Din personlige sikkerhed

I denne uge kom det frem, at flere millioner passwords til Google, Facebook, Twitter m.fl. er blevet kompromitteret. Jeg var egentlig mest chokeret over denne triste statistik: passwords

Den er fra en artikel, som beskriver ovennævnte password-læk. Artiklen er god at blive klog af – på flere niveauer.

Det diskuteres meget, hvordan og i hvilket omfang, vi skal beskytte vores privatliv på nettet. Selv har jeg foretaget det bevidste valg at lægge en stor del af *mig* offentligt frem. Da jeg har et meget specielt navn, var det en beslutning, jeg måtte træffe tidligt (jeg begyndte at blogge i 2004). Jeg har en tendens til at abonnere på den dér med, “jeg har jo ikke noget at skjule”, som jeg dog er helt bevidst om kun holder, så længe vores samfund er nogenlunde demokratisk og gennemsigtigt. Det satser jeg så optimistisk på, at det vedbliver med at være min levetid ud, selvom det går den forkerte vej.

Dermed ikke sagt, at jeg forærer mine oplysninger til højre og venstre. Jeg har en password-app, som jeg har betalt relativt dyrt for, men som er hver en krone værd. Udover at den tilbyder at skabe krypterede passwords til mig, når jeg tilmelder mig en ny side eller tjeneste, så passer den godt på dem, jeg allerede har, og gør det tillige nemt at handle på nettet, fordi man kan gemme sine kreditkortoplysninger og c/p’e dem ind på siderne. Og så sync’er den mellem mine devices. Jeg har tidligere skrevet om passwords – hvis du savner inspiration til at ændre dine, så læs her.

Jeg bruger heller ikke Facebook til at logge på noget som helst og må derfor undvære forskellige tjenester, der udelukkende tilbyder den løsning. Facebook har i forvejen snablen så dybt nede i mine affærer, at jeg ikke ligefrem synes, der er grund til også at give dem adgang til at se ting, jeg fx køber.

Her er Guardians liste over otte ting, du kan gøre for at beskytte dit privatliv på nettet. Jeg har kun selv gjort nogle af dem og agter ikke at gøre dem alle, jvfr. ovenstående. Men jeg har læst dem og tænkt over dem – det kunne du også gøre.

PS: Husk at tale med dine børn om det her. Og pak lige pegefingeren væk først. Læg det åbent frem for dem – spørg dem, hvor meget de synes andre mennesker, butikker de handler med eller staten skal vide om dem.

Share

Er det farligt for børn?

Bortset fra det fysiske aspekt er der ingen dokumentation for, at børn tager skade af at spille (nogenlunde alderssvarende) computerspil. Og der er heller ingen dokumentation for, at de tager skade af at bruge tid på nettet. Vi kan som forældre gøre en indsats for at skubbe vores børn hen imod at blive producenter – dvs. blive blandt dem som aktivt skaber indhold til nettet. Det kan være youtube-videoer, blogs eller programmering – hvad som helst, der indebærer at producere noget, der kan være til glæde, nytte eller fornøjelse for en selv og andre.

Historisk set har hver generation haft sin definition af, hvad der er skadeligt og farligt for børn. Da jeg var barn og ung (i tresserne og halvfjerdserne) var tegneserier og visse typer af popmusik samt “blottere” det, som forældre og samfund bekymrede sig om.

Det er altså ingen undskyldning at tegneserier er gode; de vil i alle tilfælde virke skadeligt på det store flertal af de børn, som får fat i dem, fordi de vænner dem af med at læse en sammenhængende tekst og skaber et usundt behov for sensation.

(Chr. Winther, Folkeskolen 32/1954, s. 860)

Dansklærere og bibliotekarer diskuterede, så flammerne stod op fra avissiderne, hvorvidt tegneserier var en genre, der burde få Blueberry_Giraudindpas på biblioteket, i skolen. Og hvis børnene fik lov til at købe dem, var det så skadeligt og fordummende at læse dem? Det mest forbløffende ved denne diskussion var, at så få af tidens debatindlæg beskæftigede sig med indholdet eller forsøgte at differentiere det. Det var på den tid, at de nye franske tegneserier gjorde deres indtog, og mange unge var begejstrede for den nye og anderledes fortællestil. Skulle man ikke vide det, er der milevidt mellem fx Jean Gireauds Blueberry serie og nogle af de metervarer, som fx Disney-koncernen spyttede ud.

