprog. Derfor elsker jeg, når journalister og anmeldere skræller bøger og artikler for mig, så jeg kan blive (lidt) klogere uden at læse et fembindsværk om første verdenskrig eller et svært tilgængeligt #longread om melatonins gavnlige virkninger. Det gælder naturligvis i særlig grad artikler, der er skrevet på andre sprog end engelsk eller skandinavisk eller som befinder sig bag en tyk paywall (fx videnskabelige artikler).

pinguBare for at nævne et lillebitte eksempel på at *alle* gør det (og bemærk, jeg har IKKE ondt i r****), så er der en lille historie (ikke online) i Politiken d. 13/1 om ophavsmanden til Pingus sprog og stemme. Den er mere end skrællet fra en historie i The Guardian, som journalisten da også nævner. Og hvad så? Sådan en petit-historie havde jeg ikke selv set i The Guardian, og i Politiken så jeg den kun, fordi den var ledsaget af et kæmpe billede af nuttede Pingu. Men journalisten vil ikke blive forfulgt og hængt ud, gætter jeg. Hvorfor? Historien er ukontroversiel og apolitisk.

Mon ikke der er masser af tvivlsomme artikler at hente, hvis folk på venstrefløjen og andre af os forkætrede humanister og kulturradikale gad bruge vores kostbare tid på at sammenligne output fra Jalving, Selsing, Den Korte Avis og alle mulige andre højrefløjsdebattører med output fra diverse internationale højrefløjsmedier og blogs? Jeg ville dog aldrig påtage mig sådan en opgave og heller ikke tilskynde andre til det. For det er jo meningsløs tidsspilde! Til gengæld ville det sørme være rart, hvis medier i højere grad gad efterprøve og afsløre løgn og propaganda.

Mange, mange journalister jeg kender (til) er vilde med fodbold. Så hvad med at gå efter bolden, folks, i stedet for m/k’en?

Tage Skou-Hansen, 1925-2015

Jeg blev forunderligt berørt over Tage Skou-Hansens død. Og han var dog en meget gammel mand, angiveligt mæt af dage. Men hans død og de mange mindeord, jeg efterfølgende læste og hørte, mindede mig om, at Holger Mikkelsen, en gennemgående person i Skou-Hansens forfatterskab, formede min egen holdning til 2. verdenskrig, der ellers var farvet af mine bedsteforældres temmelig kulørte beretninger og historieundervisningen i skolen, der på det tidspunkt stadig var én lang fejring af danskerne som det store modstandsfolk.

denøgnetræerJeg må have været ganske ung, ja, teenager, da jeg læste De Nøgne Træer. Ikke desto mindre gjorde den et enormt og uudsletteligt indtryk på mig. I de mange følgende år var det ikke særlig hot at fortælle, at man læste Tage Skou-Hansen, så jeg holdt nok lidt lav profil, når jeg læste de følgende romaner om Holger Mikkelsen. Men jeg læste dem, og de satte sig.

Jeg var til et arrangement i Politikens hus, hvor Rune Lykkeberg interviewede Carsten Jensen om dennes nye roman (som jeg er 3/4 igennem, den er vanvittig spændende!), og fordi det var dagen efter Skou-Hansens død, indledte de med at tale lidt om, hvad han havde betydet for dem. Det var faktisk skønt at høre, hvor vigtig han havde været for disse intellektuelle kapaciteter, for det er slet ikke det indtryk, jeg normalt har fået, når der diskuteres litteratur. Senere i ugen hørte jeg Politikens Bogfolk-podcast om samme emne. Gæsterne her var litteraturprofessor Hans Hertel og Informations boganmelder Anita Brask Rasmussen til en dejlig lang samtale, igen med Rune Lykkeberg. Det gennemgående træk i samtalerne var, hvordan Skou-Hansen altid havde formået at placere sig uden for diverse synspunkters gængse holdepladser – noget jeg egentlig ikke var særligt bevidst om, men som nu selvfølgelig giver mig en vis aha-oplevelse.

Tage Skou-Hansen er en temmelig gammeldags forfatter. Hans romaner har intet af den modernitet, som karakteriserer mange af hans samtidige. Og jeg forstår nu meget bedre, hvorfor forfattere som ham og fx. Thorkild Hansen satte sig hos mig på en anden måde end fx. Rifbjerg. Den Episke Fortælling har altid været lige mig!

Når du nu er hjemme hos mor og far i julen, så snup en Holger-bog i deres selvfølgelig velassorterede bogreol og lad dig suge ind i en verden, hvor sort og hvidt ustandseligt blandes til gråtoner uden et øjeblik at miste gnisten og spændstigheden.

PS: Til Gyldendal og andre, der måtte ligge inde med fotos af Tage Skou-Hansen: Der findes ikke et eneste i public domain!