Værre end tegneserier og rockmusik

Annegrethe Rasmussen, der skriver fra Washington til bl.a. Information, har i dag en god og eftertænksom artikel i avisen. Hun har skrevet den i anledning af, at det i USA er AntiMobbeMåned her i oktober, og de amerikanske medier svømmer over med grufulde historier om børn, der er blevet mobbet til selvmord via Facebook eller tekstbeskeder.

Det leder naturligvis (igen) til diskussionen om, hvorvidt internettet er “værre” end alle de bølger af grufuldheder, der tidligere er skyllet ind over vores børn. Og om det derfor skal reguleres. Siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten har man haft travlt med at udmale, hvilke skrækkelige konsekvenser en ny teknologi vil have for verden og da især for vores letpåvirkelige børn! I nyere tid har både TV, tegneserier, rockmusik, computerspil og nu Internettet stået klar til at korrumpere og ødelægge vores børn.

Og ja, det ER selvfølgelig et stort problem, når dårligt opdragede børn får frit spil til at mobbe andre børn via den bekvemme afstand, man kan opnå ved at bruge sociale medier frem for direkte tale i skolegården. Men, og det er et stort men, faktisk har der ofte været lagt afstand mellem mobber og mobbeoffer, også langt før Internettets tid. Fra min egen skoletid husker jeg bl.a.: anonyme sedler i skoletasken med meget ubehagelig ordlyd, rygtedannelse, udelukkelse (fra fx børnefødselsdage), ødelæggelse af tøj og ting. Alt dette skete for mig og mindst én af mine klassekammerater i en helt almindelig dansk folkeskole i 60’erne og 70’erne. Og vi var næppe ene om at blive mobbet!

Når børn og unge dengang begik selvmord, blev der dækket over det, og årsagen blev sjældent eller aldrig diskuteret i offentligheden. Jeg tror gerne, at flere begår selvmord i dag end tidligere, men jeg tror ikke, det har noget med internettet at gøre, snarere det at vores netværk er blevet svagere, og at selvmord som udvej er blevet mere synligt. Jeg hører gerne om statistik, der underbygger eller undergraver dette synspunkt.

Foto fra kidsandmedia.dk

Som jeg ser det, ryger bolden altid tilbage til os forældre. Og sekundært til skolen, lærerne og pædagogerne på fritidshjemmet. Vi skal opdrage vores børn, så de fatter, hvad mobning er, og hvordan det føles at være på offerholdet. Og vi skal lære dem, hvordan man opfører sig. Både i al almindelighed og på internettet i særdeleshed. Problemet opstår så selvfølgelig i de hjem, hvor forældrene skriver anonyme og hadefulde indlæg i kommentarfelter overalt på internettet. Det er forældre, der ikke kan være deres opgave som opdrager voksen, fordi de selv har anonym mobning som hobby. Det er så dér skolen og fritidshjemmet kommer ind – for det er på dette område, som på så mange andre – at skolen må træde til, når forældrene fejler.

På de anti-mobbe-dage, som også danske skoler har, kunne man passende bede klassen selv om at opstille regler for, hvad man må og ikke må på Facebook, Messenger og SMS. Og indføre en form for kollektivt udmålt straf over for den/de i klassen, som bryder reglerne.

Jeg har tidligere (i Politiken) skrevet om mobning på nettet, så hvis du vil læse flere konkrete forslag til, hvad du selv kan gøre, så læs her.

Hvorfor så ikke bare regulere internettet, spørger du? Fordi det er skruen uden ende – alle vil have reguleret et eller andet hjørne, og tilsidst er alle hjørner filet af, og internettet er blevet trist og ufarligt, og alt det spændende flyttet et andet sted hen. Både det gode og det onde.

Share

Børn skal (også) have hjælp til at tackle mobning

Politiken valgte selvfølgelig at offentliggøre et indlæg, jeg havde sendt dem om mobning på Internettet, mens jeg var langt langt væk på ferie. De valgte også at udelukkende offentliggøre den i papirudgaven af avisen, så mit eget udbytte af artiklen mildest talt har været begrænset. Nu har et sødt menneske givet mig artiklen, og jeg ser til min glæde at den ligefrem er illustreret. Den ses her i mikroformat. Hele teksten kan dog læses nedenunder i almindeligt format – det er trods alt mig, der har skrevet den.

 

Mobning på Internettet (og via SMS) bliver mere og mere udbredt, efterhånden som børn og unge “flytter ind” på nettet. Ikke mindst fordi teknologierne nu er blevet mobile.

Kan vi undgå det? Nej, selvfølgelig ikke. Mobning har altid fundet sted, og det vil det desværre nok blive ved med. Men vi kan godt hjælpe vores børn til at håndtere mobningen bedst muligt og undgå de værste faldgruber.

