En skuffelse 😢

Forrige år læste jeg med stor begejstring Thomas Rydahls debut-krimi, Eremitten, om en af verdens mærkeligste detektiver, den 70-årige Erhard Jørgensen. Jeg havde derfor set frem til efterfølgeren med stor utålmodighed og købte den næsten på udgivelsesdatoen.

Øv

Desværre må jeg indrømme, at jeg er svært skuffet. Det indtryk, man får af Erhard i den første bog, er, at der er tale om en meget intelligent mand med stor retfærdighedssans, der pga traumatiske begivenheder tidligere i livet har søgt tilflugt i en ydmyg tilværelse på den spanske ø Fuerte Ventura. I denne bog rulles noget af denne fortid så op på en måde, der er lige en anelse for kryptisk for min smag. Men pyt med det. Det, jeg virkelig har et problem med, er, at Erhard er blevet så dårlig til at regne den ud siden sidste bog? Det er som om han ikke mere kan læse folk omkring sig. Der sker også adskillige ting, der er så usandsynlige, at de kunne have hørt hjemme i Bedrag.

Vold

Samtidig sker der noget andet, som jeg blev rigtigt ked af. Noget af det, jeg holdt mest af ved debuten var, at der var så lidt vold i den. Det handlede om at opklare en forbrydelse, simpelthen. Men denne her har udpenslet, klam vold som var den skrevet af Jussi Adler-Olsen, og det er generelt noget, jeg forsøger at undgå, når jeg udvælger de få krimier, jeg gider læse.

Dystopi

Romanen har et overvejende negativt livssyn, hvilket man sådan set ikke kan fortænke den i, og den indeholder en god del civilisationskritik. Det kan jeg godt lide, ved mine læsere. Men desværre bliver det lidt all-over-the-place og med skurke, der simpelthen bare er alt for skurkagtige.

Jeg synes også, at skildringen af romanens anden hovedperson, popstjernen Le, er ovre i det karikerede, men måske er det mig, der ser for lidt reality TV. Et andet vigtigt tema i romanen er illegal indvandring og Europas modtagelse af og holdning til disse. Thomas Rydahl skal have ros for at tage emnet op, men jeg synes, han forsøger at gabe over for meget.

De Savnede

Der er mange savnede i bogen, og de er savnet på forskellig vis og over forskellige afstande, hvis man kan formulere det sådan. Bogens “slogan” er, at “ikke alle der flygter, skal findes”, hvilket jo givetvis er sandt og selvfølgelig sandt for nogle af bogens medvirkende. Desværre synes jeg ikke, at temaet forløses ordentligt – buen er simpelthen spændt for hårdt.

Oplæsning

Jeg købte den som lydbog, meget begejstret for at den forelå samtidig med de andre udgaver, men desværre er det sket på bekostning af kvaliteten. Oplæsningen er noget af det mest sjuskede, jeg har været ude for, hvilket er særdeles forstyrrende for oplevelsen. Det er faktisk ikke umuligt, at jeg havde været gladere for bogen, hvis jeg havde læst den frem for at lytte til den. Det er simpelthen en ommer, Politikens forlag!

Forberedelse til det næste liv

AtticusLishJeg hørte denne som lydbog, hvilket i dette tilfælde nok var en fejl. For oplæserens behagelige, men desværre temmelig ensformige og søvndyssende stemme, fik mig til at miste koncentrationen lidt for ofte. Det vil jeg derfor ikke anbefale. Den danske oversættelse ser okay ud.

Bogens forfatter, Atticus Lish, har en relativt interessant historie. Den må man desværre læse om på engelsk Wikipedia, da den danske forlægger næsten intet skriver og heller ikke har fået en kompetent person til at skrive en dansk Wikipedia-side. Man skulle ellers tro, det ville være en god ide, men…

Nå men, bogen. Den viser i den grad vrangsiden af det amerikanske samfund. Vi møder den stærkt PTSD-ramte Irak-veteran Skinner og den illegale kinesiske immigrant Zou Lei. I den del af New York vi aldrig ser, og som mange New Yorkere heller aldrig ser, forsøger disse to at nå den amerikanske drøm. Men som vi danske fornuftsvæsner godt ved, så er den drøm langt fra opnåelig for alle – således desværre heller ikke for Zou Lei og Skinner. Forfatterens tilsyneladende tørre måde at fortælle historien på gør den kun endnu mere trist og vedkommende. Det er ikke en bog man skal læse for at komme i godt humør – den mindede mig lidt om en anden bog med en kvindelig kinesisk hovedperson, nemlig De Hjemløse af Yiyun Li.

