Unge bruger Facebook virkelig meget…

Digitale Unge er en tænketank, der tænker dybe tanker om unge og sociale medier. De har netop offentliggjort en ny rapport med særlig fokus på de unges forhold til privatliv. Den udkom i sidste uge og jeg havde glædet mig til at læse den. Det har jeg så gjort nu, og jeg er måske nok lidt, øh, skuffet? Rapporten er udfærdiget af Gry Hasselbalck, Rikke Frank Jørgensen og Verner Leth. Disse tre udmærker sig ved at være næsten usynlige på nettet – enten er det en demonstration af, hvor dygtige de er til at opretholde et privatliv på trods af sociale medier eller også er det et udtryk for, at de forsker intenst i noget, de ikke har nogen reel berøring med. Eller måske begge dele?

In this photo illustration, a Facebook logo on a computer screen is seen through a magnifying glass held by a woman in Bern

Rapporten er baseret på fokusgruppe-interviews og konklusionerne er de følgende:

  • Facebook er en integreret del af de unges liv
  • De tilgår primært Facebook fra mobilen
  • Facebook er det primære sociale medie – der er øjensynlig ikke talt meget om andre medier i disse fokusgrupper
  • Der er en lang række uskrevne regler for, hvordan man agerer på Facebook
  • De unge bruger meget Facebook-grupper – fx. klassen, holdet, pigegruppen, sportsteamet
  • De unge ved godt, hvordan de fx skal “untagge” sig selv på fotos og også, hvordan de skal agere over for uønsket materiale
  • Ingen har læst Terms & Conditions (næh, virkelig?)
  • Mange af dem kom på Facebook, før de blev 13 år (Facebooks aldersgrænse)
  • De er klar over, at Facebook ejer retten til deres billeder – men de er ligeglade
  • De er ret afslappede over for, at myndighederne kan belure dem på sociale medier
  • – og i afdelingen for sjov og spas: Man er først rigtige kærester, når man har ændret sin status på Facebook. Og årsdagen er den på Facebook – ikke den dag, man først mødte hinanden.

Jeg ved godt, jeg interesserer mig mere for krydsfeltet mellem sociale medier og børn/unge end de  fleste. Men alligevel – kommer ovenstående bag på nogen?

Personligt ville jeg hellere have hørt, hvilke af de nyere sociale medier de bruger, hvad de synes om dem, hvorfor? Hvad de tror, der vil ske med sociale medier i de kommende år, etc. Og i forhold til privatliv ville jeg gerne have hørt om de unges holdninger til NSA m.fl.’s snabel nede i vores data og deres begrundelser for at være så relativt ubekymrede. Det kunne have været interessant at have konfronteret dem med nogle dilemmaer og bedt dem forholde sig til konkrete scenarier.

Jeg har henvendt mig til digitaleunge.dk, fordi de har en blog og ønsker sig gæstebloggere. Men jeg fik det svar, at jeg ikke arbejder akademisk med børn og unge, så mine evt. bidrag kunne ikke bruges.

 

Social på mobilen

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Som nævnt i et tidligere afsnit, er også de sociale medier for alvor flyttet til de mobile platforme. Det gælder naturligvis Facebook, Twitter, Google+, Pinterest, m.fl. Herunder gentager jeg lige mig selv fra tidligere med en lille gennemgang af de sociale medier, der er baseret på at være mobile.

Instagram – det første sociale medie, der er tilpasset den nye verden, hvor alle har en smartphone med et kamera. En billeddelingstjeneste, hvor billederne/videoerne kan behandles så de ser ekstra lækre eller sjove eller gammeldags ud. Voksne bruger det i udpræget grad til solnedgange og lækker mad. Det er, som det ses af statistikken, mest piger, der bruger Instagram.

instagram

Vine – Også en mobiltjeneste – denne gang med 15 sekunder lange videoer. Det er på mange måder lige så harmløst som Instagram, men også dette kan og vil selvfølgelig blive misbrugt. Igen – du kender dit barn og har nok en god fornemmelse for, om de optager hjemme-porno eller løbehjulsvideoer… Vine er i høj grad blev det medie, der bruges til sjov og ballade. Trænger man til en opmuntring, kan man altid finde hylesjove “vines“, som de allerede hedder, lavet af både børn og voksne.

Snapchat – en ret ny tjeneste, som, må jeg indrømme, giver mig kuldegysninger. Den er mobil ligesom Instagram og Vine, og ideen er, at beskeder og fotos er tidsbegrænsede. Afsenderen fastsætter det antal sekunder, modtageren har til at læse beskeden eller se billedet – derefter sletter det sig selv.
Det siger sig selv, at dette er et “genialt” mobbe-format, fordi beviserne er selvdestruerende. Dog – det bruges mest som et én-til-alle medie, hvor man fx sender et fjollet billede af sig selv til alle sine Snapchat-venner.

