Farlig småbørns app?

TalkingAngelapicMange steder på nettet advares mod småbørns-app’en Talking Angela, og forældre spreder advarslen via e-mail og Facebook uden et øjeblik at overveje, om historien mon er sand.

Det er den ikke, hvilket man kan sikre sig ved simpelthen at google *talking angela*. Så nemt er det. Det, den beskyldes for at gøre, nemlig at indsamle private fotos, film og data om de børn, der benytter den, er slet ikke lovligt. Og man kan jo mene meget om Apples ekstremt rigide politik for app-godkendelse, men den var næppe sluppet igennem, hvis den havde overtrådt så mange regler og bestemmelser så groft. Det er jo ikke NSA

Sådan her ser den advarsel ud, der florerer:

TalkingAngelaApp’en er angiveligt meget populær hos de små brugere, så mit gæt er, at en konkurrent har sendt denne her rundt i håb om at begrænse succes’en. Hvorfor ellers?

 

Apps til børn

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Mange børn i den vestlige verden vokser nu op med en smartphone og/eller en tablet inden for rækkevidde. Af samme grund produceres der endeløse mængder af apps til børn – fra baby til teen. Hvis man interesserer sig for det, kan man finde steder rundt om på nettet, der tager området seriøst og forsøger at anmelde nye apps til børn – men det er en jungle! Mit råd i forhold til, hvad man skal downloade/købe er at dele opgaven med andre forældre til børn i samme aldersgruppe, så I deler erfaringer med de apps, jeres børn leger med. Men derudover? Ja, så må man ud og lede. Aviserne anmelder kun apps sporadisk – jeg tror fx Politiken anmelder tre apps om ugen – de burde jo anmelde tre apps om dagen!

Som jeg tidligere har nævnt i mine poster om computerspil, så er biblioteket normalt en god ressource. På Københavns Kommunes Bibliotekers hjemmeside findes en folder (pdf) om bl.a. apps. Her er en del gode anbefalinger. Møg ærgerligt er det dog, at den findes i pdf-format på deres side i stedet for et mere fleksibelt format, så det ikke blev forældet på et halvt år! Hvis bibliotek.dk har en underside, der handler om apps, så har jeg ikke kunnet finde den. Og hvor nemt er det så for andre?

Bedre ser det ud hos en anden public service institution, nemlig DR. I denne artikel fortælles om apps til børn, og der henvises til forskellige hjemmesider, der anmelder børneapps. Tak DR!

in-app

I ovennævnte artikel nævnes kort et problem, som mange forældre øjensynligt døjer med – nemlig in-app køb og i det hele taget børnenes køb på Itunes eller i Google Play. Søde forældre, hør nu lige her, mindre børn skal IKKE have adgangskoden til Itunes, og I skal spærre for muligheden for in-app køb i deres spil. Så er det heller ikke sværere! Større børn kan man vælge at vise den tillid, at de har koden til Itunes/Google Play. Så skal der foreligge en krystalklar aftale om, hvad de må downloade og for hvor meget. Og I sørger naturligvis for, at der kommer en mail fra Itunes/Google Play, hver eneste gang, der er købt noget. Ja, ok, det fylder måske lidt op i indbakken, fordi der så også kommer mails hver gang I selv køber noget, men det er et beskedent problem i forhold til ekstraregninger i 10.000 kroners klassen.

Næste afsnit er lidt repetition om sociale medier på telefonen.

 

Det mobile net

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Hvis det er forbigået din opmærksomhed, at nettet lige så stille er på vej væk fra den støvede computer i hjørnet og på vej ind alle mulige andre steder, så lever du muligvis i en boble.

Næsten hver dag kommer der nye statistikker, der viser, at indhold i stigende grad bliver forbrugt på mobilen. Og det er ikke kun nyhedslæsning, men simpelthen alt. Bare for få år siden, var der ingen der redigerede dokumenter eller blogs fra mobile enheder, men tablets har ændret det fuldstændig. Man kan lave præsentationer i PowerPoint, Keynote eller Prezi direkte på sin tablet og med hjælp af et lille omformerkabel præsentere på storskærm, helt uden at en computer har været involveret. Smartphonen kan bruges som fjernbetjening.