Mobning finder fx sted på:

  • Facebook
  • SMS og IMS
  • I online-spillenes chatrooms
  • I pigeuniverserne, som fx Gosupermodel.tv2.dk og Moviestarplanet.dk
  • – og mange andre steder, men principperne er de samme

Uanset om mobningen er med kendt eller ukendt afsender, er der altid noget, vi selv kan gøre:

  • Vi skal bruge tid på nettet med børnene. Vi skal udforske Facebook, Youtube og deres foretrukne spil/hjemmesider sammen. Som voksne bør vi udvise en naturlig interesse for, hvad de laver, når de er på nettet, så vi ikke stiller os inkvisitorisk an, men derimod er nysgerrige, ligesom når vi spørger til en udflugt med fritidsklubben.
  • Vi skal have børnenes brugernavne og passwords til alle de sider, de besøger. Det skal vi ikke for at snage, men for at kunne beskytte dem, hvis noget går galt.
  • Vi skal forbyde dem at blokere deres eget navn på deres telefon, så de altid står til ansvar for deres handlinger.
  • Vi skal være venner med børnene på Facebook, indtil vi er overbeviste om, at de kan “klare sig selv”. På samme måde, som vi følger dem til sport, indtil vi ved, de selv kan håndtere trafikken, bussen, etc.
  • Vi skal instruere børnene godt og grundigt i, hvorfor man har passwords og hvorfor man skal beholde dem for sig selv. Men også give dem en udvej og lære dem, hvordan de skal skifte det, hvis de alligevel har udleveret det til bedsteveninden, som pludselig ikke er bedsteveninde mere.
  • Vi skal lære børnene, at regel nummer 1 er, at man selv opfører sig ordentligt. Tager man sin unge i at skrive noget mindre pænt til en af kammeraterne på Facebook, skal han/hun konfronteres med det øjeblikkeligt, og tvinges til at fjerne kommentaren eller undskylde. Det kan være en svær øvelse for alle parter, men er nødvendig, hvis man vil undgå noget tilsvarende i fremtiden.
  • Nogle gange vil man høre, at “Jamen, hun har ikke noget imod, at vi skriver sådan; det siger hun selv.” Men vi ved jo godt, at offeret nok skal lade være med at indrømme, at hun bliver ked af det. Så her må vi også gribe ind, selvom det er lettere at tro på, hvad vores egen pode siger om offerets mentalitet.
  • Vi skal forklare dem om Internettets trolde eller trolls. De optræder ofte, men ikke altid, anonymt. På nettets debatfora taler vi om, at man ikke skal fodre trolden. Det skal forstås sådan, at hvis man overhovedet kan dy sig, skal man ikke svare på ondskabsfulde og provokerende kommentarer. Meget ofte vil barnets andre venner eller andre tilstedeværende i et forum komme barnet til hjælp. Er der tale om kommentarer med direkte trusler eller meget ubehageligt sprog, skal de selvfølgelig slettes og ophavspersonen konfronteres, hvis det er muligt. Det er en god idé at sætte sig ind i, hvordan man sletter kommentarer på Facebook, inden det bliver nødvendigt.
  • I de såkaldt anonyme universer (som fx World of Warcraft eller gosupermodel), må vi gøre os umage med at forklare børnene, hvad det kan betyde, hvis de afslører deres identitet for fx klassekammeraterne og gøre dem klart, at det kan ende med, at de må oprette en ny profil og dermed miste al den “credit”, som profilen/avataren har oparbejdet. Sidstnævnte kan være det allerbedste argument!
  • Vi skal selv lære og også lære børnene, hvordan man hurtigt tager et billede af skærmen, så mobningen dokumenteres. Det gælder også på smartphones. På den måde står vi langt stærkere over for mobberen, andre forældre, lærere og hvem der ellers måtte blive indblandet.

Først og sidst skal vi være informerede. Vi skal vide, hvad man kan på det dersens Internet, og det går ikke at skyde det fra sig og sige, at det har man ikke forstand på. Hvem af os havde måske forstand på babyer, da vi fik dem? Og hvem kunne sangene fra Byggemand Bob eller Bamse og Kylling, inden de fik børn? Og hvad med offside regler i fodbold eller titlerne på Beyoncés sange? Nej vel? Derfor er det bare at komme i gang med at lære Facebooks privatlivsindstillinger at kende og få gang i nogle forældre-børn aktiviteter, der har med nettet at gøre.

En god kilde på nettet til mere viden om mobning er fx. Red Barnets side sikkerchat.dk

.

