Kvalitet og serendipitet

Folk, der kender mig, ved, at jeg ikke besidder begrænsningens kunst, når det gælder ting at interessere sig for. Jeg kan ikke holde mig til ét emneområde og følger nyhedsbreve, magasiner og Twitter-konti, der dækker alverdens emner. Nogle af jer får også jævnligt tilsendt artikler, som jeg selvfølgelig forventer, at I kaster jer glubende over.

Medieforbrugets etik

Forleden læste jeg så denne artikel om medieforbrugets etik. Altså, ikke mediernes egen etik, men vores, læsernes/seernes/lytternes. Det er meget interessant og er meget i tråd med mine egne tanker. Jeg ser ikke nyheds- og debatprogrammer, for jeg føler ikke, det gør mig klogere at se folk stå og råbe ad hinanden. Jeg forsøger at undgå de overfladiske døgnfluenyheder (det lykkes så langt fra altid) og i stedet få læst/hørt ordentlige artikler og programmer, der sætter det hele i relief for mig.

Serendipitet

Det, jeg savner, når jeg ikke har en daglig avis, er serendipitet. Altså at falde over en historie, som jeg aldrig selv ville have opsøgt.

Nu er det mit mål at dele mine favoritter med jer hver uge, og jeg prøver at dele historierne op efter temaer. Så håber jeg, at I også kan opleve at falde over en historie, der lyser op i en hidtil upåagtet afkrog.

Plakaten fra den romantiske og temmelig cheesy film Serendipity. Billedet øverst er fra samme film (sådan lærte jeg, hvad ordet betød)

(Desværre er et par af artiklerne bag paywall, men biblioteket har dem.)

Samfund/miljø/politik

Vækstparadigmet

2 professorer emeriti fra RUC, center for arbejdslivsforskning, Peter Olsén og Birger Steen Nielsen,  i Politikens kronik 4/11:  “Vi må væk fra hele vækstparadigmet”Klimakrisen og den stigende ulighed kræver akut handling. Men det kan kun ske gennem et gennemgribende oprør med det fremherskende vækstparadigme. Det er på tide at komme videre. (paywall)

Bias

Cecilie Nørgaard skriver (også i Politiken 4/11) om den “djævelske bias“, vi alle sammen slæber rundt på, og hun giver mange gode eksempler på hvordan. Og på hvad vi kan gøre for at overvinde den. (paywall)

Damn you, paywall

Nu, hvor du er blevet godt sur på paywall, kan du læse om, hvorfor vi ikke har fået en Spotify model eller en model med mikrobetaling. To ikke helt enige mediefolk giver her deres versioner af hvorfor. Mads Vad Kristensen hos POV og Stig Ørskov i Mediawatch.

Brinkmann

Svend Brinkmann har jævnlige klummer i Søndags Politiken, og jeg ved ikke, om de kommer online. Jeg har nappet et lille klip fra den i søndags, som man godt kan tåle at læse efter at have set (for) mange tv-klip med Donald Trump.

Godt nyt

For tiden hører vi næsten hver dag om, hvordan meget rige mennesker bedrager samfundet, samtidig med at de ser sig selv som frihedskæmpere. Vi har brug for at høre, at der også findes ordentlige rige mennesker. Historien her fortæller om en britisk mand, der diskret donerede prisbillige lejeboliger til sit nærområde.

NyhedsPodcast

New York Times’ podcast The Daily handler i denne udgave om, hvordan det giver mening at tale om antisemitisme på den amerikanske højrefløj, der jo ellers omfavner Israel.

Teknologi

Når E-boksen lukker

Hvordan med alt det, der efterhånden ligger i E-boks, når vi dør? Det får vores nærmeste vel adgang til, ligesom de har adgang til vores plastikcharteques med fysiske dokumenter? Nix bix. Der er lukket. Læs her hvordan Allan opdagede, at han ikke havde adgang til sin kones pensionsoplysninger (eller noget som helst andet), efter hun døde.

