Aprilsnar alt for tæt på virkeligheden

Jeg faldt faktisk for Politikens aprilsnar, indtil jeg lige havde tygget lidt på den. Den var virkelig godt lavet med interview og “ingen kommentarer” osv. Sammen med den på billedet herover fra Kunsten.dk viste den, at noget af den førte politik er så absurd, at man tror, det’ for sjov.

Samfund/miljø/politik

Bander

Det viser sig, at der findes omfattende viden om, hvad det betyder at kriminalisere og afkriminalisere bander. Læs her om Ecuador, hvor man for 10 år siden besluttede at legalisere bander, fordi kriminaliseringen bare ikke virkede. Og minsandten om ikke mord-raten er faldet dramatisk. Det er naturligvis tale om en korrelation, men læs om de ret overbevisende resultater både i Ecuador og andre steder, bl.a. i Barcelona. Meget interessant med tanke på vores regerings anstrengelser for at kriminalisere bander her i DK.

bander II

I London benytter The Met(ropolitan police) sig af såkaldt Predictive Policing, en matrix, der skal forudsige kriminelle handlinger. Et af de mange problemer med systemet er, at det er virkelig dårligt til at skelne mellem potentielle kriminelle og potentielle ofre. I Wireds artikel er der en del ret horrible eksempler på, hvor galt det kan gå, når man prøver at udrulle Minority Report i virkeligheden.

Borgerløn

Her er lidt om de første forskningsresultater efter det finske forsøg med borgerløn. Spoiler: Resultaterne er ikke entydige.

Brexit flowchart

Jeg har fulgt Jon Worth på Twitter i en del år. I den senere tid har han til lige dele moro og frustration forsøgt at vedligeholde et flowchart over, hvad der sker med Brexit. Men nu kan han næsten ikke holde til det mere! I øvrigt: Hvis du er interesseret i at vide, hvordan det er udelukkende at transportere sig med tog rundt i Europa, så følg Worth.

womansplaining

Hvis du har brug for at få womansplainet alle myterne om løngabet mellem mænd og kvinder, så kan du med fordel læse denne artikel i New York Times.

Og nu til Nietzsche

Vildt interessant artikel om Nietzsche og hvordan han ville forholde sig til vores mulige snarlige udslettelse. Jeg kan ikke påstå, at jeg forstod det hele, men dele af det var både inciterende og skræmmende. Førstnævnte: Kan du huske Koyaanisqatsi: Life Out Of Balance fra 1982? En videoinstallation der inkluderer den og video af Grand Theft Auto… Hvad angår det skræmmende – prøv at google Roko’s Basilisk. Gys.

Teknologi

Copyright-direktivet

Peter Kofod forklarer kortfattet, hvorfor Copyright-direktivet er noget l***. Jeg ved godt, jeg gentager mig selv lidt her, men læs det nu. Især hvis du er en af dem med copyrighted materiale, som du gerne vil have beskyttet.

Vi kan ikke vente

Her er MIT’s (Massachusetts Institute of Technology) liste over 10 problemer, som teknologi måske kan løse i fremtiden. Men bemærk, at vi i de fleste tilfælde end ikke er i nærheden af en løsning, der kan udrulles i global skala.

Og det er altså derfor, at vi ikke kan sætte os ned på vores flade og vente på, at teknologien fikser vores miljøproblemer.

Gem eller slet

Her er Zetlands fuldstændig hands-on guide til, hvordan du gemmer og sletter indhold på so-me. Gem den allerførst.

Digitale sexkrænkelser

En sociolog siger, at vi skal holde inde med skytset mod de unge og vende blikket mod os forældre, og det er jeg ganske enig med hende i. Hun mener, det kræver af os, at vi skal forstå den digitale verden – at det er nye regler, der gælder. Jeg er tilbøjelig til at mene, at de samme regler gælder nu som altid. Man skal opføre sig ordentligt og tage hensyn til andre. Det er grænseoverskridende, egoistisk og grov mobbeadfærd at dele den type video, som Umbrella-sagen drejede sig om, med andre. Punktum.

Viden

det her kan blive stort

Kontrol over Amygdala = stresskontrol. Læs om et vanvittigt spændende forsøg med amerikanske soldater, der lærer at kontrollere deres Amygdala og dermed forhindre overreaktion på en ubehagelig situation. #neurofeedback

den blå zone

Det er der, hvor folk lever længere end gennemsnittet. Det er fx i Japan, Costa Rica, Italien. Artiklen fortæller baggrundshistorien om vores langvarige søgen efter evigt eller langt liv og går videre til at fortælle om, hvad forskningen i de blå zoner fortæller os om, hvad der skal til for at have potentialet til at leve (et godt liv) til 100+.

Om os

#sashiko mending

Som en del af trenden med at genbruge tøj og reparere det, vi har, er fokus kommet på en japansk måde at gøre det påsynlige reparationer. Der er forskellige Instagram-konti, man kan følge for at lade sig inspirere.

Parforholdet 2.0

Anne Sofie Allarp stiller det yderst relevante spørgsmål, om den post-børn, post-ægteskab kæreste, kvinder ønsker sig, mest af alt er en veninde med en penis? Til de mænd, der synes, det lyder som en virkelig dårlig idé, har hun et par gode råd.

Dressing for guderne

Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at læse en hel artikel, der lovpriste en dressing. Men det virkede, for jeg måtte straks lave den. Og den er faktisk virkelig god, men den giver også en nærmest samfundsomstyrtende hvidløgsånde… Artiklen er ikke bare lang, men så ondsindet, at den henviser til en opskrift, der er bag paywall. Men jeg forbarmer mig over mine læsere og bringer den her: Bland følgende ingredienser: saft af 2 citroner, 10 finthakkede ansjoser, 4-5 fed knust eller revet hvidløg, 1 tsk kosher salt, 1/2 tsk chiliflakes, 1 cup olivenolie, peber. Den kan bo i køleskabet i flere uger.

Bon appetit!

Share