Share

Virus advarsler og skræmmehistorier

I går fik min søn en advarsel mod en SMS-virus fra to af sine kammerater. Der stod sådan her:

Hej… Advar alle du kender imod at svare på en sms fra 20(…) og 51(…) det kan koste dig 2500 kr. Det er lige sagt i P3 (Send videre).

Denne “advarsel” har jeg sporet tilbage til 2006, måske er den endnu ældre. Den er opfundet af nogle ondskabsfulde mennesker, som et mobningsredskab over for folk de ikke bryder sig om. Telefonnumrene er skiftet ud nogle gange i løbet af SMS’ens levetid. Heldigvis kom min søn til mig, inden han sendte den nogen steder hen, men hans to kammerater er enten ikke gået til deres forældre, eller forældrene har glemt at tænke sig om og er hoppet på limpinden. Prøv engang at tænke over, hvor mange der er hoppet på den limpind, når den har cirkuleret siden 2006 (mindst)?

Jeg vil gerne slå fast, at det stadig er sandt, at man ikke skal tro på alt, hvad man hører (eller læser). Det er dog blevet meget nemmere for den enkelte borger at checke, om den slags rundsendte beskeder har noget på sig. Det nemmeste er at smide hele teksten ind i Google. Prøv fx at gøre det med ovenstående. Et af de nedslående resultater er fra denne landbrugsskoles hjemmeside, hvor redaktøren har indsat teksten som en advarsel til skolens elever og dermed sanktioneret dette ondsindede vrøvl.

Får man advarsler/sygdomshistorier/politiske opråb etc., der er rundsendt via mail uden datering og troværdig kildegengivelse og uden egentlig afsender, er der god grund til at tro, at der er ugler i mosen.

Læg mærke til

  • hvem er den oprindelige afsender? Fremgår det?
  • er der en form for datering?
  • er det helbredsråd, som du aldrig før har hørt om?
  • hænger mailen en bestemt befolkningsgruppe ud med tal og “statistik”?
  • er teksten på engelsk eller på ubehjælpsomt dansk?
  • hvis det er en virusadvarsel, kommer den så fra din bank, din internetudbyder, en troværdig nyhedskilde eller en IT-prof, du stoler på?

Udover at smide teksten ind i Google og se, hvad der dukker frem, er der også specialiserede hjemmesider, man kan “spørge”. Er teksten på dansk, skal den måske lige en tur gennem Google Translate til engelsk, inden du tester den, men prøv endelig at Google den på dansk først. Rigtig mange af de “advarsler”, der florerer, er gamle som Metusalem.

Der er en side, der hedder Hoax-slayer – man skal ikke lade sig narre af sidens amatøragtige layout – det er ikke udseendet, der ligger ophavsmanden på sinde. Der fandt jeg oprindelsen til en e-mail, rundtsendt af min svigerfar (fra England). Han havde selv fået den fra sin svigerinde og de havde begge sendt den til alle på deres mailing-liste. Med den fart har denne ondsindede misinformation nok ramt samtlige postkasser hos hvide pensionister i England.

Der står bl.a. sådan her:

Her kan du læse Hoax-Slayers redegørelse for, hvor e-mailen kommer fra (Australien, 2004) og hvem der gladeligt puster til ilden (BNP (British National Party) og ligesindede). Det er sørgeligt, at der overhovedet er nogen, der falder for, at flygtninge skulle modtage 4 1/2 gang så meget i offentlige ydelser, som en britisk pensionist, men hvis det er det nemmeste at tro på?

For nogle år siden fik jeg et link til en Powerpoint, der angiveligt forklarede, hvad man skulle gøre, hvis man fik et hjerteanfald, mens man var alene – fx. i bilen. Mailen var videresendt af en veluddannet bekendt. Vejledningen gik ud på, at man skulle hoste… Ja ja, du griner, men denne Powerpoint har cirkuleret på nettet siden 1999! Alle læger, der hører om den eller ser den, tager sig til hovedet, og man ser for sig, hvordan en person alene hjemme oplever smerter i armen og hjertet og giver  sig til at hoste i stedet for at ringe efter en ambulance! Læs her på Snopes.com – et andet godt sted at checke sludder og vrøvl – om denne e-mail-scam.

Mit budskab er, at det godt kan være, du ikke selv falder for historier som “hvis du “liker” den her side, får du 20$ af Microsoft”, men har du husket at tale med dine børn om den slags, der florerer som SMS, på Facebook, på mail, men skam også stadig som almindelige vandrehistorier fra mund til øre?

I dag er det let at sætte sig sammen med barnet og spore oprindelsen til den slags historier og få sig et godt grin eller sammen undre sig over, hvad det er for nogle ubehagelige typer, der opfinder den slags. Og dit barn vil have lært en lektie for livet.

Share