Tiden før døden

“Vi skal alle dø”, er en nærmest latterlig ting at sige, da alle jo ved det. Alligevel optræder de fleste af os, som om vi ikke ved det! Sidsel Hoe fra Zetland har skrevet/indlæst en fremragende artikel om døden i det moderne samfund. Som hun skriver: Der er tilføjet et nyt kapitel til menneskelivet: De år, vi bruger på at dø.

Jeg tænker selv meget over det her – på nær få undtagelser er vi meget sejlivede i min familie, så jeg har snart set mange dø en langsom og ofte pinefuld og ydmygende død – over mange år nogle gange. Undervejs har de mistet alt det, der gør livet værd at leve. Syn, hørelse, smagssans – og ikke mindst hjernekapacitet. Og nogle har oven i købet haft smerter tillige. 

Jeg vil gøre næsten hvad som helst for ikke at leve et ydmygende ikke-liv i mine sidste år.

Corona

Sadiq Khan siger lige noget

Londons borgmester om hvordan etniske minoriteter bliver ramt forholdsmæssigt hårdere af Coronavirus end hvide. Og om hvorfor.

Londons busser

Det bliver nu (midlertidigt) gratis at køre med bus i London, efter at 20 buschauffører er døde af Covid19. Det hænger sådan sammen, at passagererne så kan gå ind ad bussens midterdør og derved undgå at komme i for tæt kontakt med chaufførerne. Det er World Economic Forum, der fortæller.

En verden post-corona

Et interessant og nuanceret syn på, hvad der for altid vil være ændret efter Corona. Men også på midlertidige forandringer, der først vil indsnævre vores råderum, dernæst udvide det igen.

Samfund/miljø/politik

Madame Secretary

Langt interview med Madeleine Albright, hvor hun kommenterer på, hvad der måske kan komme til at ske efter Corona-krisen. Hun forfalder ikke til rasende kritik af Trump. Hun er mere subtil end som så.

Viden

To forskere fra RUC (Institut for natur og miljø) redegør på Videnskab.dk for, hvordan en model med effektiv karantæne og smitteopsporing vil gøre det muligt at åbne samfundet næsten helt op – også for de sårbare – uden at ramme max-antallet af alvorligt syge, som sundhedsvæsnet kan håndtere. En model de allerede bruger i fx Norge.

Teknologi

Kaninhullet

New York Times har startet en podcast om det kaninhul, der er Internettet, nærmere bestemt YouTube og den algoritme, der i løbet af fem klik kan bringe dig fra mainstream til konspirationsteorier. Podcastens hovedperson er en ung mand, der fortæller om sin tur ned i kaninhullet. Det er uhyggeligt og meget spændende. I øvrigt starter hans rejse med Gamergate. Hvis du trænger til at få den sag genopfrisket, så får du det med i købet ved lytningen. Den hedder meget sigende The Rabbithole og kan findes der, hvor du henter dine podcasts. Der findes nu et intro-afsnit og to hele afsnit.

Megavigtigt 😁

Hvordan du får din egen baggrund – eller bare én baggrund – i Microsoft Teams. Tak til Kim Elmose for den.

Om os

Modne single-kvinder vil gerne have en kæreste

Men de gider ikke flytte sammen med ham. Det er der flere gode grunde til, men den væsentligste er, at kvinder ikke gider træde tilbage i omsorgsfunktionen igen efter at have ydet den over for mand og børn og sidenhen måske også for gamle forældre. 

Medier

Det Danske Akademi

For folk med abonnement på Weekend-Avisen og Berlingske har det været en sand klikfest at følge med i debatten om Marianne Stidsen og de fire fra akademiet. Jeg har ikke abonnement, så jeg har kun læst artikler andre steder og overskrifter og referater. Hvad jeg dog har læst er et par af Stidsens tidligere indlæg om feminisme som “Mazisme” og retsforfølgelse af #metoo-aktivister efter terrorisme-paragraffen. Imens forskellige chefredaktører og andre svinger sig i ytringsfrihedslianerne, så tænker jeg, at der måske bare kommer et tidspunkt, hvor man må melde sig ud af en forening, fordi et trættekært medlem erobrer al taletiden for at ride egen kæphest, og resten bare sidder tilbage og piller ved deres telefoner? Hvis du vil læse om det, så googler du bare det fremhævede herover.

Kunst og kultur

Corona-ballet

Denne skønne video har jeg mødt mange gange i den mere kultiverede del af mit Facebook-feed i den forgangne uge. Jeg bliver glad af at se den – you know – balletdansere, disse æteriske og yndefulde skabninger, som rigtigt mennesker!

Det er en illusion

Set designeren fra Parasite fortæller, hvordan han skabte Park-familiens hus som en serie af kulisser efter nøje instrukser fra instruktøren.

En empati-lektion fra fortiden

Shakespeare kan lære os empati i en coronatid. Anne Sophie Refskou er Phd i Shakespeare-studier og fortæller om skuespillet King Lear, som han skrev, mens han var isoleret under et pest-udbrud.