Og børnene – ja, de, der er små i dag, når nok aldrig at få en computer i gammeldags forstand mellem hænderne! Efterhånden som vores lidt sløve politikere fatter vigtigheden af effektiv digital infrastruktur overalt i Danmark, vil vi i højere og højere grad se internettet blive fuldstændig integreret i alle afkroge af tilværelsen. Det kan man så vælge at begræde, men jeg synes ikke, der er nogen grund til det.

Ligesom vi i vores familie ikke har TV på hverken badeværelset eller i køkken og soveværelse, så kan vi også individuelt sætte grænser for, hvornår vi får nok af, at alle sidder med næsen i telefonen/tablet’en. Reglerne for almindelig god opførsel og høflighed behøver jo ikke blive sat ud af spillet, blot fordi der indføres nye genstande og tilstande i hverdagslivet. Men også her er det vigtigt, at vi ikke reagerer på rygmarven. Det er fx ikke holdbart at forbyde børnenes smartphone-brug ved morgenbordet, hvis man selv sidder begravet i en papiravis!

På min yngste søns gamle skole hadede de simpelthen mobiltelefoner, og brugen af dem var forbudt forbudt forbudt – i enhver sammenhæng, hvilket selvfølgelig ledte til gentagne sammenstød mellem børn og lærere. På hans nye skole beder klasselæreren dem lægge telefonen (som er på lydløs) ned i tasken i timerne, så de ikke bliver forstyrret af vibrationer i lommen. Men hvis de pludselig får brug for at google noget, så tager de dem bare op af tasken. I frikvartererne er der frit slag. Og vi hører ikke noget brok fra børnene over den regel – for de forstår jo fuldstændig, at sådan må det være!

Næste afsnit bl.a. om apps til børn og in-app køb.

Man bliver et vimrehoved af for meget Internet

Det er i hvert fald den evige og evindeligt gentagne påstand, jeg hører igen og igen. Mest fra dem, der ikke har smartphone og kun bruger computeren af nød og på arbejde. For det ved de jo rigtig meget om.

Dem, der egentlig kan tale med om det, må være dem, der har levet det intense online-liv, og som så – i en kortere eller længere periode – har opgivet det.

En australsk kvinde har skrevet en bog om familiens oplevelser, da hun trak stikket på sig selv og tre teenagere. De fandt hinanden igen som familie. Men for at det skal give mening, skal man jo have “tabt” hinanden først? Det synes jeg faktisk ikke, vi har derhjemme. Vi taler meget sammen – både henover vores gadgets og uden dem.

For mit eget vedkommende kan jeg godt fra tid til anden synes, at jeg er for knyttet til min telefon og kigger på den for tit. Så lægger jeg den til side en hel eller halv dag og griber en bog eller en kageopskrift. Når David (det er min mand, der det meste af tiden arbejder i udlandet) er hjemme, kan der gå lang tid, hvor jeg slet ikke tænker på min telefon. Og hvis jeg griber den, vil det ofte være for at checke noget, jeg tidligere ville have slået op i en bog. Ved ikke, om jeg synes, man er et vimrehoved, fordi man bruger telefonen til at checke afgangstider for toget eller Søren Kierkegaards fødselsdag? Desuden er Facetime (Apple-versionen af Skype) redningen for en familie, der er adskilt meget af tiden. Det er begrænset, hvor meget man kan “vise far” med en almindelig telefon.

Nyeste skud på stammen af folk, der har levet afkoblet i en længere periode, er en ung amerikansk mand. Han beskriver sine oplevelser i Internet-magasinet The Verge. Det er interessant, hvordan hans offline tilværelse svinger i intensitet – i det ene øjeblik oplever han et intenst nærvær, som han tilskriver det afkoblede liv, det næste føler han sig ensom og forladt og kan slet ikke få øje på noget nærvær.