4square – også mobil. En tjeneste, hvor man “checker ind” dér, hvor man nu er. Nogle mennesker checker ind religiøst på alle steder, hjemme, på arbejde, i Netto, men de fleste bruger det til at fortælle, at de nu er et særligt sted, sammen med andre 4square brugere, for at anbefale/advare mod et sted, eller til at se, om der evt. skulle være nogen tilstede, som de kender. Det kan fx være til en stor koncert eller til en sportsbegivenhed. Facebook har også introduceret denne mulighed – du har måske lagt mærke til, at nogle af dine venner checker ind rundt omkring i din Facebook-strøm. Tal med børnene, om det nu er en god idé, at de bruger den tjeneste. Det afhænger i høj grad af deres vennekreds.

Get Glue – endnu en mobil tjeneste. Den er ikke slået rigtigt an i Danmark endnu, men den eller en lignende vil helt sikkert snart blive et hit. Man checker ind på den film eller det tv-program, man sidder og ser, og så kan man se, hvem af ens venner, der har set det/ser det og hvad de evt. synes ligesom man kan se, hvad alle mulige andre ser og synes om. Et ganske ufarligt socialt medie.

Endelig er stort set alle mobilspil, som børn og unge gider bruge tid på, også sociale – i større eller mindre udstrækning.

***

Dette var sidste afsnit i den serie om børn på nettet, som jeg mere eller mindre havde skrevet i forvejen. Men jeg fortsætter med at skrive om dette krydsfelt, nok i høj grad med fokus på dissekering af kædemails, fup, phishing, spam, løgn og latin – for både børn og voksne. Jeg vil derfor sætte pris på alle links I kan sende mig til historier af tvivlsom karakter, mærkelige mails og forunderlige videoer, som I får i trawlet på jeres vej gennem nettet.

Andre sociale medier – 3

Flere sociale medier:

  • Get Glue – endnu en mobil tjeneste. Den er ikke slået rigtigt an i Danmark endnu, men den eller en lignende vil helt sikkert snart blive et hit. Man checker ind på den film eller det tv-program, man sidder og ser, og så kan man se, hvem af ens venner, der har set det/ser det og hvad de evt. synes ligesom man kan se, hvad alle mulige andre ser og synes om. Et ganske ufarligt socialt medie. Netflix er i fuld gang med at integrere en sådan tjeneste – men den gælder jo så kun for film og programmer, man ser dér.

  • MySpace – det første sociale medie, før Facebook. Nu virker det som om, det kun er musikere, der bruger det. Hvis de ikke genopfinder sig selv, så spår jeg en snarlig død.

  • Arto – For børn. Det er længe siden, jeg sidst hørte om nogen, der bruger det, men det lever endnu. 7.400 brugere online stod der, sidst jeg kiggede. Ved ikke, om det står til troende.

  • Bebo – Bruges næsten ikke i Danmark.

  • Stumble Upon, Digg, Reddit – delingstjenester, meget udbredte i USA, næsten ikke brugt i Danmark – slet ikke af børn.

  • Path – En ret ny tjeneste, skabt af en afhopper fra Facebook. Tjenesten tager sit udgangspunkt i den britiske antropolog Robin Dunbars endnu ikke modsagte teori om, at 150 (the Dunbar Number) er det gennemsnitlige maximum af tætte personlige kontakter, et menneske kan magte. Selvsagt er nogle meget ekstroverte mennesker i stand til at håndtere flere end 150, ligesom det modsatte kan være tilfældet. Men 150 er en god tommelfingerregel. Man kan så enten vælge at rydde op i sine Facebook-kontakter, indtil man er nede på ca. 150 eller man kan forsøge sig med Path, der er specielt designet til kommunikation mellem mennesker, der kender hinanden godt og som har tillid til hinanden. Pt skal man dog ikke forvente, at ens barn vil blive videre begejstret, hvis man foreslår dem at benytte Path frem for Facebook. For der er nok ikke én eneste af deres venner dér endnu. Men det er måske lige om hjørnet!

  • Skype – Jeg ved det, Skype er ikke noget socialt medie. Men det bliver det brugt som af mange unge. Man bør være opmærksom på, at det er muligt at være anonym på Skype, og at mange benytter sig af den mulighed. Sørg derfor for, at dit barn forstår, hvad Skype er og at de ikke inviterer fremmede med i “gruppe-chat”.