Se eller gense Captain Fantastic

Captain Fantastic, der er en af mine all-time-favourites kan nu ses ganske gratis på Filmstriben. Fik du ikke set den i biffen, så har du her chancen for at opleve Viggo Mortensen i en af sine allerbedste roller, omgivet af en flok vidunderlige børn og unge.

30-års krigen

Jeg har læst Daniel Kehlmanns fantastiske roman Tyll om 30-års krigen. Her er tale om et prægtigt stykke tysk litteratur, der rækker langt ud over sit eget land. Godt oversat til dansk og i en udmærket lydbogsudgave.

Share

The Dressmaker

Kate Winslet er den ultimative diva i the Dressmaker

Med den skønne og inspirerende Judi var jeg til forpremiere på den australske film The Dressmaker i Nordisk Films biograf på Frederiksberg. Det var en blandet oplevelse, men det vender jeg tilbage til. Når film handler om noget med kunst eller mode, så hiver jeg Judi med ved øret, for hun har de bedste indsigter!

Alene fra titlen kan man jo regne ud, at filmen har noget med tøj at gøre. Og skal jeg bedømme den alene på kostumerne, så får den 5 stjerner. Desværre lever resten ikke helt op til forventningerne, som var høje, fordi filmen har vundet en masse priser hjemme i Australien.

Judy Davis

Nu hører jeg til dem, der synes, at Kate Winslet er ret skøn, men hun er ikke rigtigt udfordret i denne rolle. Det er Liam Helmsworth heller ikke, men er han nogensinde det? Hans “hunk”-look appellerer slet, slet ikke til mig, og jeg syntes, han var fejlcastet. En anden skuespiller, der bestemt ikke var fejlcastet, og som var en fryd gennem hele filmen, selvom hendes rolle ved Gud ikke bød på nogen indre logik, var Judy Davis. Hun er skøn!

Filmen benytter sig af den klassiske lystspilsformel,  hvor der er elementer af både tragik og komik, noget der har virket helt tilbage til Shakespeares dage. MacBeth nævnes flere gange, men The Taming of the Shrew ville nok have været mere passende. Der er flere voldsomme temposkift og stemningsskift, og jeg tror nok, jeg synes, det er for voldsomt, så filmen gaber over langt mere, end den kan tygge, så at sige. Selve historien havde måske egnet sig bedre til drama end til komedie.

Filmen har mange sjove og gode elementer, men i sin helhed holder den ikke. Der var dog et par damer til stede i biografen, som tydeligvis fandt den helt fantastisk morsom. De grinede i hvert fald m e g e t højt.

Filmen har premiere 14/7.

Tilbage til “filmoplevelsen” – noget jeg flere gange har været med til at diskutere med repræsentanter fra filmbranchen på Twitter. Her var som sagt tale om en forpremiere, specielt til folk, der modtager nyhedsbrev fra kino.dk. Nyhedsbreve, der i øvrigt ofte har den inspirerende overskrift “Ugens film i din biograf”… Anyway, før filmen begyndte, kom en mand i Nordisk Film T-shirt ind og fortalte lidt om den. Det var sådan lidt underligt, for han glemte fx at fortælle, hvem han selv var, og han var ikke særlig velforberedt.

Andre steder, når man kommer til forpremiere, er der gjort mere ud af det. Fx har man fundet en relevant sponsor, der byder på et glas vin eller en snack eller noget, og man har en person, der ved hvad hen taler om, til at præsentere filmen, så man får lidt mere med hjem, end hvad der står på de første fem linjer på IMDB. Derudover sad Judi og jeg på stole, der med jævne mellemrum vibrerede så meget, at det føltes som at sidde oven på en centrifugerende vaskemaskine. Og i samme øjeblik efterteksterne begyndte at rulle, tændtes rengøringslyset i biografen. Ja ja, en fejl sikkert, men sgu alligevel temmelig uprofessionelt. Sluttelig er der dette påbud, som findes i alle Nordisk Films biografer, og som jeg finder decideret fornærmende:Nordiskfilm

Undskyld, men hvad bilder I jer egentlig ind? Jeg synes faktisk, det er okay, at man ikke må nyde medbragt slik, etc. i foyeren, men reglen gælder også i biografen. Nordisk Film oplyser dette på deres hjemmeside:

Det er ikke tilladt for vores gæster at medbringe eget slik, sodavand, popcorn m.m. og nyde dette i biografen herunder i salene. Årsagen til dette er, at biografen dels er et sted, der byder på gode oplevelser men samtidig er vi en virksomhed og det er afgørende for biografens drift, at vi kan bibeholder vores indtægter fra kiosksalget og dermed vores eksistensgrundlag. Vores forbud mod medbragt slik, drikkevarer mv. er i tråd med de regler, som man har i andre virksomheder lig vores så som koncertarrangører, teatre, sport, cafeterier og restauranter samt ikke mindst andre biografer, som har tilsvarende forbud.

