Kan teknologi transformere undervisningen i skolen?

 

Why learn?

It is curious why we continue to take this question for granted, or to respond to it with “adultisms”—well-intentioned (and often accurate) notions of citizenship and “knowledge is power” that can fail to resonate with learners in an era of “like.”

Artiklen, hvorfra dette citat stammer, ramte mig lige i hjertekulen, fordi jeg ustandselig har den diskussion med min 12-årige. Hvorfor skal man lære, hvad skal man lære, hvordan skal man lære det? Knægten er skam meget lærenem og lærer sig selv den ene færdighed efter den anden ved at se og gense og gense YouTube videoer. Det dér med at *læse* noget, det bruger han til gengæld (næsten) ikke.

Jeg “diskuterer” konstant med mig selv, hvor på aksen mellem gammeldags læring og moderne intuitiv IT-baseret læring jeg skal anbringe mig selv. Det, der trækker i den ene retning, er, at jo større “paratviden” man har, jo bedre er man til at udnytte de digitale muligheder. Mao. har man modtaget en god portion gammeldags læring, bliver det nemmere at selvlære via nettet. Omvendt – måske kan man godt selvlære gammeldags viden? Mit afkom ser fx kilometervis af dokumentarer om historiske emner, som han lige bliver optaget af. I en periode WWII, i en anden periode Nordkorea. Men har jeg været dygtig nok til at lære ham at skelne mellem et godt, kildenært program om WWII og ét baseret på fantasterier? Ser jeg på visse af mine jævnaldrende på Facebook, så er evnen til effektiv kildekritik ikke noget, vi alle fik lært i vores skoletid…

Jo mere jeg borer mig ned i det her, jo mere tænker jeg, at der egentlig ikke er sket så sindssygt meget?! En dygtig lærer med dårligt materiale kan stadig meget mere end en dårlig med godt materiale. Og børn med stærke, veluddannede forældre har stadig langt større forudsætninger for at klare sig godt end børn med lavtuddannede forældre. En tablet er ikke bare en tablet. Den ændrer fuldstændig karakter alt efter, hvem der har den i hånden. Én lærer kan fuldstændig transformere læringen ved hjælp af IPads, en anden står hjælpeløst og bræger, at han jo ikke har lært at bruge den.

Share

Anonym sladderside på Facebook – findes der mange af dem?

En bekendt fra Twitter har gjort mig opmærksom på en – åben – sladderside fra en efterskole et sted i Danmark. I mine øjne er den aldeles grænseoverskridende og udtryk for mobning af grov karakter. Ofrene kan jo ikke gøre andet end at spille med, hvis de ikke vil fremstå som tøse m/k’er.
foto 2foto 2

Herunder kommenterer den anonyme på, at lærerstaben har opfordret til, at siden bliver lukket. I kommentarfeltet er der mest stemning for at lukke siden. Men folk er meget forsigtige med at udtale sig.foto 1

Hvad synes I? Jeg vil oprigtigt gerne høre kommentarer for og imod. Helst her på siden og ikke på Facebook/Twitter. Kommer der en god diskussion, skal jeg nok linke til den.

Share

En sand – og lykkelig – historie

artsteachers

Forleden faldt jeg over dette opslag på Facebook. Jeg skulle lige til at dele det, fordi det passer durk ned i mine egne forestillinger om, hvad der virker i en skole. Men så tænkte jeg mig heldigvis lige om – for det er jo præcis det, jeg forsøger at opdrage alle andre til ikke at gøre, altså at dele før vi tænker/checker. Når vi er lynhurtige på tasterne med likes og delinger, er det jo ofte for at sprede et budskab, som vi er enige i. Vores skepsis slår ofte først til, når der er tale om et budskab, vi IKKE er enige i.

Heldigvis viste det sig, at denne historie faktisk er ægte. Du kan læse mere om denne skønne og livsbekræftende historie hos MSN, Huffington Post, NBC og et longread i Boston Magazine. Men min pointe er, at det vidste jeg ikke, da min finger svævede over *del*-knappen!

Jeg efterlyser stadig historier, du falder over på Facebook eller andre steder, i din egen strøm eller i dit barns, som trænger til et kig i sømmene.

Share

Internet i skolen – SÅ svært er det heller ikke

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Mange skoler og mange lærere har stadigvæk et besynderligt forhold til Internettet, taget i betragtning at både børnene og de selv tilbringer så meget tid der. Det virker, som om skolerne enten bliver forblændet af hardware eller modsat helt lukker øjnene for, hvordan internettet kan integreres uden indkøb af enorme mængder dyrt og forgængeligt hardware.