Hvis dette minder lidt om visse diskussioner om børn og internet i dag, er det helt med vilje. Nettet diskuteres, som om det var én ting, som man samlet kan forholde sig til. Men selvom det er nemt at stirre sig blind på millioner af pornosider og tusindvis af konspirationsteori-sider, så må man ikke glemme fx Googles enorme digitaliseringsprojekt Gutenberg eller det brugerskabte leksikon Wikipedia.

Så skal vi ikke stoppe diskussionen om, hvorvidt børnene skal have lov til at gå på nettet (alene) eller ej. Og i stedet forholde os til, hvordan vi kan hjælpe dem til at få mest muligt ud af den tid, de tilbringer der, både fagligt og fornøjeligt.

Lad dit barn komme på nettet, når de for alvor begynder at udtrykke ønske om det. Har I en tablet, så lad dem starte der, hvor I kan kontrollere download af apps ved hjælp af passwordbeskyttelse. Det er lidt mere besværligt at surfe på Ipad, hvorfor børn ofte vil holde sig til de apps, der er tilgængelige. Vær dog opmærksom på, at børns smag i spil udvikler sig med lynets hast, og at typiske lærings-børnespil hurtigt bliver kedelige. Find en kilde, du stoler på, som anmelder nye apps til børn, og abonner så på deres anbefalinger. Du skal være meget proaktiv lige fra starten. Har I ikke en tablet, så sørg for at sætte computeren og browseren op sådan, at du kan følge lidt med, hvis du føler, det bliver nødvendigt. Det er langt fra sikkert, du nogensinde får brug for det! Lav en YouTube-konto til barnet, og opfordr dem til at lave deres egne videoer. Når et barn er fast logget ind på egen konto, kan du som forælder meget bedre pege dit barn i den rigtige retning. Sørg naturligvis også for at checke sikkerhedsindstillingerne. Brug lidt tid på at læse YouTubes egne vejledninger om sikker surf sammen med børnene. Her er en fin lille video om emnet.

Lån computerspil på biblioteket i begyndelsen – lad børnebibliotekaren råde jer. Hvis I mærker, at den pågældende ikke ved noget om spil, så spørg efter en, der gør. Gå evt. til et andet bibliotek. Når I på denne måde, gratis og med dygtig vejledning, har fundet frem til, hvilken type computerspil jeres barn synes om, så kan I overveje at købe. Risikoen for fejlkøb af dyre spil minimeres ganske betydeligt på den måde. Der kommer meget mere om spil i senere poster.

Når de bliver lidt større, kan de måske opmuntres til at lære at programmere. Der findes super programmeringskurser – også for børn. Det gælder om fra starten at lære dem, at de ikke behøver være passive brugere på nettet, ligesom de er af fjernsynet.

***

 I morgen lidt om, hvordan vi forbereder børnene på mødet med det væmmelige. Og lidt tips om motion og mad…

Share

I gamle dage kaldte man sorte mennesker for negre

tintinicongo

Hvorfor kan vi ikke bare sige sådan, når vi læser op af Tintin i Congo eller Strudsen Rasmus for vores børn? Og lade det følge af en alderssvarende forklaring om racisme?

Når jeg har “internet-diskussionen” med andre forældre, havner diskussionen ofte i “hvad børn kan tåle”. Og det er der mildest talt delte meninger om. Jeg tror fx, at børn kan tåle næsten uanede mængder af halvbagte sexscener (af den type, der er rigtig mange af i amerikanske film) og tju-bang skyderier (af den type etc.). Men at de let kan få mareridt over fx tortur-scener i historiske film og misforstå film og tv med for mange tvetydigheder og underforståetheder. For slet ikke at tale om, hvor skadeligt det er for deres selvbillede at se endeløse serier af reality-programmer og X-faktor lignende udsendelser, hvor udseende og halvbagt sangevne er det eneste målepunkt.

I en super interessant artikel i Information for et par uger siden beskrives de forsøg på historieforvanskning velmenende voksne har gang i for at “beskytte børnene”, heriblandt forsøg på censur af Thorbjørn Egners Folk og Røvere og Jørgen Clevins Strudsen Rasmus. I artiklen påpeger pensioneret professor i barndomssociologi fra universitetet i Trondheim Jens Qvortrup:

»(…) spørgsmålet er, om vi ikke gør børnene en bjørnetjeneste ved at beskytte dem mod den virkelighed, som de jo er en del af, hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Der bør være et stort spillerum i forhold til hvad børn præsenteres for.«

og

»Der er forskelle på børn og voksne i mange sammenhænge. Og der kan være en tendens til, at nogle mener, at børn kan alt og tåler alt, og det er ikke min opfattelse. Børn er meget capable, men der er en risiko for, at man smider dem ud med badevandet, hvis man forestiller sig, at alle børn kan forholde sig til samme kompleksitet som en voksen. Men på den anden side er det jo heller ikke alle voksne, der kan forholde sig til den samme grad af kompleksitet.«

Jeg kunne næppe være mere enig. Jeg er overbevist om, at det er de overbeskyttede børn, der får det største chok eller måske ligefrem traume, når de så alligevel – for det sker jo – møder ubehageligheder på TV-skærmen eller på nettet. For de har aldrig set noget lignende før i deres liv, og deres forældre har ihærdigt forsøgt at tie det ihjel, at der findes mærkelige, mystiske, uforståelige, ækle, væmmelige, frygtelige og hæslige ting derude i verden.

