Prosit!

Der findes virkelig videoer om ALT. Den her handler om nysets rolle i smittespredning. Og hvordan man bruger matematik til at beskrive hændelser i den fysiske verden.

Corona

Prisen på et menneskeliv

Det er blevet det, vi diskuterer nu. CEPOS-typer – og Trump – er nu ude med den ikke særligt veldokumenterede påstand, at kuren hurtigt bliver værre end sygdommen.

Her er en artikel fra NYT, der forklarer, hvorfor der faktisk ikke rigtigt er dokumentation for den påstand – at det faktisk kan forholde sig lige omvendt. Og en artikel fra samme avis, der har fat i flere forskellige økonomer, som har afprøvet forskellige metoder til at foretage denne afvejning. Det er spændende læsning.

Carsten Jensen har skrevet på Facebook om prisen på et menneskeliv.

Og endnu en vinkel på samme spørgsmål – her handler det om, hvordan hospitalerne bedst kan foretage den såkaldte “triage”, når der kommer så mange patienter, at der ikke længere er akutpladser og respiratorer nok. Ordet triage har samme oprindelse som try. Altså, at prøve.

Sammenhængen mellem religion og katastrofer

Lektor i religionsvidenskab Jørn Borup fortæller med stor sproglig klarhed og en masse forskellige eksempler om sammenhængen mellem religion og katastrofer. Det er meget interessant læsning.

Hvad vi kan lære af Dekameron

Boccaccios Dekameron er et ca. 700 år gammelt værk, der fremstår overraskende moderne. Det foregår under pesten i Italien og handler meget om, hvad man dog skal lave, mens pesten raser udenfor (hint: sex). Men den er mere end saftige sexscener. En meget vidende ung mand fortæller her i K-Forum, hvad man kan bruge Dekameron til i en tid med sygdomsangst og karantæne. Det er et værk, jeg godt kunne overveje at genlæse netop i denne tid.

Overvågning i Coronaens navn

Det har selveste Edward Snowden noget at sige om i dette interview med den danske teknologi-journalist Henrik Moltke.

Den video fandt jeg via nyhedsbrevet Technorama. Det fandt i øvrigt sted ifm Cph:dox, der i år finder sted online. Filmene fra en af verdens bedste dokumentarfilmfestivaler kan streames til 6€ per styk. Efter sigende fungerer det rigtigt godt – med skam at melde har jeg ikke fået set nogen endnu. Men da festivalen er udvidet med en uge ind i april, skulle det stadig kunne nås.

NatMus om karantæne

Seniormedarbejdere på Nationalmuseet har i det stille lagt en række videoer på Youtube og Facebook, hvor de forklarer den historiske baggrund for de fænomener, vi allesammen oplever helt tæt på nu. Her er det Ulla Kjær om karantæne:

Tjek museets Facebook og YouTube (ikke helt de samme videoer begge steder).

Viden

Vi vidste det jo godt

Britisk professor i sundhedsvidenskab forklarer, hvorfor vi GODT vidste, at der ville komme en pandemi, men ALLIGEVEL ikke rigtigt vidste det. Den første i en serie videoer fra Queen Mary University of London, hvor meget kloge folk forklarer os årsagssammenhænge.

Koreansk epidemi-professor svarer på ALT

Han er formentlig verdens førende ekspert i virus og smitte og har stået helt forrest i Koreas kamp mod Corona. Han er en meget nøgtern og meget bestemt herre. Og journalisten stiller gode spørgsmål og holder så i øvrigt sin kæft. Tak til Ronnie og signal.dk for at pege på den.

Tidshorisont?

The Atlantic har interviewet en epidemiolog og en professor i folkesundhed om, hvad tidshorisonten er. De opstiller fire forskellige scenarier. De gælder selvfølgelig for USA, så kan ikke helt overføres til danske forhold.

Mere Thomas Pueyo

For to uger siden bragte jeg hans første virale artikel fyldt med statistik og fremskrivninger. Her er den næste. Det er langt, og der er mange tal og grafer, men han kommer langt med at forklare forskellene mellem landene, og hvordan det er vigtigt, om lockdown sker onsdag eller fredag.

Corona og køn

The Lancet har kigget nærmere på Corona og køn. Hvem får det og hvorfor?

The art of the deal

Forskning understøtter de generøse. Når du skal indgå i en forhandling, så prøv allerførst, om ikke du kan gøre kagen større, så alle vinder.

Om os

Sorg

Måske er det, du føler for tiden og ikke rigtigt forstår, simpelthen sorg. Sorg over at den verden, du kendte, måske aldrig vender tilbage igen. “You can also think about how to let go of what you can’t control. What your neighbor is doing is out of your control. What is in your control is staying six feet away from them and washing your hands. Focus on that.” Det kan være beroligende at få at vide, at man ikke er alene med en følelse. Artikel fra Gabz.