Min konklusion er (igen): Alt Med Måde. Nogle gange skal telefonen bare “glemmes” ude i entréen, andre gange skal den med ved middagsbordet, fordi man lige er midt i en spændende diskussion på Twitter om et aktuelt emne. Nogle gange skal vi sidde hele aftenen og nørde med præsentationer og fotos og andet geekeri uden at tænde for TV’et. Så kan nethaderne påstå til de bliver blålilla i hovedet, at det er mindre fokuseret og mindre nærværende, end hvis man sad og satte papirfotos i album. Den køber jeg bare overhovedet ikke. Der er også aftener, hvor vi spiller Scrabble på iPad’en med bogstaverne på vores telefoner. Nogen vil så påstå, at det er mindre autentisk end at spille det på en papplade med træbrikker. Andre gange kører både TV, telefon og computer (multiple screens – det forskes der i). Og hvad så?

Læs ovennævnte artikel (hele artiklen, du har jo din koncentrationsevne i behold, ikke sandt?) – den er god at blive klog af. For selvfølgelig er der gevinster ved at gå offline fra tid til anden. Men samfundet kører altså videre – online – imens.

Køb en regnemaskine

På min søns skole (6. klasse) har de fået besked på at købe en regnemaskine, en ordbog (engelsk-engelsk) og et kompas. Jeg har protesteret og sagt, at det er penge lige ud af vinduet, fordi min søn og majoriteten af hans klassekammerater allerede har alle disse ting i deres smartphones og/eller på deres laptops.

Meeen, børnene må jo ikke bruge deres smartphones i skolen, vel. Og laptops er endnu ikke et krav i timerne, selvom nogle af lærerne (uden tidligere at have nævnt det ved forældremøder eller i orienteringsskrivelser) er begyndt at bede børnene om at tage laptops med.

Mit argument for at nægte at foretage disse indkøb er, at det ville være passende, hvis børnene lærte, at deres telefoner kan bruges til andet end spil, tekstbeskeder og Facebook, men også har en masse fornuftige applikationer. Fx kan man have Lectio som en “app”, hvilket både Junior og jeg selv har. Det er vældig praktisk! Mange børn ved heller ikke, at en computer duer til andet end spil, Youtube, Facebook og så lektierne.

Det ville være dejligt, hvis der kunne foregå en integration mellem børnenes egen, skolens og forældrenes brug af digitale remedier. Nogle lærere trænger til en ordentlig brush-up, men det gør mange forældre (og dermed deres børn) så sandelig også.

Hvad synes du, skal jeg kravle ned fra min høje hest og gå hen i Bog & Idé og købe en regnemaskine (til)?

 

 

Skærmen som barnepige

Vi har i mange år diskuteret, hvor meget vi kan “tillade os” at bruge fjernsynet som barnepige for vores børn, mens vi selv laver mad/gør rent/arbejder/har “voksentid”. Og konklusionen er nok, at der ingen konklusion er, fordi det afhænger af, hvor gamle børnene er, deres personlighed, hvad de ser, hvor længe de ser på det, og i hvor høj grad de indvier deres forældre i de spørgsmål, der altid opstår. Og om forældrene overhovedet ved, hvad børnene ser, selvom de ikke selv sidder og kigger med.

Nu har en ny skærm meldt sig som barnepige. Eller flere skærme, faktisk. Computerskærmen, tabletskærmen og smartphone-skærmen. Diskussionen er den samme, selvom der er (endnu) flere udfordringer for os forældre med de nye skærme. Udfordringer der dels består i, at vi ikke har nogen mulighed for at styre, hvad børnene foretager sig, med mindre vi sidder på nakken af dem hele tiden. Og så er ideen om barnepigen ligesom forsvundet. Og disse skærme kommer jo ikke kun med output, som ungerne passivt kan sidde og konsumere. De er også åbne over for input, som vores børn altså skal lære at styre. Og interaktion – med hvem som helst.

Så der er nu åbnet for en helt ny grusgrav af faldgruber som vi som forældre skal forholde os til. Jeg møder forældre, der simpelthen forbyder computerbrug, der ikke foregår i stuen sammen med forældrene, og som ikke giver deres børn smartphones eller tablets (vi lader lige de økonomiske aspekter ude af betragtning et øjeblik). Personligt mener jeg, at det er en helt forfejlet strategi, og i al beskedenhed bakkes jeg op af en del sagkundskab på området. Forbud betyder, at man i realiteten ikke ved, om ungerne fx har en Facebook-konto eller ej, man kender ikke deres kundskabsniveau og er generelt out-of-touch. Viser det sig, at de er super-artige og har gjort, som man siger, står man med et andet problem. Når de endelig får lov, har de nået en alder, hvor de dels har krav på et vist privatliv, dels er uheldigt stillede, fordi deres kendskab til net-universet er ringe. De er så samtidig ofte udstyret med forældre, der heller ikke selv har noget videre kendskab og som derfor ikke kan være deres guides.