Herunder uddrag fra en Skype-chat, som jeg har fået lov af “offeret” og hendes mor til at bringe her. Problemet  var netop, at der blev inviteret (anonyme) brugere ind, som pigen ikke vidste, hvem var. Hun følte ikke, hun kunne sige nej til, at de blev inviteret. Senere i denne chat træder moderen til, og det ender med, at hun må gå i detektiv-mode og grave identiteten op på de anonyme og ringe deres forældre op.

[23:20:27] KBN❤RiNG: Xenia dit fede læs lort
[23:20:38] Xenia xxx: (finger)
[23:20:47] Caroline xxx <3: Så så!!!
[23:20:55] KBN❤RiNG: Xenia —-> (puke)
[23:21:15] Caroline xxx <3: (nerd)
[23:21:23] KBN❤RiNG: Xenia du var jo så billig at alle kalder dig luder
[23:21:42] Xenia xxx: Okay :)
[23:22:22] KBN❤RiNG: Man kan købe dig for 1 kr
[23:22:32] Anne <33: nej 0
[23:22:43] Xenia xxx: Jeg ville kun give 90,50
[23:22:48] Xenia xxx: 0,05*
[23:22:49] Anne <33: hun er for billig hun har købt sit tøj fra genbrugen
[23:23:00] Xenia xxx: Nej…
[23:23:04] Caroline xxx <3: ;(
[23:23:04] KBN❤RiNG: Xenia er gratis… Ingen gider ha ludere
[23:23:13] Xenia xxx: Well..
[23:23:14] Anne <33: haha

 

Bemærk i øvrigt, at det sociale aspekt er på vej ind i flere og flere tjenester, og om få år vil udtrykket “sociale medier” nok være på vej ud.

Meget apropos, så handler de kommende poster om mobning på nettet. Dette er den 13. post i min serie om børn på nettet. Den første er her.

Når netiquette bliver must-have og ikke bare nice-to-have

"Det ser ud som om de sover, måske skal vi ringe på?" "For sidste gang, vi er MONSTRE, vi ringer ikke på!" Lånt på toonsup.de
“Det ser ud som om de sover, måske skal vi ringe på?”
“For sidste gang, vi er MONSTRE, vi ringer ikke på!”
Lånt på toonsup.de/

Jeg er for nylig begyndt at følge en blogger fra den amerikanske teleindustri på LinkedIn. Han beskæftiger sig meget med det samme hjørne af internettet, som jeg selv er optaget af, nemlig netiquette.

Med udgangspunkt i en dom ved Floridas højesteret, hvor en dommer blev erklæret inhabil, fordi han var på Facebook med anklageren, diskuterer han de nye etiske udfordringer, de sociale medier stiller os over for. Ville det også ske i Danmark? Eller hvad hvis det var LinkedIn? Han stiller spørgsmålet, om dommeren også var blevet disset, hvis de havde tilhørt den samme golfklub? Eller hvad med samme VL gruppe?

Skal vi være på Facebook med vores kolleger? Skal man åbent følge sine konkurrenter på Twitter? Er det dårlig stil at sende en LinkedIn-anmodning til sin chef? Sin tidligere chef? Der findes ingen “rigtige” svar på disse spørgsmål, da svaret hver gang må bero på en individuel vurdering. Det handler i høj grad om social fingerspidsfornemmelse og om forståelse for individuelle virksomhedskulturer.

En anden moderne faldgrube, som Don P beskæftiger sig med, er det, han kalder Det Tredje Spor. Det handler om konflikten mellem det kommercielle og det sociale. De senere år har vi set utallige eksempler på virksomheder, der tramper bevidstløst frem og tilbage mellem de to spor (i det tredje spor) og ikke ænser, at de gør folk sure og skaber dårlig stemning.

Et tænkt eksempel: Et forlag opretter en fanside på Facebook til en populær bog. Masser af fans liker med glæde, fordi de her får lejlighed til at vise deres venner noget (fordelagtigt) om sig selv. De er fuldstændig ligeglade med forlaget bag. Benytter forlaget sig så af adgangen til disse fans ved at forsøge at markedsføre andre af forlagets bøger, bliver fans’ne sure, for hvis det var det, de havde ønsket, ville de have liket forlaget og ikke bogen. Gør man dét mere end en enkelt gang, kan man risikere at miste en masse likes og måske endda have skabt så meget badwill, at fans’ne ikke igen vil like en bog fra forlaget. Scroll selv op og ned på din Facebook for at finde flere eksempler!