At skolen må og skal blandes ind i børns digitale uddannelse skyldes ikke mindst, at det også på den digitale front er sådan, at den tunge ende vender nedad. Det er børn fra svage hjem, der ikke får lært at skelne mellem skidt og kanel af deres forældre, ligesom det er dokumenteret, at de piger, som lader sig lokke til at møde mænd, de kun kender fra Internettet, næsten udelukkende kommer fra svage familier.

For at en skole kan være digital frontløber, er store investeringer ikke nødvendigt. En fremsynet ledelse og vidende, engagerede lærere er alt, der skal til.

Det er ikke min holdning, at skolen skal gå foran og have IPads eller laptops til alle elever. Men jeg mener nok, at man kan forvente, at hver lærer har en laptop, som de har med i timerne og hvis skærm kan smides op på væggen eller på et whiteboard, så der spontant kan foretages søgninger, ses videoer, etc. Inddragelse af IT i timerne skal ikke være noget særligt, som man skal hen i et andet lokale for at gøre. At skoler har wi-fi over det hele, må simpelthen være et krav.

Når man nu ved, hvor godt det er for indlæringen, at der indlægges talepauser for læreren, så var det da oplagt at indlægge billeder, videoer, søgesekvenser, etc. i timerne, så børnenes opmærksomhed fastholdes, samtidig med at de lærer noget nyt.

Når børn og unge i “gamle dage” skulle skrive en opgave, måtte det store flertal, hvis forældre ikke havde et fagbogsbibliotek derhjemme, smutte på biblioteket, hvis de ville skrive andet og mere end det, de vidste i forvejen.

Allerede når man træder ind på biblioteket, ved man, at der er truffet nogle bevidste og velbegrundede valg for en. Uanset emne, så er decideret propaganda og reklame samt uvidenskabeligt vrøvl allerede sorteret fra, inden materialet overhovedet er kommet indenfor døren.

Spørger man så tillige en bibliotekar, bliver den information, man ender med, endnu engang sorteret, da bibliotekaren kan se ens alder og typisk spørger, hvilken type opgave det er, man skal til at skrive.

De materialer vi derfor plejede at komme hjem med fra biblioteket, kunne vi have meget stor tillid til. Ikke ubegrænset nej, det er altid godt at være kritisk, men stor tillid. Det samme gælder naturligvis skolebøger.

Men – hånden på hjertet, hvornår har dine unger sidst været på biblioteket for at lave research til en skoleopgave? Nej vel.

De googler. Vi googler. Og selv normalt velinformerede voksne ved forsvindende lidt om, hvordan søgeresultaterne i Google kommer frem, hvordan man søger bedst muligt, og hvordan man evaluerer de resultater, man så får. Hvor skal børnene så vide det fra?

Ja, hvis vi ikke kan lære dem det, er der kun ét sted tilbage – skolen. Derfor skal vi simpelthen kræve af vores børns skole, at “googling” indgår i undervisningen i alle fag. På mange skoler har eleverne stadig bibliotekstimer, men jeg har ikke hørt om, at de bruges til at lære at søge, hvilket ellers er enhver bibliotekars spidskompetence.

Mere om IT i skolen på mandag.

Share

Mobning – 1

Mobning er langt mere komplekst, end man skulle tro – der er kun sjældent tale om en slem person, der mobber uskyldige. Og nogle gange – oftere end man skulle tro girl-bully-victim-large– er der overlap mellem mobbere og mobbede. Uanset om dit barn bliver mobbet eller selv er mobber, så skal du tage affære. Du er simpelthen en elendig forælder, hvis du ikke griber ind, når dit barn mobber andre eller selv bliver mobbet! Mobning på nettet er (bare) en forlængelse af mobning “i virkeligheden”. Problemet med online mobning er, at den ofte kan sprede sig ud over de cirkler, off line mobning normalt holder sig inden for. Og at den ikke holder pause i weekenden.

Men vi skal holde fast i, at det er en bekvemmelig skrøne, at børn der mobber, er onde. Børn der mobber er ikke ret anderledes end børn, der bliver mobbet.

Ny mobbeforskning slår bl.a. fast:

  • Børn, der ikke er glade for at gå i skole, er oftere mobbere end børn, der er. Og omvendt er børn, der er glade for skolen, oftere udsat for mobning, end børn der ikke er.

