Nat på museet

 

glyptoteket

Ja, egentlig mener jeg jo aften – nat lyder bare mere dramatisk. Vore store museer er begyndt at holde aftenåbent i forskellige formater. Louisiana holder aftenåbent tirsdag-fredag (til 22), og det vil jeg virkelig anbefale de af jer, der endnu ikke har prøvet det, for der er langt færre mennesker end lørdag-søndag. Har man tid, lyst og råd, er deres aftenbuffet i reglen et godt bud på et hyggeligt, sund og velsmagende måltid. Og nu er der jo PRIKKER – helt til januar måned.

Men faktisk handler dette om Glyptoteket og deres Slow og om SMK og deres SMK Fridays. De kommer lige efter hinanden (nok ikke verdens allerbedste planlægning…).  Glyptoteket havde ikke linket deres Slow i torsdags til Golden Days’ Festival of Important Shit – eller omvendt. Gad vidst, hvem der ikke taler med hvem? For en aktiv kulturforbruger hang arrangementet derfor lidt og svævede, og jeg havde svært ved at se den røde tråd i de arrangementer, der blev tilbudt. Det forekom mig altsammen enten uvedkommende eller elitært. Tilstrømningen var da også derefter. Jeg nøjedes derfor med at se Man Ray-udstillingen, som jeg af uransagelige årsager ikke havde fået set før. En udmærket udstilling, men måske lidt på den konventionelle side. Man fik ikke rigtigt fornemmelsen af, hvor kantet og usædvanlig Man Ray var i sin egen tid.

Goldendays2015

Dagen efter var jeg til SMK Friday, der handlede om Mesterværker og var knyttet til  Golden Days. Det var et virkelig godt arrangement, og det var ekstremt velbesøgt. Gå hjem og vug, jer typer, der tror, unge hippe mennesker ikke vil gå på museum. For det vil de i den grad godt. Jeg føler mig tit gammel, men dog sjældent, når jeg går på museum. I fredags var der dog kraftig overvægt af folk mellem 20-30. Måske lidt flere kvinder end mænd, men ikke overvældende (scoretip, guys!). Der var spændende musik, interessante “talks”, billige drinks og så al den dejlige kunst i behageligt aftentempo. Diskussionen, af hvad der udgør et mesterværk, er altid interessant. For det er jo lidt hævet over diskussionen om, hvad der er kunst. Prøv at snakke om det over middagsbordet – hvornår ophøjes et kunstværk til mesterværk? Når det har modstået tidens tand og glemslens dyb i 100 år? Kortere eller længere tid? Og kan det være et mesterværk i 50 år og så igen blive glemt?

Mit personlige højdepunkt var da en meget ung kunsthistoriker fortalte levende om et kobbertryk af Rembrandt, som i dagens anledning var hevet frem fra gemmerne og kunne beundres ‘live’. Folk, der kan formidle deres indsigt og begejstring, er noget af det bedste, jeg ved.

Rembrandt van Rijn (1606-1669), Christus helbreder de syge. "Hundredgyldenbladet", About 1649
Rembrandt van Rijn (1606-1669), Christus helbreder de syge. “Hundredgyldenbladet”, About 1649

Og minsandten om vi ikke også var på museum lørdag aften. Jeg tror faktisk, det var en personlig rekord. Festival of Important Shit sluttede af med et bravour-nummer af en bryllupsfestKøbenhavns Museum. Udgangspunktet var selvfølgelig, at kulturarven er meget mere end fancy malerier og Thorvaldsens skulpturer, det er fx også den danske bryllupstradition. Har I nogensinde været til et dansk bryllup med udenlandske gæster, så ved I, hvad jeg mener. Der er sgu da ikke nogen andre, der klipper sokkerne af brudgommen! For mig var denne aftens højdepunkt nok Knud Romers lille, veloplagte foredrag om ægteskabet. Han er frygteligt irriterende, men på en meget klog og vidende måde.