Share

Farer lurer overalt…

Til forældremøde i går mødte jeg en far, der stolt fortalte, at han var meget dygtig til alt sådan noget med computere, så han havde sørget for, at hans børn kun kunne komme på nettet derhjemme, når han var til stede og gav dem lov. Og at de i øvrigt kun fik lov, når det var noget med lektier. Børnene er 9 og 12 år gamle. Gennemsnitsalderen i Danmark for debut på internettet er 7 år. Han ville dog godt indrømme, at han var begyndt at overveje, hvornår tidspunktet mon var rigtigt til at begynde at introducere dem til det der internet. Facebook og den slags kunne ikke komme på tale. Han og adskillige andre forældre var rørende enige om, at sociale medier er farlige og desuden spild af tid, fordi det kun består af sladder og ligegyldigheder.

Jeg kom til at sige, at så var det måske, fordi de havde de forkerte venner. Det var måske ikke det klogeste, jeg sagde den aften. Der blev i hvert fald ret stille. Men altså, jeg står ved det! Og jeg vil gerne prale af mine egne Facebook og Twitter-feeds, som begge strutter af intellektuelle vitaminer. For at komme dertil, har jeg naturligvis sorteret i mine Facebook-venner og slukket for opdateringer fra dem, der poster ligegyldigheder eller negative og nedsættende kommentarer om andre. Livet er simpelthen for kort til at spilde tid på det! Til gengæld bliver der så meget mere plads til opdateringer fra de søde, sjove og kloge mennesker, jeg heldigvis også kender. Jeg læser om psykisk sygdom, om Kant og Hegel, om det nyeste inden for videnskaben, om litteratur, om international politik (på et respektabelt niveau), om feminisme, om teknologi, om miljøet – og selvfølgelig om tøj, mad og boligindretning i passende doser.

Den ovennævnte far og flere af de andre forældre havde blikket stift rettet mod alt det farlige og virkede mærkeligt uinteresserede i alt det fantastiske, man kan lære, læse, se, høre og opleve på nettet. Jeg har ondt af de børn. Dels går de glip af så meget, dels er der stor risiko for, at deres forældre ikke får forberedt dem ordentligt på de ubehageligheder og forskellige fælder, der ganske rigtigt lurer derude. Hvordan ved sådan nogle forældre fx noget som helst om alle de mærkelige memer, der cirkulerer på Facebook – får de lært deres børn at have et moralsk kompas, kritisk sans og lidt naturlig modstandskraft, så de små sarte sjæle ikke ødelægges forever af et evt. møde med et pornografisk billede eller et voldsomt computerspil?

Samtlige forældre vidste med fuldstændig sikkerhed (!), at deres børn ikke havde oprettet Facebook-profiler i hemmelighed, og at de ikke overtrådte familiens regler, hverken hjemme eller ude. Hold da op, nogle artige børn!

Hvorfor er det, at moderne overskudsforældre bruger timer, weekender, penge og benzin på at følge børnene til klaver, badminton, fodbold, springgymnastik, etc etc. De køber udstyr efter alle kunstens regler, lærer sig alle regler i den sport, børnene deltager i, har trænerens telefonnummer og kender vedkommende personligt, får træsplinter i r**** af at sidde og se på, kender alle de andre børn og kører ungerne til kamp hver anden weekend, når det går værst for sig. Mens de samme forældre ikke sætter sig ned med børnene foran computeren eller i sofaen med Ipad’en og kigger på Facebook og Youtube sammen, mens de taler om, hvad de ser. Mon ikke børnene i sidste ende har mere brug for råd og vejledning, når det gælder internettet, end de har om badminton? De fleste børn holder jo op med deres sport, når de bliver større. Hvor mange af dem mon holder op med internettet? Og hvad er det, der får forældre til at tro, at det er smart at vente med at introducere børnene til internettet, indtil de er blevet teenagere, og deres hjerner er gået i hormon-mode?

Share