Mit mantra er, at vi som forældre simpelthen har pligt til at sætte os ind i den måde, vores børn bruger nettet på. Og alle børn bruger det ikke på samme måde. Nogle børn bruger det næsten udelukkende til at spille spil og chatter så med spil-partnere fra nær og fjern. Andre børn (piger) tilbringer timevis på Facebook eller på et af de såkaldte pigeuniverser, hvor de ofte konkurrerer om, hvor godt enten de selv eller deres avatarer ser ud. Ofte begge dele på én gang. For andre igen er nettet næsten synonymt med Youtube, hvor de (tror de) finder svar på alt. Og tag ikke fejl, der ER virkelig svar på mange ting. Hvis du ikke tror mig, så klik lige her, her og her (svar på tre meget forskellige spørgsmål). Atter andre børn er omnivorer, der bruger nettet som voksne, nemlig til alt muligt. Vi skal dog bare hele tiden være opmærksomme på, at de ikke har de samme filtre som os.

Det bedste, vi derfor kan gøre for vores børn, er at lære dem naturlig skepsis. Vi skal vise dem eksempler på snyd, bedrag og humbug og lære dem, hvordan man checker, hvad der er hvad. Vi skal vise dem, når deres Facebook-venner gør noget dumt, hvadenten de “liker” alt muligt for at vinde dette eller hint, eller de taler grimt til deres kammerater. Vi skal forklare dem, at man kan støde på mærkelige og ubehagelige ting på nettet, og hvad vi synes, de skal gøre, når/hvis det sker. Rigtige eksempler ude fra virkeligheden virker bedst!

Når vi således har udstyret vores børn med nogle filtre og noget naturlig modstandskraft, så går det nok an at bruge en skærm som barnepige fra tid til anden!

Inspiration til denne blogpost fik jeg ved at læse denne artikel, som jeg fandt frem til ved at lytte til denne udgave af Agenda på P1.

Does a smartphone change your life?

In some ways it does, obviously, but does it change it fundamentally? I’m not so sure, to be honest. But what is HAS changed is the way I document my life and the lives of my children. It’s not really that I take FAR more photographs of junior-junior than I did of junior when he was little, long before any kind of fancy easy-to-use cameras were around. It’s more the kinds of photos I take. And that junior-junior takes lots of photos himself.

I’ve always noticed things. I notice new, excellent design, interesting fashion trends among young people, hilarious clothing, spelling errors and funny misunderstandings of phrases in the public space, inscriptions on houses, graffiti, etc. etc. But before I got a smartphone I only rarely got the chance to document and share these things. Now I can. Only the limits of the zoom on my phone, my general clumsiness when getting the phone out of my pocket and common decency keeps me from documenting much more than I do now.

Here follows a variety of examples of this from the last weeks.

Magasin du Nord has had a serious facelift. It looks great.

I've started knitting again...
Müesli bread
A very welcome package from Amazon
Tried on this dress. Loved it. Didn't buy it. Why? $$$
Købmagergade where I work is undergoing major change. New pavement stones, hand laid.

 

I got a new toy…

I walked down Vesterbrogade and saw this: Happiness lives where peace resides
Husband bought us one kilo of chocolates. There are around five left...
Hipstamatic, Louisiana, son and Giacometti are a great mix

 

See what I mean? This is not the kind of pictures we used to take when we had phones AND cameras. Has your camera phone changed the way you document your life?

I heard recently of a new service, memolane, that promises to do what Facebook and Twitter don’t. Keep this stream of consciousness that our postings to Twitter, Facebook, Flickr, etc. are for posterity. Don’t know how well it works yet, but the idea is brilliant!