 

 

Share

Slow på Glyptoteket

Det var anden gang, jeg var til Slow på Glyptoteket. Jeg skrev ikke om det første gang, fordi jeg ikke fik set eller hørt ret meget, bl.a. fordi jeg fulgtes med en, som man taler godt med. Der var foredrag med Erwin Neutzsky-Wulff, en mand, der er meget delte meninger om. Jeg er blevet fortalt, at man ikke bør mene noget om ham, hvis man ikke har læst hans bøger. Det har jeg ikke, og kommer næppe heller nogensinde til det, så jeg mener ikke noget…

I torsdags var jeg alene, så ikke optaget af at sludre. Jeg lagde ud med dobbelt-foredrag med Glyptotekets direktør Flemming Friborg, hvis syn på kunstformidling, jeg ikke deler. Det har jeg skrevet om tidligere. Den anden var Carsten Thau, som jeg kendte fra nogle arkitekturprogrammer i fjernsynet. De talte om magt med udgangspunkt i bryggeren, J.C. Jacobsen. Og, kære læsere, I fatter simpelthen ikke, hvor lærd det var! I de seneste 10 års tid har jeg lært mig selv at læse og forstå det sprog, der hedder akademisk. Så nogenlunde da. Så jeg forstod faktisk godt, hvad de talte om. Nu vil jeg påstå, at jeg ikke var specielt meget dummere for 10 år siden, end jeg er i dag. Og heller ikke meget mindre interesseret i kunst og en diskussion om magtdemonstrationer i kunsten. Men dengang ville jeg ikke have forstået, hvad de to herrer talte om. Jeg antager derfor, at der må have været en del tilstede ved foredraget (eller, det hedder jo talk på moderne museums-dansk), som ikke helt kunne følge med, da næppe alle de fremmødte har været kunsthistorikere.

Jeg synes faktisk ikke, de kan være det bekendt! Mange akademikere kan sagtens tale dansk, så almindelige mennesker kan forstå det, uden derfor at tale ned til os. Det har jeg været vidne til utallige gange. Så hvorfor er det nødvendigt at kalde en øgruppe for en archipelago?

Nå, *rant over* som vi siger på de sociale medier. Jeg fik også set den nye udstilling Fra Blok til Krop. De første 3/4 af udstillingen er gode, synes jeg, selvom formidlingen virkelig lader noget tilbage at ønske! Det skrev Politikens anmelder, og jeg tænkte, at hun nok bare var sur og kritisk, men man får virkelig INGEN hjælp fra museet til at finde vej fra den ene del af udstillingen til den anden eller til at forstå udvælgelsen. Jeg faldt i snak med en yngre mand foran en ret besynderlig skulptur, fordi vi begge undrede os over den. Han havde ikke engang opdaget, at han var gået ind i en særudstilling med et tema!

Der var en del af skulpturerne, som jeg ikke erindrede at have set før. Måske har de stået i et mørkt hjørne, måske i kælderen. Men denne her er jo vildt dramatisk!

Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.
Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.

Skulpturen herunder findes i flere udgaver, denne blev bestilt af bryggeren til minde om hustruen Ottilia Jacobsen:

Rudolf Tegner:  Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.
Rudolf Tegner: Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.

Jeg studsede over denne – eller rettere dens titel.

Aristide Maillol: Den lille cykelrytter, 1907. Glyptoteket.
Aristide Maillol: Den lille cykelrytter, 1907. Glyptoteket.

For intet, ikke engang overdimensionerede lægge eller underdimensionerede overarme leder tanken hen på cykling. Altså, selv ikke i 1907 cyklede man vel nøgen rundt?

Den sidste del af udstillingen virkede helt tilfældigt sammensat. Hvis der var en mening med galskaben, blev den ikke forsøgt forklaret, og var i hvert fald ikke evident.

Jeg var selvfølgelig også oppe og se Glyptotekets nyerhvervede maleri af Degas. Jeg synes faktisk, at hans hesteskulpturer er så meget mere interessante.

Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.
Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.

Havde i øvrigt en dejlig kunstoplevelse, der ikke handlede om mig selv. Den mand, jeg faldt i snak med, kendte ikke Glyptoteket særlig godt, men var tydeligvis ret betaget af skulpturerne. Jeg anbefalede ham derfor at gå op mod den franske afdeling og se Christian Lemmerzdødsskulptur, der står så smukt halvvejs oppe. Da jeg så mødte ham igen senere, sagde han begejstret, at nu havde han fået en ny favorit-skulptur og tillige et helt nyt syn på Lemmerz. Så kunne jeg gå glad hjem.

Share