En bog, der kunne uddeles til medlemmerne af Liberal Alliance, så de kan se, at for nogle mennesker gælder det, at lige meget hvor hårdt de slider i det, og hvor meget de ønsker det, så er det ikke alle forundt at nogensinde se solsiden af samfundet.

Magteliten

Magteliten

Denne bog er enormt velskrevet, simpelthen. Her er nogle forfattere og et forlag (Politiken), der har arbejdet målrettet mod at nå frem til den bedst mulige bog, som er letlæst, men ikke på noget tidspunkt giver køb på principperne om dokumentation. De to sociologer, der står bag undersøgelsen, som bogen bygger på, har enten selv erkendt, at der skulle en journalist til at bearbejde materialet, eller en redaktør har udvist rettidig omhu og overtalt de to forskere. Uanset hvordan det er gået til, så er det forbilledligt! Korrekturfejl er der heller ikke nogen af. Hurra for sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard og journalist Markus Bernsen. Grau Larsen og Bernsen kan følges på Twitter.

I bogen kortlægges de netværk af hvide mænd mennesker, der har fat i den tunge ende her i Danmark. 423 personer udmærker sig ved at have tætte forbindelser med hinanden og være centralt placeret dér, hvor de vigtige beslutninger tages. Af de 423 er 19% kvinder. Og kun én er ikke (helt) dansk. Ved en simpel billedgoogling kan man overbevise sig selv om, at magthaverne i Danmark alle sammen ligner hinanden. Så meget, at det næsten er komisk. De er hvide mænd, de er over 40, de går med jakkesæt og slips, har kortklippet hår og pæne sko. For 50 år siden røg de cigar, i dag ejer de en carbon-cykel, som det så morsomt konstateres et sted i bogen. De bor også alle de samme steder – ja, her i Københavnsområdet er det sådan, at et par håndfulde oven i købet er byltet sammen på de samme veje på Frederiksberg og i Gentofte.

En alt for stor del af dem er oven i købet adelige. Tænk, at de privilegier, som vi egentlig for længst har afskaffet, alligevel følger med gennem så mange generationer!

Der er meget lidt i billedet af magten, der er egentligt odiøst. I modsætning til i andre lande, kan man ikke bare komme til magt og indflydelse ved at have en rig daddy. Men hvis du er flittig (på polit-studiet), plejer dine forbindelser og tilpasser dig de kodeks, der gælder, så får du et solidt skub i ryggen af din rige daddy.

Noget, der naturligvis har interesseret mig i særlig grad, er hvilken magt kulturpinger og presse har. Og svaret er: næsten ingen. Kun to personer fra kulturlivet (Bente Scavenius og Poul Erik Tøjner) er med blandt de 423. Desuden ganske få fra pressen og beslægtede brancher. Eneste kunstneriske branche, der gør sig nogenlunde på de bonede gulve, er arkitekterne.

Det er klart, at salig Rifbjerg eller Carsten Jensen kan sætte en dagsorden i pressen, men ingen af de meget synlige pinger har nogen reel magt. Den såkaldte Bermuda-trekant mellem Politiken, Gyldendal og Danmarks Radio, som forskellige DF’ere igennem tiden har brugt meget tid og krudt på at tillægge en masse indflydelse, har altså reelt ingen, når det i sidste ende kommer til at udøve magt i det danske samfund.

Den sørgelige sammenfatning er, at man må kigge langt efter nytænkningen, når alle magthaverne tænker ens og ser ens ud, uanset om de stemmer S, V, R eller K (der er (endnu) ikke plads til folk fra hverken ydre venstrefløj eller ydre højrefløj i magtens centrum). Når man har læst denne bog, så forstår man godt, at det går langsomt med både grøn omstilling, ligestilling, m.m., og at samfundsudviklingen over lange stræk ruller lidt bagud som en bil, hvor håndbremsen ikke er trukket ordentligt.

Læs læs læs.