Så se lige at få delt de vigtigste ting med jeres nærmeste eller – OMG – print skidtet ud og læg det i en mappe!

Jamen, det ER vigtigt

Er du en af dem, der siger “jeg har ikke noget at skjule”, når talen falder på, at Google, Facebook og Staten har adgang til dine personlige data, så læs denne korte gennemgang fra The Next Web af, hvad privatliv (på nettet) egentlig betyder. 

 Sir Tim Berners-Lee

Tim Berners-Lee, internettets far, kommer nu med en helt ny platform, der skal give os ejerskabet og kontrollen over vores egne data tilbage. Man kan kun håbe, at der findes internetaktivister og White hat hackers nok derude til at projektet for alvor kan få ben at gå på. Læs hos Fast Company.

Man kan dø af det

Datasikkerhed er ikke for sjov. Folk kan dø, når den ikke er i top. Og det gælder ikke kun CIA-spioner. Læs hos The Register.

Dimser på Internettet

Wired fortæller om, at dimser med IoT (internet of things) inden i er meget usikre, og nogle af dem kan endda tilgås, uden at man har hacking evner. Det gælder fx mange af de overvågningskameraer, der hænger på gader og stræder. Det er ikke nogen rar tanke, hvis man prøver at forfølge den lidt ud ad en tangent!

Viden

Professor Ulla Koch forklarer, hvorfor vi altid forelsker os i korrelationer og lukker øjnene for, at det ikke nødvendigvis indikerer årsagssammenhæng. Vi har simpelthen confirmation bias, der bilder os ind, at der er sammenhænge, hvor ingen sammenhæng er. Ex: sort kat over vejen, fredag den 13., etc. Klog artikel fra Forskerzonen på Videnskab.dk.

Rygning.er.farligt

Kronikkens forfatter Charlotta Pisinger er professor i tobaksforebyggelse, og hun er blevet godt sur på Amalie Lyhne, der har prist borgernes frie valg (når det gælder tobaksrygning). Så nu får vi lige læst og påskrevet om, hvilket liv der venter os *senere*, når vi ryger.

Hvordan virker YouTube


Se denne TED-talk, hvis du har mindre børn. Eller – se den bare. James Bridle forklarer præcis, hvordan autoplay fungerer og påpeger flere ting, som vi nemt glemmer at tænke over, når det gælder tilsyneladende uskyldige videoer med tegneseriefigurer  for de mindste. Tusind tak til Ulf for link.

Kunst og kultur

De seneste bøger, jeg har læst, er Bjørnen af Katrine Marie Guldager og When we were Orphans af Kazuo Ishiguro. Læs evt. hvad jeg synes på Goodreads.

Jeg har set en enkelt film – det var den virkeligt gode franske film Vogterne.

Og så har jeg set de tre første afsnit af en meget fin ny serie på DRKDer er et Yndigt Land med Chris Pedersen og Line Knutzon. Det er den slags programmer, hvor man både bliver oplyst og kommer til at grine, får pirret sin nysgerrighed og, ikke mindst, får lyst til at drage ud og se på det danske landskab. Kernen af det DR, jeg elsker og nødigt vil undvære.

Chris og Line ser på danske guldalderlandskaber på SMK, og så kører de afsted for at finde dem i virkeligheden. Undervejs taler de med forskellige indsigtsfulde mennesker, ikke mindst Aros’ norske direktør, hvis kølige/kærlige blik på os danskere, jeg er lidt forelsket i. Og så er Chris og Line lige så elendige til at finde vej, som jeg selv er. Det er mig en stor trøst. 

***

Nåede du helt herned? I så fald, skriv lige til mig, hvad du synes. Og falder du over noget fantastisk i løbet af ugen, så send det til mig. Så tager jeg det med, hvis jeg også synes, det er fantastisk.