Ikke alle biografer opretholder dette forbud, skulle jeg hilse og sige. Hvis nu der kun solgtes “ikke-støjende” og “ikke-svinende” slik m.m. i biografens foyer, så kunne jeg sagtens forstå det. Men sådan er det jo ikke! Til gengæld kan folk, der gerne vil nyde noget, men ikke ønsker at spise metervare-slik eller drikke klamme colaer eller dårlig kaffe til overpriser, så ikke medbringe noget. Klart, vi overlever, men det bidrager saftsuseme ikke til en positiv biografoplevelse.

Share

Hvorfor går vi ikke i teatret?

Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall.
Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall (17/5).

Jeg har læst den her artikel, så du ikke behøver tegne abonnement for en måned. Den handler om, hvorfor folk gider museer mere og mere og teatre mindre og mindre. Flere kloge hoveder er inviteret til at mene noget om det. Kirsten Drotner, professor ved Syddansk Universitet, siger: “museerne og teatrene er direkte sammenlignelige, fordi de henvender sig til samme borgersegment, de veluddannede og midaldrende.” Museerne får ros for at være blevet bedre til at kommunikere i øjenhøjde med deres besøgende. Professor emeritus Jørn Langsted fra Aarhus Universitet fremhæver, “at teaterbesøget kræver mere af publikum end det at gå på museum eller i biografen. Det kræver koncentration og fordybelse.” Endelig udtaler lektor i teatervidenskab på KU, Stig Jarl, at teatrene er “røget ind i et produktionsræs med et for stort udbud af forskellige forestillinger”.

Priser og de stramme tidsrammer nævnes kun perifert.

Jeg er uenig i, at publikum til teater og museum er “direkte sammenlignelige”. Fx kan børnefamilie gå på museum, de kan ikke ofte gå i teatret – eller det er i hvert fald noget andet teater, end artiklen her omhandler. Og man kan gå på museum som gratis søndagsforlystelse, mens det at tage mor, far + 2 unger i teatret er lige så dyrt som Bonbonland. Og jeg spekulerer på, om professoren har været til SMK Fridays (hun nævner dem), hvor der er pakket med unge mennesker? Jeg er også uenig med Langsted, som jeg ellers ofte er enig med. Han siger, at et teaterbesøg er mere krævende end museum og biograf. Altså, det synes jeg ikke, man kan generalisere om! Jeg så Laurie Anderson-filmen forleden og har fx set den etiopiske film Lammet. Eller Niki de Saint Phalle på Arken. De kræver da mindst lige så meget som de fleste teaterforestillinger!

Som mine faste læsere vil vide, er jeg ivrig kulturforbruger, men går ret sjældent i teatret. Hvorfor?

  • De fleste forestillinger går kun i en kort periode og for det Kgl. Teaters vedkommende kun på særlige dage. Kl. 20 på hverdage, kl. 14 på lørdage. Ikke om sommeren, hvor man ellers har tid.
  • Teater er dyrt, sådan ca. fra 200 kr. og op.
  • Teater skal planlægges, ofte længe i forvejen.
  • Jeg kender ikke så mange, der både har lyst, tid og råd til at gå med mig i teatret.
  • Det er – i modsætning til fx koncerter, der ellers også er dyre – mange penge at betale for noget, man ikke ved, hvad er. Biffen koster 90 kr. og man kan beslutte sig i sidste øjeblik.

På museerne kan man planlægge med kort frist, og mange af dem, særligt dem som nævnes i artiklen, fx SMK, har den ret enestående fordel, at de har gratis adgang. Det er så snart slut, desværre. Men alligevel: helårsadgang til fx Louisiana for to personer koster 600 kr. inkl. en masse fordele. Hvor mange teaterbesøg får to personer for 600 kr.?

Jeg er udmærket klar over, at det er dyrt at drive teater. Der er rigtigt mange mennesker på lønningslisten til sådan en forestilling. Men ligesom museerne har fornyet sig ganske kraftigt over de sidste tyve år, så kunne teatrene måske tage et lignende ryk? Der gøres en del forsøg, også vellykkede af slagsen, men der kunne godt eksperimenteres mere. Og som Stig Jarl spørger jeg også, om der behøver være så mange forestillinger hvert år? Nogle forestillinger går kun i få  uger – hvordan skal man dog nå at opdage dem overhovedet? Festivaler, musik-, film- mad-, you-name-it- er et hit i alle aldersgrupper. Måske kunne man eksperimentere lidt mere med det? Én billet, adgang til så meget teater, du kan spise, i en uge. Eller noget. (Og ja, jeg ved godt, der allerede findes teaterfestivaler).
State Library of Victoria (Stained Glass of William Shakespere)
Nu hvor jeg sad og researchede til denne blogpost, faldt jeg over et fedt nyt initiativ for unge, nemlig gratis Shakespeare i HC Ørstedsparken. Lad os da tage ungerne med til det i stedet for Bonbonland! Jeg pakker en madkurv, hvis du kommer med skovturstæppe og unger med åbent sind.

 

 

 

Share