Virtuel dating

GQ har gjort sig den ulejlighed at interviewe en håndfuld yngre mennesker, der allerede har prøvet det. Det lyder sikkert og trygt oooops, mit wifi forsvandt/min telefon gik ud/min søn kom hjem. Masser af sikre udveje.

Fordomsfrie børn

Børn fødes fordomsfrie. Desværre begynder vi og det omgivende samfund straks at påvirke dem. Hvordan opdrager man et barn til ikke at have fordomme om mennesker med andre farver?

Ananas i egen juice (sorry)

I skal lige se den fine anbefaling, Serendipiteten får i Kim Elmoses nye nyhedsbrev. Samtidig kan I betragte dette som en anbefaling af hans!

Kunst og kultur

Musikalsk kærlighed fra Berkeley

Dokuer om arkitektur

Dezeen (arkitekturtidskrift) har en liste af film om design og arkitektur til det tidspunkt, hvor din hjerne tørster efter andet end spændingsserier.

Apropos dokumentarfilm

(som tydeligvis er blevet et tema i dette nyhedsbrev), så blev SXSW i Austin jo også aflyst. De plejer at vise en række kortfilm produceret til lejligheden. Nu kan du se dem ganske gratis hjemme hos dig selv, præsenteret af Mailchimp. Det var nyhedsbrevet Morgenpost fra Kristoffer Dahy Ernst, der havde den interessante oplysning.

Krigsfilm

Det var ikke, fordi jeg er i specielt krigerisk humør, men tilfældet ville, at jeg har set to krigsfilm på to dage. En god og en dårlig, viste det sig. Jeg så den vanvittige Jojo Rabbit af den ret fantastiske (og hotte) New Zealandske instruktør/skuespiller Taika Waititi. Den kan ikke rigtigt beskrives, men det er en slags komedie, hvor hovedpersonen er en lille lidt kikset dreng, der har taget nazismen til sig og har selveste Hitler som sin temmelig fjollede usynlige ven. Det lyder vanvittigt, og det er det jo også. På en god måde.

Og så så jeg 1917 af Sam Mendes. Han har både lavet den ret fremragende Road to Perdition og den faktisk temmeligt gode James Bond film Skyfall. Men 1917 var en kæmpe skuffelse for mig – jeg kan faktisk ikke rigtigt finde på noget godt at sige om den, så vi lader det være ved det.

Half of a Yellow Sun

Minsandten om den bog, jeg blev færdig med i ugen, også handlede om krig – jeg sværger, det er helt tilfældigt! Den var af en forfatter, jeg er meget begejstret for, nemlig Chimamanda Ngozi Adichie, og krigen var Biafras befrielseskrig mod Nigeria i 1960’erne. En sørgelig ramme om en meget fin fortælling om en familie.

Share

Folkekirken

This post is in Danish. It’s about the Danish state church and the thoughts I’ve had about my relation to it as of late.

Med afsæt i Sørine Godtfredsens hæslige kronik i Berlingske Tidende om at “bruge Anders Breihvik rigtigt”, har vi diskuteret ivrigt på Twitter, ikke mindst om det rimelige i at melde sig ud af folkekirken pga Sørines holdninger.

Det vil jeg godt lige starte med at sige, at det synes jeg – selvfølgelig – ikke, det er. Hvis én eneste præsts sindssyge holdninger skulle være nok, så skulle jeg jo have meldt mig ud allerede, da Krarup og Langballe trådte ind på den offentlige scene. Eller måske langt før, mon ikke der var en nazi-venlig præst eller to dengang i tredverne? Og jeg syntes jo selv, at folk var top-åndsvage, når de meldte sig ud pga Thorkild Grosbølls “ugudelighed”. Mere om ham senere.

Folkekirken er statskirke her i Danmark. En mærkværdig konstruktion, som jeg er indædt modstander af. Som om der var nogensomhelst sidestilling af folketinget, folkeskolen og folkekirken. Kirke og religion bør være tilvalg for voksne mennesker og ikke på nogen måde “naturgivent”. Jeg har aldrig fået meldt mig ud, for da jeg var barn var det ikke nogen reel option at IKKE døbe sit barn, og da jeg skulle konfirmeres, og sådan set helst ikke ville, var det ikke noget, jeg selv fik lov til at bestemme. Det er selvfølgelig ikke et argument for, at jeg stadig, som 51-årig, ikke har gjort det. Det er der til gengæld andre argumenter for, hvoraf nogle er så private, at jeg ikke tænker mig at dele dem her på bloggen. Jeg er ikke ateist, nok snarere agnostiker, og den religion som umiddelbart tiltaler mig mest, er buddhisme, selvom jeg dog ikke har tænkt mig at “go orange” sådan lige foreløbig. Når jeg har diskuteret Gudsbegrebet med mine børn har jeg sagt, at hvis der er en Gud, så er det den kraft inden i os, der driver os mod at gøre det gode, det rigtige, det altruistiske og som byder os at stille spørgsmålstegn ved de “sandheder” vi bliver præsenteret for.