  • Lærere og andre voksne har en tendens til at overse, når mobningen går ud over børn, der af de voksne anses for vanskelige. Samtidig overser de mobning udført af børn, der forekommer de voksne veltilpassede.

  • En mobber er ofte et barn, der enten selv er blevet mobbet eller som frygter at blive det. Mobning af børn, der er svagere end én selv, kan være et middel til at lede negativ opmærksomhed væk fra én selv.

  • Mobning i fx en skoleklasse kan ofte skyldes nogle mønstre i klassens adfærd snarere end enkelte “onde” børn. Både lærere, forældre og elever kan medvirke til, at miljøet i klassen ændres til det positive.

Mobning på nettet kan have mange former. Den nok mest udbredte er ondskabsfulde beskeder på Facebook. Men mobningen kan også være langt mere subtil og en af grundene til, at forældre skylder sig selv og deres børn at sætte sig grundigt ind i de forskellige online universer, så man kan få øje på den slags ting, når de sker. Man kan ikke altid gardere sit barn mod den mere subtile mobning (ex: alle pigerne poster deres nye skoleportrætter på Facebook, og to af pigerne får ingen likes), men som forældre har vi faktisk mulighed for at “måle” vores børns popularitet ved at følge lidt med i deres online-liv og derved måske være i stand til at gribe ind, inden en situation eskalerer. Før internet og Facebook havde vi ikke den mulighed og måtte stole på de rapporter, vi fik fra vores børn. Jeg fortalte aldrig min mor om mobberiet i min skole, fordi jeg var bange for, at hun skulle forværre situationen (hun var ikke kendt for sin situationsfornemmelse). Mine forældre havde derfor INGEN anelse om omfanget.

I de tilfælde, hvor mobningen finder sted som private beskeder på Facebook, ser vi det ikke i vores almindelige følgen-med. Men den synlige samtale vil indeholde klare indikationer for den mor eller far, der forstår mediet og børns omgangsform. Og ofte vil den form for direkte og personlig mobning også foregå som tekstbeskeder. Der må man iagttage barnets adfærd, når det modtager beskeder. Kommer der mange? Holdes de godt skjult? Går barnet i flyverskjul, når der er tikket særligt mange beskeder ind?

En anden væmmelig mobbemetode er “omvendte statusbeskeder”, hvor der opfordres til at like en hadebesked. Like if you hate er desværre blevet ret udbredt på Facebook. Den helt ekstreme udgave er selvfølgelig dér, hvor et navngivet barn hænges ud: “Like denne status, hvis du også synes, at Peter er en bøsserøv.” Et ubehageligt gruppepres kan føre til, at sådan en status får mange likes. Tænk at være Peter!

Meget mere om mobning i morgen!

 

Share

Mobning Gentænkt

mobning gentænktJeg har kæmpet mig igennem en 380 sider lang antologi af videnskabelige tekster om mobning. Selvom jeg generelt synes, at akademisk litteratur er utrolig tungt og unødvendigt kedeligt, så var det nu alligevel interessant læsning, og jeg er glad for, at jeg stod det igennem. Men jeg synes faktisk, det er død-ærgerligt, at så vigtige budskaber, skaffet til veje for skatteborgernes penge, pakkes ind i en bog til 350 kr., som ingen hører om, og færre orker at læse.

Derfor denne “anmeldelse”, hvor jeg forsøger at viderebringe de vigtigste pointer fra den meget omfattende forskning, som antologien bygger på.

Allerførst en super vigtig pointe til alle forældre med børn i Folkeskolen, der oplever, at deres børn bliver mobbede: Fordi skolen har et lovmæssigt ansvar for at sætte ind over for mobning, kan det være i skoleledelsens interesse at undgå, at noget kategoriseres som mobning. I bogen (særligt kapitel 3 af Nina Hein) beskrives situationer, hvor en skoleledelse og lærere forsøger at give en enkelt elev og dennes forældre skylden for, at vedkommende bliver mobbet. Fx. ved at henvise til forældrenes skilsmisse eller barnets “manglende vilje til at passe ind”. Eksemplerne er meget skræmmende for en læser, der selv har oplevet intens mobning!