Endelig siger Don P noget klogt om, hvordan man som virksomhed griber det an, når man gerne vil i dialog med indflydelsesrige journalister og bloggere inden for ens område. Disse gode råd er der også mange, der med fordel kan tage til sig. Jeg hører ofte især mad-bloggere, men også tech-bloggere fortælle om de latterlige henvendelser de får fra folk, der skamløst beder dem promovere et eller andet produkt på deres blog. Disse sælgertyper opnår kun én ting – badwill. Endda en badwill, der let spreder sig i blogosfæren, hvilket kan vise sig meget problematisk. For selvom bloggere inden for hvert enkelt felt naturligvis konkurrerer med hinanden, så samarbejdes der også på kryds og tværs.

Don P anbefaler virksomhederne at tænke på disse fire nøgleord, når de beslutter sig for at søge indflydelse blandt journalister og bloggere:

  • Anerkendelse
  • Anbefaling
  • Information
  • Adgang

Anerkendelse – start med at anerkende deres tilstedeværelse og betydning. Abonner på deres blog, skriv evt. kommentarer (UDEN salgssnak), følg dem på Twitter, etc.

Anbefaling – vis dem, at du synes, de virkelig har noget at byde på. Nævn dem over for andre, RT deres bedste tweets (nej, IKKE dem alle sammen), sæt link til deres artikler på jeres egen hjemmeside.

Information – tilbyd dem mere end der er umiddelbart tilgængeligt på hjemmesiden og via andre offentligt tilgængelige kilder. Der findes masser af insights i hver eneste virksomhedsom ikke nødvendigvis er insiderviden.

Adgang – tillad journalisten/bloggeren direkte adgang til de personer i organisationen, der har de spidskompetencer, den pågældende er særligt interesseret i.

Tilstedeværelse i de sociale medier byder på en hel del snubletråde. Og det har endnu ikke vist sig muligt at demonstrere konkret ROI af indsatsen. Alligevel vil jeg påstå, at den moderne virksomhed er nødt til at kaste sig ud i det.

Hvo Intet Vover, Intet Vinder.*

* Citatet stammer angiveligt fra de islandske sagaer.

Farvel Facebook?

Efterhånden tænker jeg næsten dagligt på at lukke min Facebook-profil, fordi der er mere og mere ved Facebook, der irriterer mig.

Facebookhowareyou

Det handler ikke om at slippe for vennernes kedelige opdateringer om fodbold, perfekte børn og speltboller – dem har jeg sorteret fra for længst – det er jo, i modsætning til så meget andet på Facebook, noget man selv kan gøre noget ved. Og jeg er også for længst holdt op med at tillade applikationer adgang til min profil. Vil folk mig noget, må de give mig mulighed for at blive kunde/abonnent uden om Facebook.

Nej, det handler om, at Facebook ommøblerer i min strøm, så jeg ikke ser opdateringer, jeg ellers gerne ville se – fx fordi de pågældende personer ikke opdaterer særlig ofte, eller fordi de ikke er del af den gruppe af venners venner, som udgør den inderste kerne i de fleste menneskers Facebook-univers.

Og det handler om de reklamer og “anbefalinger”, der nu hele tiden dukker op i strømmen. Især på telefonen er det irriterende. Hvis jeg kunne vælge en Premium-udgave af Facebook, så jeg kunne slippe for reklamerne, slog jeg til med det samme!

Og så er det grimt. Uæstetisk.

Udover at følge med i, hvad mine venner og min familie interesserer sig for, bruger jeg Facebook som nyhedsfeed (RSS), hvor jeg abonnerer på diverse danske og internationale aviser, magasiner og organisationer, jeg interesserer mig for. Men den del af min Facebook kunne jo uden videre flyttes til Twitter eller Google+.

Men en meget stor del af de mennesker, hvis opdateringer jeg sætter pris på, bruger ikke andre sociale medier. Jeg ville altså miste kontakten med en lang række spændende mennesker.

Desuden er jeg oprigtigt interesseret i sociale medier og deres udvikling. Man kan godt nok læse kloge artikler om Facebook til man segner og måske tro, at man ved, hvad der foregår. Men det er bare ikke det samme, som at være der selv!

Noget tyder imidlertid på, at Facebook er klar over, at vi er nogen, der har det sådan. For de har en opdatering på vej, der ser ret lovende ud. I hvert fald lover de, at vi som brugere får større selvbestemmelse over det, vi ser på Facebook – og at det bliver nemmere at eksekvere denne selvbestemmelse.