Jeg har været med min engelske svigerfar i “hans” kirke (CofE) og det var en meget anderledes oplevelse end kirkebesøg her i Danmark. Der er mange mennesker, de kender alle salmerne, de har hele familien med og de kender præsten godt. For det er deres kirke. De har selv valgt den som et bevidst tilvalg og de spytter i kassen hver søndag. Det samme gælder den liberale synagoge, hvor en anden gren af den engelske familie har deres gang hver lørdag. I sådanne menigheder er præsten (eller rabbien) også nødt til at levere varen, hvis han/hun vil have sin løn og have genforhandlet kontrakten. Det er det samme pres, som hviler på resten af os, og det er vel fair nok?

Jeg har et yderst ambivalent forhold til folkekirken. Jeg holder uendelig meget af kirken som hus, som tilflugtssted, som et sted, hvor der er “højt til loftet” og hvor man bliver presset ud af hverdagen. Mange salmer får tårerne frem i mine øjne og jeg har hørt nogle fantastiske prædikener i min tid, vedkommende, rørende, interessante. Jeg kender også nogle præster, som jeg holder meget af. Men alligevel går jeg næsten aldrig derhen, når der er Gudstjeneste, men oftere bare for at sidde der lidt og stemme sindet til tankefuldhed. Dog er det i den sammenhæng ret ligegyldigt, hvilken kirke der er tale om, og det kunne altså godt være den katolske eller den russiske inde i Bredgade eller en af de hundreder af kirker, vi har besøgt på vores ferier. Jeg går også på kirkegården for at finde ro.

Som oftest kommer vi jo i kirken til forskellige højtider, dåb, bryllup, konfirmation og begravelse. Og ved alle disse anledninger har jeg mange gange oplevet at blive utrolig skuffet over et bredt udsnit af præsters ligegyldige snik-snak og/eller salvelsesfulde ævl. Eller endnu værre, dem der “benytter lejligheden” til at skælde ud på de tilstedeværende, fordi de ikke kommer i kirken om søndagen!

Tilbage til de sorte præster i Tidehverv. I øjeblikkets mediebillede er de stort set de eneste præster, der tager til orde, og medierne giver dem masser af spillerum. Jeg hører gerne fra journalister, der fortæller, at de har ringet rundt til dusinvis af præster, der har nægtet at stille op i Deadline, etc. Selvfølgelig er der en enkelt her og dér, men de er ofte sådan lidt socialistiske i tilsnittet og er derfor alt for lette at dømme ude som “politisk korrekte”. Jeg kunne godt tænke mig en hel gruppe af folkekirkepræster, der med høj og klar stemmeføring sagde fra over for Tidehverv på samme måde som Uffe Ellemann og Oberst Hillingsøe siger fra over for Dansk Folkeparti og deres lakajer i Venstre og Konservative. Sådan så vi alle sammen kan høre det, også os der ikke går i kirke. Vi betaler jo for det, ikke! Endda selvom vi ophører med at betale kirkeskat.

I forbindelse med disse tanker og skriverier har jeg været i reolen og hentet Thorkild Grosbølls En Sten i Skoen frem og genlæst den. Den er ligeså god som første gang! Hvis han var præst hernede om hjørnet, så tror jeg virkelig, jeg ville gå i kirke mindst hveranden søndag! Men det er han jo ikke, han er slet ikke præst mere – da han blev 60 og kunne gå på efterløn, gjorde han det. Et stort tab for Folkekirken. Han siger godt nok, at Gud er Død, men han forklarer også hvad han mener. Det er den dømmende og almægtige Gud, ham I ved, oppe på skyen med rynke i panden og stort fuldskæg, der er død. Gud i hjertet og fortællingen om Jesus lever, ifølge Grosbøll.

Jeg har indtil videre besluttet, at jeg ikke melder mig ud, af hensyn til mine pårørende. Hvis de gerne vil have et gravsted at gå til efter min død, skal jeg så virkelig forhindre det? Hvis de ønsker at en præst skal læse Guds ord over over mit afsjælede legeme, så skal det være deres valg. Når først jeg er død, regner jeg bestemt med at være fuldstændig ligeglad. Dog, tanken om at et af de dér salvelsesfulde fjolser skal “få det sidste ord”, kan godt få mig til at svede lidt…

Jeg har lagt et par ark papir ind i min “personlige papirer” mappe, som fortæller lidt om, hvordan jeg selv bedst kunne tænke mig at blive sendt afsted, herunder også lidt om præster. Så er resten op til mine efterladte. Sådan må det være. Thorkild Grosbøll citerer Heraklit for følgende guldkorn: Døden er der ingen grund til at frygte, for når jeg er der, er den der ikke, og når den er der, er jeg der ikke.

Share