I bogens kapitler kastes forskellige blikke på mobning, og det er meget interessant og tankevækkende, hvor mange forskellige vinkler, mobning kan anskues fra. Jeg nævner nogle forskellige:

  • Et barn mobber for selv at bevare sin plads inde i varmen – udstødelse af et barn længere nede i fødekæden kan være en effektiv metode til at aflede opmærksomheden fra én selv.
  • Et (nyt) barn mobbes, fordi det truer status quo i klassen (og altså ikke fordi det er nyt eller anderledes).
  • Mobning kan i meget høj grad bestå af ting, der iKKE sker. Billedet bliver IKKE liket på Facebook, barnet bliver IKKE inviteret til fødselsdag, barnet er IKKE med på shoppingtur i storcentret. Denne form for mobning er udbredt og kan være næsten umulig at se for lærere og forældre. Det gør den ikke mindre pinefuld.
  • Lærere overser (ubevidst) mobning af elever, der ikke er undervisningsparate <umulige unger>.
  • Undervisningsparate elever kan slippe af sted med selv grov mobning, fordi lærere ikke associerer “dygtige børn” med mobning.
  • Det overordnede miljø i klassen INKLUSIVE samspillet med lærer(e) har stor betydning for mobbefrekvensen. Mao: Skolen kan gøre noget ved det, hvis de vil og/eller evner.
  • Mobning kan i et vist omfang sammenlignes med terror – den rammer mange flere end de primære ofre. Bogen har mange beskrivelser af børn, der går omkring i evig angst for, at den mobning, de ser ramme andre i klassen, en dag skal ramme dem.
  • Mobbere og mobbeofre bytter nogle gange plads – det kan fx ske ved overgangen fra barn til teenager.
  • Mobbere hader oftere skolen end andre børn. Mobbeofre holder mere af skolen (altså læringen) end andre børn – men det er ikke en regel uden undtagelser.
  • ALT kan være årsag til mobning – lige fra de oplagte som kikset tøj, overvægt og briller til de mest overraskende ting, som kopiering af tøjstil eller farven på snørebånd. Den ene dag hot, den anden dag not.

Bogen har også et spændende kapitel af Dorte Maria Søndergaard om spil, vold og mobning. Heller ikke denne omfangsrige gennemgang af spilforskningen finder nogen causalitet mellem computerspil og vold IRL. Særlig én iagttagelse synes jeg, det er værd at gengive. Når børnene gejler sig selv og hinanden op, mens de spiller forskellige voldelige spil, høres der en overvældende voldsretorik, og aggressionerne flyver i lokalet. Men det er ikke værre end før/under/efter en sportskamp, og Søndergaard gengiver flere eksempler på, hvordan de taler sig selv og hinanden ned bagefter, så de kan mødes med “fjenden” dagen efter i skolen.

Som forældre er det også vigtigt at være opmærksom på, at det at være dygtig til spil kan være et bolværk mod mobning. Der er høj status i at være god til spil – det kan fx opveje, at man er lidt for tyk eller dårlig til sport.

Endelig er det værd at nævne, at det er endog meget udbredt, at selv ganske små børn spiller spil mærket med 16+ og 18+. Det skal jeg ikke gå ind og forsvare her – blot understrege, hvor udbredt det er. Og gengive et eksempel på mislykket intervention fra de voksne: På et fritidshjem var forældrene meget bekymrede over, at børnene spillede så meget. Spiltiden blev derfor rationeret til en halv time. Det resulterede i, at børnene begyndte at spille langt mere simple og voldelige spil uden strategisk og udfordrende indhold, fordi det var det eneste, de kunne nå i den afmålte tid.

***

Konkluderende må man sige, at mobning aldrig helt kan undgås, men at vi kan gøre os selv og børnene den tjeneste at anlægge et nuanceret syn på det. Og at forældre derfor med fordel kan gå sammen i bekæmpelse af mobning i en klasse i stedet for at acceptere stigmatiseringen af et eller flere børn (og deres forældre) som “onde”.

 

Share

Like et billede og modtag 75.000 kr.

Hurra. Det var der 36.000 personer der gjorde. Mon de allesammen var børn? Nok ikke, ja faktisk gætter jeg på, at en stor del af dem er voksne. Det er simpelthen til at tude over! Der er sgu da ikke nogen, der forærer 75.000 kr. væk for et like, de her mennesker må da have hovedet under armen?

Og de kan i hvert fald ikke lære deres børn, hvordan man gebærder sig på Facebook og på nettet i det hele taget. Efterhånden er jeg tilbøjelig til at være enig i, at Netiquette skal på skoleskemaet. Det foreslog Medierådet for Børn og Unge allerede i 2010 – og intet er tilsyneladende sket. Bliver det mon en del af den nye heldagsskole?