Og det bliver pænere. Så jeg bliver, lidt endnu.

newFacebook

 

 

Når lokalpolitiet trumfer tv-stationen på de sociale medier

Nu var der ikke tale om direkte konkurrence på nogen måde, men jeg mødte bare begge disse eksempler næsten samtidig. En Facebook-bekendt linkede til Huddinge Politis Facebook-side. Og jeg må sige, at jeg er næsegrus i beundring over deres elegante håndtering af meget følsomt stof.

Samtidig dukkede morsomme historier op om TV2 Zulus elendige håndtering af “Titanic Awards” – i daglig tale vist kaldet #Gaffaprisen – på de sociale medier. Christiane Vejlø har redegjort for forløbet her, men helt basalt, så var de bare ikke tilstede og bemærkede derfor ikke Twitterstormen.

Og jeg småfniser ved mig selv over, at den generelle opfattelse er, at det er de hippe og smarte, der er på de sociale medier, og bonder*vene der sakker bagud. Vi kan vel hurtigt enes om, at  Huddinge Polisen ikke falder først for, når talen falder på hipstere, men at folkene på Zulu da fremstår som svært fremme i skoene. Men vi er flyttet ind i Omvendtstrup, og det er skattevæsnet (@skattefar), politiet og SAS, der rykker på de sociale medier, mens fx TV2, Politiken og Zentropa er røget fuldstændig bag af dansen.

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes, det er herligt!

Man kunne jo forestille sig

at danske journalister i langt højere grad, end det er tilfældet nu, tog de sociale medier (især Twitter, hvor nyhederne altid kommer først) alvorligt som en kilde til nye historier (du er undtaget @sfanc) og gad gå i dialog med deres followers/fans/læsere, når disse havde relevante spørgsmål, bidrag, indsigter. Det gider de næsten aldrig – selv når man påpeger deciderede fejl, er der i ni ud af ti tilfælde ingen respons overhovedet. Der er dog efterhånden rigtigt gode takter på flere medier, Berlingske er solidt repræsenteret, men mange af de tilstedeværende kører stadig lidt envejskommunikation, Information er nu godt kørende, og Jyllands-Posten var jo først med den enestående @kaaresorensen. Hurra for ham. Til gengæld er Politiken helt og aldeles fraværende. Når man nævner @politiken i en tweet, uanset hvad det drejer sig om, så er én ting sikker. Man får aldrig noget svar. Det er sgu sløjt!

Det samme gælder politikerne på Twitter med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser. Altså, når højprofilerede politikere som @IdaAuken og Margrethe @Vestager, som nok har mere travlt end mange andre politikere, kan finde tid til at svare på tweets, så er det svært at lægge øre til de andres undskyldninger (ministre undtaget). Og jeg taler især til dig @Christianfbach – når en vælger skriver til dig, at de har stemt på dig, ville det så ikke være passende at sige tak? Og når vælgere spørger dig om noget, så kunne du jo svare. Ellers skal du lukke din Twitter-konto og holde dig til Facebook og en almindelig hjemmeside.

Men tilbage til journalisterne – har læst om et initiativ, som YouTube overvejer, nemlig at lancere en kanal, der skal understøtte undersøgende journalistik, så vi kan få mere af det og måske af bedre kvalitet. Problemet er jo – til dels – at der kun sjældent er råd til at betale journalister i måneder for at gå og rode i én enkelt historie. Personligt mener jeg dog, at hvis man skruede lidt ned for dækningen af alverdens småhistorier og sparede udgiften til ligegyldige Reuter-telegrammer og følelsesporno artikler, som dem der fulgte i kølvandet på Utøya og som ses i dag på 9/11årsdagen, kunne man både få en mere profileret avis (fordi alle historier faktisk var skrevet af avisens egne journalister eller af journalister på samarbejdende aviser (som Information og Guardian)) og højstatus enkelthistorier, der var researchet over længere tid. Jeg ville fx tro, at en historie som den om, at Q8 ikke betaler skat i Danmark, kunne have fyldt meget mere og inddraget mange flere perspektiver. Her havde det fx været oplagt at inddrage de sociale medier, hvor mange godt gider bidrage (gratis!) til den type historie med deres egen research og med at sprede den.

Når aviserne ellers finder sig en betalingsmodel, der giver mening (kom NU!), skal vi læsere jo også have noget ordentlig valuta for pengene. At betale abonnement for at læse Ritzau-telegrammer, gider jeg i hvert fald ikke. Men jeg vil gerne have en løsning, hvor jeg kan abonnere på en avis, der ikke udkommer som en forstenet PDF-fil, og jeg vil også gerne have lov til at betale (på en nem og smart måde) for en enkelt artikel her og der fra aviser og magasiner, som jeg ikke abonnerer på.