 

Share

Tak, Svend!

Jeg har været glad for din opfordring til at Gå Glip. Jeg synes måske ikke, jeg lider sååå voldsomt af FOMO, men måske alligevel lidt? Jeg tjekker i hvert fald min telefon alt for tit.

Inden jeg læste bogen, læste jeg denne anmeldelse i Information (paywall). Den gav mig vildt meget lyst til at læse bogen, fordi anmelderen er så utroligt nedladende. Vi må forstå, at det er ret latterligt at både citere Goethe, Piet Hein, Queen og Løgstrup. For så blærer man sig jo egentlig lidt, samtidig med at man ikke fordyyyyber sig nok. Alle vi læsere af Brinkmann skulle meget hellere kaste os over originalværker af Giddens, Baumann og Foucault (og Peter Nielsen får jo på denne elegante måde fortalt os, at HAN skam HAR læst og forstået alle disse lærde værker). Men når jeg simpelthen elsker forfattere af Brinkmanns type, dvs. intellektuelle, der gider sætte sig ned på mit niveau og formidle svært stof, så er det netop fordi jeg ikke har tid, lyst, lejlighed eller måske evner til at læse disse lærde værker.

Den her bog har jeg læst

Jeg kan jo så til gengæld prale med, at jeg har læst Gå Glip. Det er så heller ikke så stor en opgave, da den er let læst og kun er på 136 sider. Brinkmanns budskab er jo ikke, at vi kan forstå alle de ovennævnte lærde tænkere ved at læse 136 sider. Eller at de alle sammen har råbt: Gå Glip! henover århundrederne. Men at ideen om, at mådehold kan være sundt for sjælen og mindst lige så lykkebringende som alverdens nye køkkener eller mindfullness, slet ikke er ny – tværtimod. Brinkmann vil gerne genintroducere tanken om mådehold som en dyd i vores helt og aldeles umådeholdne samfund. Eller rettere, som han også skriver flere gange i løbet af bogen, i det samfund, hvor et umådeholdent forbrug holdes op som en efterstræbelsesværdig målestok – særligt for dem, vi som samfund nu lukker ude fra samme forbrug ved igen og igen at nedsætte den almisse, vi som samfund giver dem.

Opfordringen er til os, der har

Jeg så på Twitter og Facebook folk harcellere over, at han opfordrer folk til at bruge mindre. Men de kan ikke have læst bogen – for hans målgruppe for den opfordring er netop os, der allerede har nok af alting – ikke de mennesker for hvem verden bryder sammen, når køleskabet gør det.

Andrea Hejlskov er sjov

Og hvis du nu ikke gider læse bogen, så kan du i det mindste læse Andrea Hejlskovs sjove og skarpe modanmeldelse af Peter Nielsens anmeldelse, som jeg nævner ovenfor. Hun argumenterer overbevisende for, hvordan man godt kan udvise mådehold uden derfor at gå over i ren askese. Man må godt stadig være glad for sin nye lampe eller købe nye sko. Men man kan overveje, om lampen kan være genbrug eller om skoene behøver koste 2.000 kr. (ahem). Måske kan vi godt blive bedre til at glædes over de ting, vi allerede har. Måske kan man træne sig i at tænke tilbage på dengang, man fik en konkret ting og så huske, hvor glad man var for tingen dengang. Og spørge sig selv, hvorfor man egentlig er mindre glad for tingen nu? Der kan jo være gode grunde til det – blenderen blender ikke særlig godt mere. Men der kan også være elendige grunde – min svigerindes nye blender er meget nyere og hottere eller min blå blender passer ikke til min røde røremaskine… Som læseren sikkert fornemmer: been there, done that.