Indtil da kan I jo tilkalde mig. Jeg fortæller gerne både lærere, forældre og større elever, hvordan tingene fungerer på nettet, hvordan man holder øje med snyd og bedrag, hvordan man garderer sig (så godt som muligt) mod mobning og chikane. Jeg fortæller også, hvad der skal til for at få held med sine google-søgninger.

grammarmatters

 

Og hvad med et gå-hjem-møde på arbejdspladsen, hvor jeg underholder om snyd og bedrag på nettet? Jeg lover, det skal nok blive sjovt.

 

Share

Sikker Internet Dag

Tirsdag den 5. februar er det Sikker Internet Dag i 90 lande verden over. Det er tiende gang, denne dag afholdes. I Danmark er det Medierådet for Børn og Unge, Red Barnet og Center for Digital Pædagogik, der står bag.

Husk at spørge dit barn efter skoletid, hvad de har lavet i skolen i den anledning. Hvis de ikke har lavet noget, kan du jo passende spørge skolen, om det er, fordi alt er under kontrol eller hvad?

Du må jo selv træde til, hvis dit barns skole ikke finder det nødvendigt (ja, det må du faktisk også, selvom skolen er sin opgave voksen). Det kan fx være ved at se videoen herunder med dit barn eller ved at like kampagnen Drop Mobning nu på Facebook. På den måde vil du hele tiden blive mindet om, at der er noget, du skal huske at forholde dig til!

Hvis dit barns skole er åbne over for at gøre noget, men alligevel rådvilde, eller hvis I i forældregruppen kan blive enige om det, så kan I jo altid hyre mig til at komme og ruske lidt op i det hele med nogle tørre tal og fakta iblandet lidt provokationer.

Share

Hvordan researcher moderne børn?

De spørger Google. Eller Youtube. Men det’ jo nogenlunde det samme.

Hvert år udarbejder Google lister over de mest søgte ord og termer. Selvom det semantiske web* ikke for alvor har set dagens lys endnu, så agerer børn og unge, som om det har. De spørger nemlig: Hvorfor…? og Hvad….? i stedet for bare at google et eller flere søgeord. Som det ses herunder, må Google tydeligvis ofte træde i stedet for forældre og andre voksne, der altså enten ikke er på pletten i spørgeøjeblikket eller ikke ulejliger sig med at svare, så barnet er tilfreds.

Mest Søgte “Hvordan…?”
1      Hvordan kysser man?    
2      Hvordan dividerer man?
5      Hvordan ganger man?    
8      Hvordan pifter man?    
9      Hvordan strikker man?    
10   Hvordan hækler man?
Hurtigst voksende søgninger efter  “Hvordan…?”
2      Hvordan laver man QR koder?     
4      Hvordan pifter man?    
6      Hvordan spiller man minecraft?
Mest søgte “Hvad er…?”
1      Hvad er klokken?    
4      Hvad er kærlighed?
6      Hvad er demokrati?
7      Hvad er ADHD?      
8      Hvad er twitter?      
9      Hvad er pi?       
Hurtigst voksende søgninger efter  “Hvad er…?”
1      Hvad er lydmuren? 
9      Hvad er udsagnsord?       
(Ovenstående fra Googles danske Zeitgeist-undersøgelse)
boyatcomputer

 

Lærere (i USA) er åbenbart ikke så kede af elevernes søgemønstre, som man måske kunne tro. Se her:

PEWresearch

Noget af det mere interessante ved ovennævnte er, at lærerne vurderer, at det er de yngste børn og børnene fra de dårligst stillede familier, der har størst glæde af at kunne researche på nettet. Det overraskede mig noget, hvad med jer? (Klik på billedet for at komme til resten af undersøgelsen.)

Hvem skal lære vores børn at søge ordentligt? Skal vi selv det, eller skal skolen? Hvor jeg er meget uenig med mange forældre, der gerne så, at skolen overtager opdragelsen af deres børn, så synes jeg faktisk, at skolen skal spille en hovedrolle i at lære børn at søge information på nettet. Simpelthen fordi det er en forlængelse af, hvad de allerede lærer børnene – eller i hvert fald burde lære dem.
I de små klasser har læreren sin laptop med og smider Google op på white-boardet. Spørger ungerne: Hvad ville I skrive i søgefeltet, hvis I skulle finde ud af xxxx? Og prøve de forskellige forslag af, kigge på resultaterne, diskutere. Og sluttelig konkludere noget om, hvordan man skal tænke, når man skal søge, og igen hvad man skal kigge efter i de resultater, man så får.
I de større klasser har de unge formentlig hver deres laptop eller tablet og kan selv søge. Blandt de både rigtige og forkerte resultater, spørger læreren, hvordan de er nået frem til det, og bruger dette til at hjælpe de unge til at få bedre resultater næste gang, smider nogle af søgningerne op på white-boardet og viser de unge, hvorfor det ene websted er troværdigt, mens det andet ikke er.
Google har en lang række redskaber til raffineret søgning. Dem skal de unge da lære om på samme måde som de lærer funktionerne i en regnemaskine. Kender du dem? Ellers se her.

