Sikker Internet Dag

Tirsdag den 5. februar er det Sikker Internet Dag i 90 lande verden over. Det er tiende gang, denne dag afholdes. I Danmark er det Medierådet for Børn og Unge, Red Barnet og Center for Digital Pædagogik, der står bag.

Husk at spørge dit barn efter skoletid, hvad de har lavet i skolen i den anledning. Hvis de ikke har lavet noget, kan du jo passende spørge skolen, om det er, fordi alt er under kontrol eller hvad?

Du må jo selv træde til, hvis dit barns skole ikke finder det nødvendigt (ja, det må du faktisk også, selvom skolen er sin opgave voksen). Det kan fx være ved at se videoen herunder med dit barn eller ved at like kampagnen Drop Mobning nu på Facebook. På den måde vil du hele tiden blive mindet om, at der er noget, du skal huske at forholde dig til!

Hvis dit barns skole er åbne over for at gøre noget, men alligevel rådvilde, eller hvis I i forældregruppen kan blive enige om det, så kan I jo altid hyre mig til at komme og ruske lidt op i det hele med nogle tørre tal og fakta iblandet lidt provokationer.

Share

Mere om mobning

Her ude til højre på siden linker jeg til net-mobning.dk, fordi jeg gerne vil støtte alle tiltag, der på en udramatisk men alligevel seriøs måde, tager dette emne op. Ildsjælen bag siden, Jesper Normann, linker på sin G+ profil til en god video om online mobning. Den vil jeg gerne opfordre jer til at se med jeres børn. Den er kort og uden en masse løftede pegefingre, så den vil forhåbentlig kunne føre til en god samtale om, hvad der er OK at sige/skrive til andre.

Og så vil jeg i øvrigt opfordre jer til at minde jeres børns skoler om, at den 5. februar er Sikker Internet dag i hele verden. En god anledning til at bruge en bid af dagen på at tale om, hvordan børn færdes sikkert på nettet uden alt for mange restriktioner. Her i DK er det Medierådet for Børn og Unge, der står som koordinator.

Share