Instant decision fatigue

Noget af det, jeg også syntes, var rigtig godt i Brinkmanns bog, var afsnittet om valgets tyranni baseret på en bog af psykologen Barry Schwartz. For hvor er det gyldne snit for valgmuligheder? Vi kan alle være enige om, at sovjetiske supermarkeder, hvor man kunne “vælge” mellem en slags af alting, var virkelig ufedt. Og valget mellem fx to slags sild er måske også lidt i underkanten. Men når man står i en stor Føtex og kan vælge mellem måske 50 slags? Eller et amerikansk supermarked (nej, ikke sild, men ALT andet, næsten). Jeg får Instant Decision Fatigue. Jeg kan ikke holde ud, at der er 12 forskellige typer af guacamole at vælge imellem. Ffs, det er mosede avocadoer! Men det er slet ikke nemt at finde det gyldne snit. Hvilke 2-3-4 slags skal der være at vælge imellem? Og i øvrigt – det skriver Brinkmann også – så er det i virkeligheden at gøre nar af verdens fattige at give os rige 12 forskellige slags guacamole at vælge imellem!

Hurra for kustoder og kuratorer

Sluttelig kommer måske en af grundene til, at jeg så godt kan lide bogen. Brinkmann roser folk af min slags: kuratorerne og kustoderne. Ikke de store skabende ånder, der vil stå for eftertiden i et forklaret lys, men de af os, der forsøger at bringe lidt skik på det hele for vores medmennesker. Sådan nogle bibliotekar-typer som yours truly. Så bliver man jo glad.

 

 

 

Share

Aristoteles og motorcyklen


Aristoteles invaderer mit liv for tiden. Måske skulle jeg anmelde den gamle mand for stalking? For nylig så jeg Captain Fantastic (ja, jeg så den faktisk to gange!), og Ben, som kaptajnen hedder, citerer glad og gerne Aristoteles om, hvordan man er et ordentligt menneske. I den anmeldelse nævner jeg et par interviews, jeg samme dag havde læst og hørt med den nu allestedsnærværende Svend Brinkmann. Hans bud til os er jo også, at vi skal tilbage til en ordentlighed, der har nok i sig selv, hvis man kan sige det sådan. Dvs., jeg opfører mig ordentligt overfor mine medmennesker, også selvom min handling ikke bliver publiceret på Facebook, og selvom ingen er til stede til at bevidne min heltedåd. Brinkmann siger jo selv, i undertitlen til sin nye bog, Ståsteder (som jeg nok skal få skrevet om, inden den er blevet helt uaktuel), at han henter gamle ideer frem til brug i en ny verden.

Robert M. Pirsig

For noget tid siden blev jeg mindet om en af de bøger, der stod i alle respektable revolutionære bogreoler i min ungdom, Zen og Kunsten at vedligeholde en Motorcykel (1974). Jeg huskede, at jeg *vist* aldrig blev helt færdig med den, og tænkte, at den da godt kunne indgå i mit klassiker-projekt. Så jeg købte den som lydbog og fik lyttet færdigt forleden. Også denne bogs hovedperson og hans alter ego Phaedros (figur hos Platon) citerer Aristoteles i sin søgen efter en definition af “kvalitet”.

Om og om og om igen

Noget andet interessant han er optaget af, er det han kalder “gumption”. Gumption betyder noget i retning af foretagsomhed eller gå-på-mod. Han nævner det gentagne gange som en forudsætning for at opnå noget i livet. At man bliver ved, selv når man bare ikke kan hitte ud af det. Om og om og om igen, indtil det lykkes. Hans model for dette er naturligvis at selv vedligeholde sin motorcykel, hvilket for en akademiker som ham, var en anelse op ad bakke. Det her er 1974-versionen af de 10.000 timer!

Hvor var vi (okay, nogle af os) dog opblæste i vores ungdom!