 

*Semantisk web. Den “kloge” søgemaskine. Den kloge Trine-Maria Kristensen forklarer her, hvad det betyder.
Share

Man kunne jo forestille sig

at vi kunne bløde fronterne lidt op i den danske skolediskussion! Jeg er selv sådan lidt “blå” i skolespørgsmål, da jeg mener at vi snyder børnene ved at “skåne” dem for karakterer helt til ottende klasse. For det første ved ungerne udmærket godt, hvor de ligger i forhold til hinanden (måske bortset fra nogen stykker, der er helt clueless), for det andet afspejler forbedringer i indsatsen sig helt konkret og ikke kun i forblommede ord. Mange forældre har fx svært ved at høre forskel på “lille Lars gør virkelig en stor indsats” og “lille Lars er virkelig meget dygtig”. De to udsagn er udtryk for noget helt forskelligt, og det vil karakterer afspejle. Karakterer skal dog stadig være bakket op af skriftlige kommentarer og af skole-hjem samtaler, ligesom de ikke bør uddeles før 4-5. klasse. For nogle børn bliver overgangen fra de bløde kommentarer til de benhårde tal meget hård, og den kommer på et tidspunkt, hvor det faktisk er blevet svært at flytte sig fagligt – ikke mindst er hormonerne i vejen.

Jeg er også enig med de borgerlige i, at man (næsten) ikke kan starte tidligt nok med at putte lærdom ind i hovederne på ungerne. Dermed mener jeg dog ikke, at de som 4-årige skal sidde pænt ved borde og lære alfabetet, men at de på det tidspunkt skal til at lære, hvordan man koncentrerer sig, hvordan man holder fokus, hvordan man samarbejder, hvordan man forholder sig til at løse en opgave. At den opgave så måske består i at tegne en giraf, er sådan set underordnet! Og den gruppe af børn, som desperat ønsker sig at lære at læse – hvorfor skal de ikke have lov? Min yngste gik i en børnehave, hvor dette var en mulighed, men ikke en pligt. Han var fuldstændig uinteresseret, så det deltog han ikke i. Til gengæld var han langt fremme med tegnegrejer, saks og papir, og blev sat på “hårdt arbejde” med at udføre vanskelige opgaver og lære fra sig til de andre børn.

Jeg mener også, at konsensuspolitikken er gået alt for vidt i Folkeskolen, og at det skader både de svage og de dygtige børn. Skolerne er alt for “dygtige” til at identificere de svage og urolige og skille dem ud og helt elendige til at finde, hjælpe og støtte de meget dygtige børn, der ellers kunne fungere som drivers for svagere børn.

Fra USA har vi importeret den underlige skik, at børn skal roses for ALT. Hver gang de slår en streg på et stykke papir, hopper fem cm op i luften med løbehjulet eller laver deres lektier, skal de have at vide, at de er fantastiske. VEL SKAL DE EJ! Børn skal roses, ja, men de skal roses, når de gør noget virkelig godt, og hjælpes og opmuntres, når de gør noget knap så godt. Hvad kan man bruge ros til, der gives for ingen ting?

Hele denne svada er udløst af denne artikel i New York Times, som jeg fandt i dag, takket være @tashiadam og @jeppeengel på Facebook. Det er en rigtig øjeåbner og ALLE, der har børn i skolealderen eller som arbejder i skolevæsnet skylder sig selv at læse den i sin helhed. Jeg er ikke sikker på, om jeg selv havde haft forfatterens stamina til at holde ud på ungernes vegne, men belønningen var righoldig!

Skønt jeg aldrig, ALDRIG ville gå så langt som de såkaldte Tiger Moms (ambitiøse kinesiske mødre i USA), har de ikke desto mindre fat i noget. Hvorfor har jeg fx ikke tvunget mine sønner til at gå til spil, når jeg nu selv ved, hvor lykkelig jeg har været livet igennem, for at jeg kan læse noder og forstår grundlæggende musikalske principper? For slap har jeg været, simpelthen!

Share