Når jeg ser tilbage på alle de unge mænd, der i min ungdom belærte mig om, at de skam havde både læst og forstået den bog, må jeg sige HA! Gu’ havde de da ej (sorry, #notallmen), for den er da overhovedet ikke nem at læse. Nærmere svær. Jeg havde stor glæde af den i denne ombæring, og må nok tilstå, at min erindring om at jeg “ikke var blevet helt færdig”, nok i virkeligheden dækker over, at jeg kun havde læst de første 20-30 sider, for jeg huskede virkelig ikke noget af den ;-) Gad vist om jeg huskede at fortælle folk det dengang? Jeg tvivler. Der er til gengæld ingen tvivl om, at jeg stadig godt kunne læse den et par gange eller tre, hvis jeg skal fatte det hele.

Hvis du vil forbedre verden, så begynd med dig selv

For at illustrere, hvor tæt Brinkmanns budskab, budskabet i Captain Fantastic og det i Zen (…) er på hinanden, disse citater:

“The place to improve the world is first in one’s own heart and head and hands, and then work outward from there.”

We do need a return to individual integrity, self-reliance, and old-fashioned gumption. We really do.

Brinkmann-bashing

Nej, det gider jeg ikke deltage i. Jeg er fuldstændig enig med Esben Schiørrings tilbagevisning af de sure anklager om populisme. Her har vi faktisk en intellektuel, der kan formulere kloge og vigtige ting på en måde, så alle kan forstå det. Og det skal vi så tage afstand fra? Nix bix.

Share

Captain Fantastic

På trods af at jeg, som sikkert så mange andre kvinder, har et blødt punkt for Viggo Mortensen, så sad jeg alligevel i starten af filmen og tænkte, åh nej, det her orker jeg ikke. Men jeg blev heldigvis snydt, for filmen ville noget andet, end jeg først troede.

Seks børn

Den gode Kaptajn, Ben Cash, opdrager sine seks vidunderlige børn uden for samfundet. De bor langt ude i en skov i det nordvestlige USA og lever næsten i et med naturen. I som kender mig ved, hvor lidt fidus jeg har til “ét med naturen”, yoga, spelt-halløj og spiritualitet, så jeg havde svært ved at fordøje visse elementer af deres tilværelse, derude i vildnisset.

Men samtidig var jeg vild med, at han konsekvent talte til alle seks børn i øjenhøjde, aldrig stak dem alle de typiske børneløgne, som er så udbredte blandt ikke mindst amerikanske forældre, og havde tårnhøje forventninger til dem, fysisk såvel som intellektuelt. Mødet med deres to helt normale fætre er en sand øjenåbner! Og glæd jer til en af de sjoveste scener på filmlærredet p.t. – der hvor en politibetjent stopper dem, mens de er på vej sydover i familiebussen Steve. Overrumplende og skørt.

Svend Brinkmann

Jeg så tilfældigvis filmen samme dag, som jeg havde læst Zetlands interview med Svend Brinkmann om morgenen og så Martin Krasniks interview med ham om aftenen i Deadline. Sammenfaldet var større, end man lige skulle tro, for Brinkmann taler bl.a. om, at vi har misforstået begrebet anerkendende pædagogik, fordi det ikke er i ungernes interesse, at vi roser deres middelmådige præstationer, når vi ved, de kan gøre det bedre. Ben Cash roser kun sine unger, når de præsterer over det, han forventer af dem. Og han har saftsuseme høje forventninger.

Rigtigt og forkert

Brinkmann taler også om, at vi skal lægge (større) vægt på at lære vores børn forskel på godt og skidt, rigtigt og forkert. Visse ting kan og skal ikke relativiseres! Både Cash selv og de seks børn og selvfølgelig folk omkring dem får udfordret deres forestillinger om rigtigt og forkert i løbet af filmen, og det er rent guld!

Er dine børn 13 år eller derover, så tag dem med ind og se den her film. Der er meget at tale om bagefter. Hvor er “the middle ground” mellem Captain Fantastic’s verdensfjerne skib i skoven og den fladpandede forbrugerisme, der er ved at sende os ud over kanten?

 

Share